Grønland, vilkår og faktorer

Henrik Kudsk, kontreadmiral, chef for Grønlands Kommando.

Grønlands geografiske beliggenhed er således central i forhold til maritime aktiviteter - imod Arktis i form af krydstogtturisme, som har let adgang fra Atlanten, - henover Arktis i form af udnyttelse af søveje via Ishavet, som passerer tæt på Grønland og - i Arktis ved den potentielle udnyttelse af ressourcer på Grønlands kontinentalsokkel.

 

 

Foto: Forsvaret.dk

 I international sikkerhedspolitisk sammenhæng, vil Grønland derfor kunne forventes at ville få særlig fokus ved sin centrale maritime beliggenhed i forhold adgangen til og udnyttelsen af Arktis. En igangværende udvikling, som Grønlands Kommando allerede kan dokumentere[i]

Grønlands landmasse er 50 gange større end Danmark, et tilsvarende størrelsesforhold er gældende for søterritoriet og den økonomiske zone til søs, omfattende potentielle dansk/grønlandske krav på selve Nordpolen. Udstrækningen af Grønland nord til syd svarer eksempelvis til den samlede afstand af Nordamerikas beboede østkyst, fra Halifax i Canada til sydspidsen af Florida. Afstandene, udstrækningen, selve ”enormiteten” af Grønland er derfor en afgørende faktor, når sikkerhedspolitiske vilkår og virkemidler skal diskuteres. Hertil kommer, at Grønland er bemærkelsesværdigt geografisk isoleret. Grønland er i afstand – modsat den almindelige opfattelse – lige så langt væk fra de beboede egne af Nordamerika som fra Nordeuropa. Den canadiske kyst umiddelbart vest og sydvest for Grønland er således særdeles tyndt befolket, uden egentlige havnefaciliteter eller anden infrastruktur. Hertil kommer, - eller snarere understreget ved – at ingen flyruter eller skibsruter eksisterer mellem Grønland og hverken Canada eller USA. Grønland er derfor kommunikations- og handelsmæssigt østvendt - afgørende afhængig af forbindelserne til Danmark, samt i nogen grad Island.

Grønlands fiskerizone omfatter mere end 2 mio. km2, og fiskerisektoren er det entydigt største og afgørende produktions- og eksporterhverv. Herudover er der i Grønland væsentlige mineralressourcer, ligesom der sandsynligvis er betydelige olierigdomme udfor Grønlands kyster, hvor intensiv olieefterforskning derfor pågår. Turismen med krydstogtskibe er allerede i voldsom vækst.

Der bor i alt kun 57.000 mennesker i Grønland, ca. 16.000 i hovedstaden Nuuk, resten i 16 byer og 60 bygder koncentreret langs sydvestkysten af Grønland. Nordvestkysten og sydøstkysten af Grønland er meget tyndt befolket, mens nordøstkysten er en ubeboet nationalpark, hvor stort set kun folk fra Grønlands Kommandos SIRIUS patrulje er til stede året rundt.

Mellem byerne i Grønland er der ingen veje, hvilket medfører stor afhængighed af sø- og lufttransport. Grønland kan kommunikationsmæssigt betragtes som en atol af delvist beboede øer omkring Indlandsisen.  Det er naturligvis derfor, at havet og søfart er så vigtigt i Grønland, såvel for interne forbindelser mellem byer og bygder som for eksterne forbindelser til omverdenen.

For skibstrafik har alle grønlandske byer dybvandshavne, men med stadig mere utilstrækkelig kapacitet. Grønland savner således i høj grad en udbygning af havnekapaciteten, især i hovedstaden Nuuk. Herudover møder den fremmede søfarende i Grønland et barsk vejrlig, farlige isforhold og uopmålte farvandsafsnit.

For lufttrafik har Grønland to civile internationale lufthavne, der kan håndtere interkontinentale fly. Begge disse lufthavne er tidligere amerikanske militærbaser og ligger på sydvestkysten.

I Grønland er der ingen egentlige landbaserede redningshelikoptere som i Danmark. Der er i stedet etableret et civilt helikopterberedskab med finansiering efter aftale med Danmark til dækning af den tættest befolkede del af vestkysten. Beredskabet opretholdes af Air Greenland med bl.a. S-61 rutehelikoptere på kontrakt af Hjemmestyret. Der er i alt kun 2 af disse 40 år gamle helikoptere tilbage, som indenfor en times varsel kan tømmes for passagerer og udrustes med ”hoist”, så de kan hejse overlevende op fra havet. Piloterne er meget erfarne. S-61 helikopterne er imidlertid ikke udrustet med redningssvømmer eller med termisk eller infrarødt søgeudstyr, der ellers er standard i moderne redningshelikoptere. Endvidere kan de ikke operere om natten. Helikopterberedskabet vil skulle servicere en stadig tiltagende skibstrafik langs Grønlands kyster, både for søredning og evakuering af akut syge besætningsmedlemmer og passagerer. Herudover – bortset fra mindre og meget begrænsede lokale ressourcer – eksisterer der i Grønland intet dedikeret materiel for indsats ved flykatastrofer, søulykker, eller forurening.

Hver vinter – med kulmination i foråret – driver den svære polaris fra Ishavet ned langs Grønlands østkyst og runder Kap Farvel i det tidlige forår. Samtidigt dannes den årlige vinteris på nordvestkysten, og dette betyder, at ¾ af Grønlands kyst ikke kan besejles om vinteren. Dette forklarer, hvorfor byer og havne er koncentreret i Sydvestgrønland. Om vinteren er farvandet omkring Grønland endvidere præget af meget dårligt vejr, overisning og naturligvis året rundt også af isbjerge og bræis. Om vinteren er de maritime aktiviteter derfor meget begrænsede.

Men om sommeren, og hen imod efteråret vender billedet, idet hovedparten af Grønlands kyst nu er isfri. Bortset herfra er nordøstkysten udfor Nationalparken i forbindelse med selve Ishavet, som – indtil nu! – har været dækket af svær polaris året rundt.

En væsentlig faktor for sejladsen og andre aktiviteter omkring Grønland er således den markante forskel på vinter- og sommervilkår. En faktor, som i Grønland sætter betingelserne for stort set alle menneskelige aktiviteter, meget uvant fra, hvad vi er vant til i f.eks. Danmark. Grundlæggende kan en eventuel global opvarmning således ikke forventes væsentligt at ændre på vintervilkårene i Grønland, hvor store dele af Grønland stadig vil være domineret af polarnatten, vinteris, ekstremt lave temperaturer og hyppige storme, som fortsat vil begrænse mulighederne for lønsomme aktiviteter.

Om sommeren derimod, vil en mulig global opvarmning få sin effekt ved at permanent isdækkede områder bliver tilgængelige for sejlads i nogle sommer- og efterårsmåneder. Effekten af en temperaturstigning vil således blive udpræget sæsonbetonet og vil kunne muliggøre sejlads, minedrift og olieudvinding i sommermånederne i områder, der ellers hidtil har været dækket af svær polaris året rundt, f. eks i farvandet udfor Nord- og Nordøstgrønland, Nordøstpassagen henover Sibiriens nordkyst til Beringstrædet og Nordvestpassagen igennem Canadas nordlige territorier langs Alaskas nordkyst og ligeledes til Beringstrædet.

De beskrevne isforhold ved Grønland har i de senere år varieret meget. I foråret 2008 forekom således polaris ned langs Grønlands østkyst og langt op ad vestkysten i et omfang ikke set i en længere årrække. Men senere samme år, i sommeren 2008 blev det derimod for første gang i historisk tid konstateret, at både Nordvestpassagen og Nordøstpassagen samtidigt, om end kortvarigt, var åbne for uassisteret skibstrafik. Og i august 2008 lykkedes det Grønlands Kommandos inspektionsskib VÆDDEREN at sætte ny rekord, idet skibet i isfrit farvand nåede Nordøstrundingen, Grønlands nordøstligste punkt. Et farvandsafsnit, der som nævnt ellers hidtil har været isdækket året rundt.

Endvidere kan Grønlands Kommando konstatere, at kommercielle (sommer-) aktiviteter i grønlandske farvande er under dynamisk og nærmest eksplosiv udvikling fra år til år under forventning om fremtidig økonomisk gevinst.

 

Den igangværende udvikling

Det grønlandske samfund baserer sin økonomiske forhåbning til fremtiden på en udvikling af handel, fiskeri, mulige olierigdomme, minedrift og turisme. Og om få år er det muligt, at nye skibsruter via Nordøst- og Nordvestpassagen om sommeren vil bringe en forøget skibstrafik langs Grønlands øst- og vestkyst til og fra henholdsvis Europa og Amerikas østkyst. Ruter, der vil være tæt ved og parallelle med øde og økologisk meget sårbare arktiske kyster.

Grønlandske farvande er i sommermånederne præget af en stigende aktivitet af skibe engageret i olie- eller anden videnskabelig efterforskning. I sommeren 2008 var op til 14 forskningsskibe samtidig aktive på såvel Grønlands øst- som vestkyst.

Og krydstogtturismen er ligeledes under eksplosiv udvikling.

I sommersæsonen 2007 havde Grønland besøg af 30 forskellige krydstogtskibe med en samlet kapacitet på ca. 23.000 passagerer.

I sommersæsonen 2008 var denne aktivitet steget til i alt 45 forskellige krydstogtskibe med en samlet kapacitet på op til 55.000 passagerer. Dette er en konstateret stigning i størrelsesordenen 50-100 % af krydstogtaktiviteten på bare ét år. I 2008 har der været lige så mange krydstogtturister ved Grønland som hele landets befolkning. Og skibe anløber byer medbringende dobbelt så mange passagerer som byens befolkning. Det største krydstogtskib i 2008 havde 4.280 mennesker ombord. Og alle anløber de gennem nogle af verdens farligste farvandsafsnit, hvor redningsressourcerne som nævnt er begrænsede. Nogle af skibene besejler også øde farvandsafsnit i Nordvest og Nordøstgrønland, hvor ingen redningsressourcer eksisterer, og hvor kun få andre skibe kan komme til undsætning.

Alt i alt er en markant forøgelse af aktivitetsniveauet omkring Grønland konstateret over en kort årrække. Nedenstående oversigtskort viser som eksempel situationen omkring Grønland den 8. september 2008. Lokale grønlandske skibe og fiskerflåden er udeladt; ”plottet” viser således kun udefrakommende handelsskibe, samt Grønlands Kommandos og politiets enheder. Den 8. september 2008 var der i Grønlands farvande 5 handelsskibe, 14 fremmede krydstogtskibe og 14 fremmede videnskabelige/kommercielle undersøgelsesskibe. For 10 år siden, ville man på samme årstid kun have registreret 2-5 handelsskibe.

Om vinteren er der ingen ændring i intensiteten af skibstrafik. Her er billedet det samme som for 10 eller 20 år siden; fiskeskibe i de isfri områder og bare 2-4 handelsskibe over Nordatlanten pr. måned. Og naturligt nok ingen forskningsskibe eller krydstogtskibe.

Fra Grønlands Kommando må det derfor konstateres, at aktiviteten og interessen for Arktis er markant stigende, med Grønland i en central maritim position, og med territoriale krav, herunder for kontinentalsoklen, der stækker sig fra breddegrader så langt mod syd som svarende til Skagen og op til og med selve Nordpolen. Konkurrenterne til kontinentalsoklen er Canada og Rusland. Begge lande giver robuste og klare sikkerhedspolitiske udmeldinger. Udmeldinger, som er blevet matchet med danske udenrigspolitiske initiativer, som f.eks Ilulissat Deklarationen af 28. maj 2008, hvor de arktiske nationer tiltræder at ville afklare fremtidig uenighed om grænsedragning via FN. Men også vilkår, hvor tilstedeværelse, effektive midler og overvågning er den historiske forudsætning for at kunne hævde sin ret, navnlig i tyndt eller ligefrem ubeboede områder af enorm udstrækning.

Hvilket leder mig til en gennemgang af Grønlands Kommandos virkemidler for hævdelse af Grønlands suverænitet og dets forsvar.

 

Grønlands Kommando hovedopgaver og kapaciteter

Grønlands Kommando er en værnsfælles kommando direkte underlagt Forsvarschefen. Chefen for Grønlands Kommando har kommandoen over alle militære styrker i Grønland, samt over et mindre logistisk støtteelement i Danmark. Hovedkvartet for Grønlands Kommando er beliggende i Kangilinnguit/Grønnedal i Sydvestgrønland. Her har Grønlands Kommando desuden en dybvandshavn med faciliteter til at forsyne orlogsskibe med brændstof m.m.

·         Den primære opgave for Grønlands Kommando er i krigstid landets forsvar og i fredstid overvågning og suverænitetshævdelse. Dette skal sikre landet og dets ressourcer for landets indbyggere. Opgavens løsning har altid været en forudsætning for Grønlands territoriale krav; vigtigheden er understreget af territoriets enormitet og landets lille og koncentrerede befolkning.

·         Indenfor rammerne af denne hovedopgave har Grønlands Kommando desuden ansvaret for en række mere civilt orienterede – men ikke mindre vigtige opgaver. For løsningen af disse civilt orienterede opgaver er vi for det meste – og især for søredningsopgaven - at betragte som en vagtcentral. Vi reagerer og koordinerer indsatsen, når ulykken er sket. Og det gør vi på vegne af en række styrelser, ministerier eller direktorater, der er ansvarlige for at forebygge ulykker og eventuelt dimensionere et beredskab. 

·         Andre civilt orienterede og nødvendige opgaver, som Grønlands Kommando koordinerer, er f.eks. fiskeriinspektionen til søs og den praktiske gennemførelse af søopmålingen i Grønland.

Politisk lægges der i Grønland stigende vægt på Grønlands Kommandos indsats for hævdelse af suveræniteten, hvilket skal ses i sammenhæng med den stigende interesse for grænsedragning og potentielle ressourcer på kontinentalsoklen.

Grønlands Kommando har en række baser på strategiske lokaliteter i Grønland.

·         I Kangilinnguit på sydvestkysten, hvor også Grønlands Kommando har sit hovedkvarter, ligger støttepunktet Grønnedal, som sagt med en dybvandshavn for Grønlands Kommandos skibe og fartøjer. Endvidere bliver fartøjer, der benyttes i søopmålingen i Grønland oplagt i Grønnedal og vedligeholdt om vinteren. Grønnedal ligger centralt i forhold til det farlige og trafikerede farvand ved Kap Farvel, og lige nord for den ene af Grønlands to internationale lufthavne, Narsarsuaq. Grønnedal er desuden sædvanligvis isfri året rundt, med ukompliceret adgang for forsyningsskibe.

·         Længere op ad Grønlands Vestkyst har Grønlands Kommando en basefacilitet, benævnt Luftgruppe Vest, som er placeret på den anden af Grønlands to internationale lufthavne, Kangerlussuaq/Sønder Strømfjord. Luftgruppe Vest råder over hangar og vedligeholdelsesfaciliteter for Grønlands Kommandos fly.

·         Længst oppe ad Grønlands vestkyst ligger Thule basen, som er et fælles amerikansk/dansk-grønlandsk forsvarsområde. Thule basen har en amerikansk strategisk varslingsradar for forsvaret af Nordamerika. Grønlands Kommandos tilstedeværelse på basen begrænser sig til et forbindelseselement. Af interesse for Grønlands Kommando er imidlertid, at basen desuden råder over en militær lufthavn, hvorfra alle størrelser fly kan operere, hvorfra Grønlands Kommando mellemlander sine patruljefly bl.a. til Nordpolen og hvorfra militære og indchartrede transportfly bl.a. forsyner Station Nord (se nedenfor). Ved Thule er også en militær dybvandshavn. I Thule hersker polarnatten som nævnt ovenfor, og besejling er kun mulig i et par sommermåneder. Grønlands Kommando anvender Thule basen til støtte for luftmilitære operationer året rundt, og sæsonbetonet for maritime operationer.

·         Modsat Thule, på nordøstkysten af Grønland ligger Station Nord, kun godt 700 kilometer fra Nordpolen. En lille militær enhed under Grønlands Kommando vedligeholder en landingsbane, hvorfra selv de største transport- eller overvågningsfly kan operere. Station Nord har en klar strategisk beliggenhed i forhold til suverænitetshævdelsen af det ubeboede Nordøstgrønland.

·         Længere imod syd ad østkysten ligger SIRIUS patruljens hovedkvarter Daneborg. SIRIUS patruljen er en militær slædepatrulje, der består af slædehold hver med 2 patruljemænd (kaldet ”fupper”) og 13-15 hunde. Om vinteren gennemfører patruljen lange og udfordrende slæderejser i den ubeboede Nationalpark, som omfatter hele Nord- og Nordøstgrønland. I alt køres ca. 23.000 km på slæde om vinteren. Om sommeren gennemføres patruljeringen med lette fly og både, og depoter lægges ud til vinterens rejser. Udover hunde baserer SIRIUS sit operative koncept på TWIN OTTER fly, som kan lande i terræn og opereres i civil charter fra Akureyri, Island. Uden den udholdende grønlandske hund, de meget effektive TWIN OTTER fly og kompetente islandske piloter, ville SIRIUS patruljemænd ikke kunne løse deres opgave. SIRIUS folkene gør tjeneste i 2 år ad gangen kun afbrudt af et årligt tandlægecheck i Island af en uges varighed. SIRIUS rekrutteres fra alle tre værn, udvælges og uddannes af Grønlands Kommando og indgår som kommandoens landmilitære element.

Patruljens opgaver er:

  • At overvåge og sikre suveræniteten over det store og ubeboede Nord- og Nordøstgrønland.
  • At inspicere ekspeditioner og anden aktivitet i Nord- og Nordøstgrønland, således at givne tilladelser og betingelser bliver overholdt. For dette formål har patruljemedlemmerne formel politimyndighed og anden relevant jurisdiktion på vegne af Politimesteren i Grønland m.fl.

·         Sydligst i SIRIUS patruljens ansvarsområde ligger landingsbanen Mestersvig, der ligeledes holdes operativ året rundt. De 2 landingsbaner, Station Nord og Mestersvig, er derved de eneste landingsbaner i hele Østgrønland, der kan håndtere fuldt lastede transportfly, hvilket på det strategiske niveau giver mulighed for umiddelbar militær forstærkning af såvel den sydlige del som den nordlige del af Nationalparken.

·         Udover baserne i Grønland benytter Grønlands Kommando faciliteter i Island, både havn og lufthavn i Reykjavik, og som nævnt lufthavnen i Akureyri.

 

Fly

Fra Luftgruppe Vest på Sønder Strømfjord opererer Grønlands Kommando ét stk. af Flyvevåbnets Challenger CL-604 under operativ kontrol, i gennemsnit 8 dage om måneden.  Vi bruger dette fly til overvågning, suverænitetshævdelse, fiskeriinspektion og dokumentation af ulovligheder, og naturligvis til eftersøgning over havet. Challenger flyet er hurtigt og langtrækkende og kan lande på grusbaner og er derfor særligt velegnet til at operere i Grønland. Når Challenger flyet ikke er til rådighed, chartrer Grønlands Kommando i begrænset omfang fly fra Air Greenland for eftersøgning ved søulykker. Enormiteten af Grønlands Kommandos ansvarsområde betinger, at der især under den intensive og stigende aktivitet om sommeren kan disponeres over langtrækkende, hurtige fastvingede fly for indsættelse ved eftersøgning, overvågning og suverænitetshævdelse.

Derudover stiller Flyvevåbnet egne og indchartrede transportfly til rådighed for støtte til SIRIUS og Grønlands Kommandos afsidesliggende baser.

I overvågningsrollen, med de enorme afstande og de få grønlandske landingsbaner, vil små kortrækkende taktiske fly kun give mening, hvis de er i stand til at lande i terræn under arktiske temperaturer og miljø, såsom TWIN OTTER.

Endvidere skal det bemærkes, at den amerikanske flybase i Keflavik på Island blev nedlagt for få år side og overdraget til civilt brug. Herfra opererede amerikanerne indtil 2004 et antal store 4-motors maritime patruljefly af typen P-3 ORION på højt beredskab. Disse er således ikke længere til rådighed for søredning til støtte for Grønlands Kommando eller Den islandske Kystvagt. Den islandske Kystvagt opererer ét ældre propelfly af typen FOKKER, som er under udskiftning med en nyere type propelfly til brug for maritim overvågning. I Baffin Bugten på Grønlands østkyst kan der i begrænset omfang anmodes om støtte fra canadiske C-130 HERCULES fly.

 

Skibe

Til søs råder Grønlands Kommando i operativ kontrol altid over 3 orlogsskibe om vinteren og 4 om sommeren. Heraf 1 inspektionsskib med helikopter og 2-3 inspektionsfartøjer eller –kuttere. Alle enhederne har 2 besætninger i en rotation, således at de hele tiden kan være til søs, eller på 1 times sejlvarsel i havn.

Alle vore enheder er særdeles velegnede til at operere i Arktis. Inspektionsskibet er af fregatstørrelse af THETIS-klassen, som kan operere i svær is, er udrustet med sømilitær helikopter, overvågnings- og kommunikationsudstyr og kan holde søen uanset vejrforholdene. Hverken Canada eller USA har tilsvarende orlogsskibe i denne del af Arktis. Herudover er 2 af de gamle inspektionskuttere netop under udskiftning. Deres afløsere er noget større, benævnt inspektionsfartøjer af KNUD RASMUSSEN-klassen, som vil give os en relevant forøget kapacitet længere ude til søs og i is. Men KNUD RASMUSSEN-klassen medfører ikke helikopter, hvilket er en afgørende kapacitet, som kun vores inspektionsskib besidder.

Herudover er der 4 politikuttere underlagt Politimesteren i Grønland i det kystnære farvand.

Søværnet har i alt 4 inspektionsskibe af THETIS-klassen til rådighed, 2 inspektionsskibe af KNUD RASMUSSEN-klassen og én ældre inspektionskutter af AGDLEK-klassen, hvilket giver mulighed for med kort varsel at forstærke vore nationale maritime interesser i Arktis.

Canada har endnu ikke en egentlig sømilitær kapacitet i Arktis og savner maritime baser og arktiske fregatter. Canadas Kystvagt opererer civilt bemandede isbrydere i Arktis.

USA's Kystvagt har kun en arktisk kapacitet i Alaska, hvorimod kapaciteten på USA's østkyst er afviklet for mange år siden.

Islands Kystvagt opererer meget professionelt et antal ældre og mindre, men meget kapable inspektionsskibe. Et nyt og større skib er under bygning i Chile. Det operative koncept for Islands Kystvagt er især baseret på anvendelsen af landbaserede fly og helikoptere (såsom SUPER PUMA) der opererer ud fra en central position i forhold til søterritoriet og den økonomiske zone.

Norge har en stor og effektiv kystvagt med arktisk kapacitet, især med fokus på Norskehavet og Barentshavet. Den norske Kystvagts enheder ses om sommeren jævnligt i Grønlands Kommandos ansvarsområde, typisk engageret til støtte for videnskabelig forskning og dataindhentning på østkysten.




[i] Artiklen har i lidt anden form været bragt i 2009 i Tidsskrift for Søvæsen. Siden da er den civile aktivitet omkring Grønland vokset med ca. 35 %.

 

Litteraturliste

Del: