Historien som hjælpemiddel i officersuddannelsen

I Militært tidsskrift nr. 2, februar 1987, fremlagde daværende major, nuværende oberstløjtnant, cand. phil. M. H. Clemmesen (MHC) sine synspunkter på »Anvendelsen af historien i hærens officersuddannelse«. Jeg skal i det følgende forsøge ikke at give egentlige kommentarer til det af MHC fremlagte, men alene forsøge at redegøre for et andet synspunkt på anvendelsen af historien i hærens officersuddannelse. Jeg må straks erkende, at jeg, da jeg for næsten 3 år siden afløste MHC som krigshistorielærer på Hærens Officersskole, stort set havde de samme synspunkter på anvendelsen af historien, som fremlagt af MHC; med andre ord: Jeg mente, at historien i meget høj grad skulle og kunne anvendes i snæver tilknytning til undervisningen i taktik. Dette synspunkt har jeg delvis måttet revidere.
 
Den gældende/fremtidige uddannelsesstruktur
Inden en egentlig beskrivelse af, hvorledes historien kan/bør placeres i hærens officersuddannelse, er det vel rimeligt kort at repetere den nuværende/fremtidige uddannelses»ramme«, der er/vil være:
- Officersgrunduddannelsen (OGU), som alle hærens officerer af linien vil gennemgå, og som derfor må være grundlaget for alt efterfølgende, også hvad angår brug af historien i uddannelsen. - Den videregående officersuddannelse (VOU), der fremtidigt vil være en af flere muligheder på videreuddannelsestrin I (VUT-I); kun et begrænset antal officerer fra OGU vil indtræde på VOU.
- Videreuddannelsestrin I (VUT-I), der bl.a. indeholder ovennævnte VOU, samt et antal andre uddannelser, herunder Videreuddan- nelse-I, Føring/operativ/efterretning (VUT-I-0), som p.t. er imder planlægning. Det eksisterende Føringskursus-I (FØR-I) henregnes også til dette uddannelsestrin. Tilsvarende er gældende for det væmsfælles kursus, Stabskursus-I (STK-I). Fremtidige VUT-I- uddannelser er ansøgte og altså ikke-obligatoriske uddannelser for hærens officerer.
- Videreuddannelsestrin-n (VUT-H), der p.t. ikke er endeligt struktureret, men som forventes at ville indeholde tilsvarende uddannelser som det hærspecifikke Føringskursus-II (FØR-EI) og det væmsfælles kursus, Stabskursus-EI (STK-II), samt øvrige væmsfælles kurser på Forsvarsakademiet (FAK). Det forventes, at det fortsat kun er en mindre del af hærens officerer, der gennemgår dette uddannelsestrin.
 
Det er vigtigt at gøre sig denne struktur klar, også når man betragter anvendelsen af historien, da uddannelsesstrakturen jo angiver en klar ramme for, hvad der er muligt at »docere« historiemæssigt; dels begrænset af tid, dels begrænset af elevers og kadetters fomdsætninger. Hemnder er det væsentligt at erindre, at man kan »stå af« på et vilkårligt trin i denne struktur. Det bør derfor være en klar definition dels af den pågældende uddannelses generelle sigte, dels af den ønskede »sluttilstand« historiemæssigt, der må være st}n:ende for indholdet af historieundervisningen og bmgen af historien på de enkelte uddannelsestrin og uddan- nelseme i sammenhæng. Således må »historie-pakken« - ligesom uddannelsen i øvrigt - dels være afsluttet på det enkelte niveau, dels være forudsætning på næste højere niveau. Der bør altså også være en struktur for anvendelse af historien, som der er en straktur for uddaimelseme i øvrigt.
 
Grundlaget
MHC’s ref. gmndlag var i artiklen for uddannelserne på Hærens Officersskole dels de tidligere A- og B-linieuddannelser, dels de forskellige overgangsuddannelser til de nye OGU- og VOU-uddannelser. Dette er helt naturligt henset til, at de nye uddannelser kun lige var påbegyndt, da da MHC forlod Hærens Officersskole som lærer i krigshistorie. Det er imidlertid denne struktur, der er interessant fremover - og kun i mindre grad »arven« fra tidhgere uddannelser.
 
Grundlaget for de »nye« uddannelser (OGU og VOU) er, omend ikke formelt, så dog reelt, stadig »det militærvidenskabelige grundstudium«, som MHC havde som »ideelt« grundlag i sin artikel, og som skal gengives her ved modellen:
 
 
Det er her vigtigt at fastslå, at OGU er ovennævnte »grundstudium«, der skal kunne hvile i sig selv som en afsluttet officersuddannelse. Modellen kan derfor anvendes til beskrivelse af indhold og sammenhænge på OGU, og dermed som grundlag for alle øvrige uddannelser på højere trin.
 
Situationen i dag
Det kan næppe undre, at den meget betydelige omlægning af uddannelsesstrukturen fra to reelt uafhængige A- og B-uddannelser til to integrerede uddannelser (OGU og VOU) ikke forløb uden problemer, navnlig når man betragter den tid, der var til rådighed for planlægning og implementering. Det er da også først nu, hvor 4. OGU-hold og 3. VOU-hold er godt i gang, at indhold og samménhænge i uddannelserne kan siges at være på plads. Der er således for hvert hold foretaget justeringer, som har ført frem til den nuværende situation.
 
A. Den grundlæggende officersuddannelse (OGU)
Jf. tidligere er denne uddarmelse den vigtigste at beskæftige sig med, også hvad angår anvendelsen af historien i uddannelsen. Formålet med OGU er to-delt. Uddannelsen har således dels et alment formål med henblik på udførelse af tjenesten på lederniveau i forsvaret, dels et særligt formal, der tager sigte på at bestride de laveste førerfunktioner ihæren (U-PLAN/HO, OGU. JAN 86.)
 
Alment formål
- at kadetten får den viden og de færdigheder, der kvalificerer til, i én eller flere funktioner på laveste funktionsniveau i ledergruppen at planlægge, tilrettelægge, gennemføre og kontrollere aktiviteter inden for sit funktionsområde,
- at kadetten udvikler de karaktermæssige egenskaber og opnår et grundlag for den ledelsesmæssige holdning og ansvarsfølelse, der er en betingelse for effektiv ledelse og samarbejde,
- at kadetten opnår forståelse for de forskellige tjenesteområders specialer som grundlag for uddannelse til andre funktioner og for videreuddannelse samt for den pågældendes personlige udvikling med henblik på dennes tjeneste og senere avancement, og
- at kadetten opnår forståelse for det civile samfund, således at den pågældende i sin tjeneste til stadighed forstår årsagerne til den samfundsmæssige udvikling, der er af betydning for løsning af forsvarets opgaver.
 
Særligt formål
- at kadetten erhverver sig den nødvendige, teoretiske viden og praktiske kunnen for bestridelse af tjenesten som delingsfører ved en underafdeling^.
 
Som det fremgår heraf, er det almene formål det helt afgørende i denne grundlæggende officersuddannelse.
 
Uddannelsens indhold er struktureret i nedenstående fire elementer:
I Den specielle miltærfaglige uddannelse, som omfatter taktisk-opera- tive, herunder teknisk-operative fag.
II Den alment militærfaglige uddannelse, som omfatter forvaltning, militær- og krigshistorie, fysisk uddannelse og træning samt tekniske fag.
III Uddannelse i ledelse, uddannelsesvirksomhed og samarbejde, som omfatter psykologi, uddannelseslære/pædagogik, ledelse og samarbejde.
IV Almen uddannelse, som omfatter fagområderne statskundskab, sprog samt matematik/fysik.
 
Man ser heraf, at uddannelsesplan for OGU på udmærket måde afspejler »Det militærvidenskabelige grundstudiums model«, jf. fig. 1. I uddannelsesplanen er militær- og krigshistorie placeret i uddannelseselement II, hvilket er en logisk konsekvens af uddannelsesformålet. Placeringen her tilgodeser endvidere den centrale placering, krigshistorien har i modellen, som bindeled til og ref.-grundlag for de øvrige uddannelseselementer. Hvad er så/bør være den strukturerede brug af historien på OGU? Da dette er »hovedbudskabet« i MHC’s artikel, må denne del primært behandles. I det efterfølgende vil kun den strukturerede del af brugen af historien blive behandlet, den del der falder i faget militær- og krigshistorie, og ikke den brug den enkelte lærer i andre fag gør af historien til illustration af og understregning for taktiske, uddannelses-, ledelses- og forvaltnings- mæssige forhold.
 
B. Faget Militær- og krigshistorie på OGU Udgangspunktet for indhold i og gennemførelse af den strukturerede undervisning i militær- og krigshistorie må derfor være;
1. Den enkelte kadets forudsætninger.
2. Indholdet af uddannelsen »totalt« og uddannelsens enkelte fagområder.
3. Den ønskede »sluttilstand« som forudsætning for senere uddannelser på højere trin.
 
ad 1: Her opstår straks en af de mere væsentlige vanskeligheder for faget mihtær- og krigshistorie. Hvor de tidligere A- og B-linieuddannelser havde klare, ensartede forudsætninger militært som civilt, er dette ikke tilfældet på OGU. Spredningen i kadetternes forudsætninger er nu meget betydelig. Yderpunkterne her er dels en kadet, der som civil forudsætning har en sproglig studentereksamen fra et gymnasium, som har lagt stor vægt på historieundervisningen, og som militær forudsætning har en sekondløjtnantuddannelse og længere tids virke som delingsfører i kamptroppeme; dels en kadet, der som civU forudsætning har en HF-enkeltfagseksamen (uden historie, og dermed som grundlag alene historieundervisningen fra folkeskolen), og som militær forudsætning alene har en gennemgang af HMAK’s (HMFS) grundkursus samt 6 måneders »praktik« ved en 1., 2. eller 3. echelon. Variationerne mellem disse »yderpunkter« er utallige, hvorfor der ikke kan tages et entydigt udgangspunkt i den enkelte kadets forudsætninger og erfaringer som grundlag for undervisningen.
 
ad 2: Kravet om at uddannelsen primært skal have et alment sigte - hvilket hverken kan eller må anfægtes - medfører, at militær- og krigshistorie ikke alene kan lægges tæt op ad taktikundervisningen, men også have sammenhæng til undervisningen i øvrige fag, og ikke mindst faget statskundskab. Det spektrum, som militær- og krigshistorien herved bør dække, er reelt uendeligt. Dette kan selvsagt ikke lade sig gøre, hvorfor der må foretages en prioritering, hvilket jeg er enig med MHC i - men ikke i, hvorledes denne prioritering bør foretages.
 
ad 3: Ligesom OGU som helhed skal danne grundlag for uddannelsen på efterfølgende højere trin, ved en generel »bred basisuddannelse«, bør uddannelsen i militær- og krigshistorie på OGU have samme »brede« tilsnit for at sikre et rimeligt fundament for senere mere »speciel« brug af historien. En »specialisering« på dette felt på OGU-niveau må altså afvises.
Sammenfattende betyder dette for militær- og krigshistorieundervisningen på OGU:
 
- At uddannelsen må sigte efter at kunne bringe kadetterne på et fælles højere niveau ved afslutningen af uddannelsen.
- At uddannelsens indhold ikke alene må have ref. til faget taktik, men berøre alle undervisningsfag, dog efter en fastlagt prioritering.
- At uddannelsen må have tilstrækkelig bredde for at være et anvendeligt fundament for senere uddannelser.
 
Hvilke specifikke formål for faget militær- og krigshistorie kan så på denne baggrund opstilles? (Jf. OGU alment formål p. 155-156.) Efter min opfattelse må disse være følgende:
 
- at kadetten opnår forståelse for sammenhængen mellem krigsførelsens og samfundets udvikling,
- at kadetten opnår forståelse for de væbnede konflikters væsen samt styrende faktorer heri,
- at kadetten opnår kendskab til varians og konstans af krigens faktorer,
- at kadetten opnår kendskab til de faktorer, der påvirker udviklingen af taktik (doktrin), våbenteknologi og organisation,
- at kadetten opnår kendskab til de faktorer, der betinger førervirksomhedens historiske udvikling.
- at kadetten opnår kendskab til våbenartemes historiske udvikling og betingelserne herfor,
- at kadetten opnår kendskab til sø- og luftkrigsførelsens udvikling samt forståelse for disses indvirkning på landkrigsførelsen,
- at give kadetten lejlighed til selvstændigt at arbejde med et for en officer relevant emne, delvis efter eget valg, på et historisk grundlag og herunder foretage en bearbejdning og analyse samt fremlægge resultatet hhv. mundtligt og skriftligt inden for en given ramme.
 
Ovennævnte formål kan stort set tilgodeses inden for nuværende uddan- nelsesdirektiv, dog er den tidsmæssige ramme en stærkt begrænsende faktor. P.t. udgør denne ramme 120 timer, der er fordelt således:
1. års semester:
- Militær- og krigshistorie: 40 timer
- Nyere historie: 30 timer
 
2. års semester:
- Militær- og krigshistorie: 30 timer
- Søkrigshistorie: 10 timer
- Luftkrigshistorie: 10 timer
- Øvelsesprojekt: Få timer taget fra militær- og krigshistorie.
 
Heraf fremgår klart, at såfremt førnævnte formål skal tilgodeses, må der foretages en stram strukturering og udvælgelse samt prioritering, og ikke mindst stilles betydelige krav til den enkelte kadet dels om et omfattende forberedelsesarbejde til den enkelte lektion, dels om et betydeligt individuelt og selvstændigt arbejde i forbindelse med foredrag og øvelsesprojekt. Hvorledes kan disse omfattende krav da honoreres inden for den givne tidsramme, og hvorledes bør prioriteringen foretages? Opdelt på de to semestre kan dette se således ud:
 
1. års semester:
- En kronologisk gennemgang af den historiske udvikling militært fra Antikken til afslutningen af Napoleonskrigene. Formålet med denne gennemgang er at påvise systemer, metodik, principper og indbyrdes relationer, med andre ord give den enkelte kadet et »arbejdsredskab« for systematisk analysemetode i relation til undersøgelse af militære emner på et historisk grundlag. Et sekundært formål er at give den enkelte kadet »almen-dannende« viden om den militære professions historiske udvikling.
- En belysning af den nationale krigshistorie ved gennemgang af de slesvigske krige. Dette tilgodeses ved et kadet-foredrag om en afgrænset kamphandling eller et afgrænset forløb. Tidsrammen for det enkelte foredrag gøres så stramt, at kadetten tvinges til en omfattende bearbejdning af stoffet samt en nøje udvælgelse af det stof/de emner, der skal præsenteres. Kravet her er ikke en egentlig analyse, men derimod en demonstration i brug af førnævnte »arbejdsredskab«. Disse foredrag afslutter 1. semesters pensum i Militær- og Krigshistorie.
- Herefter overgås til en gennemgang af den nyere historie, perioden 1870-1940, som grundlag dels for undervisningen i 2. semester i Militær- og Krigshistorie, dels for undervisningen i Statskundskab og International Politik.
Hovedvægten lægges på samspillet mellem de tre faktorer:
- Den økonomiske udvikling.
- Den indenrigspolitiske (forfatningsmæssige) og sociale udvikling.
- Udenrigspolitikken.
 
Undervisningen gennemføres som en kombination af en kronologisk, en områdemæssig og en ideologisk behandling.
 
2. års semester:
Efter 1. års semesters grundlæggende indføring i metoder, systemer, samspil og begrebsrammer kan undervisningen i militær- og krigshistorie nu i højere grad integreres med de øvrige hovedfagsområder (jf. fig. 1), da undervisningen i disse nu også har nået et niveau, der gør integration mulig. Perioden fra dette århundredes begyndelse til afslutningen af Den anden Verdenskrig benyttes til behandling/diskussion af følgende forhold:
- Den teknologiske udviklings indflydelse på krigsførelsen.
- De sociale og uddannelsesmæssige ændringers indflydelse på krigsførelsen og de ledelsesmæssige konsekvenser heraf.
- Den konventionelle krigs »virkelighed«.
- Våbenarternes karakteristika og samvirke.
- Værnenes karakteristika og samvirke.
 
Perioden fra afslutningen af Den anden Verdenskrig til nutiden benyttes til behandling af følgende forhold:
- Nye teknologiske forholds indvirkning på udviklingen af strategi og taktik.
- De væbnede styrkers rolle i sikkerhedspolitikken.
 
Øvelsesprojektet, der er et skriftligt individuelt arbejde af et omfang på maksimalt 25 egentlige tekstsider, udarbejdes og afleveres i dette semester. Den enkelte kadet gives her lejhghed til at »dybdestudere« en krigshistorisk hændelse fra dette århundrede og efter eget valg beskæftige sig med analyse af et taktisk/operativt problem på et relevant niveau, om muligt brigade/ bataljon eller derunder. Kadetten har på dette tidspunkt i uddannelsen tilstrækkelig viden og indsigt fra undervisningen i de andre hovedfagsområder, her specielt fra taktikundervisningen, at en analytisk behandling af et komplekst emneområde er mulig. Øvelsesprojektet kan således betegnes som syntesen af »Det militærvidenskabelige grundstudiums model«, jf. fig. 1.
 
Afsluttende om OGU
Som OGU generelt må undervisningen i miltær- og krigshistorie primært tilgodese det almene formål, d.v.s. give en passende bred basis for senere udbygning af mere specifik karakter. Dette hindrer dog ikke, jf. tidligere, at kadetten ved uddannelsens afslutning skal demonstrere specifik brug af det indlærte, ved det integrerede dybdestudium i forbindelse med øvelsesprojektet.
 
C. Den videregående officersuddannelse (VOU) Forudsætning for mihtær- og krigshistorie på dette niveau må dels være føromtalte brede basis, meddelt på OGU, dels en betydelig professionel erfaring fra tjenesten i geleddet. Projektformen og indholdet af disse projekter er stort set allerede justeret i retning af det af MHC fremførte på grundlag af erfaringer fra de to første VOU-hold. Det er imidlertid vigtigt her at fastslå, at dette indhold og denne metode på VOU har som absolut forudsætning, at eleven ved indtræden er i besiddelse af den brede basis som skitseret under OGU. Såfremt dette ikke er tilfældet - hvilket det ikke vil være efter MHC’s forslag til OGU-justeringer - kan dette indhold og denne metode umuligt fastholdes.
 
Fremtidige uddannelser
A.VUT-I
1. Specialiserede videregående føreruddannelser Indholdet af øvrige uddannelser på dette niveau kendes ikke i dag, da disse endnu er på planlægningsstadet. For disse uddannelser må imidlertid gælde samme princip som skitseret tidligere, at militær- og krigshistorie- uddannelsen - såfremt en sådan indgår i pågældende uddannelse, hvilket den efter min mening absolut bør - må afspejle uddannelsens formål og indhold generelt. Til illustration af, hvad en sådan kan omfatte - stadigvæk under forudsætning af, at eleven forud har gennemgået førnævnte stofområde på OGU - skitseres eksempelvis (Forslag til uddannelsesdirektiv): 
 
UDDANNELSESDIREKTIV MILITÆR- OG KRIGSHISTORIE for VIDEREUDDANNELSE-I, FØRING/OPERATIV/EFTERRETNING (VUT-I-O)
 
1. Formål
Formålet med uddannelsen er at give eleven kendskab til den historiske baggrund og grundlag for hærens doktriner for derved at opnå forståelse for sammenhæng mellem doktrin - teknologi - organisation. Endvidere skal eleven opnå et sådant kendskab tü den militære stabs udvikling og stabens rolle for førervirksomheden, at han opnår forståelse for sin egen rolle som operations- og efterretningsofficer ved en afdelingsstab og efterretningsofficer ved brigade eller region.
 
2. Indhold
Uddannelsen omfatter undervisning i:
- Militærhistorie
- Krigshistorie
 
3. Mål
Ved uddannelsens afslutning skal eleven
- have kendskab til den historiske udvikling af krigsføringens principper,
- have forståelse for grundlaget for hærens doktriner,
- kunne anvende uddannelsen som baggrund for og perspektiv i den taktiske undervisning, bla. ved behandling af emner som krigs- teknologiens udvikling, krigsføringens principper, førervirksomheden og herunder især stabsofficerens rolle og virke.
 
4.Tid
Undervisningen omfatter i alt 60 timer, der fordeles således (se tillige pkt. 5):
- Indledende lektioner 2 timer
- Krigens teori og principper 8 timer
- Projekter 50 timer
 
5. Gennemførelse
a. Generelt Undervisningen falder i to adskilte dele:
- En indledende del baseret på lærerforedrag og klassediskussion.
- En projektorienteret del baseret på studievirksomhed, forelæggelser for klassen og temadiskussioner.
 
b. Indledende lektioner {foredrag og diskassion): (5 dobbeltlektioner)
- Den historiske udvikling af krigsføringens principper.
- Krigens teori, den begrænsede contra den totale krig (Clausewitz, Jomini, atomstrategeme).
- Den historiske udvikling af forholdet mellem doktrin - teknologi - organisation.
 
c. Projekter (indledning, gruppearbejde, forelæggelse, diskussioner, konklusion):
4 projekter å 6 dobbeltlektioner omfattende følgende projekttemaer:
(1) Försvarskamp
(2) Henholdende kamp
(3) Angreb
(4) Den militære stab.
 
d. Koordination
Faggruppelederen er ansvarlig for koordination med Faggruppe Taktik og Faggruppe Ledelse og Uddannelse.
 
2. Almene væmsfælles uddannelser
Denne/disse uddannelser forventes i indhold og målsætning stort set som , svarende til nuværende Stabskursus-I. Såfremt der her skal indgå struktureret militær- og krigshistorie, hvilket der efter min opfattelse absolut bør, er det vigtigt, at denne kan baseres på et bredt grundlag meddelt på OGU-niveau på de tre officersskoler. Indholdet af disse uddannelser kunne med fordel være behandling af historiske eksempler til underbygning og understregning dels af >>væms- identiteter« dels af nødvendigheden af væmsfælles samarbejde og samvirke.
 
B.VUT-II
1. Specialiserede videregående føreruddannelser Her er jeg ganske enig i det af MHC fremførte.
2. Almene væmsfælles uddannelser Uden nødvendigvis at være enig i detaljer i det af MHC fremførte, er jeg enig i de anførte principper. Det forekommer mig dog ikke muligt at kunne nå dette niveau, medmindre bredde og sammenhæng på OGU-niveau og integration på VOU/VUT-I- niveau er tilsikret.
 
Afsluttende om historien som hjælpemiddel i officersuddannelsen
Jeg har i foregående mest indgående beskæftiget mig med OGU-niveauet, hvilket har to årsager. For det første er det deri eneste uddannelse, vi har sikkerhed for, at alle officerer gennemgår, hvilket i sig selv gør den interessant. For det andet er det primært her, jeg er mest uenig med MHC. Det er efter min mening absolut nødvendigt at give den vordende officer den bredest mulige basis historiemæssigt, netop for at undgå, at officeren skal blive en »halvstuderet røver«, der ved tilfældige udpluk, brokker og citater misbruger historien i sit professionelle virke, og dermed vil udlede forkert lære af tidligere udviklinger, hændelser og kamphandlinger. Hvad der imidlertid måske er det mest vigtige for uddannelsen på OGU- niveau er at åbne kadettens øjne for betydningen af den historiske udvikling for nutiden og fremtiden, og dermed animere kadetten til også i sit senere virke som officer at gøre brug af deii historiske erfaring ved selvstændige fortsatte studier. Her er jeg meget enig med MHC. Efter nu at have stiftet bekendtskab med 4. OGU-hold er jeg ikke så bekymret for denne sidstnævnte meget væsentlige del, og jeg deler altså slet ikke MHC’s opfattelse af kadetternes interesse i og forståelse for betydningen af historien som hjælpemiddel i officersuddannelsen. Sammenfattende må jeg anføre, at officersuddannelser uden rod i og på basis af den historiske udvikling er utopisk og meningsløs. Det er da heller ikke her opfattelserne brydes, men alene i de anvendte metoder til at nå målsætningen: De bedst muligt uddannede officerer på de forskellige funktionsniveauer i fremtiden.
 
 
 
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 
 
 
 

Litteraturliste

Del: