Hærens taktiske efterretningstjeneste - Er den danske hær forbryderisk?

Major O. Lind Jensen, leder af faggruppe OPTRONIK ved Hærens Specialskole og sekretær i Studiegruppen for Taktisk Efterretningstjeneste fremsætter her nogle betragtninger foranlediget af major P. B. Jensens indlæg om hærens taktiske efterretningstjeneste, efterfulgt af en kort replik fra major P. B. Jensen.
 
 
Vanvittig, ja forbryderisk, er den hærs indstilling, som ikke forbereder sig på at beherske alle former for våben, alle kampmidler og kampmetoder, som er eller kan være hos fjenden.
- V. I. Lenin
 
 
Forudsætninger
Ifølge Feltreglement I er det efterretningstjenestens formål at opfylde det behov for viden om fjenden og om terræn- og vejrforhold, som føreren til enhver tid vil have for at kunne træffe sine beslutninger. Endvidere hedder det, vedrørende tilvejebringelse af oplysninger om fjenden: Ved løsning af denne opgave søger efterretningstjenesten især at fastslå de fjendtlige styrkers art, størrelse, organisation og inddeling, deres placering eller bevægelse samt deres tilstand, virksomhed og identitet og at tilvejebringe kendskab til fjendens materiel. Føring kan beskrives som processerne »opfattelse, beslutning og iværksættelse«. studier antyder, at førere bruger 2/3 af deres tid på at »opfatte« situationen, herunder på at erkyndige sig om egne styrkers status. 5% af tiden bruges til iværksættelse. Dermed resterer ca. 30% af tiden til beslutningstagen, herunder til vurdering af betydningen af de indhentede efterretninger. Når kampen udvikler sig hurtigt og situationen ændrer sig kontinuerligt, giver dette ikke megen tid til studier vedrørende fjendens kampmetoder og indikationerne på disse.
 
Efter disse indledende betragtninger, når jeg frem til de samme to problemområder som major P. B. Jensen:
- bearbejdning af informationer om vor potentielle modstander, og
- uddannelse og anvendelse af TAK-E personel.
 
Systemet
Det system, major P. B. Jensen beskriver, anser jeg ikke for at være så ringe, som majoren giver udtryk for. Når en operativ myndighed får en opgave, giver allerede Feltreglement I en beskrivelse af det efterretningsbehov, myndigheden har. Og det er derefter op til myndigheden at formulere sit behov over for indhentende og bearbejdende organer, egne såvel som eksterne. At systemet fungerer mindre tilfredsstillende skyldes efter min mening andre årsager end FKO sagsbehandling, nemlig de to førnævnte problemområder og følgevirkninger deraf.
 
Bearbejdning
Major P. B. Jensen anfører, at det »må være« FE opgave at indhente og bearbejde de for hæren nødvendige data. Dette mener jeg også sker i dag, i den udstrækning de operative myndigheder, studiegrupper, skoler m.v. retter forespørgsler til FE Og med de begrænsninger opgaveprioritering og kapacitet medfører for FE. Betragter man hærens reglementsarbejde og studie- og udviklingsvirksomhed er det af FE fremskaffede trusselsbillede en helt grundlæggende forudsætning. Jeg er dog enig i, at det ikke i alle tilfælde er muligt at få tilstrækkeligt detaljerede efterretninger. Uden at have detailkendskab til FE opgaver og kapacitet, vil jeg mene, at bearbejdningsproblematikken kan løses på flere måder. FE kan få tilført forøgede ressourcer og blive pålagt at gennemføre en meget detaljeret bearbejdning, eller man kan udnytte den specialviden om våbensystemer m.v., der findes ved tjenestegrensskoler, og lade disse gennemføre bearbejdning på deres specialområder. Den sidstnævnte metode vil naturligvis give problemer med sammenhæng i bearbejdning, klassifikation m.v., men synes at være en farbar vej. Jeg mener, at vi har de nødvendige informationer, men at det vil være nødvendigt at udvide bearbejdningskapaciteten, således at informationerne kan udnyttes i form af let tilgængelige efterretninger.
 
Uddannelse og anvendelse
Uddannelsen af E-officerer forekommer relevant og tilstrækkelig, såfremt alle uddannelsestilbud udnyttes og de pågældende i tjenesten gives mulighed for (og har lyst til) at beskæftige sig med efterretningsmæssige forhold. Det er nødvendigt, at en E-officer til stadighed følger udviklingen hos vor potentielle modstander og ikke blot periodevis fungerer i en nominel funktion. Derfor er jeg helt enig i, at der eksisterer et behov for genopfriskningskurser, som anført af major P. B. Jensen. Den tjenstgørende E-officer har dog gode muligheder for, bl.a. gennem tidsskrifter, til stadighed at have et ajourført kendskab til modstanderen, såfremt hans tid ikke anvendes til løsning af alle mulige øvrige opgaver. Det ses dog alt for ofte, at personel uden tilstrækkelig uddannelse bestrider E-officersfunktioner. Det er svært at afse tid til at lade det nødvendige antal deltage på de nødvendige kurser, så ofte overlades det til den enkelte, at uddanne sig ved selvstudium, i nogle tilfælde endog ved en form for on-the-job uddannelse. Denne uddannelsesform kan muligvis sætte en efterretningsofficer i stand til at tælle vejhjul på bæltekøretøjer, typebestemme enheder o.lign., egenskaber der er nødvendige, men som, når de ikke suppleres med anden viden, primært kan anvendes til historieskrivning. Der er et meget langt spring derfra og så til at kunne give realistiske vurderinger af fjendens handlemuligheder. Det kan være på sin plads på dette tidspunkt at skele tU konsekvenser af materielle mangler på indhentningsområdet. Disse mangler medfører, at de oplysninger E-officerer får, refererer til overståede eller i bedste fald igangværende handlinger, baseret på hændelser, der umiddelbart kan/har kunnet ses fra egne forreste linier. De vurderinger, E-officeren bør kunne foretage, er således en extrapolation fra fjendens forreste enheder og deres handlinger tu fjendens mere langsigtede muligheder. Dette er en ganske svær opgave, der kræver såvel uddannelse som realistisk træning.
 
Anvendelsen af E-officerer giver ikke megen træning i at foretage den omtalte extrapolation. Enten fordi han ofte blot anvendes som hjælper for operationsofficeren, i den forstand at han tilrettelægger et fiktivt (urealistisk) fjendebillede for at tilgodese specifikke øvelsesformål, eller fordi han eksempelvis ved krigsspil, hvor han burde have muligheden for at virke i sin egentlige rolle, får præsenteret betydelig flere oplysninger end han ville kunne forvente i en virkelig situation. I de meget få to-sidede øvelser, hvor E-officeren anvendes reelt, står han til gengæld over for meget små styrker (markeringsstyrker) og får derved alt for få oplysninger. At styrkerne samtidig anvendes efter en anden doktrin end fjendens, er naturligvis yderligere en faktor, der nedsætter mulighederne for at give E-officeren en realistisk træning. Således giver hverken det almindeligst forekommende uddannelsesmønster eller den »normale« anvendelse af E-officerer nogen væsentlig mulighed for at bibringe ham den nødvendige erfaring i vurdering af fjendens handlemuligheder. Den fører, der skal træffe sine beslutninger på det eksisterende efterretningsgrundlag, har ikke tid til selv at foretage de nødvendige vurderinger, og har, selv om han evt. selv har været E -officer, den samme mangel på træning på området.
 
Dette har nogle særdeles uheldige konsekvenser. For det første vil føreren mangle væsentlige dele af sit dispositionsgrundlag, hvorved han løber en øget risiko for at indsætte sine yderst sparsomme ressourcer på en mindre hensigtsmæssig måde. For det andet opleves efterretningstjeneste som en andenrangstjeneste, der blot skal være et hjælpemiddel for de operative sysler, på den uheldige måde, at efterretningstjenesten skal tilpasse sig de ønskede operationer og ikke, som det retteligen burde være, således at operationer blev tilrettelagt på baggrund af efterretnings- grundlaget. E-officeren vil derfor naturligt indse, at vejen til ære og fremgang er den operative branche. Han erkender, at såfremt han fremturer med det efterretningsmæssige, vil han hindre »ønsketænkningsoperationer« og dermed blive en klods om benet på den fører, han egentlig skulle hjælpe til at træffe de bedste beslutninger. Yderligere, hvis han sér sig om i det militære system, vil han opdage, at efterretningstjenesten ikke indebærer nogen væsentlig karrieremulighed. Altså vælger den begavede yngre officer at satse på andre områder. Naturligvis, og heldigvis, findes der undtagelser fra ovennævnte beskrivelse. Men, skal den taktiske efterretningstjeneste fungere, er der ikke plads til nogen manglende viden og manglende erfaring. Det kan ikke læses op på kort tid på kamppladsen.
 
Forbedringsmuligheder
Min konklusion af såvel de i det foregående beskrevne problemer, som de af major P. B. Jensen beskrevne, kan sammenfattes i følgende forslag:
- Delegering af bearbejdningsansvar til hærens skoler.
- Krav om relevant uddannelse inden bestridelse af E-officers- funktioner. 
- Oprettelse af en E-stabslinie, således at ingen forretter tjeneste som E-officer på et højere niveau uden at have været igennem en tilsvarende tjeneste på lavere niveau.
- Anskaffelse af midler, der giver E-officeren mulighed for realistisk træning imder øvelser.
 
Dertil kommer, at det vil være nødvendigt med en holdningsændring til den taktiske efterretningstjeneste. Hermed mener jeg, at der må skabes forståelse for, at al virksomhed i forsvaret bør være baseret på efterretningstjenestens resultater. En indstilling, hvor egne traditionelle handhnger har højere prioritet end efterretningstjenesten er »forbryderisk«.
 
 
Kommentar til major O. Lind Jensens indlæg
Major O. Lind Jensens (OLJ) betragtninger giver mig anledning til at uddybe dele af mit indlæg fra april-nummeret. OLJ anvender Feltreglement I som udgangspunkt. Det kan jeg ikke være uenig i, problemet er bare, om reglementet anvendes som et generelt udgangspimkt, når de operative kommandoer skal formulere deres efter- retningsbehov. Jeg fornemmer, at kun et delvist E-behov formuleres ved revision af planer, og derefter tages det først op igen ved næste revision, dvs. efter et antal år. Det er iøvrigt næppe særligt rationelt, at alle operative kommandører i Hæren ukoordineret stiller opgaver til FE og Hærens skoler. Som det er nu, er der ingen i Hærens TAK-E-system, der ved, hvilke opgaver af TAK-E-mæssig betydning, der i øjeblikket løses af FE, FKO, HRN skoler m.v. Så hvis OLJ mener, at jeg anser systemet for at være ringe, så er det rigtigt, når det drejer sig om koordineret indsats fra Hærens side. Min konklusion er derfor stadigvæk, at vi ikke får et effektivt TAR-E- system i Hæren, før Hærens ledelse selv påtager sig at lede indsatsen.
 
- P.B. Jensen
 
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 
 
 

 

Litteraturliste

Del: