GESTAPO - myter og sandheder om Hitlers hemmelige politi

Forfatter: Frank Macdonough

Forlag: Forlaget Turbine
Diverse: Udgivet 2017; på dansk ved Claes Johansen; 354 sider; illustreret; Pris kr. 299,95 

Anmelder: Poul Grooss

Forfatteren har læst moderne historie i Oxford og er nu professor på Liverpool John Moores University. Han har en omfattende viden om tyske forhold i Hitler-perioden. Emnet er vanskeligt, og der bliver skrevet en del bøger af tvivlsom karakter om emnet, som tiltrækker mange læsere. Denne bog udmærker sig ved forfatterens viden og grundighed. Der er kildeangivelser til alle oplysninger.

Problemet med bogens emne er, at en væsentlig del af GESTAPOs arkiver enten blev destrueret ved GESTAPOs egen foranstaltning ved krigens slutning eller brændt under de allieredes bombardementer af de tyske byer. I de tilfælde hvor lokale, sporadiske arkiver er faldet i de allieredes hænder, har forfatteren kunnet udnytte dem som kilde, men de tegner ikke nødvendigvis et helt retvisende billede af den generelle situation i Tyskland. De udgør en art stikprøvekontrol, som er med til at tegne et mere nuanceret billede af organisationen.

Bogen beskriver GESTAPOs organisation og tillige topfolkene, så læseren bliver introduceret til typer som Heinrich Himmler, Reinhard Heydrich, Ernst Kaltenbrunner og Adolf Eichmann. For en dansk læser er det desuden interessant, at tre af de tyske nøglepersoner i Danmark er omtalt, oven i købet med relativ stor omtale: Det er Dr. Werner Best, Karl-Heinz Hoffmann og Otto Bovensiepen, som alle tre blev dømt til døden under retsopgøret i Danmark efter den tyske besættelse. Ingen af dem blev dog henrettet. Endelig er der omtale af den danske læge og Sturmbannführer Carl Værnet, som udførte medicinske forsøg på fanger i Buchenwalde.

Er man interesseret i emner som organisation og ledelse, så er der interessante aspekter i bogen. Kort efter Hitlers magtovertagelse stod det klart, at kommunister og socialdemokrater udgjorde fjenden for det nazistiske parti. Især gjaldt det om at knuse kommunismen, som stod stærkt og havde  en magtfuld bevægelse i Tyskland. Hitler udtalte: ”Kampen mod kommunisterne må ikke underlægges juridiske overvejelser!” Tre uger efter magtovertagelsen underskrev Göring en forordning, som tillod alle SA-medlemmer at melde sig til politiets hjælpekorps. Herefter kunne man dårligt tale om ”politiarbejde” i traditionel forstand, for bøllerne fra SA foretog illegale tilbageholdelser af tusindvis af kommunister. De blev tilbageholdt, sat i KZ-lejre og i mange tilfælde udsat for tortur og drab. Eufemismer for drab blev meget hurtigt indført: ”Skudt under flugtforsøg”, ”modsatte sig arrestation” eller lignende. Disse SA-typer kunne så senere – i kraft af deres ”arbejde” i politiets hjælpekorps – få tilbud om fast ansættelse i politiet.

Bogen giver i øvrigt en grundig indføring i Tysklands politiske forhold op til Hitlers magtovertagelse: Socialdemokratiet anså kommunisterne som farlige, sekteriske fanatikere med en ubetinget loyalitet over for Stalin. Hitler udnyttede denne splittelse i arbejderbevægelsen. Forfatteren har en vigtig pointe omkring slutningen af 1930erne, hvor en del tyske kommunister havde søgt ly i Sovjetunionen. Stalins udrensninger slog procentvis flere tyske kommunister i Sovjetunionen ihjel end Hitler gjorde med kommunisterne i Tyskland.

Pastor Martin Niemöllers modstand mod nazismen bliver omtalt i bogen som et godt eksempel, og hans ”erklæring”, som i dag betragtes som et digt, ses også omtalt:

 „Als die Nazis die Kommunisten holten, habe ich geschwiegen;

ich war ja kein Kommunist.

Als sie die Sozialdemokraten einsperrten, habe ich geschwiegen;

ich war ja kein Sozialdemokrat.

Als sie die Gewerkschafter holten, habe ich geschwiegen;

ich war ja kein Gewerkschafter.

Als sie mich holten, gab es keinen mehr, der protestieren konnte.“

Hvor det ofte er den almindelige opfattelse, at GESTAPO vidste alt om, hvad der rørte sig i den tyske befolkning, så vender denne bog problematikken lidt på hovedet. GESTAPO var en forholdsvis lille organisation. En væsentlig del af mandskabet var ”tvangsoverført” fra enten ordenspolitiet eller kriminalpolitiet, og politifolkene havde langtfra alle en nazistisk baggrund. Organisationen var meget afhængig af oplysninger, enten fra ihærdige nazistiske borgere eller fra de mange organiserede meddelere i boligblokke, på fabrikker etc. De mange meddelere, stikkere og ”Vertrauensmänner” hjalp GESTAPO med at holde styr på, hvad der rørte sig i det tyske samfund. Det var dog ikke altid idealismen og fædrelandskærligheden, som drev folk til at angive andre personer til GESTAPO. Bogen har udmærkede eksempler på tilfælde, hvor en ægtefælle angiver den anden for unational virksomhed, hvor angivelsen dækker over, at man egentlig gerne ville have ægtefællen udskiftet med en elsker/elskerinde, som var helt klar til at rykke ind.

I afslutningen kommer forfatteren ind på forskellene mellem DDR og Vesttyskland i efterkrigsårene. På et tidspunkt føler Vesttyskland, at man ”må komme videre” og dermed acceptere folk med en kedelig fortid i høje stillinger. Det gør man i langt mindre grad i DDR, og derfor sætter DDR mange kræfter ind på at beskrive og miskreditere hele den vesttyske administration som en fortsættelse af regimet fra 1933 til 1945. Alt i alt en oplysende bog med gode kildeangivelser, bibliografier, ordliste, referencer, relevante fotografier og personregister.

 

Del: