Hvem har skylden?

Når noget går galt eller er gået galt, er det meget almindeligt, og endog naturligt, at man spørger: Hvem har skylden? D.v.s. prøver at finde årsagen til fejlene og placere ansvaret, normalt altsammen for at lære af féjlene og undgå noget tilsvarende en anden gang. Altså, hvad er gået galt? Jeg vil postulere, at hærens officerer ved at acceptere en række holdningsmæssige dogmer har påført dem, der er direkte ansvarlig for at uddanne vore enheder lige fra sergenten til brigadechefen - en række ulemper og vanskeligheder. Jeg skal nærmere belyse disse ulemper og vanskeligheder. I midten af tresserne arvede vi fra Vesttyskland begrebet »Borger i uniform«. I Vesttyskland havde man - tvunget dels af den politiske nødvendighed dels af belastningen af »arven« fra perioden 1933-1945 - indført dette begreb i det nye tyske forsvar. Det var helt berettiget og et led i den almindelige generelle demokratiseringsproces i den nye republik. Men hvad skulle vi her i Danmark med dette begreb? Vi havde en århundrede gammel tradition for, at den almindelige borger blev uddannet til - og om fornødent satte sit liv Lnd på - at forsvare vor måde at indrette tilværelsen på. Her hos os betød det bl.a., at man begyndte at operere med begrebet »som en civil arbejdsplads« med den naturlige konsekvens, at civile normer blev indført. Jeg skal blot her i flæng nævne f.eks. tilladelse til at være langhåret, tilladelse til at bære civilt tøj på kasernen, tilladelse til at bo uden for kasernen, bestræbelser på at holde en 40-timers arbejdsuge, d.v.s. bl.a. fi:i om lørdagen, indførelse af begrebet »arbejdsdisciplin« og indførelse af værnepligtsløn kædet sammen med betaling for f.eks. kosten. I takt med disse bestræbelser på at gøre forsvaret til en civil arbejdsplads er der så naturligt opstået ønsket blandt personellet om at »organisere« sig i egentlige fagforeninger efter privat/civilt mønster.
 
Disse fagforeninger skulle nu fastholde de vundne/tildelte rettigheder og naturligt nok også Søge at udvide dem. Hidtil er egentlig fagforeningsvirksomhed blevet begrænset til forsvarets faste personel, hvorimod de værnepligtige er tilgodeset via samarbejdsbestemmelser. Men med det menige stampersonels optagelse i Landsorganisationen (LO), er der her skabt yderligere basis for en videre udbygning af dogmet om »forsvaret som en civil arbejdsplads«. I den sammenhæng taler man traditionelt ikke så meget om »pligten«, men langt mere og højere om »retten«. De væmepligtiges forretningsudvalg har i den sammenhæng følt sig stærkt tiltrukket af de fagligt mere skolede stampersonelorganisationer, og disse har ikke været uinteresserede i et nærmere samarbejde. Denne tingenes tilstand - eller »den samfundsskabte virkelighed«, som vi i forsvaret har valgt at kalde miseren, skaber i dag vanskeligere og vanskeligere vilkår for dem, der skal uddanne den civile borger til soldat. Forsvaret er ikke en civil arbejdsplads med civile normer - når der ses bort fra visse civilprægede støttefunktioner for samfundet, som f.eks. søredningstjenesten og inspektionsvirksomheden på havet. Målet har været, og vil i fremtiden endnu mere være, at uddanne unge mænd og kvinder tü, under ekstremt belastende forhold, såvel fysiske som psykiske, med deres eget liv som indsats at slå modstanderen ihjel. Hertil må der anvendes metoder og skabes et sammenhold og kammeratskab i alle led, som normale civile arbejdspladser aldrig vil kunne eller skulle skabe. Dogmet om forsvaret som »en civil arbejdsplads« konkretiseret ved nogle af de forhold eller følgevirkninger, som jeg har anført, er således i modstrid med forsvarets egentlige formål, nemlig at producere krigs- duelige enheder, som ved deres blotte eksistens forhindrer, at de kommer i brug. 
 
Hvordan er vi så havnet der? Hvorfor har man ikke stoppet denne udvikling på et tidligt stade? Hvem har skylden? For os i forsvaret ville det være nemmest straks at hævde, at det er politikerne, der må bære ansvaret - de har skylden. Det er dem, der ved lovgivning og bestemmelser har fastsat rammerne og betingelserne for forsvarets virke. Men er det nu helt rigtigt eller retfærdigt? Nok giver politikerne os en økonomisk ramme, men hvor meget har de i grunden haft indflydelse på, eller har direkte udtrykt vilje til at gøre forsvaret civilt? Er dét ikke snarere sådan, at forsvaret selv - in casu officererne på alle niveauer - har ladet sig rive med af den almindelige tendens til at »civilisere« forsvaret, til at gøre metieren »acceptabel«, til at gøre forsvaret til en civil arbejdsplads? Der kan være flere grunde til, at forsvarets egne folk ikke har arbejdet tilstrækkeligt målbevidst imod denne tendens. For det første har det været »in« - det har været moderne at følge disse dogmer såvel udadtil i det civile samfund, som i nogen grad også indadtil inden for forsvarets egne rækker. Dernæst har det været det nemmeste. Det faste personel fik også goder. Var det da ikke rimeligt, at man fik en 40-timers arbejdsuge? Var det da ikke rimeligt, at man fik kompensation for arbejde om natten og på lørdage/søndage? Endelig undgik man da også en masse vrøvl og besvær ved at bestemmelser, som blev betragtet som restriktive af det civile samfund, slet og ret blev ophævet. Militær straffelov blev bevaret, men ændret/justeret, så overtrædelserne blev færre og sanktionerne dermed faldt, altsammen lettelser også for det faste personel. Så hvorfor gå imod?
 
Resultatet er - for at vende tilbage til mit postulat - at vi i dag i hæren har gjort det besværligere og vanskeligere for dem, der er direkte ansvarlig for at uddanne vore soldater til det, de skal kunne - nemlig at slå modstanderen ihjel og selv holde sig i live. Derudover har vi langsomt og sikkert lagt grunden til en politisering af forsvaret indenfra, gennem allerede etablerede fagforeninger for de forskellige personelkategorier, efterhånden som disse faglige organer »bekender kulør« og knytter sig til bestemte politiske retninger i det civile samfund. En sådan tradition har vi aldrig haft i det danske forsvar, og med den øgede vægt på værnepligten, må man håbe, at vi heller ikke får startet en sådan tradition. Dogmet om forsvaret som en civil arbejdsplads med alle dets konsekvenser har endeligt i nogen grad skabt grundlaget for, at forsvarets faste officerer mere og mere betragter sig som funktionærer, med alle de for især uddannelsen af forsvarets personel og enheder negative følger. Da lønninger og personelnormer er lagt fast, kan yderligere typiske funktionærkrav kun tilgodeses ved f.eks. kortere »arbejdstid«. Det betyder ringere uddannelse og dårligere krigsbrugbare enheder. Men hvem har skylden? Ja, hvis vi ikke kan lægge den over på andre, så må konklusionen være: At det har vi selv! Alle vi officerer, som lod os forlede til - ikke alene at tro på disse dogmer - men endog samvittighedsfuldt har efterlevet og gennemført dem uden egentlig at erkende konsekvenserne eller blot har ladet os lede af de for os behagelige ,og bekvemme sider. Vi er altså alle ansvarlige, og når det er slået fast, ja, så vil det jævnfør min indledning være det normale, at vi tager ved lære og retter de konstaterede fejl. Dette er heldigvis muligt endnu, og kan gøres inden for gældende love. Man må så blot håbe, at ansvarlige officerer på allé niveauer - ikke mindst dem, der har med uddannelsen af de kommende generationer af faste officerer at gøre - vil erkende dette ansvar. Lad vor arbejdsplads være en militær arbejdsplads med militære normer, som er afstemt efter vort formål: at uddanne soldater til at slås og overleve. Lad dem uddanne funktionærer, som har behov for funktionærer.
 
 
 
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:
 
 

 

Litteraturliste

Del: