Lad os kalde en spade for en spade

Efterfølgende indlæg er sendt af oberst C.F. Hagen som kommentar til major N. Knudsen’s artikel i Militært tidsskrift nr. 5 "Har vi brug for en trussel ?"

I Militært tidsskrift 5/91 slår major Nikolaj Knudsen (NK) til lyd for, at vi forlader tanken om den specifikke trussel fra øst som forsvarets dimensionerende faktor.
Han fremlægger ganske vist ikke nogen saglig påvisning af, at truslen er forsvundet. Men "logisk set er det nødvendigt" at forlade tanken, fordi forsøg på at kvantificere og specificere truslen kan opfattes som forsøg på at bevare forsvarets eksistensgrundlag med pseudo-trusler.
Generelt set forekommer det uheldigt, at sagens kerne tilsidesættes af pragmatiske hensyn. Det afgørende må dog være, om truslen virkelig er væk.
løvrigt har beskyldninger om pseudo-trusler været brugt herhjemme i årtier. Forskellen i dag er blot, at en bredere del af befolkningen har sværere ved at se en trussel. Efter min opfattelse som følge af politikeres og mediers eksempelløst overfladiske udlægning af de seneste års begivenheder, karakteriseret ved en ensidig fokusering på positive træk, en konsekvent udelukkelse af mere betænkelige forhold samt en let kvalmende og temmelig pueril persondyrkelse.
Så meget vigtigere er det vel i grunden, at den militære sagkundskab, d.v.s. offi- cerskorpset, holder hovedet koldt. Og at man - hvis der efter saglige kriterier fortsat består en trussel - gør en ekstra indsats imod tendenser til at ignorere den, eller til at forveksle øjeblikkets situation med en ønsket fremtid. Der er ikke andre til det. En eventuel iver efter at fremstå som progressiv, eller angsten for en "koldkrigermærkat” kan i alt fald aldrig legitimere, at man blot tier og følger med strømmen.
På det filosofiske plan har NK da ret i, at forsvaret skal opretholde handlefriheden til at nå de nationale målsætninger. Ligeledes, at det ikke drejer sig om, hvem vi skal forsvare os mod, men hvilke værdier vi vil bevare. Mange officerer, der mangler en pejling i den nye situation, vil nok også være enige.
Men ved nærmere eftertanke melder betænkelighederne sig. En afvisning af den militære trussel som dimensionerende for forsvaret rejser straks spørgsmålet om en anden målestok. NK siger intet klart herom, blot at bøtten nu skal vendes, og at dimensioneringen skal ske efter et antal opgaver, som skal defineres.
 
Hertil kommer, at argumentationerne bider sig selv i halen. Når vi i forbindelse med forsvaret taler om opretholdelse af handlefriheden og bevarelse af værdier, må der nødvendigvis foreligge en eller anden militær trussel mod disse goder. Ellers er foranstaltninger til at bevare dem jo overflødige. Findes der for tiden andre væsentlige militære trusler end netop de voldsomme sovjetiske magtmidler, der endda i Østersøregionen har fået større tyngde end førhen?
Vi er dermed tilbage i udgangspunktet. Der er intet vundet ved forsøg på at flytte problemet fra en håndterhg trussel til et filosofisk og svævende værdibegreb. Forsvaret må stadig dimensioneres efter, hvad der konkret kan true værdierne. Det er ikke gennem sproglige kunstgreb, at man overbeviser befolkningen eller bremser politikere, der kun har tanke for at score endnu en fredsdividende.
 
Lad os derfor kalde en spade for en spade og truslen fra øst for en trussel. Noget helt andet er, at trusselsbegrebet som sådant trænger hårdt til en sanering. NK refererer, hvad der vist nok er den autoriserede og åbenbart ukritisk accepterede opfattelse af den militære trussel: Kombinationen af den politiske vilje til at anvende militære midler og den påståede/demonstrerede militære kapacitet. Formuleringen forvrider proportioner og bidrager til begrebsforvirring.
I de efterfølgende kommentarer erstatter jeg "den politiske vilje til at anvende militære midler" med "den politiske konfliktrisiko", forstået som risikoen for, at der træffes aggressionsbeslutninger mod Danmark eller et andet NATO-land. Uden at forrykke meningen dækker det bedre, hvad sagen i sidste instans drejer sig om.
Den citerede trusselsformulering er allerede vildledende derved, at den militære kapacitet forbindes med udtryk (påstået/demonstreret), der peger mod usikkerhed i analysen, medens noget tilsvarende ikke anføres for den politiske konfliktrisiko. Det giver indtrykket af, at vurderinger af sidstnævnte er relativt bedre funderede.
Indtrykket er forkert. Analyser af den politiske konfliktrisiko må i hovedsagen hvile på andre statsledelsers erklærede hensigter og de interesser, vi tror at kunne tillægge dem. Men erklærede og virkelige hensigter er absolut ikke altid sammenfaldende i den politiske verden, og vore vestlige, demokratisk påvirkede fortolkninger af interesserne kan være helt forkerte. Ydermere kan hensigter hurtigt skifte og statsledere kan - som det netop er set - hurtigt udskiftes.
 
Vi skal vogte os for en intellektuel selvovervurdering, der hurtigt kan blive til politisk kandestøberi. Vi skal tage historiens lære i agt, jævnfør Chamberlains skæbnesvangre fejlbedømmelse af Hitlers hensigter og vilje til at bruge magt, eller Vestens totale misforståelse af den sovjetiske "fredelige sameksistens". Vi skal erkende, at vore egne evner til at afsløre, hvad modstanderen vil eller tilsigter, er uendeligt beskedne, når vi ikke sidder inde i hans hjerne. Vi skal kort sagt altid huske, at den politiske konfliktrisiko er en ekstremt usikker faktor, der i alt fald i forholdet til ustabile og udemokratiske regimer (in casu Sovjet) er direkte uanvendelig som et praktisk brugbart element af den militære trussel.
Omvendt forholder det sig med modstanderens militære kapacitet. Den kan ganske vist heller ikke måles helt eksakt, men bedømmelsen hviler i langt højere grad på håndgribelige data. Styrkernes omfang, kvalitet og muligheder kan fastlægges indenfor en rimeligt lille fejlmargin. Alene dette taler for at koncentrere sig om den militære kapacitet, hvis man ønsker et sobert og realistisk militært trusselsbillede.
 
Det er der også en anden, og mere principiel grund til:
Forsvarets overordnede, krigsforebyggende rolle forudsætter evnen til at imødegå et angreb effektivt. Eneafgørende for evnen er dets styrke i forhold til, hvad der eventuelt kan indsættes imod landet, ikke om et angreb udløses. Den politiske konfliktrisiko er således ikke blot aldeles usikker, men også i realiteten irrelevant for forsvarets dimensionering. Det er i den henseende modstanderens militære kapacitet, der har praktisk interesse, og derfor også den, der bør udgøre den militære trussels indhold.
 
Sammenfattende er mine hovedteser altså:
- Der eksisterer en militær trussel fra øst. Den vil være til stede, så længe store, offensive magtmidler er i hænderne på et ustabilt og udemokratisk sovjetstyre.
- Den militære trussel er fortsat det eneste, sagligt holdbare udgangspunkt for forsvarets dimensionering. Omskrivninger af truslen skaber ikke bedre forståelse i befolkningen. Det gør kun en mere effektiv oplysningsindsats.
- Derimod bør det militære trusselsbegreb revideres, således at det kun omfatter en angribers militære kapacitet.
 
Hvad der skal ske, når og hvis Sovjet (Rusland) er blevet et rodfæstet demokrati og har afviklet sine offensive magtmidler, er en anden sag. Officerskorpset bør være det sidste til at foregribe en så fjern fremtid.
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 
 

Litteraturliste

Del: