Islamisk Stat i Irak og Syrien: Kalifatets Orden Skaber Kaos I Den Nye Krig Mod Terror

 

Anmeldt af Bjarke Aae

Lars Erslev Andersen ”Islamisk Stat i Irak og Syrien: Kalifatets Orden Skaber Kaos I Den Nye Krig Mod Terror”. DIIS Report. December 2014. Gratis download på http://diis.dk/node/4665.
 

Foto: DIIS.dk

Den amerikanske oberst H.R. McMaster udtalte i 2006, at enhver der, konfronteret med den enorme kompleksitet, påstod at forstå konflikten i Irak, var decideret farlig.[1] Lars Erslev Andersen har, det til trods, givet sig i kast med at forklare det selvbestaltede kalifat i form af den irakisk funderede gruppe, ”Islamisk Stat” (herefter IS).

I den analyse har Erslev Andersen valgt at tage et bredt blik på IS, der finder sit udgangspunkt i marts 2003 og Operation Iraqi Freedom, der havde til mål at fjerne Saddam Hussein fra magten i Irak. Ved netop at kigge så relativt bredt på et (fænomen) som IS, som ellers oftest inviterer til fordømmelse frem for forståelse, gør Erslev Andersen læseren en betydelig tjeneste.

For selvom IS på demonstrativ vis forbryder sig mod de fleste menneskers moralkodeks, så er ”ondskab”, som Lars Erslev Andersen minder os om, svært at gradbøje. Jihadisterne i IS er således med afstand de ”ondeste”. Men på den anden fløj kæmper shiitiske militser der gennem deres overgreb på sagesløse sunnier også udfører ”onde” gerninger. Disse kæmper dog på samme side som danskerne i koalitionen mod IS, og gør dermed ”bogholderiet over hvem, der er de onde og de gode, mere kompliceret”.[2] Dertil kommer regionale aktører, som Iran og Saudi Arabien, der på hver sin side har ført stedfortræderkrig, særligt i Syrien. Det er dette morads, Erslev Andersen forsøger at skabe overblik over.

Skriftet har karakter af en essay-samling snarere end en sammenhængende kronologi, hvilket kan udfordre førstegangslæsere af IS-relateret litteratur, men samtidig giver kendere af konflikten god mulighed for at hoppe i teksten.

I sin gennemgang udpeger Erslev Andersen to forløb i post-Saddam Irak, der har haft størst og mest direkte indflydelse på det seneste års begivenheder. Det drejer sig først og fremmest om de politiske tiltag der blev gennemført af amerikanere i kølvandet på invasionen i 2003, og som tippede magtbalancen afgørende fra de hidtidige sunni-funderede eliter omkring Saddam Hussein, til Iraks shiitiske majoritet. Det gjaldt blandt andet opløsningen af den irakiske hær, samt af-bathificeringsprogrammet, der forhindrede alle affilierede med det tidligere regime i at holde en offentlig stilling.

Den anden periode, er årene efter The Surge (sunni-opstanden mod IS’ tidligere manifestation, al-Qaeda Irak, fra 2006 og frem) hvor den positive nedgang i sekterisk vold, blev vendt af stigende sekterisk politisering og autokratiske tendenser under Premier Minister Nouri al-Maliki’s shia-dominerede styre.

Supplerende bruger Erslev Andersen en del spalteplads på at udpensle den syriske borgerkrig og dennes indflydelse på IS’ succes, samt splittelsen mellem IS og al-Qaedas syriske forgrening, Jabhat al-Nusra. Særligt Syrien, som for nyligt (igen) er blevet kaldt den største humanitære katastrofe siden Anden Verdenskrig, har en berettiget plads i Erslev Andersens analyse. For det er især den falmede syriske revolution, og den uhyggelige vold der voksede ud af den, der har skabt grobund for IS’ evne til at tiltrække desillusionerede unge, og overbevise dem om at udføre sadistiske handlinger i guds navn.

Erslev Andersen har dog en tendens til at miste blikket fra ”bolden”. I karruselturen i de syriske og irakiske borgerkrige mistes fokus fra IS delvist. Dette betyder at IS’ kamp for, på grusom vis, at etablere et globalt islamisk kalifat, i for høj grad filtres sammen med det generelle sunni-oprør mod undertrykkelse og manglende medindflydelse, som før IS var den oprindelige drivkraft bag de folkelige oprør i Irak og Syrien. ”Under” IS’ bestialske selviscenesættelse koger disse oprør nemlig stadig, og repræsenterer langt de fleste sunnimuslimske syrere og irakere, som ikke abonnerer på ideen om det globale kalifat, men i højere grad orienterer sig nationalt.

Kan man holde tungen lige i munden i Erslev Andersens gennemgang af konfliktens aspekter, finder man til gengæld i ”Kalifatets Orden Skaber Kaos I Den Nye Krig Mod Terror” en både nyttig og kompetent introduktion til IS, men især også til de syriske og irakiske katastrofer, uden hvilke IS aldrig havde set dagens lys. Derfor bliver Erslev Andersens anbefalinger også at problemet IS, som symptomet på et dybereliggende sociopolitisk problem, først og fremmest bør løses politisk, snarere end militært.

IS’ brug af ekstrem vold på industriel skala er desværre ikke et nyt fænomen; men koblet med en ungdomsgenerations globaliserede mediefetichisme, antager brutaliteten en ny form, der både når et langt bredere publikum end tidligere, samt mytologiserer IS’ kalifat-projekt. Det er i afmytologiseringen af IS at Erslev Andersen leverer et sagligt og velfunderet bidrag.


[1] “The Lesson of Tal Afar”, George Packer, The New Yorker, 2006

[2] Islamisk Stat i Irak og Syrien, Lars Erslev Andersen, DIIS Report 2014: 28, s.9

 

Del: