"The Leningrad Blockade, 1941 – 1944 – a new Documentary History from the Soviet Archives"

Anmeldt af Poul Grooss

"The Leningrad Blockade, 1941 – 1944 – a new Documentary History from the Soviet Archives” af Richard Bidlack og Nikita Lomagin. Udgivet den 3. juli 2012 af Yale University Press, New Haven & London. 487 sider illustreret. Pris: £50.

Foto: Saxo.com

Bogen er udgivet som et led i ”The Annals of Communism Series” på Yale University Press, og bag denne serie står en amerikansk og en russisk rådgivende komité. Der er indtil nu udgivet 24 bøger i serien. Begge komitéer består af nogle af nationens tunge drenge m/k. Den amerikanske er universitetstung, medens den russiske ekspertise er hentet fra videnskabernes akademi, de vigtigste statslige arkiver samt Moskvas statslige universitet.

Der er to forfattere, men det fremgår ret hurtigt ved læsningen, at det er Richard Bidlack, som har skrevet bogen. Kommer man lidt længere ind i bogen, tegner der sig et helt andet billede. Bogen er bygget op omkring en skildring af Leningrads belejring i generelle vendinger, og når det er gjort, springer bogen til at beskrive en lang række dokumenter. De er alle fundet i arkiverne af en ekspert, som slet ikke er historiker, men økonom. Det er Nikita Lomagins mange granskninger i arkiverne, som er bogens grundlag. Lomagin har siden 1995 udgivet en række referenceværker om alle de tildragelser, som man ikke har kunnet læse om i de officielle dokumenter om Leningrads belejring i kommunisttiden, og det er ikke for sarte sjæle.

 

Bogen er bygget op på den måde, at der efter den generelle historie gives tekst og forklaring på 66 nøgledokumenter af vidt forskellig art. Her kan man læse Stalins korrespondance med Leningrads byledelse samt den kommission, som Stalin sendte til byen, da den var på nippet til at falde til tyskerne. Her er også telegramtekster, hvor Stalin håner den militære ledelse for mangel på overblik, initiativ og mod. Senere følger man general Zhukov, som bliver tilkaldt, men som efter et kort virke i byen bliver kaldt tilbage for i stedet at organisere forsvaret af Moskva. Han når at forhindre, at hele Østersøflåden bliver sænket som allerede planlagt. Et af byens mange dilemmaer er: Hvad skal man gøre med arbejderne på byens vigtigste fabrikker? Man vil på en gang evakuere dem, så de kan producere våben øst for Ural, lade dem fortsætte produktionen i Leningrad og tillige sende dem til fronten i ”Opolchenie”, som var en blanding af en lynuddannet milits og et dårligt udrustet hjemmeværn.

 

Særlig interessant bliver afsløringerne af korrespondancen mellem de forskellige sikkerhedsmyndigheder. Her kan man læse om systemets bekymring for defaitisme, overgivelse til tyskerne og den generelle stemningen i byen. Da omringningen bliver en realitet, bliver fødevaremanglen hurtigt et problem for disse myndigheder. Der opstår i den forbindelse problemer som sortbørshandel, mord på grund af rationeringskort og ikke mindst kannibalisme, som i flere tilfælde jo også har en baggrund i mord. Det hemmelige politi holder befolkningen i et jerngreb, og det fremgår helt tydeligt af dokumenterne. Sultkatastrofen i byen kræver dog også ofre blandt personel af sikkerhedsstyrkerne. Der er såvel folk i politiet som i det hemmelige politi (NKVD), som dør af sult.

 

Bogen er forsynet med en fortegnelse over nøgledokumenterne og et omfattende noteapparat, litteraturliste, ordforklaring, forkortelsesliste, indeks samt tre appendiks med oplysninger om rationer af brød og andre fødevarer under belejringen. Nikita Lomagin har forsynet bogen med et stort antal særdeles beskrivende fotos. Der er fotos af nøglepersonerne, gode kort, autentiske tyske luftfotos, fotos af våbenproduktion, bombeskader og massevis af lig i gaderne. Man kan blandt andet af disse fotos direkte se, at personel i fødevarebranchen, kantiner med mere ikke var ramt af sult, og at deres tøj strammede på de forkerte steder. Et af billederne viser partichefen Zhdanov, som midt under denne sultkatastrofe i byen ser meget trivelig ud – grænsende til det fedladne. Man kan jo tænke sit om solidariteten i partiet, når man får oplyst, at partichefen fik fløjet friske ferskner ind, mens hans ”vælgere” døde af sult ude i byen.

 

Med til hele historien hører også, at Stalin i årevis havde været lidt jaloux på Leningrad og byens ledere. Alle de personer, som læseren præsenteres for som Leningrads byledelse, bliver stort set alle sammen likvideret i 1950, undtagen byens partichef, som døde en naturlig død to år forinden. Det er en fremragende bog, som gør op med tidligere beskrivelser af Leningrads belejring.

 
 
 
 
 

Del: