Hærens organisation og uddannelsesstruktur

Chefen for I. Fynske Livregiment, oberstløjtnant E. M. Veisig, kommenterer her de af oberstløjtnant 0. Mathiasen tidhgere her i tidsskriftet fremsatte synspunkter vdr. behovet for ændringer i hærens organisation og uddannelsesstruktur.
 
En kommentar
 
I Militært tidsskrift nr. 2, februar 1983, har oberstløjtnant O. Mathiasen uddybet de tanker om hærens organisation og uddannelsesstruktur, han fremsatte i nr. 7, oktober 1982. Han anfører til slut, at det ikke kan fortsætte som hidtil, og at der må tilvejebringes en rimelig balance mellem ressourcer og opgaver ved at opstille mål, fastlægge grundprincipper og så opbygge en struktur og en organisation, der svarer hertil. Ingen kan være uenig i, at bestræbelserne må gå i retning af at opbygge og fastholde en hær, hvor mål og midler passer sammen, hvorfor nuværende forligsperiode må fremstå som en løbende tilpasningsproces, hvis man ikke ved udløbet skal stå over for at skulle foretage drastiske nedskæringer, således som det så ofte har været tilfældet. Eller med forsvarsministerens ord: »Vi har næppe endnu fået justeret vore ambitioner med hensyn til styrkemål og materielanskaffelser. Med de behov for nyanskaffelser, jeg aner i horisonten, vil der være et helt klart behov for tilpasninger på dette område. Vi har næppe heller - endnu - fået beskrevet en realistisk målsætning for de opgaver, forsvaret kan løse«. »Det første, der må ske i den periode, der kommer, er, at vi må have tilvejebragt det faglige grundlag for en politisk stillingtagen til målet med forsvarets udvikling efter 1984. Det er helt klart de militærfaglige myndigheder, der må tilvejebringe denne basis, og jeg ved, at dette arbejde er i fuld gang«. (Militært tidsskrift nr. 2, ferbruar 1983). Ingen kan næppe heller være uenig i, at det faglige grundlag for en politisk stillingtagen først og fremmest bør komme fra forsvarets egne rækker, hvis vi udadtil skal skabe et positivt indtryk og skal undgå, at den politiske beslutningsproces - og dermed forsvaret - bliver offer for følelsesladet usaglighed. Dette forhindrer selvfølgelig ikke, at inspiration fra politisk hold også kan være formålstjenlig.
 
I lyset af de problemer, regering og folketing i øvrigt har at slås med, især på det økonomiske område, er det først og fremmest forsvaret selv, der bør være initiativtager til forslag om ændringer, der giver størst mulig effekt - og dermed troværdighed - for de tildelte midler, der altid vil være begrænsede. Oberstløjtnant 0. Mathiasens forslag vedrører kun en del af alt det, der må granskes nøje, nemlig hvordan udnytte det nuværende antal stampersonel bedst muligt. I denne forbindelse må de økonomiske, uddannelsesmæssige, beredskabsmæssige m.fl. konsekvenser af den gældende stampersonelordning undersøges og vurderes nærmere. Det, det hele drejer sig om, er, hvordan man formindsker omkostningerne ved forsvarets fredsorganisation så meget som muligt med henblik på at øge krigsorganisationens andel (størrelse og kvalitet) af de samlede ressourcer. Det, der geme skal opnås, er, at materiel, organisation og taktik går op i en højere enhed, så effekten, hærens krigsmæssige værdi (evnen til at gennemføre egentlige militære operationer, kunne påføre en modstander tab og selv overleve en modstanders angreb) bliver så stor som mulig i forhold til de midler (personel, materiel, faciliteter m.v.), som samfundet investerer heri.
 
Ind imellem kan man da godt have sine tvivl om, hvorvidt dette altid er tilfældet. Umiddelbart er det således ikke indlysende, at den primære forudsete opgave for de jyske brigader, der jo nu for en stor del består af pansrede mobile enheder, fortsat skal være at grave sig ned i fremskudte stillinger og føre stedbunden forsvarskamp. Da strategien om »massiv gengældelse« var gældende, var taktikken uden tvivl god nok. Men den er som bekendt forladt til fordel for det »fleksible svar«, ligesom styrkeforholdet på det konventionelle område har ændret sig i de senere år til ugunst for NATO, således at man løber en stor risiko for at blive løbet over ende, hvis man for tidligt lader sig binde. Det var i denne forbindelse interessant i Information for den 12/1 1983 (Nye metoder afprøves i den amerikanske hær) at læse, at konventionelle hærstyrker kan blive langt mere effektive med en relativ enkel, opfindsom og omkostningsbesparende omstrukturering af styrker, udrustning og taktik. Hvor de fjendtlige styrker er tunge og massive, kræver den nye doktrin styrker, som er små, spredte, lette og hurtige, der ligesom »bier kan sværme om en bjørn, der lunter afsted«. Også i andre lande beskæftiger man sig med denne tankegang, der ud fra antagelsen om, at vi på det materielle område kvantitetsmæssigt aldrig kan hamle op med vor potentielle modstander, synes værd at studere nærmere. Israelerne gør det tilsyneladende.
 
Oberstløjtnant Mathiasens tanker går i retning af, at det tjenstgørende og hjemsendte stampersonel udelukkende skal anvendes til bemanding af sådanne nøgleposter i felthæren, kystforsvaret og lokalforsvaret, som ikke kan bemandes forsvarligt med væmephgtige med 9 måneders indledende uddaimelse. Med andre ord, hærens stående styrke som sådan nedlægges, idet uddannelsen til krigsstyrken prioriteres højere end hensynet til beredskabet. Jeg er ikke uenig i denne tankegang, at der ud fra styrkemålsbetragt- ninger generelt må forudses en glidning i opgavetildelingen fra felthærens stående styrke til mobiliseringsstyrke, lokalforsvar og hærhjemmevæm, og at det daglige beredskab væsentligst må varetages af de andre værn og af hjemmeværnet.
 
Det er ikke tanken hermed at foreslå hjemmeværnet som et billigt alternativ til felthær og lokalforsvar, idet dette utvivlsomt kan føre til negative holdninger både i hæren og i hjermnevæmet. Med mindre der sker meget betydelige ændringer af hjemmeværnets organisation og uddannelse, kan man ikke forestille sig, at hjemmevæmsenheder kan optræde i større taktiske formationer end gruppe og deling. Dette sætter i sig selv begrænsninger for hjemmeværnets muligheder for at overtage egentlige militære opgaver fra hæren. Hjemmeværnet bør derfor fortsat opfattes som et supplement til - og ikke erstatning for - de egentlige militære enheder. Noget andet er så, at behovet for dette supplement forekommer øget i takt med udviklingen hos vor potentielle modstander og hos os selv. Det er jo også et spørgsmål, om der ikke i fremtiden vil være behov for at stille hjemmeværnet over for mere krævende og udfordrende opgaver, hvis man skal fastholde den store tilgang af ikke mindst unge. (Gen)indførelse af morteren som ildstøttevåben og evt. anskaffelse af yderligere panserværnsvåben kan være med til at gøre visse hjemmevæmsenheder til »bier« (hærens enheder må så være »hunde« om »bjørnen«). I de faglige overvejelser kan vel også indgå, at den indledende uddannelse af de værnepligtige ikke nødvendigvis behøver at være 9 måneder, men at også andre varigheder kan kormne på tale, hvis omstændighederne taler herfor. Et er imidlertid sikkert: det er stadig mere påkrævet, at vi anskuer forsvarets behov og organisation i en bredere samfundsmæssig sammmen- hæng både i fredstid og under krise- og krigsforhold. Af dagspressen er fremgået, at oplæg til en ny forsvarsordning set i totalforsvarssammenhæng er på vej fra et af de politiske partier. Inspiration fra politisk hold kommer således tilsyneladende ikke til at savnes. Man kan håbe, den bliver saglig.
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 
 

Litteraturliste

Del: