Kampvognens fremtid

Den fra adskillige bøger samt utallige tidsskriftartikler om kampvogne kendte engelske forfatter og skribent Richard M. Ogorkiewicz har i december 1970 nummeret af Military Review i en artikel med ovenstående titel afvist, at fremkomsten af endnu et panserværns- våben, den raketudrustede helikopter, skulle være ensbetydende med kampvognens endeligt. Nedenstående gengives i sammendrag Ogorkiewicz’ argumentation.

 

Der er intet originalt i dette at forudsige kampvognens snarlige endeligt som følge af fremkomsten af et panservæmsvåben, idet sådanne forudsigelser er gjort, hver gang et nyt panserværnsvåben har set dagens lys; i trediverne således i anledning af den småkalibrede maskinkanons fremkomst, under den 2. verdenskrig da bazooka’en og dermed beslægtede våben dukkede op. Ud fra en ren og skær historisk interpolation kunne man i og for sig godt fastslå, at når sådanne forudsigelser hver gang har vist sig ikke at gå i opfyldelse, vil det gå på samme måde med den raketudrustede helikopter indsat i panserbekæmpelsen. I stedet for en sådan argumentation vælger forfatteren at se nærmere på, dels hvorfor sådanne forudsigelser melder sig, dels hvorfor de hidtil har vist sig ikke at holde stik.

Ifølge Ogorkiewicz er hovedforklaringen den, at et nyt panserværnsvåben ved at være i stand til at gennembryde kampvognens panser bidrager til at svække troen på kampvognens immunitet over for modstanderens ild, en immunitet som - fejlagtigt — er opfattet som kampvognens vigtigste egenskab. Men sandheden er jo den, at kampvognen aldrig har været immun, usårlig, og at dens panserbeskyttelse aldrig har været dens eneste, endsige vigtigste egenskab. Ogorkiewicz fremhæver som en langt vigtigere egenskab evnen til at give tunge, direkte skydende våben en høj grad af taktisk bevægelighed, et forhold som overhovedet har kunnet berettige udviklingen af de forskellige generationer af kampvogne, og som fortsat vil gøre kampvognen uundværlig, så længe der findes styrker der kæmper på landjorden.
 
Er panserbeskyttelsen således ikke den vigtigste egenskab ved kampvognen, er den dog noget vigtigt, hvorfor det er med rette, at spørgsmålet om hvad der er den rigtige grad af pansring har givet og stadig giver anledning til diskussion. Det samme gælder hovedbevæbningen. Medens spørgsmålet indtil midten af den 2. verdenskrig ret beset indskrænkedes til at vælge et til datidens 75 eller 76 mm feltkanon svarende våben, hvorved man var sikker på at kunne løse samtlige forefaldende opgaver på kamppladsen inden for direkte skudafstand, viste dette sig utilstrækkeligt, efterhånden som kampvognenes pansertykkelse voksede. Hermed tog den udvikling sin begyndelse, som foreløbig er resulteret i, at kampvogne i almindelighed er udrustet med ei\ 100 eller 105 mm kanon affyrende pansergranater med stort Vq, den sovjetrussiske T62 og den britiske Chieftain endog med en 115, henholdsvis 120 mm kanon. Man har herved godt nok opnået at kunne gennembryde modstanderens stadig' sværere pansring, men har samtidig måttet betale prisen i form af nedsat smidighed i anvendelsen af disse kampvogne. Ogorkiewicz finder intet overraskende i, at udviklingen) siden den 2. verdenskrig således har været bestemt af de krav, som bekæmpelsen af det fjendtlige panser indebar, idet jo netop fjendens panser har udgjort den største trussel inden for udstrakte geografiske områder af strategisk værdi. Men det siger sig selv, at jo mere effektiv kampvognen således er blevet i rollen som panserj ager, desto mindre ydedygtig må den være som leverandør af smidig, bevægelig ildkraft.
 
Forfatteren mener, at situationen er blevet yderligere forværret ved fremkomsten af den styrede panser- værnsraket som alternativ bevæbning for kampvogne. Sammenlignet med kampvognskanonen har denne raket den fordel at være mere effektiv på lange afstande, men den er uforholdsmæssig dyr, hvilket illustreres ved at f.eks. Shillelagh-raket- ten koster 3000 dollars, eller sagt på anden måde prisen for godt og vel 20 pansergranater. Følgelig kan det kun være berettiget at anvende raketer på lange afstande - bortset fra under ganske særlige omstændigheder - hvorfor det må være rimeligt at sige, at kampvognen udstyret med raketter er blevet reduceret til at være en begrænset anvendelig, langtrækkende panser jager, ude af stand til at løse de mange forskelligartede opgaver, man normalt vil forvente løst af en kampvogn.
 
For at råde bod på raketternes nævnte begrænsning og for samtidig at udnytte deres fordel har man udviklet den til affyring af såvel konventionel ammunition som raketter kendte ’kanon’ fra kampvogn MBT 70/XM803 på 152 mm og den tilsvarende franske ACRA på 142 mm. Begge repræsenterer et kompromis og altså på ingen måde det bedst mulige hvert våben taget for sig. »Kanonen« har fået en større kaliber end normalt, alene for at kunne affyre den storkalibrede raket. På den anden side udnytter løsningen ikke den fordel, som den rekylfrie affyring repræsenterer og som skulle tillade affyring af raketten fra en ud- slåelig ’rampe’ med selve køretøjet holdende i dækning. Som det nu er, bebyrder raketanlægget blot kampvognen med et yderst kompliceret og kostbart udstyr, som det altså er vanskeligt at finde anvendelse for det meste af tiden. Som løsning foreslår Ogorkiewicz at lade raketaffy- ringsanlægget føre særskilt med henblik på montering på den enkelte kampvogn efter behov og derved bibeholde kanonen som hovedvåben for de mange kampvogne.
 
En anden fordel har raketten: Den kan monteres på relativt lette køretøjer. Således vejer Sherridan, som er udrustet med en 152 mm ’kanon’, mindre end halvt så meget som den letteste af de eksisterende egentlige kampvogne udrustet med en 105 mm kanon, men i modsætning til det samme våben monteret på kampvogn MBT70/XM803 kan den ikke affyre panserbrydende granater med stort Vq, alene på grund af sin ringe vægt. I stedet er Sherridan henvist til at basere sin panserbekæmpelse på sine hullad- ningsgranater og raketter, hvorved den er en mindre trussel over for fjendens kampvogne. Da endvidere køretøjets lette vægt skyldes svag pansring, er raketanlæggets potentielle vægtfordel af ringe værdi ud fra den betragtning, at panserbeskyttelse er vigtigere end lav køretøjsvægt. Forfatteren finder, at selv om der ved en første betragtning synes at være gode argumenter for at holde køretøjets vægt så lav som muligt, betyder dette blot, at man gør det sårbart over for så mange desto flere våben. Modsat opnår kampvogne med sværere pansring større taktisk bevægelighed. Med andre ord nedsætter den sværere pansring under vise omstændigheder kampvognens bevægelighed, men den øger den under fjendtlig beskydning. Ser man på en vægttabel over eksisterende kampvogne, der som bekendt svinger fra den franske AMX 30 med sine 36 tons til den britiske Chieftain på 52 tons, får man et godt indtryk af, hvor omstridt det spørgsmål er, hvad der er den rette pansring. Den sværere pansring giver kampvognen en høj grad af usårlighed over for lette, mandbåme panserværnsvåben, som nok kan beskadige men ikke ødelægge en svært pansret kampvogn. For at være virkelig effektiv må et panserværnsvåben være mobilt, altså have en egnet ’bevægelig platform’. Men da kampvognen jo netop er det bedste vi har i så henseende, indebærer kravet om stadig kraftigere panserværnsvåben et fortsat behov for kampvogne til bekæmpelse af fjendens panser, om ikke andet.
 
Om helikopteren udrustet med kraftige, styrbare panservæmsraketter siger Ogorkiewicz, at den godt nok giver panserværnet den ønskede bevægelighed, men at det ikke må overses, at helikoptere er langt mere sårbare over for en række våben, som stort set er uden virkning på kampvogne, hvorfor helikoptere over for en veludrustet fjende næppe kan påregne at operere så frit, som mange ofte forestiller sig. Endelig kan helikopteren med sine raketter kun løse den ene opgave at bekæmpe fjendens panser, men er ikke i stand til at yde den nuancerede ild som selv en let kampvogn kan yde. Når helikopterens bevægelighed og hastighed således ikke kan opveje dens nævnte sårbarhed, er bevægelighed og hastighed endnu mindre i stand til at opveje de svagere pansrede køretøjers sårbarhed sammenlignet med de sværere pansrede køretøjer. Selv om fremtidens kampvogn utvivlsomt vil have kraftigere motor i forhold til køretøjets vægt end i dag foruden en forbedret hydropneumatisk affjedring, må denne udvikling siges at have begrænsede muligheder og ikke at kunne føre til sådanne radikale forbedringer i terrængående evne, at det dermed kunne blive vanskeligere at ramme kampvognen.
 
Efter Ogorkiewicz’ opfattelse ligger morgendagens kampvogns egentlige muligheder for at overleve i en mindskelse af dens silhuet, hvorved der selvsagt bliver mindre at skyde på. Stridsvagn S og kampvogn MBT 70/XM803 har begge sagt farvel til den hidtidige opbygning i 2 ’etager’ med kanonen placeret over køreren og i stedet placeret denne på siden af hovedvåbnet, en udvikling som for de kampvogne, der jfr. ovenfor kan udrustes med raketter, kan føres endnu videre, da raketanlægget jo muliggør affyring uden at andet og mere end ’raketrampen’ og periskopet stikker op over den dækkende krete.
 
En mindskelse af kampvognssilhuetten og en bedre udnyttelse af terrænets muligheder for dækning er ifølge Ogorkiewicz skridt på vejen til en bedre tilpasning til kamppladsens vilkår. Hertil bør føjes udviklingen af en taktik afspejlende erkendelse af kampvognens sårbarhed, på samme måde som infanteriet i trit med våbnenes udvikling gik fra at kæmpe i sluttet orden over til skyttekæder og senere infiltrationstaktik under fuld udnyttelse af terrænet. En parallel udvikling har fundet sted i søkrigsførelsens taktik og er resulteret i en øget vægt på U-bådskrig. Det nævnes i denne forbindelse, at kan kampvogne ikke kæmpe under jorden, så kan de i lighed med strids- vagn S grave sig ned og derved opnå midlertidig dækning.
 
Alt dette indebærer, at kampvogne ikke længere vil kunne spankulere rundt på kamppladsen, således som under den 1. og 2. verdenskrig. Deres taktik må antage en mindre klodset form og i stedet vise os kampvogne, der lynhurtigt bevæger sig fra den ene ildstilling til den anden under maksimal udnyttelse af terrænet og øjeblikkeligt reagerende på enhver opdukkende trussel. Dette vil bl.a. kræve endnu bedre observationsudstyr, bedre integrering af køre- og ildledelsesinstru- menter samt enklere betjening. Men, siger forfatteren, selv den bedste taktik kan ikke forhindre, at nogle kampvogne ødelægges, ligeså lidt som kampvognens egne egenskaber kan gøre kampvognen usårlig. Men en fortsat udvikling af kampvognstaktikken og af kampvognen selv vil give kampvognen en rimeligt høj chance for at overleve og derigennem fortsat mulighed for at imødekomme kravet om »en bevægelig platform for jordvåben«.
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_100_aargang_apr.pdf

Litteraturliste

Del: