Fremtidig kinesisk dominans?

Denne artikel er blevet til på baggrund af mit speciale om Kinas strategi overfor Japan i det Østkinesiske hav. I artiklen argumenterer jeg for, at Kina benytter sig af alle sine magtmidler – også de militære - til at understøtte landets økonomiske ekspansion. Til tider løber Kina store risici men synes bevidst om ikke at fremprovokere egentlig væbnet konflikt. Dermed anviser artiklen et midtsøgende synspunkt i forhold til såvel de iagttagere, der ser positivt på Kinas voksende betydning som de der – mere pessimistisk - ser Kina som en fremtidig udfordrer til USA's dominerende rolle i det internationale system.

 

 
 

Jeg konkluderer, at Kina, på grund af Japans styrke og dets nære forhold til USA, mest sandsynligt vil forfølge en status quo politik. Samtidigt forfølger Kina en (inkrementel) økonomisk imperialistisk politik. Kina søger målrettet at udnytte ressourcer i det omstridte område, understøttet af en effektiv kombination af diplomatiske og militære virkemidler, herunder lejlighedsvis magtdemonstration. Kina udnytter tilsyneladende enhver mulig japansk indrømmelse og imødekommenhed, samtidig med at Kina vedholdende står fast på egne territoriale krav.

Kina opfattes af mange som en stormagt, der ventes at spille en betydelig rolle i fremtiden i kraft af sin økonomiske vækst, befolkningsmæssige størrelse og teknologiske udvikling. Økonomiske prognoser forudsiger således, at Kina forventes at overtage rollen som verdens største økonomi omkring år 2040, mens andre kilder siger 2025.[1]. Det afgørende er ikke, hvornår eller om det sker, men derimod den klare tendens, der viser et stadigt økonomisk stærkere Kina og et USA med stadigt stigende økonomiske udfordringer. Militært kan det diskuteres, hvorvidt Kina kvalificerer til stormagtsstatus,[2] men Kinas status som atommagt, et stadig stigende forsvarsbudget og den forventede økonomiske udvikling, har medført øget fokus på Kina som strategisk aktør. Dette er senest udtrykt i USA's nye sikkerhedsstrategi.[3] Samlet tales der ligefrem om, at Kina kan udfordre USA's supermagtsstatus på længere sigt. Dertil kommer Kinas til tider konfliktfyldte forhold til aktører i nærområdet.[4] I den internationale debat om Kinas fremtidige rolle i den internationale orden synes der at være to overordnede skoler.[5] På den ene side findes de, der anlægger et, med vestligt perspektiv, pessimistisk syn på Kina. De argumenterer for, at Kina vil bruge sin voksende økonomiske indflydelse til at opruste militært og på længere sigt aspirere til at udfordre USA's rolle som verdens eneste supermagt. På den anden side udtrykkes et mere optimistisk synspunkt, hvor der argumenteres for, at Kina i stigende grad vil åbne sig mod verden og vise sig som en ansvarlig aktør på den internationale politiske arena. Kina betoner ikke overraskende, at landet alene har fredelige hensigter og ikke ønsker at anvende militære magtmidler i andet end forsvarsøjemed.[6] I denne artikel analyseres Kinas strategiske interesser og muligheder for at udlede mulige faktorer, der former kinesisk strategi, samt pege på mulige udviklingsperspektiver i Kinas fremtidige ageren som strategisk aktør – en ageren der efter alt at dømme vil få voksende betydning for os alle, hvad enten den påvirker det internationale system i positiv eller negativ retning.

Artiklens teoretiske grundlag – statens ønske om magtmaksimering

Specialet er skrevet med udgangspunkt i Hans J. Morgenthaus klassiske realisme, hvor staters ageren beskrives ud fra statens ønske om magtmaksimering.  Morgenthau opererer med tre mulige målsætninger, der er styrende for en stats politik: “A nation whose foreign policy tends toward keeping […] power […] pursues a policy of the status quo. A nation whose foreign policy aims at acquiring more power […] through a reversal of existing power relations […] pursues a policy of imperialism. A nation whose foreign policy seeks to demonstrate the power it has, either for the purpose of maintaining it or increasing it, pursues a policy of prestige.”[7] Morgenthau ser dog ikke megen værdi i en prestigepolitik for prestigens egen skyld.[8] Dermed bliver status quo og imperialisme de overordnede væsensforskellige målsætninger og prestigepolitik en understøttende politik. 

Morgenthau beskriver status quo som politik rettet mod en fastholdelse af den nuværende magtfordeling, idet der dog indenfor rammen af den overordnede magtfordeling godt kan finde mindre justeringer sted.[9] Morgenthau anfører fire forskellige metoder til magtbalancering: Del og hersk, kompensationer, oprustning og alliancer.[10]   

Ifølge Morgenthau er imperialisme ikke i sig selv et værdiladet begreb men alene udtryk for en nations politiske ønske om at forbedre sin relative magtposition i forhold til andre nationer.[11] Modsat den gængse og værdiladede betydning af begrebet er det altså ikke så meget underkastelsen af andre folkeslag, som forøgelsen af egen magt mere bredt, der er målet.[12] Morgenthau anviser tre metoder eller midler til imperialistisk politik: Militær, økonomisk og kulturel imperialisme.[13] De tre metoder kan bruges i kombination.[14]

Som en tredje vej til forøgelse af en stats relative magtposition anviser Morgenthau ”The Policy of Prestige”, der overordnet har til formål at øge en stats anerkendelse og anseelse – og dermed magt - blandt andet gennem påvirkning af andres staters perception.[15] Prestigepolitik underopdeles i to metoder: Diplomati og demonstration af militær magt.[16] Morgenthau anviser tre midler for diplomatiet, i form af: Overtalelse, kompromis og truslen om magt. De tre midler bruges i følge Morgenthau bedst og mest succesfuldt i forening.[17]

Territoriale stridigheder om Senkaku øgruppen

Som case er valgt det Østkinesiske Hav. Konflikten har to hovedbestanddele: For det første striden om de territoriale rettigheder til Senkaku-øgruppen og for det andet uenighed om udstrækningen af parternes eksklusive økonomiske udnyttelseszoner (EEZ).[18] Havområdet omkring øgruppen indeholder rige fiskeforekomster og menes at indeholde betragtelige tilgængelige olie- og gasreserver.[19] Kina og Japans krævede EEZ overlapper hinanden i et område på 210,000 kvadratkilometer.[20] Øerne er under japansk suverænitet og har været det siden anden verdenskrig, men såvel Kina som Taiwan gør krav på dem.[21] Senkaku-øgruppen består af fem ubeboede øer og tre skær – i alt ca. syv kvadratkilometer og er placeret ca. halvvejs mellem det kinesiske fastland og den japanske ø Okinawa.[22]

Figur 1: Det Østkinesiske Hav[23]

Figur 2: Senkaku-øgruppen[24]

Figur 3: Kinesiske og Japanske territoriale krav[25]

Status Quo politik – Kinas manøvrerum i den regionale magtbalance

USA er militært tilstede i Japan,[26] og landene har indgået en gensidigt forpligtigende forsvarsalliance, herunder i den såkaldte San Francisco traktat fra 1951. USA betoner i sin nye sikkerhedsstrategi sit fokus på Asien og nævner specifikt Kina som en potentiel trussel.[27] Derfor frygter Kina for japansk genoprustning og en mere aktiv brug af det japanske militær; ikke mindst i sammenhæng med et fælles japansk-amerikansk forsøg på at hindre Kinas voksende indflydelse.[28] Jævnfør Japans forsvarshvidbog er der konkrete japanske tiltag til balancering af Kina i form af strategi og fælles øvelser med USA med det formål at imødegå fjendtlig besættelse af øer under japansk kontrol. Øvelserne har involveret det amerikanske marinekorps, hvilket udover signalværdien overfor Kina også betyder, at der rent faktisk er planlagt indsættelse af kapaciteter, der vil kunne operere med succes i det omstridte område.[29] Det betyder, at Kina må regne med USA som aktør på japansk side i forhold til magtbalance og opretholdelse af status quo overfor Japan, 

Efter anden verdenskrig blev Japan pålagt udenrigs- og forsvarspolitiske bindinger i medfør af den japanske grundlovs artikel 9. Japan har med mellemrum debatteret, om der skulle finde en ”normalisering” sted.[30] Allerede nu opererer japanske orlogsskibe tæt på kinesisk søterritorium, og i 2002 vedtog Japan flere beføjelser til det japanske forsvar i tilfælde af væbnet konflikt. Debatten vækker bekymring i Kina, og iagttagere ser dette som udtryk for, at Kina ikke kan opfylde egne maritime ambitioner, hvis Japan igen bliver en aktiv udenrigspolitisk aktør på det militære område.[31] Japans flådestyrker er, selv med de nuværende forfatningsmæssige begrænsninger, de kinesiske klart overlegne både kvalitativt og kvantitativt.[32]  Der er også konkrete indikationer på, at Japan efterstræber muligheden for at kunne projicere magt på egen hånd, herunder har Japan udviklet store helikopterbærende destroyere med kapaciteter ikke ulig hangarskibe.[33] Det regionale magtforhold peger på, at det, set med kinesiske øjne, er nødvendigt at øge landets militære magt, alene for at fastholde status quo, og dermed også at en sådan status quo politik er, hvad Kina realistisk kan opretholde i en overskuelig fremtid.

En del og hersk politik overfor USA og Japan synes næppe at være mulig set i lyset af USA's alliancemæssige forpligtigelser overfor Japan. Ikke desto mindre har der dog været tilfælde, der kan tolkes som kinesiske forsøg på at splitte de to lande. Således trængte en kinesisk atomubåd i 2004 ind i japansk territorialfarvand sydvest for Okinawa. Efter japanske protester undskyldte den kinesiske viceudenrigsminister under henvisning til en teknisk fejl. Ifølge Bussert og Elleman er det mere sandsynligt, at kineserne afprøvede de japanske modforholdsregler. Samtidigt prøvede de at drive en kile ind mellem USA og Japan, idet de to lande ikke tolker de internationale transitregler ens.[34] Det kan således ikke udelukkes, at Kina øjner muligheden for, i et isoleret tilfælde som i forhold til Senkaku, at holde USA ude af en eventuel konflikt. Der har også været rejst tvivl om, hvorvidt Japan kunne forlade sig på sikkerhedsgarantier udefra, og om det overhovedet var ønskeligt. Denne debat har været ført i forbindelse med den interne japanske diskussion om alliancen med USA og de sikkerheds- og udenrigspolitiske bindinger i den japanske forfatning. I USA's nye sikkerhedsstrategi nævnes eksplicit, at USA, trods reduktioner i sine kernevåben, fortsat vil sikre sine allierede.[35] Japan har da også søgt og fået USA's støtte i tilfælde af en væbnet konflikt over Senkaku. Således har både udenrigsminister Hillary Clinton og tidligere forsvarsminister Robert Gates lovet amerikansk støtte så sent som i 2010.[36] Dette indikerer, hvor vanskeligt det er for Kina reelt af forsøge at splitte USA og Japan. En problematik Brzezinski bekræfter i en analyse af den nye amerikanske strategi.[37] Kina fremhæver selv i sin forsvarshvidbog fra 2011, at USA styrker sine alliancer i regionen.[38] Spørgsmålet er også, hvad Kina ville få ud en sådan splittelse på længere sigt, idet Kina derved risikerer den japanske oprustning, landet i øvrigt søger at undgå. Et kinesisk forsøg på at fremme multipolaritet som modvægt til USA vil dermed kunne vise sig at være kontraproduktivt, idet Kina ikke nødvendigvis vil kunne matche Japans militære potentiale.[39] Dette er naturligvis en risiko ved en del og hersk politik set med kinesiske øjne. Imidlertid er der, udover Japans selvpålagte forfatningsmæssige militære begrænsninger, ikke noget, som udelukker muligheden for japansk oprustning indenfor rammerne af det nuværende sikkerhedssamarbejde med USA.

Ud fra en kinesisk logik, hvor Senkaku-øgruppen oprindeligt har tilhørt Kina, vil en kompensationspolitik kunne give mening. Til gengæld for fortsat japansk suverænitet vil Kina kunne få del i de økonomiske ressourcer og måske japansk accept af sømilitær tilstedeværelse i området. Kina er generelt tilbageholdende med at afgive suverænitet ved at indgå bindende økonomiske aftaler.[40] Selvom Kina dermed risikerer at cementere den nuværende situation, hvor Japan har den territoriale overhøjhed, kan Kina opnå økonomiske fordele, der måske overgår en risikofyldt politik rettet mod at ændre ejerforholdet til øerne. Dette vil i givet fald kunne understøtte en kinesisk status quo politik i det omfang, Kina vurderer, at gevinsten overstiger indsatsen i form af de facto at give afkald på de territoriale krav. Mod en sådan politik taler imidlertid, at det omstridte område er af en anseelig størrelse, rummer endnu ikke fuldt kortlagte ressourcer og er af geostrategisk betydning for Kinas ønske om en fremskudt forsvarspolitik. Dette kan forklare den nuværende situation, hvor Kina på den ene side prøver at opnå økonomiske gevinster uden på afgørende vis at gøre mine til at ændre sine fordringer på suverænitetsspørgsmålet. Der kan dermed argumenteres for, at Kina forsøger at holde suverænitetsspørgsmålet labilt samtidig med at der føres en politik, der muliggør økonomisk imperialisme.

Kina har meget store væbnede styrker og et stadigt voksende forsvarsbudget, der så sent som i marts 2012 er blevet forøget med 17,8 %.[41] Kina gennemfører også omfattende særligt sømilitære materielanskaffelsesprogrammer.[42] Noget andet er imidlertid forsvarets styrke og kvalitet i relative termer. Trods oprustning og budgetforhøjelser vurderes det, at Kinas søværn (PLAN) pt. besidder utilstrækkelige ressourcer i forhold til en konventionel væbnet konflikt mod USA og Japan. PLAN vurderes i stedet at satse på asymmetriske midler for at påføre en modstander uacceptable tab, trappe konflikten ned, eller helt undgå den.[43] Dette afskrækkelsesperspektiv peger på status quo eller “begrænset imperialisme”.  Andre kilder peger på samme forhold, idet Kina fortsat besidder en forældet materielarv, hvor mere end to tredjedele af de kinesiske ubåde, overfladeskibe og fly reelt er operativt forældede.[44]  Dertil kommer, at Kinas egen produktion af sømilitært materiel fortsat ikke er teknologisk på højde med tilsvarende vestligt materiel.[45] Set i det lys er Kinas modernisering af sit søværn udtryk for nødvendige forbedringer snarere end et forsøg på at ændre magtbalancen. I forbindelse med Kinas mulige anskaffelse af en hangarskibskapacitet synes der også blandt kineserne selv at være en bevidsthed om, at rådighed over en sådan kapacitet ikke vil rykke afgørende ved USA's overlegne magtposition.[46]

Kinas kernevåben kan betragtes som et middel til både afskrækkelse og balancering.[47] Kina har løbende moderniseret disse våben og råder over en triade i form af landbaserede, ubådsbaserede og luftbårne kernevåben, i alt ca. 200.[48] At dømme efter Kinas egne udtalelser ser Kina alene kernevåben i afskrækkelses og balanceringsøjemed.[49] Således har Kina en politik om ikkeførstebrug og også en politik om minimum gengældelse.[50] Kinas kernevåben synes således med sikkerhed at være et element i en status quo politik.

Udover traditionelle midler til land-, sø- og luftmilitær magtprojektion har Kina kapaciteter indenfor ”Cyber Warfare” eller Computer Network Operations (CNO). Det er den almindelige opfattelse, at Kina udviklingsmæssigt er langt fremme, både hvad angår doktrin og egentlige kapaciteter. Kineserne ser selv muligheden for at opnå en asymmetrisk fordel overfor ellers overlegne modstandere.[51] Kina definerer CNO som indeholdende både offensive og defensive elementer men har ikke offentliggjort en officiel doktrin på området.[52] Kinesiske forfattere, der har beskrevet CNO, omtaler dels muligheden for at afskrække potentielle modstandere og dels CNO som et supplement til øvrige konventionelle kapaciteter, og de betoner brugen af CNO til afskrækkelse.[53]

Kina har demonstreret vilje og evne til at håndhæve sin suverænitet, herunder i det Østkinesiske Hav – også overfor USA. I 1994 afholdt Kina således en større flådeøvelse, hvor en kinesisk ubåd nærmede sig en amerikansk hangarskibsgruppe, der opsendte overvågningsfly med henblik på at følge ubåden. Som modsvar sendte Kina adskillige jagerfly for at afvise et af de amerikanske overvågningsfly, og myndighederne udtalte, at ”passende modforholdsregler vil blive taget, når kinesisk luftrum og søterritorium bliver krænket.”[54]

Det kan samlet konkluderes, at Kina besidder velegnede midler til afskrækkelse, herunder kernevåben og en veludviklet kapacitet til CNO. Kina har også vist vilje til at sætte magt bag håndhævelsen af sin suverænitet. Kina er begyndt at anskaffe offensive kapaciteter, der vil kunne finde anvendelse i en konflikt om Senkaku-øerne, og landet har også brugt midlerne i afskrækkelsesøjemed.

Trods sin isolationistiske fortid og traditionelle modvilje mod deltagelse i internationale traktater, har Kina, efter murens fald, været en af de drivende kræfter i etableringen af Shanghai Cooperation Organisation (SCO) i 2001. Herved fik Kina knyttet tættere bånd til Rusland og en række tidligere sovjetrepublikker, hvilket har haft betydning for især udviklingen af Kinas flåde.[55] Samarbejdet i SCO regi er primært et sikkerhedssamarbejde, der blandt andet fokuserer på at bekæmpe terrorisme.[56] Der er således ikke tale om en egentligt gensidigt forpligtigende forsvarsalliance og dermed heller ikke, at organisationen er direkte orienteret mod trusler fra hverken USA eller Japan. Nogle kilder anfører, at Kinas deltagelse i disse internationale fora primært tjener til at give Kinas udenrigspolitik legitimitet.[57] Det udelukker dog ikke kinesisk brug af de selv samme fora til at opnå øget indflydelse og derigennem søge at balancere USA's indflydelse i regionen som et led i en status quo politik. Dette har været anført af Gungwu og Yongian, der siger, at det er forståeligt, at Kina og Rusland, trods fælles interesser med Vesten i kampen mod terror, ønsker at styrke deres egen koordination og samarbejde og begrænse den voksende tilstedeværelse fra USA og NATO i regionen.[58] Kinas samarbejde med regionale aktører synes da også at følge et mønster, hvor Kina primært engagerer sig i fora, hvor USA ikke er repræsenteret.[59] Det kinesiske forsøg på balancering gennem multilateralisme rummer dog begrænsninger, idet landet på grund af sin egen kommunistisk prægede styreform på mange områder står alene i forhold til at balancere USA.[60]

Den foregående analyse peger på, at Kina overordnet forfølger en status quo politik i forhold til Japan og formodentligt vil føre en sådan politik i en årrække. For dette taler Japans alliance med USA, der indebærer at Kina militært både er kvalitativt og kvantitativt underlegen og trods sin nuværende oprustning vil være det i mange år fremover.

Imperialistiske perspektiver

Militær imperialisme

Kina har i de senere år iværksat en modernisering af dets sømilitære kapaciteter, der i stigende grad sætter landet i stand at gennemføre operationer længere væk fra det kinesiske fastland. Det gælder særligt fire russiske Sovremennij-klasse missilbevæbnede destroyere.[61] Kina har brugt netop disse destroyere som et af sine primære magtmidler i sine hidtidige konfrontationer med Japan.[62] Destroyerne vil også kunne indgå som del af en eventuel hangarskibsstyrke, hvor det er nødvendigt med omfattende eskorte og beskyttelse organiseret i en såkaldt carrier task group.[63] Kina har også forøget den operative anvendelighed af sine mindre skibstyper, herunder landets Jiangwei-fregatter, så disse kan bruges til magtprojektion udover Kinas nærområde og dermed indgå i en ”Blue Water Navy”.[64] Indenfor ubådsområdet udvikler Kina avancerede atomubåde til såvel angreb på andre ubåde som til affyring af ballistiske missiler.[65] Bussert og Elleman vurderer, at moderniseringen af det kinesiske ubådsvåben sammenholdt med Kinas øvrige kystforsvarsenheder og amfibiske enheder samlet set udgør en voksende og alvorlig trussel.[66] De taler ud fra et vestligt og rimeligvis derfor også japansk perspektiv, og set i det lys kan det tale for, at Kina i stigende omfang skaffer sig mulighed for at forfølge en imperialistisk politik: Kina har også opbygget amfibieenheder og etableret et marinekorps på i alt to brigader.[67] Det er dog vurderingen, at disse enheder primært er til brug overfor Taiwan.[68] Muligheden for, at Kina kan sætte sig fysisk i besiddelse af Senkaku-øgruppen, er dog ikke udelukket.

Kina råder tillige over luftbårne styrker om end med en begrænset indsættelseskapacitet.[69] Kina har, til trods for stadige moderniseringer indenfor blandt andet jagerfly, i det hele taget vanskeligt ved at projicere sin luftmilitære magt over større afstande, grundet blandt andet manglende lufttankningskapacitet.[70] Samlet betyder det, at Kina ikke har mulighed for at opnå luftherredømme i en eventuel væbnet konflikt om Senkaku-øgruppen, så længe landet ikke råder over hangarskibe.

Indenfor informationskrigsførelse er det primært relevant at diskutere offensive kapaciteter og dermed muligheden for Computer Network Attack (CNA). Her ser Kina et middel, der vil kunne bruges forebyggende, altså til såkaldt ”preemption”, der er et kerneelement i nyere kinesisk doktrin.[71] Kina ser ikke kun CNA som et strategisk middel, der kan bruges isoleret, men også som et middel, der kan anvendes som en integreret del af militære operationer:[72] Kinas CNA kapaciteter vil således forventeligt være en integreret del af en eventuel konflikt med Japan i forhold til det Østkinesiske Hav. For eksempel til at sinke amerikansk og japansk deployering af styrker til området, idet en deployering er stærkt afhængig af præcist koordinerede transport-, logistik- og kommunikationsnetværk.[73]

Kina råder samlet over en række militære kapaciteter, der vil kunne bringes i anvendelse i forbindelse med en militær konflikt – også i nogen afstand fra Kinas fastland. Det er dog vigtigt at hæfte sig ved, at der er mangler af særligt teknologisk art indenfor alle kapaciteter. Disse mangler vanskeliggør såvel magtprojektion som vedvarende understøttelse af de midler, der rent faktisk kan indsættes. Dertil kommer, at Kina ikke er i besiddelse af en værnsfælles doktrin og tilhørende kommando og kontrolfaciliteter,[74] der er forudsætningen for at kunne indsætte og føre de militære midler.[75]

Selvom analytikere som Clarke vurderer, at Kinas militære strategi alene har defensive formål, er der dog også i officielle kinesiske dokumenter udtrykt behov for at udvikle og udvide PLAN’s strategiske rækkevidde.[76] Dette behøver ikke i sig selv være et udtryk for imperialisme, idet Kina på linje med en række vestlige lande også deltager i blandt andet antipirateri-operationer i Adenbugten.[77] Til det brug har Kina behov for strategisk deployerbare styrker. Sammenholder man imidlertid disse udtalelser med Kinas ønske om at opnå strategisk dybde gennem etableringen af et antal ”forsvarsringe”, falder områderne indenfor Japans territorialfarvand. Viceformanden for Kinas centrale militærkomite har foreslået et mere aktivt fremskudt forsvar, der skulle indbefatte to forsvarsringe og etableringen af en egentlig “Blue Water Navy”.[78] Denne strategi kan få afgørende betydning for Kinas relationer til Japan: “The […] first island chain area encompasses the Yellow Sea, facing Korea and Japan; the western East China Sea; and the South China Sea,[…] It addresses many of China’s maritime national interests: the concentration of economic investment along the coast, offshore territorial claims [Min fremhævelse], oceanic resources, and coastal defense. […] The second island chain […] encompasses maritime areas out to approximately 1,800 nm from China’s coast.”[79] “The third stage […] poses the PLAN as a global force built around aircraft carriers, deployed by the middle of the 21st century.”[80]

Flanagan og Marti samt Puska stiller dog spørgsmålstegn ved, om en “Blue Water Navy” reelt er, hvad Kina efterstræber og formår, eller om Kina i virkeligheden fokuserer sin indsats mod et aktivt fremskudt forsvar fremfor en konkurrence om søherredømme langt fra det kinesiske fastland.[81] En kinesisk fremskudt forsvarspolitik kan også have til formål alene at sikre magtbalancen gennem afskrækkelse og dermed understøtte en status quo politik, idet Kina, ifølge Flanagan og Marti, ikke de næste mange år efterstræber en global rækkevidde på linje med USA's militær. I stedet vil de fokusere på et moderne forsvar af alle domæner,[82] inklusive rummet og cyberspace, med henblik på at undgå, at USA kan true Kina.[83] Andre som Bussert og Elleman slår imidlertid til lyd for en mere offensiv fortolkning af de kinesiske intentioner, idet der har været forlydender om en kinesisk ”National Interest Frontier”, der strækker sig videre end de ovenfor nævnte to forsvarslinjer.[84]

Figur 4: Mulig udstrækning af et fremskudt kinesisk forsvar [85]

Begreber som ”Greater Periphy Security” dækkende den Persiske Golf og det Indiske Ocean mod vest og dækkende den anden ø-kæde og videre mod øst, er dukket op i kølvandet på Kinas deltagelse i antipirateri-operationen ud for Somalia. Begrebet ”Far Sea Defense”, dækkende områder udenfor den 200 sømil store EEZ, er også blevet anvendt af Beijing som argument for anskaffelse af hangarskibe.[86] Såfremt denne strategi er udtryk for mere end blot ord, kan det indikere et kinesisk ønske om på længere sigt at forfølge en imperialistisk politik. De vestlige interesseområder kan forklares ud fra et kinesisk ønske om at sikre frie handelsveje, herunder olieimport fra især Mellemøsten. De østlige områder, der rækker langt ud i Stillehavet på den fjerne side af Japan, er vanskelige at betragte som andet end et forsøg på at legitimere egne økonomiske interesser bakket op af militær tilstedeværelse. For det første er der her ikke en nævneværdig pirattrussel, og for det andet dækker området samhandelsveje med Japan og USA, som alle tre parter i fredstid har en fælles interesse i at holde åbne. Som endnu et muligt middel til en mere vidtrækkende projektion af kinesiske magtmidler kan ses anskaffelsen af en kinesisk hangarskibskapacitet. Emnet behandles i en rapport fra 2008 fra Forsvarsakademiet. I rapporten kobler Kim Nødskov direkte behovet for en hangarskibskapacitet til muligheden for at gennemføre maritime operationer omkring den første ø-kæde og længere ud. Ifølge Nødskov har Kina som mål at kunne gennemføre ”sea control” ud til den første ø-kæde og på længere sigt “sea denial”[87] ud til den anden ø-kæde. For nuværende løser Kina denne opgave med en kombination af ubåde omkring den første ø-kæde samt ballistiske missiler og krydsermissiler på strategiske bombefly og orlogsskibe. Men hvis Kina virkelig efterstræber det mere ambitiøse mål at kunne demonstrere aktiv tilstedeværelse og indflydelse længere end til den første ø-kæde, forudsætter det evnen til at kunne kontrollere situationen såvel på som under havoverfladen samt i luften. Til dette er der brug for kampfly og dermed vil en hangarskibskapacitet være afgørende.[88] Begge disse strategier vil indebære, at Kina med militære midler ville kontrollere områder omkring det japanske fastland (den første ø-kæde) og øst for det japanske fastland (den anden ø-kæde). En sådan strategi vil således være i direkte modstrid med japanske interesser og dermed en de facto kinesisk imperialistisk politik.

Kina synes dog ikke at være i stand til at forfølge en militær imperialistisk politik på kort sigt. Dels er der som nævnt behov for en fortsat flådeopbygning, hvilket koster både tid og ressourcer; især hvis ønsket om en hangarskibskapacitet skal forfølges. Dels er der behov for uddannelse og doktrinudvikling, eftersom Kinas flåde hidtil udelukkende har været fokuseret på kystnære operationer.[89]

Økonomisk imperialisme

Kina har tidligt haft blik for de økonomiske ressourcer i området. Således udtalte Deng Xiaoping i 1984, at territoriale stridigheder ikke skal stå i vejen for Kinas økonomiske udvikling og en ”fælles udnyttelse” af ressourcerne.[90] I 1992 gennemførte Kina juridiske tiltag, der stadfæstede Kinas krav på øerne og det omkringliggende havområde i form af den kinesiske ”Law on Territorial Sea and the Contiguous Zone”. Et stridspunkt er Chunxiao-gasfeltet, hvis underjordiske reserver er placeret henover territorialgrænsen men på overfladen ligger indenfor det japanske område.[91] Angiveligt har Kina også foretaget skjulte efterforskningsaktiviteter med henblik på kortlægning af havbunden indenfor Japans krævede EEZ. Formålet var at vurdere forekomsten af mineraler samt at samle viden med henblik på yderligere ubådsoperationer.[92] Det faktum, at der fra kinesisk side ikke alene var tale om en militær magtdemonstration, men derimod en kombination af egentlig militær rekognoscering, videnskabelige undersøgelser og igangsatte udvindingsoperationer, peger på, at Kina aktivt forfølger en økonomisk imperialistisk politik. I 2005 påbegyndte Kina forberedelser til udvinding fra feltet, trods japanske protester og udtalelser om, at de også vil påbegynde gasudvinding i området.[93] Som modsvar reagerede Kina med en hidtil uset militær magtdemonstration, der involverede deployeringen af en flotille Sovremennij-klasse destroyere. Selv mens forhandlere på begge side søgte at deeskalere situationen, var der en hændelse, hvor et af de kinesiske orlogsskibe rettede sine våbensystemer mod et overvågningsfly.[94] Det er interessant her at notere sig, hvor relativt langt Kina går i forhold til sine krav, samt at Kina benytter sig af en kombination af militære, økonomiske og diplomatiske midler, idet hændelsen netop finder sted sideløbende med diplomatiske tiltag. Dette kan ses som et udtryk for netop den kombinerede strategi, der er omtalt ovenfor i afsnittet om militær imperialisme. En sådan økonomisk udnyttelse i et omstridt område kan betragtes som økonomisk imperialisme, ikke mindst fordi gasudvinding efterlader infrastruktur i området. Såfremt der ikke fra japansk side træffes modforholdsregler, vil denne infrastruktur medføre en semipermanent tilstedeværelse. Japan har dog, ifølge Yoshimara og Holmes, reageret forholdsvis markant ved at udtrykke officiel bekymring over, hvad der ses som kinesisk oprustning, samt ved at lade oplysninger om militære modforholdsregler i tilfælde af kinesisk invasion af Senkaku-øerne sive til pressen.[95] Der har dog været vedvarende mæglingsforsøg og senest i 2008 en aftale om fælles ressourceefterforskning i en del af det omstridte område, dog uden at en permanent aftale er blevet indgået.[96] Set fra kinesisk side kan disse forhandlinger tolkes som et yderligere led i en de facto adkomst til området, hvorfor enhver indrømmelse vil være en relativ forbedring for Kina.

Ifølge Japan er der normalt omkring 160 kinesiske fiskefartøjer, der fisker ulovligt nær Senkaku-øerne.[97] Også dette har ført til konflikter, som i 2010 da Japan, efter en kollision mellem en kinesisk trawler og to japanske orlogsskibe, arresterede fiskerne. Som modsvar iværksatte Kina en række diplomatiske tiltag og genfremsatte de territoriale krav og krævede, at den japanske kystvagt ikke opererede i kinesisk territorialfarvand. Kina deployerede efterfølgende fiskerimyndigheder til området med henblik på at beskytte fiskeriet og advarede Japan om alvorlige konsekvenser, såfremt fiskerne ikke blev løsladt. Efter seks dage løslod Japan fiskerne, hvorefter krisen klingede af og normale diplomatiske forbindelser blev genetableret.[98] Kina har yderligere søgt at deeskalere konflikten ved at forbyde kinesiske fiskefartøjer i sensitive områder.[99] Dette kan indikere, at Kina ikke ønsker at forfølge en økonomisk imperialistisk politik. Set i lyset af den fortsatte kinesiske olie- og gasudvinding skal fiskeriforbuddet dog snarere ses som et forsøg på ikke at lægge hindringer i vejen for de overordnede forhandlinger om rettighederne til ressourceudnyttelse. Samme antagelse deles af Nødskov, der anfører, at Kina i andre sammenhænge har udvist tålmodighed, evne og vilje til langsigtede forhandling og indgåelse af kompromiser, men lader det stå åbent, hvorvidt Kina har samme tålmodighed når det gælder det Østkinesiske hav.[100] Selvom Nødskov her fremhæver Kinas evne til og interesse i at forhandle, står det ikke klart, hvad han mener med, om Kina har den fornødne tålmodighed. Som tidligere anført har Japan i udgangspunktet fat i ”den lange ende”, og med mindre Nødskov mener, at Kina vil risikere en væbnet konflikt, har Kina ikke andre muligheder end at blive ved forhandlingsbordet. En forhandlet løsning, der må formodes at indebære en grad af kompromis, vil i dette tilfælde styrke Kina i forhold til udgangspunktet. Kina synes her hverken at have interesse i status quo eller militær imperialisme, så længe økonomisk imperialisme kan forfølges. Hvad der derimod ikke kan udelukkes og måske ligger i Nødskovs tanker om Kinas tålmodighed, er, hvorvidt Kina, som tidligere anført, vil understøtte en økonomisk imperialisme med militære midler for derved enten at fremme yderligere forhandlinger og/eller befæste sin nuværende kommercielle tilstedeværelse i området.

Kulturel imperialisme

Der synes ikke at være tvivl om, at der i både Kina og Japan er tegn på, at nationalisme og gensidig mistillid befolkningerne imellem også har sat sit præg på konflikten i det Østkinesiske Hav. Således gør Gungwu og Yongian sig til talsmænd for, at den nationalisme, der findes i både Kina og Japan gensidigt forstærker hinanden. En officiel japansk meningsmåling fra 2004 viste en rekordlav japansk holdning til Kina.[101] Det samme forhold sås spejlet i en officiel kinesisk undersøgelse.[102] Selvom der givet er flere årsager til disse nationalistiske følelser, herunder ikke mindst de to landes konfliktfyldte forhistorie, ser Gungwu og Yongian også en kobling til konflikten om Senkaku-øgruppen, hvor de nationalistiske følelser i begge lande for alvor kom til udtryk i forbindelse med episoder omkring øerne.[103] I andre studier af konflikten har nationalisme direkte været anført som medvirkende årsag til konflikten.[104] Selvom svaret givet er både komplekst og uden en entydig lineær årsags-virkningsdynamik, kan det dog undre, at Kina offentliggjorde undersøgelser, som dokumenterer en stigning i problemet, såfremt man fra kinesisk side alene var interesseret i at nedtone problemet. Det kan pege på, at man fra kinesisk side også har en interesse i at signalere overfor Japan, at der er folkelig opbakning til de kinesiske krav. Også fra japansk side har man fra officielt hold tilsyneladende valgt at bruge intern nationalisme til udenrigspolitisk signalgivning. Således annoncerede Japan i 2005, at et fyrtårn rejst af japanske nationalister blev stillet under statens beskyttelse, og Japan påbegyndte tildeling af gasudvindingsrettigheder i det af kineserne krævede område. Det medførte store protester i Kina, herunder anslag mod Japans ambassade i Beijing.[105] Det virker dog som om, både Kina og Japan, trods begge parters forsøg på de facto at kapitalisere udenrigspolitisk på indenrigspolitiske strømninger, også er bekymrede for, at nationalismen kommer ud af kontrol. På et møde i 1996 mellem landenes udenrigsministre var begge indstillet på, at nationalister ikke skulle eskalere konflikten og overskygge landenes gode bilaterale relationer. Ligesom Kina efter hændelsen i 2005 igen tog skridt til en normalisering af forholdet.[106]

Prestigepolitikkens betydning

Kinas brug af diplomati

Det mest indlysende eksempel på kinesisk forsøg på overtalelse er, at Kina vedholdende genfremsætter sine territoriale krav ved enhver given lejlighed. Uanset på hvilke andre områder Kina har opfordret til forsoning, så er territorialkravet uforandret. Dette kom blandt andet symbolsk og konkret til udtryk i 1996: Som et modsvar på at japanske borgere opsatte endnu et fyrtårn på en af øerne, søgte kinesere at hejse det kinesiske flag.[107]  Denne handling rummer megen symbolik og kan tolkes som et forsøg på at øge Kinas prestige. Få dage efter ratificerede Japan ”The Convention of the Law af the Sea” og erklærede en eksklusiv økonomisk zone, der inkluderede øgruppen. Kineserne udtalte, at Kina ikke vil gå på kompromis i suverænitetsspørgsmål men genfremsatte dog samtidigt de tidligere forslag om gensidig økonomisk udnyttelse af området.[108] Så sent som i 2010, da krisen blussede op igen, standsede Kina midlertidigt sin eksport af sjældne jordarter til Japan.[109] Her ses altså en kombination af uofficielle symbolske handlinger, trusler og forsøg på tvangsdiplomati, koblet til en officiel melding om at man ikke vil gå på kompromis på suverænitetsspørgsmålet men gerne forhandle om andre emner som økonomisk udnyttelse. De føromtalte anslag mod Japans ambassade i Beijing kan også tolkes som et kinesisk forsøg på indirekte at lægge pres på Japan. Både de facto og de jure er ambassader ukrænkelige dele af et hjemlands territorium,[110] og derfor har de også en meget symbolsk betydning. Værtslandet, hvor en ambassade er placeret, går derfor normalt meget langt for at beskytte ambassaden. Når man dertil lægger, at Kina i almindelighed udøver en høj grad af kontrol i det offentlige rum, kan det ikke udelukkes at Kina har billiget anslaget. Dette kan tolkes som et forsøg på at lægge pres på Japan ved at signalere, hvilke alvorlige følger Japans politik kan få.

Der har i en række tilfælde været eksempler på kompromis, ofte initieret af Kina. I perioden 1972-1978 gennemførtes bilaterale drøftelser mellem Kina og Japan, hvor der fra begge sider argumenteredes for at stridighederne burde bilægges og ikke skulle stå i vejen for et styrket forhold mellem de to lande.[111] Igen i 2008 var der åben uenighed mellem den kinesiske og den japanske premierminister om rettighederne til Senkaku-øerne. Men den kinesiske premierminister Deng Xiaoping nedtonede senere konflikten til fordel for stabilitet og samarbejde.[112] Dette underbygges til stadighed af forhandlingerne om fælles ressourceefterforskning og de jævnlige mæglingsforsøg.[113]

De mange kinesiske forsøg på at deeskalere konflikten og betone de to landes fælles interesser synes at understøtte en status quo politik, hvor Kina, i hvert fald midlertidigt, stiller sig tilfreds med tingenes tilstand. Eftersom Kina allerede har påbegyndt udnyttelse af gasfelterne i området, kan de diplomatiske udspil dog også ses at understøtte økonomisk imperialisme, idet Kina ønsker at forhandle om netop økonomisk udnyttelse af området. Det kan endvidere diskuteres, hvilken interesse Kina overhovedet har i et kompromis. I forhold til det overordnede suverænitetsspørgsmål vil et kompromis være at sidestille med et de facto tab, hvis resultatet bliver at Japan bevarer suveræniteten. Derimod vil et kompromis give mening, såfremt Kina ikke finder en ændring i den nuværende suverænitet realistisk. I den situation vil enhver indrømmelse til Kina i forhold til økonomisk og kommerciel udnyttelse være en de facto gevinst. Ud fra denne argumentation kan en kombination også være attraktiv for Kina, idet fortsatte forhandlinger, så længe de ikke fører til kinesisk frasigelse af suverænitetskravet, i værste fald blot fører til en fortsættelse af den nuværende modus vivendi og i bedste fald giver Kina flere og flere rettigheder.

Efter den føromtalte kollision mellem en kinesisk trawler og to japanske orlogsskibe i 2010, advarede Kina Japan om alvorlige konsekvenser, såfremt fiskerne ikke blev løsladt.[114] Det står ikke klart, hvad Kina lægger i begrebet ”alvorlige konsekvenser”, men sammenholdt med deployeringen af kinesiske fiskerimyndigheder for at beskytte fiskernes ”liv og ejendom”, kan det tolkes som en kinesisk trussel om brug af magt, såfremt Japan igen opbringer kinesiske fiskere, uagtet at disse måske fisker ulovligt. Hermed eskalerer Kina konflikten med trusler. Truslerne kan selvfølgelig primært have sigtet på at løse den aktuelle situation, men de vil givet også have en langsigtet effekt i forhold til, hvor høj en politisk pris Japan er villig til at betale for at håndhæve jurisdiktionen i området. Vil Japan igen risikere diplomatisk forviklinger og krise blot for at opbringe et fiskefartøj? Hvis ikke, vil de kinesiske trusler reelt have understøttet en økonomisk imperialistisk politik ved at fremtvinge en større grad af japansk ”laden stå til” overfor det kinesiske fiskeri.

Kina synes at benytte sig af en bred palet af diplomatiske virkemidler spændende fra bilaterale forhandlinger på embedsmandsniveau, over drøftelser på stats- og regeringschefsniveau. Kina benytter sig af varierende budskaber, hvor hovedkravet på retten til øerne ikke synes til forhandling, men hvor der dog i varierende grad lægges vægt på konfliktens betydning i forhold til de samlede relationer mellem Kina og Japan. Kina har således gentagne gange søgt at nedtone konflikten og synes ikke indstillet på en reel konfrontation, der kunne risikere at eskalere til brug af militær magt. Dette falder i tråd med min tidligere konklusion, der pegede på, at Kina overordnet forfølger en status quo politik og derfor ikke er interesseret i at forfølge en militær imperialistisk politik. Omvendt går Kina i en række tilfælde ”lige til stregen” og fremsætter trusler samtidig med, at blandt andet fiskerimyndigheder deployeres til området. Det kan indikere, at Kina ikke ønsker kompromis for enhver pris men rent faktisk ønsker at fortsætte sine økonomiske aktiviteter i området, altså en økonomisk imperialistisk politik.

Demonstration af militær magt

I forbindelse med den føromtalte japanske rejsning af det andet fyrtårn i 1996 gennemførte PLAN få dage senere øvelser i blokade og sølandsætninger på eget territorium. Det er ifølge Beukel næppe tilfældigt, at Kina lod en sådan øvelse komme til offentlighedens kendskab, og hændelsen kan derfor tolkes som et signal om, at Kina besidder evnen til, om nødvendigt, at gennemføre militære operationer rettet mod øerne.[115]

I 2004 deployerede Kina en Han-klasse ubåde ind i japansk territorial farvand sydvest for Okinawa (ikke langt fra Senkaku).[116] Denne hændelse blev af Bussert og Elleman set som et led i en mere aktiv brug af Kinas ubådsvåben og en test af japansk beslutsomhed. Hændelsen affødte da også alarmering af det japanske forsvar for kun anden gang siden anden verdenskrig.[117] Samme år annoncerede Kina oprettelse af en flådereserve til brug i det Østkinesiske hav.[118] Dette tiltag synes dog til dels at være af symbolsk karakter, idet det alene dækker over omorganisering af allerede eksisterende maritime kapaciteter og dermed er ”en gratis omgang” for Kina. Mønsteret med kinesiske øvelser og deployeringer i kølvandet på en diplomatisk krise gentog sig i marts 2005, hvor en gruppe kinesiske aktivister gik i land og tilbageholdtes i to dage af den japanske kystvagt. Officielle kinesiske protester fulgte, og Kina afholdte flådeøvelser i det Østkinesiske Hav og deployerede fire orlogsskibe tæt på øerne.[119]

Kina har i konfrontationerne med Japan benyttet sig af en kombination af flåde og kystforsvarsfartøjer samt civile fartøjer. Således har Kina sendt først ubevæbnede fartøjer og siden orlogsfartøjer til det omstridte område både i 2004, som før omtalt i 2005 og igen 2010, hvor Kina afholdt en stor flådeøvelse nær Okinawa. I forbindelse med den omtalte påsejling fra 2010, af skibe fra den japanske kystvagt, hvor der efterfølgende blev indsat kinesiske orlogsfartøjer,[120] er det meget vanskeligt at forestille sig, hvilket motiv en civil kinesisk fisker skulle have til på egen hånd at risikere sit fiskefartøj og dermed sine indtjeningsmuligheder, hvorfor det må være rimeligt at se denne hændelse som sanktioneret og orkestreret fra officielt kinesisk hold. Det er i den forbindelse interessant at bemærke, at der igennem forløbet har været tale om en stadig voksende kinesisk indsats – både hvad angår antal flådeenheder og disses faktiske optræden.

I takt med Kinas anskaffelse af flådeenheder med en egentlig blue water kapacitet, er det vurderingen, at anskaffelsen af en hangarskibskapacitet er et prioriteret mål for Kina.[121] Nødskov vurderer, at Kina, fordi de så at sige starter på bar bund, tidligst kan have en reelt operativ hangarskibskapacitet i 2020.[122] Jane’s anfører, at Kina allerede har projekteret et skib og vil have en træningskapacitet i 2012 og en operativ kapacitet i 2017.[123] Hvad der imidlertid står mere uklart er, hvilken rolle en sådan kapacitet er tiltænkt. Trods flådemoderniseringer vil en sådan kapacitet imidlertid fortsat være teknologisk og numerisk underlegen i en konfrontation mod Japan og USA. Dette taler imod brugen af hangarskibe i forhold til en imperialistisk politik på kort og mellemlangt sigt. Det udelukker naturligvis ikke brugen i andre operationer, herunder i konflikter hvor USA ikke er part. Kinas evne til magtprojektion i forhold til de ovenfor nævnte forsvarslinjer forbedres også, ligesom det understøtter en status quo politik gennem en forbedring af magtbalancen. Under alle omstændigheder vil hangarskibe med tilhørende eskorteskibe udgøre et meget synligt symbol på kinesisk magt og understøtte en prestigepolitik overfor blandt andre Japan, et synspunkt der deles af Bussert og Elleman: ”The development of aircraft carrier capabilities is clearly part of the PLAN’s long-term plans, either as a status symbol or as an emblem of China’s role as a major naval power.”[124] Dette argument understøttes også af kinesiske udtalelser fra flådens politiske kommissær, som udover nytteværdien af hangarskibe netop betoner den symbolske værdi: “the building of aircraft carriers is symbol of an important nation and is very necessary for China’s future.”[125] Lignende udtalelser er i 2009 kommet fra det politiske niveau: “PLAN deputy Political Commissar Wu Huayang said that “building an aircraft carrier is the will of the people and is necessary for the development of our navy as well as being a symbol of China’s position in the world.”[126] Udtalelsen rummer flere interessante aspekter: For det første bruges ental, og da ét skib, ifølge Nødskov, ikke giver megen operativ værdi,[127] kan det antyde, at det at besidde kapaciteten synes mere vigtigt, end hvad den egentlig skal bruges til. For det andet nævnes symbolværdien direkte koblet til Kinas position i verdenssamfundet og dermed som et element i en prestige politik.

Et andet spørgsmål er, hvor mange hangarskibe Kina i givet fald vil anskaffe. På grund af behovet for vedligeholdelse og træning vil Kina for at have et skib operativt skulle bruge to til tre skibe. Afhængig af skibenes størrelse, og dermed antallet af fly de kan medføre, vil Kina ligeledes skulle bruge to til tre skibe selv i en mindre konflikt.[128] Yoshimara og Holmes deler opfattelsen af, at Kinas mulige hangarskibskapacitet vil komme til at spille en begrænset rolle rent operativt, og de motiverer derfor anskaffelsen med ønsket om prestige.[129] Udviklingen på dette område vil således kunne bruges som en mulig indikator på Kinas intentioner, idet en beskeden hangarskibsanskaffelse vil have begrænset operativ værdi og derfor primært understøtte en prestigepolitik rettet mod status quo.

Det kan ikke entydigt konkluderes, at Kinas prestigepolitik alene understøtter en status quo eller en imperialistisk politik. For status quo taler, at Kina, særligt på det diplomatiske område, ofte betoner de to landes fælles interesser. For imperialisme taler, at Kina med sine demonstrationer af bl.a. amfibiestyrker og udtalelser om hangarskibe demonstrerer kapaciteter, der i særlig grad er egnet til offensiv magtprojektion. Der synes at være tale om en kombineret prestigepolitik rettet mod såvel en overordnet fastholdelse at status quo, men også en villighed til at indsætte militære midler særligt i forhold til at sikre Kinas økonomiske aktiviteter.

Konklusion og perspektivering

Samenfattende kan det konkluderes, at Kinas strategi overfor Japan, i konflikten om Senkaku-øgruppen, i overvejende grad har været præget af ønsket om status quo og dermed balancering af Japan og USA. Der er herunder indikationer på, at Kina i begrænset omfang har søgt at føre en del og hersk politik, hvor USA søges holdt ude af den aktuelle konflikt. Kina søger sideløbende hermed at gennemføre en økonomisk imperialistisk politik, fokuseret på kontrol med olie- og gasressourcer samt fiskeriressourcer. Politikken er ofte bakket op af militære midler, dog uden at der dermed bliver tale om en egentlig militær imperialistisk politik, dertil besidder Kina ikke de fornødne militære kapaciteter. Min korte diskussion af nationalisme som element i en eventuel kulturel imperialistisk politik har ikke afdækket noget entydigt mønster i forhold til, om Kina aktivt spiller på nationalistiske og historiske følelser.  Det tyder på, at Kina her træder varsomt, uden dog at være blind for at udnytte muligheden for at sende truende signaler til Japan. Kina har i høj grad været bevidst om brugen af prestigepolitik både i forhold til at understøtte status quo politikken i form af afskrækkelse, men også i forhold til at understøtte sin økonomisk imperialistiske politik, hvor særligt kinesisk demonstration af flådemagt spiller en stor og sandsynligvis voksende rolle.

I forhold til den internationale debat om Kina synes der i forhold til henholdsvis den optimistiske og den mere pessimistiske vurdering af Kinas rolle i det internationale samfund snarere at være tale om et ”både-og” end et ”enten-eller”. Kina synes at søge at maksimere sin indflydelse indenfor rammerne af den overordnede magtbalance, med USA som den dominerende aktør, men er alligevel villig til at gå langt for at sikre sine økonomiske interesser. Også så langt at der kan opstå situationer, hvor brugen af militær magt kan være en risiko.

Selvom USA's meget omtalte strategiske re-orientering indebærer øget fokus på Kina, har vi endnu til gode at se en konkret udmøntning at denne strategi. Det vil dog være nærliggende at antage, at strategiskiftet vil betyde, at Kina på kort og mellemlangt sigt fortsætter sin nuværende strategi, idet en mulig imperialistisk politik bliver mere, snarere end mindre, vanskelig at forfølge for Kina.

Såfremt fremskrivningerne af Kinas økonomiske udvikling i forhold til USA viser sig at holde stik, vil dette være en væsentlig faktor, der på langt sigt kan ændre den nuværende overordnede magtbalance. Dels vil Kina selv kunne accelerere sin igangværende modernisering af sit militær og dermed kunne overkomme de problemer, jeg har påpeget i forhold til at kunne projicere sin militære magt. Samtidigt vil USA få stadig vanskeligere ved at opretholde sit nuværende massive kvalitative og kvantitative militære forspring.

Hvor dette efterlader Japan er et åbent spørgsmål, der både afhænger af, om USA fortsætter sine sikkerhedsgarantier overfor landet, samt af Japans egen økonomiske og politiske udvikling. Et mere isoleret Japan kan, med de nuværende udenrigs- og forsvarspolitiske begrænsninger, få vanskeligt ved at balancere Kina på egen hånd. Hvorimod en japansk ”normalisering” af udenrigs- og forsvarspolitikken, sammenholdt med Japans betydelige økonomiske formåen, forventeligt vil kunne resultere i et japansk forsøg på at balancere og afskrække Kina. Tydelige indikatorer på en mere aktivistisk japansk udenrigs- og forsvarspolitik vil først og fremmest være ændringer af den japanske forfatning, således at bindingerne i forhold til brug af militære styrker ophæves. Mere konkret i forhold til Kina vil anskaffelse af offensive kapaciteter som hangarskibe, krydsermissiler og langtrækkende fly signalere et skift. Endelig vil en ændring af Japans nuværende status fra atomar tærskelstat til at besidde atomvåben signalere en egentlig japansk afskrækkelse, og også at Japan, af den ene eller den anden grund, ikke længere forlader sig alene på amerikanske sikkerhedsgarantier.

Såfremt Kina fortsætter sin igangværende modernisering af sit militær og også fortsætter med anskaffelsen af offensive kapaciteter vil størrelsen af disse kapaciteter kunne indikere, hvilken strategi Kina ønsker at forfølge. En begrænset kapacitet på eksempelvis tre hangarskibsgrupper, vil, jævnfør mine analyser, primært kunne bruges til at føre en prestigepolitik samt til at understøtte begrænset militær magtprojektion til brug for eksempelvis stabiliseringsoperationer. Skulle Kina imidlertid vise sig at anskaffe flere hangarskibe med tilhørende eskorteenheder, vil dette, sammen med en fortsat kvantitativ og kvalitativ forbedring af den øvrige flåde, kunne indikere, at Kina reelt søger at udfordre USA's rolle som verdens eneste militære supermagt. Og dermed en mulig kinesisk militær imperialisme på længere sigt. Såfremt Kina på den anden side vælger at tilsidesætte sine territoriale krav overfor Japan i det Østkinesiske Hav og dermed accepterer japansk overherredømme over Senkaku-øgruppen, vil det indikere en accept af status quo og efter alt at dømme også, at Kina ikke ønsker at bruge sin voksende økonomiske og militære magt til imperialistiske formål. Så længe suverænitetsspørgsmålet derimod holdes labilt, vil Kina i kraft af sin voksende magt kunne forfølge en inkrementel økonomisk imperialistisk politik gennem en fortsat kombineret anvendelse af diplomatiske, økonomiske og militære virkemidler.




[1] Hhv. Sådan bliver Kina en supermagt, s. 48 og The Return of China, Globalization and Economic Power, ss. 8-9.

[2] The Balance of Power in Asia-Pacific Security, ss. 50-51.

[3] Sustaining U.S. Global Leadership, ss. 2og 4.

[4] Kina har siden anden verdenskrig været i krig i Korea, med Indien i 1962, med Sovjetunionen i 1969 og med Vietnan i 1979: Foreign Affairs, March/April 2012, s. 50.

[5] On China, ss. 504-522 og Foreing Affairs, March/April 2011, ss. 80-81.

[6] China’s National Defense in 2010, ss. 5 og 8 samt On China, ss. 508-512.

[7] Politics Among Nations, ss. 50-51.

[8] Ibid, s. 92.

[9] Ibid, s. 54.

[10] Ibid, ss. 194-198.

[11] Ibid, ss. 56-57.

[12] Ibid, ss. 57-58.

[13] Ibid, s. 69.

[14] Ibid, ss. 69-70.

[15] Ibid, s. 85.

[16] Ibid, ss. 84-85. (Morgenthau bruger termen ”display of military force”).

[17] Ibid, s. 363.

[18] The Long March to Power, s. 39.

[19] Popular Nationalism in China and the Sino-Japanese Relationship, s. 9.

[20] Senkaku er det japanske navn, Kina bruger navnet Diaoyo.

[21] Popular Nationalism in China and the Sino-Japanese Relationship, ss. 7 – 9.

[22] Ibid, s. 7.

[23] www.strategic.discourse.com Hentet 2. december 2011.

[24] www.2space.net Hentet 2. december 2011.

[25] www.japanfocus.org Hentet 2. december 2011.

[26] The Military Balance 2010, s. 43 (bl.a. U.S. 7th fleet , 3rd U.S. Marine Corps Division samt 5th Airforce).

[27] Sustaining U.S. Global Leadership, ss. 2 og 4.

[28] Chinese Energy Security, s. 88.

[29] Asia Looks Seaward, s. 166.

[30] For Mutual Benefit, s. 14.

[31] Chinese Energy Security, s. 90.

[32] Aircraft Carriers: China’s way to Great Power Status?, s. 23.

[33] Asia Looks Seaward, s. 161.

[34] People’s Liberation Army Navy, ss. 80-81.

[35] Sustaining U.S. Global Leadership, s. 5.

[36] Strategic Survey 2011, ss. 346-348.

[37] Foreign Affairs January/February 2012, Vol. 91, number 1, ss. 100-103.

[38] China’s National Defense in 2010, s. 7.

[39] The Balance of Power in Asia-Pacific Security, s. 103.

[40] China and the New International Order, s. 160.

[41] Danmarks Radio, P1, Orientering, 5. marts 2012.

[42] Aircraft Carriers: China’s way to Great Power Status?, s. 15.

[43] Chinese Energy Security, s. 30.

[44] People’s Liberation Army Navy, s. 178.

[45] Aircraft Carriers: China’s way to Great Power Status?, s.15.

[46] Asia Looks Seaward, s. 92.

[47] Strategy The Logic of War and Peace, ss. 218-220 og 230-233.

[48] Beyond the Strait, s. 183 samt SIPRI Yearbook 2011, ss. 340-343.

[49] China’s National Defense in 2010, ss. 13 og 42.

[50] Beyond the Strait, s. 171.

[51] Ibid, s. 253.

[52] Ibid, s. 255.

[53] Ibid, s. 256.

[54] People’s Liberation Army Navy, ss. 84-85.

[55] People’s Liberation Army Navy, s. 174.

[56] China and the New International Order, s. 156 og China’s National Defense in 2010, s. 6.

[57] China and the New International Order, s. 155.

[58] Ibid, p, 241.

[59] China Turns to Multilateralism, s. 7.

[60] Ibid, ss. 9-10.

[61] People’s Liberation Army Navy, s. 32.

[62] Ibid, s. 47.

[63] Ibid, s. 35.

[64] Ibid, s. 53.

[65] Ibid, s. 62.

[66] Ibid, ss. 81 og 182-183 samt China’s Rise and its Limitations, ss. 66-67.

[67] Det præcise antal er omstridt, idet også hærenheder modtager uddannelse i amfibiske operationer: The Chinese Army Today, ss. 151-160.

[68] People’s Liberation Army Navy, s. 95.

[69] The Long March to Power, ss. 109-110.

[70] Beyond the Strait, s. 292 og The Chinese Army today, ss. 160-162 samt 191.

[71] Beyond the Strait, s. 259 og People’s Liberation Army After Next, s. 87.

[72] Beyond the Strait, s. 261.

[73] Ibid, ss. 269-270.

[74] Interpreting China’s Military Power, s. 123.

[75] China, the United States, and Southeast Asia, ss. 197-198.

[76] Chinese Energy Security, s. 27 og China’s National Defense in 2010, s.12.

[77] Chinese Energy Security, s. 49.

[78] The People’s Libeartion Army, ss. 133 og 180 samt People’s Liberation Army After Next, ss. 293-295.

[79] The People’s Liberation Army, ss. 129-130.

[80] Ibid, s. 130.

[81] The People’s Liberation Army, s. 137 og People’s Liberation Army After Next, s. 295.

[82] Dækker over land-, sø- og luft.

[83] The People’s Liberation Army, ss. 272-273.

[84] People’s Liberation Army Navy, s. 184.

[85] Aircraft Carriers: China’s way to Great Power Status?, s. 10.

[86] Ibid, s. 184.

[87] Nødskov bruger her de militære termer ”Sea control” og ”Sea denial” som han definerer som henholdsvis: ”A strategy, in which a maritime force controls a defined maritime area rendering it impossible for an opponent to conduct effective military operations.” Og: ”A strategy, by which it is attempted to deny the enemy the ability to use the sea in a certain geographical area.”

[88] Aircraft Carriers: China’s way to Great Power Status?, ss. 12-12.

[89] Ibid, s. 20.

[90] Popular Nationalism in China and the Sino-Japanese Relationship, s. 10.

[91] Chinese Energy Security, s. 87.

[92] The Rise of China and International Security, s. 111 og China’s Rise and its Limitations, ss.66-67.

[93] Asia Looks Seaward, s. 163.

[94] Ibid, s. 163.

[95] Ibid, s. 163.

[96] The Long March to Power, s. 40.

[97] People’s Liberation Army Navy, s. 83.

[98] Popular Nationalism in China and the Sino-Japanese Relationship, ss. 16-17.

[99] The Long March to Power, s. 39.

[100] Ibid, s. 55.

[101] China and the New International Order, s. 42.

[102] China and the New International Order, s. 42.

[103] Ibid, s. 42.

[104] Ibid, s. 48. Og Popular Nationalism in China and the Sino-Japanese Relationship.

[105] Popular Nationalism in China and the Sino-Japanese Relationship, ss. 12-16.

[106] Ibid, ss. 14 og 16.

[107] Chinese Energy Security, s. 87.

[108] Popular Nationalism in China and the Sino-Japanese Relationship, ss. 12-13.

[109] Strategic Survey 2011, s. 349. (Sjældne jordarter er vitale til blandt andet elektronikfremstilling og Kina kontrollerer en betragtelig del af verdensmarkedet).

[110] Den Store Danske Encyklopædi, femte bind, ss. 153-154 (opslag: diplomatisk immunitet) og The New Encyclopædia Britannica, vol. 4, s. 638 (opslag: extraterritoriality): Ambassaders status er fastlagt i Wienerkonventionen af 1961.

[111] Popular Nationalism in China and the Sino-Japanese Relationship, s. 10.

[112] Chinese Energy Security, ss. 88-89.

[113] The Long March to Power, s. 40.

[114] Popular Nationalism in China and the Sino-Japanese Relationship, ss. 16-17.

[115] Popular Nationalism in China and the Sino-Japanese Relationship, s. 13.

[116] Chinese Energy Security, s. 88 og People’s Liberation Army Navy, s. 62.

[117] People’s Liberation Army Navy, s. 80.

[118] Popular Nationalism in China and the Sino-Japanese Relationship, s. 16.

[119] Popular Nationalism in China and the Sino-Japanese Relationship, s. 14.

[120] People’s Liberation Army Navy, ss. 82-83.

[121] Ibid, ss. 101 og 111-112.

[122] Aircraft Carriers: China’s way to Great Power Status?, s. 6.

[123] Jane’s Fighting Ships 2011-2012, ss. 129 og 136.

[124] People’s Liberation Army Navy, s. 117.

[125] Ibid, s. 186.

[126] The Long March to Power, s. 160.

[127] Aircraft Carriers: China’s way to Great Power Status?, ss. 21-22.

[128] Ibid, ss. 21-22.

[129] Asia Looks Seaward, s. 92.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_141.aargang_32012.pdf

 

Litteraturliste

Litteratur

A History of the Modern Chinese Army, Xiaobing Li, The University Press of Kentucky, Kentucky, 2007

A Rising China and Security in East Asia, Indentity construction and security discourse, Rex Li, Routledge, London and New York, 2009

Aircraft Carriers: China’s way to Great Power Status?, Kim Nødskov, China Studies, Institute for Strategy, Royal Danish Defence College, Copenhagen, 2008

Asia Looks Seaward, Power and Maritime Strategy, Toshi Yoshimara and James R. Holmes, Praeger Security International, Westport, Connecticut  and London, 2008

Beyond the Strait: PLA Missions Other Than Taiwan, Roy Kamphausen, David Lai and Andrew Scobell, Strategic Studies Institute, U.S. Army War College, Carlisle, PA, 2009

China and the New International Order, Wang Gungwu and Zheng Yongian, Routhledge, London and New York, 2008

China’s National Defense in 2010, Information Office of the State Council, The People’s Republic of China, March 2011, Beijing

China’s New Diplomacy, Rationale, Strategies and Significance, Zhiqun Zhu, Ashgate, Surrey, England and Burlington, USA, 2010

China’s Rise and its Limitations: China at the Crossroads, National Institute for Defense Studies, Tokyo, 2007

China, the United States, and Southeast Asia, Contending perspectives on politics, security and economics, Evelyn Goh and Sheldon W. Simon, Routledge, London and New York, 2008

China Turns to Multilateralism, Foreign policy and regional security, Guoguang Wu and Helen Lansdowne, Routledge, London and New York, 2008

Chinese Energy Security: The Myth Of The PLAN’s Frontline Status, Ryan Clarke, U.S. Army War College, Carlisle, PA, 2010

Chinese Warfighting, The PLA Experience Since 1949, Mark A. Ryan, David M. Finkelstein, and Michael A. McDevitt, The CNA Corporation, London and New York, 2003

Danmarks Radio, P1, Orientering, sendt kl. 1710 5. marts 2012. Indslag af Tage Baumann. Indslaget er tilgængeligt på www.dr.dk Hentet 12. april 2012, kl. 2143

Den Store Danske Encyclopædi, Danmarks National Leksikon A/S, 1996

Foreign Affairs, March/April 2011, Vol 90, Number 2, New York, Artikel: “Will China’s Rise Lead to War?”, af Charles Glaser

Foreign Affairs, January/February 2012, Vol 91, Number 1, New York, Artikel: “Balancing the East, Upgrading the West, U.S. Grand Strategy in an Age of Upheaval”, af Zbigniew Brzezinski

Foreign Affairs, March/April 2012, Vol 91, Number 2, New York, Artikel: “The Future of U.S.-Chinese Relations”, af Henry A. Kissinger

For Mutual Benefit: The Japan-US Security Treaty: From a Japanese Perspective, Dizo Sakurada, Centre for Strategic Studies, Victoria University of Wellington, 1997

Geopolitics, Geography and Strategy, Colin S. Gray and Geoffrey Sloan, Frank Cass,London, 1999

Interpreting China’s Military Power, Doctrine makes readiness, Ka Po Ng, Frank Cass, London and New York, 2005

Introduction to Global Politics, Richard W. Mansbach and Kirsten L. Rafferty, Routledge, London and New York, 2008

Jane’s Fighting Ships 2011-2012, Commodore Stephen Saunders RN, IHS Global Limited, 2011

Japan Statistical Yearbook 2011, Ministry of Internal Affairs and Communications, Tokyo, 2010

Morgenavisen Jyllandsposten, 3. april 2012: Artikel: ”Japan gør klar til at skyde nordkoreansk raket ned” af Thomas Høy Davidsen

On China, Henry A. Kissinger, Allen Lane (Penguin Books), London, 2011

People’s Liberation Army After Next, Susan M. Puska, Strategic Studies Institute, Carlisle, PA, 2000

People’s Liberation Army Navy, James C. Bussert and Bruce A. Elleman, Naval Institute Press, Annapolis, Maryland,  2011

Politics Among Nations, Hans J. Morgenthau, McGraw-Hill, New York, 1993

Popular Nationalism in China and the Sino-Japanese Relationship, Erik Beukel, DIIS Report 2011:01, Danish Institute for International Studies, Copenhagen, 2011

SIPRI Yearbook 2011, Oxford University Press, 2011

Strategy and the National Security Professional, Strategic Thinking and Strategy Formulation in the 21st Century, Harry R. Yarger, Praeger Security International, Westport Connecticut and London, 2008

Strategy in the Contemporary World, an Introduction to Strategic Studies, John Baylis, James J. Wirtz, Colin S. Gray, and Eliot Cohen, Oxford University Press, 2007

Strategic Survey 2011, The Annual Review of World Affairs, Routledge, London and New York, 2011

Strategy –The Logic of War and Peace, Edward N. Luttwak, The Belknap Press of Harvard University Press, London, 2001

Sustaining U.S. Global Leadership: Priorities For 21st Century Defense, Department Of Defense, Washington, D.C., januar 2012, hentet på www.defense.gov 12. april kl. 1622, 2012

Sådan Bliver Kina Supermagt, Magnus Hjortdal, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, København, 2009

The Art of War, Sun Tzu, Westview Press, Boulder Colorado og Oxford, 1994, Citatet i indledningen er fra bogens p. 183

The Balance of Power in Asia-Pacific Security, US-China policies on regional order, Liselotte Odgaard, Routledge, London and New York, 2007

The Chinese Armed Forces in the 21st Century, Larry M. Wortzel, Strategic Studies Institute, Carlisle, PA, 1999

The Chinese Army Today, Tradition and Transformation for the 21st Century, Dennis J. Blasko, Routledge, London and New York, 2006

The Chinese Navy, Expanding Capabilities, Evolving Roles, Phillip C. Saunders, Christopher D. Yung, Michael Swaine, and Andrew Nien-Dzu Yang, National Defense University Press, Washington, D.C., 2011

The Long March To Power, The New Historic Mission Of The People’s Liberation Army, Kim Nødskov, Royal Danish Defence College Publishing House, Copenhagen, 2009

The Military Balance 2010, The International Institute for Strategic Studies, London, 2010

The New Encyclopædia Britannica, By Encyclopædia Britannica, Inc. 1992

The People’s Liberation Army And China In Transition, Stephen J. Flanagan and Michael E. Marti, National Defense University Press, Washington, D.C., 2003

The Return of China, Globalization and Economic Power, Hans Hækkerup, Royal Danish Defence College Publishing House, Copenhagen, 2009

The Rise of China and International Security, America and Asia respond, Kevin J. Cooney and Yoichiro Sato, Routledge,London and New York, 2009

Trade, Interdependence and Security, Ashley j. Tellis and Michael Wills, The National Bureau of Asian Research, Seattle and Washington, D.C., 2006

 

Del: