Koalitionskrigsførelsens problemer - Den vestallierede planlægning forud for invasionen

I anledning af 30-året for krigshistoriens største landgangsoperation redegøres i denne artikel for de ofte dybtgående meningsforskelle mellem de vestallierede, man måtte overvinde, inden Invasionen i Nordfrankrig kunne realiseres den 6. juni 1944.
 
Indledning
Nærværende redegørelse dækker perioden fra Arcadia-konferencen i Washington i december 1941-januar 1942 til Sextant-konierencen i Cairo i december 1943, hvor planen for Overlord-operationen endelig blev godkendt og en øverstkommanderende udpeget.
Hovedvægten er lagt på at belyse uoverensstemmelserne i det amerikanske og det britiske syn på problemerne på den atlantisk-europæiske krigsskueplads, medens de fjernøstlige problemer kun er periferisk berørt.

Fra enighed om »Europe first« til operation »Torch«
På Arccwim-konferencen, der fandt sted i Washington omkring årsskiftet 1941/42, blev de amerikanske og britiske ledere enige om fælles strategiske synspunkter, som nedfældedes i det såkaldte WWI-memorandum. Det blev heri fastslået, at Tyskland var hovedfjenden, og at tyngden i krigsanstrengelserne skulle koncentreres om Europa (Europe first-tesen).
Første prioritet for krigsanstrengelserne i 1942 skulle være at beskytte krigsproduktionen i England, USA og Sovjetunionen.
Man sigtede efter at slutte ringen omkring Tyskland og at nedgøre den tyske modstand gennem luftbombardement, blokade, subversion samt vestallieret støtte til Sovjetunionen. Derimod forudså man ingen større landoperationer gennemført af de vestallierede i 1942, men »i 1943 skulle vejen være beredt for en tilbagevenden til kontinentet, over Middelhavet, fra Tyrkiet ind i Balkan eller ved landsætning i Vesteuropa. Sådanne operationer skal være optakten til det afsluttende angreb på selve Tyskland, og målet for »sejrsprogrammet« skal være at tilvejebringe midlerne, ved hvilke dette kan gennemføres«. (GS IV, p. XV) 
Herudover blev de vestallierede bl.a. enige om etablering af en fælles øverste ledelse (Combined Chief of Staff, CCOS).
Efterhånden som tiden gik, og de amerikanske reserver voksede, men stadig stod uvirksomme, ønskede de amerikanske stabschefer (JOC) imidlertid et klarere direktiv end det i WW1 indeholdte for at sikre en effektiv koncentration med henblik på invasion i NV-Europa i 1943. Den 6 marts 42 fastslår JOC, at den eneste måde, hvorpå det kan sikres, at rådige styrker kan klargøres til denne operation, er ved at udnytte De britiske Øer som baseområde for en offensiv mod tyske styrker, og general Marshall understreger disse synspunkter i et memorandum, han afleverede til præsident Roosevelt (GS I.V, p. X V I). 
Dette memorandum var vedlagt en plan for en invasion i Frankrig i april 43 med en styrke på 5800 fly og 48 divisioner på en 6 divisioners bred front mellem Le Havre og Boulogne. 
I begyndelsen af april 42 tog præsident Roosevelts rådgiver Harry Hopkins og general Marshall til England for at forelægge planerne. De engelske planlæggere udtrykte enighed m.h.t. princippet, og man blev enige om at ville arbejde for en invasion i 1943 (benævnt operation Round up), samt for opbygning af de nødvendige amerikanske styrker i England (operation Bolero). 
Spørgsmålet var imidlertid, hvad man skulle foretage sig i 1942, hvor situationen i Sovjetunionen tegnede kritisk. 
Churchill forestillede sig operationer i Nordafrika eller i Nordnorge, men de britiske stabschefer (COS) var ikke ivrige efter at følge ham, de var derimod optaget af situationen i Indien og i Middelhavet samt af sikringen af de søværts forbindelser mod de forstærkede tyske ubådsangreb samt endelig af den intensiverede luftoffensiv mod selve Tyskland. 
Udover de allerede nævnte planer medbragte general Marshall til mødet i England også planerne for et »emergency attack« i 1942 (operation Sledgehammer), som skulle kunne iværksættes under to forudsætninger, nemlig 

1) en afgjort kritisk forværring af situationen i Sovjetunionen og
2) en afgjort svækkelse af Tyskland i Vesteuropa.

Selv om Sledgehammer var en nødplan, var det ikte desto mindre en officiel plan, og i mangel af alternative forslag kom den til at spille en væsentlig rolle under de flg. diskussioner. Specielt pressede Roosevelt på for at få gjort noget, der kunne aflaste russerne. Samtidig med Roosevelts stigende interesse for Sledgehammer dalede COS interesse for den. 
I begyndelsen af juni 42 gjorde Lord Mountbatten under et besøg i Washington opmærksom på, at manglen på landgangsfartøj er ville begrænse operationen i så høj grad, at den ikke ville have betydning som aflastning for russerne. Det britiske krigskabinet erklærede sig samtidig enige i, at en invasion i 1942 ville være umulig, med mindre tyskerne afgørende svækkedes.
I løbet af juni nærmede Churchills og Roosevelts synspunkter sig hinanden, medens Roosevelt kom i konflikt med sine militære rådgivere (JOS) om spørgsmålet om koncentration af kræfterne og om mulighederne for yderligere styrker til Det fjerne Østen. Under møder medio juni 42 i Washington enedes JOS og COS om at koncentrere anstrengelserne om en invasion i NV-Europa i 1943. Baggrunden herfor var først og fremmest de store logistiske problemer. 

I en rapport fra mødet i Combined Chiefs of Staff (CCOS) den 20. juni 42 hedder det bl.a. (GS IV, p. X V III- X IX ): 
(a) At USA og England skulle holde fast ved den grundlæggende beslutning om at fremskynde Bolero (opbygning af amerikanske styrker i England) med størst mulig hast og energi.
(b) At eftersom enhver operation i 1942 uundgåeligt ville have en forsinkende virkning på kontinentale operationer i 1943, skulle en sådan kun gennemføres, såfremt der blev absolut behov herfor, eller hvis særligt favorable muligheder skulle vise sig.
(c) At Gymnast (Churchills operation i N-Afrika) ikke skulle gennemføres under de nuværende omstændigheder.
(d) At sted, styrke og behov for et angreb på Europa i 1942 skulle yderligere studeres. ...

Den så svært opnåede enighed mellem de militære ledere var imidlertid forgæves. For samtidig med, at de havde tilkæmpet sig denne, havde Churchill og Roosevelt været igennem tilsvarende argumentationer. De to politiske ledere var enige om, at der måtte ske noget i løbet af 1942, men de kunne ikke endnu enes om hvad. Roosevelt var indstillet på Sledgehammer, Churchill på enten N-Norge eller NV-Afrika. 
Diskussionen fortsatte på et møde i London i midten af juli 42, hvor Hopkins, Marshall og King måtte forhandle under flg. direktiv fra deres præsident (GS IV, p. X X I): 
»Jeg tror ikke, vi kan vente til 1943 med at angribe Tyskland. Hvis vi ikke kan realisere Sledgehammer, så må vi tage det næstbedste - og det er ikke Stillehavet. Hvis Sledgehammer ikke kan gennemføres, ønsker jeg, at der under opholdet i London tages endelig beslutning om et operationsteater, hvor vore land- og søstridskræfter kan operere mod tyske landstyrker i 1942.«
Der er ingen grund til at gå nærmere ind i disse forhandlingers detaljer udover at nævne, at Marshall som et sidste forsøg på at fastholde Sledgehammer foreslog en landsætning på Cotentin-halvøen. Svækket som de amerikanske forhandlere var af deres bundne mandat fra præsidenten, måtte de imod deres overbevisning give køb overfor de engelske forhandlere, hvis opmærksomhed primært var rettet mod de fordele for krigsførelsen i såvel Atlanten som i Middelhavet, som en landsætning i NV- Afrika ville kunne medføre. 
Det lykkedes dem dog i det dokument, som blev resultatet af forhandlingerne (CCS.94),at få præciseret (GS IV, p. X X III): 

(a) At der ikke skal overvejes nogen undgåelig reduktion i forberedelserne for Round up, så længe der eksisterer nogen mulighed for dens heldige gennemførelse før juli 1943.
(c) At, hvis situationen på den russiske front pr. 15 sep tyder på et sådant sammenbrud eller svækkelse af den russiske modstand, som gør Round up uigennemførlig med succes, skal der tages beslutning om at gennemføre en kombineret operation mod Nord- og Vest-kysten af Afrika tidligst muligt før dec 42.
 

Men det blev samtidig understreget:
IV. Det står klart, at binding til denne operation med al sandsynlighed vil gøre det umuligt heldigt at gennemføre Round up i 1943, og at vi derfor definitivt har accepteret en defensiv, inddæmmende handlemåde i forhold til det kontinentale europæiske operations- teater, undtagen for så vidt angår luftoperationer og blokade ... 

De britiske stabschefer havde ikke ganske fået deres vilje. Round up skulle ikke opgives før 1943, med mindre et russisk sammenbrud gjorde operationen umulig. Amerikanerne var imidlertid gået langt for at opnå enighed (- således som de jo havde ordre til), og som general Brooke udtrykker det i sin dagbog: »enhver ændring ville have været fatal. Amerikanerne er gået en lang vej for at komme os i møde, og jeg ville have hadet at skulle bede dem om mere.« 
Det behøvede Brooke imidlertid heller ikke, for hverken Churchill eller Roosevelt syntes at acceptere de spidsfindigt formulerede forudsætninger, dokumentet indeholdt. De betragtede det begge som en definitiv beslutning om at foretage en invasion i Nordafrika og ignorerede bemærkningen om, at forudsætningen for at iværksætte den, var et russisk sammenbrud. Hvis denne forudsætning ignoreredes, var der imidlertid ingen grund til at vente med beslutningen indtil den 15 sep. På Churchills opfordring besluttede Roosevelt sig derfor allerede den 30 juli for gennemførelsen af Torch, som operationen nu blev kaldt. Hermed havde han tilsidesat sine militære rådgivere - og udskudt invasionen i NV-Europa. Nu var imidlertid en militæroperation med amerikansk deltagelse undervejs i det atlantiske område, men misforståelserne mellem de allierede indbyrdes og mellem disses politiske ledere og deres militære rådgivere var ikke løst.
Da denne artikel kun kan fremdrage hovedlinierne i planlægningen forud for invasionen i Nordfrankrig, vil vi her forlade den videre planlægning af Torch og vende os til de problemer, som efter beslutningen om at gennemføre Torch nu lå forud for realiseringen af en invasion i Nordvest-Europa.

Debatten i efteråret 1942
Beslutningen om gennemførelse af Torch, hvilede som nævnt på det i juli vedtagne dokument, CCS 94, der udover dette også indeholdt bestemmelse bl.a. om overførsel af femten Groups amerikanske fly til den fjernøstlige krigsskueplads. 
Man havde altså nu to grundlæggende dokumenter vedr. den langsigtede strategi: det på Arcadiak-onferencen i dec 41 vedtagne W V 1, der klart fastslog Europe-first tesen, og pegede på, at man i 1943 skulle sigte mod tilbagevenden til det europæiske kontinent, og nu CCS 94, der - i hvert fald implicit - forudså nødvendigheden af at udskyde dette. Efteråret 1942 blev derfor i højeste grad præget af diskussioner på så at sige tre planer vedr. fortolkningen af indholdet af og overensstemmelsen mellem disse to grundlæggende dokumenter:
1) En tvær-atlantisk diskussion, idet CCS 94 for amerikanerne forekom at indeholde en afgørende ændring vedr. tyngden i de strategiske anstrengelser bort fra Europa og over til Stillehavet.
2) En værns-diskussion såvel i England som i USA, der for Englands vedkommende væsentligst prægedes af hårde sammenstød mellem imperiegeneralstabschefen Alan Brooke og Air Chief Marshal Portal om prioriteringen mellem udbygningen af den strategiske bomberstyrke og de forudsete invasionshære. For USA’s vedkommende var diskussionen præget af prioriterings- problemerne mellem det atlantiske og det fjernøstlige område.
3) Endelig var der på et tredie plan en hed debat mellem de militære ledere og deres politiske chefer samt mellem disse sidste indbyrdes. Det kan her være værd at nævne, at det (- i modsætning til hvad der hidtil har været gængs antagelse -) iflg. professor Mich. Howard kostede general Brooke store anstrengelser at overbevise Churchill om det hensigtsmæssige i indledningsvis at lægge tyngden i de allieredes anstrengelser i Middelhavsområdet og det urealistiske i at fastholde en tilbagevenden til NV-Europa i 1943. 
Churchill havde i aug 42 under den 1. Moskva-konference lovet Stalin dette og holdt stædigt fast ved sit løfte til det sidste.
Resultatet af denne langvarige strategid ebat i efteråret 1942 blev to dokumenter, et britisk og et amerikansk. Det britiske konkluderer med flg. forslag for krigens gennemførelse i 1943 (GS IV, p. 215): 
(a) Nedkæmpelsen af u-bådstruslen vil have 1. prioritet ved anvendelsen af vore ressourcer.
(b) Udvidelse af den anglo-amerikanske bombeoffensiv mod Tyskland og Italien.
(c) Udbygning af vore positioner i Middelhavet m.h.p.: (1) at slå Italien ud (2) at bringe Tyrkiet ind i krigen (3) at hindre Aksemagteme i at få tid til at komme til kræfter.
(d) Vedligeholdelse af forsyninger til Rusland.
(e) Begrænset offensive operationer i Stillehavet i en målestok netop tilstrækkelig til at neddæmpe japansk styrke.
(f) Operationer m.h.p. at genåbne Burma-vejen, så snart ressourcerne gør det muligt.
(g) I overensstemmelse med de ovenfor anførte krav at gennemføre kone. af styrker i UK m.h.p. tilbagevenden til Kontinentet i aug eller sep 43, såfremt mulighederne skulle kunne give succes, eller i hvert fald en Sledgehammer til at nedkæmpe fjendtlige flystyrker.

Det amerikanske oplæg, som tilgik de britiske stabschefer den 23 dec 42 - en uge før det britiske forslag gik den modsatte vej over Atlanten - er forskelligt fra det britiske såvel i form som i indhold. Det indleder med at foreslå en ny definition for de forenede Nationers grundlæggende strategiske koncept (GS IV, p. 219-220): 
Gennemførelse af en strategisk offensiv i Atlanten - Vesteuropa direkte mod Tyskland under anvendelse af max. styrke i overensstemmelse med den for andre operationsteatre accepterede strategiske koncept. Fortsættelse af offensive og defensive operationer i Stillehavet og i Burma m.h.p. at bryde den japanske kontrol med positioner som truer sikring af vore forbindelseslinier og positioner. Opretholdelse af strategisk defensiv i andre teatre. 
JOS understreger herefter - ligesom COS - nødvendigheden af at støtte Rusland og Kina og at nedkæmpe ubådstruslen, at opretholde og sikre de allierede hjemlandes industrielle kapacitet og at intensivere luftkrigen mod Tyskland, men herefter foreslår de videre bl.a.:
(b) Sikre, at de forenede Nationers primære anstrengelser rettes mod Tyskland snarere end mod satellitterne ved (1) Gennemførelse af en integreret luftoffensiv af størst mulig styrke fra baser i England, Nordafrika og om muligt Mellemøsten imod Tysklands produktion og ressourcer m.h.p. at opnå en progressiv forringelse af Tysklands krigsindsats.
(2) Opbygning så hurtigt som muligt at adekvate styrker i England i forberedelse af en land-offensiv mod Tyskland i 1943. 
(c) Uddrivelse af Aksemagterne fra N-Afrika og derpå: (1) konsolidering og fastholdelse af dette område med styrker tilstrækkelige til opretholdelse af vore forsyningslinier gennem Gibraltar overfor en aksemagt eller spansk trussel. (2) Udnyttelse af successen i de nordafrikanske operationer ved etablering af store luft-installationer i N-Afrika og gennemførelse af intensive luftoperationer mod Tyskland og mod Italien med henblik på ødelæggelse af italienske ressourcer og Italiens moral og dermed eliminere Italien fra krigen. (3) Overførsel af overskuds-styrke fra N-Afrika til England m.h.p. deres anvendelse som en del af opbygningen til invasionen i V-Europa i 1943. 
(d) Støtte Rusland ...
Medens disse interne og transatlantiske diskussioner gennemførtes og nåede et højdepunkt med udvekslingen af de her omtalte dokumenter i slutningen af december 1942, havde de britiske planlæggere efter ordre fra Churchill (28/9-42) analyseret mulighederne for, efter at Torch var blevet heldigt gennemført, at videreføre operationerne mod Italien eller mod andre områder i Middelhavsområdet. Resultatet af disse overvejelser, der var af både militær og politisk art (Som Mich. Howard udtrykker det i forbindelse med spørgsmålet om at »slå Italien ud af krigen«: »M ilitære operationer er ikke i sig selv nok; overgivelse er en politisk, ikke en militær handling.« (GS IV p. 230)), blev, hvad der blev kendt som Den britiske Middelhavsstrategi. 
I det dokument fra den britiske planlægningsstab, der formulerer denne strategi, - som godkendtes at COS og er indeholdt i det før omtalte dokument om den fremtidige strategi af 31 dec 42 -, sættes denne strategi også klart i relation til andre strategiske problemer, ligesom dokumentet peger på de konsekvenser en gennemførelse vil have for den samlede allierede planlægning. Det hedder således bl.a. (GS IV p. 232-233): 
De muligheder, der åbner sig for de allierede i Middelhavet, er meget store. De indbefatter en alvorlig reduktion af Tysklands luftmagt, genåbning af den korte sørute, afskæring af Tyskland fra olie, krom og andre mineraler, eliminering af en af Akse-partnerne og åbning af Balkan. 
Beslutter vi os til at udnytte de positioner, vi har nået, må vort første mål være at formå Italien til at nedlægge våbnene. Vort næste må rettes mod Balkan. Medmindre Italien bryder sammen langt hurtigere, end vi forventer, må denne udnyttelse af situationen imidlertid ske på bekostning af Round up i 1943. Vi er derfor stillet overfor flg. alternativer 
(a) Koncentration af ressourcer i England m.h.p Round up, som under alle omstændigheder kan blive uigennemførlig i 1943, og dette på bekostning af mulighederne, der står åbne for os i Middelhavsområdet, samt på bekostning af inaktivitet i mange måneder i hvilke Tyskland vil kunne komme til kræfter, eller
(b) Gennemførelse af en offensiv i Middelhavsområdet vel vidende at vi så kun vil være i stand til at angribe i Nord-Frankrig næste år, såfremt der ikke sker en markant reduktion i den tyske kampkraft. 

Vi kan ikke få begge dele. Efter vor opfattelse er (b) den rette strategi og vil kunne give russerne mere sikker og sandsynligvis også større aflastning.

Casablanca-konferencen.
Efter at man nu således på begge sider af Atlanten havde gennemdrøftet og var nået frem til en national opfattelse af, hvorledes den langsigtede strategi burde udformes, var tiden inde til at prøve på at formulere en fælles allieret opfattelse af strategien. Allerede længe inden den interne nationale debat var tilendebragt, havde Churchill og Roosevelt været i kontakt om tidspunkt og sted for et sådant møde i »det øverste allierede krigsråd«. 
Forud for mødet kan vi opsummere situationen i overensstemmelse med det allerede anførte således: 
1) Det var lykkedes de britiske militære planlæggere at nå til indbyrdes enighed om formuleringen af en langsigtet strategisk politik, der prioriterede opgaverne således:
1) Nedkæmpelse af de tyske u-bådsvåben.
2) Udvidelse af bombeoffensiven mod Tyskland.
3) Fortsat støtte til Rusland.
4) Videreførsel af operationerne i Middelhavsområdet m.h.p. at slå Italien ud af krigen, bringe Tyrkiet ind i den og opretholde presset mod Aksemagterne.
5) Holde muligheden åben for invasion i NV-Europa i 1943, samt endelig
6) Forholde sig defensiv overfor Japan og alene begrænse sig til de for neddæmpning nødvendige operationer. Det var endvidere lykkedes at få Churchill til at acceptere dette program.

2) I modsætning til englænderne var det derimod ikke lykkedes de amerikanske hær- og flådeplanlæggere at nå til indbyrdes enighed, hvorimod de syntes at støtte hinanden i modstanden overfor to af de væsentligste engelske forslag, nemlig a) Fortsættelse af operationerne i Middelhavsområdet. b) Allokering af kun minimale ressourcer imod Japan. Amerikanerne kom således til Casablanca uden positive og enige forslag. Marshall var stærkt imod fortsatte operationer i Middelhavet og ivrig efter at komme igang med en invasion i NV-Europa. Admiral King var på vagt overfor, at usikkerhed vedr. Europa skulle betyde, at ressourcer blev dirigeret fra det, der var hans ansvarsområde, nemlig Stillehavet. Med hensyn til NV-Europa versus Middelhavet var han åben for argumenter.
Det samme gjaldt general Arnold (chefen for det amerikanske Army Airforce), der imidlertid så store fordele for en intensiveret bombeoffensiv i Middelhavsområdet, og som i overensstemmelse med RAF først regnede med at bombeoffensiven mod Tyskland kunne nå sit højdepunkt i 1944, hvorfor en invasion i 1943 for ham var mindre væsentlig. 
Det er senere blevet hævdet, at de amerikanske militære ledere - som Mich. Howard udtrykker det - blev »overcome or outargued« i Casablanca af deres britiske kolleger. I betragtning af deres ukoordinerede standpunkter er denne påstand næppe holdbar. 
Konferencens hovedproblemer var 1) fordelingen af de rådige ressourcer mellem den atlantiske og den fjernøstlige krigsskueplads, og 2) spørgsmålet om, hvorvidt operationerne i Middelhavsområdet skulle fortsætte på bekostning af en udskydelse af en invasion i NV-Europa. Om begge problemer nåede CCOS til enighed i løbet af den 19 jan: Operationerne i Middelhavet skulle fortsætte med invasion af Sicilien (Husky) og en større del af ressourcerne blev dirigeret til Stillehavet på bekostning af Bolero.
Om ubådskrigsførelsen var der ingen diskussion. I løbet af 1942 var næsten 8 millioner tons allieret tonnage blevet sænket, heraf 6l/2 af ubåde. For at gøre sagen værre øgede tyskerne antallet af operative ubåde hurtigere, end de kunne tilintetgøres af de allierede. Antallet var i løbet af 1942 Øget fra 91 til 212. 
For så vidt angår luftkrigsførelsen var uenigheden heller ikke væsentlig, og man enedes hurtigt om flg. prioritet: 

a) tyske ubådsværfter
b) tysk flyindustri
c) transportfaciliteter
d) olieindustri
e) andre mål i fjendens krigsindustri 

Med hensyn til amfibieoperationerne vedtog man efter nogen diskussion at pålægge Eisenhower (all. øverstkommanderende) at forberede en invasion på Sicilien gennemført i juli 43. Men invasionen i NV-Europa blev ikke glemt, og på grundlag af et papir fra planlæggerne med den omfattende, men dækkende titel »Proposed Organization of Command Control, Planning and Training for Operation for a Re-entry to the Continent across the Channel beginning 1943« vedtog man, at en britisk stabschef med en uafhængig amerikansk/ britisk stab skulle udpeges med henblik på kontrol, planlægning og træning af operationer over Kanalen i 1943. Hermed var COSSAC skabt, og den britiske generalløjtnant Morgan blev udpeget til posten. (GS IV p. 274-275). 
Omtale af Casablanca-konfereneen kan ikke sluttes, uden at også Roosevelts formulering af den »betingelsesløse kapitulation« nævnes. På den afsluttende pressekonference udtalte han således bl.a.: 
»... Some of you Britishers know the old story - we had a General called U. S. Grant. His name was Ulysses Simpson Grant, but in my, and the Prime Minister’s early days he was called »Unconditional Surrender« Grant. The elimination of German, Japanese and Italian war power means the unconditional surrender by Germany, Japan and Italy. This means a reasonable assurance of future world peace. It does not mean the destruction of the population of Germany, Italy or Japan, but it does mean the destruction of the philosophies in those countries which are based on conquest and the subjugation of other peoples. This meeting may be called the unconditional surrender-meeting.« (GS IV p, 281-282)

Den 2. Washington-konference
I løbet af april 43 gjorde udviklingen på de to hoved-krigsskuepladser det påtrængende igen at mødes til en allieret konference, som kunne planlægge de videre strategiske retningslinier for krigens gennemførelse. I Tunis var nedkæmpelsen af aksestyrkerne godt på vej, angrebet på Sicilien var planlagt, men hvad der herefter skulle ske, var der ingen enighed om. I det fjerne Østen var situationen ikke meget bedret siden årets begyndelse, og præsident Roosevelt var dybt bekymret over situationen i Kina. 
Konferencens væsentligste problemer var igen 1) allokering af ressourcerne mellem de to hovedkrigsskuepladser, et problem som i afgørende grad var under indflydelse af mangel på tonnage, og 2) spørgsmålet om, hvorvidt operationerne mod Tyskland skulle videreføres i Middelhavet. For så vidt angår det sidste, blev den engelske holdning baseret på et papir udarbejdet af general Ismay, der fastslog (GS IV, p. 415):
1) at beslutningerne fra Casablanca-konferencen stadig var gyldige og alene krævede tilpasning i overensstemmelse med de sidste 4 mdrs. udvikling
2) at det var nødvendigt at gennemføre fortsatte aktioner i de kritiske måneder mellem erobringen af Sicilien og en invasion i NV-Europa
3) at dette næsten med sikkerhed ville medføre yderligere amfibie- operationer, der ville kræve skibstonnage, som nødvendigvis måtte have indflydelse på Bolero. 
Men, sluttede dette dokument: »Denne ulempe vil langt opvejes af den kendsgerning, at heldige operationer i Middelhavet og eliminering af Italien vil lette opgaven for den hær, der skal landsættes i Europa fra England.« 
På amerikansk side så Marshall med mistro på sine egne planlæggeres forslag om begrænsede operationer i Middelhavet efter Sicilien-invasionen, og han overvejede at forstærke Stillehavsfronten på bekostning af Bolero, hvilket ikke var uvelkomment for admiral King, hvorimod det amerikanske flyvevåben nu var langt inde i et snævert samarbejde med RAF vedr. »Combined Bomber Offensive« mod Tyskland, som krævede en stadig koncentration af ressourcer i Europa og passede godt sammen med en invasion i 1944.
Ved konferencens indledning udspandt der sig en langvarig diskussion om formuleringen af den grundlæggende strategiske koncept, som fulgtes af en debat om sammenhængen mellem operationerne i Middelhavet og invasionen i NV-Europa, hvorefter diskussionen fortsatte om detaljer vedr. invasionen; herunder var ikke mindst spørgsmålet om behovet for 1andgangsfartøj  er væsentligt.

Diskussionen endte med enighed om
(a) At styrker og udrustning skal tilvejebringes i UK med det formål at gennemføre en operation med »target date« 1 maj m.h.p. at sikre et baseområde på Kontinentet, fra hvilket yderligere offensive operationer kan udføres. Til den operation regnede man med at skulle have flg. styrker klar: 5 INFDIV som første angrebsstyrke 2 INFDIV som opfølgning 2 LB INFDIV ialt 9 angrebsdivisioner herudover til opbygning 20 DIV klar til overførsel til Lodgement Area, altså ialt 29 DIV
(b) Den allierede øverstkommanderende i Nordafrika skal instrueres om at indlede sådanne operationer til opfølgning af Husky, som bedst kan forventes at eliminere Italien fra krigen og binde maximale tyske styrker. 

Endelig enedes man om at revidere denne vedtagelse ved et møde i juli eller august i lyset af resultaterne af Husky og situationen i Rusland. Efter således at være blevet enige om hovedlinierne for krigen i Europa vendte man sig til Fjernøsten og nåede også her til resultater, som kunne accepteres af begge parter. 
En væsentlig årsag til, at man nu havde lettere ved at nå til enighed, var, at billedet vedr. skibstonnage var ved at vende. Dels var krigen mod de tyske ubåde ved at give resultater; sænkningen steg fra 16 i marts og 17 i april til 47 i maj, dels var produktionen på amerikanske værfter ved at nå sit højdepunkt, således at de allierede planlæggere nu kunne konstatere, at 
»All the ground forces required can be made available
... all the naval forces required can be made available« (GS IV p. 451) 

I slutningen af maj umiddelbart efter Washington-konferencen fløj Churchill, Brooke og Marshall til Algier for at konferere med Eisenhower. Selv om det i det vedtagne direktiv var overladt Eisenhower at foreslå, hvad man skulle gøre efter Sicilien, var Churchill allerede nu - som han senere skrev »determined to obtain before leaving Africa the decision to invade Italy should Sicily be taken«. (GS IV p. 497). Dette Churchills faste standpunkt førte til en fornyet spændt situation mellem de to vestallierede, som endte - uden at vi her skal komme ind på detaljerne i hændelsesforløbet - med beslutningen om at invadere det italienske fastland.
Den I. Quebec-konference
Som aftalt allerede under Trident-konferencen i Washington i maj, skulle der i løbet af få måneder afholdes endnu en konference til revision af planerne i lyset af opnåede resultater. 
Denne konference indledtes den 15 august 43 i Quebec. Debatten om strategien i Europa fulgte det samme mønster som tidligere. Englænderne var optaget af at binde flest mulige tyske styrker andetsteds, forinden man iværksatte en invasion i NV-Europa, og amerikanerne var mistænksomme overfor ethvert forslag af denne art, som de betragtede mere som et politisk spil, beregnet for sikring af en magtbalance i Europa, når krigen var slut; en politik som var uden amerikansk interesse. Som Marshall udtrykte det: »in the Mediterranean political consequenses were the goal, whereas Overlord was an aggressive offensive action that would accomplish military results by itself from its inception.« (GS IV p. 561).
De engelske repræsentanter benyttede sejlturen på Queen Mary over Atlanten til at gøre sig deres opfattelse af situationen klar, og den var i virkeligheden meget forskellig fra, hvad amerikanerne frygtede, og hvad den amerikanske krigsminister Henry L. Stimson havde indberettet efter et besøg i London i løbet af sommeren.
Det bør dog bemærkes, at Churchills entusiasme for en landsætning i NV-Europa var dalet siden årets begyndelse, da han havde presset på overfor sine afvisende stabschefer for at få den gennemført.
Denne ændring var imidlertid næppe et resultat af et Passchendale- eller Dunkirk-kompleks, som Stimson mente, men en følge af den ændring i situationen, som åbnede nye muligheder for Churchill. Han så operationer i fortsættelse af Husky, hverken som led i en udmattelsesstrategi eller soin politisk motiverede træk, men som en opportunistisk mulighed for at nå hurtige og afgørende resultater. Hans militære rådgivere, og her først og fremmest general Brooke, delte ikke denne opfattelse. (GS IV p. 565). Han var ikke villig til at opgive Overlord til fordel for maximal udvidelse af operationerne i Middelhavet. For ham var det ikke et spørgsmål om et »enten-eller, men om et »både-og«, hvor operationerne i Middelhavsområdet skulle skabe de forudsætninger, som betingede, at Overlord overhovedet kunne gennemføres. Han troede ikke, som Marshall og hans rådgivere, at en Clausewitz’sk koncentration af overlegen styrke på det afgørende punkt ville sikre, at tyskerne ikke ville kunne samle den tilstrækkelige styrke til at kaste de indledningsvise landsatte allierede styrker i havet igen. 
»Var Churchills motiver for at presse på med operationer i Middelhavet i nogen grad romantiske, så var general Brookes køligt professionelle«, skriver professor Mich. Howard. Efter at disse tilbagevendende stridsspørgsmål igen var gennemdrøftet, endte Quadrantk-onferencen imidlertid med, at beslutningerne vedr. den europæiske krigsskueplads, som var vedtaget på Trwfent-konferencen, blev bekræftet, men nu i lyset af en detaljeret analyse af forudsætningerne for Overlord, således som de nu forelå.
Langt sværere var det at nå til enighed om en fælles strategi for Fjernøsten, hvor en række endnu ukendte faktorer spillede en væsentlig rolle. Den afsluttende rapport af 24 aug 43 fastslog, at gennemførelse af Overlord stadig var de allieredes primære opgave, men at operationer i luften og i Middelhavet skulle skabe de bedst mulige betingelser for denne gennemførelse. 
I juni 43 havde det på grund af tabene som følge af det tyske jager- forsvar været nødvendigt at ændre prioriteringen for mål i bombeoffensiven mod Tyskland, således at flyindustrien fik prioritet fremfor den under Casablanca-konferencen opstillede mål-prioritering. Denne prioritering fastholdtes nu, og det hedder om Overlord herefter bl.a.: 
11.
(a) Denne operation vil være den amerikansk-engelske primære land- og luftindsats mod Aksemagterne i Europa. (Target date 1 maj 1944).
(b) Der skal gennemføres en afbalanceret opbygning af land- og flystyrker for Overlord og en kontinuerlig planlægning for og vedligeholdelse af disse styrker til rådighed i England parat til at drage fordel af enhver situation, som vil muliggøre en opportunistisk overførsel til Frankrig.
(c) I forholdet mellem operation Overlord og operationerne i Middelhavsområdet, vil - hvor der er mangler - de rådige ressourcer blive fordelt og anvendt med det hovedformål at sikre gennemførelse af Overlord.
12. Vi har godkendt general Morgans skitseplan for Overlord og autoriseret ham til at fortsætte med detailplanlægning og forberedelser.
15. Offensive operationer mod Syd-Frankrig (omfattende anvendelse af trænede og udrustede franske styrker) skal gennemføres til etablering af et baseområde i Toulon-Marseille-området og til videreførelse af operationer mod N m.h.p. at danne en diversion i forbindelse med Overlord. 
Vi kan imidlertid ikke forlade Quadrant-konferencen i Quebec uden at nævne, at der her også blev taget beslutninger, som ikke fremgår af konference-referaterne. Det drejer sig om den såkaldte Quebec-Agreement, underskrevet af præsident Roosevelt og premierminister Churchill. Den fastlagde procedurer for inter-allieret samarbejde med henblik på videnskabelig forskning og industriel produktion. Det var disse aftaler, som førte til produktion og anvendelse af den første atombombe. 
Med Quadrantk- onferencen var grundlaget for videreførelsen af planlægningen af Overlord blevet fastlagt. Tilbage stod dog endnu et omfattende stabsarbejde, der skulle bringe klarhed over et utal af problemer, hvoraf fremskaffelse af det tilstrækkelige antal speci alfortøj er ikke hørte til de mindste. Om dette hedder det således bl.a. i en rapport fra the Ministry of Production i aug. 43 (GS IV, p. 36-37):
Manglen på landgangsfartøjer og besætninger står nu og vil sandsynligvis også i foråret og den tidlige sommer 1944 stå mellem os og en landing i NV-Europa, skønt alt andet materiel er til rådighed.
Også et andet væsentligt spørgsmål stod tilbage, nemlig udpegningen af en allieret øverstkommanderende. Dette problem løstes endeligt på Cairo-konferencen, da præsident Roosevelt den 6 dec meddelte sin beslutning om at udpege Eisenhower til posten (GS IV, p. 200). 
Forinden havde amerikanske og britiske ledere indledningsvis endnu engang været gennem alle krigens problemer under Cairo-konferencens første del fra 22-28 nov og derefter fra 28 nov-1 dec drøftet dem med Stalin i Teheran for nu i en atmosfære af harmoni at fastlægge de endelige detaljer.
Harmonien fremgår af konference-referatets sidste bemærkninger:
Sir Alan Broke said he would like to express on behalf of the British Chiefs of Staff their deep gratitude for the way in which the United States Chiefs had met their views . . .« General Marshall said he very much appreciated Sir Alan Brooke’s gracious tributes . . .«
 
Litteratur:
History of the Second World War, Grand Strategy-serien (GS). Her Majesty’s Stationery Office. - Hovedparten af anvendte citater er hentet herfra.
US Army in World War II. The War department Strategic Planning for Coalition War 1941-1942 Strategic Planning for Coalition War 1943-1944.
Winston Churchill: The Second World War. Cassel. London.
Arthur Bryant: The Turn of the Tide og Triumph in the West, Collins, London 1957.
Rob. Payne: General Marshall. Will. Heinemann Ltd. London 1952.
Chester Wilmot: The Struggle for Europe. Collins. London 1952.
Dwight D. Eisenhower: Crusade in Europe. Doubleday & Co. 1948.

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_103_aargang_jun.pdf
 

 

 

Litteraturliste

Del: