Krigsførelsens kredsløb og doktrinudvikling i krig

Indledning
Den militære profession har altid været beskæftiget med at udvikle metoder til indsættelse eller anvendelse af de magtmidler, som staten har givet soldaterne i hænderne. Der kan gives talrige historiske eksempler på denne doktrinudvikling, som er et produkt af krigsførelsens kredsløb omfattende doktriner, organisation og teknologi. Formålet med denne artikel er at forsøge at give et eksempel på krigsførelsens dynamiske kredsløb, som vi kan lære noget af idag, hvor eksisterende doktriner må tilpasses og nye kommer til. Eksemplet omfatter udviklingen af den tyske doktrin for försvarskamp under 1. Verdenskrig og de faktorer, der påvirkede processen.
 
Tysk doktrinudvikling
I krig med forældede doktriner. Fra starten af 1. Verdenskrig ville de krigsførende magter besejre modparten ved hjælp af tilintetgørende omfatninger og højmobile, offensive operationer. Erfaringsgrundlaget var Napoleonskrigene i forrige århundrede, som både med infanteri, kavaleri og let hestetrukkent artilleri ikke var statiske slag, med mindre der var tale om belejringer. Ingen nation var derfor forberedt doktrinmæssigt, organisatorisk eller materielmæssigt på en statisk skyttegravskrig. Blandt andet eksisterede samvirket mellem infanteri, kavaleri og artilleri kun i begrænset omfang, hvilket medførte, at angreb ofte fandt sted uden den nødvendige ildstøtte. Tyskerne baserede deres offensiv mod Frankrig på Schlieffenplanen med et angreb gennem Nederlandene på det engelske ekspeditionskorps og ned i flanken og ryggen på franskmændene. Resultatet var som bekendt, at landkrigen stivnede om de svært befæstede skyttegravslinier, hvor maskingeværer, pigtråd og artilleri gav forsvareren stor defensiv ildkraft, der kunne standse det angribende infanteris store liniære angrebsformationer. Ilden udelukkede bevægelsen.
Ændringer i tyske doktriner. Begge parter erkendte manglerne ved de anvendte doktriner og søgte at ændre dem. Erkendelsen startede naturligt på slagmarken ved frontenhederne, der oplevede taktikkens mangler på egne kroppe. Såvel englænderne som franskmændene ændrede taktik, men den tyske måde at tilpasse doktriner og taktik på var meget systematisk og et nærmere studie værd. Indtil den 20. august 1916 havde general von Falkenhayn været generalstabschef. Den for tyskerne uholdbare situation på navnhg Vestfronten krævede forandringer i hærledelsen, og von Falkenhayn blev derfor afløst af feltmarskal von Hindenburg, der overtog ledelsen af Oberste Heeres Leitung med general von Ludendorff som assistent. Forholdet mellem de to generaler og den lille, men effektive Oberste Heeres Leitung-operationsstab var præget af højt udviklet samarbejde med Ludendorff som en meget aktiv og flexibelt indstillet drivkraft. I staben var bl.a. oberst von Lossberg, der fungerede som problemløser i felten ved truede enheder og frontafsnit samt kaptajn Geyer, der førte pennen i de skriftlige rettelser af doktrinerne. Oberste Heeres Leitungs rolle blev at systematisere doktrinudviklingen. Her indhentede, samlede og behandlede man frontenhedernes erfaringer og idéer, hvorefter de vedtagne ændringer til doktrinerne blev udsendt på skrift. Ludendorff var meget aktiv som "inspektør" og besøgte ofte frontenheder m.h.p. at indsamle erfaringerne direkte fra disse.
Metodikken så således ud:
- erkendelse af behov for ændringer
- indhentning af erfaringer, navnlig fra frontenheder
- formulering af doktrinændringen i staben
- udbredelse af ændringen (direktiver, reglementer, håndbøger m.m.)
- indførelse af doktrinen i hæren
- samtidig eller efterfølgende modifikation af organisation og materiel
- uddannelse af førere og enheder
- vurdering af resultater efterfølgende justeringer
 
Den tyske doktrinudvikling var derfor præget af en hærs samlede erfaringer og idéer og ikke en enkelt persons, uanset at nogle førere havde større ære af denne udvikhng end andre. En vigtig brik i kredsløbet var implementeringen. Uanset sundheden i de nye taktiske doktriner havde det intet nyttet, såfremt tyskerne ikke havde været i stand til at få deres førere til at anvende de nye principper. Ludendorff var udmærket klar over, at dette krævede særlige foranstaltninger. Disse omfattede bl.a. studieperioder, skrevne direktiver og reglementer, midlertidige kampskoler bag fronten og utrættelige besøg ved enhederne. Der blev lagt særhg vægt på skoling af førerne.
Ludendorff var meget lydhør overfor indvendinger fra sine kolleger, hvoraf nogle føreres argumenter blev brugt til at forfine doktrinen, mens andre førere gennem diskussioner blev overbevidst om doktrinernes sundhed. Ultimativt kunne man sætte "konservative” førere fra deres poster, hvilket skete ved flere lejligheder. Ludendorff betragtede sig selv som advokat for ændringerne i forholdet til sine kolleger fremfor en stiv kontrollant under sine frontbesøg. Tyskerne vidste, at doktrinudvikling er et dynamisk kredsløb.
 
Forsvarskamp
Erkendelsen af behov for ændringer i doktriner blev som nævnt primært initieret af begivenhederne ved fronten og ikke ved Oberste Heeres Leitung. Tyskerne havde ikke ressourcer til at gennemføre det store "Materielschlacht", der var en følge af, at hærene ubetinget fastholdt hver meter jord  -også i ugunstigt terræn  inden for det fjendtlige artilleris rækkevidde med deraf følgende store tab. De kilometerlange linier umuliggjorde udmanøvrering af modstanderen; man var tvunget til et frontalt angreb for at skabe et gennembrud. For en angriber, her særligt de allierede i 1916-1917, var det muligt med en gigantisk, dagelang ildforberedelse at påføre fjenden i de fuldt synlige skyttegravslinier store tab. De efterfølgende infanteriangreb var i nogen grad i stand til at trænge frem over de første skyttegrave, men tempoet dikteredes af den forud planlagte rullende artilleriild og når et potentielt gennembrud havde nået en vis dybde, gik det i stå.
Årsagen var blandt andet, at relativt mange maskingeværreder overlevede ildforberedelsen, men også at artilleriet ikke var flexibelt i dybden. Man anvendte kun feltkabelHnier og fremskudte observatører eller artilleriførere, der fulgte angrebsenhederne, var et ukendt begreb. Når de udmattede fodmarcherende angrebsenheder var trængt nogle kilometer i dybden, mistede de forbindelsen med den rullende ildstøtte og derved fremdriften. Lette hestetrukne og motoriserede artillerienheder kunne ikke uden videre følge infanteriet tværs over pigtråd. skyttegrave og det månelandskab af kratere deres tungere kollegaer  -fæstnings- artilleriet  -havde lavet. Der er tilmed eksempler på, at allierede enheder trænede i, hvor hurtigt deres artillerienheder kunne forlægge ilden. Dette tvang naturligvis det efterfølgende infanteri op i et helt ureahstisk fremrykketempo. Kampen blev tilrettelagt som et stift ingeniørprojekt og mistede sin dynamik.
Først ved slaget ved Cambrai i 1917, hvor kampvognen anvendtes i større tal for første gang, kunne det engelske infanteri støttes helt fremme med kampvognens direkte skydende maskingeværer og kanoner. Chokeffekten og tyskernes manglende panserværnsvåben gav her de allierede en taktisk sejr, men den var uventet og ingen var derfor parat til at følge den op. Bl.a. kørte kampvognene fra infanteriet og kunne senere nedkæmpes stykkevis. Det skal her som et kuriosum bemærkes, at Ludendorff ikke var varm tilhænger af kampvogne, hvilket kom til at influere negativt på tyskernes brug af kampvogne under 1. Verdenskrig. Infanteriet i frontlinien havde en inderlig modvilje mod at lade sig bombardere i de tætpakkede skyttegrave af artilleri, der kunne observere og beskyde dem på lange afstande. Nøgleordet var at unddrage sig fjendens observation og derved hans beskydning gennem en bedre udnyttelse af terrænet. Den tyske ændring af forsvarskampdoktrinen gik derfor ud på at bringe infanteriet ud af artilleriets observation og rækkevidde ved at trække dem ud af syne  -i dybden af forsvarsrummet og om på bagskråninger. Der blev kun efterladt poster i forterrænet. Man indførte endvidere på alle kommandoniveauer modangrebsstyrker der, uden at afvente ordrer oppefra, straks kunne udnytte fjendens stigende sårbarhed, når denne trængte i dybden af forsvarssystemet. Ubetinget fastholdelse af hver meter jord var herefter et forældet princip. Fjenden blev bragt til standsning i dybden af rummet, hvor angriberens artilleristøtte mindskedes.
Et andet vigtigt element var samvirket mellem front- og reserveenhederne. Man havde forbindelsesofficerer fra modangrebsdivisioner fremme ved frontdivisionerne hvilket tillod, at modangrebsstyrken kunne føres hurtigt frem i ledige udgangsområder for netop indsatte reserver. Modangrebsenhederne havde indgående kendskab til frontenhedernes planer og cheferne for frontdivisionerne havde kommandoen over alle modangrebsstyrker indsat i deres ansvarsområde (unity of command). Det hurtigt gennemførte modangreb fra delings- og kompagniniveau og opefter var et bærende element i den dynamisk og fleksibelt førte defensive kamp.
 
Endnu et vigtigt aspekt var den store tillid til førerne på de laveste niveauer, hvor selvstændighed blev nøgleordet. Det krævede til gengæld veluddannede førere. Modangrebene blev ofte de små styrkers kamp og tyskerne udviklede efterhånden organisationen med infanterigruppen. Den kunne selvstændigt med et maskingeværhold og et antal geværskytter udnytte egen ild og bevægelse; en organisation der ikke har ændret sig afgørende siden da. Artilleriet udviklede en kamporganisation med specifikke batterier til nærstøtte, kontrabatteriskydning, kamp i dybden m.m. Resultatet var en kortvarig og meget effektiv ildafgivelse mod udpegede mål, hvilket sparede ammunition. Oberst Georg Bruchmüller var drivkraften bag artilleriets udvikling. Samvirket mellem våbenarterne, navnlig infanteri og artilleri, blev meget tættere. Bl.a. gennemførte artilleriførerne ofte orienteringer af infanterienheder om artilleriets rolle i forestående operationer. De efterfølgende forsvars slag beviste sundheden i disse ændringer. De allierede kunne trods kampvogne og store ressourcer ikke skabe et afgørende gennembrud på Vestfronten.
 
Vurdering
Man skal i dette eksempel holde sig for øje, at der er tale om doktrinudvikling i krig. Gennem direkte afprøvning kunne udviklingsprocessen gøres kort og meget konkret. Nutidig dansk doktrinudvikling sker under fredsforhold, hvor det ikke er kravene fra fronten men studievirksomhed og øvelseserfaringer der initierer ændringer.
Denne redegørelse er kortfattet, men søger at fremhæve de vigtigste elementer i den tyske doktrinudvikling. Spørgsmålet er så; kan vi lære noget og hvad gør vi i dag?
Det taktiske indhold af den tyske doktrinændring er tankevækkende i forhold til den danske udvikling af forsvarskampdoktrinen og med mange lighedspunkter; hvorfor var vi så længe om at genopdage sund taktik? Endvidere ses denne dynamiske doktrinudviklingsproces at have krævet stor intellektuel kapacitet og viljestyrke hos de personer, der ønskede at gennemføre succesfulde ændringer.
Læren for os må bl.a. være den, at officerer med indflydelse skal opbygge og vedligeholde en stor viden om taktik og være parat til at ændre gældende kampeksercits og taktik, når der er behov for det. Fantasi, åndelig flexibilitet og studier af krigserfaringer og -historie skal udnyttes til at bringe officererne på forkant med udviklingen i krigsførelsens kredsløb og derved styre udviklingen af organisation og materiel for at udnytte vore knappe ressourcer maksimalt uden fejlinvesteringer.
 
Den tyske metodik finder jeg er god; blandt andet det forhold at doktrinudviklingen blev styret af en lille og effektiv stab. Vi har i dag et decentralt system med inspektioner og doktrinudvikling for de enkelte våbenarter men savner vel den "lille effektive stab" til at tage sig af doktrinudvikling for troppeenhedeme. Med en sådan stab var det muligt, at hæren bedre og hurtigere kunne gennemføre overvejelser for og foreslå ændringer i doktriner, organisation og materielanskaffelser. Det er muligt, at vi gør det optimale for øjeblikket, men studiet af sådanne krigshistoriske eksempler bør som minimum få os til  -med jævne mellemrum -at spørge os selv, om der er behov for ændringer.
 
Afslutning
Mere erfarne kolleger vil måske hævde, at der ikke er noget nyt at lære eller uddrage af dette eksempel. Som mindre erfaren vil jeg svare, at jeg ikke indtil nu har oplevet denne systematik eller enkelhed i dansk doktrinudvikling, selvom det beskrevne eksempel ikke ukritisk kan overføres på danske fredstidsforhold. Det er enhver officers ret (og pligt) at nå til nye erkendelser gennem studiet af den tilgængelige krigshistorie og heraf udlede egne erfaringer  -i det mindste til eget brug. Jeg håber, nogle af mine mere erfarne kolleger efterfølgende vil kaste lys over disse forhold.
 
 
Kilder
T.T. Lupfer: The Changes in German Tactical Doctrine During the First World- War. Leavenworth Papers, July 1981
 
Bruce L Gudmunsson: Stormtroop Tactics
 
G.C. Wynne: If Germany Attacks. The Battle in Depth in the West.
 
Major D.T. Zabecki: Der Durchbruchmüller Field Artillery, August 1990
 
Oberstløjtnant K.V. Nielsen: De landmilitære doktriner under 1. Verdenskrig. Kompendium/Hærens Officersskole
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_121_aargang_okt-nov-dec.pdf
 
 

Litteraturliste

Del: