Krigen indeni. Skæbnefortællinger fra revolutionen i Ukraine

Udgangspunktet for Krigen indeni er den flere måneder lange opstand på Majdanpladsen, hvor historiens to hovedpersoner er tilstede og derefter, på hver deres måde, bliver suget ind i Ukrainekonfliktens sorte hul.

 

Forfatter: Matilde Kimer

Forlag: Politikens Forlag
Diverse: 319 sider; Illustreret; Pris: 300,- kr.

Anmelder: Mikkel Bøgeskov Eriksen

Krigen indeni giver et glimrende kronologisk perspektiv på konflikten. Startende fra Majdanopstanden, til den tidligere ukrainske præsident Yanukovychs flugt, den russiske besættelse af Krim og løsrivelsen fra de selverklærede pro-russiske republikker Donetsk og Luhansk, de voldsomme kampe i Østukraine, nedskydningen af MH17 og Minskaftalen II i 2015. Kimer forsøger at bringe krigens gru ind under huden på læseren. Eksempelvis beskrives det hvorledes børn og gamle bor i fugtige og mørke beskyttelsesrum, voldsomt psykologisk påvirket af den næsten konstante artilleribeskydning uden for beskyttelsesrummet. Eller hvordan lyserøde pigetasker ligger spredt på marken sammen med tilfældige kropsdele efter nedskydningen af MH17 samt en fars desperate søgen efter de koordinater, som sidst tilkendegav sin sårede søns position.

Vi følger den 19-årige jurastuderende Bogdan, som bruger sin fritid på at lave aktionsoperationer mod det korrupte ukrainske styre som medlem af gruppen Stiji. Gruppen er nationalistisk orienteret og Bogdan har siden sine drengeår dagdrømt om de heroiske ukrainske kosakker, som fra 1500- til 1800-tallet kæmpede for et selvstændigt Ukraine. For Bogdan er opstanden på Majdanpladsen den perfekte mulighed for at udleve sine drømme om livet som den patriotiske kriger, heroisk kæmpende for fædrelandet.

Bogens anden hovedperson, Anna, lever et behageligt liv sammen med sin mand Aleksandr som ejer en parfumevirksomhed. De har sønnen Artjom og de har ingen mangler i deres liv. I tråd med Bogdans tilfælde har Ukrainekrigen en eksistentiel påvirkning på Anna. Hun frasiger sig det søde liv og udfordrer, i høj grad, familiens sammenhængskraft. Anna beskrives som en ildsjæl, hvis engagement i de frivillige organisationer giver hende en ny mening med tilværelsen. For Anna er det meningsfuldt at indsamle donationer til udstyr til soldaterne på fronten, nu hvor de korrupte politikere ikke kan magte det. Anna bliver, med andre ord, et omdrejningspunkt i opbyggelsen af et levende, kreativt, patriotisk og ansvarsfuldt civilsamfund, som begynder at overtage de funktioner, som staten ikke magter.    

Fælles for Anna og Bogdan er, at de begge repræsenterer civilsamfundets kamp mod først det ukrainske styre og dets brutale sikkerhedsstyrker; Berkut. Derefter væltes præsident Yanukovychs, og det ukrainske styre er nu på Bogdan og Annas side. Dog forsætter civilsamfundet stadig kampen med og imod det officielle og det politiske Ukraine, hvis korruption, inkompetence og rigide bureaukrati øger presset på civilsamfundets funktioner, herunder private donationer, frivilligt arbejde og militære operationer fra de frivillige militser. Kimer beskriver, hvordan det ukrainske militær mangler stort set alle nødvendigheder for at være i stand til effektivt at bekæmpe de pro-russiske separatister – og de russiske soldater, de ’grønne mænd’ om man vil.

Parallelt med Bogdan og Anna følger vi Kimers rejse i krigen, hvor hun møder bogens to hovedpersoner. Derudover er bogen også en skildring af de menneskelige omkostninger og modsætninger, som bliver fortalt igennem Kimers egene observationer og interviews med den ukrainske befolkning. Vinklen er dog primært anlagt fra den pro-europæiske front, men Kimer følger eksempelvis også den frivillige russiske soldats Maxims rejse fra Moskva til fronten i Østukraine. Herudover afdækkes separatisternes livsanskuelse og adfærd igennem opholdene i Donetsk og Luhansk. Dette omfatter ligeledes en fremstilling af indbyggernes accept af de narrativer, som er affødt af de pro-russiske og de russiske medier. Eksempelvis, at Majdanopstanden var et CIA-kup samt den overvældende fascistiske og nazistiske indflydelse hos de pro-europæiske ukrainere. I den forbindelse forsøger Kimer at nuancere billedet af de nationalistiske pro-ukrainske militser – herunder Azov – som Bogdan tilhører. Kimers skildring af militsen er noget fjern fra den beskrivelse, som gruppen har fået i de pro-russiske medier, hvor den bliver udlagt som fascistisk og nazistisk. Kimer nævner, at Bogdan bliver trænet af en tidligere svensk nynazist. Dog bør der stilles spørgsmål til, om Kimers beskrivelse af Bogdan bør opfattes repræsentativt for krigerne i Azov bataljonen – hvor mange i Azov besidder samme principper, intellekt og attitude som Bogdan? I den forbindelse kunne bogen have skabt en mere nuanceret værdi, hvis Kimer havde fulgt en pro-russisk separatist på lige fod med Bogdan og Anna.    

Både Bogdan og Anna når, til sidst, frem til den erkendelse, at deres idealisme ikke er nok til at ændre Ukraine radikalt til det bedre inden for en relativ overskuelig fremtid, og at deres engagement og drømme har haft voldsomme indvirkninger på deres familier, venner og liv. For Bogdan indtræffer dette øjeblik, da hans bedste ven bliver dræbt af en mine. Krigen virker pludselig ligegyldig for Bogdan. Senere fortæller Bogdan apatisk om nyttesløsheden ved hårdt tilkæmpede stillinger omkring Mauripol, som derefter beordres efterladt af den ukrainske regering - til fri afbenyttelse af de pro-russiske separatister. I Annas tilfælde handler det om erkendelsen af hvor meget af hendes hårde arbejde og indsamlinger, som i sidste ende stadig ender i korruption, og hvordan hendes familie nu mangler penge til deres søns skoleafslutning – og hvordan hendes passionerede indsats næsten har kostet ægteskabet. Dog konkluderer Kimer afslutningsvis, at en ny ukrainsk identitet er under udvikling sammen med et nyt civilsamfund, som stiller krav til regeringen – men erkender dog hvilket gigantisk arbejde som venter forude.

Krigen indeni er en glimrende og spændende bog, hvori vi oplever krigen fra den unge nationalistiske kriger, forstadsmoren som bliver en afgørende brik i civilsamfundets frivillige indsats i krigen og fra journalisten, som trækkes ind i konfliktens kerneomdrejningspunkter. Bogen kan anbefales til læseren, som gerne vil have de menneskelige historier om konflikten fortalt - eller til læseren som ønsker at komme ind under huden på den ukrainske folkestemning før og under konflikten -  både i forhold til den russiske indflydelse og separatisterne. Endeligt giver bogen en udmærket beskrivelse af spændingsfeltet mellem befolkningen og den korrupte magtelite. Forfatteren nævner kort nogle geostrategiske vurderinger, men der gives ikke meget plads til at forklare konflikten ud fra internationalt perspektiv. Hvorfor var Krim så vigtig for russerne? Hvorfor accepterede Rusland aldrig ønsket om indlemmelse fra de to selverklærede pro-russiske republikker? Endelige er billederne i bogen lidt mystisk placeret i forhold til teksten. Ofte dukker et billede frem flere sider efter, at situationen på billedet er blevet beskrevet. Alligevel er bogen meget læseværdig og fortjener 5 faner.  

 

Del: