Jyllands landforsvar i slutningen af 1930-eme

I de følgende to indlæg fortsættes diskussionen vedrørende det jyske landforsvar i 1930erne. Indledningsvis følger oberstløjtnant E. Gotke sin indsigelse i april-nummeret op,med yderligere dokumentation. Oberstløjtnanten udarbejdede, som det vil være fremgået af indlægget i april-nummeret, i midten af 30erne en omfattende studie af dansk forsvar. Studien blev bl.a. præsenteret ved et foredrag i Det krigsvidenskabelige Selskab, ligesom den - som det vil fremgå af det efterfølgende - spillede en rolle i forbindelse med kommandomyndighedernes overvejelser. Det diskussionen drejer sig om er, hvor stor denne rolle var. På grundlag af sine arkivstudier og på baggrund af oberstløjtnantens første indsigelse fremlægger maybr M H. Clemmesen i det efterfølgende indlæg sit syn herpå.
 
En indsigelse fulgt op
I fortsættelse af sit tidligere indlæg i april-numeret skriver oberstløjtnant E. Gotke:
 
»Snarere Gørtz end Götke«, således vurderer major M. H. Clemmesen i bogen om »Jyllands landforsvar fra 1901 til 1940« mine strategiske studier af 1936 om Danmarks militærpolitiske situation i tilfælde af en ny krig, hvor England og Tyskland påny er modstandere. Desværre havde jeg ikke midlet i hænde til på tryk at imødegå hypotesen. Det har jeg nu, da jeg har fundet et brev fra general Gørtz, der bl.a. lyder således:
 
Chefen for Generalstaben, Proviantgaarden, København den 27. Januar 1938.
 
Kære Kaptajn Gotke-Hansen. Jeg sender Dem med Tak for Laan Deres Arbejde over Danmarks militær-politiske Stilling, af hvis Tanker og Betragtninger jeg har tilladt mig at øse... Venlig Hilsen,
Deres hengivne E. Gørtz.
 
Den 29. februar 1938 fremsender general Gørtz efter ordre fra general With et exposé til Forsvarsministeriet omhandlende Generalkommandoens vurdering af Danmarks forsvarssituatipn, vel den mest skæbnesvangre skrivelse, som general Gørtz har skrevet før katastrofen den 9. april. Jeg må vel have lov at mene, at Gørtz dertil bl.a. har brugt mine studier, som han læste for anden gang. Herefter behøver jeg forhåbentlig ikke mere at beskæftige mig med major Clemmesens hypoteser: »Om hvem eller hvad, der havde inspireret mig tU at skrive mine strategiske studier af 1936«, om »Generalstabs- afdelingens arbejde angående tyngden i vort forsvar vest eller øst for Store Bælt 1935« eller om den uhyrlige påstand om »at våere lige så paci- fistisk som P. Munch«. For en ordens skyld skal jeg oplyse, at general Gørtz brev af 27. januar 1938 er sendt til redaktøren af Militært tidsskrift i fotokopi.
 
- E. Gotke.
 
 
Om Jyllands landforsvar i slutningen af 1930-eme og kaptajnløjtnant E. Götke-Hansens studier
skriver major M. H. Clemmesen:
 
I tidsskriftets april-nummer kom oberstløjtnant E. Gotke med en indsigelse mod den diskussion, jeg i min bog »Jyllands landforsvar fra 1901 til 1940« gennemfører vedrørende sammenhængen mellem adjudanten ved Sjællandske Divisions studier og Generalstabens planlægning. Det centrale i Grotkes studier var anbefalingen af, at dansk forsvar skulle indrettes, således at det bedre kunne imødegå et angreb, som blev udløst p.g.a. de tyske interesser i det danske område. Disse interesser var af sømihtære - og senere af bl.a. heraf afledte luftmilitære - årsager koncentreret i Jylland. Dette skal holdes op imod den traditionelle opfattelse, bl.a. repræsenteret af general Prior, der gik ud på, at forsvaret skulle indrettes, således at det bedst muligt dækkede flest mulige danske værdier, og her først og fremmest København. Meget forenklet kan man sige, at Gotke anbefalede en trusselsstyret forsvarsstrukturering, medens Generalkommandoen under indflydelse af Prior anbefalede en værdistyret forsvarsstrukturering.
 
Over for disse to opfattelser stod Ebbe Gørtz’s. Han erkendte som Gotké, at de tyske interesser havde tyngde i Jylland. Dette fik ham til at anbefale, at angrebsforebyggelsen også skulle dække den direkte truede landsdel, Jylland. Medens både Prior og Gotke var præget af eksistenseller brohovédforsvarets logik, søgte Gørtz at skabe et stærkt - og derigennem angrebsforebyggende - periferiforsvar af det neutrale Danmark. Ved at koncentrere sig om angrebsforebyggelsen blev hensynet til såvel truslen som til beskyttelsen af værdier tilgodeset.
 
Da jeg under mit arbejde erkendte den lighed, der var i trusselsopfattelsen hos Gotke og Grørtz, d.v.s. mellem en uden for Generalstaben tjenstgørende generalstabsbfficers tanker og chefen for Generalstabs- afdelingens, var det nødvendigt at søge to spørgsmål besvaret. Det første var, om Gtotke havde fået indflydelse på Generalstabens planlægning. Det andet - mindre væsentlige - var, om man kunne påvise én fælles kilde. Det første spørgsmål kunne jeg på grundlag af min undersøgelse besvare med et: Næppe. Det andet spørgsmål måtte besvares med et: Muligvis. At det første spørgsmål kunne besvares negativt skyldes, at der i General- kommandoens arkiv fandtes øvelsesgrundlag og operative studier, der byggede på den pågældende trusselsopfattelse, og som var ældre end Gotkes studier. Dette uanset, at denne i sin indsigelse mod min bog har vanskeligt ved at tro dette.
 
Hvad kan man i øvrigt sige om sammenhængen? Som Gotke skriver i sin indsigelse, har hans opfattelse rødder i læsningen af tyske krigsherrers erindringer fra tiden efter 1. Verdenskrig. Den tyske flåde havde arbejdet under et væsentligt handicap, fordi den ikke kunne bruge Skagerrak som udfaldsport for sine operationer. Hvis man havde kunnet anvende det østUge Nørrejylland som base, ville den engelske flåde have haft en langt vanskehgere opgave. De tyske interesser i Jylland var knyttet til mulighederne for at kunne gennemføre en mere offensiv søkrig - og senere til mulighederne for at kunne luftsikre denne samt til mulighederne for at hindre vestlige luftoperationer fra nordjysk område. Hvor gammel er Ebbe Gørtz’s erkendelse af denne tyske interesse? Det kan ikke siges med sikkerhed. Vi kan blot konstatere, at han i en anonym artikel i Dansk Artilleri-Tidsskrift, nr.1/1919 (d.v.s. før udgivelsen af de tyske krigserindringer) med titlen »Nogle forsvarsbetragtninger« skriver:
 
»Besiddelsen af (Danmark) ville have været til særlig gavn for de maritime operationer, idet Bælterne og Kattegat ville have været et sikkert tysk farvand, hvorfra den tyske flåde viUe have haft fri adgang til Nordsøen gennem Skagerrak«, (min udh.)
 
Den ikke ubetydelige personlighed Gørtz var Gotkes lærer på dennes Generalstabskursus 1930-32. Den respekt, denne som officer og lærer stod i - og herigennem den indflydelse han havde på holdningsdannelsen hos sine elever - dokumenteres klart af Gotke i dennes indsigelse mod min bog. Hvad, der blev diskuteret på et kursus for mere end 50 år siden, kan ingen rekonstruere i dag. Gotke skriver, at han gik i gang med de studier, der i foråret 1936 resulterede i skriftlige arbejder, i 1933, efter Hitlers magtovertagelse, d.v.s. efter kursus. Gotke anerkender ingen »ydre« rødder til de ideer, der fik deres udtryk i hans to studier. Det er således sikkert, at han ikke er sig sådanne bevidst. Der er også en mulighed, at der faktisk ikke var sådanne rødder. Men selv havende gået igennem en idéformulerende proces ikke helt ulig Gotkes i trediverne ville jeg ikke udtale mig med så stor sikkerhed, dette på trods af, at min oplevelse er noget yngre. Det er meget vanskeligt at sige, hvilke påvirkninger, der leder til, at ideer udkrystalliseres: Læsningen af en bog eller artikel, diskussion af beslægtede emner med kammerater eUer andre - brudstykker til ideen kan i lange perioder ligge i underbevidstheden for pludselig at nå frem i bevidst form i en helt eller delvis færdigformuleret idé. Ideer på vort område udspringer ikke af den tomme luft, vor profession kan i sin natur ikke forenes med en eremittilværelse. At officerer søger at tænke selvstændigt er afgørende for forsvarets effektivitet. At daværende kaptajnløjtnant Gotke-Hansen uden en direkte forbindelse med Generalstaben i alt væsentligt nåede til samme resultat som Gørtz, der efter denne forfatters mening var en af de klarest tænkende officerer, vor hær har haft i dette århundrede, var udtryk for en sådan selvstændighed.
 
Götke skriver i sin indsigelse, at Gørtz’s ønske om vægtning af Jylland kun var ord, idet han i den skitse til en ny hær, han fremlagde i juni 1938, ikke ville tage stilling til spørgsmålet om vægtning af de to hovedlandsdele. Dermed ignorerer han, at denne manglende vægtning - der i øvrigt placerede 3/5 af hæren på halvøen - i sig selv var et klart brud med With- Priors flerårige arbejde for at skabe en klar vægtning af Sjælland. Det er længere, end man forvente, at en stabschef kan trække chefen væk fra den hidtil markerede holdning på godt et halvt år. Når en myndighed/chef har markeret en holdning opadtil, er denne holdning en arv, der begrænser handlefriheden i senere indstillinger. At udviklingen vendtes efter Priors tilbagevenden som chef mod udgangen af 1939, er næppe tilstrækkelig begrundelse til at kalde stabschefen opportunist. Med 1932-hærordningen havde Generalstaben mistet sin selvstændige rolle og var blevet reduceret til at være Generalkommandoens stab. At man - på trods af sin egen, udtrykte, holdning - følger sin chef, kan næppe benævnes opportunisme. Det er blot udtryk for en helt nødvendig militær disciplin.
 
Et andet spørgsmål er så, om de studier, som Generalstabsafdelingen under Gørtz gennemførte, medens Prior var Generalstabschef, var et udtryk for manglende disciplin eller med Gotkes ord var »at spilde afdelingens tid«. Hertil må siges, at de hverken var det ene eller det andet. Der var tale om interne grundstudier, uden hvilke en planlægningsstab ikke kan arbejde effektivt. I sådanne studier vil det være mildest talt uheldigt, hvis man lod konklusionen styre af chefens forudfattede menihger. I indstillingen skriver Gptke i øvrigt, at den af ham foreslåede styrkelse af Jylland - som Gørtz’s - havde til formål at forebygge til forskel fra at imødegå et angreb. Dette er da muligt, men som jeg læser studiens tekst betragtede kaptajnløjtnant Gotke-Hansen de tyske interesser i Jylland som så tungtvejende, at muligheden for forebyggelse vat stærkt begrænset. At jeg ikke står alene med den opfattelse, vil jeg dokumentere ved at citere det brev, dateret 28 JAN 1937, hvori chefen for 4. Regiment, oberst E. Gørtz kommenterede kaptajnløjtnantens studie:
 
»Der er meget, jeg er fuldstændig enig med Dem i - det meste endda. Kun synes jeg. De giver ethvert håb om en - selv maskeret - neutralitet dødsstødet; for mig ligger der dog noget håb om, at en fuldstændig udnyttelse af vor væmekraft kunne gøre prisen for Tysklands erobring af Jylland så stor, at det nøjedes med de fordele, som vi med en stærk hær ville betyde for Tyskland over for et forsøg fra dets modstandere på at udnytte vort landterritorium til lufttruslens virkeliggørelse. Heri synes der for mig at ligge et stærkt incitament for en dansk regering til at stå stærkt rustet. Ved Deres opbygning, hvor De helt - og jeg tror ikke helt med rette - kvæler det sidste håb, falder folk let for opgivelsen - for historie og ære tæller jo ikke for politikere«.
 
- M.H. Clemmesen.
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 
 
 
 

 

Litteraturliste

Del: