”Historien der ikke bliver fortalt – om krigen i Afghanistan”

Anmeldt af Peter Hebo Sølling

”Historien der ikke bliver fortalt – om krigen i Afghanistan” af Nagieb Khaja. Udgivet af Gyldendal den 8. november 2011. 356 sider illustreret. ISBN 978-87-02-08784-0. Pris kr. 349. 

Bogen udgør et vægtigt bidrag til debatten om de seneste ti års internationale bestræbelser på at fremme fred og stabilitet i Afghanistan. Særligt fortjener Nagieb Khajas beretning om konflikten og dens forløb opmærksomhed, fordi den bygger på et betragteligt antal feltstudier, der har givet forfatteren mulighed for at komme helt tæt på såvel de stridende parter som den afghanske lokalbefolkning. Netop i dette forhold ligger selve kimen til bogens særegne værdi og kvalitet. ”Bottom line” er, at ud af Nagieb Khajas anstrengelser er kommet en veldokumenteret udlægning af situationen i Afghanistan. Vel at mærke en udlægning, der adskiller sig væsentligt fra det billede, som almindeligvis gengives i danske medier, og som følgelig bør give anledning til eftertanke i såvel politiske som militære kredse.  

Nagieb Khaja er født og opvokset i Danmark og uddannet journalist fra Syddansk Universitet. Han har de seneste år arbejdet på en række dokumentarprojekter for DR og TV2. Qua afghanske aner og sin baggrund som journalist har han naturligt nok haft en interesse i at beskæftige sig indgående med udviklingen i Afghanistan siden 2001. Nagieb Khajas etniske rødder har unægteligt spillet en afgørende rolle i forhold til hans muligheder for at etablere lokale netværk/kontakter og gennemføre journalistisk feltarbejde i nogle af Afghanistans mest uroplagede områder. Områder, som generelt har været svært tilgængelige for vestlige journalister, og hvortil adgang har været betinget af den enkelte journalists villighed til at arbejde under beskyttelse af de internationale sikkerhedsstyrker. En omstændighed som Nagieb Khaja i bogen fremhæver som en af hovedårsagerne til de mestendels unuancerede og realitetsforladte vurderinger, der efter hans opfattelse har været kendetegnende for den danske nyhedsdækning af konflikten i Afghanistan.      

Allerede på de indledende sider bliver man som læser gjort opmærksomhed på, at Nagieb Khaja med bogen ønsker at gå i rette med, hvad han betragter som stereotype og virkelighedsfjerne fremstillinger af konfliktens ”anatomi”. Hans centrale pointe i bogen er, at den internationale koalition efter ti års tilstedeværelse har spillet fallit i forsøget på at skabe grundlaget for en selvstændig, stabil og bæredygtig afghansk enhedsstat. Den internationale styrke har med andre ord forpasset chancen for at bringe Afghanistan på ret køl og er gennem de seneste år i stigende grad blevet en del af problemet, som står i vejen for en løsning af konflikten. Nagieb Khaja peger i bogen på, at de internationale styrker, som følge af en stribe eklatante fejltrin på både strategisk og taktisk niveau, har gødet jorden for en fortsættelse af den stammerivalisering, som hærgede Afghanistan i 1990’erne og de facto dannede baggrund for Talebans opblomstring.

Ifølge Nagieb Khaja har den internationale stabiliseringsstyrke (ISAF) mistet sin legitimitet og troværdighed blandt civile afghanere. Der er mange årsager til det morads, som ISAF er havnet i, men specielt to forhold har vakt en betydelig øget modstand mod den internationale tilstedeværelse: ISAF’s ofte umådeholdne brug af militærmagt, der til stadighed kræver civile ofre, og dernæst det forhold, at man fra international side har valgt at alliere sig med en række af de krigsherrer, som bærer en stor del af ansvaret for de vederstyggelige forbrydelser, der blev begået mod den afghanske civilbefolkning under borgerkrigen i 1990’erne. Resultatet er – ifølge Nagieb Khaja – at en stigende andel af navnlig den afghanske landbefolkning har valgt at gribe til våben og aktivt bekæmpe ISAF og Karzai-regeringen. Oprøret er i dag derfor langt mere omfattende og komplekst end blot et spørgsmål om, hvad Taleban søger at opnå.

Nagieb Khaja benytter gennem hele bogen et levende og nuanceret sprog, hvilket gør skildringerne af hans oplevelser i Afghanistan til interessant og spændende læsning. At bogen er bygget op omkring en stribe rejseessays med lejlighedsvise passager, der behandler historiske forhold, synes at fungere ganske fortræffeligt. Som indledningsvis nævnt rejser bogen en række meget centrale og kritiske spørgsmål i forhold til de seneste års dækning af konflikten i Afghanistan: Har medierne og ledende politikere på tilfredsstillende vis løftet deres demokratiske forpligtelse/ansvar i forhold til at give den danske befolkning et tilpas retvisende billede af situationen i Afghanistan? Nej, er Nagieb Khajas overordnede konklusion. Hvad enten man deler standpunktet eller ej, kommer man ikke uden om, at Nagieb Khaja har skrevet en læseværdig og indsigtsfuld bog, der bør give anledning til eftertanke i politiske, journalistiske og militære kredse.   

 

Del: