Krigsvidenskaben i en blindgyde

Michael H. Clemmesen peger på, at NATOs forsvar, herunder det danske, er magtesløse over for Putins udfordring. Læsere med en informeret mening herom bør benytte kommentarfeltet under kronikken.

(MLRS raketkaster, indfaset i 1998 og solgt ubrugt i 2013. Fremragende, men for dyrt at eje. Foto: Forsvaret 2013)

Også i 1914 havde den bedste europæiske militære faglighed fejlet katastrofalt. Stabene troede de vidste, hvordan deres lande kunne vinde en storkrig gennem centralt planlagte bevægelser af felthære og slagskibsflåder. Generalstabes videnskabelige management af mobilisering og jernbanetransporter skulle sikre overlegenheden på land. Man ville fange og knuse modstanderens hær og få hans regering til at kaste håndklædet i ringen. Til søs ville den britiske flåde gennem centraliseret, videnskabelig kontrol med radiotelegrafi fra Admiralitets situationsrum afskære og sænke den tyske slagskibsflåde. Samtidig ville man med en begrænset økonomisk krigsførelse også opnå, at modstanderens globaliserede samfundsøkonomi og finansieringsmuligheder brød sammen, så han måtte give op.

Intet af dette skete. Efter konstante forsøg med alternativer fra 1915 til 1918, forsøg der kostede millioner af dræbte og Ruslands sammenbrud, vandt de udmattede ententemagter krigen med amerikansk kapital og optimistiske amerikanske soldater.

Sejren skyldtes ikke vidundervåben

I mellemkrigstiden forsøgte man at udvikle nye professionelle modeller for, hvordan man kunne sejre i krig. Flere mente, at den eneste mulige løsning var at angribe modstanderens storbyer med terrorbombardement fra luften, der ville fremkalde oprør og revolution. Andre troede, at man ved videnskabeligt tilrettelagt præcisionsbombardement af fjendens industris nøglefunktioner kunne få hans sårbare økonomi og samfundsstruktur til at kollapse – som naive i dag tror, at cyberkrig vil blive ført. Igen andre, som bl.a. franskmanden Charles de Gaulle og briten Frederick Fuller mente, at man med små elitestyrker udrustede med kampvogne kunne manøvrere sig til sejr. Disse idéer prægede i kombination alle Anden Verdenskrig. Men sejren i 1945 skyldtes hverken vidundervåben eller enkle idéer. Den kom i kraft af masseproduktion og kombineret anvendelse af bl.a. ”godt nok” kampvogne, lastvogne, alle typer fly, landgangsfartøjer og hangarskibe, der gav de Allierede så meget af alt til rådighed, at de kunne erstatte de omfattende materieltab, der altid vi være resultatet af krig mod en stormagtsmodstander.

Grunden til at huske denne del af Verdenshistorien i dag er ikke kun, at det er 100 år siden, at man forsøgte at bombe sig ud af 1914-fiaskoen med massiv artillerianvendelse ved fronten og Zeppelin-bombardementer af England. Det er heller ikke, fordi det er 75-året for den reformerede tyske hærs sejr over den traditionelle franske i 1940. Årsagen er, at det nu igen er klart, at Vestens krigsvidenskab i tankeløs og ahistorisk arrogance igen er endt i en arrogant, nu teknologifikseret blindgyde, dog nu heldigvis uden, at læreprocessen er fiasko i storkrig.

Teknologisk perfektion giver mikrokapaciteter

Problemet er ikke, at vi i Vesten stort set er låst fast i de våbensystemer, der gav sejren i Anden Verdenskrig, men at våbenindustri og specialister uprofessionelt har raffineret dem absurd, i IC4-lignende projektstyring til vanvittige priser og derfor lille antal. Fokus er gledet fra evnen til at opstille robuste relevante enheder til en uprofessionel jagt på teknologisk perfektion.

Værdien af kvantitet og sådanne robuste strukturer er glemt, og Nato har dermed mistet evnen til at opstille så store styrker, at de kan løse egentlige forsvarsopgaver. Vi har nu nye pansrede køretøjer, våben og fabelagtige fly, men så få i antal, at det kun giver mening mod totalt underlegne modstandere, ikke mod andre stater. Vestens snart bittesmå måske enkeltvis effektive styrker er lige så militært irrelevante som stormagternes smukt udklædte slagrytteri var det i 1913. End ikke amerikanerne har økonomi til at erstatte mere end en lille brøkdel af de krigsskibe og fly, de arvede fra Den Kolde Krig.

Selvforvaltning uden realistiske øvelser

De fleste europæiske landes forsvar prioriterer åbenbart primært beskæftigelsen af fast- og kontraktansatte, hvor få har alder, fysik og relevant praktisk eller ledelseserfaring til at løse nogen type krigsopgaver. De har uden videre bestemt, at amerikanerne nok indtil den evige fred leverer den relevante kvantitet, hvorefter det nationale mål er reduceret til at glæde dem med symbolske bidrag til diverse fjernkrige. Manglende reelle militære kapaciteter har fjernet grundlaget for realistisk øvelsesaktivitet og professionel officersuddannelse, og herefter er selvforvaltning og pseudo-akademisering blevet systemernes hovedaktivitet.

Fraværet af reelt militær kapacitet var ikke nødvendigvis kritisk, hvis de militære udfordringer for altid blev begrænset til områder, hvor vore fly fra sikre baser symbolsk skal vise Dannebrog og flyve rundt og bombe med minimal risiko for sig selv. Hvor de eneste risici er idealistiske folkeretsjuristers ”ekspert”vurderinger i hjemlige medier, eller at vores jihadister opdagede navnene på piloterne. Eller missioner, hvor det er tilstrækkeligt at sende veludrustede ad hoc-sammensatte mikrohærenheder eller instruktørhold ud på vor tids parallel til tidligere tiders afkoloniseringsoperationer. Vi kan sagtens bidrage på det plan, hvor de udsendte og familierne er alene om risikoen, i alt fald så længe andre, større lande tager ansvaret for strategi og for eventuel fiasko.

Nogle krige før Første Verdenskrig kunne give den tids ansvarlige militære og deres politiske ledere et varsel om, at den lette sejr ville være vanskelig at opnå. Varsler var tydelige fra den Amerikanske Borgerkrig, Boerkrigen, den Russisk-Japanske Krig og Første Balkankrig i 1912. Men topembedsmænd skal levere det politisk ønskede, og det var i 1914 som senere veje til en hurtig og billig sejr. Det lærte den amerikanske hærstabschef, da han advarede mod en ”light”-invasion af Irak i 2003.

Ingen lette sejre

Krigene i de seneste år viser som for 100 år siden, at hvis der eksisterer vilje til modstand, giver teoretisk overlegenhed ikke et hurtigt resultat. Det sås i krigene under Jugoslaviens opløsning. Det er blevet bekræftet under Israels straffeekspeditioner mod Hizbollah i Sydlibanon og Hamas i Gaza. Vi ser det under borgerkrigen i Syrien og nu ved kampene i Østukraine. Disse krige er moderne paralleller til nedslidningskampene under Første Verdenskrig. Kampene gennemføres primært med artillerivåben og primært med våben, der er arvet fra masseproduktionen under Den Kolde Krig. Den centrale forskel er, at en meget væsentlig del af kampen på en eller begge sider gennemføres af militser, der som andre røverbander ikke ser sig hæmmet af folkeretten. Krigene foregår midt i civilbefolkningen, og da fredstidsnormer hersker i den vestlige verden, bliver propaganda en central og integreret del af krigsførelsen. Det ville ganske vist være muligt at ”sejre” med en massiv militær indsats fra Israels side i Mellemøsten og fra Rusland i Ukraine, for begge landene råder i modsætning til Vesten stadig over store konventionelle styrker. Men omkostningerne vil blive høje, og modstanden fortsætte som guerilla eller terror.

Konventionel krig en mulighed

I 2014 gjorde Rusland i tale og handling klart, at risikoen for internationale krige mellem industrialiserede stater ikke tilhører fortiden. Derfor er militær kvantitet og robusthed igen mindst ligeså relevant som kvalitet. Vestens flystyrker har nu hverken størrelse eller selvforsvarsmidler til at operere i områder dækket af russisk luftforsvar, herunder Baltikum, fordi Rusland kombinerer opdaterede, robuste koldkrigssystemer med helt nye, langtrækkende våben. Det eneste område ved Ruslands vestgrænse, der er militært sikkert dækket, er Finland med sit meget store værnepligtsbaserede, derfor ”umoderne”, forsvar. Man har her fastholdt ”godt nok” i stedet for ”perfekt” som mål for alt andet end suverænitetshåndhævelsen i luften med F-18-jagerfly. I øvrigt gør finnernes afbalancering af robusthed og kvalitet dem tilmed sandsynligvis mindre sårbare over for målrettede cyberangreb mod de væbnede styrker end Vestens få og specialiserede, centraliserede og derfor sårbare kommandosystemer.

Fra professionel innovation til teknologi-blindgyde

I 1915 startede og i mellemkrigstiden gennemførtes den nødvendige innovation af våben og taktik, der genskabte muligheden for sejr. Vestens satsning på ekstremt kostbare, små og derfor sårbare, sygeligt overforvaltede militære styrker må ses som en hjerneløs fortsættelse af denne udvikling mod det absurde.

Den ensidige kvalitetssatsning gav Vesten mulighed for en næsten risikofri indsats i fjerne småkrige. Men den er nu blevet en blindgyde, der belønner revisionistiske spillere som Putin ved at gøre os militært magtesløse i mulige internationale konflikter, hvor vi også fortsat må tage hensyn til kernevåbnenes eksistens. Ingen af de nye civile højteknologier vil i øvrigt kunne genskabe muligheden for lette og smertefri sejre. Tværtimod vil de sandsynligvis i enhver ny langvarig konfrontation eller krig gennem både målrettet udviklingsindsats og improvisationer – som vejsidebomberne i Irak og Afghanistan – øge truslerne mod alle konventionelle militære systemer, både ældre fra Den Kolde Krig og de kostbare få nye.

Dette er en let redigeret udgave af kronikken "Krigsvidenskaben er endt i en blindgyde", der bragtes i Jyllandsposten 7. januar 2015.

Litteraturliste

Del:

Emneord