Fra løjtnant til general.

4 kommentarer / 0 nye
Sidste indlæg
Fra løjtnant til general.

<p>På min destination lidt sydøst for København kan jeg forstå, at dagens arrangement i Selskabet med titlen fra løjtnant til general; var ganske velbesøgt - såvel i auditoriet på Svanemøllens Kaserne som i det virtuelle univers, med mange deltagere fra ind- og udland, der så og hørte med på VTC. I det danske kontingent ved Headquarters Multinational Corps Northeast var vi samlet en god håndfuld forventningefulde officerer og befalingsmænd, der alle så frem til det spændende indlæg ved Chefen for Hærens Officersskole m.fl, samt ikke mindst den efterfølgende debat. Desværre brød forbindelsen ned efter godt 30 minutter, så vi glippede muligheden for at stille vores spørgsmål. Derfor et spørgsmål fra min side, som forhåbentlig kan afføde en debat på krigsvidenskab.dk Kan den nye officersuddannelse forenes med begrebet Führen durch Auftrag - populært kendt som Auftragstaktik? Führen durch Auftrag er, som det formentlig er alle bekendt, kernen i hærens føringsfilosofi, hvilket klart fremgår af Feltreglement I. Führen durch Auftrag stiller krav om, at den enkelte fører/chef til fulde forstår den ramme, som han eller hun skal virke i. Med andre ord, skal føreren/chefen altid være uddannet mindst ét niveau over det, som han eller hun skal virke på. Den unge delingsfører skal således som minimum være taktisk uddannet på underafdelingsniveau i rammen af afdelingen. Så vidt jeg kunne forstå på briefingen, er taktik på underafdelingsniveau på den nye diplomuddannelse reduceret til et fem ugers (+/-) orienterende modul! Det kan da kun vække bekymring på professionens vegne......</p>

Kommentarer

Auftragstatik

Hej Henrik

Ærgeligt at I tabte forbindelsen undervejs. Vi havde en god debat, der gik tiden ud og mere til, hvor mange interessante aspekter af de nye officersuddannelser blev drøftet. Specielt rart var det for os fra Forsvarsakademiet at kunne gå i dybden med tankerne bag uddannelserne overfor et relevant og kvalificeret publikum. Vi har allerede modtaget mange positive tilbagemeldinger på arrangementet.

I forhold til dit spørgsmål vil jeg starte med at anfægte den præmis, hvor du sætter lighedstegn mellem Auftragstaktikkens forudsætning om at forstå det højere formål og være uddannet et niveau op. Dette er en tolkning. Lidt karikeret svarer det til, at man ikke kan være en del af et fodboldhold uden at mestre alle positioner. Essensen er at man skal forstå det samlede formål, egen plads i helheden og hvorledes andre bidrager hertil.

Moltke (d.æ) oprindelige tanker om emnet, beskriver en føringsfilosofi og et abstraktionsniveau, der tillader føring udover det første møde med fjenden, hvor kendskab til det samlede mål og delegering af midler og beføjelser, tillader den enkelte fører at handle på trods af "the fog of war" og fravær af kontakt med den højere fører. Dette blev omsat i en uddannelse af den enkelte officer i at analysere og omsætte det overordnede formål til handling med en høj grad af frihed, blandt andet gennem diskussion af samme og træning i at formulere ordrer indenfor dette abstraktionsniveau (Auftragtaktik i stedet for Befehltaktik).

Den nye officersuddannelse fokuserer ganske rigtigt på delingsniveauet, men det betyder bestemt ikke at kompagnirammen ignoreres. Den berøres hvor den dimensionerer for delingens indsættelse - hvilket stort set er altid. Udgangspunktet for delingens indsættelse er Kompagnichefens befaling, der analyseres og omsættes til handling - der er intet nyt her.

En delingsfører uddannet på den nye diplomuddannelse vil således fortsat mestre Auftragstaktik og kunne indsætte sin deling i henhold til principperne for denne filosofi. Som altid vil dette også skulle øves ved den nyuddannede førers enhed, ligesom forhold ved chefens forfald (overtagelse af kommandoen) skal øves - heller intet nyt her.

Kenneth Pedersen

Kenneth,

Kenneth,

Mange tak for din kommentar til mit indlæg. Jeg er fuldt ud enig med dig i din opsummering af Auftragstaktik, herunder din udlægning af Helmuth von Moltke (d.æ.) oprindelige tanker.

Du beskriver den afledte konsekvens for uddannelsen af den enkelte officer med udgangspunkt i Moltkes tanker, og også her er jeg et langt stykke hen ad vejen enig med dig.

Men den tyske militære uddannelsestradition, der blev blev etableret ved Gerhard von Scharnhorts i starten af 1800 tallet og udviklet under indflydelse af først Clausewitz og senere Moltke, rummede meget mere end ”….at kunne analysere og omsætte det overordnede formål til handling….”.

Ledelsesfilosofi, føringskultur og uddannelse i bredeste forstand udgjorde ét hele, som i den grad revolutionerede det tyske militærvæsen, og som under både 1. og 2. Verdenskrig resulterede i talrige eksempler på tysk landmilitær overlegenhed på de ”lavere” taktiske niveauer (op til og med korpsniveauet).

I den kontekst vil jeg fastholde min påstand om, at Auftragstaktik og det at være uddannet (mindst) et niveau op hænger uløseligt sammen.

Lad mig give et par eksempler til at underbygge min påstand:

Under von Seeckt reorganisering af Weimar-hæren I starten af 1920’erne blev princippet om, at enhver fører på de lavere niveauer skulle uddannes til at kunne overtage kommandoen på næstfølgende kommandotrin, formaliseret. Formålet med dette tiltag var i udgangspunktet at sikre en høj grad af professionalisering i den 100.000 mand store hær, som Versailles traktaten tillod Tyskland at opstille. At dette princip blev fastholdt af den efterfølgende Wehrmacht med med det supplerende formål  at skabe forudsætningen for 30’ernes drastiske oprustning, er en anden sag.

Et centralt element i den tyske militære uddannelsestradition allerede fra starten af 1900 tallet var anvendelsen af “Führerausfall”, der i al sin enkelthed gik ud på, at en fører under et krigsspil eller en øvelse blev “sat ud af spillet”, for at en underlagt fører, uden nogen forberedelse, skulle overtage kommandoen og videreføre opgaveløsningen. Führerausfall var en fast bestanddel af uddannelsen på såvel Kriegsakademie i Berlin som i hærens enheder.

Et tredje eksempel på, at det tyske uddannelsessystem vægtede den enkelte førers evne til at virke på højere kommandoniveau, var de såkaldte Wehrkreis-Prüfungs, der var nåleøjet for at kunne blive optaget på Kriegsakademie. Her blev den enkelte officer, typisk af graden løjtnant – og dermed på delings eller kompagniniveau – stillet en opgave med at udarbejde en befaling for et forstærket og sammensat regiment (altså en brigade I dagens tale) på baggrund i en detaljeret taktisk situation. Det skal i øvrigt bemærkes, at den komplette ordre for regimentet kun måtte fylde en side!

For en uddybning af sammenhængen mellem ledelsesfilosofi, føringskultur og uddannelse, kan jeg for den interesserede læser klart anbefale bogen ”Command Culture” af Jörg Muth.

Analogien med et fodboldhold er i øvrigt interessant. I det tyske militære uddannelsessytem var det reglen snarere end undtagelsen, at de enkelte officerer skulle uddannes indenfor andre våbenarter og/eller skifte våbenart for netop at udvikle den enkeltes kreativitet og forståelse for helheden. Så for at ”kunne være med på fodboldholdet”, skulle den tyske officer altså kunne spille ”flere pladser”.

Jeg synes dog ikke, at analogien er velvalgt i forhold til mit oprindelige spørgsmål, da jeg jo ikke argumenterer for, at den enkelte officer skal mestre alle niveauer fra gruppen og op til Land Component Command niveau på samme tid, altså kunne spille alle pladser på holdet. Der er er nok snarere tale om, at en ”andenholds spiller” også skal kunne spille på ”førsteholdet”.

Lad mig afslutningsvis vende tilbage til min bekymring på professionens vegne, som i virkeligheden er bagtæppet for mit spørgsmål omkring sammenhængen mellem den nye officersuddannelse og Auftragstaktik. I mere end et hundrede år har hærens officersuddannelser været præget og inspireret af den tyske militære uddannelsestradition – også i den periode, hvor Tyskland selv ”glemte” denne.

Indtil videre er den igangværende omkalfatring af forsvarets uddannelsessystem udelukkende baseret på ”effektiviserings hensyn” og hurra ord som ”just in time” og ”just enough” samt tilpasning til/underlæggelse af det offentlige uddannelsessystem.

Der er, med ganske få undtagelser som for eksempel Brigadegeneral Clemmesens essay omkring den videregående officersuddannelse, stort set ingen debat omkring professionens særlige behov for uddannelse.

Jeg vil håbe, at mit spørgsmål, dit svar og min replik kan være med til at starte en nødvendig debat omkring bevarelse og udvikling af professionsindholdet i forsvarets uddannelsessystem.

Befaling på én side!

Jeg kunne ikke undlade at bemærke her ovenfor at "Det skal i øvrigt bemærkes, at den komplette ordre for regimentet kun måtte fylde en side!" - Det i sig selv kunne give anledning til megen refleksion i dag! :-)

-Niels

Tilføj kommentar

Log ind eller tilmeld for at skrive en kommentar