Global militær aktivisme eller fortsættelse af eksistensforsvar?

Efter opfordring bringes her mit oplæg fra debat arrangementet den 2. april 2014. Oplægget er rettet mod det overordnede idemønster, som jeg oplever dyrkes internt i Forsvaret. Den valgte optik medfører, at oplægget ikke kan tolkes som en kritik af organisationer eller enkeltpersoner med organisatorisk ansvar.

Foto: Forsvaret.dk

I bogen ’Danmark i Krig’[1] bidrager eliten inden for sikkerhedspolitisk forskning i Danmark med perspektiver på de seneste ti års militære aktivisme. Konklusionerne er forbløffende enslydende. Den største udfordring for aktivismen er fraværet af en samlet strategi for dansk sikkerheds- og udenrigspolitik samt en ringe kontrol af indsatserne. Eller som Henrik Breitenbauch fra Københavns Universitet beskriver det:

"Anvendelse af forsvaret i skarpe internationale missioner har derfor skabt et behov for styrket strategi for forsvarspolitikken. Efterslæbet af strategisk debat, lederskab og demokratisk kvalitetskontrol er markant." [2]

og senere i samme kapitel,

"Danmark fører en særlig aktivistisk udenrigspolitik på alle fronter - fra diplomatiske over militære til udviklingspolitiske midler - uden at have nogen særligt dybtgående debat om de tavse antagelser, der ligger til grund for den." [3]

Disse tavse antagelser lader sig ikke udfordre. I to omgange har kritik af Helmandindsatsen præget den politiske dagsorden. Først i forlængelse af Lars Halskov og Jacob Svendsens bog som i foråret 2012[4] skabte en debat, der varede i godt fire måneder. Sidenhen i forlængelse af Zenia Stampes kritik i midten af juli sidste år[5]. På under en måned var den begravet, idet professor Mikkel Vedby Rasmussen sidste ord i DR2 dokumentaren fra august 2013 fortsat hænger som u-afslutningen på Helmandindsatsen:

"Jeg synes godt at man kan forlange at vi kan have en nøgtern diskussion af hvad der er sket, fordi det er en nøgtern diskussion, der er forudsætningen for at vi kan lære noget af dette her. Og guderne skal vide at der er meget at lære". [6]

For mig at se tegner dette markante fravær af politisk-strategisk såvel som militær-taktisk debat mere et billede af kynisk ideologi end refleksiv forsvarspolitisk udviklingsstrategi. Og det er i særdeleshed et demokratisk problem når nu aktivismen ønsker at påvirke den internationale dagsorden.[7]  

Den militære aktivisme.
De seneste ti års hårde militære aktivisme er karakteriseret ved strategisk umodenhed og taktisk fokusering på kamp. Begge dele udspringer direkte af den eksistenstankegang, som siden 1864 har præget dansk udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik. De otte år i Helmand har således alene bevist, at det fortsat er gennem politisk mobilisering af ’forsvarsviljen’, at Danmark legitimeres og forsvares.

Men denne eksistensfokusering problematiserer politiske og militære indsatser, som kun indirekte har til formål at sikre dansk territoriel og politisk integritet. Derfor var det da nok også en befrielse for både politikere, generaler og militærkyndige, at sommerens debat så nemt lod sig afslutte ved at koble Helmand til alliancen med USA. Derved blev Helmand en form for flankestilling, der kunne øge omkostningerne ved at udfordre Danmark. Helmand blev for 2010'erne hvad Dybbøl skulle have været for 1864.

Fra 1864 til dansk militær aktivisme.
Ligesom i 1864 synes der også i 2010'erne at være en politisk forståelse af, at nationalstaten kan sikres gennem opretholdelsen af offensive kapaciteter til periodevis og strategisk indsættelse med henblik på at opnå anerkendelse. Den politiske og militære kobling mellem deltagelsen på slagmarken i Helmand som forudsætning for national integritet har slående ligheder med 1864. Også dengang var opfattelsen, at Danmark stod klarere som nation hvis man havde 'taget kampen’ og udvist ’mod på slagmarken’. Og med den antagelse afviste regeringen generalstabens anmodning om en tidlig tilbagetrækning til Als forud for London-forhandlingerne.[8]

Derfor er det da heller ikke overraskende, at der ofte er lavet en direkte sammenkædning af 'villigheden til at kæmpe og tage tab' bla. i Green Zone og den politiske og militære anerkendelse særligt i NATO.[9] Således er det i 2014 fortsat gennem mod på kamppladsen, at Danmarks suverænitet skal sikres. I relation til Helmand har Globaliseringen så at sige blot flyttet kamppladsen godt 5000 km sydøst for Dybbøl banke og den nationalstatslige garanti der skal imponeres fra den Europæiske Koncert[10] til Washington. Men ideologien, strategien og eksekveringen forblev stort set den samme.

Var Danmark klar til Helmand?
Med Bruun rapporten[11] fra 2003 blev dansk sikkerheds- og forsvarspolitik fokuseret mod en ny trusselssituation, hvor eksistenskampen i NATO regi ikke længere skulle udgøre grundlaget for den militære udvikling. Der skulle derimod fokuseres på deltagelse i internationale operationer, herunder stabiliserings- og genopbygningsindsatser samt konfliktløsning.

Helmandindsatsen var fra begyndelsen omgivet af sådanne ambitiøse politiske målsætninger om stabilitet, bæredygtighed samt demokratiske principper indført med respekt for afghansk ejerskab og tempo samt koordination og samtænkning af militære, politiske og civile indsatser.[12] Danmark skulle indsætte militære styrker til skabelse af de sikkerhedsmæssige forudsætninger for den civile genopbygningsindsats. Der skulle være bred national samtænkning mellem de militære og civile bidrag, for herigennem både at bidrage til fremvæksten af et stabilt og mere udviklet Afghanistan og promovere dansk værdipolitik.[13]

Af folketingsbeslutning nr. 64 af 2. februar 2006 fremgår det at:

”Der først og fremmest er tale om styrker, som skal sikre udbredelsen af den afghanske centralregerings myndighed til hele Afghanistan, […] og skabelsen af sikre omgivelser som kan bane vejen for en national og international genopbygningsindsats."[14]

Helmandindsatsen
Bruun rapport og folketingsbeslutning til trods. Mantraet er fortsat at den militære del af aktivismen skal løses ved at enhederne kan kæmpe.[15] Og med indførelsen af det nye ledelsesgrundlag i 2008 erstattede man blot 'opgaven i centrum' med 'evnen til at kunne kæmpe'. Derved blev det naturlige udfald af den politiske fokusering på ”skabelsen af sikre omgivelser” da også at dette skulle gøres ved offensiv kinetisk kamp mod Taliban med henblik på at fjerne ham fra et nærmere defineret landområde.

Fokus for den danske militære indsats var således fra starten at fordrive Taliban fra den øvre del af Green Zone og beherske terræn for herigennem at sikre hovedbyen Gereshk. Dette fokus fastholdte man gennem den største del af indsatsen idet linjen Armadillo-Gibraltar gennem tiden flyttede længere og længere sydpå. Ideen var dog fortsat den samme: Kamp om terræn mod Taliban med fokus på initiativ og ild. Taliban skulle primært opsøges og nedkæmpes.[16] Intet under at respektive chefer og førere gennem tiden ikke formåede at udøve hverken taktisk tålmodighed eller strategisk refleksiv praksis, når eksistenskampens organisatoriske og ledelsesmæssige selvforståelse så entydigt fokuserer på det modsatte.

Efterrationalisering
Og hvad har vi så lært af de mange år i Helmand. Ikke rigtigt noget kan man velsagtens konkludere. I hvert fald ikke udover at det blev bekræftet at 'de røde reglementer holder' og den offensive landmilitære doktrin sagtens kan anvendes som stabiliseringsindsatsens grundlag. Med afsæt i denne gentagne konklusion fra de mange erfaringsseminarer er det landmilitære fokus anno 2014 ikke overraskende ”løsning af militære kampopgaver i andet end stabiliseringsoperationer”. Et fokus som skal ses i sammenhæng med, at fortællingen internt i Forsvaret er, at man de seneste 11 år med stor succes og international anerkendelse har gennemført COIN operationer i Irak og Helmand. Og dette vel at mærke uden at der hverken har været en åben taktisk debat om indsatsen eller evaluering af opnåelsen af de politiske målsætninger for eget operationsområde.[17]

Denne underkendelse af de seneste 11 års militære indsats viser med al tydelighed, at der internt i Forsvaret er en opfattelse af, at der findes en anden og mere "rigtig" krig, end den krig som Danmark har udkæmpet i Irak og Helmand[18]. Og forudsætningerne for at kunne kæmpe denne ”rigtige krig” skal naturligvis udvikles ved at gen-lære de landmilitære dyder.[19] Derved forstærkes eksistenskampens grundprincipper i den fremadrettede udvikling samtidigt med, at nyere aspekter af krigens vilkår nedtones. Erfaringer fra fangeproblematikker, civile omkostninger og egne tab synes ikke at være en relevant udfordring i denne ”rigtige krig”.

På samme måde synes de politiske målsætningers manglende opnåelse heller ikke at skabe grundlag for selvrefleksion. Således er det strategiske fokus på samtænkning organisatorisk amputeret[20] og en samlet udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi lader fortsat vente på sig.[21] Opnåelse af anerkendelse og den fortsatte vedligeholdelse af denne er i fokus. Ja det er sågar skrevet direkte ind i den seneste aftale på forsvarsområdet, der i indledningen foreskriver at:

"I lighed med de senere års bidrag til internationale operationer, som har medvirket til at give Danmark betydelig international anerkendelse, skal forsvaret således fortsat kunne bidrage til varetagelse af danske udenrigs- og sikkerhedspolitiske interesser, hvor den nationale sikkerhed også varetages gennem international indsættelse af forsvarets kapaciteter."[22]

Derved bliver opsparringen af anerkendelsen det væsentligste element i aktivismen.  Så kan man altid lige klare den nationale sikkerhed og de danske værdier i samme slag.

Hvad er fremtidens rammer for aktivisme?
Hvad er fremtidsprognoserne i den globaliserede verden? Hvilket strategisk ben skal Danmark stå på og hvordan skal politikerne investere den strategiske kapital?[23] De sikkerhedspolitiske udfordringer efter Helmand er store og derfor bør Danmark fremadrettet fokusere aktivismen mod at optimere sin position på de områder, hvor forpligtelserne i forhold til FN, EU og NATO ikke er entydige. Noget tyder på at Kina som nyt fokusområde for USA både giver muligheder og begrænsninger[24] for dansk økonomisk udvikling samt indflydelse på værdi og miljøpolitikken. På samme måde kunne Ruslands genkomst på den internationale scene blive afgørende for Rigsfællesskabets muligheder i det arktiske område. Hvad vil Danmark på den lange bane med sin udenrigspolitik og hvordan skal Forsvaret bidrage til dette?

Kapaciteter og risikovillighed.
Det synes som at det primært er gennem fokus på militære kapaciteter og militær risikovillighed, at forsvaret udvikles og anvendes.[25] Derfor blev krav til mobilisering af Hæren, missilindkøb til Søværnet og deployering af kampfly til Baltikum også lavt hængende politiske frugter i forbindelse med Krim-krisen.[26] Aktivismen flirter mere og mere med Frankrig efter 11 års ægteskab og strategisk aftale med Storbritannien.[27] Er der reelt set tale om nyvunden kærlighed eller er aktivismen blevet frankofil som en konsekvens af britisk protektionisme og øget fransk militær tilstedeværelse i Afrika? 

I følge Anders Wivel er "Den danske aktivisme i nogen grad baseret på, at være massivt til stede i de farligste områder som vi har set det i både Irak og Afghanistan. På længere sigt synes denne tilgang at få udhulet sin værdi som løftestang for dansk udenrigspolitisk aktivisme, efterhånden som der er mindre brug for militær risikovillighed og mere brug for civil-militær integration og tæt samarbejde mellem EU og NATO…."[28]

Danske interesser.
Tjener det egentligt Danmarks interesser at politikere og generaler så entydigt fokuserer på militært samarbejde med USA, Storbritannien og Frankrig i en tid, hvor den globaliserede koncert er ved at tegne sig i horisonten? Hvilke rammebetingelser skabes i relation til de såkaldte BRIKS og MIST lande?[29] Det ændrede strategiske fokus fra USA? Den russiske sensommer? Ruslands udenrigsminister var ikke sen til både at underkende G8 som et politisk vigtigt organ og rette opmærksomheden på den aftagende betydning af USA, EU og Japan økonomi til fordel for G20 i forlængelse af de internationale sanktioner.[30]

Der tegner sig et behov for ikke bare nytænkning af dansk strategisk praksis[31] og anvendelsen af ild[32]. Der tegner sig et behov for at nuancere den danske militære og politiske selvforståelse i en tid, hvor nationalstaten konstant udfordres, grænserne mellem krig og fred udviskes og globale udfordringer kræver at der løftes i fælles flok. Dette kan ikke påvirkes gennem fastholdelse af et naivt og ensidigt strategisk fokus på at sende danske soldater i kamp. Det kræver en grundig tværfaglig diskussion af rammebetingelserne. Det kræver en samlet strategi for Danmark. Det kræver en aktivisme, der ikke mobiliserer krigsglæden og tolerancen over for tab gennem anknytning til historiens storhed og fald.[33]




[1] ”Danmark i krig - Demokrati, politik og strategi i den militære aktivisme”: Kristensen, Kristian Søby (red.) – Jurist- og Økonomiforbundets Forlag, 2013.

[2] ibid s. 64

[3] ibid s. 81

[4] ”Et land i krig - hvordan Danmark blev krigsførende og politikere og generaler famlede i blinde”: Halskov, Lars og Svendsen, Jacob – Politikens Forlag, 2012

[6] DR2 Undersøger: Var krigen det hele værd. http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2013/08/08/08214454.htm

[7] Folketingsbeslutning B 161 af 1. juni 2007, pkt. II. https://www.retsinformation.dk/forms/R0710.aspx?id=90884

[9] ”Danmark sidder tungt på NATOs top”, Forsvarsavisen 04 af maj 2013. - "Krigen er slut - vi tabte", Berlingske 2. september 2006. - "Ledende artikel: NATO's europæiske syge", Berlingske 3. december 2007. - "Kronik: Forsvaret ved en skillevej", Jyllands-Posten 9. februar 2010.

[10] http://www.fredsakademiet.dk/ordbog/eord/e66.htm  "Krigen er slut - vi tabte", Berlingske 2. september 2006. - "Ledende artikel: NATO's europæiske syge", Berlingske 3. december 2007. - "Kronik: Forsvaret ved en skillevej", Jyllands-Posten 9. februar 2010.

[11] ”De sikkerhedspolitiske vilkår for dansk forsvarspolitik” – Kommissorium rapport august 2003.

[12] Folketingsbeslutning B 161 af 1. juni 2007, pkt. VII. https://www.retsinformation.dk/forms/R0710.aspx?id=90884

[13] ibid

[14] Folketingsbeslutning B 64 af 2. februar 2006, pkt. I. https://www.retsinformation.dk/forms/R0710.aspx?id=90870

[15] Forsvarets Mission & Vision.

[16] ”Budwan, tidligere Armadillo, lukker og slukker” Hærens Operative Kommando 11. februar 2011.

[17] ”I morgen angriber vi igen”: Hundevadt, Kim – Jyllandspostens-Forlag 2008, s. 93 – ”Den gode krig? Danmark i Afghanistan 2006-2010”: Rasmussen, Mikkel Vedby – Gyldendal 2011 s. 62.

[18] ”Danmark i krig - Demokrati, politik og strategi i den militære aktivisme”: Kristensen, Kristian Søby (red.) – Jurist- og Økonomiforbundets Forlag, 2013, s. 176.

[19] "Soldaterne skal lære at løbe igen": Berlingske 15. april 2013.

[20] "Forsker: Samtænkning er i et stort, sort hul": Danske Officerer juli 2012.

[21] "Kompas og kontrakt - For en dansk sikkerhedsstrategi": Dansk Institut for Militære Studier maj 2008

[22] Aftale på forsvarsområdet 2013-2017.

[23] "Hvad fik Danmark ud af det? Irak, Afghanistan og forholdet til Washington": Dansk Institut for Internationale Studier 2011:14.

[25] ”Tungere panser til Helmand” Hærens Operative Kommando 10. januar 2010.

[28] ”Danmark i krig - Demokrati, politik og strategi i den militære aktivisme”: Kristensen, Kristian Søby (red.) – Jurist- og Økonomiforbundets Forlag, 2013, s. 48.

[29] "En analyse af vilkår for dansk forsvarspolitik – strategiske valg 2012": Center for Militære Studier 2012, s. 9.

 

Litteraturliste

Del: