Kina og sameksistens

Anmeldt af Liselotte Odgaard

Udgivet af Woodrow Wilson Center Press 2012. 242 sider. Pris: US $45.00 hardback.

Foto: Saxo.com

Om det gælder EU’s gældskrise, globale klimaforandringer, reformer af internationale institutioner og regelsæt eller internationale sikkerhedspolitiske konflikter som Syrien og Iran, så rettes den internationale opmærksomhed i stigende grad mod Beijing med forventning om, at Kina vil spille en konstruktiv og aktiv stormagtsrolle. De senere år har imidlertid vist, at de kinesiske ledere sjældent opfatter sådanne udfordringer og konflikter, herunder særligt hvordan de bør håndteres og løses, på samme måde som vi gør i Vesten. Mere generelt har Beijing en anden opfattelse af, hvad det indebærer at være en stormagt. Derfor bliver forventningen fra Vesten, ført an af USA, sjældent indfriet, hvilket leder til kritik af Kina og videre til stigende spænding og gensidig mistillid. En måde at modvirke denne udvikling på er at øge forståelsen af Kinas opfattelse af og tilgang til det internationale system og egen rolle heri samt af det grundlag, hvor ud fra Beijing agerer i international politik. Det er en afgørende udfordring for politikere, diplomater og forskere i international politik i Vesten i disse år, og det må også ses som det primære udgangspunkt for bogen ‘China and Coexistence’ skrevet af Liselotte Odgaard. Det angives således indledningsvist, at bogen har til formål at ‘Make Sence of China’s National Security Strategy’ ved analyse af baggrund, såvel teoretisk som historisk, indhold og udvikling af Kinas nationale sikkerhedsstrategi. Dette forekommer meget ambitiøst i sig selv.

Det står imidlertid hurtigt klart, at bogen vil mere end det, og det er både dens styrke og svaghed. Om interessen er i kinesisk indenrigspolitik, kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik og de gensidige påvirkninger mellem disse, i den sikkerhedspolitiske udvikling i Asien, i udviklingen i forholdet mellem Kina og USA, i USA’s muligheder for at fastholde det unipolære system, i udviklingen af de(n) internationale ordner/orden, i opstigende stormagter som historisk fænomen eller i international politik teorier og metoder, så er der noget at hente og tænke over i denne bog. Det er en interessant og tankevækkende bog, som dog kræver en del af læseren.  

For at analysere baggrunden for Kinas nationale sikkerhedsstrategi må fokus rettes mod kinesisk kultur og historie, og der er meget at tage fat i med Kinas rige kultur og lange historie. Odgaard tager fat i ‘fredelig sameksistens’ (‘peaceful coexistence’) begrebet, der umiddelbart kan fremstå som blot et blandt mange brede ‘slogans’ i kinesiske officielle taler og dokumenter vedrørende Kina og international politik, som primært har til formål at ‘sælge’ Kinas opstigen som en gevinst for udviklingen i det internationale system. Det indgår herved i Kinas bestræbelser siden starten af 1990erne på at fremstille Kinas opstigen som en ‘fredelig udvikling’ (‘peaceful development’/‘peaceful rise’), hvilket officielt fortsat er overskriften på Kinas udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi. Odgaard afviser imidlertid, at ‘fredelig sameksistens’ er ren kinesisk propaganda. Det skal tages seriøst og er ifølge Odgaard et kernebegreb i kinesisk strategisk tænkning, som siden begrebets introduktion under overskriften ‘fem principper for fredelig sameksistens’ ved topmødet for de alliancefrie lande i 1953 sammen med nationalisme har ligget til grund for Beijings nationale sikkerhedsstrategi. De fem principper er gensidig respekt for suverænitet og territorial ukrænkelighed, gensidig ikke-aggression, ikke-indblanding i andre landes interne anliggende, lighed og gensidige fordele, og fredelig sameksistens. Mere specifikt argumenterer Odgaard for, at ‘fredelig sameksistens’ begrebet siden 1990erne er kommet til at udgøre det primære grundlag for Beijings forsøg på at influere det internationale system på en måde, hvorpå Kina kan få større magt og indflydelse samt varetage kinesiske interesser uden at udøve militært eller økonomisk pres. Odgaard identificerer nemlig Kina som en opstigende stormagt, der siden 1990erne har bevæget sig op på stormagtsniveau, men som endnu ikke er i stand til at forsvare denne position ved brug af økonomiske og militære midler, og netop derfor er en strategi baseret på ‘fredelig sameksistens’ blevet så central for Beijing. Ydermere fremhæver Odgaard, hvordan ‘fredelig sameksistens’ fortsat i dag indeholder Beijings bud på den ønskede udvikling i forholdet mellem stater og i det internationale system med kinesisk fokus på suverænitet, gensidig respekt og lighed mellem stater og prioriteringen af koordination og kompromis vedrørende konflikthåndtering- og løsning med brug af ikke-militære midler som overtalelse og forhandling snarere end tvang og straf – jævnfør ‘de fem principper for fredelig sameksistens’ ovenfor. Samlet præsenterer Odgaard dette som Beijings alternativ til den USA-dominerede internationale orden. ‘Fredelig sameksistens’ er iflg. Odgaard derfor helt centralt i Kinas internationale udsyn og nationale sikkerhedsstrategi, men der findes i litteraturen begrænset analyse af dette. Odgaard bestræber sig derfor på at analysere ‘fredelig sameksistens’ begrebet – dets historiske og teoretiske udvikling samt hvordan det udmønter sig i praksis i den kinesiske udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Som antydet ovenfor, præsenteres der i bogen adskillige interessante – og tankevækkende – argumenter, og det er svært at identificere et enkelt hovedargument. Det mest gennemgående argument i bogen synes imidlertid at være, at Kina med ‘fredelig sameksistens’ præsenterer et alternativ, som udfordrer den USA-dominerede internationale orden, og dette på trods af, at Kina fortsat ikke besidder den økonomiske og militære styrke, som sikrer Kina en stormagtsposition på linje med USA. Beijing har således med en strategi baseret på ‘fredelig sameksistens’ succes med at opstille sin egen alternative internationale orden og sikre Beijing større magt og indflydelse uden brug af økonomisk og militær pres og tvang. Kinas førte udenrigs- og sikkerhedspolitik er imidlertid et resultat af en kontant dialog mellem ‘fredelig sameksistens’ og nationalisme, og i de tilfælde, hvor nationalismen er dominerende, undermineres Kinas strategi baseret på ‘fredelig sameksistens’ og dens tiltrækningskraft i forhold til andre lande. Nationalisme har ifølge Odgaard været et fast element af Kinas nationale sikkerhedsstrategi siden Opiumskrigene, hvor Kina var offer for vestlig imperialisme og den kinesiske civilisation blev truet. Perioden fra 1839 til 1949, der i Kina omtales som ‘100 års ydmygelser’, er forbundet med stærke følelser af uretfærdighed og skam og står centralt i den kinesiske nationale bevidsthed. At gøre op med denne fortidens ydmygelser og uretfærdigheder og genvinde tidligere tiders storhed og territorium er således også en central drivkraft bag Kinas nationale sikkerhedsstrategi og udmøntes i varierende grad i kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitisk adfærd. Denne kontante dialog mellem ‘fredelig sameksistens’ og nationalisme er ifølge Odgaard en vigtig forklaring på den noget ujævne og forskelligartede kinesiske udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det er imidlertid ikke kun nationalismen, som underminerer Kinas strategi baseret på ‘fredelig sameksistens’. Denne undermineres også af det kinesiske indenrigspolitiske system – den kinesiske stat-samfundsmodel – som ifølge Odgaard bygger på tvang, og hvor det overordnede hensyn altid er at sikre regimets – kommunistpartiets – sikkerhed og magtmonopol. Dette medfører yderligere, at Kinas nationale sikkerhedsstrategi reelt bliver indenrigspolitisk fokuseret og at skellet mellem kinesisk indenrigspolitik og kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik udviskes.

Strukturen i bogen er, at der i kapitel 1 gives en introduktion med grundig diskussion og definition af centrale begreber samt udførlig præsentation og diskussion af den anvendte metode og struktur. I kapitel 2 og kapitel 3 følger en gennemgang og diskussion af teoretiske, historiske og strategiske tilgange og alternativer til Kinas strategi baseret på ‘fredelig sameksistens’. Her introduceres en ny benævnelse – ‘sameksistens’ strategien – som Odgaard præsenterer som den foretrukne strategi for opstigende stormagter, som endnu ikke besidder den tilstrækkelige økonomiske og militære styrke. Kina er et eksempel på en sådan opstigende stormagt. Bemærk, at her ændres strategien baseret på ‘fredelig sameksistens’ til ‘sameksistens’ strategien og går fra at være en særlig kinesisk strategi – resultat af kinesisk kultur og historie – til en typisk strategi for opstigende stormagter – resultat af den pågældende stats relative position i det internationale system. Som det uddybes nedenfor, afspejler denne ændring en grundlæggende spænding og uklarhed i forhold til, hvad der reelt er bogens overordnede sigte. I kapitel 3 foretages yderligere fire historiske casestudier af denne særlige type opstigende stormagter i det 19. og 20. århundrede (Østrig, Preussen, Storbritannien og Sovjetunionen), som med varierende succes har implementeret en ‘sameksistens’ strategi. Disse historiske casestudier munder ud i opstillingen af en typologi af faktorer, som afgør graden af succes i implementeringen af en ‘sameksistens’ strategi. Typologien består af fire dikotome variabler, som er (1) demonstreret villighed til at prioritere international fred og stabilitet over egne snævre nationale interesser, (2) har støtte til ens version af den internationale orden fra en majoritet af de øvrige stater i det internationale system, (3) har en strategisk partner med økonomisk og militær stormagtsstyrke, som kan assistere i håndteringen af den internationale orden, og (4) har indenrigspolitisk en stat-samfundsmodel, som bygger på overtalelse, ikke tvang, for fastholdelse af politisk autoritet. Alle fire variabler skal vise en positiv værdi og udgør sammen betingelserne for en succesful implementering af en ‘sameksistens’ strategi, hvor Odgaard definerer ‘succes’ som evnen til at fastsætte – via påvirkning af den internationale orden – de udenrigspolitiske valg tilgængelige for andre stater. Denne typologi anvendes til at vurdere graden af succes – så vidt og i fremtiden – af Kinas brug af en strategi baseret på ‘fredelig sameksistens’. I kapitel 4, 5, og 6 følger dog først analyser af cases knyttet til kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik de seneste to årtier. Dette for at identificere ligheder i Beijings tilgang til internationalt diplomati, konflikthåndtering- og løsning, internationalt accepterede institutioner og regelsæt samt udfordringer af egen politisk autoritet og legitimitet over de forskellige cases og dernæst diskutere dette i forhold til Kinas strategi baseret på ‘fredelig sameksistens’. Den overordnede hensigt er at blive i stand til at vurdere graden, hvormed Beijing anvender en ‘sameksistens’ strategi, og derefter altså graden af succes, som Beijing har med dette. I kapitel 4 er fokus på Beijings håndtering og løsning af Kinas grænsestridigheder, som ifølge Odgaard er tættest knyttet til kinesisk nationalisme og derfor forventes umiddelbart, at ‘fredelig sameksistens’ tilgangen har mindre vægt i dialogen mellem ‘fredelig sameksistens’ og nationalisme. De valgte cases er Kinas grænsestridigheder i Det Sydkinesiske Hav samt Kinas grænsestridigheder med Sovjet/Rusland og Indien. Kapitlet viser, at Beijing har haft relativ stor succes med at øge Kinas indflydelse og kontrol samtidig med, at relationerne til Kinas nabolande er blevet forbedret. Dette primært fordi Beijing har anlagt en pragmatisk og proaktiv tilgang, har været villig til at nedprioritere snævre nationale interesser og ikke udnyttet de asymmetriske magtrelationer i forhold til nabolandene.

Kapitel 5 fokuserer på analyse af Kinas strategier – diplomati – i FN’s Sikkerhedsråd for at vurdere graden, hvormed Kina gør brug af ‘sameksistens’, særligt hvad Odgaard kalder ‘konferencediplomati’, i Beijings tilpasning til – og forsøg på påvirkning af – internationalt accepterede institutioner og regelsæt. Særligt rettes fokus på Kinas diplomatiske adfærd i FN’s Sikkerhedsråd i forhold til konflikterne i Iran, Sudan og Myanmar. Ifølge Odgaard er FN’s Sikkerhedsråd en platform for Kina til at demonstrere, at Beijings forfølgelse af nationale interesser er forankret – og således ikke bryder med – internationalt accepterede institutioner og regelsæt og ikke modarbejder sikring af international fred og sikkerhed. Kapitlet viser, hvordan Beijing, særligt i forhold til udviklingslandene, har succes med at præsentere et alternativ med en konflikthåndterings- og løsningstilgang, der prioriterer ikke-militære midler som overtalelse og forhandling. Ligeledes indeholder Beijings alternativ et fokus på at styrke regionalisering og specialisering af autoritet i forhold til at vurdere og håndtere trusler og konflikter. Institutioner og organisationer som for eksempel Den Afrikanske Union og Det Internationale Atom-agentur skal således spille en større rolle ifølge Beijing. Med dette alternativ bliver Kina ifølge Odgaard en ‘maker’ snarere end en ‘taker’ i forhold til den internationale orden.

Herefter tager kapitel 6 fat i, hvad Odgaard benævner Kinas ‘legitimitetspolitik’, hvor fokus er på Beijings politik i forhold til Taiwan, Xinjiang og Japan. Hensigten er at vurdere, hvordan Beijing håndterer nationalistiske, etnisk-religiøse og eksterne udfordringer af de kinesiske lederes – kommunistpartiets – politiske autoritet og legitimitet. Andetsteds er hensigten med kapitel 6 formuleret som at blive i stand til at vurdere graden, hvormed Beijing anvender ‘fredelig sameksistens’ for at etablere international enighed om fælles definitioner af legitim politisk autoritet. Det er svært at blive helt klar på, hvordan Odgaard har tænkt kapitel 6, herunder særligt inddragelsen af Japan som en ekstern udfordring for de kinesiske lederes politiske autoritet og legitimitet, ind i forhold til analysens overordnede fokus på at vurdere graden af Beijings succes med implementeringen af en (national sikkerheds-) strategi baseret på ‘fredelig sameksistens’. I Beijing indebærer principperne om suverænitet og territorial ukrænkelighed ifølge Odgaard, at regeringer har ret til at anvende militære midler mod grupper og borgere, som truer deres eksistens, og de kinesiske ledere fastholder således selv retten til at anvende militære midler for at modvirke løsrivelses- og uafhængighedsbevægelser indenfor Kinas grænser. Dette er særligt aktuelt i forhold til, hvad der i Beijing opfattes som de to kinesiske provinser, Taiwan og Xinjiang. Ifølge Odgaard udgør Taiwan og Xinjiang således de to vigtigste indenrigspolitiske udfordringer for de kinesiske lederes politiske autoritet og legitimitet, og Japan er den vigtigste eksterne udfordring. Det, der imidlertid savnes, er et stærkere link og argumentation mellem for det første de kinesiske lederes håndtering af løsrivelses- og uafhængighedsbevægelser i Taiwan og Xinjiang samt Kinas Japan-politik og så udfordringer for de kinesiske lederes politiske autoritet og legitimitet. For det andet, hvordan de kinesiske lederes bekymringer i forhold til fastholdelse af deres politiske autoritet og legitimitet er knyttet til udviklingen i Kinas nationale sikkerhedspolitiske strategi og i kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Her har Odgaard i bogens konklusion en interessant diskussion af udviklinger i forholdet mellem de kinesiske ledere og det kinesiske samfund, herunder hvordan de kinesiske lederes legitimitet med den økonomiske reformproces i Kina har udviklet sig til en slags ‘performance’-legitimitet, som primært er bundet op på de kinesiske lederes evne til at sikre fortsat økonomisk vækst og fremgang for den kinesiske befolkning samt et mere retfærdigt kinesisk system, og hvordan dette videre forudsætter sikring af regional og international fred og stabilitet, så Beijing kan sikre de nødvendige stabile handelsrelationer, udenlandske investeringer, import af olie- og naturressourcer mv. Kinas voksende økonomiske interesser, aktiviteter og tilstedeværelse i hele verden er således også en konsekvens af dette fokus hos de kinesiske ledere på at sikre fortsat økonomisk vækst i Kina og dermed egen legitimitet. Dette synes at udgøre et stærkere link, som Odgaard også skriver i konklusionen, til udviklingen i Kinas nationale sikkerhedsstrategi og i kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik, som derved også får som formål at sikre de ovenfor nævnte forudsætninger for fortsat økonomisk vækst i Kina. Odgaards sammenfatning af kapitel 6 er, at Beijings ‘legitimitetspolitik’ ikke er baseret på ‘fredelig sameksistens’ men i stedet på en nationalistisk tankegang, hvor Beijing har ret til at udøve lederskab over den kinesiske nation – det kinesiske folk og Kinas territorium – og hvor det opfattes som legitimt at anvende tvang mod dem, som udfordrer dette.

Kapitel 7 udgør bogens konklusion, men indeholder herudover også adskillige interessante diskussioner, som ikke synes berørt tidligere i bogen. Konklusionen er, at Kinas nationale sikkerhedsstrategi på den ene side indeholder en ‘fredelig sameksistens’ tilgang til diplomati og konflikthåndtering- og løsning, men på den anden side også indeholder en nationalistisk tilgang, som retfærdiggør brugen af tvang, hvis, hvad der opfattes som, Beijings legitime interesser og territorium trues. ‘Fredelig sameksistens’ tilgangen har de seneste to årtier domineret Beijings nationale sikkerhedsstrategi, hvilket har sikret en vis opbakning til Kina og det kinesiske alternativ til indretningen af den internationale orden fra særligt udviklingslandene, som dog også fortsat viser støtte til den eksisterende USA-dominerede internationale orden. Derfor er resultatet, hvad Odgaard kalder en ‘in-between order’, som gennemsyrer alle større internationale sikkerheds-sektorer og regioner. Der er således ikke en international orden, og en konsekvens heraf er, at trusler og konflikter ofte håndteres ved udviklingen af ad hoc rammer for konflikthåndtering- og løsning, hvor deltagerkreds og regelsæt bestemmes på en ‘trial-and error’ basis. Afslutningsvist pointerer Odgaard, at når Kina bliver stærk nok, så vil Beijing gå helt væk fra ‘fredelig sameksistens’ tilgangen til fordel for, hvad Odgaard kalder en typisk stormagtsstrategi baseret på tvang, hvor Beijing vil gøre alt for at opnå, hvad der i Kina opfattes som kinesiske interesser og territorium. Her præsenterer Odgaard således Kinas strategi baseret på ‘fredelig sameksistens’ som et taktisk instrument, hvormed Beijing kan vinde tid til at opbygge egen relative økonomiske og militære styrke, mens den i indledningen overvejende præsenteres som resultat af kinesisk kultur og historie – indenrigspolitiske og internationale erfaringer og påvirkninger – og udviklet over lang tid. Hvis det sidste er tilfældet, er det vel ikke at forvente, at den så let kan/vil blive forkastet. Dette afspejler atter en vis spænding og uklarhed i forhold til, hvad der reelt er bogens overordnede sigte – jævnfør nedenfor.

Som det fremgår af ovenstående, er ‘China and Coexistence’ et meget ambitiøst projekt, som bringer Odgaard – og læseren – vidt omkring fra detaljerede diskussioner af international politik disciplinen og forskellige international politik teorier og metoder over historiske casestudier af opstigende stormagter i det 19. og 20. århundrede til analyser af udviklingen i Kinas nationale sikkerhedsstrategi og i kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik de seneste to årtier igen med inddragelse af adskillige casestudier til de afsluttende diskussioner af forholdet mellem udviklinger i kinesisk indenrigspolitik og kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik og af udviklingen af de(n) internationale ordner/orden. Der ligger uden tvivl et meget omfangsrigt og grundigt stykke forskning bag, men det er svært for Odgaard – og læseren – at holde fokus og overblik gennem bogen. Dette besværliggøres yderligere af, at der allerede indledningsvis opstår en vis spænding og uklarhed i forhold til, hvad der er bogens overordnede sigte – er det, som det først fremgår, en analyse af Kina og Kinas nationale sikkerhedsstrategi, hvor ‘fredelig sameksistens’ er det centrale begreb at tage fat i? Eller er det snarere, som det senere i indledningen også angives, en analyse og vurdering af ‘sameksistens’ som en national sikkerhedsstrategi for opstigende stormagter, som endnu ikke besidder tilstrækkelig økonomisk og militær styrke, hvor Kina blot er et eksempel, og hvor der sigtes på at udvikle og måske endda også teste en teori udviklet af Odgaard baseret på de historiske casestudier i bogens indledende kapitler. Begge er interessante og relevante formål, men spørgsmålet er, om de med fordel ikke skulle have hver deres bog. Måske i anerkendelse af dette, opfordrer Odgaard således også læsere, som primært har interesse i Kina, til at springe kapitel 2 og 3 over, men det vil være at foretrække, at Odgaard gjorde klart, hvordan bogen forholder sig til – og skal placeres i forhold til – debatten mellem Kinastudier/områdestudier, der overvejende argumenterer for, at Kina er unik og derfor finder, at historiske analogier vedrørende opstigende stormagter ikke har stor anvendelse i analyser af Kinas opstigen, og disciplinære studier/international politik teorier, herunder særligt neo-realisme, der overvejende argumenterer for, at Kina vil agere som enhver anden opstigende stormagt.

Det øger uklarheden, at Odgaard ikke er konsistent i definitioner af vigtige begreber og variabler. For eksempel har de fire variable i typologien, som indeholder betingelserne for en succesful implementering af en ‘sameksistens’ strategi, ikke samme definition eller indhold i bogens indledning og konklusion – er der for eksempel tale om villighed til at prioritere international fred og stabilitet, som det angives i indledningen, og/eller ens program for den internationale orden, som det angives i konklusionen? Det fordrer ikke nødvendigvis den samme sikkerhedspolitiske strategi og adfærd fra den opstigende stormagt/Kina. Brugen af begrebet ‘strategi’ bidrager yderligere til uklarheden. Odgaard gør ellers indledningsvist en del ud af at definere begrebet, hvor hun deler strategi op i ‘grand strategy’, ‘security strategy’ og ‘theater strategy’. På trods af dette forbliver det uklart gennem bogen, hvornår der er tale om strategi, som den overordnede plan og vision (‘grand strategi’) og hvornår der er tale om den implementerede strategi og dermed den førte politik (‘theater strategy’) og hvordan Odgaards understregning af strategi som en proces spiller ind i forhold til dette, samt hvilken rolle Odgaard ser ‘sameksistens/fredelig sameksistens’ – i dialog med nationalisme – spille på de forskellige niveauer af strategi. I den sammenhæng er det også forvirrende, at Odgaard karakteriserer ‘sameksistens/fredelig sameksistens’ i flæng som begreb, strategi, tema, policy, tilgang og metode. Som læser får man desværre aldrig helt ‘fat i’, hvordan ‘sameksistens/fredelig sameksistens’ bedst skal forstås og hvordan det relaterer sig til henholdsvis ‘grand strategy’, ‘security strategy’ og ‘theater strategy’ både generelt og specifikt i forhold til Kina.

‘China and Coexistence’ indeholder som angivet ovenfor adskillige interessante argumenter, som udfordrer læseren. Et argument, som især i konklusionen gives meget plads, er, at der i det nuværende internationale system er en ‘in-between order’ med både en amerikansk og en kinesisk version af den internationale orden side om side, og det vil sandsynligvis forblive sådan en rum tid. Det skyldes, at USA og Kina egentlig er godt tilfredse med dette, og at mindre stater, som er afhængig af USA for sikkerhed men afhængig af Kinas alternative internationale orden for at øge deres politiske indflydelse i det internationale system, også er godt tilfredse, idet denne ‘in-between order’ sikrer dem større handlefrihed og indflydelse. Dette sætter tanker i gang. Forstås den nuværende internationale orden bedst som en dobbelt amerikansk/kinesisk international orden? Har Beijing været i stand til – og reelt vist interesse for – at udvikle en alternativ version af den internationale orden, og er Kina fremkommet med et egentligt alternativ til det dominerende amerikanske internationale regel- og værdisæt? Skulle det i så fald være gjort bevidst fra de kinesiske lederes side – formålet har været at udvikle et alternativ – eller er det snarere en (utilsigtet) konsekvens af Kinas styrkede position og indflydelse i det internationale system over de seneste tre-fire årtier? Er de kinesiske ledere ikke stadig primært fokuseret på at tackle de store indenrigspolitiske udfordringer samt øge Kinas relative økonomiske og militære styrke internationalt, også for derved at sikre de kinesiske lederes legitimitet og regimets – kommunistpartiets – sikkerhed og magtmonopol, snarere end at influere den internationale orden for slet ikke at tale om at udvikle en alternativ version af denne? Har Kina været i stand til – og reelt vist interesse for – at udvikle et alternativ til USA’s alliancesystem i Asien, og i så fald hvem er Kinas ‘key strategic partners’? Er Kina reelt en ‘maker’ snarere end en ‘taker’ i forhold til den internationale orden? Den største værdi ved ‘China and Coexistence’ er, at den sætter sådanne tanker i gang og herved udfordrer læseren og de gængse opfattelser af igangværende udviklinger i såvel kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik som i det internationale system.

På trods af, at bogen kommer vidt omkring, savnes der imidlertid mere analyse og diskussion af, hvorvidt der siden 2009/2010 er tale om et mere aggressivt og selvhævdende Kina på den internationale scene. Der synes i den vestlige debat om kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik at være udviklet en form for konsensus om, at dette er tilfældet, og at det primært skyldes, at Beijing i forlængelse af den globale finanskrise, som Kina har klaret væsentligt bedre end de øvrige stormagter, er blevet mere selvsikker og overbevist om egen stigende – og USA’s faldende – magtposition. Her vil det være interessant at få Odgaards vurdering af, hvordan dette passer ind i forhold til Kinas ‘fredelig sameksistens’ tilgang og dens konstante dialog med nationalismen og om hvorvidt en strategi baseret på ‘fredelig sameksistens’ reelt fortsat er den foretrukne strategi i Beijing og i så fald om strategiens succes, som Odgaard argumenterer for, stadig kan fastholdes. Særligt Kinas mindre sydøstasiatiske nabolande har tilsyneladende gradvist mistet tilliden til Beijings forsikringer om Kinas opstigen som en ‘fredelig udvikling’ (‘peaceful development’/‘peaceful rise’) og ‘fredelig sameksistens’ tilgangen, og derfor har flere af disse lande travlt med at styrke alliancer og strategiske partnerskaber med USA samt forbedre deres egne militære styrke. I forlængelse heraf synes det også oplagt at diskutere kinesisk nationalisme nærmere, herunder særligt hvorvidt der er tale om forskellige typer af nationalisme i Kina. I debatten om et mere aggressivt og selvhævdende Kina på den internationale scene betones ofte betydningen af en ‘bottom-up’ nationalisme i Kina, hvor forventninger fra en mere og mere selvsikker og nationalistisk kinesisk befolkning begrænser handlerummet for de kinesiske ledere i udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Ydermere savnes det også, at Odgaard inddrager debatten blandt kinesiske international politik forskere. For eksempel er der blandt kinesiske international politik forskere i disse år en meget livlig debat, om hvorvidt Beijing fortsat skal bestræbe sig på at ‘ligge lavt’ og ikke tage initiativ i det internationale system – jævnfør Deng Xiaoping’s guidelines ¬– og om hvorvidt Beijings insisteren på de traditionelle principper om suverænitet og ikke-indblanding kan og skal fastholdes. Et hovedargument i debatten blandt kinesiske international politik forskere er, at Kina nu er for indflydelsesrig og har udviklet for mange økonomiske, politiske og sikkerhedspolitiske interesser i udviklinger i andre lande og regioner til at ‘ligge lavt’, ikke tage initiativ og insistere på de traditionelle principper – det er reelt ikke muligt og heller ikke gavnligt for kinesiske interesser.   
 
‘China and Coexistence’ udgør samlet et interessant og nyttigt bidrag til litteraturen og debatten om Kinas (gen)opstigen og om udviklingen i kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik samt konsekvenserne heraf for udviklingen i de(n) internationale ordner/orden.
 

Del: