Indtryk fra en anden verden

Nærværende artikel er skrevet hovedsageligt på baggrund af min tjeneste som Head of Mission/Chief Military Observer ved United Nations Observer Mission in Georgia (UNOMIG) i tiden september 1993 til oktober 1995.

Foto: Forsvaret.dk

Artiklen er delt i to dele, en første del hvor jeg vil forsøge at beskrive de overvejelser, der førte til missionens oprettelse, dens sammensætning og grundlaget for dens samarbejde med en fredsbevarende styrke, der ikke var opstillet af FN. Denne del gør ikke krav på at være en objektiv eller korrekt fremstilling, men er en beskrivelse af hvordan jeg så tingene udvikle sig fra mit niveau. Anden del er en absolut subjektiv skildring af nogle af de indtryk, jeg fik i en fremmed verden.
Sovjetunionens sammenbrud medførte blandt andet, at en række etniske konflikter kom til udbrud i de tidligere Sovjetrepublikker. Konflikterne var for så vidt ikke af ny dato, men så længe Sovjetmagten var stærk, blev de holdt nede og kom kun lejlighedsvist til udtryk og da i afdæmpet form. En sammenligning med situationen i Jugoslavien efter Titos død synes nærliggende. Disse konflikter satte det internationale samfund og herunder FN i en vis knibe, idet FN-pagten og forskellige vedtagne resolutioner taler om folkenes selvbestemmelsesret – uden at definere ”folk” – medens det i andre resolutioner fastslås, at en stats territoriale integritet skal respekteres. Vægtningen mellem disse to modsatrettede principper er et mellem folkeretseksperter standende diskussionspunkt, selv om man efterhånden nok hælder mest til det sidstnævnte. Grunden, til at de er nævnt her, er, at de blev brugt som argumenter i den konflikt, der danner baggrund for artiklen.
En af de konflikter der opstod, var den mellem Georgien og Abkhasien. En fuldstændig udredning af årsagerne vil – om end i sig selv meget interessant – i denne forbindelse føre for vidt, men et resumé af den nyeste historie er nødvendigt for at give baggrunden for det følgende. I 1921, da Georgien blev en del af Sovjetunionen, blev Abkhasien en selvstændig unionsrepublik. Allerede samme år blev Abkhasien imidlertid indlemmet i Den Georgiske Sovjetrepublik, men beholdte samtidigt sin status som unionsrepublik. Da Sovjetunionen ændrede forfatning i 1936, blev Den Georgiske Socialistiske Sovjetrepublik oprettet. I republikken indgik de autonome republikker Abkhasien og Adzharien samt den autonome region Syd- Ossetien. Under Sovjetunionen var der flere gange stridigheder mellem Georgien og Abkhasien om Abkhasiens status. Den aktuelle konflikt har sit udspring i 1988 med et abkhasisk krav om igen at få status som unionsrepublik. Kravet medførte skarpe reaktioner fra Georgien, men striden blev i første omgang bilagt efter alvorlige etniske optøjer i Sukhumi, Abkhasiens ”hovedstad”, der kostede 17 døde og 450 sårede. Det skal her nævnes, at Abkhasiens befolkning på 525.000 ifølge officiel folketælling i 1989 bestod af 46 pct. georgiere, 18 pct. abkhasere, 14 pct. armeniere, 14 pct. russere, 3 pct. grækere og 5 pct. øvrige. Politisk var befolkningen delt i to blokke, georgierne og ”de andre”.
I Georgien blev den kendte dissident, Zviad Gamsakhurdia, ved et i hovedsagen demokratisk gennemført valg Georgiens første præsident i oktober 1990, og Georgien erklærede sig selvstændigt den 9. april 1991. Formentligt på grund af den nyvundne frihed, men så absolut også fremkaldt af præsidentens politik opstod stærke nationalistiske strømninger i Georgien, hvilket blandt de etniske mindretal naturligt førte til modsat rettede strømninger, der for Abkhasiens vedkommende endte med, at området erklærede sig uafhængigt af Georgien den 25 august 1990. Selv om Gamsakhurdia blev afsat ved et kup i slutningen af december 1991 og Shevardnadze indsat som præsident i marts 1992, ændrede det ikke  forholdet mellem Georgien og Abkhasien til det bedre. Konflikten eskalerede til krig i august 1992. I første omgang vandt georgierne kontrollen over stort set hele Abkhasien, men allerede med udgangen af oktober havde abkhaserne, ikke mindst på grund af omfattende hjælp fra andre nord-kaukasiske folk samt kosakker, genvundet den nordlige halvdel ned til Sukhumi. Krigen fortsatte med forholdsvis lav intensitet og uden væsentlige stillingsmæssige ændringer indtil midten af september 1993, hvor abkhaserne iværksatte en offensiv, der med udgangen af måneden endte med et militært nederlag til Georgien og i en de facto etablering af Abkhasien som selvstændig stat fra det tidspunkt. Fra krigens start til dens afslutning havde der dels direkte mellem parterne og dels med russisk mellemkomst været afholdt en række møder og indgået flere våbenhviler, der altså i det lange løb alle var resultatløse. Medvirkende årsager til Georgiens nederlag var den parallelle konflikt i Syd-Ossetien samt borgerkrigen i Vest- Georgien mellem de centrale myndigheder og de såkaldte Zviadister, Gamsakhurdias tilhængere. Denne sidste konflikt var hovedårsagen til, at Georgien måtte tage det for den nationale stolthed vanskelige skridt at tilslutte sig SNG, hvilket skete den 8. oktober 1993.
FN blev på et ret tidligt tidspunkt, nemlig i september 1992, involveret i konflikten. En mission besøgte Abkhasien, uden at der kom noget synligt resultat ud af det, men gennem missionens rapport blev Sikkerhedsrådet informeret om og gjort interesseret i situationen.
I første omgang var det kun Georgien, men senere søgte begge de stridende parter at få FN til at etablere en fredsbevarende operation i området, helt klart med vidt forskelligt formål. For Georgiens vedkommende var det for at sikre de ca. 250 –
300.000 fordrevne georgieres tilbagekomst til området og for at genvinde herredømmet. For abkhasernes vedkommende var formålet det direkte modsatte, nemlig at hindre georgierne i at vende tilbage og at sikre selvstændighed.
Alene det, at muligheden af at etablere en FN-operation i området overhovedet blev overvejet, viser hvilke omvæltninger verdenssamfundet havde gennemgået. Ganske vist var Georgien et selvstændigt land, der bl.a. gennem sit medlemskab af FN var anerkendt som et sådant, Sovjetunionen eksisterede ikke længere, og Rusland besad ikke den vægt, som Sovjetunionen havde. Men det var dog stadig en stormagt, der ved  flere  lejligheder  havde  erklæret,  at  Transkaukasus  ikke  alene  var  i  dens interesseområde, men oven i købet var i den for Rusland strategisk vigtigste retning. Det var derfor fra et russisk synspunkt naturligt, at selv om bestræbelserne på at oprette en FN fredsbevarende mission blev støttet, så var det med et kraftigt pointeret ønske om, at missionen blev russisk domineret i såvel ledelsen som i antallet af tropper.
Det var en af grundene til Sikkerhedsrådets tøven med at oprette en mission. Medens ingen af Vestmagterne i rådet var interesserede i selv at stille tropper til en mission, så var de heller ikke interesserede i, at Rusland fik lov til at dominere en sådan. En anden grund var den ustabile situation. Ingen af de hidtidige aftaler og våbenhviler havde holdt, men da der i Sochi i Rusland den 27. juli 1993 under russisk medvirken – for ikke at sige kraftig russisk armvridning – blev indgået en våbenhvileaftale, syntes det, som om denne betænkelighed kunne overvindes. I aftalen indgik opstilling af en tresidet russisk – georgisk – abkhasisk kommission til overvågning af våbenhvileaftalen. I FN kunne der stadig ikke opnås enighed om at opstille en troppemission, men 6. august 1993 besluttede Sikkerhedsrådet at opstille et forkommando bestående af observatører fra eksisterende missioner som forberedelse til en observatørmission, der blev endelig vedtaget den 24. august med navnet UNOMIG og med en styrke på indtil 88 observatører. Mandatet var et klassisk observatørmissionsmandat til overvågning af en våbenhvileaftale med en tilføjelse om samarbejde med den tresidede kommission inden for respektive mandater. Den 9. september ankom de første fire observatører, alle danske, til Sukhumi.
Optimismen med hensyn til Sochi-aftalens holdbarhed viste sig hurtigt at være overdreven. Den 16. september blev våbenhvilen for alvor brudt, ved at abkhaserne angreb Sukhumi. Byen faldt den 27. september, og allerede to dage senere havde abkhaserne kontrol over hele Abkhasien med undtagelse af den østligste del af en bjergdal, Kodori, der over et pas gav adgang til selve Georgien. Dermed var UNOMIG’s mandat for så vidt værdiløst, totalt overhalet af begivenhederne som det var. Det blev imidlertid besluttet at bibeholde missionen på formindsket styrke og på grundlag af et midlertidigt mandat, som dog ikke kom officielt før i begyndelsen af november.
Med udgangen af september var de egentlige krigshandlinger i hovedsagen forbi. Der var fortsat skærmydsler i Kodori samt skudepisoder, baghold og attentater i grænseområdet mellem Abkhasien og det egentlige Georgien. Disse blev i hovedsagen udført af grupper, der i hvert fald efter de officielle myndigheders udsagn ikke var under deres kontrol, og det var mange gange svært at skelne, om det var en ren kriminel eller en politisk betonet handling.
FN’s forhandlingsmaskineri gik nu i gang. Ud over FN, Georgien og Abkhasien deltog Rusland som ”facilitator” samt CSCE – nu OSCE – i en rolle, der nærmest kan beskrives som observatør med undtagelse af diskussionen om de statsretslige spørgsmål, hvor CSCE havde en hovedrolle. Den første forhandlingsrunde efter den ændrede situation blev gennemført i Geneve i slutningen af november/begyndelsen af december og resulterede i, at parterne underskrev et Memorandum of Understanding. Der var ikke tale om en egentlig våbenhvileaftale, men parterne skrev dog under på ikke at ville anvende magt mod hinanden og udtalte endvidere, at bevarelse af freden ville blive fremmet ved en forøgelse af antallet af internationale observatører og ved indsættelse af en international fredsbevarende styrke, under forudsætning af at en sådan ville blive godkendt af Sikkerhedsrådet. Det blev desuden aftalt, at en ekspertgruppe skulle udarbejde en rapport om mulighederne for Abkhasiens fremtidige politiske status, samt at den næste runde forhandlinger skulle finde sted medio januar 1994. Der var således grundlag for en vis optimisme. Endnu en gang viste det sig dog, at optimisme i forbindelse med denne konflikt var på fejl plads. Hovedspørgsmålene var tre, en formel afslutning på fjendtlighederne, Abkhasiens statsretslige status og flygtningeproblemet. Af disse er det første delvist løst ved en våbenhvileaftale, medens de to andre den dag i dag er uløste trods vel nærmest utallige forhandlingsrunder. Alene i den tid jeg var Head of Mission, deltog jeg i syv runder i Geneve, tre i New York og to i Moskva. I det efterfølgende vil jeg ikke komme nærmere ind på de statsretslige forhandlinger, som CSCE var kraftigt involveret i, eller på flygtningespørgsmålet hvor UNHCR var en betydende forhandler.
Uden for den egentlige forhandlingsrunde og i hovedsagen i korridorerne i FN- bygningen blev spørgsmålet om indsættelse af en fredsbevarende styrke heftigt diskuteret, og på trods af de nye tider i verdenspolitikken tegnede de to gamle blokke sig stadig. De store Vestmagter ville på den ene side gerne støtte Shevardnadze og også gerne have indflydelse i området, men var på den anden side meget tilbageholdende med at anbefale indsættelse af en fredsbevarende styrke. Rusland på sin side argumenterede stærkt for en sådan styrke og for, at den skulle indsættes så hurtigt som overhovedet muligt. Den første forhandlingsrunde sluttede uden nogen form for beslutning vedrørende en fredsbevarende styrke, men korridordiskussionerne fortsatte, og emnet var på dagsordenen ved de efterfølgende forhandlingsrunder, selv om det naturligvis var i Sikkerhedsrådet og ikke ved forhandlinger mellem parterne, at beslutningen skulle træffes. Ved mødet i januar anmodede abkhaserne direkte FN om snarest at godkende indsættelse af en fredsbevarede styrke fra SNG-landene, hvilket georgierne kraftigt modsatte sig. Der er næppe tvivl om, at det abkhasiske ønske var – for at sige det pænt – kraftigt inspireret af russerne. Den georgiske modstand var særdeles forståelig, når man betænker russernes involvering i den netop overståede krig. Rusland selv fortsatte sin argumentation for indsættelse af en fredsbevarende styrke og fremhævede nødvendigheden af, at en sådan blev hurtigt indsat, hvilket russerne som de eneste var i stand til at gøre. I marts 1994 besøgte Præsident Shevardnadze USA og talte herunder i Sikkerhedsrådet. I sin tale plæderede han kraftigt for, at FN skulle opstille en fredsbevarende styrke. Ved den efterfølgende diskussion  i Sikkerhedsrådet blev det ret hurtigt klart, at hans ønske næppe ville blive efterkommet. Det blev ganske vist støttet af Rusland, men både England og USA var imod. Spørgsmålet blev dog ved med at spøge en tid endnu. Da det blev sandsynligt, at Sikkerhedsrådet ikke ville give mandat til en FN fredsbevarede styrke, forsøgte Rusland dernæst i uformelle forhandlinger at få Sikkerhedsrådet til at acceptere en SNG-styrke, der skulle operere under mandat fra og betalt af FN, idet de ikke uden begrundelse hævdede, at kun en fredsbevarende styrke til adskillelse af de to parter med rimelig sikkerhed kunne forhindre fornyede krigshandlinger. Forslaget vandt ikke umiddelbart genklang og blev ikke rejst formelt.
Under den første forhandlingsrunde var der som sagt ikke blevet underskrevet en våbenhvileaftale, og bestræbelserne for at få etableret en sådan var derfor et af de vigtigste mål for de efterfølgende forhandlingsrunder. De forskellige udkast, der efterhånden blev udarbejdede, indeholdt en ikke nærmere defineret fredsbevarende styrke, men med Sikkerhedsrådets hidtidige holdning lå det i kortene, at der næppe ville blive tale om en FN-styrke. Forhandlingerne endte dog uden resultat. Hver gang vi troede at have et resultat og gjorde klar til underskrift, kom en af parterne med et for den anden part uantageligt ændringsforslag. Villigheden til at indgå kompromisser var på begge sider af bordet minimal. Den 4. april 1994 kom man dog et skridt videre, idet parterne underskrev en ”Declaration...”, hvori de igen bekræftede ikke at ville anvende magt, men søge en politisk løsning. De gentog deres anmodning om en fredsbevarende styrke med flg. formulering: “The parties reaffirm their request for the early deployment of a peace-keeping operation and for the participation of a Russian military contingent in the United Nations peace- keeping force...”. Ved Generalsekretæren, Boutros Boutros-Ghalis besøg i Moskva i tilslutning til denne forhandlingsrunde gjorde han for det første klart, at Rusland ikke ville få hverken kommandoen over eller majoriteten i en evt. FN fredsbevarende styrke, og for det andet at FN ikke ville betale en russisk/SNG- styrke. Dermed var diskussionen om to ofte fremsatte russiske ønsker foreløbig afsluttet.
Som sagt lykkedes det ikke for FN at etablere en våbenhvileaftale. Hvad FN ikke kunne opnå, kunne Rusland imidlertid. Fra midten af april begyndte der at dukke rygter op om forhandlinger mellem russerne og de to stridende parter, og russerne indkaldte til et møde i Moskva den 10. maj, hvor det nu var FN’s tur til at optræde i rollen som ”facilitator”. Mødet endte den 14. maj med underskrift af en våbenhvileaftale, der bortset fra overvejende redaktionelle ændringer var identisk med det fra FN sidst forelagte udkast til en aftale. Der er næppe tvivl om, at russerne har lænet sig meget kraftigt op ad begge parter for at få dem til at acceptere aftalen, og deres accept demonstrerede den indflydelse som Rusland – trods svækket i sammenligning med Sovjetunionen – havde og har i området.
Aftalen indeholdt oprettelse af en sikkerhedszone, inden for hvilken de to parter ikke måtte have styrker. Endvidere skulle parterne oplagre deres tunge våben i fastlagte områder. Sikkerhedszonen var beskrevet i en til aftalen hørende skitse, men skulle på et senere møde, hvor FN ikke var inviteret til at deltage, nøjagtig defineres. Mødet fandt sted, men det med den nøjagtige definition fandt ikke sted. Russerne, georgierne og abkhaserne præsenterede tre forskellige udgaver af den detaljerede aftale, som de hver for sig hævde de var den rigtige. Trods mange forsøg og herunder direkte henvendelse fra FN’s hovedkvarter til det russiske udenrigsministerium lykkedes det aldrig at fremskaffe en kopi af det kort, der var blevet udarbejdet med alle detaljer, og som alle tre parter angiveligt havde underskrevet. Det, at UNOMIG ikke kunne få en autoritativ kopi, gav anledning til mange besværligheder i den følgende tid. I aftalen indgik også indsættelse af en fredsbevarende styrke opstillet af SNG samt opretholdelse af FN’s observa- tørmission, der begge skulle operere i sikkerhedszonen. Som sikkerhedszonen skulle diskuteres i detaljer, skulle ligeledes indsættelsen af den fredsbevarende styrke. Det blev herunder klart, at russerne kun så SNG-styrken som første del af en FN-styrke. De krævede endnu en gang, at den samlede styrke skulle have en russisk chef og en majoritet af russiske styrker, samt at observatørmissionen blev underlagt chefen for den fredsbevarende styrke. Intet af dette forventedes at kunne opnå tilslutning i Sikkerhedsrådet, og vi gik derfor ret hurtigt over til at diskutere ansvarsfordeling og samarbejdsmuligheder mellem SNG-styrken og FN-missionen. Møderne sluttede i enighed om, at der var behov for begge, og at samarbejde var muligt. Det blev senere overladt til styrken og missionen at udarbejde en detaljeret aftale, som efterfølgende blev underskrevet af Præsident Jeltsin og Generalsekretæren.
Sikkerhedsrådets opfølgning af 14.maj aftalen kom med Resolution 937 (1994) af 21. juli, der indeholdt det nye mandat for UNOMIG. Det blev med denne resolution slået fast, at der ikke ville blive tale om en fredsbevarende styrke opstillet eller betalt af FN, selv om muligheden af, at det eventuelt kunne ske på et senere tidspunkt, ikke formelt blev udelukket. Derimod udtrykte Sikkerhedsrådet sin anerkendelse af SNG-landenes bestræbelser for jf. 14. maj aftalen at etablere og opretholde våbenhvilen samt medvirke til at sikre flygtninge og fordrevne personers tilbagevenden. Endvidere bød Sikkerhedsrådet den af Rusland opstillede fredsbevarende styrke velkommen. Styrken fik således om ikke et FN mandat så dog en form for anerkendelse fra FN. Prisen for denne anerkendelse var jf. rygterne fra Sikkerhedsrådets forhandlinger, at styrken måtte acceptere, at UNOMIG’s mandat indeholdt en paragraf, ifølge hvilken UNOMIG skulle observere SNG- styrkens operationer. Det kan her tilføjes, at skønt styrken formelt var opstillet af SNG og opererede på et mandat givet af SNG, så forblev den ren russisk. UNOMIG’s observatørstyrke, som oprindeligt var fastsat til 88, blev med mandatet forøget til 136. Udbygningen gik hurtigt, hvad efterfølgende tal, der alle er ultimo respektive måneder, viser: oktober 1993 11, januar 1994 19, juli 1994 45, oktober 1994 116 og december 1994 135. Med undtagelse af Kina var de permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet alle repræsenterede i observatørstyrken. Da først den endelige beslutning var truffet, demonstrerede Rusland sin evne til hurtigt at opstille en styrke. Allerede med udgangen af juni var den fredsbevarende styrke operativ.
Med 14. maj aftalen og Resolution 937 var rammerne for de to operationer fastlagte. Da FN’s mission som før nævnt var den første på det tidligere Sovjetunionens område, kun den anden hvori FN samarbejdede med en ikke-FN fredsbevarende styrke – den første var i Liberia – og FN-observatørerne havde mandat til at observere styrkens operationer, knyttede der sig fra Sikkerhedsrådets side megen interesse til udviklingen i dette samarbejde. Al begyndelse er som bekendt svær, og det var denne også. Det gik umiddelbart nemmest på det laveste niveau. Her blev der hurtigt opnået kontakt og indgået forskellige aftaler om praktisk samarbejde samt udveksling af oplysninger. På chefniveauet tog det lidt længere tid. Det var, som om vi lige skulle se hinanden lidt an, men med tiden, og det skal nævnes, at den russiske chef var den samme i hele min periode, fik vi et særdeles godt og tæt samarbejde. Vi fandt hver for sig ud af, at den anden part havde adgang til oplysninger, som vi ikke selv havde, og da først et fortrolighedsforhold var etableret, blev disse oplysninger udvekslet frit. Der, hvor samarbejdet kunne have været bedre, var på ”dispositionsenhedsniveau”. For så vidt angår praktiske detaljer var de underlagte russiske chefer meget imødekommende, men så snart det blev lidt mere principielt, og specielt når det drejede sig om udveksling af lidt følsomme oplysninger, var de meget tilbageholdende. Vi fik det indtryk, at alt af  denne karakter først skulle godkendes af toppen. Alt i alt må det dog siges, at samarbejdet var godt, og at det hele tiden udviklede sig i positiv retning. Vi var selvfølgeligt påpasselige med ikke at blande os i styrkens interne forhold, men nøjedes med som angivet i mandatet at observere dens operationer. Her lagde de os ikke hindringer i vejen, men orienterede os normalt på forhånd, når de gennemførte noget ikke rutinemæssigt. Det rutinemæssige orienterede vi i forvejen hverandre om gennem udveksling af patruljeplaner og lignende, ligesom vi jævnligt gennemførte fælles patruljeringer. Specielt i de mere urolige perioder var dette til fælles bedste, idet russerne checkede vejene for miner, som der ofte blev flyttet rundt på. Til gengæld gav FN’s tilstedeværelse dem en vis form for beskyttelse, idet FN-patruljer normalt ikke var udsat for baghold med formål at tilføje dem tab, hvad de russiske patruljer flere gange var. Den russiske operationsmetode var nok lidt mere robust, end en FN-styrkes ville have været, men holdt sig dog inden for det acceptable, selv om der var enkelte episoder, hvor styrken optrådte, som om russerne stadig var herrer i landet.
Tendensen med at referere opad svarer overens med iagttagelser fra samarbejdet med både de georgiske og de abkhasiske myndigheder. For det første var viden på de lidt lavere niveauer oftest meget begrænset. Det var ikke fordi, folk på dette niveau ikke kunne kapere mere, men simpelthen fordi der ikke var tradition for at orientere nedad. Man havde snarere indtrykket af, at enhver, der vidste noget, rent principielt søgte at holde sin viden for sig selv eller i hvert fald begrænset til en meget snæver kreds. For det andet var der en udpræget modvilje mod at tage beslutninger eller blot komme med formodninger eller udtalelser, som eventuelt kunne være forkerte. Selv sager, som i vore øjne så absolut var i småtingsafdelingen, blev refereret opad til afgørelse. I det hele taget var det gamle system mærkbart, hvad der for så vidt ikke var noget mærkeligt i. Selvstændigheden var af ny dato, og en ny klasse af administratorer var endnu ikke opstået. Alle på poster af blot nogen betydning var uddannede i det gamle system. De havde været medlemmer af det kommunistiske parti eller nært knyttet dertil for overhovedet at opnå deres uddannelse, de havde gennemført deres uddannelse på de samme institutioner og havde ofte tidligere arbejdet sammen. Dette gjaldt også for mange, der nu var på hver sin side i konflikten. Det var undertiden ganske morsomt at iagttage, at personer, der offentligt kom med meget harske udtalelser om hverandre, når de mødtes på neutral grund, omgikkedes ganske civilt og tydeligvis tidligere havde været på venskabelig fod. Vi så da også et tilfælde, hvor to ”borgmestre” fra hver sin side i ganske vist noget lyssky forretninger havde et udmærket samarbejde. Den ene blev i øvrigt senere stillet for retten anklaget for korruption.
Et af kendetegnene ved det sovjetiske system var en meget centralistisk styring, der medførte en høj grad af bureaukrati og en del korruption. Begge dele levede videre i bedste velgående. Når det især var på den georgiske side, skyldtes det nok mere det mindre udviklede abkhasiske apparat end en grundlæggende  forskel.  Såvel missionen som adskillige af dens medlemmer var udsat for i vore øjne overdrevent bureaukrati og eksempler på korruption. En FN-mission kan ikke tillade sig at benytte sig af dette middel til at fremme forretningsgangen, men opfordringer fra selv meget højt plan manglede ikke. Enkeltpersoner har utvivlsomt mange gange benyttet sig af muligheden for at sætte fart i tingene ved at lade nogle dollars diskret følge med over disken. Vi har sikkert været mere udsatte for noget sådant end den almindelige borger, da alle vidste, at vi havde penge, hvad den almindelige borger kun havde i meget begrænset omfang. Men det siger meget om systemet, at almindelige mennesker generelt var bange for myndigheder og myndighedspersoner og i videst muligt omfang undgik kontakt. Ofte blev tyveri, vold og andre forbrydelser simpelthen ikke anmeldt. Forholdene i Georgien har muligvis i mellemtiden ændret sig, men jeg har senere set den samme tendens i flere lande længere østpå, og det viser, at mange af disse nye stater har et godt stykke vej at gå, inden de kan betegnes som demokratier.
Forholdet mellem missionen og befolkningen varierede med tiden. Indledningsvist blev vi på begge sider modtaget med meget stor begejstring. Én grund var, at befolkningen så vor tilstedeværelse som i hvert fald en vis garanti mod genoptagelse af krigen, der her som i alle lignende konfliktsituationer i høj grad var gået ud over den. En anden og mindst lige så væsentlig grund var, at de to befolkningsgrupper hver for sig troede, at formålet med FN’s tilstedeværelse var at sikre, at deres hovedkrav blev opfyldt, for georgiernes vedkommende tilbagevenden til Abkhasien af de fordrevne samt genoprettelse af fuld georgisk kontrol over regionen og for abkhasernes vedkommende en formel anerkendelse fra Georgiens side og fra verdenssamfundet af den gennem krigen vundne selvstændighed. Da vi efterhånden fik forklaret befolkningen, hvad vort mandat egentligt betød, faldt populariteten drastisk. De mere rabiate på hver side så os nu snarere som en hindring for opfyldelse af netop deres formål, og både de rabiate og de mindre rabiate gjorde mange forsøg på at tolke vort mandat for os, for at få os til at forstå hvorfor vi burde gøre eller sige dette eller hint. Det, der i den forbindelse var overraskende, var,   at   ikke   alene   den   almindelige   borger,   men   også   højt   placerede myndighedspersoner gang på gang afslørede nærmest totalt ukendskab til missionens mandat, og til hvad dette betød, selv om der måske nok for nogens vedkommende snarere var tale om mangel på vilje til at forstå end på mangel på kendskab. Det skal her tilføjes, at bortset fra ganske få grupper på hver side så var befolkningen overvejende venligt stemt, også efter den indledningsvise popularitet var faldet.
At begge parter søgte at vinde gehør for deres respektive synspunkter er naturligt. En af metoderne var at søge at sværte den anden part til. Den mest anvendte måde var at hævde, at den anden part havde begået et brud på de indgåede aftaler, og de mest yderliggående på begge sider kom med ret så fantastiske påstande. Man måtte ofte undre sig over, at officielle personer overhovedet kunne få sig selv til at overdrive eller direkte lyve så indlysende. Efterhånden kendte vi personerne og kunne næsten på forhånd sige, hvor meget hold der var i en henvendelse af denne art. Ikke desto mindre måtte alle påstande undersøges, for at undgå at missionen kunne beskyldes for at være partisk. En anden metode var ved anvendelse af historiske ”kendsgerninger” at søge at overbevise os om rigtigheden og retfærdigheden i netop denne parts synspunkter. Nu er den georgiske og abkhasiske historie viklet så meget ind i hinanden, at man ved et passende valg af tidsrum og begivenheder kan ”bevise” hvad som helst, men selv om de hver for sig utvivlsomt må have været klar over, at den anden part forsøgte noget tilsvarende, så udtrykte de gang på gang deres forbavselse over, at man ikke meget klart medgav dem ret i, hvad de fremførte, når det nu var så indlysende rigtigt. Lidt mere sofistikeret var det, når der ved samtaler blev tilbudt fortrolige oplysninger og orienterende baggrundsmateriale, der ved nærmere vurdering næsten altid viste sig at være af mere propagandistisk end orienterende karakter.
Ovenfor er forholdet mellem missionen og befolkningen beskrevet som varierende med tiden. Hvis vi i stedet ser på den mere uformelle kontakt mellem missionens enkelte medlemmer og individuelle borgere, så må forholdet beskrives som konstant godt. Vi blev næsten overalt modtaget med stor venlighed, gæstfrihed og nysgerrighed. Selv de fattigste steder, og det var de fleste, blev man budt hvad huset formåede, og måtte så til gengæld forklare hvem man var, hvad man lavede, og hvorfor man egentlig var der. Lige så imødekommende de var over for fremmede, lige så hadefulde var de over for hverandre. Når man spurgte, hvordan det kunne være, at de var så venlige over for fremmede, når de havde været så grusomme over for hinanden under krigen, var svaret som regel en trækken på skuldrene og en bemærkning i retning af, at dette var Kaukasus, og sådan havde det altid været. Der var da heller ikke tegn på mindskelse af hadet fra nogen af siderne. De mere moderates standardsvar på spørgsmål om udsigterne til fred og genoptagelse af fredelig sameksistens var, at der var da håb om at deres børnebørns børn kunne leve fredeligt sammen. Hadet blev på begge sider næret af meget rabiate enkeltpersoner og grupperinger, som ikke mindst og vel meget naturligt især var fremtrædende blandt de fordrevne georgiere; dette noteret uden at antyde at viljen til fredelig sameksistens var større på abkhasisk side, og da slet ikke hvis sameksistens skulle medføre mere end en meget begrænset tilbagevenden af de georgiere, der var blevet fordrevet fra Abkhasien. Et eksempel herpå er det svar, en meget højtstående abkhaser gav, da han blev spurgt, hvad der ville ske, hvis en georgisk familie flyttede tilbage til Sukhumi. De vil overleve i to, højest tre dage, var svaret.
Når der udvises en sådan holdning, kan man spørge, om det overhovedet kan nytte at have en FN-mission. Hvis man vurderer status i store træk på de tre tidligere nævnte hovedproblemområder, så eksisterer der en våbenhvile, der også overholdes for så vidt angår regulære styrker. Dét er så også begrænsningen, for irregulære, ofte kriminelle grupper opererer fortsat på begge sider med overfald og bortførsler, der måned for måned medfører tab af menneskeliv. En genoptagelse af egentlige krigshandlinger har våbenhvileaftalen og vel ikke mindst den russiske fredsbevarende styrke dog forhindret, så noget er opnået, selv om man ikke kan sige, at freden er etableret. På det statsretlige område står de to parter i dag mindst lige så langt fra hinanden, som de gjorde ved konfliktens start. Alligevel har forhandlingerne ikke været fuldstændig resultatløse. Der er nemlig som biprodukt af de mange forhandlinger indgået aftaler på en række enkeltområder, ofte områder af økonomisk betydning for begge parter, og selv om de i hovedspørgsmålet er så uenige som nogen sinde, har de dog vist at kunne samarbejde på mindre væsentlige områder, når det er til fælles og ligeligt bedste. For så vidt angår flygtninge og fordrevne personers tilbagevenden er det småt med fremskridt. Ganske vist er en del flyttet tilbage til det sydligste område af Abkhasien, der altid har haft en georgisk befolkningsandel på mere end 90 pct., men de har alligevel ikke slået sig permanent ned igen. Hvis urolighederne i området stiger over det normale niveau, flytter størsteparten igen over på den anden side af floden, som udgør grænsen mellem Abkhasien og det øvrige Georgien. Der er ikke returneret georgiere til andre dele af Abkhasien, og med det had, der gives udtryk for fra begge sider, vil det formentligt også vare meget længe, inden det eventuelt vil kunne lade sig gøre igen at have befolkningsgrupperne boende blandt hverandre. Svaret på det i dette afsnit indledningsvist stillede spørgsmål må derfor være, ja, det kan betale sig at have en FN-mission i et sådant område. Det har utvivlsomt sparet menneskeliv, og der ér sket fremskridt, men det må også konstateres, at det er et ikke vidundermiddel til hurtig løsning af etnisk betingede konflikter.
 
 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_130.aargang_nr.4_2001.pdf

Litteraturliste

Del: