Kavalkade over tre årtier i forskningens tjeneste – i anledning af von Kármán-medaljen 2011

Von Kármán-medaljen 2011. (Foto: J.E. Rasmussen)

Redaktøren har inviteret mig til at skrive et indlæg om arbejdet, som ligger bag tildelingen af NATO RTO’s von Kármán-medalje 2011[1],[2]. Jeg takker for den venlige opfordring og skal i det følgende forsøge at sammenfatte nogle hovedtræk af de emner, jeg har beskæftiget mig med gennem tre årtier ved Forsvaret i forskningens tjeneste.


[1] RTO står for Research and Technology Organization. Efter NATO’s nyligt gennemførte agenturreform er organisationen pr. 1. juli 2012 omdøbt til Science and Technology Organization, STO.

[2] Von Kármán-medaljen tildeles efter følgende retningslinjer: “Eligibility for the von Kármán Medal is limited to those people who have demonstrated exceptional dedication while participating in RTO activities. The recognition may be either for repeated outstanding contributions or for a single notable achievement.

Der var engang en Forskningstjeneste
Det hele startede, da min vejleder ved eksamensprojektet på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) (dengang DTH – Danmarks tekniske Højskole), lektor Jørgen Appel-Hansen, henledte min opmærksomhed på Forsvarets Forskningstjeneste (FOFT), hvor der måske kunne være ansættelsesmuligheder inden for radio-/radarområdet.

Efter telefonisk henvendelse og efterfølgende ansøgning kom jeg til samtale på Østerbrogades Kaserne en eftermiddag i starten af april 1981. Jeg blev vist rundt i de forskellige relevante dele af huset og fandt det hele meget spændende. Efter diverse samtaler sluttede vi af på direktør V.M. Güntelbergs kontor, og inden dagen var omme, var jeg ansat ved FOFT pr. 1. april 1981.

Jeg skylder direktør Güntelberg den allerstørste tak for tilliden og støtten, som jeg nød godt af i hele hans ”regeringstid”, som sluttede, da han valgte at gå på pension i efteråret 1992.

Vilhelm Mogens Güntelberg var en personlighed af de sjældne, og med ham var alle Des – på nær nogle få undtagelser. En af dem var lederen af Fysikområdet, civilingeniør Lars Brock-Nannestad, som jeg ligeledes er umådelig megen tak skyldig i denne sammenhæng.

Arbejdsforholdene ved FOFT var ganske frie, og det skortede ikke på opgaver og udfordringer. Ledelsesmæssigt var der god lydhørhed, og ”den åbne dørs politik” blev praktiseret, uden at man behøvede at skilte med det. Organisatorisk var der i virkeligheden tale om en høj grad af fleksibilitet og indbyggede muligheder for løbende tilpasninger, men moderne tider ramte også FOFT, og reorganisering(er) måtte til.

For nu at gøre en lang historie kort og komme videre med kavalkaden skal jeg nøjes med at citere fra professor Bertel Heurlins artikel ”Militær forskning i Danmark” i Militært Tidsskrift nr. 1 2011: ”I 2006 blev forskningstjenesten endnu en gang ændret og decimeret og endte under forsvarets materieltjeneste. De egentlige forskningsopgaver er hermed ophørt.” – I hvert fald hedder det sig om den nuværende Sektion for Værnsfælles Teknologi og Innovation, at egenforskning kun undtagelsesvis vil blive udført og kun i meget begrænset omfang.

Udbredelsesmålinger og fly-identifikation med ingeniørforstærker
Mit første projekt ved FOFT var ”Hundestedprojektet”, som gik ud på at måle på signalerne fra søgeradaren på Rytterknægten på Bornholm i relation til kommunikation via troposcatter over sådan en blandet udbredelsesvej over vand og land.

I en hytte nær Spodsbjerg Fyr ved Hundested var der installeret modtageudstyr til at registrere signalstyrken døgnet rundt året rundt. Kommunikation via troposcatter er baseret på modtagelse af signaler, der er blevet spredt i turbulente lag i den nederste del af atmosfæren (troposfæren) i en højde på typisk nogle få kilometer. Over en blandet udbredelsesvej som strækningen fra Rytterknægten til Spodsbjerg er der desuden periodevis mulighed for såkaldt duct-udbredelse, hvor en bølgelederagtig udbredelse kan finde sted ved refleksioner i lagdelinger, som eksempelvis kan opstå i forbindelse med temperaturinversioner. I perioder med de rette betingelser for duct-udbredelse er signalniveauet derfor langt højere end i den normale situation, hvor kun de svage troposcatter-signaler kan udnyttes. Projektet indebar mange ture til denne målestation med løbende tilsyn, test og kalibrering m.m.


Hytten i Hundested. (Foto: EK)

I tilknytning til Hundestedprojektet var jeg også involveret i at få implementeret en automatiseret netværksanalysatoropstilling i FOFT’s mikrobølgelaboratorium. Netværksanalysatoren finder bred anvendelse til refleksions- og transmissionsmålinger på komponenter og systemer, og en grundtanke var, at FOFT skulle være i stand til at foretage den type målinger med ”state of the art”-instrumentering.

Til både Hundestedprojektet og mikrobølgelaboratoriet var der behov for automatiserede opstillinger og programmer til analyse og håndtering af data. En hel del af min tid gennem de første år ved FOFT gik med dette, og den hastige udvikling inden for området personlige computere medførte kolossale forbedringer af de til rådighed værende værktøjer.

Kort efter min ansættelse anskaffede vi den første af slagsen ved FOFT. Det var en HP 9826 med HP BASIC som programmeringssprog. Nogle rynkede på næsen over ”basic”-sproget, men det undergik en hastig udvikling i retning af et særdeles brugervenligt og slagkraftigt programmeringssprog, og jeg var meget begejstret for det, suppleret med det mere avancerede sprog PASCAL og senere C, som kom på mode op gennem 1980’erne.

Jeg brugte gerne betegnelsen ingeniørforstærker om denne maskine, og den var i disse cirkler nok noget i retning af, hvad den første traktor var for Far inden for landbruget.

Elektronisk krig med stort kørekort og lille computer
Nogle af mine kolleger ved FOFT – James D. Titley (modtager af von Kármán-medaljen i 2006) og Niels Jørgen Rav-Petersen (fungerende chef for FOFT forud for lukningen i 2006) beskæftigede sig med elektronisk krigsførelse i relation til flyvevåbnets systemer og ønskede i 1983 at gennemføre målinger på radarsignaler i Oksbølområdet under Flyvevåbnets årlige Tactical Fighter Weaponry-øvelse (TFW). I stedet for at benytte en større computer med tilhørende større programpakke, som var udviklet til mere generel brug i forbindelse med opsamling og analyse af tidsseriedata, havde man et godt øje til det mere kompakte system, jeg benyttede med specialudviklede programmer. Sidstnævnte havde den store fordel, at man let selv kunne modificere og tilpasse programmerne uden hver gang at skulle gennem en centraliseret softwareopdatering.

Denne opgave var jeg helt med på, og det var ganske spændende at skulle på sin første udrykning af denne art. Forinden måtte jeg dog lige have erhvervet det store kørekort, idet FOFT’s vogntog til måleture (med den store computer installeret i en campingvogn) krævede kørekort til lastvogn med anhænger. Det store kort kom i hus kort efter sankthans, og i slutningen af august gik turen til Oksbøl. Det blev af adskillige årsager en uforglemmelig tur. Som kuriosum kan nævnes, at turen efterfølgende inspirerede til ”Notat vedrørende personlige computere contra centrale systemer”, dateret 8. december 1983. Det viste foto fra turen blev benyttet som illustration.

Vedr. PC contra PMV. (Foto: N.J. Rav-Petersen)

Deltagelse i NATO-gruppe vedrørende identifikation af fly
Senere i 1983 startede en studiegruppe under NATO DRG (Defence Research Group) vedrørende identifikation af fly ved hjælp af radar. Det første egentlige møde i denne gruppe blev afholdt ved NATO HQ i Bruxelles i april 1984, og jeg var udset til at være dansk repræsentant i gruppen.

De forskellige landes repræsentanter præsenterede de respektive nationale aktiviteter, og jeg blev specielt interesseret i arbejdet med polarimetrisk radar ved NATO’s Shape Technical Centre i Haag, Holland (det nuværende NATO Communications and Information (NCI) Agency). Min interesse for udnyttelse af polarisationen i radarsystemer med høj opløsning øgedes, efterhånden som jeg fik større indsigt i emnet, og det kunne måske opfattes som en slags missionsvirksomhed, når jeg argumenterede for i højere grad at fokusere på disse aspekter i det videre arbejde i studiegruppen. Langtfra alle delte begejstringen, og sådan blev det faktisk ved, selv om der samtidig fandt en rivende udvikling sted inden for området, når det gjaldt civile systemer. 

NATO-gruppen koncentrerede sig efter den første fase om den såkaldte JEM-teknik, som udnytter flyenes ”JEM lines” (Jet Engine Modulation), og i relation hertil forestod jeg også gennemførelsen af en serie målinger i nationalt regi. Der er her tale om den modulation, som jet-turbinernes roterende dele introducerer i Doppler-spektret. På grundlag heraf kan man bestemme omdrejningstallet og antallet af blade på de første sæt af rotorblade. I første omgang udførte vi målinger med illuminatorradaren i Hawk missilsystemet, den såkaldte High-Powered Illuminator Radar (HIPIR), som var en CW-radar (Continuous Wave) med en frekvens på cirka 10 GHz. Den pågældende radar var velegnet til måling af Doppler-spektre, og Doppler-signalet var faktisk også umiddelbart tilgængeligt i form af et audiosignal. Den trænede operatør kunne på grundlag heraf genkende mange flytyper, herunder helikoptere, ud fra den karakteristiske modulation i det reflekterede radarsignal. Det var så at sige en automatiseret version af denne genkendelsesproces, man ønskede at få implementeret.

Trial TIME 1989
Visse amerikanske systemer af denne type fandtes i virkeligheden allerede, men for at skaffe sig nærmere kendskab til teknologien var det nødvendigt selv at indhente viden og erfaring, eftersom der var tale om højt klassificerede systemer. NATO-gruppen var i den sammenhæng et glimrende forum for udveksling af informationer og gennemførelse af fælles forsøg. Herigennem kunne såvel små som store nationer bidrage til at tilvejebringe et fælles datagrundlag, således at de enkelte nationer ikke behøvede at frigive deres allerede eksisterende, sensitive data.

Et eksempel på en sådan fælles dataindsamling var Trial TIME, som blev gennemført i Greding, Tyskland, i april 1989 af den nævnte gruppe vedrørende identifikation af fly. Formålet hermed var at indsamle et solidt eksperimentelt grundlag for en grundig undersøgelse af JEM-teknikkens muligheder og svagheder. En af de mulige svagheder var muligheden for at udstyre fly med falske JEM-linjer.

Jeg deltog som eneste danske deltager i Trial TIME med det kompakte dataopsamlingssystem som supplement til det større anlagte system, der blev stillet til rådighed af de tyske deltagere. Desuden bidrog jeg/vi med en såkaldt transponder til kalibrering af radaren såvel som en mere kompleks transponder, som blev fløjet på tre forskellige fly til generering af falske linjer i JEM-spektrene. Efterfølgende kunne jeg forholdsvis hurtigt præsentere rapporten ”Catalog of selected JEM signatures recorded on DDRE recording facility during Trial TIME, 3-28 April 1989 at WTD-81, Greding, Germany”, DDRE N-7/1989 (NS). Rapporten fik en meget positiv modtagelse og blev inkluderet i sin helhed i den senere, samlede rapport fra gruppen.

Stud.lic.techn.
I løbet af 1985-86 modnedes tankerne om at påbegynde et ph.d.-studium – eller et licentiatstudium, som det stadig hed dengang. Forehavendet blev godkendt af FOFT’s ledelse, og som vejledere ved DTU blev tilknyttet lektor (senere professor) Erik Lintz Christensen og forskningsprofessor Søren Nørvang Madsen på Elektromagnetisk Institut (EMI), som på det pågældende tidspunkt var i fuld gang med opbygning af et avanceret flybårent radarsystem, EMISAR, til radarafbildning fra luften med høj opløsning.

SAR står for syntetisk apertur-radar, som er en avanceret type radar, hvormed det er muligt at foretage afbildning med høj opløsning. Princippet er baseret på udnyttelse af den relative bevægelse mellem radar og mål, idet forskellige dele af et belyst område vil udvise (lidt) forskellige Doppler-forskydninger og derfor kunne adskilles ved en tilstrækkelig høj frekvensopløsning, svarende til en tilstrækkelig lang observationstid. Kort fortalt syntetiseres en meget lang antenne ved at sammenfase målinger fra hele den periode, et mål er inden for den fysiske antennes strålebredde under overflyvningen.

Licentiatstudiet påbegyndtes i 1987, og som led i den første del af projektet indgik deltagelse i et kursus om polarimetrisk radar ved Georgia Institute of Technology, Atlanta, GA, USA, i oktober 1987. Koordinator for kurset var Dr. William A. Holm fra Georgia Tech Research Institute (GTRI), og som pionér og markant personlighed på området medvirkede også Dr. Jean Richard Huynen. Huynen var især kendt for sin doktordisputats fra 1970, ”Phenomenological theory of radar targets”, Delft University of Technology.

Huynen gennemgik med stor entusiasme det teoretiske grundlag for og den praktiske anvendelighed af polarimetriske radarsystemer, så ingen skulle være i tvivl: ”Any radar should be polarimetric”.

På daværende tidspunkt var fuldt polarimetriske radarsystemer ikke særlig udbredte, og der var en del skepsis med hensyn til, om der overhovedet var nogen væsentlige fordele til gengæld for de ekstra komplikationer og omkostninger ved polarimetriske systemer.

Ved NASA Jet Propulsion Laboratory (JPL) i Pasadena, Californien, var man dog godt med og i fuld gang med udviklingen af AIRSAR (Airborne Synthetic Aperture Radar) som ”testbed” for fremtidige rumbaserede systemer. I kurset ved GTRI var der adskillige deltagere fra JPL, som satte et betydeligt præg på kurset qua deres erfaringer og forkundskaber på området.

Dr. Huynen havde et eksemplar af sin afhandling med til forelæsningen og henviste undervejs til forskellige dele af den. Ved kursets slutning var jeg ikke sen til at henvende mig for at høre, om det var muligt at erhverve et eksemplar af afhandlingen, og minsandten om ikke jeg blev den, der fik overrakt det medbragte eksemplar med behørig dedikation.

Således opmuntret og inspireret kunne jeg vende hjem og for alvor kaste mig ud i mit forehavende: at bygge en fuldt polarimetrisk radar til brug for undersøgelser vedrørende identifikation af fly ved hjælp af radar.

Studieophold ved Georgia Tech Research Institute
Efterhånden som projektet skred frem, øgedes interessen for at gennemføre et studieophold ved Georgia Tech som opfølgning på deltagelsen i kurset i oktober 1987. Koordinatoren for kurset, Bill Holm, var meget positiv over for forslaget, og med støtte fra FOFT, NATO Science Fellowships Programme og Forskerakademiet kunne et ophold af en varighed på godt syv måneder påbegyndes pr. 1. november 1989. Med på turen fulgte min kone og de fire børn, vi havde på daværende tidspunkt, og de to ældste af børnene kom i skole derovre.

Det blev et spændende og udbytterigt ophold, hvorunder der var lejlighed til at fordybe sig i emnet, og centrale dele af den senere doktordisputats blev grundlagt under dette ophold.

Specielt skal fremhæves et bidrag inden for området ”polarimetrisk dekomposition”, hvor jeg fandt frem til den såkaldte ”sphere, diplane, helix decomposition”, som i dag også kaldes ”the Krogager decomposition”. Ifølge denne kan det reflekterede signal fra et radarmål betragtes som værende sammensat af refleksioner fra henholdsvis en kugle, en tosidet hjørnereflektor og en spiral. I forbindelse med billeddannende radar kan dette eksempelvis benyttes til at generere farvebilleder, som derved fortæller noget om de underliggende spredningsmekanismer.

Under opholdet i USA blev der også lejlighed til at tage kontakt til en af de førende på området, professor Wolfgang-Martin Boerner, som var tilknyttet University of Illinois at Chicago. Prof. Boerner var meget imødekommende, og han skulle vise sig at få overordentlig stor betydning for min videre inddragelse i en række internationale aktiviteter.

Tid til doktordisputats
Efter studieopholdet ved GTRI fortsatte arbejdet med såvel det eksperimentelle radarsystem som de teoretiske aspekter, og efterhånden viste der sig at være grundlag for at stile efter doktorgraden i stedet for ph.d.-graden. Vejlederne på DTU var indforståede hermed, og udfordringen blev herefter at få afrundet arbejdet og at få selve afhandlingen udfærdiget.

Test af ISAR-system i felten ultimo 1991. (Foto: EK)

Et særligt incitament til at få afhandlingen gjort færdig opstod, da direktør Güntelberg i starten af 1992 bekendtgjorde, at han agtede at gå på pension i efteråret 1992. Jeg satte mig for, at min afhandling skulle være færdig, inden Güntelberg forlod FOFT, og en ekstra travl periode fulgte. Disputatsen fik titlen ”Aspects of Polarimetric Radar Imaging” og blev indleveret til DTU den 29. juli 1992.

Bedømmelseskomitéen kom til at bestå af professor Preben Gudmandsen fra DTU samt ovennævnte professor Boerner fra UIC. Disputatsen blev godkendt til forsvar for den tekniske doktorgrad, og forsvaret fandt sted på DTU den 28. juni 1993.

NATO-gruppe vedrørende mikrobølgevåben
Lars Brock-Nannestad gik ligeledes på pension i efteråret 1992, og i den forbindelse var der behov for en ny dansk repræsentant i en NATO-gruppe vedrørende ”Tactical Implications of High Power Microwaves”, som Brock-Nannestad havde været formand for siden gruppens start i 1990. Han mente, at det kunne være noget for mig, og at det var et emneområde, som vi burde sørge for at holde os orienteret om.

Jeg husker, at jeg ikke var umiddelbart begejstret, for der var stadig meget, jeg gerne ville fortsætte med inden for området radar polarimetri. Naturligvis fulgte jeg dog opfordringen og indtrådte i gruppen som menigt medlem, mens formandskabet blev overtaget af et britisk medlem. Herefter deltog jeg i denne gruppe parallelt med fortsat deltagelse i gruppen vedrørende identifikation af fly.

I efteråret 1997 blev det aktuelt at finde en ny formand til HPM-gruppen, da den daværende formand meddelte, at han ikke ønskede at fortsætte; men det viste sig, at ingen var interesseret i at overtage formandskabet. Eftersom jeg havde en del erfaring fra deltagelse i NATO-grupper og undervejs havde givet udtryk for diverse meninger om, hvordan det videre arbejde kunne gribes an, blev jeg af flere opfordret til at påtage mig rollen som formand.

Det var jeg ikke umiddelbart interesseret i, da mit primære interesseområde fortsat var polarimetrisk radar, og da FOFT ikke ellers havde nogen aktivitet inden for HPM-området. Det blev dog til, at jeg indvilgede i at være fungerende formand frem til starten af den efterfølgende gruppe i starten af 1998. Siden blev det til, at jeg har varetaget formandskabet også for de efterfølgende grupper, senest SCI-250, ”Radio Frequency Directed Energy Weapons in Tactical Scenarios”, med start i februar 2012. I øvrigt står jeg for afviklingen af SCI-249 Lecture Series med titlen ”Radio Frequency Directed Energy Weapons”, som afholdes fire steder i efteråret 2012, i henholdsvis Tyrkiet, Slovakiet, Frankrig og USA.

I 1998 blev NATO’s daværende forskningsorganisation, Defence Research Group (DRG), ændret til NATO Research and Technology Organization (RTO), som markerede sit 10-års jubilæum med en såkaldt R&T Day ved NATO’s hovedkvarter i Bruxelles i oktober 2008. Ved den lejlighed var der behov for repræsentanter til at bemande udstillingsstande for de enkelte paneler i RTO (niveauet over arbejdsgrupperne), og jeg påtog mig at repræsentere SCI-panelet (Systems Concepts and Integration Panel).

EK ved R&T Day 2008. (Foto: J.F. Zink)

Studieophold ved NASA Jet Propulsion Laboratory
Forud for erhvervelsen af doktorgraden i juni 1993 havde jeg sonderet mulighederne for at følge op på disputatsarbejdet gennem et studieophold ved NASA Jet Propulsion Laboratory i Pasadena, Californien, USA, hvor der var gang i spændende aktiviteter på området og dermed også befandt sig en række førende forskere. Med opbakning fra FOFT’s ledelse kunne forberedelserne til et studieophold ved JPL påbegyndes, og ved receptionen efter disputatsforsvaret den 28. juni 1993 kunne daværende CH FOFT, generalmajor Karsten J. Møller, bekendtgøre, at mit studieophold ved JPL var blevet godkendt.

Opholdet blev afviklet i efteråret 1993, fra slutningen af september og frem til jul. Her var der lejlighed til at arbejde mere indgående med data fra JPL’s AIRSAR, herunder at sammenligne min egen dekompositionsmetode med andre alternativer. Dette banede samtidig vej for senere arbejde med data fra den danske EMISAR.

Som et kuriosum kan nævnes, at det først var i forbindelse med forberedelserne forud for overrækkelsen af von Kármán-medaljen den 28. september 2011, jeg blev opmærksom på, at Dr. Theodore von Kármán var JPL’s grundlægger og første direktør.

Forud for opholdet ved JPL havde jeg modtaget et tilbud om at undervise i Bill Holm’s short course ”Introduction to Radar Target Identification” ved GTRI. Det var naturligvis et tilbud, det var svært at sige nej til, og efterfølgende deltog jeg adskillige gange som gæsteforelæser ved GTRI-kurser.

Deltagelse i internationale forskernetværk
Gennem deltagelsen i NATO-grupper, internationale konferencer m.m. blev jeg efterhånden inddraget i samarbejde med en række andre forskere fra primært Europa og USA. Dette førte i to omgange til deltagelse i EU-finansierede netværksprojekter inden for området radar polarimetri, hvilket samtidig gav mulighed for at have gæsteforskere tilknyttet FOFT.

Ud over deltagelsen i EU-netværk bød sig også muligheden for at deltage i arrangementer og samarbejdsprojekter sponsoreret af US Office of Naval Research (ONR), nærmere betegnet Naval International Cooperative Opportunities in Science and Technology Program (NICOP). I tilknytning til NICOP-aktiviteterne sponsorerede ONR også nogle fremtrædende russiske forskere, som ikke mindst prof. Boerner gjorde en stor indsats for at få inddraget.

Da jeg første gang (det har vel været i 1994) luftede muligheden for at deltage i en workshop i Rusland, vakte det ikke ligefrem begejstring, og jeg havde nærmest indtryk af, at sikkerhedsofficeren undrede sig over, at jeg overhovedet kunne finde på at spørge. Senere blev holdningen dog en anden, og minsandten om ikke jeg som co-chairman kunne deltage i ONR Workshop on Wideband Interferometric and Polarimetric Surveillance and Sensing (WIPSS) i Tomsk, 4.-8. september 1997.

Vejsidebombernes indtog
I 2005 blev problemet med vejsidebomber i Irak påtrængende, og den mulige imødegåelse af dem blev en naturlig del af aktiviteterne ved FOFT. Et naturligt spørgsmål var, om ”de der mikrobølger” måske også kunne bruges til at neutralisere i det mindste nogle af vejsidebomberne (som også går under betegnelsen IED – Improvised Explosive Device). På initiativ af Hærens Kampskole blev der gennemført en række eksperimenter og målinger i løbet af 2006, og selve dataopsamlingsmetodikken har senere fundet videre anvendelse til test af modmidler mod vejsidebomber på diverse testbaner. Her er det især behovet for test og evaluering af elektroniske modmidler, som er vokset, i takt med at mere og mere avancerede systemer kommer på markedet.

I denne sammenhæng er billeddannende radar med høj opløsning i øvrigt også en vigtig teknologi, f.eks. til ”change detection” med flybårne systemer, og jeg skal naturligvis heller ikke her undlade at pege på polarimetri som prikken over i’et.

Forskning i åbent landskab og operationalisering af målinger
Ved udgangen af 2006 blev FOFT som nævnt nedlagt i forbindelse med etableringen af den nye, værnsfælles materieltjeneste, Forsvarets Materieltjeneste (FMT). I stedet blev der oprettet en sektion ved FMT med betegnelsen Anvendt Forskning og i alt kun 18 ansatte, som flyttede fra Svanemøllens Kaserne til det nye domicil med åbne kontorlandskaber i Ballerup. I dag hedder sektionen Værnsfælles Teknologi og Innovation og er nede på 13 medarbejdere.

Efter overflytningen til FMT kom arbejdet i NATO RTO-grupperne vedrørende mikrobølgevåben samt forskellige IED-relaterede aktiviteter på det nærmeste til helt at fortrænge mit arbejde med radar polarimetri.

I samme periode er mere gængse systemer (Electronic Countermeasures – ECM) til imødegåelse af radiostyrede IED’er blevet en vigtig del af udsendte enheders udstyr, og behovet for at kunne teste sådanne systemer har givet anledning til en del arbejde i felten med henblik på operationalisering af ECM-målinger.

En foreløbig kulmination på dette område var deltagelsen på et udrykkerhold, som i foråret 2012 gennemførte forskellige test- og kalibreringsopgaver ved Camp Bastion i Afghanistan. Forberedelserne til denne tur samt gennemførelsen af den er et kapitel for sig, men her skal blot kort nævnes, at det har været en kolossal og udbytterig oplevelse. Og sagde ikke også Theodore von Kármán: ”Scientific results cannot be used efficiently by soldiers who have no understanding of them, and scientists cannot produce results useful for warfare without an understanding of the operations.”

Tilbage til start med nye perspektiver
Satellitkommunikation er som bekendt blevet mere og mere udbredt, og i takt hermed er troposcatter blevet trængt så langt i baggrunden, at langt de fleste vel i dag anser troposcatter-kommunikation for at være en forældet teknologi.

Ikke desto mindre er troposcatter ”still going strong”, og den fleksibilitet og uafhængighed, som knytter sig til troposcatter-forbindelser, er væsentligt medvirkende årsag til, at teknologien stadig rører på sig i kulissen. Dertil kommer den mellemliggende udvikling med mere kompakte og mindre effektkrævende systemer til følge. I relation til begrebet netværksbaserede operationer (NBO) er pålidelighed og tilstedeværelse afgørende, i og med at det forudsætter forbindelser, som fungerer, også når behovet er allermest påtrængende.

Elektromagnetiske våben er måske på vej ud af kulissen, som det fremgår af det ovenfor nævnte, og virkningen af dem vil kunne manifestere sig på forskellige måder. I visse situationer vil det kunne være svært at kende forskel på resultatet af et angreb med mikrobølgevåben og resultatet af et såkaldt cyberangreb. I andre situationer kan fejltilstande efter angreb med elektromagnetiske våben til forveksling ligne situationer, hvor computersystemer er gået i baglås af mere almindeligt forekommende årsager.

I tilknytning til deltagelsen i NATO’s forskningsaktiviteter inden for området elektromagnetiske våben deltager FMT i øvrigt i det nyligt påbegyndte projekt ”Protection of Critical Infrastructures against High Power Microwave Threats” (HIPOW) under EU’s 7. rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling. Projektet koordineres af det norske Forsvarets forskningsinstitutt (FFI) og har deltagelse af i alt 14 partnere.

Der skulle dog ikke nødvendigvis hermed være sat punktum for videre arbejde med radar polarimetri.

Behovet for en Forskningstjeneste
Det er allerede indtil flere gange nævnt, at FOFT blev nedlagt ved udgangen af 2006, hvilket skete i henhold til forsvarsforliget for perioden 2005-2009: "Forsvarets Forskningstjeneste nedlægges som myndighed under Forsvarsakademiet og oprettes som en selvstændig afdeling i Forsvarets Materieltjeneste."

I praksis blev Forsvarets Forskningstjeneste (FOFT) til Sektionen for Anvendt Forskning med 18 medarbejdere. Med det seneste forsvarsforlig for perioden 2010-2014 synes der dog på det nærmeste at være givet grønt lys for helt at nedlægge denne del af virksomheden. Sektionen for Anvendt Forskning blev nedlagt i starten af 2011 og erstattet af en innovationssektion, Sektionen for Værnsfælles Teknologi og Innovation (VTI), som i skrivende stund består af i alt 13 medarbejdere, altså fortsat slet ikke noget, som blot ligner de udenlandske forskningsmiljøer, vi jo ellers gerne fortsat vil pleje omgang med.  

En teknologisk anlagt forskningstjeneste i Forsvaret må især have sin berettigelse i at kunne håndtere klassificeret information i samvirke med internationale partnere på et højt fagligt og videnskabeligt niveau. Behovet for at samarbejde med hjemlige universitetsmiljøer, ingeniørskoler og andre i Forsvaret er oplagt, men samkvem med beslægtede internationale forskningsmiljøer må være blandt de bærende begrundelser for at have denne form for forskningsvirksomhed.

Behovet for en forskningstjeneste forekommer derfor også at være lige så selvfølgeligt som behovet for en efterretningstjeneste, og af samme grund må tiden være moden til at overveje at genrejse en forskningstjeneste af passende størrelse, passende organisation samt rammer og vilkår, som kan matche tilsvarende institutioner hos vore NATO-partnere.

For en ordens skyld skal jeg gøre opmærksom på, at disse betragtninger stammer fra en intern debat i FMT, ”Debat om organisation 2010”. De er derfor heller ikke at betragte som kritik af enkeltpersoner, ligesom de ikke er udtryk for utaknemmelighed. Tværtimod er jeg særdeles taknemmelig for den nærmest uforbeholdne opbakning fra ledelsen ved FMT hele vejen igennem, ikke mindst fra min sektionschef, afdelingsingeniør Gert Hvedstrup Jensen. Det siger sig selv, at uden denne opbakning var von Kármán-medaljen aldrig kommet i hus.

Lad mig slutte dette afsnit med endnu et citat fra Bertel Heurlins artikel i nr. 1, 2011: ”Med Danmarks nuværende internationale placering hvor en central målsætning må være at undgå en dansk marginalisering på globalt niveau, er øget vægt på forskning en klar udvej. Det må overvejes om dette ikke også gælder dansk militær forskning.”

Afsluttende bemærkninger
Hvorfor jeg så fik tildelt von Kármán-medaljen, må man spørge andre om; men jeg er yderst taknemmelig for den, og det var en aldeles overvældende oplevelse, at nomineringen blandt fire andre kandidater førte hele vejen til medaljen. Jeg skylder selvsagt også en masse mennesker umådelig megen tak. Nogle af dem er nævnt ovenfor, andre har jeg nævnt ved andre lejligheder, og uden at nævne yderligere navne (ingen nævnt, ingen glemt!) skal her blot lyde endnu en gang: Tak!

Forsvarsminister Gitte Lillelund Bech åbnede NATO RTO SET-175 Specialists’ Meeting ”Countering Improvised Explosive Devices in a Long-Term Perspective” i Eigtveds Pakhus den 6. juni 2011 og benyttede lejligheden til at gratulere mødets formand med von Kármán-medaljen. (Foto: J.E. Rasmussen)

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_141.aargang_32012.pdf

 

Litteraturliste

Del: