Forsvaret under udviklingspres

Da Forsvaret i 2004 blev ændret fra mobiliseringsforsvar til ekspeditionsforsvar, blev det med rette kaldt for den største omlægning af dansk forsvar siden 2. verdenskrig. Det er ikke rigtigt længere. Forsvarsaftalen, som blev indgået med et bredt politisk flertal sidste efterår, medfører forandringer, der får 2004-forliget til at ligne en skovtur. 

Foto: Forsvaret.dk

Da Forsvaret i 2004 blev ændret fra mobiliseringsforsvar til ekspeditionsforsvar, blev det med rette kaldt for den største omlægning af dansk forsvar siden 2. verdenskrig. Det er ikke rigtigt længere. Forsvarsaftalen, som blev indgået med et bredt politisk flertal sidste efterår, medfører forandringer, der får 2004-forliget til at ligne en skovtur. 

I modsætning til forliget i 2004 lægger det nuværende forlig nemlig ikke kun op til store organisatoriske forandringer, det dikterer også en fuldstændig omlægning af Forsvarets uddannelses- og ansættelsesforhold, ikke mindst for officerskorpset. Dermed er dette forlig også inde at røre ved det, man kunne kalde den professionsbærende del af det militære centralnervesystem. 

Det kan man som officer og chef i Forsvaret vælge at udtrykke bekymring over ud fra en ”if-it-aint-broken-don´t-fix-it”-tankegang. Men med den politiske vedtagelse af forsvarsforliget gik det gamle system reelt i stykker, og det er ikke nødvendigvis dårligt. Det kræver imidlertid, at alle bruger kræfterne på at udnytte de muligheder, der altid opstår, når en organisation sættes under udviklingspres. 

Der er fire forhold, som er afgørende, når man skal vurdere levedygtigheden af det eksisterende uddannelsessystem og designe det fremtidige.    

Først er man nødt til at forholde sig nøgternt og konstruktivt kritisk til den nuværende 30 år gamle officersuddannelsesordning (kaldet P83), som vi med vanlig sans for selvovervurdering ikke tøver med at kalde for ”verdens bedste”. 

Selvom P83 er blevet udviklet løbende og har tjent Forsvaret godt, så er det et system, der er konceptuelt undfanget i forrige århundrede under den kolde krig. Et væsentligt formål med P83 var dengang at sikre, at alle officerer i udgangspunktet blev givet samme karrieremæssige muligheder ved at gennemgå det samme formaliserede grunduddannelsesforløb i de respektive værn. Alle officerer skulle desuden udvikles til at blive generalister gennem et næsten ensartet, obligatorisk videreuddannelsesforløb. 

I mellemtiden er alle tre værn imidlertid blevet meget mere teknisk komplicerede på materielsiden, de nuværende og fremtidens operationstyper er langt mere komplekse end den kolde krigs ”krig-eller-fred” logik, og der stilles til stadighed større administrative krav til Forsvarets chefer. Alt sammen har det medvirket til, at de nuværende officersuddannelser er blevet stadigt længere, og der er blevet flere efter- og videreuddannelser. Resultatet er, at officererne næsten tilbringer mere tid på skolebænken, end de gør ude blandt de soldater, de skal lede. Det skaber i sig selv et behov for at afkorte den tid, der bruges på uddannelse gennem målrettet fokus på de militære kernekompetencer, og ved at anlægge et langt mere differentieret syn på uddannelse.  

Tid på skolebænken er vigtig, men den er også meget dyr. Hvis den nuværende udvikling fortsætter samtidigt med, at de udmeldte besparelser på forsvarsbudgettet implementeres, så kan det ende med, at vi har ”verdens bedste officersuddannelse”, men ikke har råd til den operative struktur, som officererne skal virke i. 

Politisk er der i forliget truffet en række principbeslutninger, der tegner konturerne af en ny uddannelses- og officersskolestruktur. Den mest tydelige beslutning er, at Forsvaret skal bidrage til samfundsøkonomien med 2,7 mia. kr. om året, hvilket svaret til ca. 15 procent af det nuværende forsvarsbudget. Det er desuden et eksplicit politisk ønske, at den operative struktur ikke skal berøres af besparelserne. 

Da den operative del af strukturen står for ca. halvdelen af forsvarsbudgettet, betyder det omvendt, at den resterende del af organisationen, som også omfatter skolerne, skal spare omkring 30 procent. Det vil sige, at de nuværende officersskoler og Forsvarsakademiet alene på det faste skolepersonale bliver nødt til at spare, hvad der svarer til ca. 100 årsværk. Og alternativet er til at få øje på. Skulle besparelsen i stedet hentes i den operative struktur, svarer det til en underafdeling i Hæren eller en fregatbesætning i Søværnet! 

Det andet forhold, som tvinger Forsvaret til at tænke i nye baner er, at nyuddannede officerer i forsvaret ikke længere vil blive ansat som tjenestemænd. 

Hidtil har tjenestemandssystemet medført, at langt de fleste officerer har valgt at blive i Forsvaret indtil pensionering som 60-årige. Det har skabt en meget høj grad af kontinuitet, som Forsvaret har haft stor glæde af i langt de fleste tilfælde, men det har også haft som konsekvens, at Forsvaret er en relativ ”konservativ” organisation, som har svært ved at forandre sig selv - et fænomen, man kan fordybe sig yderligere i ved at læse Norman Dixons fremragende bog ”On Psychology of Military Incompetence”.  

Tjenestemandssystemet har i høj grad udgjort Forsvarets sociale forpligtelse som arbejdsgiver. Da vi ikke længere kan tilbyde livslang ansættelse, bør vi til gengæld garantere folk, at de er værd at ansætte ved at give dem civilt anerkendte uddannelser, som muliggør jobskift for de, der vil eller skal. Det er årsagen til, at de befalingsmands- og officersuddannelser, som Forsvaret fremover tilbyder, søges akkrediteret på hhv. akademi-, diplom- og master niveau. 

Det tredje forhold som nødvendiggør forandring, er kravet om, at Forsvaret underlægges de almindelige regler for Statens Uddannelsesstøtte. 

Det har i praksis betydet, at vi har haft valget mellem at fortsætte med at uddanne officerer direkte fra gymnasiet, men på SU, eller bygge en officersuddannelse med løn oven på en allerede erhvervet bacheloruddannelse. 

Vi har valgt den sidste model, fordi den skaber grobund for et fremtidigt arbejdsliv både i og udenfor forsvaret.   Fremtidigt vil optagelse på de nye officersuddannelser derfor enten kræve, at man har en længere erfaring som konstabel og sergent i Forsvaret, eller at man har en civil bacheloruddannelse fra en højere læreranstalt. Uddannelseslængden vil blive reduceret markant i forhold til den eksisterende uddannelse. Det stiller store krav både til kadetterne og til uddannelsens kvalitet. Men reduktionen i uddannelsens længde betyder også et markant fald i antallet af kadetter ved de tre officersskoler, hvilket skaber mulighed for at reducere i lærerkræfter og administrativt personale i den samlede skolestruktur, som igen skaber mulighed for at reducere i den bygningsmasse, som skal huse uddannelserne.  

Det fjerde og sidste forhold, som også får indflydelse på tilgangen til uddannelse, udspringer af det helt generelle ønske om, at Forsvaret bruger sine ressourcer mere effektivt. 

Hvis man kan tale om en rød tråd i den seneste forsvarsaftale - ud over besparelsen på de 2,7 mia. kr. - så er det politikernes ønske om, at Forsvaret skal samle sine kræfter på tværs af de tre værn i det, der betegnes som værnsfælles kapaciteter. 

I takt med at Forsvarets operative og administrative struktur bliver mere og mere helhedsorienteret, er det nødvendigt, at dette også afspejles i uddannelsesstrukturen. Forligsteksten fremhæver da også eksplicit et ønske om at ”..styrke den værnsfælles uddannelse samtidigt med, at de værnsspecifikke aspekter i uddannelsen kan og skal fastholdes”. 

Det er med andre ord ikke alene økonomisk rationelt, at samle den eksisterende skolestruktur, det er også nødvendigt. Det skaber nemlig mulighed for at etablere det faglige volumen, der er afgørende for at drive en effektiv uddannelsesinstitution under de præmisser, der allerede er besluttet. Det vil også understøtte ønsket om at styrke den værnsfælles uddannelse og dermed tilføje noget vi savner i dag. Sidst men ikke mindst, så vil det samtidigt kunne udvikle de værnsspecifikke aspekter af uddannelsen på en måde, som tre selvstændige officersskoler ikke vil kunne magte med de sparsomme ressourcer, der fremover vil være til rådighed.

* * *


Kære medlemmer af Det Krigsvidenskabelige Selskab og Krigsvidenskab.dk,

”The society that seperates its scholars from its warriors will have its thinking done by cowards and its fighting done by fools”

Med dette citat, som jeg har hentet i bogen “Educating Americas Military” af Joan Johnson-Freese vil jeg gerne invitere til en debat om,  hvordan vores fremtidige officersuddannelser bør skrues sammen inden for de rammer, der er os givet i forliget, herunder også en diskussion om, hvad der bør udgøre det, som jeg i min kronik kalder ”de militære kernekompetencer”.  Det kunne også være interessant at høre nogle bud på, hvad det er, der fremover skal gøre en officer ”værd at ansætte” for en virksomhed uden for hegnet, hvis man i øvrigt accepterer mine betragtninger i kronikken om det jeg kalder ”den sociale forpligtelse”.

Nils Wang

Litteraturliste

Kommentarer

Gårsdagens forflyttelse af chefen for Hærens Officersskole, Oberst Schjønning, illustrerer tydeligt hvilket minefyldt farvand Admiral Wang inviterer os ind i:

http://politiken.dk/indland/ECE2071684/leder-af-officersskolen-fjernet-efter-kritik-af-ny-uddannelse/

Schjønnings forflyttelse efter hans offentlige hårde kritik af forsvarets nye ansættelses- og uddannelsesstruktur for officerer rejser naturligt spørgsmålet, om der er plads til en kritisk debat - om officerer, der stiller kritiske spørgsmål, risikerer karrieren.

Spørgsmålet rammer lige ned i den bredere debat om, hvad der (bør) kendetegne gode civile-militære relationer, som debatteret tidligere her på krigsvidenskab.dk:
http://www.krigsvidenskab.dk/den-civil-milit%C3%A6re-systemkrise
http://www.krigsvidenskab.dk/politisk-ledelse-og-d%C3%B8de-soldater-lukkes-forsvarskommandoen-og-hvad-betyder-det-forsvaret

Skal officerer blot klappe hælene sammen og udføre de beslutninger, som politikerne og civile topembedsmænd træffer, hvad enten det angår mål, rammer, eller hvordan opgaven skal løses?  Eller er det tilladt at rejse kritik af hvordan - men ikke af mål og rammer? Eller må alt kritiseres?

I disse spørgsmål ser vi mødet mellem den faglige professionskultur og den politisk loyale embedsmandskultur. I dette tilfælde drejer beslutningen sig ikke om indsættelse af danske styrker i krig, men om ansættelses- og uddannelsesstruktur. Spørgsmålet har derfor i mindre grad karakter af særlige civile-militære relationsforhold, men  er i stedet mere et spørgsmål om embedsmandens rolle i et demokrati.  
Da dette emne hurtigt  griber om sig, vil jeg fortsætte diskussionen i en særskilt kronik her på Krigsvidenskab.dk (link).

Jacob Barfoed (COB)

Tak til Nils Wang for en god kronik og for at opfordre til debat om mulighederne for at komme bedst muligt i mål med de af forliget udstukne forudsætninger.

Der er ingen tvivl om, at der med forliget er lagt op til en grundlæggende gentænkning af "officeren" idet både ansættelsesforhold, karriereforløb og uddannelse laves om, og jeg har da også hørt mange bekymringer fra kolleger der har svært ved at se, hvorhen denne gentænkning vil føre.

Der lægges efter min opfattelse op til en langt højere grad af udveksling med det civile erhvervsliv, hvor man både påregner at kunne rekruttere civilt uddannede bachelorer eller kandidater til officerstjeneste, og at kunne akkreditere forsvarets egne uddannelser, således, at de bliver civilt kompetencegivende. Alt sammen spændende, omend også lidt skræmmende for et officerskorps, der er vokset op med og har vænnet sig til en struktur, der med få modifikationer har været på plads i godt 30 år.

Hvordan skal man så tænke forsvarets officersuddannelser fremadrettet for at få det bedst mulige resultat, både for virksomheden, men også for den enkelte officer?

Jeg ser to udfordringer, som kræver hver sin løsning:

1: Der skal etableres en ny uddannelsesstruktur, som skal skabe dygtige og fagligt velfunderede officerer på baggrund af et rekrutteringspotentiale fra de civile bachelor- og professionsbacheloruddannelser.

2: Der skal etableres videre- og efteruddannelsesmuligheder for det allerede eksisterende officerskorps, således at man opnår en, samlet set, værdifuld og fornuftig videreudvikling af den allerede eksisterende ressource.

Der er væsensforskel på disse to udfordringer, da det for den første gruppe må antages, at der primært skal tilføjes allerede akademisk velfunderede officerskandidater militær viden, færdigheder og holdninger, for nu at benytte et efterhånden aldersstegent udtryk.

For den anden gruppes vedkommende må man antage, at den militære metiér i vid udstrækning er på plads, og at det primært drejer sig om at opkvalificere enten det faglige eller akademiske niveau, samt at tilføje den enkelte medarbejder værdi, der kan anvendes "uden for hegnet".

Hvor skal forsvaret så lægge sine ressourcer og kræfter?

Det forekommer nærliggende, og er også planen bedømt ud fra de udkast jeg har set indtil videre, at forsvarets uddannelser koncentrerer sig om de militære kernekompetencer, for at kunne ruste kommende officerskandidater med en ikke-militær baggrund til tjenesten som militær leder ved forsvarets enheder. Dette repræsenterer en saglig og rationel anvendelse af begrænsede ressourcer og de hidtil udspillede modeller er et udemærket udgangspunkt.

Jeg ser dog en betydelig fare for, at man i sin iver for at give uddannelserne så høj en kvalitet som muligt, gør disse uattraktive, sammenlignet med andre muligheder, et kommende rekkrutteringsgrundlag står med. Et par eksempler:

En nyuddannet bachelor kan stå med valget mellem at læse videre i to år på universitetet og opnå en kandidatgrad eller at læse 2 år på officersskolen, med forventeligt 50-60 timers arbejdsuge og et højt studiepres, for at opnå en diplomuddannelse.

En nyudklækket officer, med en diplomgrad i lommen, oveni sin allerede erhvervede bachelor, må forvente adskillige års tjeneste, et ikke uanseligt antal fagmoduler, muligvis delvist læst i fritiden, for måske at kunne komme i betragtning til et 3-5 års masterforløb. Holdt op imod dette skal ses muligheden for at læse direkte videre efter opnået kandidatgrad eller for den sags skyld at søge ind på en civil masteruddannelse, som ofte kan gennemføres på kortere tid, selv som deltidsstudie.

Det er for mig svært at se, hvordan vi skal gøre disse uddannelsestilbud attraktive for det tiltænkte rekrutteringsgrundlag med de nuværende udspil. Jeg tror simpelthen, man er nødt til at skære de tænkte uddannelser endnu mere ind til benet og få gjort dem så korte, og ja, relativt lette at gennemføre, at de fremstår som attraktive set i forhold til de andre udbud, kandidaterne står over for.

Hvilket bringer mig til gruppe 2 ovenfor. Det allerede eksisterende officerskorps. Det er min opfattelse, at det videreuddannelsestilbud, der bedst muligt vil kunne bibringe de kommende, civilt rekrutterede officerer den nødvendige militære faglighed vil være ganske uegnet som tilbud til de officerer, der er uddannet gennem den nu hedengangne officersgrunduddannelse og VUT-1/L struktur. Der er trods alt over 3000 ansatte med denne baggrund, og vi kan ikke være tjent med ikke at indtænke en løsning for disse i vores iver efter designe et system, der tilgodeser den "nye" officer.

Hvis det er rationelt og sagligt at lade forsvarets grund- og videreuddannelser for officerer koncentrere sig om at bibringe civilt uddannede "kadetter" militære kompetencer, så er det nærliggende at lade det civile uddannelsesmarked bibringe de allerede eksisterende officerer det højere faglige eller akademiske niveau, disse måtte have brug for.

Dette vil være til fordel for både forsvaret, der får nye kompetencer ind i officerskorpset på alle funktionsniveauer, ikke blot "fra bunden", og det vil være til fordel for den enkelte officer, da denne vil kunne opnå den civile kompetencegivende uddannelse, som de "nye" officerer medbringer fra dag 1. Det vil understøtte den i opdraget tiltænkte udveksling med det civile erhvervsliv, også for de mange officerer, der allerede har opnået stor erfaring fra forsvarets myndigheder og enheder. Det er derfor væsentligt, at man som en del af den nye uddannelsesstrategi skaber gode muligheder for at gennemføre civile uddannelser for det eksisterende officerskorps, herunder afsætter midler til støtte for sådan uddannelse.

Hvis man tænker begge spor ind i strategien, sørger for en fortsat omhyggelig udvælgelse i rekrutteringen, og sikrer, at de kommende uddannelser bliver attraktive for det tiltænkte rekrutteringsgrundlag, tror jeg, at de mange gode kræfter der eksisterer i officerskorpset vil bidrage til, at det givne opdrag kan blive en succes, på trods af den usikkerhed mange står med lige nu.

Mikkel Perlt

Da vi endnu ikke kan tilkendegive med et "like" eller lignende, at vi synes noget er et godt indlæg, vil jeg i stedet benytte denne lidt tungere udgave ;-)

Jeg synes at Mikkel Perlt kommer med nogle gode betragtninger, og der eksisterer faktisk allerede muligheder (eksempelvis cand.soc. i international sikkerhed og folkeret (MOISL) på SDU, en skattebetalt 2-årig kandidatgrad), som blot kræver at forsvarets chefer benytter sig af dem på deres medarbejderes vegne.

Og det er nok her, vi skal finde problemerne.  Det vil nemlig sjældent være den nærmeste chef, der får gavn af en sådan akademisk opkvalificering af medarbejderen, hvorfor det kræver ret "altruistiske" og fremsynede chefer at bevillige studiefrihed til medarbejdernes videreuddannelse.

Tilbage til Perlts kommentar: det kræver derfor en HR-strategi fra forsvaret om at officerer med en nærmere fastlagt ancienitet har RET til videreuddannelse.  Der kan laves mange forskellige modeller, men det kunne være en "whitelist" over uddannelser baseret på en analyse af forsvarets behov set i sammenhæng med udbuddet af uddannelser.  Vælger man uden for listen, kræver det chefens accept eller et fritidsstudie. En anden mulighed kunne være frit valg, men hvor arbejdspladsen betaler halvdelen af tiden og man selv betaler den anden halve, sådan som det ofte ses på diverse danske masteruddannelser i det offentlige.   

USA's forsvar har i gennem et par årtier praktiseret at sende deres skarpeste officerer på major/oberstløjtnant niveauet på et betalt 1-2 årigt Master degree ophold på et af USAs civile topuniversiteter.  Formålet med dette har ikke kun været at opkvalificerer dem akademisk, men som General Petraeus' stabschef i HQ ISAF, Oberst Meese, fortalt mig i et interview i 2011, så er det største udbytte ved sådanne universitetsophold ofte mødet med anderledes tænkende studerende - officererne får udfordret deres militærfarvede paradigmer og skærpet deres argumentation, og det går op for dem, at verden og dens konflikter faktisk kan ses anderledes end gennem den gængse militære og US centriske lense. 

Skrevet af Michael Guy Diemar, tjenestegørende major i hæren.

Jeg våger at indlade mig i debatten om den fremtidige uddannelses- og ansættelsesstruktur i forsvaret, om end fjernelsen af oberst Eigil Schønning som chef for Hærens Officersskole kan få de fleste officerer til at tænke sig om en ekstra gang, inden man tillader sig at give udtryk for sine holdninger i denne sammenhæng.

Forud for udarbejdelsen af dette indlæg, har jeg forsøgt at skaffe mig lidt viden om hvad det er man vil med den nye officersuddannelse. Når man betænker hvor komplekst et område det er, bliver jeg ikke særlig imponeret, når man på forsvarets hjemmeside får en beskrivelse, inkl. en grafisk oversigt over uddannelsesforløbet, der kun fylder en god A4 side. Der er således ikke mange detaljer overladt til læseren, hvilket må tolkes som at man endnu ikke har en uddannelsesstruktur klar, vel at mærke en uddannelse som allerede skal påbegyndes i 2015. Det vækker mindelser hos os der var blandt de første kadetter i P83-strukturen, idet der var rigtig mange uklarheder såvel før som under vores uddannelsesforløb på den daværende officersgrunduddannelse, uagtet den havde været 10 år undervejs.

Ser man bort fra ovennævnte bekymring, konstaterer jeg at man forestiller sig to veje ind på officersuddannelsen – intern og ekstern rekruttering.

Ser man på den interne rekrutteringslinje, konstaterer man at sergentelever der kommer direkte fra værnepligtsstyrken skal på SU. Det bliver spændende at se hvor mange man kan rekruttere på den baggrund. For at de dygtige konstabler ikke skal tvinges på SU, har man fremadrettet valgt at give dem nogle kortvarige kurser hvor de kan oppebære deres løn. Sidst i 80’erne var jeg lærer på sergentskolen i Aalborg og var her med til at modtage de første konstabler der skulle have en komplet sergentuddannelse på lige fod med de værnepligtige, idet man tidligere blot havde givet dem kortvarige kurser. I erkendelsen af at de ikke matchede deres værnepligtige sergentkollegaers kompetencer, valgte man på det tidspunkt at ændre deres uddannelse således at de indgik i uddannelsen sammen med deres værnepligtige kollegaer. Det havde den positive sideeffekt, at de her kunne virke som et forbillede på deres yngre kollegaer. I dag hvor vi kontinuerligt sender vores unge befalingsmænd ud i skarpe missioner, er det så åbenbart fint nok at give vore allerede fastansatte soldater en netto sergentuddannelse.

På selve officersuddannelsen indtræder de ekstern rekrutterede kadetter på en basisuddannelse og har efterfølgende en praktikperiode. Herefter fortsætter de internt og eksternt rekrutterede sammen. Den læring der hidtil har været hos kadetterne, har dels været lærerfaciliteret, men læring mellem kadetterne i det intense uddannelsesmiljø som officersskolen hidtil har tilbudt har været en væsentlig del. Baggrunden herfor er at flere og flere kadetter kommer med værdifuld gelederfaring, herunder erfaring fra deltagelse i internationale operationer. Det fremgår ikke af forsvarets hjemmeside, hvor lang basisuddannelsen og praktikperioden for de eksternt rekrutterede er, men man kan frygte at det mere eller mindre er en kopi af den 6 måneder befalingsmandsuddannelse som reserveofficerer tidligere fik, inden de kom i en måneds praktik, forud for den egentlige delingsføreruddannelse på den enkelte våbenskole. I modsætning til deres kollegaer der er internt rekrutterede, får de bare ingen reel erfaring som befalingsmænd inden de påbegynder den egentlige officersuddannelse. Resultatet er, at en del af de officerer der fremadrettede udnævnes fra officersskolen reelt ingen praktisk erfaring har inden de skal føre kommando over soldater – indledningsvis i en uddannelsessituation ved en enhed, men forholdsvist hurtigt i en skarp operation med ansvar for deres soldaters liv.

Der sammenlignes med at andre lande, herunder USA praktiserer tilsvarende måde at gennemføre deres officersuddannelse på. Jeg må blot konstatere, at der er en årsag til at eksempelvis vores unge hærofficerer der har forrettet tjeneste i Irak og Afghanistan har nydt endog meget stor respekt ved vore allierede og ikke uden grund. De er væsentlig bedre uddannede og trænede end eksempelvis deres amerikanske kollegaer.

Der lægges op til i reformen, at efterfølgende videreuddannelser i langt højere grad skal gennemføres som fjernundervisning ved siden af havende tjeneste. Når man ved, at der eks. i hæren gennemføres et intensivt uddannelsesforløb ved enhederne, hvor der bliver trukket endog meget store veksler på de unge officerer, er det vanskeligt at se hvordan forsvaret vil leve op til ambitionen om at medarbejdere skal være hele mennesker – altså også tid til familie. Dem af os der har været igennem videreuddannelsestrin I og II ved af erfaring, at i den periode hvor man gennemfører et uddannelsesforløb, er samvær med familie og venner sat på et vågeblus.

Det anføres at nuværende uddannelse er dyr, og besparelsen medfører at vi i mindre grad skal spare på de operative kapaciteter. Til det vil jeg tillade mig at spørge hvad vi skal bruge de operative kapaciteter til, hvis vi ikke har veluddannede militære førere på ethvert niveau, førere som vi tør tiltro lederskabet af vore unge soldater i kamp – unge kvinder og mænd. Det kunne være at vi skulle spare en enkelt operativ kapacitet eller to, og så fastholde uddannelsesniveauet og dermed den professionalisering vi har i dag.

Nils Wang anfører at det er et politisk krav at der i højere grad tænkes værnsfælles. Dette kan jeg ikke være uenig i, men det betyder ikke at operationsvilkårene for de unge premierløjtnanter er sammenlignelige, hvilket vel er forudsætningen for at man styrker den værnsfælles uddannelse på laveste niveau på bekostning af den værnsspecifikke uddannelse. Føring af en infanterideling adskiller sig fortsat meget fra føring af et skib og omvendt. Udveksling af erfaringer i et værnsfælles miljø har først reel værdi for de officerer der skal indgå i værnsfælles stabe – altså som vores uddannelse på videreuddannelsestrin II hidtil har givet os mulighed for. Ved i højere grad at gennemføre uddannelsen som fjernundervisning, underminimeres mulighederne for denne værdifulde erfaringsudveksling.

Jeg konstaterer som Nils Wang anfører i sin kronik, at omlægningen af uddannelse og ansættelsesforhold er et produkt af de sparekrav som forsvaret er udsat for, herunder at nyuddannede officerer fremadrettet ikke længere vil være tjenestemænd, samt kravet til forsvaret om at underlægge uddannelserne de almindelige regler for Statens uddannelsesstøtte.

Jeg kunne i den forbindelse blot have ønsket mig, at forsvarets øverste ledelse i højere grad havde forfægtet disse krav.

Det er min faste overbevisning, at vi godt ville kunne forklare det politiske niveau, at der er behov for en fastholdelse af vores uddannelsessystem, der alt andet lige er meget effektivt og i dag er målrettet de opgaver som forsvaret skal kunne løse i et højintensivt operationsmiljø. Dette effektive og krævende uddannelsessystem hænger meget dårligt sammen med vore muligheder for at rekruttere personel hertil, hvis der ikke oppebæres løn under uddannelsen.

Diskussionen om tjenestemandsansættelse er jo interessant, fordi man siger vi går fra et beordringssystem til et ansøgningssystem. Forsvarets personeltjeneste anfører dog, at kan man ikke få ansøgere til specifikke stillinger, så kan man fortsat beordre folk, ligesom tjeneste i international tjeneste også beordres. I forsvaret kan vi således både blæse og have mel i munden.

Forsvarets ledelse har indtil nu fastholdt, at vi kan finde besparelser på 2,7 mia. kr. alene ved effektiviseringer. Nils Wang anfører at officersuddannelsen derfor også må holde for. Jeg tillader jeg mig at stille et stort spørgsmål til at vi kan undgå besparelser på de operative kapaciteter. Vi kan allerede nu se, at aktivitetsniveauet er sænket. Eks. er hærens tidligere ambitionsniveau om at kunne udsende to bataljonskampgrupper og en selvstændig underafdeling nu nede på at kunne udsende maksimalt en bataljonskampgruppe. Så selv om vi evner at fastholde nogle operative kapaciteter, så har vi ikke råd til at indsætte dem.

Afslutningsvis må jeg konstaterer at officerskorpsets professionalisme fremadrettet er i stor fare. Jeg må også konstatere at en del af de unge kadetter fremadrettet primært påtænkes optages på baggrund af en akademisk baggrund, uden nogle militære og ledermæssige forudsætninger. Man kunne fristes til at sammenligne dem med officersstanden i tidligere tider, hvor det var tilstrækkeligt at være adelig for at blive officer. Er det en type officerer vi ønsker i et moderne forsvar?

Med andre ord er der grundlag for bekymring. For mit eget vedkommende vil jeg på den baggrund fremadrettet vanskeligt kunne anbefale unge mennesker, herunder min egen 18-årige søn, et arbejdsliv i forsvaret.

Skal den manglende respons på dette indlæg opfattes som at alle læsere af Krigsvidenskab.dk er enige med Michael Diemar og ikke har noget at tilføje?

Er der ingen med indsigt i den nye uddannelsesstruktur, der kan tilføje noget, som kan imødegå de bekymringer, som Diemar giver udtryk for?

Ikke mindst bekymringerne omkring hvilken (manglende / discount) praktisk erfaring, de unge nyudnævnte officerer i fremtiden kommer ud i geledet med...? 

Det er med stor tilfredshed, at jeg har set både CH DDIV og CH HOK besvare kommentarer i en anden tråd. Det ville være fint, om vi her på tilsvarende vis kunne få lokket nogle ud af busken...

Skrevet af Nils Wang – tirsdag den 12. november 2013

 

Lad mig først og fremmest sige dig tak, Michael for kommentarerne til min kronik. Det tjener dig til ære, at du giver udtryk for dine holdninger og synspunkter, der er præget af en oprigtig bekymring for officersprofessionen. Ikke mindst i lyset af, at du har opfattelsen af, at det er blevet forbundet med større risiko at give udtryk for sine holdninger. Det er imidlertid ikke en opfattelse jeg deler med dig.

Du indleder dit indlæg med at konstatere, at informationsmængden om de nye officersuddannelser på Forsvarets hjemmeside er forholdsvis begrænset. Det er jeg enig med dig i og det ville have været ønskeligt, hvis man der kunne finde en detaljeret beskrivelse af uddannelsernes indhold på nuværende tidspunkt, men det kan man ikke af den simple årsag, at disse detaljer er under udarbejdelse. De tre værns officersuddannelser foreligger på nuværende tidspunkt i form af de såkaldte ”uddannelsesskitser”, og skal nu transformeres til egentlige studieordninger, der så igen kan danne grundlag for den akkrediteringsansøgning, der påregnes at blive fremsendt til godkendelse i april næste år. Jeg tror, at dette område er et godt eksempel på den metafor, der ofte bruges i tilknytning til den igangværende forligsimplementering: Vi lægger skinnerne mens vi kører. Det er ikke nogen idealsituation og man kunne såmænd også plædere for, at man burde sikre sig, at uddannelserne rent faktisk er akkrediterede, inden man beslutter sig for en uddannelsesmodel, der hviler på dette som en grundlæggende præmis. Problemet er imidlertid, at Forsvaret ikke er i en situation, hvor vi kan gå med livrem og seler. Sparekravet er ubønhørligt og lægger et pres på hele organisationen, som nødvendiggør en risikoledelse, som vi normalt kun oplever i forbindelse med operative indsættelser. Lad mig i den forbindelse minde om, at når vi lige om lidt fejrer nytår, så vil den første 1 mia. kr. blive fjernet fra Forsvarets samlede budget. Det er den virkelighed, som ikke stopper blot fordi vi har behov for yderligere betænkningstid.

Jeg er således helt enig med dig i, at vi havde stået os bedre, hvis vi på nuværende tidspunkt havde haft en klar beskrivelse af, hvad det er, vores kommende kollegaer skal igennem i form af uddannelsesbeskrivelser og lektionsplaner. Det er omvendt også vigtigt, at vi får det helt konceptuelle og meget principielle grundlag for officersuddannelserne på plads, så det både lever op til de tre værns professionskrav og de krav, som den nye HR-strategi fastlægger på området. Det er det arbejde, som vi er ved at være færdige med nu. Nogen vil sige, at det har været en meget lang proces, men det har først og fremmest været en helt nødvendig proces. Den har nemlig tvunget parterne til at lytte til hinanden og dermed til at blive klogere på hinanden, hvilket igen har muliggjort, at Forsvarsakademiet og de tre værn med officersskolerne i spidsen har kunnet arbejde sig frem til en model, som nu kan danne grundlaget for det videre arbejde. Målsætningen er som sagt, at vi kan indsende akkrediteringsansøgning i april 2014, men inden da vil vi kunne forbedre informationsniveauet omkring de nye uddannelser væsentligt. Det agter vi faktisk at gøre meget snart.

Den næste bekymring, du flager op, knytter sig til den interne rekruttering. Du sår tvivl om, hvorvidt vi vil være i stand til at rekruttere værnepligtige til sergentuddannelserne, når de skal på SU. Jeg kunne til min glæde læse i seneste nummer af Forsvarsavisen, at antallet af ansøgere i netop denne gruppe er uændret i forhold til sidste år på trods af, at de i år skal på SU. Du kalder også den nye sergentuddannelse for stampersonelgruppen for en ”netto sergentuddannelse”. Jeg skal ikke gøre mig til ekspert i mellemlederuddannelser, men jeg har for nyligt besøgt Sergentskolen i Sønderborg og der tilkendegav skolechefen over for mig, at den nye uddannelse, med vekslende tjeneste mellem Sergentskolen og den afgivende operative myndighed efter hans opfattelse er mindst lige så god som den gamle uddannelse.

Du rejser dernæst bekymring om, hvorvidt de eksternt rekrutterede kadetter får erfaring nok som befalingsmænd, inden de går i gang med selve officersuddannelsen. Jeg anerkender fuldt ud, at en eksternt rekrutteret kadet med en bachelor og en relativ kort Officers Basis Uddannelse som baggrund ikke har samme operative erfaring, som den internt rekrutterede mellemleder med udsendelseserfaring. Det er sådan set også tilfældet i dag, hvor vi rekrutterer eksternt fra gymnasiet. Derfor er den ideelle rekruttering et mix mellem internt og eksternt rekrutterede og så er vi tilbage ved din bekymring om, hvorvidt vi kan tiltrække tilstrækkeligt mange ad det interne spor. Jeg tror dog også, du skal være varsom med at tage for givet, selv under de nuværende omstændigheder, at professionalismen bæres oppe af kadetter og lærere med udsendelseserfaring fra kampzoner, sådan som vi har vænnet os til det gennem de seneste godt 10 år. Vores uddannelsessystem og for den sags skyld resten af den operative struktur i hæren bliver nødt til at have en plan B for opbygning af professionalisme, for der bliver højst sandsynligt ikke en tilsvarende udsendelsesmodus i de næste mange år. Derfor skal også officersuddannelsen kunne opbygge dygtige og professionelle officerer under alle omstændigheder og jeg tror på, at et klasseværelse der indeholder en blanding af erfarne praktikere og nøje udvalgte unge med akademiske kompetencer i samme diplomuddannelsesramme kan skabe en voldsom synergi. Jeg indrømmer at min opfattelse ikke er baseret på empiri, men det samme gælder jo din bekymring.

Du pointerer, at sammenligningen med, at andre lande gør noget tilsvarende ikke er et argument, man kan bruge til ret meget. Det er jeg ganske enig med dig i. Når jeg inddrager andre landes måde at uddanne officerer på, konstaterer jeg blot, at alle lande gør det forskelligt. Man kan sagtens finde inspiration, men der vil altid være nogle omstændigheder omkring uddannelsen i et givet land, som gør, at det alligevel aldrig kan blive den samme model. Det er for mig en indikation på, at der ikke findes nogen idealløsning på området og at de mulige M´er er legio. Det, det drejer sig om er, at når man har vurderet fordele og ulemper, så skal man vælge den model, der løser flest mulige af de problemstillinger, man er konfronteret med og så skal man gå ”all in” på den handlemulighed, man vælger. Og præcist som i operative overvejelser, så skal man derefter i gang med at optimere sin løsning ved at minimere ulemperne og understøtte styrkerne. Og det er i den proces, at en uddannelsesmodel bliver til mere end blot uddannelse. Det bliver et system af systemer, der både omfatter forhold som løn- tillægsstruktur, karrieresystem, efter- og videreuddannelsessystemer, ansættelsesformer osv osv.

Du stiller dig tvivlende overfor det begavede i, at vi nu overgår til efter- og videreuddannelser under udstrakt brug af fjernundervisning og uddannelse i f.m. havende tjeneste. Jeg kan sagtens følge dig og kan også selv blive i tvivl om, hvorvidt vi kan få de rigtige til uddanne sig og ikke blot dem der har bedst tid til det. Jeg kan imidlertid konstatere, at det er den model store danske og internationale virksomheder anvender, når de skal uddanne deres talentmasse. Jeg er overbevist om, at hos Mærsk er det ikke dem, der har bedst tid, der får mulighed for at tage en betalt MBA i afsætningsøkonomi i deres fritid. Når det er sagt, kan jeg også se, at det er en stor udfordring at sikre den fornødne dynamik, måske specielt i en overgangsperiode til et ansøgningssystem, så vi ikke risikerer, at talentmassen låses fast i stillinger, hvor det er meget vanskeligt at uddanne sig. Det er en system-udfordring, som vi skal arbejde målrettet med. Vedrørende dine bemærkninger om at sætte familieliv og venner på vågeblus, mens man uddanner sig, så er jeg overbevist om, at det alt andet lige er lettere at passe sine private forpligtelser i det nye videreuddannelsessystem, hvor man i langt højere grad kan tilrettelægge sit eget skoleskema og mere overordnet kan vælge at søge uddannelsen på et tidspunkt, hvor det generer familielivet mindst muligt.

Du peger på, at det kunne være hensigtsmæssigt at spare på de operative kapaciteter, hvis konsekvensen af ikke at gøre det er, at vi ikke kan uddanne dygtige og professionelle chefer og ledere. Det kan jeg jo ikke være uenig med dig i, men overfor er der den anden grøft, som jeg peger på i kronikken, at vi har verden bedste officersuddannelse, men ingen skibe, fly og kampvogne at lede. Løsningen skal jo findes et sted midt imellem. Med de uddannelsesskitser, som vi arbejder med nu, er jeg overbevist om, at vi fortsat kan uddanne dygtige og professionelle officerer i alle tre værn til alle niveauerne.

Jeg er meget enig med dig i, at der er markant forskel på operationsvilkårene for premierløjtnanter i de tre værn og at det nødvendigvis må afspejles i den uddannelse, de meddeles på officersskolerne. Den styrkelse af det værnsfælles område, som jeg tror man kan opnå i en samlet skolestruktur findes i, at det bliver sværere at skabe den opfattelse, at værnene er sig selv nok og dermed vil der også i højere grad blive skabt en gensidig respekt for de operationsvilkår, som de tre værn er underlagt. Når jeg ser på, hvordan ”værns-hestene” bides ved det tomme trug både generelt og i det arbejde vedr. skolesammenlægning, jeg har stået i spidsen for, er det den bedst tænkelige illustration af, at vores organisation i for stor udstrækning lider under værnsspecifik silotænkning. Jeg er overbevist om, at et fælles skolemiljø - hvis det i øvrigt bliver skruet rigtigt sammen - kan være med til at skabe en større gensidig respekt, som vokser op nedefra og som på sigt også kan betyde en øget bevidsthed om de muligheder, der er for at udnytte vores operative ressourcer i en værnsfælles kontekst – også på det taktiske niveau. Jeg deler således ikke din opfattelse af, at udveksling af erfaringer i et værnsfælles miljø først har reel værdi, når man indgår på videreuddannelse trin II.

Du bemærker i den forbindelse, at en omlægning af vores videreuddannelse til fjernundervisning generelt vil underminere muligheden for værdifuld erfaringsudveksling under uddannelsen. Det er jeg til gengæld enig med dig i. Den netværksdannelse og den erfaringsudveksling der opstår gennem et 11 måneders traditionelt stabskursus er ganske unik, men også meget omkostningsfuld. På Forsvarsakademiet arbejder vi hårdt med at konstruere et masterforløb, der minimerer de ulemper, du peger på gennem korte, meget intensive og velforberedte tilstedeværelsesperioder samt en hensigtsmæssig udnyttelse af de uddannelsesteknologiske muligheder. Vi har i den forbindelse været i Canada og set på, hvordan de igennem de seneste otte år har opbygget et meget effektivt to-årigt masterforløb via fjernundervisning.

Jeg er enig med dig i, at det næppe lader sig gøre at gennemføre en besparelse på 2,7 mia. kr uden at det får operative konsekvenser. Alene reduktionerne i bemandingen i støttestrukturen vil gøre organisationen mere sårbar og mindre redundant, hvilket også vil kunne mærkes i den operative struktur. Det ændrer imidlertid ikke på, at reduktion af vore samlede operative kapacitet og det tilhørende økonomiske grundlag for at bruge den, bør være den sidste mulighed, vi tyr til. Jeg er dog også ret sikker på, at vi ikke har set de sidste besparelser blive trukket ned over forsvaret og med en støttestruktur, der nu skæres til benet, så deler jeg din bekymring for, at størrelsen af den operative struktur vil blive yderligere reduceret de kommende år. Selv med et uændret budget, vil stigende materielpriser til mere og mere avanceret udstyr medføre, at kvantiteten falder, hvis kvaliteten skal opretholdes. Så meget desto mere er der grund til at afsøge alle muligheder for at effektivisere støttestrukturen og for at udnytte det værnsfælles potentiale, der ligger i vores operative kapaciteter og så er jeg tilbage ved mine tidligere betragtninger om gensidig respekt og forståelse på tværs af værnene.

Du afslutter dit glimrende indlæg med at konstatere, at officerskorpsets professionalisme er i stor fare. Det mener jeg ikke, den er, hvilket jeg har forsøgt at begrunde. Du konstaterer i den forbindelse, at en del af de unge kadetter fremadrettet primært påtænkes optaget på baggrund af en akademisk uddannelse uden nogen militære og ledermæssige forudsætninger og benytter lejligheden til at sammenligne med tidligere tiders anvendelse af adelen i militæret. Jeg er helt uenig og finder sammenligningen helt urimelig. Under forudsætning af, at vi fortsat rekrutterer en del af vores officerer fra stampersonelgruppen, sådan som der lægges op til, så vil den forskel, du peger på som nærmest katastrofal, være forskellen på den forudgående militære uddannelse og erfaring vi i dag kan give en student hentet direkte fra gymnasiet og den militære uddannelse og erfaring vi i fremtiden giver en bachelor hentet direkte fra universitet.

Jeg vil gerne takke dig endnu engang for at overvinde dig selv til at skrive dit indlæg og dermed give mig mulighed for at replicere. Hvorvidt min replik har ændret dit syn, ved jeg naturligvis ikke, men det har forhåbentligt nuanceret debatten. Ideelt håber jeg, at du alligevel vil råde din søn til at gå ind i Forsvaret trods den usikkerhed, der altid vil være i en så markant brydningstid.

 

Med venlig hilsen

 

Nils Wang

 

Skrevet af Michael Guy Diemar, mandag d. 18. november 2013.

Indledningsvis vil jeg gerne returnere og sige tak til Nils Wang for de uddybende kommentarer som svar på mit indlæg. Dernæst er jeg nødsaget til at udtrykke min store bekymring over, at der ikke er flere officerer der har deltaget i debatten. Jeg kan håbe at gennemførelsen af debataftenen ”Gammel profession – nye tider” mandag d. 25. november kan afstedkomme, at officerskorpset lyst til at blande sig i debatten kan skærpes. Især skal jeg opfordre vore unge officerskollegaer til at blande sig i debatten, idet det i højere grad er deres fremtid ændringerne berører.

Indledningsvis vil jeg dvæle ved forsvarets baggrund for at omlægge uddannelsen, nemlig at dette er en spareøvelse og ikke et udtryk for at man ønsker et kvalitetsløft af forsvarets lederuddannelser.

Modellen som den er beskrevet af Nils Wang skulle medføre at der kan spares på forsvarsbudgettet. Denne besparelse forudsætter at man accepterer den præmis, at det er rimeligt alene at forholde sig til forsvarets samlede budgetramme. Dette vil jeg som skatteborger tillade mig at betvivle det rimelige i, hvis dette er udtryk for en forældet kassetænkning. Jeg accepterer fuldt ud sparekravet til forsvaret, vel at mørke besparelser som overordnet medfører at der spares på det samlede statsbudget. Jeg vil derfor i det efterfølgende argumentere for, at den anviste model ud fra en samfundsøkonomisk betragtning kan vise sig at blive væsentligt dyrere, og i bedste fald udgiftsneutral, men fortsat med et væsentligt ringere produkt – nemlig fremtidens officersuddannelse – end den officersuddannelse vi har haft indtil dato.

Besparelsen for forsvaret opnås ved at forkorte uddannelserne. Det akademiske islæt fastholdes ved et kort akademisk kursus for internt rekrutterede, og for eksternt rekrutterede ved at forsvaret akkrediterer civilt erhvervede bacheloruddannelser som en del af officersuddannelsen. Civile bacheloruddannelsen tager generelt 3 år at gennemføre inden for normeret tid. Dette skal sammenholdes med den hidtidige officersuddannelse på eks. Hærens Officersskole, hvor kadetten frem til udnævnelsen som premierløjtnant har et uddannelsesforløb på ca. 3½ år inkl. våbenkursus.

I de 3½ år indgår der i hærens officersuddannelse diverse kurser af mere praktisk karakter, våbenkursus og praktikperiode, hvilket har udgjort op mod et år af den samlede uddannelse, eller ca. 2½ år til gennemførelse af den mere teoretisk prægede del af uddannelsen, en uddannelse som naturligt inkluderer taktiske fag, ledelse og uddannelse, fag der i stor udstrækning udgør det akademiske islæt i officersuddannelsen og som vel fortsat skal gennemføres i et vist omfang. Den praktiske uddannelse af officererne vil der fortsat være behov for, og trækkes den ud af selve officersuddannelsen skal den tilføres de udnævnte officerer, der til gengæld så vil være på fuld løn under disse kurser hvor de ikke forretter gavntjeneste. Mere civilt relaterede fag som statskundskab, krigshistorie og militært engelsk kunne man forestille sig er de fag der i højere grad forsvinder helt eller delvist i de fremtidige officersuddannelser, med de ulemper som det giver. Tilsvarende forhold tillader jeg mig at antage er gældende for Søværnets og Flyvevåbnets officersskoler.

Man kan vel rimeligvis antage, at udgiften der relaterer sig til selve uddannelsen (lærerlønninger, etablissement m.m.) er i den samme størrelsesorden, uanset om den gennemføres på en af officersskolerne, eller på eks. et universitet. Den økonomiske forskel ligger derfor i om det er en studerende på SU (ca. 5.700 kr. om måneden), eller en kadet på kadetløn (ca. 23.700 kr. før skat om måneden), hvor sidstnævnte jo tilbagebetaler knap halvdelen i skat til statens husholdningsregnskab. Med andre ord koster en kadet godt det dobbelte om måneden i løn, men gennemfører den rent akademiske del på væsentlig kortere tid end den studerende – jeg antager forsigtigt den halve tid. På den baggrund tillader jeg mig at konkludere, at forsvaret sparer uddannelsesudgifter, udgifter der blot overføres til andre uddannelsesinstitutioner i Danmark.

Ovennævnte betragtninger underbygges alene af gisninger/gæt fra min side, hvilket desværre er et udtryk for at man ikke har offentliggjort de væsentligste parametre der danner grundlag for beslutningsgrundlaget til omlægning af officersuddannelsen. Generelt er der jo i Forsvaret krav om at der udarbejdes en Business Case som grundlag for den type store beslutninger. Jeg tillader mig derfor at forudsætte, at en sådan er udarbejdet, uagtet at den ikke er tilgængelig for forsvarets ansatte. Der må altså som minimum være opstillet nogle parametre omkring uddannelsernes længde, informationer som man med rimelighed kan forvente var offentliggjort nu, når der nu er truffet en beslutning om omlægning af uddannelserne. Uanset detaljeringsgraden i denne Forsvarets Business Case, er jeg desværre overbevist om at forsvaret ikke har forholdt sig til totaløkonomiske betragtninger på statsbudgettet.

Samlet set sparer samfundet altså ikke umiddelbart nogen penge, selv om forsvaret måske isoleret kan påvise nogen besparelser.

Jeg har endvidere forstået at forsvaret ønsker at de unge officerer skal kunne skifte til et civilt job efter en kortere årrække. Baggrunden er at vi ikke længere vil livstidsansætte vore officerer. Den civile bacheloruddannelse, hhv. den akkrediterede officersuddannelse skulle bedre mulighederne for en civil ansættelse. En række bacheloruddannelser mister deres markedsværdi i relation til ansættelse efter få år, idet der hele tiden tilføres ny viden inden for eksempelvis tekniske uddannelser. En ung officer der søger civilt arbejde efter eks. 6 – 7 år, risikerer således at stå med en bacheloruddannelse som den pågældende reelt ikke kan anvende. Umiddelbart vil alle bacheloruddannelser være adgangsgivende til de fremtidige officersuddannelser, hvorfor forsvaret ikke kan forvente at kunne drage direkte nytte af dem. Så samfundet risikerer altså at vi reelt spilder ressourcer på at uddanne unge mennesker inden for et felt, som de aldrig kommer til at nyttiggøre, samtidig med at disse bacheloruddannelser ikke tilfører vores officerskorps anden værdi end en overordnet akademisk skoling.

Forudsætningen for optagelse på officersskolen har hidtil fordret en forudgående befalingsmandsuddannelse og minimum et års tjeneste som befalingsmand, uanset om man er rekrutteret direkte til sergentskolen fra gymnasiet, fra et værnepligtskompagni efter 3 måneders værnepligt, eller blandt konstabelgruppen. Jeg finder det således ikke rimeligt når Nils Wang sammenligner rekrutteringen af civilt akkrediterede direkte til officersuddannelsen med rekrutteringen fra gymnasiet til sergentskolen, idet disse efterfølgende har forrettet gavntjeneste inden optagelse på officersskolerne.

I relation til videreuddannelse af officerer har jeg i mit tidligere indlæg opremset mine bekymringer, hvorfor jeg ikke finder behov for at gentage disse. Jeg er ikke blevet overbevist af Nils Wangs replik, men har yderligere en bekymring, som jeg mener er relevant for denne del af diskussionen.

Indtil dato har man ved gennemførelse af strukturbestemte videreuddannelser for ledere (VUT I og II) ikke stået i nummer ved enhed eller stab. Fremadrettet skal officerer gennemfører uddannelse ved siden af havende tjeneste, hvorfor der altså ikke beordres nyt personel i stillingen. Disse stillinger bestrides derfor på nedsat tid. Samtidig undergår forsvaret forandringer, hvor der fyres medarbejdere (herunder officerer), samtidig med at produktionskravene fastholdes. På den baggrund har jeg meget vanskeligt ved at se hvordan man ved enheder og i stabe fortsat skal få enderne til at hænge sammen uden at det skal gå ud over det hele menneske.

Afslutningsvis vil jeg igen opfordrer kollegaer til at deltage i debatten, uagtet at de overordnede beslutninger tilsyneladende endegyldigt er truffet. Et naivt håb kunne også være, at der var politikere m.fl. der blandede sig i debatten, og måske anlagde et lidt mere samfundsmæssigt holistisk tilgang til problemstillingen.

med venlig hilsen

Michael Guy Diemar

Del: