Gentænk anvendelsen af ild

Motiveret af Kaptajn Mads Silbergs kronik, hvor han argumenterer for en bredere og dybere debat om Danmarks indsats i Irak og Afghanistan, er denne artikel primært tænkt som et bidrag til den professionelle militære debat om Danmarks engagement i Irak og Afghanistan og afledte læringspunkter heraf.

En britisk soldat ramt af en benzinbombe forlader sit 'Warrior' infanterikampkøretøj under optøjer i Basra i september 2005. (Foto: Reuters)

 

Sekundært skal den konkretisere og nuancere begrebet oprørsbekæmpelse. Tertiært skal den redegøre for oprørsbekæmpelse historisk og aktuelt, og afslutningsvis argumentere for at Danmark har et doktrinært - og muligvis også organisatorisk - udviklingsbehov som en konsekvens af Irak- og Afghanistanindsatsen.

1. Hvad er oprørsbekæmpelse? 
Et oprør er overordnet set en politisk kamp, som udkæmpes mellem mennesker indenfor rammen af en svag eller fejlslagen stat, hvor den pågældende stats institutionelle rammer ikke længere kan håndtere modsatrettede perspektiver for, hvilken retning staten og samfundet skal bevæge sig i.[1] Konkret kommer oprøret til udtryk hos dele af befolkningen, som vælger at gribe til våben for at omstyrte den politiske ledelse af landet. Der er altså tale om et væbnet oprør, når statens institutioner ikke på fredelig vis kan rumme modsatrettede synspunkter, eller hvor de politiske institutioner ikke kan opfylde eller håndtere dele af befolkningens grundlæggende ønsker eller behov.[2] Dele af civilbefolkningen vælger derfor at anvende vold som et middel til at skabe politiske, sociale, økonomiske eller kulturelle forandringer indenfor rammen af statens myndighedsområde. Forandringerne skabes nedefra med afsæt i civilbefolkningen og under anvendelse af alle til rådighed stående midler mod statens institutioner, myndigheder og øvrige befolkning.[3]

Oprøret næres ofte fra nabolande eller randområder hvor staten har ringe fysisk adgang eller myndighed. Oprørerne kan derfor trænge ind og påvirke civilbefolkningen med det formål at skabe folkelig opbakning til at fremme oprørets sag samt skabe modvilje overfor statens regering, institutioner og myndigheder.[4] Et oprør er altså en politisk og social tilstand, som undergraver statens sammenhængskraft. 

Derfor er oprørsbekæmpelse ligeledes en politisk og social indsats, som skal fremme statens sammenhængskraft, styrke legitimiteten af statens myndigheder og institutioner og skabe opbakning til statens politiske ledelse. Dette gennemføres vha. alle til rådighed stående midler indenfor statens myndighedsområde, hvorunder den militære indsats koordineres og implementeres under stram koordination med øvrige statslige myndigheder.[5]

Fra et militært perspektiv skal oprørsbekæmpelse altså opfattes som operationer som har til formål at isolere oprørerne fra den øvrige befolkning, skabe tilslutning til statens institutioner og politiske ledelse, samt tilsikre at civilbefolkningen ikke atter kommer under oprørernes kontrol. Afslutningsvis skal den militære oprørsbekæmpelse neutralisere oprørerne, således at staten fastholder sit strategiske initiativ. Et væsentligt aspekt af oprørsbekæmpelse er derfor, at de gængse niveauforskelle mellem taktik, operation og strategi fra et militært perspektiv vanskeligt kommer til udtryk.[6] Det skyldes primært, at oprørsbekæmpelse har til formål at fokusere den militære indsats til støtte for regeringens myndighedsudøvelse, så befolkningen gives vilkår hvor de vælger at adlyde regeringen; sekundært at neutralisere modstanderen eller beherske et stykke terræn. Dette uddybes senere i artiklen. Oprørsbekæmpelse er altså en særskilt kampform, som derfor vanskeligt kan sammenlignes med konventionel manøvredoktrin.[7] 

1.1 Oprørsbekæmpelse gennem historien 
Traditionelt har oprørsbekæmpelse været en kampform, som er faldet uden for den ’konventionelle’ manøvredoktrinære kategori. ”Small wars” eller småkrige omfatter kolonikrigene i 1800-tallet og ’befrielseskrigene’[8] i forb. med den afrikanske afkolonisering under den kolde krig og frem til dens ophør i 1991.

I 1800-tallet opstod kolonikrigene som en konsekvens af udvidelsen og fastholdelsen af de europæiske kolonier. De britiske udfordringer med undertrykkelsen af mytteriet i Indien, Boerkrigene (1880-81, 1899-1901) og de Indianske Krige er alle eksempler herpå. Allerede dengang blev de defineret som irregulære krige, fordi modstanderen (oftest den indfødte befolkning) optrådte asymmetrisk på kamppladsen, og derfor valgte at kæmpe i terræn, med metoder og på tidspunkter, som var taktisk favorable for dem.[9] En væsentlig og interessant lighed med nutidens konfliktmønster er, at tyngden i de konventionelle små- og storkrige oftest er de tættest befolkede områder, hvor det strategiske imperativ dengang bestod i kontrol med hovedstæder, nationale institutioner, forsyninger og forsyningsveje og modstanderens militære apparat.[10] Når modstanderen herefter overgik til guerillakrig – typisk under udførelse af baghold på forsyningskolonner – skulle modstanderens vilje knækkes gennem undertrykkelse, afbrænding af kvæg og fødevarer. Herudover skulle der i kombination med tvang og afpresning skabes et klarere efterretningsbillede af modstanderens fysiske placering og hensigt. 

Hvor kolonikrigene havde økonomiske og civilisatoriske islæt, blev de europæiske kolonier under den kolde krig skueplads for en ideologisk kamp mellem vest og øst.

David Galula (1919-1967) beskriver som én af de første, hvordan oprør og oprørsbekæmpelse næres, udartes, udkæmpes og modstås.[11] Særligt interessant beskriver Galula et særligt mindset, som skal råde hos oprørsbekæmperen.[12] Det er, at forståelsen for at brugen af magt bør mindskes til det absolut nødvendige, da befolkningens velvilje udgør tyngdepunktet for selve kampen. Hvor soldaten i en såkaldt konventionel enhed opmuntres og belønnes for voldelig adfærd i sin mest udstrakte form, skal soldaten ifølge Galula udføre politik i sin praktiske form, altså distribuere sociale og politiske værdier gennem sit virke i kontakt med civilbefolkningen. Overordnet beskriver Galula en taktisk defensiv indsættelse af de militære midler, hvor tyngden lægges om befolkningstætte områder, og hvor militære midler anvendes i kombination med massiv propaganda mhp. at vinde civilbefolkningens tillid.[13] Allerede her kan det altså anføres, at den strategisk offensive handling i praksis får en taktisk defensiv karakter, fordi det strategiske omdrejningspunkt er civilbefolkningen eller civilt befolkede områder. Det udmøntes derfor ikke nødvendigvis i noget nærmere specifikt geografisk område eller terræn. 

1.1.1 ”One of the finest achievements in the British Army since 1945”
Den britiske hærs møde med kompleks oprørsbekæmpelse i kølvandet på 2. verdenskrig aftvang væsentlige doktrinære og organisatoriske forandringer for at modstå oprøret i Malaya (nuværende Malaysia, red.) fra 1948 til 1957. Kommunistisk terrorisme inspireret af kommunismens fremmarch i Kina medførte en bølge af vold, som undergravede de britiske besiddelser i Malaya. Da briterne år forinden havde importeret kinesisk arbejdskraft til den britiske industri i Malaya, opfattede mange etniske kinesere kommunismen som et middel til at opnå uafhængighed fra britisk herredømme. Herudover modsatte mange etniske malaysiere sig tanken om et forenet Malaya, grundet interne etniske spændinger.[14] Den britiske forståelse for et befolkningscentreret operationsmønster var i de første år ringe: 

”The predilection of some army officers for major operations seems incurable. Even in the late 1950s, new brigade commanders would arrive from England, nostalgic for World War II, or fresh from large-scale manoeuvres in Germany. On arrival in Malaya, they would address themselves with chinagraphs to a map almost wholly green except for one red pin. ”Easy”, they would say, ”Battalion on the left, battalion on the right, battalion block the end, and then a fourth battalion to drive through. Can’t miss old boy.”[15] 

Først med fastlæggelsen af Briggs-planen i 1950 blev der lagt vægt på først at dominere befolkningstætte områder, herefter at adskille kommunistiske oprørere fra områderne og nægte dem adgang til fødevarer og information. Afslutningsvis, at lade oprørerne overgå til offensiv kamp og dermed miste det strategiske initiativ.[16] Afløseren for Briggs, General Templer, var – udover med sin karisma - også velsignet med politisk velvilje og tidsmæssig fleksibilitet fra den britiske regering til at transformere Malayas institutioner og sikkerhedsstyrker til brugbare værktøjer i oprørsbekæmpelsen.[17] Bl.a. indførtes nationale identitetskort og et folkeregister. Da Templer fik overordnet myndighed og ansvar for oprørsbekæmpelsen, gennemførte han organisatoriske og doktrinære ændringer på områder som efterretningstjeneste, civilt-militært samarbejde samt uddannelse og indsættelse af militære- og politienheder.[18] Operationer gennemførtes i 3 faser: Først skulle særlige efterretningsgrupper (benævnt Special Branch) infiltrere besatte landsbyer. I mellemtiden ville militære enheder gennemføre mindre baghold og patruljere i områder nær landsbyerne, for at presse militante kommunister derud. Mens de militære enheder var indsat i vildledningsoperationer, gennemførte civile embedsmænd sociale operationer i landsbyerne.[19] 
Fødevarerationering indførtes med henblik på at hindre skjulte militante i at genforsyne sig, såfremt de skulle være skjult blandt indbyggere. Afslutningsvis blev der atter iværksat vildledningsoperationer, oftest med Special Branch-enheder forklædt som kommunister, for således at erkende og neutralisere de resterende militante enheder, eller at vinde de militante kinesere over på den Malaysiske regerings side.[20] Et meget væsentligt karakteristikum ved den britiske håndtering af Malay-oprøret bestod i, at Templer selvstændigt koordinerede den sociale, politiske, økonomiske, militære – og politimæssige indsats på baggrund af et klart politisk-strategisk direktiv fra den britiske regering.[21] Malaysia blev erklæret selvstændigt i 1957, og oprøret blev reelt afsluttet i 1960.[22] 
Det bør bemærkes at den britiske adfærd i forbindelse med Malay-oprøret, vil være tvivlsomt gangbar i dag, da briternes tilgang til lokalbefolkningen ikke altid kunne opfattes som særlig human, jf. ovenfor. 

1.2 Succes i Malaya – Fiasko i Irak og Afghanistan
I skarp kontrast til succesen i Asien, må briternes indledende operationer i Irak og Helmand betragtes som problemfyldte. Det er især interessant da Danmark som nær allieret til USA, og operativt indsat i rammen af en britisk Task Force, naturligvis bør forholde sig til hvordan vores samarbejdspartnere agerer og efterreflekterer.

Da den amerikansk-ledede koalition iværksatte invasionen af Irak i 2003, blev det briternes opgave at angribe og indtage Basra, den største by i Sydirak. Umiddelbart efter Basras fald, reducerede briterne styrken fra 40.000 mand til ca. 8.000.[23] Da amerikanerne naturligt nok leverede størstedelen af invasionstropperne, overlod briterne det meste af planlægningen til den amerikanske ledelse uden egentlig at gøre sig nogen væsentlige overvejelser om de post-invasionsmæssige forhold i Sydirak.[24] Den amerikanske planlægning forudsatte at irakerne relativt hurtigt og selvstændigt ville overtage ansvaret for sikkerhedssituationen i landet.[25] 
I fraværet af en strategisk plan fra amerikansk side, og derfor heller ikke fra britisk (eller dansk), fortsatte den britiske modus operandi fra Balkan og Nordirland. Briternes indgangsvinkel til Basras indbyggere var nærmest præget af, at være så ikke-konfrontatorisk som muligt. I de første måneder var der således relativ ro i Basra, hvor myten om den særlige britiske indgangsvinkel i oprørsbekæmpelse rodfæstede sig. [26]

Grundet den passive britiske indgangsvinkel til situationen i Basra, og en mangelfuld forståelse for nødvendigheden af strategisk-politisk planlægning og sammenkædning af civil og militær myndigheds- og magtudøvelse, henfaldt Basra hurtigt i kaos. Kun et år efter invasionen udgjorde Basra en heksekedel bestående af kampe mellem sekteriske grupperinger, som enten af hævntørst eller grundet politisk indflydelse begyndte at bekrige hinanden. Da briterne ikke forstod den strategiske situations karakteristika, havde de heller ikke udsparet de nødvendige efterretningsmæssige ressourcer til at skabe sig et overblik over den sikkerhedsmæssige udvikling.[27]

I deres analyse af britisk oprørsbekæmpelse i Irak og Afghanistan anfører militærteoretikerne David Ucko og Robert Egnell[28], at tre overordnede faktorer bevirkede at briternes tidligere positive erfaringer med oprørsbekæmpelse ikke blev inddraget i opgaveløsningen i Basra og senere Helmand.

For det første anså briterne Basra som endnu en operation, der havde karakter af fredsstøttende operationer, meget lig Balkan og Nordirland op gennem 1990’erne. Til sammenligning var disse operationer bygget på indgåede politiske fredsaftaler mellem stater og statslignende parter relativt fredelige, hvorfor briterne konstaterede, at en ”blød indgangsvinkel” med minimal brug af magt og udpræget neutralitet ville være tilstrækkelige elementer i opgaveløsningen. Modsætningsvis overlod man i Irak initiativet til oprørske elementer. Lidt naivt troede man, at såfremt man smilte til lokalbefolkningen, ville den smile tilbage.[29] Herudover oprettede man en alt for svag og uuddannet politistyrke til at beherske Basra, en politistyrke, der hurtigt viste sig at være let at infiltrere for fjendtlige militser. Dermed fik det fatale konsekvenser for den civile befolkning[30], hvilket naturligt nok kun øgede modstanden mod de britiske styrker.

For det andet fremgår det, at den civile genopbygningsindsats stort set var ignoreret fra såvel vestlig som irakisk politisk hold. Midlerne blev ikke fordelt redeligt og tilstrækkeligt, og fra militært hold blev de sociale, økonomiske, politiske og juridiske opgaver opfattet som noget ”de civile” måtte tage sig af. Nu hvor Saddam var væk, kunne invasionsstyrkerne stort set godt pakke sammen.[31] Stik imod erfaringerne fra Malaya handlede briterne altså i modstrid med ”a comprehensive approach”[32], men anså altså opgaveløsningen udelukkende fra et militært perspektiv, uden at forstå den generelle kontekst man befandt sig i. 

Afslutningsvis var de politisk-strategiske vilkår i Blair-regeringen ugunstige for militærets opgaveløsning som helhed. Krigen var for Blair-regeringen upopulær, hvilket medførte, at man hurtigt reducerede styrkeantallet i Irak, for at gardere sig mod folkestemningen. Dette til trods for at tidligere erfaringer ellers viser, at der skal være minimum 20 soldater pr. 1.000 indbyggere for effektivt at kunne gennemføre oprørsbekæmpelse.[33] I slutningen af 2003 befandt ca. 9000 britiske soldater sig i Basra, mod et indbyggertal på ca. 1 mio.[34]  

Kort tid efter Basras fald havde pro-Iranske partier og militser konsolideret sig i Basra. Partiet SCIRI, Supreme Council of the Islamic Revolution in Iraq, havde foruden sin væbnede gren, besat flere poster i offentlige embeder, og havde infiltreret det irakiske politikorps. Det ellers ”så særlige” SCU (Serious Crimes Unit), blev af SCIRI anvendt som en forlænget arm mod lokale irakere.[35] 
Det var iranske militser som gennemførte den fysiske sikring af de sidste britiske enheder, da de i 2007 forlod Basra Palace og kørte mod den britiske base ved Basra Lufthavn.[36]

I 2008 iværksatte amerikanerne i samarbejde med den irakiske regering Operation Charge of the Knights, hvilket reddede briterne. Den irakiske 14. Division, nærmest smeltede væk i forsøget på at vriste Basra ud af oprørernes kontrol, og først med amerikansk støtte fra Baghdad lykkedes det at generobre byen. Planen var udarbejdet af en britisk oberst og en irakisk generalløjtnant, men selve planens iværksættelse kom som en overraskelse for alle parter – ikke mindst fordi den fandt sted, mens den britiske divisionschef var hjemme på skiferie.[37]
Retfærdigvis bør det anføres, at briterne i forbindelse med operationens iværksættelse så deres snit til at bidrage til stabiliseringen i det omfang de kunne. Frem for at binde sig på basen i Basra begyndte britiske enheder atter at patruljere i Basras gader, og civil-militære enheder fra DfID (Dept. for International Development) begyndte atter at gennemføre genopbygningsopgaver i rammen af koalitionen.[38] 

Briternes exit fra Irak betød af politiske årsager et tyngdeskift til Afghanistan, hvor man i Helmand-provinsen indledningsvist deployerede en kampgruppe på ca. 500 mand, som senere skulle vokse til 3.200. Hensigten var her at genskabe succesen fra Malaya, herunder at lægge tyngde i særlige ink spots[39] (nøgleområder). Herfra skulle genopbygningsindsatsen udgå.[40] Grundet et dårligt efterretningsbillede og en undervurdering af trusselsniveauet, måtte de britiske enheder kæmpe for livet henover sommeren 2006.[41]

Set fra et britisk politisk perspektiv var formålet at støtte den amerikanske indsats i Afghanistan, samtidig med at man fastholdt det ”særligt gode forhold” til Amerika.[42] Grundet det ukonkrete politiske direktiv fra Whitehall, opstod der naturligt nok uklarhed om den britiske målsætning i Helmand. Skulle man gennemføre klassisk oprørsbekæmpelse eller statsopbygning?[43] På trods af klare efterretninger om en substantiel trussel fra Taliban i Helmand, blev opgaven i Helmand atter, som i Irak, defineret som en fredsstøttende operation.[44] På trods af erfaringerne fra Irak overførte man enheder fra Basra til Helmand uden, at hverken den militære eller politiske ledelse til bunds, havde koordineret det egentlige troppebehov forud for indsættelsen.[45] 

Sammenfattet gælder det for briternes indtræden i Helmand, at de ansvarlige chefer ikke havde et tilstrækkeligt klart politisk-strategisk direktiv som grundlag for indsættelsen, at enhederne konsekvent måtte indsættes for spredt grundet ressourcemangel i de indledende år i Helmand, og at den kritisk nødvendige sociale indsats blev mangelfuld, spredt og utilstrækkeligt koordineret.[46] Konsekvensen blev et unødigt tab af menneskeliv, ikke kun militære men også civile, da den udbredte brug af ild og fejlagtig anvendelse af klassisk manøvredoktrin undergravede den indsats, som styrkerne reelt var sat til at gennemføre.[47]

52 Brigades deployering i oktober 2007 udgjorde dog et holdningsskifte ift. den indledende opfattelse af opgaven i Helmand. På trods af oprettelsen af Afghan Development Zones, altså særlige fokusområder for sikkerhed og udvikling, samtidig med en troppeforøgelse i regionen, blev konsekvensen desværre den at britiske enheder i Helmand atter blev spredt over et for stort geografisk område. Det betød at man måtte fortsætte med en meget konventionel ”kinetisk” tilgang til sikkerhedsskabelsen, for eksempel illustreret ved de gentagne erobringer af Musa Qala, først i december 2007 og senere i juni 2008.[48] Operation Panther’s Claw blev iværksat samtidig med den amerikanske troppeforøgelse i 2009 med formålet, at rense Green Zone – det frugtbare område mellem Gereshk og Lashkar Gah. Briterne formåede hverken at holde Green Zone eller fordrive Taleban, som blot vendte tilbage til de ”befriede” områder i ly af natten. Få uger efter operationen var tilendebragt, blev det afghanske valg gennemført. Færre end 10% af befolkningen i Helmand valgte at møde op til stemmeurnerne, og klager om valgsvindel var udbredte.[49] Briterne søgte altså at anvende principper om oprørsbekæmpelse fra 2007 og frem, men havde ikke tilstrækkelige ressourcer og muligvis fokus til at skabe langsigtede resultater. 

Præsident Obamas strategi om at gennemføre en oprørskampagne blev implementeret i midten af 2009.[50] Med den amerikanske troppeforøgelse og NATO’s surge-operationer i 2010 var der efterhånden tilstrækkelige ressourcer til, at gennemføre politisk-ledede operationer med væsentlige mærkbare resultater lokalt set.[51] Styrkelsen af det NATO-afghanske partnerskab, opbygningen af afghanske kapaciteter samt decentraliseringen af politisk ledelse og samarbejde med lokale guvernører plus den civile genopbygning betød, at der mange steder skete en markant forbedring af sikkerheden i Helmand.[52] 

1.3 Institutionel læringsproces og tilpasning 
De britiske erfaringer fra Irak og senere Helmand affødte doktrinære og institutionelle forandringer i det britiske forsvar.[53] Den amerikanske udvikling af FM 3-24 Counterinsurgencog publicering i 2006 styrkede den britiske selvrefleksion, hvilket affødte ændringer i britisk enhedsuddannelse samt missionsforberedende uddannelse.[54] Bl.a. blev der opstillet kunstige ”arabiske landsbyer” til gennemførelse af enhedsuddannelse, og udarbejdelsen af et nyt doktrin for oprørsbekæmpelse blev iværksat.[55] Doktrinudviklingen medførte også et fokusskifte på de britiske stabskurser, hvor nyligt hjemkomne officerer bidrog til refleksion og erfaringsoverdragelse, ligesom amerikanske officerer gennemførte forelæsninger for deres britiske kolleger.[56] Selvom britiske taktikker, teknikker og procedurer blev revurderet relativt hurtigt, på baggrund af erfaringer i Irak og Helmand, gik der således en del år før erfaringerne affødte forandringer opadtil i den britiske kommandostruktur.[57] I 2006 blev også en revideret udgave af den britiske feltmanual til oprørsbekæmpelse udgivet, dog uden at have den store institutionelle effekt – mest fordi den hverken blev læst eller anvendt i undervisning.[58] I 2009 blev en revideret manual udgivet. Denne gang gjort mindre abstrakt og teoretisk, ligesom at den i større grad mindede om den amerikanske FM 3-24. Den reviderede britiske manual blev trykt i over 20.000 eksemplarer, og blev introduceret på både den britiske grundofficersuddannelse og på stabskurser. Den blev udgivet i både papirudgave og i en digital udgave, og blev udgivet samtidig med en væsentligt tungere publikation, MoD Joint Doctrine Publication 3-40 Security and Stabilisation: The Military Contribution.[59] 
Med disse udgivelser blev nødvendigheden af en større civil og militær samtænkning fastslået.

Som følge af doktrinudviklingen blev der ligeledes iværksat reformer af de praktiske uddannelsesforløb på enhedsniveau. Uddannelsesforløb blev reformeret, så de bedre afspejlede vilkårene i hhv. Irak og Afghanistan. Nye træningsområder og skydeterræner blev etableret, og der blev i højere grad fokuseret på kulturel forståelse i forb. med indsættelse af enheder.[60]

I 2009 blev Lesson Exploitation Centre oprettet i England, med det formål at identificere, analysere, disseminere og spore erfaringer fra felten. Den blev senere styrket med oprettelsen af en egentlig doktrin- og træningskommando, Force Development and Training Command (FDT)inspireret af den amerikanske US Training and Doctrine Command.[61]

I 2010 indførte briterne systematisk ”Mission Exploitation”. Det betød, at hver eneste gang en brigade hjemroterede til England, så ville den sammen med FDT udnytte samtlige erfaringer, som brigaden måtte have med sig hjem. General Newton, den britiske chef for FDT, betegnede Mission Exploitation som ”alle debriefingers moder”.[62]

En interessant indgangsvinkel til den britiske institutionelle, operative og taktiske udvikling i forb. med operationerne i Irak og Afghanistan er John Nagls analyse af den amerikanske og britiske indsats i hhv. Vietnam og Malaya. Nagl anvender 5 overordnede spørgsmål ift. at afdække, om den militære institution har været ”lærende”[63]

1) Does the army promote suggestions from the field?
2) Are subordinates encouraged to question superiors and policies?
3) Does the organization regularly question its basic assumptions? 
4) Are high-ranking officers routinely in close contact with those on the ground and open to their suggestions? 
5) Are Standard Operation Procedures (SOPs) generated locally and informally or imposed from the center?

Med oprettelsen af FDT blev den vertikale dialog institutionaliseret og styrket gennem indførelsen af Mission Exploitation, hvilket inddrager de indsatte enheder i læringsprocessen, samt sikrer at doktrin, taktikker, teknikker og procedurer ajourføres og debatteres. Det næste spørgsmål omhandler nærmere organisationskulturen, altså hvorvidt organisationen – i det her tilfælde den britiske hær – kan tolerere modsatrettede synspunkter og rumme en professionel dialog. Det er beslægtet med Nagls spørgsmål nummer tre. Det må antages, at en fri og åben refleksion om organisationens grundlæggende antagelser er forudsætningsskabende i forhold til at undergivne har mulighed for – og lov til – at sætte spørgsmålstegn ved gældende doktrin og dens anvendelse. Det er bemærkelsesværdigt, at flere britiske generaler flere gange åbent har givet udtryk for en sådan refleksion både i skrift og tale. Bl.a. er General Rupert Smiths Utility of Force fra 2006 interessant, fordi han reflekterer over anvendelsen af den måde moderne enheder skal bringes i anvendelse i fremtiden. Ikke mindst vigtigheden af at ilden skal tilrettelægges til støtte for og omkring befolkninger og mennesker – og ikke nødvendigvis nationalstaters konventionelle ”Centre of Gravity”.[64]
General Richart Dannatt udtalte i 2009, ”… we must address the way in which our Army is structured, equipped, trained and motivated if we are to ensure that we remain relevant.”[65] Dannatt var på daværende tidspunkt generalstabschef.

Med den britiske institutionalisering af en taktisk debriefingproces kan man argumentere for, at der således skabes en sammenhæng mellem de indsatte operative enheders virkelighed og doktrinudviklingen. Således bliver gældende doktrin aldrig statisk, men konstant og dynamisk underlagt revision og opdatering mhp. sikre, at indsatte enheders fremgangsmåder hele tiden er optimale og ikke mindst hensigtsmæssige ift. den kampform, som de er indsat i.

Endnu mere væsentligt er det naturligvis, at disse forandringer er blevet gennemført i en periode med vanskelige finansielle vilkår grundet økonomiske reformer som følge af den finansielle lavkonjunktur.[66]

2. Den Nye Virkelighed – Trusler i det 21. århundrede
”The military may protest that this is not the war they joined up to fight, and taxpayers that they see little return for their money. But this is the only war we are likely to get: it is also the only kind of peace. So let us have no illusions about it.” – Michael Howard.[67]

Ovenstående citat er naturligvis ekstra relevant set i lyset af de besparelser som de fleste europæiske militære organisationer har gennemført de senere år, ikke mindst pga. den finansielle situation i tiden, men også fordi trusselsbilledet har ændret sig så markant. 

Som udgangspunkt må vi antage, at det er nationalstater, som fremover vil være rammen for oprørsbekæmpelse. Dermed vil den vestlige verden med mellemrum være nødt til at involvere sig i andre nationalstater mhp. at opnå en bestemt social eller politisk tilstand.[68]Uanset årsagen til et eventuelt oprør i en nationalstat i Vestens interessesfære, og hvad enten den er af religiøs, politisk, økonomisk eller blot af nærmest sportslig karakter[69], må vi se i øjnene, at manøvredoktrinen er en konsekvens af den industrielle revolution og den rationalistiske tidsånd.

Hvor det ”gamle” sikkerhedsmiljø således bestod af blokke af nationalstater i større eller mindre alliancer, som var indrettet til manøvrekrig, vil det nye sikkerhedsmiljø eksempelvis være karakteriseret af løse alliancer, terrorisme, en multipolær verdensorden og en udvidelse af krigsbegrebet som socialt og teknologisk fænomen.[70] Kamppladsen har således ændret karakter, og den vil komme til udtryk i nogle dimensioner (eksempelvis infrastrukturelle, teknologiske, økonomiske, økologiske eller kulturelle), som kan påvirkes af mennesker.[71]Historikeren Martin van Creveld argumenterer for, at de mennesker vi i den moderne verden kalder for tyve, røvere, kriminelle, vil være morgendagens udøvere af krig.[72] En interessant tanke, da vi i en kontekst af oprørsbekæmpelse ligeledes er nødt til at udvikle den adfærd (taktik), som vi bringer i spil i forhold til at bekæmpe en modstander.[73] Det understreger blot det faktum, at oprørsbekæmpelse uvægerligt må være en social og civilt-koordineret indsats og, at den militære indsats derfor kun kan være underlagt den civile, men ikke per sekan være løsningen. 

Strategisk set udfordrer fremtidens trusselsbillede nationalstaterne, fordi skellet mellem fred, krise, krig, afgørelse og fred, udviskes. Rasmussen[74] argumenterer for en socialkonstruktivistisk tilgang til strategi, da trusler er noget, som bør håndteres ud fra et fremtidsmæssigt skøn – og før, at truslen rent faktisk manifesteres i virkeligheden. Det betyder at vestlige lande kan blive tvunget til at gribe præventivt ind i nationalstater som udgør eller på sigt kan udgøre en sikkerhedspolitisk trussel, såfremt det vurderes at konsekvenserne ved en mangelfuld indsats vil have negative indenrigspolitiske konsekvenser. Væsentligst her er Clausewitz’ argument om, at enhver statsmand og hærfører bør gøre sig klart præcist hvilken krig, som de skal udkæmpe - og derfor hverken fejlskue eller søge at gøre krigen til noget, som er fremmed for dens natur.[75]

3. Konsekvenser for Forsvarets udvikling 
Som en konsekvens af Danmarks engagement i Irak og Afghanistan, og eksponeringen for oprørsbekæmpelse som kampform, er det interessant at diskutere hvorfor Danmark modsat Storbritannien ikke har gennemført nogen videre udvikling eller reformer på organisatorisk og doktrinært niveau. Nagls fem spørgsmål, anført i pkt. 2.3, er derfor interessante i et dansk perspektiv, fordi det ville være logisk, at Danmark som Storbritannien havde gennemgået samme refleksive proces som en konsekvens af danske kamperfaringer.

1) Does the Army promote suggestions from the field? 
I modsætning til Storbritannien har Danmark ikke oprettet nogen egentlig doktrinkommando på baggrund af egne erfaringer fra Irak og Afghanistan. En sådan kommando kunne systematisere erfaringsindhentningen således, at alle enheder på alle niveauer kunne bidrage til Forsvarets og Hærens erfaringsbaserede udviklingsproces.[76] En dansk doktrinkommandos egentlige rolle ville således bestå i at være fremsynet fremfor reaktiv, således at den kunne studere trends, tendenser og muligheder fremfor at reagere på status quo. En sådan adfærd er principielt nært beslægtet med krigsføringens grundprincip om offensiven – initiativet skal fastholdes. Det er bemærkelsesværdigt at meget af erfaringsindhentning fra internationale operationer for Danmarks vedkommende kun har drejet sig om taktiske erfaringer, mens den vertikale operative og strategiske erfaringsindhentning har været relativt fraværende.[77]

2) Are subordinates encouraged to question superiors and policies? 
4. April 2012 bragte Berlingske[78] en kronik underskrevet af 53 officerer, som udtrykte frustration over deres ledelsesmæssige rammer under indsættelse i internationale operationer. Det kan ses som et udtryk for en organisationskulturel kløft, forstået på den måde at der savnes en forståelse for de operative enheders vilkår under indsættelse, og at fredstidstilstanden i Danmark ikke direkte kan overføres til krigslignende vilkår i et missionsområde. Herudover må man formode at de institutionelle kanaler internt i Forsvaret tilsyneladende ikke har været tilstrækkelige til at håndtere den frustration som de pågældende officerer giver udtryk for. En organisationskulturel åbenhed på det vertikale plan, må derfor antages at være fraværende. Det er bekymrende fordi det på sigt risikerer at undergrave legitimitet og loyalitet til de øverste ansvarlige myndigheder og chefer i Forsvaret. Man risikerer med andre ord at skabe ”to verdener” i Forsvaret, en øvre og nedre verden. Det er bemærkelsesværdigt at Forsvarets ledelsesgrundlag rent faktisk dikterer en hensigt om en fælleskabsorienteret opgaveløsning.[79]

3) Does the organization regularly question its basic assumptions? 
Kritisk selvrefleksion og mod til nytænkning er ligeledes organisationskulturelle aspekter som næres og udvikles i det rette ledelsesmæssige miljø. Det betyder at Forsvarets enheder samt uddannelsesinstitutioner bør fremelske en kultur som opmuntrer til kritisk refleksion og spørgen – underforstået at begrebet kritisk skal opfattes som undersøgende – altså at man til bunds opmuntres og uddannes til dybdegående undersøgelser af et genstandsfelt i relevans til professionen. Denne bemærkning skal ses i perspektiv til Forsvarets officersuddannelser, hvor den nye officersuddannelse forhåbentlig vil styrke organisationen i en positiv retning. Det er forfatterens egen erfaring at der kun i mindre grad eksisterer et uddannelsesmiljø som opmuntrer til kritisk professionsrelevant diskussion, og at eksempelvis curriculum på Hærens Officersskole er relativt generisk.

4) Are high-ranking officers routinely in close contact with those on the ground and open to their suggestions?
En institutionalisering og formalisering af Forsvarets erfaringer ville styrke den vertikale dialog, således at rammer og vilkår I højere grad tydeliggøres for de øverste myndigheder og disses chefer. Ikke bare ledelsesmæssigt men også operativt bør det være imperativt at de øverste ansvarlige chefer til bunds forstår undergivnes vilkår, og samtidig kan indgå I konstruktiv dialog. Herudover er det også væsentligt at alle relevante dele af organisationen inkluderes I udvikling af doktrin, taktikker, teknikker og procedurer, og får mulighed for at stille spørgsmålstegn til den strategiske virkelighed som organisationen er eksponeret for. Det reducerer risikoen for friktion og frustration, og skaber klarhed om opgaveløsningen i relation til Forsvarets ledelsesgrundlag.

 5) Are Standard Operation Procedures (SOPs) generated locally and informally or imposed from the center?
Se ovenfor. Kristensen og Larsen anbefaler at erfaringsindhentning integreres og prioriteres i forhold til den operative virkelighed, sammenfattet med et større fokus på Forsvarets virkelighed, og i mindre grad den virksomhedsprægede tilgang til forsvarets organisation og forvaltning som i dag.[80]

På baggrund af ovenstående, bør Danmark udvikle en doktrin for oprørsbekæmpelse. 
For det første fordi værdifulde erfaringer ellers risikerer at gå tabt, men også fordi at kampformen stiller krav til organisatoriske forandringer i Forsvaret og Hæren. Da vi må antage, at kampformen er styrende for den måde, hvorpå vi organiserer, uddanner og udruster vores enheder, vil en udvikling af en dansk doktrin være en væsentlig rettesnor ift. uddannelse af enheder på alle niveauer, materielindkøb og organisatorisk udvikling. Det betyder konkret, at doktrinen vil aftvinge en ændring i den måde eksempelvis en infanterideling uddannes og udrustes på når indsat i oprørsbekæmpelse, hvordan de rekrutteres og motiveres, og hvordan enhedsuddannelse tilrettelægges og gennemføres. Det betyder også, at klassiske våbenplatformes anvendelse, som eksempelvis ildstøtte og kampvogne, må revurderes eller måske helt afvikles, fordi de måske kan synes mindre relevante i en fremtidig kontekst, desuagtet at en konventionel manøvrekrig skulle opstå i en overskuelig fremtid. Faktum er nu engang at Danmark har en doktrin for manøvrekrig, men ikke for oprørsbekæmpelse, hvilket understreges er en særskilt kampform.

Herudover vil en dansk doktrin skabe kritisk vigtig refleksion. Ikke bare hos operative enheder, men også på forsvarets uddannelsesinstitutioner, fordi kampformen adskiller sig så væsentligt fra den klassiske manøvredoktrin, som anvendes i Hæren i dag. Det kritisk vigtige spørgsmål – Hvorfor anvender vi vores ild? – vil være yderst relevant at stille.
Det stiller store krav til ledere og undervisere, fordi doktrinære spørgsmål fremover kan besvares mere nuanceret og reflekteret, end det måske gøres i dag.[81] 

En doktrin for oprørsbekæmpelse vil vigtigst af alt også give udsendte enheder en rettesnor for deres taktiske adfærd i INTOPS, og et større planlægningsmæssigt grundlag. De kedelige auditørsager i den senere tid kunne måske have været forenklet eller forhindret såfremt, at en sådan doktrin havde været udviklet på daværende tidspunkt?
Hvis ikke vi som Storbritannien udvikler os organisatorisk og doktrinært, risikerer vi i sidste ende at gøre os selv irrelevante. Vi skal turde, at tage vanskelige beslutninger og diskutere vanskelige emner, velvidende at det kræver mod og selvindsigt fra laveste til øverste niveau i Hæren og Forsvaret. 

Afslutningsvis er der en vigtig dimension til udviklingen i Hærens doktrin og organisation på baggrund af de seneste 20 års erfaringer, nemlig den moralske. 42 danske soldater har mistet livet i tjenesten i Afghanistan. Mange familier har mistet deres kære. Som organisation må vi fastholde tilliden og påskønne det store offer de gav. Det gør vi bedst ved at drage størst mulig nytte af vores erfaringer, så den tillid ikke spildes. 

Det skal anføres, at der er sket mange positive tiltag i den rigtige retning. Efterretningskapaciteten i Hæren er styrket med oprettelsen af Hærens Efterretningscenter og efterretningssporet som selvstændig tjenestegren. LL/LI-databasen er også værdifuld, men den fokuserer tilsyneladende på materiel, IED’er og taktiske procedurer og bør også kunne aftvinge refleksion og eftertænksomhed. Konkret kunne dette komme til udtryk ved, at Hærens Efterretningscenter sammen med Forsvarsakademiet og Hærens Kamp – og Ildstøttecenter fik en central rolle i at udvikle en dansk doktrin, eventuelt ved afholdelse af seminarer med interessenter fra alle niveauer af Hæren. 

Opsummering
Oprørsbekæmpelse er krig – derfor kræver oprørsbekæmpelse en doktrin som sætter rammerne for indsættelse af de enheder vi udsender i internationale operationer. Udviklingen af en dansk doktrin for oprørsbekæmpelse vil være et kærkomment værktøj til førere på alle niveauer, fordi den sociale, økonomiske og kulturelle indsats fastlægges, helt ned til de laveste niveauer, således at ansvar og formål tydeliggøres. Det vil ikke bare styrke den enkelte delingsførers beslutningsgrundlag før og under indsættelse med sin infanterideling, men i lige så vigtig grad styrke refleksions – og udviklingsprocessen i Forsvaret og ikke mindst Hæren. Danske enheder har modtaget overordentlig stor anerkendelse for deres indsats. Danmark har procentuelt mistet mærkbart mange soldater i indsatserne i Irak og Afghanistan. Denne demonstration af mod som kendetegnes ved danske soldater bør anerkendes indadtil i organisationen. Det er derfor på tide at vi vender dette mod indad, og i fælleskab spørger os selv hvad vi rent faktisk har lært – og hvordan vi kommer videre, når den sidste soldat vender hjem fra Afghanistan.

Litteraturliste

            ARMY, (2009), British Army Field Manual, Volume 1, Part 10 Countering Insurgency, LWC, MoD

Brøndum, Christian (2013), 'Soldaterne skal lære at løbe igen', Berlingske.

Bull, Hedley (1977), The Anarchical Society (3; Columbia: Columbia University Press).

Callwell, Charles E. (1899), Small Wars - Their Principles and Practice (2: Watchmaker Publishing).

Cohen, Eliot A. (2003), Supreme Command: Soldiers, statesmen, and leadership in wartime (New York: Free Press).

Colonel Qiao Liang, et al. (1999), Unrestricted Warfare: China's Master Plan to Destroy America (Natraj Publishers).

Creveld, Martin van (1991), The Transformation of War (The Free Press).

David Petraeus, et al. (2006), FM3-24 Counterinsurgency (Dept. of the Army).

David Ucko, et al. (2013), Counterinsurgency In Crisis (New York: Columbia University Press).

Dixon, Norman (1976), On The Pscyhology Of Military Incompetence (2).

Forsvarskommandoen (2008), Forsvarets Ledelsesgrundlag (København)

Galula, David (1964), Counterinsurgency Warfare - Theory and Practice (Praeger Security International).

Gray, Colin S. (2013), Perspectives on Strategy (1: Oxford University Press).

Holsti, Kalevi (1996), The State, War and The State of War (Cambridge: Cambridge University Press).

Jordan, et al. (2008), Understanding Modern Warfare (Cambridge: Cambridge University Press).

Kilcullen, David (2011), The Accidental Guerrilla: Fighting Small Wars in the Midst of a Big One (C Hurst & Co Publishers Ltd).

--- (2013), Out Of The Mountains (London: Hurst & Company).

Kristensen, et al. (2010),  At lære for at vinde, - om dansk militær erfaringsudnyttelse i internationale operationer (København: Dansk Institut for Militære Studier)

Ledwidge, Frank (2011), Losing Small Wars: British military failure in Iraq and Afghanistan (Cornwall: Yale University Press).

Nagl, John A. (2002), Learning to Eat Soup with a Knife - Counterinsurgency Lessons from Malaya and Vietnam (Chicago: University of Chicago Press).

Pontoppidan, David (2013), Centre of Gravity i moderne oprørskrig (Unpublished work), Danish Defence Academy

Petraeus, David (2013), 'We must be coldly realistic over the use of force', The Telegraph.

Rasmussen, Mikkel Vedby (2006), The Risk Society At War (New York: Cambridge University Press).

Smith, Rupert (2006), The Utility of Force: The Art of War in the Modern World (Penguin).




[1] Holsti, 1996: 82-98

[2] Bull, 1977: 3ff-54ff.

    [3] Petraeus, et al., 2006: 1-1.1-14.

[4] Galula, 1964: 23-25

[5] Petraeus, et al., 2006: 1-147, se også Ucko, et al., 2013: 6ff

[6] Se Kilcullen, 2006 : 90-99 for eksempler. Den taktisk defensive indsættelse om veje giver lokalbefolkningen incitament til at tage ejerskab for sikkerhedssituationen. Det modsatte eksempel kan være krigen mellem Egypten og Israel i 1967, hvor den strategisk defensive handling kommer til udtryk i en taktisk offensiv operation, hvor israelerne på få timer decimerer det egyptiske luftvåben.

[7] British Army, 2009 : Section 1, 1-1

[8] Holsti, 1996: 72

[9] Callwell, 1899: 2-21

[10] Ibid.

[11] Galula, 1967

[12] Ibid., : 66

[13] Ibid., : 77

[14] Nagl, 2002: 60-81

[15] Ibid., : 68

[16] Ibid., : 72

[17] Gray, 1999: 43, se også Galula, 1964: 6, og British Army, 2009 : 1-36 -1-38

[18] Nagl, 2002: 88-107

[19] Ibid., : 98

[20] Ibid.

[21] Ibid., : 100

[22] Ibid., : 103

[23] Ledwidge, 2011 : 18-23

[24] Ucko et al.,  2013 : 49

[25] ibid. : 50

[26] Ledwidge, 2011 : 23, Ucko, et al., 2013: 51

[27] Ledwidge, 2011 : 24-29

[28] 2013 : 52ff

[29] ibid.

[30] Ledwidge, 2011 : 33-34

[31] Ucko, et al., 2013 : 54-55

[32] Begrebet findes ingensteds i den amerikanske doktrin, se US FM 3-24 COIN pkt. 2-2 for uddybninger for hvorledes det gennemføres i praksis. Soldaten er blot én af mange aktører i kampen. Begrebet findes derimod i NATO AJP-3.4.4 COIN

[33] Petraeus, et al., 2007 : 1-67 (p. 23)

[34] Ucko, et al., 2013: 55-57

[35] Ibid., : 58, Ledwidge, 2011 : 33-34

[36] Ledwidge, 2011 : 48

[37] Ucko, et al., 2013 : 68-71, Ledwidge, 2011 : 53-55

[38] Ucko, et al., 2013 : 70

[39] Som i Malaya blev defineret som New Villages.

[40] Ucko, et al., 2013: 79-80

[41] Ibid.

[42] Ibid. 82

[43] Se Gray, 2013 : 86-87 for uddybninger, Gray anfører at problemet i lige så høj grad påhviler militære professionelle at forstå krigens natur og vilkår, hvorfor det ikke kan bebrejdes det politiske niveau at det får mangelfuld eller ringe rådgivning herom.  

[44] Ucko, et al., 2013 : 83

[45] Ibid.: 84-91

[46] Ibid.: 85-88.

[47] Ibid.

[48] Ibid. : 96-97

[49] Ibid.

[50] Ibid., : 81

[51] Ibid., : 100-105

[52] Ibid.

[53] Ibid., : 113

[54] Ibid.

[55] Ibid.

[56] Ibid.

[57] Ibid., : 114

[58] Ibid., : 115

[59] Ibid., : 116

[60] Ibid., : 117-122

[61] Ibid., : 123

[62] Ibid., : 124

[63] Nagl, 2002 : 10

[64] Smith, 2006 : 374ff, se også Pontoppidan, 2012 : 7 hvor han argumenterer for at Clausewitz’ traditionelle princip om CoG i en COIN-kontekst dårligt lader sig anvende.

[65] Ucko, et al.., 2013 : 130

[66] Ibid., : 151

[67] Ucko, et al., 2013: 150

[68] Se Holsti, 1996 for eksempler herfor. Se også Jakobsen, 2006: 47 ift. det skiftende klima efter murens fald

[69] Creveld, 1992 : 125-155

[70] Liang, et al., 1999: 25-44

[71] Ibid.

[72] 1992: 192-205, se også Kilcullen, 2013

[73] Petraeus, 2013 i The Guardian

[74] 2006: 27-41

[75] Gray, 2013: 87

[76] Kristensen, et al. (2010) : 11

[77] Kristensen, et al. 2010 : 17

[78] Kronik i Berlingske, 2012 – ”Er du mand nok til at være chef?”

[79] Forsvarskommandoen, 2008 : 27

[80] Kristensen, et al., 2010 : 37, se også Forsvarskommandoen, 2008 : 11

[81] Brøndum, 2013 – artikel i Berlingske om at Danmark skal genlære den klassiske manøvredoktrin og ”aflære” Afghanistan.

 

Litteraturliste

Kommentarer

Kære Hans-Christian,

Tak for et velskrevet og interessant indlæg, der på god vis rejser nogle relevante spørgsmål og peger på mulige veje frem til bl.a. forbedring af vores doktrinudvikling og generelle læring i relation til indhentede erfaringer. Jeg har ventet et par dage på evt. andre kommentarer, men tilsyneladende er det altid ’den gamle’ general, der må ind og fortælle, at det nok alligevel ikke står så skidt til.

Jeg havde som brigadechef i tre år et meget tæt samarbejde med vores britiske partnere om opstilling og udannelse af danske styrker til den britisk ledede Task Force Helmand. Der er mange gode grunde til, at småstater som Danmark vælger en strategisk partner. I relation til udviklingssiden, som du behandler, fik vi fra britisk side adgang til alle de produkter, som blev udarbejdet. Briterne havde og har ganske rigtigt en meget effektiv ’Mission Exploitation’ organisation, og den har vi fortsat direkte tilgang til. Under operationen blev alle produkter præsenteret for vores forbindelsesofficer, eller også sendte vi eksperter over til Warminster, når der var nye udviklinger i gang. En stor nation har meget mere ’stabsmotorkraft’ end vi, og da vi jo var i samme område i Afghanistan, var der ingen grund til, at der sad to Lessons Identificed/Lessons Learned (LI/LL) organisationer og overlappede hinanden. Vi var godt støttet, vi bidrog selv til arbejdet og vores tjenestegrenscentre tilpassede den britiske analyse til vores doktrin, teknologi og organisation. Vi var således meget godt inde i loopet, og mange værdifulde analyser om eksempelvis magtanvendelse, counter-IED, Insider-threat mv. kunne vi direkte overføre til egen organisation. I øvrigt blev dette dokumenteret i ’Danish Lessons Identified Management System’, DLIMS, hvis brugervenlighed dog godt kan diskuteres.

Dine forslag til forbedring af læringsorganisationen tager udelukkende udgangspunkt i, hvad briterne gjorde – uden skelen til, hvad vi rent faktisk nationalt gjorde for at udvikle og gøre maksimalt udbytte af indhentede erfaringer. Jeg skal være den første til at indrømme, at vi endnu kun i begrænset opfang formelt har fået opdateret alle vores doktriner, da vi under indsættelsen på grund af ressourceknaphed fokuserede på en effektiv overdragelse fra hold til hold. I stedet for udfærdigelse af fine papirer var det vigtigt for os at sikre, at ’alt’ erfaret og nye tilgange blev bibragt det hold, der stod umiddelbart foran udsendelse.

Missionsforberedelserne blev startet ca. et år før udsendelse med et ’COIN’- eller Afghanistan-seminar for chefer og nøglepersonel. Her diskuterede jeg – da jeg var brigadechef (hold 10-16) – med udgangspunkt i historikken doktrinen. Hvad var der sket? Hvorfor? Hvad var hensigtsmæssigt? – og hvorledes kunne udgangssituationen være, når holdet aktuelt blev udsendt. I disse diskussioner blev naturligvis inddraget relevant amerikansk og britisk doktrin, og det er min opfattelse, at disse diskussioner ’shapede’ deltagernes generelle forståelse af COIN-dilemma’er. I forlængelse heraf deltog hovedsageligt cheferne i britiske tilsvarende ’study periods’, som jo inkluderede resultaterne af de af dig omtalte britiske de-briefinger.

Læringen blev konkretiseret i uddannelsen, og især ’MAPEX’erne og føringsøvelserne gav mulighed for yderligere at udfordre ’kampagneplanen’ for området og fremgangsmåderne i relation til ’framework’ operations og ’deliberate’ operations. 

Et halvt før udsendelse returnerede et andet hold fra Afghanistan. Ved ankomst blev der afholdt en omfattende de-briefing, der bestod af tre dele. En generel med lead fra cheferne og branche-chefer fra staben, hvori deltog alle interessenter fra HOK, tjenestegrenscentre, operative enheder mv. Næste fase var en-til-en overdragelsen, hvor eksempelvis chefen for bravokompagniet og hans svende fra netop hjemvendte kompagni blev parret med det kommende kompagnis kadre. Her overdrog man erfaringer, situation osv. til de nye. Sidste fase af debriefingen var givet til tjenestegrenscentrene, som yderligere kunne uddrage læring af de netop hjemvendte. Her blev alt lige fra svinghastighed ved brug af vallon til dæktryk på Eagle 4 vendt, og det resulterede i justering af normtildeling, manualer mv. Herefter gennemførte det hjemvendte hold re-integration, hvorefter det i de fleste resterende uddannelsesaktiviteter blev parret med sin counterpart mhp. på en meget intim og konkret mentorering. Endelig var der ca. 3 måneder før udsendelse en chef-rekognoscering, hvor chefer, førere og nøgle-personel fra staben fik lejlighed til at bo en uge i deres kommende ansvarsområde. Forud for selve udsendelsen gennemførte CH HOK en back-brief, der var en dialog mellem ham og cheferne om opgaveløsningen på baggrund af det nationale direktiv og de operative ordrer i missionsområdet. 

Jeg havde lejlighed til at følge den britiske uddannelsescyklus og deres øvelser, og jeg kan med sindsro sige, at vort system var lige så godt som deres. Selv om vi ikke havde afghanske landsbyer, og selv om civilbefolkningen ikke blev spillet af afghanere, er det min opfattelse, at vi havde mere dybde i vores aktiviteter. Det skyldes parringen med det netop hjemkomne hold, men det skyldes også, at vi forsøgte at gennemføre sammenhængende øvelser, der udfordrede opbygning af situational awareness snarere end at gennemføre isolerede handlebaner af en dags varighed.

Om læring, udvikling og justering af tilgang vil jeg sige, at jeg ikke har den mindste dårlige samvittighed i forhold til forberedelse af vores enheder. Det skyldes ikke mindst vores mulighed for at trække på britiske ressourcer, men sådan er virkeligheden vel for en småstat.

Du er meget COIN-fikseret, og jeg fornemmer (som din kollega Mads Silberg, som du refererer til), at du finder, at dette skal være grundlaget for den fremtidige træning. Heri er jeg ikke enig. Vi bør gå bredere til værks, herunder genopdage procedurerne for kamp i høj-intensitets scenarier. Der er ingen tvivl om, at fremtidens kampplads vil være ’war amongst the people’, men vi bør ikke blive for COIN-fikserede, da det vil begrænse os. Heldigvis er det også tænkningen ved vores store partnere – US, UK og Frankrig. Læs eksempelvis amerikanske papirer om ’Decisive Action Training Environment’ eller britiske om ’Hybrid Foundation’ træning. I dansk sammenhæng kan du få et godt indblik i læsning af HOK DIR 180.300 suppleret med brigadernes direktiver.

Jeg pusler med en artikel om danske doktrinudvikling og inden for dette område peger du meget fint på en række områder, som vi skal have færdigbehandlet. Skal vi i det hele taget skrive overordnet hærdoktrin – Feltreglement I? Skal vi have en overordnet COIN-doktrin? Jeg hævder, at vi har det i medfør af vores fuldspektrumtilgang, og jeg hævder også, at de seneste års erfaringer er fint afspejlet i de nye kapitler i feltreglementet. Disse udkrystalliseres p.t. i et nye kampgruppereglement, som forhåbentlig snart får lidt mere fremdrift. Kernen i COIN er ’know your terrain – know your enemy’ og på baggrund af dette, har vi netop etableret Hærens Efterretningscenter. På doktrinsiden har mit hovedkvarter netop udgivet en INFO OPS håndbog og Danske Artilleriregiment nåede inden lukning at udgive en ny ildstøttedoktrin, der i et bredere perspektiv inddrager erfaringerne fra Afghanistan.

Der er iværksat mange gode tiltag, men vi mangler fortsat – som du også indikerer - lidt flere ressourcer til at sætte speed på færdiggørelsen af dette arbejde.

Tak igen for en meget fin artikel, som dog ville have stået lidt stærkere, hvis den havde inddraget danske forhold – for vi gør det med de tildelte ressourcer ganske godt.

 

Michael Lollesgaard

 

             

  

Kære Michael,

Tusind tak for dit svar. Udover at jeg selvfølgelig er glad for at kunne bidrage med en artikel, er jeg naturligvis også glad for at den bliver læst. Jeg havde faktisk forventet en mindre debat-orkan som en konsekvens af mit indlæg, så jeg er glad og taknemmelig for at du svarer som den første - og indtil videre desværre den eneste. Især fordi at jeg har brugt en ikke uvæsentlig mængde tid og ressourcer på at skrive artiklen. 
Min motivation for artiklen har som udgangspunnkt været, at skabe debat, refleksion og læring. Ikke mindst for mig selv. 

Jeg tager bestemt din redegørelse for vores debriefing-procedurer og erfaringsoverdragelse ad notam. Jeg har af logiske årsager ikke haft indsigt de nævnte procedurer. For det første fordi jeg er nyuddannet linieofficer, og derfor ikke har haft mulighed for at være en del af den erfaringsudveksling du beskriver. For det andet har jeg en baggrund som KS på hhv. IRAK7 og ISAF4, så der er løbet en del vand igennem åen siden jeg sidst var afsted på tur. Og der er naturligvis sket meget siden da. 

Jeg har naturligvis også haft en personlig motivation for at gå ind og behandle det genstandsfelt jeg selv ganske levende har været en del af. 

Jeg mener ikke nogen bør gå rundt og have dårlig samvittighed, min hensigt har skam udelukkende været at skabe bevidsthed og refleksion om vores tilgang til oprørsbekæmpelse, og det miljø som doktrinen beskriver. Jeg er glad for at du også medgiver at vi har udviklingspunkter - det betyder at min tid brugt som artikelskribent ikke har været helt forgæves. Min egen opfattelse af COIN er - som doktrinen også foreskriver - at det politiske formål er styrende for enhedernes indsættelse ("Primacy of the political purpose"; jf. UK COIN). 
Det er efter min opfattelse det som adskiller manøvredoktrin fra oprørsbekæmpelse, fordi det politiske formål og den sociale tilgang til kampformen dikterer at enhederne ikke nødvendigvis altid indsættes i akser og mål, og at ildstøtten nøje må overvejes for ikke at undergrave legitimitet ift. civilbefolkningen. 

Et andet aspekt som jeg desværre ikke inddrager så meget i min artikel, er tilgangen til civile aktører, og indtænkningen af civile nødhjælpsorganisationer som en del af oprørsindsatsen. Havde jeg ikke været begrænset af anslag, ville jeg også anføre at vi eventuelt kunne fokusere mere på operative enheders samarbejde og indsættelse med civile. Jeg har hos mange mødt en meget stærk modstand mod at indtænke civile som en del af en organisatorisk militær enhed. 

Kigger vi bredere end bare Irak og Afghanistan, så mener jeg også at oprørsbekæmpelse som en værktøjskasse har sin relevans i eksempelvis humanitære operationer. COIN er ikke en strategi, men et redskab med muligheder for at skabe stabilitet og legitimitet. David Kilcullens seneste udgivelse - han skriver om fremtidens megatrends ift. konflikter, netværk og globalisering - giver nogle interesssante perspektiver for fremtidens konfliktmønster og de udfordringer vi som militære organisationer har. 

Det er sandt at jeg i min artikel fokuserer meget på COIN, men generelt COIN-fikseret opfatter jeg mig nu ikke. Jeg mener bestemt at vi også i fremtiden vil se manøvredoktrin anvendt, men jeg mener blot at den ikke kan stå alene, og derfor mener jeg også at vi bør udvikle en særskilt doktrin for oprørsbekæmpelse, og indtænke COIN i vores generelle organisation, herunder kurser og skoler, bl.a. på GRO som jeg selv for nylig har afsluttet. Her var manøvredoktrinen "the rule of the game", og det er min egen opfattelse - den står formentlig alene - at værktøjerne ifm. vores syntesemodul var relativt få, netop fordi de var baseret på en kinetisk tilgang til opgaven, og ikke indtænkte det strategiske aspekt af de taktiske indsættelser, som Kilcullen også udmærket skriver om i 2007. "I må jo gå på rov i doktrinen", udtalte en af mine lærere under syntesemodulet, da vi skulle behandle et Congo-scenarie. Men jeg savnede nogle flere værktøjer, eksempelvis en social, strategisk og holistisk tilgang til opgaven. Ikke mindst fordi COIN som jeg selv oplevede i Irak, blev udmøntet i at reagere relativt statisk til situationen i området, mens vejsidebomberne blot tog til størrelse og antal. 

Nå - men endnu engang mange tusind tak for dit svar, og jeg håber hermed jeg har givet bolden videre til flere herinde som måtte følge med i debatten. Jeg er glad for at jeg har kunne bringe et sagligt bidrag til den ellers interessante diskussion - det er for mig et væsentligt og styrende kriterium. 

Venligst,
Hans-Christian. 

PS: En efterbrænder: Jeg oplever hos mange at de opfatter COIN som "lavintensitetsoperationer", eller blot mindre komplicerede end "klassiske" manøvreoperationer. Jeg er selv af den opfattelse at oprørsbekæmpelse bestemt kan være mindst lige så intens som alle mulige andre operationer, hvorfor jeg synes at opfattelsen er lidt malplaceret. Som eksempel vil jeg nævne Falklandskrigen, som var en relativt lavintens manøvrekrig, hvor Argentina søgte at kæmpe en manøvrekrig med en hær som var organiseret til oprørsbekæmpelse. Omvendt mener jeg at Malay-oprøret, som jeg også nævner i artiklen, er et godt eksempel på en temmelig højintens COIN-operation - hele Malaya var i brand og mange tusinde blev dræbt. Blot endnu en abstraktion fra min side, ift. COIN og manøvredoktrinen. Jeg mener derfor at en udvikling af en dansk doktrin for oprørsbekæmpelse kan skabe refleksion og diskussion rundt og omkring i Hæren, således at der skabes større bevidsthed om hvorfor vi rent faktisk anvender vores ild. 

Endnu engang tak for dit svar,
H.-C. 

 

Del: