Kronikker og luftkasteller

 

af Jakob Wiegersma

Foto: Forsvaret.dk

Et af de seneste indspark i den hjemlige forsvarsdebat kom i form af kronikken ”Skitse til et Troværdigt Forsvar” i Berlingske (d. 18-1-2016), skrevet af Mads S. Mikkelsen og Jeppe Trautner, en kronik, der er symptomatisk for debatten i Danmark. Debatten er nemlig pt. præget mere af følelser end fornuft, og niveauet af debatten er medvirkende til Forsvarets pressede situation. Mikkelsen og Trautner har ret i, at Forsvarets tilstand er kritisk med bl.a. en skæv fordeling af personel, materiel og ressourcer. Deres løsningsforslag halter imidlertid i sin argumentation, og viser en manglende forståelse for den forsvarspolitiske situation samt det politiske etablissement på Christiansborg. Årsagen hertil er primært at forfatterne undlader at afklare nogle afgørende spørgsmål, samt forsømmer at etablere nogle helt essentielle præmisser forud for deres debatindlæg. Som et resultat heraf syntes særligt deres indlæg, at vise en manglende erkendelse af, hvor stort et arbejde der ligger forude i forhold til at forklare nødvendigheden af en markant omstilling af det danske Forsvar for befolkningen. Dette indlæg skal derfor læses som et opråb til en debat, der er forankret i realisme og erkendelser af Danmarks situation, i stedet for en fortsat higen efter luftkasteller.

Kort fortalt vurderer Mikkelsen og Trautner at det danske Forsvars anseelse og troværdighed er, om ikke andet, godt på vej til at gå tabt, eftersom Forsvaret er så udhulet at selv basale opgaver ikke kan løses mere. Dette er særligt et problem hævder forfatterne, eftersom ”vi mærker konsekvenserne af krigene i Mellemøsten og Nordafrika, de russiske angreb på Ukraine og angrebsøvelser rettet mod Baltikum, Polen, Danmark og Sverige.” Hvortil kommer at vi i Danmark har et ”ansvar for at bidrage til stabilitet og sikkerhed både i nærområdet og uden for Europa”. At Danmark fortsat skal bidrage til stabilitet og sikkerhed i verden, er svært at være uenig i. Men man bliver – som jeg vil uddybe om lidt – samtidigt nødt til at erkende, at vi ikke kan det hele og derfor må foretage nogle kraftige og givetvis ubehagelige prioriteringer i Forsvarets kapaciteter.

Uanfægtet heraf hævder Mikkelsen og Trautner - hvilket også andre eksperter og forsvarsfolk gør - at Forsvaret kan komme på ret køl igen, ved at forsvarsforliget af 2012 rulles tilbage, at Forsvaret omstruktureres og får til(bage)ført ressourcer over næsten hele linjen. De hævder, at der herved kan blive midler til bl.a. til flere brigader, skibe, kanoner, missiler osv. Ønskelisten er for så vidt forståelig nok, men hvis forsvarsdebatten i Danmark skal nå et konstruktivt niveau, som rent faktisk kan påvirke beslutningstagerne og Forsvarets udformning fremover, så må debattørerne simpelthen blive bedre til at tage udgangspunkt i det mulige og det nødvendige.

For at sikre at pointerne i dette indlæg ikke går helt tabt i misforståelser, vil der indledningsvist listes en række antagelser og præmisser der ligger til grund for denne kritik.

I bund og grund er jeg ikke enig i Mikkelsen og Trautners løsningsforslag eller graden af den russiske trussel, men dette vil ikke være emnet i dette indlæg. Min anke er den indforståethed, som ofte danner udgangspunkt for Forsvarsdebatten i Danmark. Derfor vil dette indlæg ikke koncentrere sig om, hvorvidt Danmark skal vende fokus mod Rusland samt opruste eller ej, men derimod fokusere på, hvordan vi i den danske Forsvarsdebat sikrer os, at behov og løsningsforslag fremstår klart og velargumenteret for den almene dansker og beslutningstager. Jeg anser dette som altafgørende, om øgede ressourcer eller større ændringer i Forsvaret skal blive en realitet.

Det ovenstående er i høj grad et resultat af, at ideen om Rusland som værende en alvorlig trussel mod Danmark og andre NATO lande ikke er delt af store dele af det politiske etablissement eller den danske befolkning. For mange ligger den russiske trussel fjernt, og derfor er nødvendigheden af en oprustning for at imødegå Rusland ikke en selvfølge. Mange syntes at være af den opfattelse, at nok er Putin uforudsigelig og svært opportunistisk, men der er en verden til forskel i at indtage dele af en ”buffer-stat” såsom Ukraine og så et fuldbyrdet NATO medlem såsom de Baltiske lande.

Derfor er markant flere ressourcer til Forsvaret ikke en realistisk forventning inden for den nu udbredte trusselsopfattelse. Indtil Rusland fremstår som en reel og konkret trussel for den brede befolkning, skal Forsvaret pt. imødegå fremtiden igennem prioriteringer og justeringer inden for de eksisterende rammer.

Slutteligt mener jeg det i høj grad er debattører, eksperter og fagfolk der har ansvaret for, at behovene for ressourcer og materiel står lysende klart for beslutningstagerne og befolkningen. De voldsomme besparelser Forsvaret har været underlagt de seneste årtier, er derfor i høj grad en konsekvens af at man i miljøet ikke har formået at forklare, hvorfor Forsvaret er berettiget en betragtelig del af landets ressourcer. Jeg mener ikke at man klandre folk for ikke at forstå dette behov, som debatten er i dag.

Pengene følger behovet
Skal man have et politisk flertal til at investere i Forsvaret, gøres det ikke uden en konkret og veldefineret begrundelse for behovet herfor. Derfor må man komme velforberedt til debatten og have styr på politikernes forudsætninger for at allokere penge til Forsvaret. Dette gøres bl.a. igennem en kritisk og åben debat omkring Forsvarets opgaver, kapaciteter og rolle som et af Danmarks sikkerhedspolitiske værktøjer. Uden en knivskarp afklaring af Forsvarets og de enkelte enheders raison d’être, kan politikerne ikke forstå (og forklare over for skatteyderne) behovet for øgede ressourcer.

Forsvaret og interessenter bliver derfor først og fremmest nødt til at stille sig selv spørgsmålet, ”hvad skal Forsvaret kunne?”. Dernæst kan vi stille spørgsmål såsom ”hvordan bidrager denne kapacitet konkret til Danmarks sikkerhedspolitik?” samt ”hvorfor har vi lige netop denne kapacitet, og ikke en anden?”. Kun herved kan enhedernes eksistensberettigelse forklares og pengestrømmen forsvares, en pointe som politologen Samuel Huntington også fremførte i forhold til det amerikanske forsvar under den kolde krig. (Selv USA måtte sande, at der ikke var råd til det hele). Mikkelsen og Trautners indlæg syntes at lide under fraværet af disse spørgsmål. Eller i hvert fald en kritisk afklaring af disse.

Hvad opruster vi til?
Det er således problematisk at forslag som det førnævnte ikke giver et klart billede af, hvad vi præcist skal med al den oprustning. Der refereres kort til genskabelsen af et ”troværdigt forsvar”, men troværdigt i forhold til hvad? I kronikken nævnes gentagne gange en russisk trussel mod de baltiske lande, men også Arktis og operationer uden for Europa nævnes i flæng, og må formentligt alle forstås som opgaver for Forsvaret. Kombineret med den ukritiske liste af kapaciteter som Mikkelsen og Trautner ønsker til Forsvaret, står man som læser tilbage med en opsummering af, hvordan vi får vores koldkrigs-forsvar tilbage. Dette uden en forklaring på, hvorfor lige disse tiltag løser Forsvarets kvaler, og upåagtet at situationen er helt anderledes i dag.

Accepterer man en russisk trussel mod Baltikum som præmissen for dansk sikkerhedspolitik og indlægget, er dele af Mikkelsen og Trautners skitse fine nok. Dette gælder eksempelvis deres argumentation for en genoprettelse af Danmarks evne til ubådsbekæmpelse og rydning af søminer, som de rettelig etablerer er evner, der er nødvendige for at kunne sikre Danmark og Vesten adgang til de baltiske lande via Østersøen. Men filmen knækker, når Mikkelsen og Trautner fortsætter med at opremse kapaciteter, der skal tilbage i Forsvaret, uden at det sættes i klar relief til et sikkerhedspolitisk problem, såsom det ovenstående. Og det er her min anke er. Når vi debatterer Forsvarets fremtid, må vi i min optik erkende, at vi i Danmark ikke kan deltage i - og med - det hele. Det er derfor nødvendigt, når vi debatterer Forsvarets fremtid, at vi erkender denne præmis, og sander at Forsvaret ikke får råd til alt, hvorfor der må prioriteres nogle kapaciteter frem for andre.

At Mikkelsen og Trautners indlæg forsømmer at forklare, hvordan deres forslag specifikt indgår i et konfliktscenarie ses flere steder. Eksempelvis skriver de at; ”fregatterne [skal] udstyres med de luftværnsmissiler og kanoner, de er bygget til.”, hvortil det ikke forklares, hvorfor de skal have de missiler og kanoner. Hvilken trussel skal de kunne imødekomme, som de ikke kan nu? Hvorfor skal pengene ikke sættes til side til eksempelvis anskaffelsen af et inspektionsskib til Arktis? Er det fordi, det fordelagtigt kan erstatte noget andet? Sådanne spørgsmål skal simpelthen stilles og besvares, før man kan tage en diskussion om, hvorvidt en kapacitet har berettigelse. Mange gange vil det være nemt at besvare sådanne spørgsmål, men til tider vil der være grobund for en ømtålelig, men nødvendig debat. For de fleste er det således ikke svært at regne ud, at kampvogne og artilleripjecer – som forfatterne gerne vil have flere af – er blevet til på baggrund af et historisk behov. Men at Danmark anno 2016 har dette behov, det er noget der kan stilles spørgsmålstegn ved. For mange vil det ikke stå klart, hvordan danske kampvogne i Jylland bidrager til at holde russerne fra at invadere Baltikum.

De ovenstående uklarheder og faldgruber viser, at der skal investeres langt mere energi i at underbygge argumenterne bag forslagene, førend de kan blive politisk spiselige. Gentagne gange har der i dansk forsvarssammenhæng været materielindkøb, uden en forudgående åben debat om behovet herfor. Eksempelvis forekommer anskaffelsen af fregatter, artilleripjecer og til en hvis grad også de nye jagerfly, at være sket uden foregående debat om behovet for disse samt deres opgaver. Problemerne bliver dermed, at det for skatteyderne ikke står klart, hvorfor vi skal have nye jagerfly, artilleripjecer, skibe mv. Herved har forsvarskritiske røster en let gang på jord, og Forsvarets nedtur kan fortsætte. Uden en kritisk debat, risikerer man endvidere at Forsvarets forståede raison d´être er forældet eller underbygget med forældede argumenter og at man derfor ikke kan vinde debatten og kampen mod kritikere om nødvendige ressourcer.

Åben debat er nøglen til den rette forandring

For udefrakommende kan Forsvaret (og en del debattører) ofte fremstå som fortsat at være af en meget ensidig og gammeldags opfattelse af, hvad et forsvar er, og hvad det skal kunne. Måske har Forsvarets ledelse m.fl. fat i den lange ende med hensyn til de materielanskaffelser og personelstruktureringer mm. der er foretaget de seneste år, det er ganske muligt, men fraværet af åbenhed og modige debatter gavner ikke Forsvaret. I stedet risikerer man at styrke den udbredte opfattelse af Forsvaret som en forstokket, lyssky organisation uden samarbejdsvillighed eller omstillingsparathed og blandt andet derfor står det uden for snævre kredse ikke klart, hvorfor Forsvaret har fortjent flere ressourcer.

Det er naturligvis i sidste ende politikernes opgave at beslutte, hvad Forsvaret skal have, samt sikre at Forsvaret er rustet til at varetage sine opgaver. Men Forsvaret og debattører har også en kæmpe opgave foran sig, i at sikre at en kritisk debat opstår forud for de beslutninger, som former Forsvaret. En sådan debat skal nemlig sikre, at de svære spørgsmål bliver stillet og at de politiske prioriteringerne bliver de rigtige. Peter Taksøe-Jensens kommende udredning af den danske udenrigspolitik kan forhåbentligt danne et godt udgangspunkt for disse diskussioner.

I denne helt essentielle debat om forsvarets eksistensberettigelse og rolle som politisk redskab er der også brug for, at Forsvarets ansatte blander sig i en offentlig debat, således at politik, forskning og militær faglighed kan mødes og herigennem skabe en bedre synergi imellem mål og midler. Forhåbentligt vil forsvaret i højere grad motivere sine ansatte til at debattere frit i det offentlige og betragte en fri debat som et tegn på en sund og moderne arbejdsplads. Dette må indebære, at Forsvarets ledelse gør op med den (begrundede eller ej) frygt for skideballer og karriereskade, som mange ansatte har når de diskuterer deres arbejdsplads i offentligt.

Ydermere kan en åben tilgang til debatter og diskussioner sikre, at Forsvarets opfattelser løbende udfordres og som en følge af dette tilpasses, slibes og hærdes. Dette kan muligvis gøre Forsvarets eksistensberettigelse og krav på samfundets ressourcer tydeligere for lægmand, og dermed øge Forsvarets velvilje i den brede befolkning. Herved vil Forsvarets ledelse stå bedre rustet, når der mangler ressourcer og kunne slå hånden i bordet med effekt, når smertegrænserne nås.

Men indtil Forsvaret og debattørerne i Danmark indleder en debat, der er forankret i den virkelighed vi debattører og beslutningstagerne befinder os i, samt velvilligt indgår i en åben, nytænkende og (selv)kritisk debat af Forsvarets opgaver og evner, vil den politiske kurs – og dermed Forsvarets deroute – fortsætte som hidtil, indtil den dag det er for sent.

Litteraturliste

Kommentarer

Skitse til et troværdigt forsvar

Af Mads S. Mikkelsen og Jeppe Trautner, hhv. cand.scient.pol. samt ph.d.og forsvarsekspert,Søndag den 17. januar 2016, 22:30

Regeringen har iværksat en udredning om dansk udenrigspolitik. Udredningen får ikke militærfaglig dybde og er derfor utilstrækkelig som grundlag for det kommende forsvarsforlig. Norge har netop udgivet en militærfaglig udredning »Et forsvar i endring«, hvad Danmark bør lade sig inspirere af, for også vi mærker konsekvenserne af krigene i Mellemøsten og Nordafrika, de russiske angreb på Ukraine og angrebsøvelser rettet mod Baltikum, Polen, Danmark og Sverige. Vi har ansvar for at bidrage til stabilitet og sikkerhed både i nærområdet og uden for Europa.

Det er nu bredt kendt, at Forsvarets kapaciteter er beskåret, og at slidstyrken – dybden – er kraftigt reduceret. General Knud Bartels advarede i brev til forsvarsministeren i juli 2015 om, at Danmarks anseelse daler kraftigt, hvis ikke vi yder et troværdigt bidrag til NATO. Hvordan kan vi som de nordiske lande og mange af vores allierede, der nu fornyer og forøger deres forsvar, komme videre?

Forsvarets militære kapaciteter består af materiel, trænet personel, logistik og operative stabe, og alt for ofte mangler et eller flere af disse elementer. Hærens evne til at afskrække en konventionel modstander er lille. Den råder ikke længere over kernekapaciteter som artilleri, artilleripejleudstyr, langtrækkende panserværn og luftværn, og der er kun signalmateriel og logistik til overraskende få styrker.

Hæren har stabe og officerer nok til at føre mange tusinde soldater, men der rådes reelt kun over måske 2.000, for der er noget alvorligt galt med personelstrukturen. Hvad angår materiellet er der genstartet indkøb af nyt artilleri til maksimalt en brigade, hvilket er utilstrækkeligt. Hæren råder heller ikke over infanterikampkøretøjer, kampvogne og andre centrale våben-, førings- og logistiksystemer i et antal, der sikrer kritisk masse og udholdenhed.

Søværnet har mistet evnen til ubådsbekæmpelse og minekrigsførelse. Det er uheldigt for et land, der danner bro til vores allierede på den anden side af Østersøen. Fregatterne er begrænset udrustet med våben og mangler en besætning. Med udfasningen af ubåde og Standard Flex-klassen kan Søværnet ikke længere operere militært i Østersøen.

Flyvevåbnet har under 30 operative F-16 fly, der ikke alle er fuldt opgraderet. Det rækker knap til varetagelse af afvisningsberedskabet, hævdelsen af de baltiske landes luftrum og en international mission, da flyene skal vedligeholdes og personellet trænes. Det råder ikke over et luft-til-jord system, der kan affyres uden for rækkevidde af langtrækkende luftforsvarssystemer, og heller ikke over landbaseret luftværn.

Endelig har Forsvaret mistet evne til at udsende personel. Fra 1.500 udsendte årsværk i 1995 til 1.000 i 2005 til ca. 500 i 2015.

Der er tre primære årsager til Forsvarets tragiske tilstand: Reducerede bevillinger, herunder særligt til materiel, kritisk alvorlige udfordringer i personelstrukturen samt svag politisk styring.

Materielrammen er nu kun ca. to ud af 20 mia. kr. årligt – markant under NATOs anbefalinger. Hvis rammen fastholdes vil køb af 30 nye kampfly lægge beslag på hele materielbudgettet i 10-15 år, selv hvis købet delvis anlægsaktiveres som en offentlig investering. Derfor må noget ændres, hurtigt.

Trods mange omstruktureringer er de positive effekter begrænset, hvilket primært skyldes, at personelstrukturen langsomt og uerkendt er forskudt mod flere og markant ældre officerer, befalingsmænd og konstabler. Skævvridningen er sket på det yngre og militært set mest aktive personels bekostning. Derfor er 50-70 pct. af Forsvarets internationale opgaveløsning i de seneste 15 år varetaget af unge kontraktansatte, der typisk tager en enkelt udsendelse efter værnepligten. Kun en mindre andel af de fastansatte har operative funktioner i enheder, stabe og skoler, som flertallet støtter og forvalter. Resultatet er, udover den beskedne evne til at opstille kapaciteter, afmotivation og fragmentering, hvilket den seneste HR-måling dokumenterer.

Lægges dertil reduktionen af værnepligtsindtaget og værnepligtens længde, afskaffelsen af en reel reserve og for lille evne til at bruge Hjemmeværnets store potentiale, fås et forsvar præget af store ubalancer, manglende udholdenhed og fleksibilitet i en dyr personelstruktur. Der er, bureaukratisk formuleret, et betydeligt omprioriteringspotentiale ved en gradvis målrettet ændring af personelstrukturen.

Herunder en skitse til inspiration til, hvordan Forsvaret over en årrække gives bredde og dybde:

Hæren genopbygges til at bestå af to, på sigt tre, deployerbare panserinfanteribrigader med kampvogne, infanterikampkøretøjer, artilleripjecer og førings- og logistiksystemer på brigade- og divisionsniveau til alle deres stående og reserveenheder. Opklaringsbataljonen opbygges til en reel bataljon. For reelt og defensivt at bidrage til at afskrække en konventionel trussel mod f.eks. Baltikum genindføres bl.a. artilleripejlesystemer og langtrækkende panserværn. Uden sådanne kernekapaciteter forbliver Hæren en milits. En del af materiellet kan købes brugt og billigt fra f.eks. Tyskland, andet må nyanskaffes. Hærens bemanding på ca. 12.000 mand bør efter udenlandsk forbillede fordeles på et 40/60 miks af fastansatte hhv. en aktiv reserve (tre-seks ugers årlig tjeneste) af hjemsendte soldater suppleret med værnepligtige med 12 måneders uddannelse.

Desuden opbygges to motoriserede infanteribrigader bestående af en lille fastansat kadre samt hjemsendte værnepligtige med otte-ni måneders uddannelse og de mest aktive dele af Hjemmeværnet. Våben, materiel og køretøjer er lavteknologiske og koster forbløffende lidt. Dertil en hjemsendt styrke af værnepligtige med 5,5 måneders intensiv uddannelse flettet med øvrige aktive dele af Hjemmeværnet.

Alt dette kræver et indtag på kun 6.000-7.000 værnepligtige per år, hvoraf en mindre del videreuddannes og fastansættes. Det giver stor personeldybde til opgaver i ind- og udland og en markant mere effektiv udnyttelse af personeludgifterne.

Søværnets fregatter udstyres med de luftværnsmissiler og kanoner, de er bygget til. Desuden genanskaffes mindre skibe til kampopgaver, ubådsbekæmpelse og minestrygning. Sidstnævnte bemandes med et miks af fastansatte og aktive reservister. Evnen til ubådsbekæmpelse genskabes også via udrustning af de nye maritime helikoptere. Fortsætter Putins Rusland som nu, er køb eller bygning af tre ubåde og gradvis fornyelse af inspektionsskibene til Arktis nødvendig.

Flyvevåbnet bør som minimum have 30-36 kampfly, så operative opgaver kan varetages samtidig med, at der uddannes og vedligeholdes. Der bør som i de øvrige nordiske lande indkøbes langtrækkende luft-jordmissiler.

Endelig indføres en værnsfælles mobil luftværnsafdeling som feltluftværn til Hæren og til forsvar af flyvestationer mv.

Genopbygningen af et forsvar, der både kan stabilisere i NATO-ramme og udsende til fjerne konflikter, må finansieres dels ved at tilbageføre 2012-besparelserne, dels ved intern omprioritering gennem gradvis tilpasning af personelstrukturen. Partierne bag forsvarsforliget vedtog i december 2014 et totalstyrkekoncept, der netop indebærer den skitserede militært og økonomisk effektive anvendelse af personellet. Denne tilpasning bør accelereres politisk og militært. Dertil må kampflykøbet primært finansieres uden for forsvarsbudgettet som i Finland og Norge, f.eks. ved salg af DONG-aktier. Uanset forøgelsen af forsvarsbudgettet vil Danmark fortsat ligge langt under NATOs to procent af BNP-mål.

Ideskitsen indikerer, at Danmark med en vis tilførsel af midler og med bedre anvendelse af personellet inden for en årrække kan genopbygge et dybt og bredt forsvar og igen yde sit til NATOs stabilisering i nærområdet og uden for Europa. Det skylder vi os selv, vores Allierede og Forsvarets dygtige ansatte.

En god start er en dansk militærfaglig udredning af Forsvarets opgaver, personelstruktur og økonomi, for sikkerhed handler ikke kun om diplomati, klima og handel.

Mads og jeg værdsætter og deler Jakob Wiegersmas (JW) ønsker om en bredere og mere militær og folkelig debat om forsvarets opgaver og indretning. Vi ser også gerne at forsvarets professionelle militære input kommer til at stå stærkere i offentligheden. JWs kritik er vores kronik i Berlingske (posten ovenfor) overrasker os dog. Måske er det et spørgsmål om forudsætninger?

Vores kronik forudsætter dels at læseren er velorienteret om sikkerhedspolitik i Danmarks nærområde, dels har grundlæggende viden om militære forhold. Dermed er læserskaren begrænset, men Berlingeren har ganske mange læsere der har begge forudsætninger. Vi glæder os over at kronikken ansporede Forsvarschefen og en håndfuld debattører til sobre og interessante debatindlæg.

Hvorfor et større forsvar?
Hvad angår den sikkerhedspolitiske motivation har JW ret i, at vi ikke gik i detaljer med hvorfor vi mener at Danmark skal retablere et ekspeditionært konventionelt forsvar. Det er kendt for Berlingskes læsere og andre sikkerhedspolitisk velorienterede, at samtlige vore nabolande er særdeles bekymrede for Ruslands massive oprustning og derfor forøger forsvarsbudgetter, genstarter værnepligt, frisker reserver og indkøber konventionelt materiel. Der har tidligere være artikler og kronikker i Berlingske og her på Krigsvidenskab.dk herom, så vi ville ikke bruge mere end et par sætninger herpå. Skulle man skrive en kronik til f.eks. i Politiken, måtte man givet gå i detaljen med forudsætningerne. Men vi skrev altså til Berlingeren.

Hvordan et stærkere konventionelt forsvar?
Ifølge JW vil vores planskitse retablere et koldkrigsforsvar. Dette er ikke korrekt. Skitsen vil lede til retablering af 10-30 procent af de konventionelle kapaciteter forsvaret besad i de sene koldkrigsår. Dengang var det territorialforsvaret det galdt. I dag skal Danmark bidrage til NATOs stabiliserende "Assurance Measures" og VJTF -- altså ekspeditionært. Hvorfor foreslår vi så værnepligts-, reserve- og Hjemmeværnskomponenter? Fordi det er sådan man bygger ekspeditionære forsvar hvis de skal være fleksible, skalerbare og omkostningseffektive. Prøv at google "totalstyrkekoncept", det giver en ide om hvad der er på vej og hvorfor.

Hvad koster vores ideskitse?
Tilsyneladende er JW ved at gå bagover ved udsigten til at betale for de kapaciteter og anskaffelser vi foreslår i skitsen. Det er der ikke grund til. Vi har regnet på prisen på materiel, personel og drift. Brigader, ubåde og fly inklusive vil en tilbageføring af de 15 procents besparelse, en god milliard oveni og del-ekstern finansiering af flyene samt ikke mindst en mere økonomisk og militært fokuseret personelstruktur række fint! Køb billigere fly, så er fuld tilbageføring end ikke nødvendig. Men igen, indsigt i militærvæsen, herunder i det ærgerlige forhold at Danmark ligger i NATOs bund hvad angår evnen til at omsætte forsvarsmidler til militære kapaciteter, er nødvendig for at forstå argumentationen.

Mads S. Mikkelsen og Jeppe P. Trautner

Del: