Landsdelenes relative betydning - en kommentar

Orlogskaptajn K. H. Winther kommenterer her major M. H. Clemmesens prisopgave »Landsdelenes relative betydning«, der offentliggjordes i tidsskriftet Maj/Juni 1980 og Juli/August/September 1980.

 

Indledning
Major M. H. Clemmesen har ønsket at besvare en opgave med følgende ordlyd:
»En belysning ved historiske eksempler af den forskellige betydning, der tidligere er blevet tillagt landsdelene (Jylland og Sjælland), fortsat i en vurdering af den indbyrdes vægt, som under nutidens vilkår bør lægges herpå«.

Forfatteren har derudover selv udvidet sin behandling med en tredje del, der fører frem til »en skitse for 90’emes forsvar«, idet han som grund herfor anfører:

»Imidlertid er det min opfattelse, at denne vurdering bør videreføres i en diskussion af, hvorledes denne relative betydning bør udtrykkes i en forsvarsstruktur, når der tages hensyn til truslen, de teknologiske muligheder på tidshorisonten og mulighederne for rettidige og tilstrækkelige forstærkninger. D.v.s. at papiret ikke blot søger at besvare om Sjælland eller halvøen bør forsvares bedst. Det søger også at udvikle prioriteringen i en eksempelvis forsvarsskitse«.

Studien er dermed blevet til et personligt indlæg i den løbende debat om forsvarets opgaver og sammensætning i de næste tyve års forsvarsordninger, og forfatteren afslutter da også med en opfordring til en fri og åben debat mellem sagkyndige indbyrdes og mellem sagkyndige og offentligheden. Efter en gennemgang af studien er det min opfattelse, at der er lagt mere vægt på at skabe debat end på at gennemføre en egentlig analyse og vurdering som basis for et velfunderet forslag. Jeg finder artiklerne klart polemiske og fyldt med en række postulater, som bør imødegås, hvis debatten skal videreføres på et sagligt velunderbygget grundlag. 

De historiske eksempler
Forfatteren erklærer, at de valgte historiske eksempler skal skabe forståelse for forskellige faktorer som:
- Danmarks stilling mellem stormagterne,
- søherredømmets betydning,
- de relative militære styrkeforhold på halvøen.
 
Som kriterier for valg af eksempler ønsker forfatteren
- overensstemmelse mellem eksemplernes og nutidens hovedtrussel,
- eksemplerne skal være veldokumenterede, sammenlignelige med nutiden med hensyn til beslutningstagerens og den offentlige opinions indflydelse, samt teknologiske forhold,
- de skal repræsentere varierende forsvarsstrukturer.
 
På dette grundlag behandles 4 eksempler benævnt:
- I forbindelse med 2. Slesvigske krig,
- I perioden 1866-70,
- Perioden 1909-1918 og
- Ordningen af 1922.
 
2. Slesvigske krig
I dette første eksempel inddrages forhold fra Forsvarskommisionen af 1855, visse forhold umiddelbart forud for krigen - d.v.s. ved udgangen af 1863 og endeligt forholdene mod krigens slutning i juli 1864, hvor Preussen beherskede Jylland syd for Limfjorden og Als. Som befolkningsmæssigt grundlag anvendes kun tallene for det egentlige kongerige. Slesvig-Holsten havde i 1864 ca. 1/3 af den samlede befolkning, og dette forhold burde vel have været nævnt ved en behandling af beslutningstagernes situation i 1855 og 1863. Endeligt fremhæves det, at der ved krigens slutning lagdes ensidig vægt på Sjælland (København), det var imidlertid logisk i betragtning af, at fjenden på dette tidspunkt havde erobret størstedelen af halvøen. Forfatteren mener, at den teknologiske udvikling levnede parterne lige. Det stemmer ikke med den betydning, der i beretninger om krigen tillægges preussernes fordel i kraft af moderne bagladegeværer med patroner og riflede kanoner med større skudvidde og præcision. Forfatterens bemærkning om, at værnene ved tabet af Als havde vist sig ude af stand til at gennenføre et koordineret øforsvar, er formelt korrekt, men det må erindres, at den preussiske overgang over Alssund på grund af områdets geografi havde mere lighed med en flodovergang end med en egentlig amfibieoperation udført fra det åbne hav.
 
1866-70
Eksemplet forekommer korrekt, men i betragtning af at hele perioden fra 1870 til 1901 siden kun behandles yderst summarisk, synes forfatterens bedømmelse af søværnets »lammende arv af holdninger og ekspertise« lovlig flot, og den kan ikke stå som en nøgtern vurdering af den danske flådes udvikling i den teknologisk revolutionerende periode fra 1870 til det første ti-år af vort århundrede. De materielmæssige og operative forudsætninger for 1909 ordningens effektive og tidssvarende flåde blev lagt i disse tidlige år ved indførelse af den del af den nye teknik, der især kunne begunstige den ressourcemæssigt svage magt ved en konfrontation med stormagtsflåder - i overensstemmelse med de franske »jeune école« ideer. Det er således her torpedoer, miner, små, men kraftigt bevæbnede kystpanserskibe og kystforter tages i anvendelse og bringes til at fungere koordineret i et sammenhængende farvands- og kystforsvar.
 
1909-1918
Forfatteren redegør overbevisende for den strategiske situation, men har dog besvær med at vægte henholdsvis Englands og Tysklands prioritering af de danske landsdeles betydning. Hvis man gør sig klart, at det afgørende element i denne vægtning var passagen gennem Store Bælt til den tyske hovedflådebase i Kiel, falder det logisk på plads, at begge magter for at kontrollere denne passage måtte have lige store interesser i den vestlige og østlige bred af Bæltet. Lille Bælt var i denne sammenhæng mindre interessant, fordi passagen herigennem kunne kontrolleres fra den tyske kyststrækning i Nordslesvig og på Als. 1909 ordningen og den danske holdning 1914-1918 illustrerer desuden meget klart, hvorledes forsvarets ressourcer under hensyn til den reelle internationale magtpolitiske situation kan disponeres med stor effekt for at imødegå den mere sandsynlige trussel fremfor den værst tænkelige.
 
1922
1922-ordningens vægtning af landsdelenes betydning og den deraf bestemte fordeling af hærens styrker virker i det beskrevne meget rimelig. 1922-ordningens konsekvens var imidlertid ikke - eller kun i meget ringe grad - et resultat af denne vægtning. 1922-ordningen var først og fremmest det afgørende skridt i retning af den totale afmagt, som Danmark var endt i ved anden verdenskrigs udbrud. I forhold til 1909 ordningen blev forsvaret forringet med omkring 25 %. 11932 reduceredes med yderligere 10-15 %. Årene fra 1922 til krigen blev dermed præget af et lavt aktivitetsniveau og af manglende udskiftning og erstatning for forældet materiel. 1937 loven søgte at bedre specielt på materielsituationen, men heller ikke for 43 år siden kunne et materielberedskab retableres på et par år.
 
Den aktuelle del
Aktuel national prioritering
Som grundlag for en vurdering af den vægt, der aktuelt bør lægges på landsdelene, opstiller forfatteren en række forudsætninger, der stort set forudser en i alt væsentlig uændret strategisk situation i de kommende 20 år. Endvidere behandles alene forholdene i en spændingsperiode og i en væbnet konflikts konventionelle faser. Påstanden om at Sverige i en konflikts indledning skulle spærre Øresund ved minering, og dermed som neutral klart begunstige den ene af de krigsførende parter, har ikke dækning i svensk sikkerhedspolitik, hverken således som den i dag er belyst i officielle redegørelser, eller i den praksis Sverige har fulgt i de to verdenskrige. Forfatteren konkluderer, at tabet af halvøen vil have større negativ virkning på forsvaret på Sjælland, end tabet af Sjælland vil have på forsvaret af halvøen. Det kunne her tilføjes, at tabet af en af landsdelene under alle omstændigheder ville medføre tab af sikre passagemuligheder gennem Store Bælt for såvel danske som vesttyske flådeenheder, ligesom angriberen i en sådan situation også fortsat ville se søherredømmet i Bæltet og i Kattegat bestridt. Udfra en vurdering af infrastrukturens fordeling anføres det, at såvel kapacitets- som beliggenhedskriterier peger på halvøen som den landsdel, der er bedst udbygget til at modtage forstærkninger med såvel skibe som fly. Dette er korrekt, men det kan ikke danne grundlag for den fremførte konklusion, at
»fra det øjeblik krigen er brudt ud, er den militære betydning af halvøen betydelig større end betydningen af den sjællandske øgruppe«.
 
Forfatteren har jo selv påpeget, at udfra en national almen vurdering kan der ikke tillægges den ene landsdel større vægt end den anden. Nationen - og det vil sige befolkningen - skal i princippet forsvares lige godt, uanset hvor i landet de bor. Kun når forsvaret ikke længere er muligt, eller det kun kan gennemføres med ødelæggende tab uden sikker udsigt til succes, kan dele af territoriet opgives. Det militære forsvar må så koncentreres om andre dele, med det formål at bevare en basis for senere genvinding af tabte områder. Et fjendtligt angreb, med det formål at erobre det sjællandske område inklusive de sydlige øer, vil være en kompliceret og sårbar operation, der kræver fuld udnyttelse af alle de specielle, materielle og mandskabsmæssige ressourcer Warszawapagten kan mønstre i Østersøområdet. Det er samtidigt det angreb, der giver alle vore våben de bedste muligheder for et koordineret forsvar i dybden, fordi det skal bygges op og fremføres over havet og i luften over åbent hav. Så længe der bevares et effektivt landforsvar på øgruppen, vil de tab som søværnet og flyvevåbnet i samarbejde med de vesttyske styrker i området, kan tilføje amfibie- og luftlandestyrker før de kan indsættes på landterritoriet, være et alvorligt problem for angriberen. Der skal jo kunne kæmpes også når styrkerne er nået i land og ned på jorden. Hvis landforsvaret på Sjælland og de øvrige øer derimod reduceres til et niveau, hvor en angriber kun i begrænset omfang skal i egentlig kamp efter landgangen, så kan denne operation gennemføres med accept af langt større tab under passagen frem til land. Den vil da trods indsats af vore fly og skibe blive en langt mere tillokkende mulighed.
 
Omkring forholdene i en spændingsperiode skaber forfatteren nogen uklarhed ved sin beskrivelse af suverænitetshævdelsen. Indledningsvis skal det slås fast, at fly og skibe kan indsættes til hævdelse af suveræniteten i en spændingsperiode helt uafhængigt af, hvor i landet de måtte have deres base. Dernæst skal det bestrides, at 
»en væsentlig del af de krænkelser, der rettes mod halvøen, må forventes at blive opfanget af Forbundsrepublikkens afvisningsberedskab«.
 
Suverænitetshævdelse - som jo kun i denne form forekommer før krigsudbrud - er et rent nationalt anliggende. Forbundsrepublikkens afvisnings- beredskab kan kun opfange krænkelser af dens eget territorium. Fly og skibe der måtte krænke dansk område udfor og over halvøen, og som gør dette fra positioner fra internationalt farvand og luftrum, kan kun afvises af danske enheder. Det er i denne sammenhæng værd at erindre, at krænkelser også kan udgå fra internationalt farvand i Vesterhavet og Skagerak, og dermed kræve en indsats i et område, der ikke synes medtaget i forfatterens analyse.
 
De allieredes interesser
Forfatteren søger at fordele vore nærmeste allieredes interesser på de to hovedlandsdele. Det fremgår af det kildemateriale, der citeres, at vore allierede ikke har taget speciel stilling til dette spørgsmål, og forfatterens delkonklusioner kan kun betegnes som en overtydning af kildernes reelle udsagn. Forbundsrepublikken er vor nærmeste og umiddelbart vigtigste allierede, fordi vesttyske styrker under alle forhold fra en konflikts tidligste faser vil virke i samme geografiske område som væsentlige dele af danske nationale styrker. Det er ikke korrekt, som forfatteren mener, at det vesttyske søværn i kraft af en ændret opgavebyrde i Nordsøen og Atlanterhavet skulle have mindsket sin interesse og dermed ressourceindsatsen i Østersøområdet. De igangværende vesttyske moderniserings- og nybygningsprogrammer for missilbåde, undervandsbåde, minestiygere samt ikke mindst den gennemgribende modernisering af den vesttyske flådes flyvevåben, hvor de ældre F 104 jagerbombefly erstattes een for een af de langt mere avancerede Tornado-fly, er klare beviser for et fortsat vesttysk engagement i Østersøen. Et engagement der som bekendt væsentligt overstiger vort eget målt i reelle militære styrker. Der er ej heller sammenhæng imellem forfatterens påstand om, at Vesttyskland skulle have »... relativt begrænsede militære interesser« i Enhedskommandoens område, og den række af meget væsentlige opgaver han derefter opregner. For eksempel er opretholdelse af et sammenhængende forsvar af NATO’s nord- og centralregioner og fremskudt sikring af forbindelseslinjerne mod vest over Nordsøen - det vil sige vore forstærkningers søvej frem til Danmark og Nordtyskland - ikke i nogen sammenhæng opgaver af begrænset militær interesse. Uanset at Jylland kan opfattes som den sidste bastion før Nordsøen og vejene til Atlanterhavet, kan man ikke deraf udlede, at de forsvarsmæssige interesser automatisk får vægt på halvøen. Den sjællandske øgruppe og Slesvig-Holsten udgør på hver sin måde halvøens udenværker, og det er der, det fremskudte forsvar kan iværksættes. Efter en gennemgang af norske, britiske og amerikanske kilder, når forfatteren da også til følgende erklæring:
 
»Den generelle interesse i Danmarks uafhængighed og integritet kan iWkp fordeles på landsdelene, men den specielle interesse i de omkringliggende NATO-lande må siges at understrege de pågældende landes interesser i de danske landsdele«. 
 
Jeg er helt enig, specielt hvis man tillægger »... og de danske farvande«. Hverken nationalt set eller set i en alliancesammenhæng kan landsdelene prioriteres på en så enkel måde, som det i studien er forsøgt. Det danske område forbinder Centraleuropa og den skandinaviske halvø, Østersøen og Atlanterhavet, og det danner en barriere foran for Nordsøen og kanalområdet. Tabet af den ene del af landet vil - uanset hvilken del, der først måtte gå tabt - underminere mulighederne for forsvaret af den anden del. Tabet af enten Jylland eller Sjælland vil under alle omstændigheder hindre fri anvendelse af Store Bælt, der er den vigtigste passagevej fra Nordsøen til Østersøen. For at sikre Warszawapagten fri udgang til Nordsøen, vil det med de våben, der i dag er til rådighed for vore egne og allierede flåde- og flystyrker være nødvendigt ikke blot at erobre Sjælland, men hele det danske område, den nordtyske kyst frem til Als og den norske kyst fra Oslofjorden til Lindesnæs. Først når det er gennemført, kan Warszawapagtens skibe fra Østersøen true NATO’s forbindelseslinier over Atlanten. Alliancens interesser har derfor vægt på hele Enhedskommandoområdet.
 
Skitse til 90´ernes forsvar
I studiens tredje del behandler forfatteren truslen, og de allieredes og Danmarks del af forsvaret som grundlag for opstilling til en skitse til 90’emes forsvar. Om den generelle trussel konkluderes det
»... indtil Warszawapagten har tilkæmpet sig handlefrihed syd og øst for de danske hovedøer, vil kun halvøen være udsat for en væsentlig trussel. Fra det tidspunkt, at Warszawapagten har opnået denne handlefrihed, vil også øeme være udsat for en betydelig invasionstrussel«.
 
Hvis der med halvøen menes området frem til Liibeck, og hvis der iøvrigt alene fokuseres på truslen fra hærstyrker, er dette korrekt. Derimod vil der for hele det danske område eksistere en meget stor lufttrussel. Det er ligeledes værd at bemærke, at det fremskudte flåde- og flyforsvar i Østersøen og de tilstødende stræder altså er det middel, der bedst kan afværge inva- sionstruslen mod øeme. Til en vurdering af den teknologiske udviklings betydning for kampens vilkår, anvender forfatteren en række citater fra forskellige Adelphi-papirer og fra bogen »The Other Arms Race«, men han har ikke vurderet disse kilder kritisk - i det mindste ikke som en del af den færdige studie - og hans konklusioner ses ikke umiddelbart at have dækning i de citerede passager. Specielt vil jeg fremhæve, at den sårbarhed der tillægges »large ships« ikke har bæring på danske forhold. De omtalte store skibe er typer, der i oceansammenhæng er store, altså hangarskibe, krydsere, store amfibieskibe og forsyningsskibe, der opererer på det åbne hav. Her kan sattelitter ganske rigtigt anvendes til overvågning af disse efter vore forhold meget store mål. Vore små skibe, som opererer i et kystnært område, kan ikke på samme måde overvåges og angribes som de i Adelphi-papiret nævnte »large surface navies«. Dette gælder også vore fregatter, som i almen maritim sammenhæng er »small ships«. Tilsvarende kan betragtningerne om øboeres gode forsvarsmuligheder ikke umiddelbart anvendes på vore forhold, på grund af de meget korte afstande fra den mulige fjendes kyst til øeme. Gennemgang af den teknologiske udvikling fører forfatteren frem til en konklusion modsat den indledende, idet han nu mener, at øeme primært vil være truede omkring krigsudbruddet. Dette passer ikke med hans argumentation, hvor han netop erklærer, at kun mindre landsætninger kan vurderes som sandsynlige indtil fuldstændig handlefrihed er opnået. Og det var jo netop den situation, der blev brugt som grundlag for den ovenfor citerede første konklusion, hvor der ved at betragte det lidt længere tidseller hændelsesforløb fandtes at opstå en betydelig invasionstrussel mod Sjælland.
 
Gennemgangen af vort eget og det forventede allierede bidrag til det samlede forsvar svarer i sine hovedlinjer til den aktuelle situation, men giver alligevel anledning til bemærkninger omkring et par forhold. Forfatteren behandler nedslidningsproblemet for såvel landstyrker som fly- og flådestyrker. På landfronten tillægges nedslidningen således samme vægt til angriber og forsvarer, men i luften og på havet har efter forfatterens opfattelse, nedslidningen tilsyneladende kun indvirkning på forsvarerens styrker, på trods af, at den ses som et resultat af operationer mod fjendens søtransporter. Såvel ved operationer mod fjendens offensive elementer, mod minestrygere og deres eskorte som ved operationer direkte mod en amfibie- styrke, må vore og vesttyske styrkers våben nu og i den betragtede periode tillægges betydelig skadeeffekt. Vi er ikke kvalitativt underlegne, og den numeriske Warszawapagtover- legenhed er ikke af en sådan størrelsesorden, at tab er ligegyldige for et angrebs videre muligheder. Som indledning til opstillingen af en skitse til 90’emes forsvar erklærer forfatteren:
 
»Det grundlag for opstilling af en strukturskitse, som er givet i de foregående to afsnit, er så løst, at den efterfølgende skitse af et dansk forsvar i 90’eme kun kan være én af flere eksempler«.
 
Jeg er enig i, at grundlaget er løst. Efter min mening så løst, at det ikke kan anvendes til en skitse, der kan dække et så relativt stort og komplekst problem. I spændingsperioder ønsker forfatteren, at forsvaret skal råde over blandt andet et antal søgående, hurtige fartøjer med en uangiven, men kraftig bevæbning, der uden at være ultimativ kan anvendes i afvisningsopgaver. Disse skibe skal findes i et antal, der kan afvise chikaneri mod minelægning. Det er uvidst, hvad der egentlig er tænkt på i denne sammenhæng, men det fremgår af den senere summering, at skibene kun skal bevæbnes med kanoner, samt at de sandsynligvis skal have helikopterdæk. Der er ikke argumenteret for denne konklusion, ligesom der ej heller er foretaget en vurdering af »cost/ effectiveness« ved denne begrænsede og våbenmæssigt krigsuduelige koncept for en iøvrigt - øjensynligt - avanceret platform.
 
Til imødegåelse af truslen mod den sjællandske øgruppe foreslås sømåls- missiler og torpedoer på mobile platforme til supplering af udlagte minefelter, mobilt områdeluftforsvar og stående hærstyrker med stor mobilitet og ildkraft. Der tages ikke stilling til styrkernes relative kvalitet og antal, ligesom det ikke defineres, hvilken form for mobile platforme missiler og torpedoer skal operere fra. Dermed er enhver omkostningsanalyse af forfatterens forslag umuliggjort. Til imødegåelse af truslen mod modtagelse af forstærkninger opgøres et behov for område- og nærluftforsvar samt en vis minerydningskapacitet. Dette er utvivlsomt rigtigt, men også her er en mere kvalitativ og kvantitativ vurdering nødvendig, for at give disse oplysninger værdi. Til imødegåelse af senere trusler - eller til varetagelse af vor del af det senere samlede forsvar af Enhedskommandoens område - opgøres primært et behov for store hærstyrker i Jylland, og en del af dette behov foreslås opfyldt ved overførsel af hærstyrker fra Sjælland til Jylland. Forfatteren konkluderer denne del således:
»At Sjælland efter fjenden opnår handlefrihed til at iværksætte større amfibie- og luftbårne operationer, er den dårligst forsvarede landsdel, er i overensstemmelse med prioriteringen«.
 
I betragtning af, at det forventede styrkeforhold i Østersøområdet trods numerisk overvægt for Warszawapagten, ikke er så ubalanceret, at en invasion af Sjælland fra søen og fra luften ubetinget og uanset modstanden vil lykkes, er dette en mærkværdig konklusion. Efter en rimelig logik bør det mest truede område også være det bedst forsvarede, når styrkebalancen iøvrigt giver en reel mulighed for at gennemføre et vellykket forsvar. Omvendt er det selvfølgeligt rigtigt, at følger vi forfatterens forslag og overfører væsentlige dele af det sjællandske forsvar til Jylland, så vil det ikke være muligt at forhindre en invasion på øeme. På grundlag af sin behandling fremfører forfatteren herefter en skitse til en forsvarsstruktur. Styrkemålene i skitsen angives som henholdsvis
- »tilstrækkeligt antal«,
- »mindre antal/kapacitet«,
- »styrke af«,
- »et antal« og endelig
- »veludbygget«.
 
Jeg skal medgive forfatteren, at han øjensynligt har gjort sig visse tanker om styrkesammensætningen, men hverken den forudgående behandling eller den afsluttende helt ukvalificerede og ukvantificerede forsvarsstruktur er egnet til en debat omkring meget reelle spørgsmål, som enkelte våben systemers effekt og økonomi, effektenaf forskellige konstellationer af våbensystemer eller den totalt opnåelige effekt overfor et varieret trusselsmønster af et forsvar, der skal eksistere indenfor en given økonomisk ramme. Dansk forsvar er for mig - og tror jeg for de fleste danskere - ikke et spørgsmål om forsvar af et enkelt udvalgt område, der tillægges en marginal større betydning end resten af landet. Indledningsvis skal hele territoriet forsvares efter bedste evne. At forsvaret, når midlerne ikke rækker, efter situationen må koncentrere den efterfølgende indsats på dele af det danske område, er én af krigens muligheder, og det er selvfølgeligt vor opgave at være forberedt på en sådan situation. Men først bør vi overvej e og planlægge på at få en angriber til at tabe sit første slag, og dermed fra starten - og så langt som muligt - tvinge ham til at føre kampen på vores betingelser. 
 
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_110_aargang_jan.pdf
 
 
 
 
 
 
 

Litteraturliste

Del: