Forsvarets nye rolle - en kommentar

Direktør V.Giintelbergs artikel "Forsvarets nye rolle" i militært tidsskrift (M.t.) nr. 5/91 fortjener en kommentar. Dels fordi jeg erkender behovet for en drøftelse af den fremtidige sikkerhedspolitik og dermed forsvarets opgaver og udvikling, og dels fordi jeg mener, at nogle af direktør Giintelbergs betragtninger er forkerte. Direktør Güntelbergs grundtese er, at Berlin-murens fald, CSCE prosessens start m.v. vil ændre forsvarets fundamentale betingelser og under disse ændrede betingelser, har vi en helt anden trusselssituation og krav om alliancebidrag, som næppe kan sammenkædes med det snævre nationalforsvar.

Denne tese er efter min opfattelse ikke korrekt. Vort bedste alliancebidrag vil fortsat være et troværdigt nationalt forsvar.
 
Forsvaret vil fremover - som det altid har været - være et redskab for og del af udøvelsen af den nationale sikkerhedspolitik. Grundlaget for dansk sikkerhedspolitik er bl.a. medlemsskab af NATO. NATO’s kommende styrkestruktur er i store træk kendt og vil bestå af Reaction Forces, Main Defence Forces og Augmentation Forces. Danmark har stillet i udsigt, at vi vil kunne stille enkelte enheder til rådighed som Reaction Forces. Derudover er NATO’s "krav" eller forventninger til Danmark, at vi opstiller et nationalt selvforsvar, et forsvar med evne til at afskrække et angreb med kortere varsel, og som kan modtage forstærkninger, hvis tyngden i en aggression er imod vort område.
Som generalmajor Kandborg skriver i sin kommentar til artiklen, forventes mere end 2/3 af styrkerne i NATO’s kommende styrkestruktur at skulle tilhøre kategorien Main Defence Forces, d.v.s. styrker der direkte skal forsvare de europæiske medlemslande. Der er således ikke behov for gætterier med hensyn til vort bidrag til NATO. Vi kender "kravene", ikke i detaljer, men nok til at afgøre, at NATO’s "krav" ikke begrunder en fuldstændig ændring af dansk forsvars struktur. Tværtimod vil en bibeholdelse af vor struktur - der meget vel kan blive model for andre - tilsikre, at vore enheder kan integreres betydeligt lettere i den øvrige NATO struktur og således, hvis dette skulle være påkrævet, hjælpe vore alliancepartnere.
 
Et forsvar af dansk område er måske en af de opgaver, der betegnes som "uaktuelle, uacceptable e.t.c." i den nuværende situation. Det er vanskeligt i den øjeblikkelige situation at se militære aktioner, der involverer trusler mod Danmark, men i den turbulente situation, vi er vidner til, kan ingen forudsige situationen om nogle måneder, nogle år eller langt mindre i år 2000, ej heller forudsige den rolle CSCE eller EF vil få.
Vi er troligt i en helt ny situation. Den medvirken Danmark allerede har i NATO, i EF etc. gør, at vi er en del af "aktøren". Nogle kan måske ikke lide at erkende dette, men hvad der tidligere var et sideaspekt af dansk sikkerhedspolitik vil i fremtiden blive et kernepunkt, vi er med, ikke som den passive allierede, men som en del af den ansvarlige kraft i Europa. Vi skal lige vænne os til den tanke, at vi kunne have haft formandskabet i EF og dermed ledet forhandlingerne med Jugoslavien.
 
Udfordringen i denne nye situation består i at opbygge viljen til at have et forsvar uden nogen direkte fjende, men måske blot for at tilgodese fællesskabets interesser. Vi står ved en skillevej, hvor Danmarks rolle i et nyt fremtidigt Europa skal defineres. Kun hovedlinierne er kendt. Det eneste man med sikkerhed kan sige om fremtiden er, usikkerheden træder tydeligere frem end sikkerheden. Mit forslag er derfor at klappe hestene, i stedet for at følge direktør Güntelberg og kaste barnet ud med vaskevandet.
Situationen kræver nytænkning, men før vi går vore egne veje, vil et minimum af alliancesolidaritet vel være at sætte sig ind i nogle af de forslag, der er lagt frem af den alliance, vi er medlem af. Vore politikere sad med ved bordet, da grundlaget blev udformet.
 
Der vil komme et krav om "Peace Dividend". Om der er plads og mulighed for at opfylde dette krav, kan jeg ikke afgøre, men jeg finder det forkert og betænkeligt, når direktør Güntelberg forlader analysen og skriver: ”Af økonomiske årsager kan bidragene næppe blive andet end." Hvorefter der som konklusion opridses en eksempelvis struktur baseret på forventningen om fremtidige økonomiske rammer. Jeg mangler et svar på med hviklen effekt, denne eksempelvise struktur er et brugvart redskab i udøvelsen af dansk sikkerhedspolitik. I NATO aUiance- forsvaret kan hærens del synes som en hund i et spil kegler. CSCE og EF kan stille andre krav, vi kan også ønske at blive medlem af WEU. Også her gælder det, at det bedste resultat opnås, hvis vi følger fælles koncepter i stedet for at gå vore egne veje. Vi er med i et fællesskab.
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 
 

Litteraturliste

Del: