Forsvaret af Europa og Europas sikkerhed

Nedenfor gengives i uddrag fra Révue de la Defense Nationale det foredrag, som den franske forsvarsminister, Michel Debré, holdt den 24. oktober 1972 på Institut des Hautes Etudes de Defense Nationale, Paris, ved åbningen af dettes 25. kursus, og som blev offentliggjort umiddelbart før det sidste halvårlige møde i NATO’s ministerråd.
 
Den fred, som Europa nu søger, håber det at opnå, dels ad militærpolitisk, dels ad sikkerhedspolitisk vej. Betragtet indefra, d.v.s. fra henholdsvis NATO-landene og WAPA-lan- dene, er opretholdelsen af de to militærblokkes styrker baseret på frygt i en eller anden form. Hvad Europas sikkerhed angår, udtrykker den en ganske anden vision. Her søger nemlig Øst og Vest sammen de forholdsregler, som kan mindske spændingen. Midlerne er forskellige af natur og politisk udformning, men sigter alle imod at skabe en atmosfære af gensidig tillid, så at de militære krav ikke længere skal have 1. prioritet og vejen dermed være åbnet for afrustning. Der er med andre ord tale om to hinanden modsat rettede bevægelser mod ét og samme mål: fredens opretholdelse.
 
I
Forsvaret af Europa og Europas sikkerhed er to sider af samme sag som følge af de dybtgående forandringer, der gennem de sidste 25 år er indtruffet i forholdet mellem stormagterne, og navnlig de to største. Omend disse forandringer er os alle bekendt, skal jeg dog kort ridse dem op, for at vi bedre kan vurdere deres konsekvenser for nutid og fremtid. USA’s håb straks efter den 2. verdenskrigs afslutning om at nå til en varig ordning med Sovjetunionen blev gjort til skamme af Stalins politik. Det opståede modsætningsforhold mellem de to stater inddrog efterhånden ikke alene Europa, thi også i Asien og Afrika søgte begge at udnytte strømningerne i folkemasserne dér til at svække, ja helt eliminere de tidligere europæiske kolonimagters indflydelse. Denne periode, som blev præget af en betydelig genoprustning i begge lejre, varede ca. 12 år.
 
Den efterfølgende periode er ligevægtens. Årsagerne til udviklingen hen imod denne ligevægt er mange, navnlig at der nok aldrig har været noget ønske om at lade det komme til åben konflikt. Historikeren vil endvidere kunne pege på parallelle træthedstegn hos begge parter: rustningskapløbet koster enorme summer ikke mindst i betragtning af de betydelige omkostninger, som den politiske kappestrid, der foregår sideløbende med forberedelsen til en eventuel væbnet konflikt, medfører. Hertil kommer for Sovjetunionens vedkommende bekymring for udviklingen i Asien, navnlig Kina, og for USA’s vedkommende enden på deres kæmevåbenmonopol. Begrebet »fredelig sameksistens« dukker op i sovjetrussisk sprogbrug i 1956 som en formel, der tager konkret form ind i 60’eme. Af to grunde skulle denne periode blive af væsentlig kortere varighed end den første: Fra det øjeblik da de to landes ledere er besjælet af ønsket om at undgå åben konflikt, presser spørgsmålet om at få gjort ende på det opslidende våbenkapløb sig på. Hvorfor ikke officielt fastlåse en ligevægt? Fra det øjeblik da ingen af parterne kan gøre sig håb om verdensherredømmet, melder spørgsmålet sig om et eventuelt samarbejde. Hvorfor ikke i fællesskab oprette en slags beslutningscentrum? Begge tanker blev accepteret. I den folkelige opfattelse er »den varme linie« mellem Kreml og Det hvide Hus udtryk herfor, et symbol på dels styrkemæssig jævnbyrdighed, dels vilje til gensidig rådføring og om muligt fælles beslutninger.
 
Den heldige udgang på 3. periode, som vi nu oplever, indebærer en udvikling, som kendetegner en 4. periode med ønsket om via afspænding og samarbejde at nå frem til et tilbundsgående kendskab til hinanden, ja gensidig afhængighed af hinanden. Allerede i dag er det indbyrdes forhold mellem de to præget, foruden af den konkurrence, som trods alt stadig er det normale, af et fælles ønske om at undgå direkte sammenstød og om inden for et givet interesseområde at indrømme modparten forrettigheder og af vilje til at søge, om ikke direkte fælles, så dog parallel indgriben for at nå det fælles mål: en stabilisering af forholdene i verden, samtidig med hver for sig at arbejde for øget velstand.
Sovjets beherskelse af først atom- senere brintenergien vendte op og ned på den hidtidige strategi, og Vesteuropas og USA’s sikkerhed kunne ikke længere betragtes under ét. Fra det øjeblik det amerikanske kontinent kunne blive direkte inddraget i en krig, måtte forsvaret af Vesteuropa anskues fra en ny synsvinkel, og en halv snes år efter undertegnelsen af Atlantpagten begynder NATO at tale om »flexible response«, som ret beset er et første udtryk for amerikansk desengagement sammenholdt med de første års snævre fællesskab. Når denne udvikling ikke førte til afslutningen på den militære integration inden for NATO, skyldes det, at Sovjetunionen fortsat holder den central- og østeuropæiske blok tæt knyttet til sig, hvorfor USA’s fortsatte tilstedeværelse i Europa, materielt og psykologisk, forbliver forudsætningen for balance og sameksistens. Men medens kommunistblokkens sikkerhed af politiske og ideologiske grunde kan anskues som et hele, er dette ikke tilfældet i Vest. Hertil kommer, at Sovjetunionen i Øst udøver et begrænset overherredømme, et ord, der som bekendt ikke finder anvendelse inden for den liberale blok. Endelig ønsker Sovjetunionen i egen interesse at opfattes som solidarisk med landene i Østblokken. I USA derimod presser opinionen, som i længden er bestemmende for ledernes handlinger, på for at fremtvinge en relativ ligegyldighed over for Vesteuropa.
 
Omend flertallet af landene her over for dette problem ensidigt går ind for integration, går Frankrig, som ved forkastelsen af Det europæiske For- svarsfællesskab i 1955 tilkendegav, at der var grænser for, hvor langt man ville være med i denne henseende, sine egne veje. Uden held foreslog de Gaulle i 1958 oprettelsen af et tremagtsdirektorium, som efter fransk opfattelse ville have gengivet landet en lige del i beslutningerne og have genoprettet balancen mellem Europa og Amerika. Samtidig besluttede Frankrig at blive en atommagt. Og 8 år senere tog det konsekvensen - uden at fornægte Alliancen - af at integrationen, som ikke længere svarede til fællesskab om målet, ville ændre vort syn på landets forsvar, ja endog krænke vor sikkerhed ved at berøve os vor handlefrihed. Den fortsatte udvikling er præget af den skæbnesvangre tvetydighed, som ligger i det forhold, at de to store antagonister samtidig med at søge en gensidig forståelse ikke ønsker, at denne hvad Europa angår på nogen måde skal modificere de magtmidler, de her råder over. I Øst førte den til dramaet i Tjekkoslovakiet, foruden andre, mindre skærmydsler. I Vest er de indre rivninger åbenlyse for enhver. USA kan ikke undlade at interessere sig for Europa, bl.a. fordi den magtbalance, hvorpå enhver udvikling i forholdet til Sovjetunionen hviler, forudsætter tilslutning fra Europa, men USA kan ikke forhindre, at man her føler sig mindre beskyttet af USA end forhen, ligeså lidt som man kan forhindre, at den hjemlige offentlighed er oprørt over, at landets militære indsats i Europa ikke ledsages af en tilsvarende europæisk.
 
USA’s bestræbelser i 1965 på at oprette en europæisk multinational atomslagstyrke gik ret beset ud på at sikre landet det sidste ord med hensyn til Vesteuropas samlede militære apparat for til gengæld at kunne overlade Sovjetunionen en tilsvarende magtstilling i den anden lejr.
 
Men hvorfor skulle Vesteuropa under disse omstændigheder ikke følge de to Stores eksempel og overveje, om ikke sikkerhed uden våben, så i hvert fald med færre våben? Med Frankrig som undtagelse foreslog NATO-landene i 1968 Østlandene at indlede drøftelser om troppereduktioner på kontinentet, et forslag som USA af mange grunde ikke modsætter sig. Hermed dukker et nyt perspektiv op: en sikkerhedskonference med deltagelse af samtlige europæiske stater.
 
Begrebet europæisk stabilitet, anskuet ud fra en sikkerhedssynsvinkel, kan ikke anskues af alle eller overalt på samme måde: således ligger ønsket om forandring og gærer mange steder på kontinentet, og hvem ved, hvad Tysklands genforeningsønsker kan føre til? Det er ikke nok til at løse et problem eller snarere til at bortvejre den ængstelse, som føles både i Polen og i Donau-staterne, og som også kendes på denne side af Rhinen, at man gennem møjsommeligt opnåede traktater normaliserer staters indbyrdes forhold og anerkendelsen af grænser. Behøver jeg at tilføje, at afrustning kun kan føre til noget godt, såfremt alle er ganske enige om dette begrebs betydning og rækkevidde, og ikke uden videre identificerer det med forsvaret af egne rettigheder, rettigheder der taget stat for stat langt fra altid er sammenfaldende? Behøver jeg at tilføje, at forestillingen om et afrustet Europa liggende midt mellem et stærkt rustet USA og et i lige så høj grad rustet Sovjetunionen ikke på nogen måde er en garanti for fred og sikkerhed? Det ved de amerikanske ledere bedre end nogen, og derfor siger de til deres allierede i Vesteuropa: genoprust, vis jeres forstå else for og vilje og evne til at forsvare jer, samtidig med at de ønsker en styrkelse af integrationen under deres kontrol. Europas deling, som skyldes Yalta-konferencen, har hidtil været og vil forblive på én og samme tid en stadig konfliktårsag og grundlaget for en dialog mellem amerikanere og russere. Det er ingen overdrivelse, at europæerne er stærkt foruroliget herover, og at den åndelige og politiske forvirring er stor. Kan vi gøre os fri af denne forvirring?
 
II
Lad os først og fremmest ikke forarges over den. Det kan være vanskeligt at acceptere et forhold, som i barske og kradse vendinger kan fremstilles således: Forsvaret af Europa er et problem, som ikke kan løses af europæerne alene. Det får først mening som en funktion af et amerikansk engagement eller et sovjetisk desengagement. Herved bliver Europas sikkerhed domineret af de særlige forhold, der ligger til grund for henholdsvis den amerikanske og den sovjetrussiske politik, omend de europæiske staters holdning kan indvirke varigt på dem. Og her er vi ved sagens kærne. Europas forsvar har én mening for amerikanere og russere. For begge gælder det om at sikre sig det størst mulige område for en eventuel konflikt, og som samtidig kan tjene som et af elementerne i deres balance og være et grundlag for den jævnbyrdighed, de ønsker at opretholde indbyrdes.
 
Kan man også sige, at Europas forsvar har én mening for europæerne med deres mange og store meningsforskelle? Prøv at forestille Dem østlandene befriet for deres vasalbinding til Sovjetunionen, og straks ville indbyrdes stridigheder bryde ud, for at sige det mildt. Hvad angår Vesten, vil enhver som ikke lader sig nøje med smukke talemåder straks se, at det er en uoverkommelig opgave at definere Europas forsvar. For det man ønsker, er jo intet mindre, end at alle lande, bortset fra nogle få neutrale, fra Østersøen til Ægæerhavet skal stå sammen i en koalition for at beskytte sig mod angreb. Men allerede her må man korrigere sin vision, thi flere lande beliggende i områdets yderkanter, som f.eks. Norge, Portugal og Grækenland, kan i bedste fald ikke yde mere end en symbolsk deltagelse. Jamen, er da ikke staterne i områdets centrale del solidarisk med dem?, vil man spørge. Her må det i sandhedens interesse bemærkes, at bortset fra det tilfælde - som i øvrigt ikke længere synes det vigtigste endsige det sandsynligste - som indebærer, at én og samme trussel samtidig er rettet mod samtlige lande, er det indlysende, at de europæiske lande ikke i tid og evighed kan se på Europas forsvar på samme måde. Et politisk samfund er et samfund, som har viljen til at forsvare sig, hvilket forudsætter en organisation, våben og udrustning samt mænd i uniform, men vi må aldrig glemme, at det alt sammen står og falder med noget, der er lige så gammelt som menneskets historie, nemlig nationalfølelsen. Men vi kan ikke i øjeblikket se nogen sådan europæisk nationalfølelse. Hvordan skulle i øvrigt en sådan afg rænses, omend bare på landkortet? Hvem skulle med, og hvem ikke? Disse enkle men aldeles væsentlige spørgsmål forbliver ubesvaret, thi nationalfølelsen viser sig på flere måder, bl.a. ved politisk samtykke og opbakning, som igen er produktet af en historie, som ikke altid går så langt tilbage, men som af visse afgørende elementer har udskilt et sprog, en opdragelsesform, et solidarisk samfund og en livsholdning, som i lige grad kommer fra hjertet og hjernen.
 
Moderne krige bliver hurtigt totale, thi atomstrategien standser ikke ved landegrænserne eller ved kampområderne. Et statsoverhoved med rådighed over en atomslagstyrke kan kun bruge denne, såfremt opinionen i landet støtter ham, og såfremt man i udlandet på forhånd tror, at den gør det. At forestille sig, at indsættelse af kærnevåben fra luften eller beskydning med atomartilleri først kan ske efter gensidig konsultation, er en illusion. Om afskrækkelse kan der kun være tale, såfremt man i udlandet forstår, at der virkelig er evne og vilje til at tage en beslutning, d.v.s. er skabt en troværdighed hvilende på én gang på statsmagtens lovlighed og på national solidaritet.
Man kan indvende, at ganske vist eksisterer et politisk Europa ikke endnu, men at den nylig afholdte topkonference i Paris, trods de mørke skygger og den tvetydighed, som hvilede over den, alligevel lader ane en politisk union, hvis logiske konsekvens vil være et Europas forsvar. Det er rigtigt, at de to stormagters gensidige tilnærmelse betyder en tilskyndelse til Europa til at finde sin personlighed. Men lad os ikke besnæres af ord, men prøve at se realistisk på tingene: Netop fordi der ikke eksisterer og aldrig kan komme til at eksistere noget Europas forsvar er det, at et politisk Europa ikke kan antage præcis form. Den såkaldte strid om de europæiske institutioner skjuler ganske et hidtil afgørende forhold, nemlig at der ikke eksisterer nogen fælles følelse hvad angår alt det grundliggende, som skaber et samfund. Kan man bygge en nation på handel, kultur og religion? Jeg tør ikke helt benægte det, men derimod ved jeg, at en nations personlighed formes ved, at mennesker bliver sig de militære farer bevidst, som truer, undertiden også bliver sig muligheder for ekspansion bevidst, navnlig gennem våbnenes tale.
 
Fra alle sider tales der om Europas forsvar. Ligger ikke heri om ikke et bevis, så i det mindste begyndelsen til et bevis på, at en militær realitet er ved at tage form for øjnene af os som forspil til en politisk realitet? Lad os se på, hvad de mange europæiske ledere, som taler om Europas forsvar egentlig lægger i dette begreb. For visse lande af beskeden størrelse men med en udsat beliggenhed udtrykker det det umulige for dem i alene at reagere på en trussel. Yi kan konstatere udviklingen hos denne eller hin af vore partnere i Skandinavien eller Benelux, for hvem et nationalt forsvar af grunde, som vi kan og bør forstå, forekommer kostbart, samtidig med at sandsynligheden for, at der bliver brug for det er ringe. Hvorfor så store afsavn for så spinkel en risiko? For dem betyder Europas forsvar at forlade sig på amerikanerne. Vil eller kan de ikke påtage sig opgaven, ja, så bliver der intet forsvar. For andre er Europas forsvar noget, der imødekommer nationale fordringer. Italien mener således, at en stærk vestlig, det vil i øjeblikket sige amerikansk, tilstedeværelse er påkrævet i Middelhavet.
 
Vor nabo og partner England taler også meget om Europas forsvar. Dets strategi, der som vor egen er en afskrækkelsesstrategi, har som særkende at være udtryk for angelsaksisk enighed. Ønsket om at bevare privilegerede militære og politiske forbindelser med USA er kun én af mange behændige anvendelsesmåder af en doktrin, som fødtes den dag, da landet blev sig sin utilstrækkelighed bevidst, og nu er det altså med amerikansk magt, at man bygger sin sikkerhed op. Den afskrækkelse, som landets insulære karakter i forbindelse med dets flåde ikke længere er i stand til at sikre, omformes således til en beundringsværdigt stædig vilje til angelsaksisk afskrækkelse, hvilket på én gang kræver mangfoldige bindinger mellem USA og England, stadige anmodninger om amerikansk tilstedeværelse i Europa, og et Europa knyttet til USA som dettes fremskudte sikringselement. Alt dette giver i det mindste håb om en for England særlig beskyttelse, og dette lands indtræden i EEC skønnes ikke i den nærmeste fremtid at ville ændre noget heri.
 
De anførte forhold er alle udtryk for ønsket om faste grænser. Men hvordan ser Tyskland på det? Der er jo to Tysklande, omend den nuværende forbundskansler har ramt plet med formlen: to stater, men kun én nation. Også for Tyskland betyder Europas forsvar amerikansk garanti, men en garanti som tillige er formynderi: de to aspekter er komplementære, således at en amerikansk tilbagetrækning kunne betyde enten håb om generobring af tabte områder eller føre til neutralisme, som således begge, omend fra modsatte retninger, ville medlføre en tilnærmelse, en genforening så snart forholdene, måske langt ude i fremtiden, måtte tale derfor. Indtil da er Europas forsvar for Vesttyskland dettes opretholdelse i den eksisterende form, en situation som andre nationer, dog uden at sige det, ønsker fastholdt i en endnu ubestemt periode.
 
Ikke alene er Tyskland delt. Det har også forbud mod at overstige et vist rustningsniveau, et forbud accepteret i 1964 og som navnlig vedrører atomoprustning. Det er alt sammen forhold, som bunder i fortiden, men som ikke kan ændres, uden at grundlaget for sikkerheden i Europa ændres. »Normalisering«, »afspænding«, »samarbejde« har deres grænser, eller rettere en fundamental begrænsning, nemlig respekten for nogle få politiske regler, hvoriblandt urørligheden af de af den 2. verdenskrig resulterende grænser, og forbud mod for voldsom oprustning, herunder atomoprustning, udgør de væsentlige. Skulle der ske ændringer i dette, ville straks begynde en ny æra i vort kontinents historie, en periode som hos nabostaterne ville skabe en følelse af usikkerhed. Lige så meget overbevist jeg er om det rigtige i at fortsætte det påbegyndte tysk-franske samarbejde, lige så rigtigt finder jeg det at påpege disse forhold.
 
Hvad angår Frankrig, kan vi ikke løbe fra vort ansvar. Hvis ikke vi selv skulle varetage vor egen sikkerhed, hvem skulle da? Men lad os være realister: Ganske vist ved vi, at vi i tilfælde af fare kan regne med amerikansk støtte. Men kan vi regne med, at den kommer automatisk? Hvilken illusion at besvare det spørgsmål bekræftende. Vi kan ikke basere vor politik på håbet om, at vort territorium, vor frihed, vore interesser vil blive anskuet på samme måde som det amerikanske territorium, Amerikas frihed og amerikanske interesser. Derfor må vi have vort eget forsvar, et forsvar helt og holdent nationalt, i kraft af hvilket vi kan håbe på støtte.
 
Hvis vi forudsætter Europa forenet, vil der være tale om en kæmpe, dets forsvar vil ikke være bare en addering af de enkelte landes forsvars- styrker. En sådan kæmpe vækker straks mistanke, ikke alene fra Sovjetunionens men også fra USA’s side. Tænk bare på, hvorledes selv skyggen af en europæisk union får USA til straks at glemme de venskabelige følelser. Jeg sammenligner ikke, hvad Europa angår, USA’s og Sovjets politik, men inden for det militære område kan man lige så lidt i Washington som i Moskva acceptere tanken om en selvstændig europæisk militærmagt svarende til den politiske magts behov. Eksisterer denne frygt ikke også inden for Europa selv? Jo, thi det høje militære styrkeniveau, i kraft af hvilket et forenet Europa alene ville kunne bestå, forudsætter dybtgående ændringer i mange europæeres politiske adfærd, ændringer som ikke ønskes af visse, som når de skal vælge mellem magt og afmagt vælger afmagt. Hertil kommer for Tysklands vedkommende alles medansvar for, at dette land ikke igen får for stor magt i Centraleuropa.
Meningerne i Vesteuropa er således delte. Hvad Sovjetunionen angår, synes det at være i denne magts interesse at indtage en holdning stik modsat af efterkrigsårenes, og nu at søge afspænding. Hvad angår USA, er deres interesse for Vesteuropa en sikker ting, uden dog at række så vidt som under alle omstændigheder at sikre det mod angreb. Men når nu USA og Sovjetunionen går i spidsen ved at søge en gensidig forståelse, hvorfor så ikke følge deres eksempel? Hvorfor ikke for Vesteuropa overveje sikkerhed, omend ikke uden så dog med færre våben? Den vesteuropæiske tankegang er behersket af Sovjetunionens og Warszawapagtens ubestridelige militære overlegenhed, hvorfor en afspændings- gunstig atmosfære kun kan skabes, såfremt jævnbyrdighed tilvejebringes, d.v.s. Østblokken går med til »ulige« troppereduktioner ...
 
USA oplever en dybtgående strømning imod et almindeligt desengagement. Nu forlader vi Asien, men hvorfor ikke også Europa? lyder det. Men kan USA egentlig ud fra hensynet til egen sikkerhed opgive Europa? Det er et relevant spørgsmål, men også de største magter må foretage en prioritering, træffe et valg. At basere sin styrke på kærnevåben, på flyvevåbnet og sin flåde bliver derfor langt vigtigere end at bide sig fast på et fremmed kontinent, hvor man blot behøver - bortset fra enkelte punkter af direkte betydning for USA’s sikkerhed - at opretholde de strengt nødvendige tropper til at give en advarsel.
For USA’s ledere er det en vanskelig beslutning. Præsidenten synes opsat på at nå en varig ordning for de offensive kærnevåben igennem en reduktion af de amerikanske styrker i Europa. En sådan er efter hans opfattelse en garanti for, at USA ikke går videre, medens den for andre, uden politisk magt, tværtimod er begyndelsen til et totalt desengagement. Udsat for et kraftigt pres under indtryk af de fredelige tilstande, som kontinentet frembyder, tvinges mange vesteuropæiske ledere til at mindske deres forsvarsbudgetter, eller - hvis de opretholder dem, fordi inflationen udhuler dem ved at øge lønningerne og driftsomkostningerne - at begrænse materielanskaffelserne. Afholdelsen af en konference om troppereduktioner bliver et kærkomment arrangement for - når udviklingen nu går imod mindre spænding - at opnå en øjeblikkelig økonomisk og politisk gevinst.
 
Vender vi os til Tyskland, ser vi da ikke en voldsom bevægelse, måske forbigående, mod en slags neutralisme, eller i hvert fald en understregning af, at man ikke vil genopruste og af at det er muligt at nå til en forbedring af de indbyrdes relationer, og på baggrund heraf bygge en fælles fremtid baseret på en stadig snævrere tilnærmelse mellem de to Tysklande? Der er kun tale om en tendens, og den dækker ikke flertallets opfattelse, men en amerikansk tilbagetrækning ville forstærke den. Fra sovjetisk hold ville man betragte troppereduktioner, vel at mærke hos de andre, med tilfredshed. Thi Sovjetunionen har brug for styrke. Dette er et afgørende faktum, og ethvert ræsonnement som ser bort herfra er ugyldigt. Et stærkt militærapparat er nødvendigt for at sikre enheden i den socialistiske lejr, og i skrift og tale har de sovjetiske ledere klart taget afstand fra enhver tanke om »ulige« troppereduktioner. Hvis en virkelig tilbagetrækning af de amerikanske tropper betyder, at Europa ikke vil forsvare sig, åbner der sig et perspektiv med store ændringer. Det har måske undret, at de samme ledere, som i sin tid nærede en vis modstand mod tilstedeværelsen af amerikanske tropper på fransk jord, går ind for disses forbliven i Tyskland, hvor vi jo selv holder et armékorps stationeret. Forklaringen er, at vi ikke har behov for amerikanske tropper til at minde os om vort ansvar - tværtimod. For Tyskland gælder dette ikke.
 
Hvad der nu sker på det diplomatiske område, er en udløber af den skildrede situation. Amerikanere og russere er gået løs på deres egne problemer, og første etape af de såkaldte SALT-forhandlinger er ført til ende: en varig ordning for ABM-våbnene og en foreløbig for de offensive kærnevåben er indgået. For de fortsatte forhandlinger er målene mere ambitiøse, og russerne har knyttet deres heldige udfald til aftaler vedrørende våben og materiel stationeret i Europa. Parallelt hermed foregår forhandlinger om troppereduktioner i Europa, nu ikke længere forstået som reduktion af amerikanske tropper, med vægt på at disse skal være gensidige og afbalancerede. Mere eller mindre åbenlyst er forhandlingernes heldige ud fald efter russernes opfattelse knyttet til afholdelsen af en pan-europæisk konference, den famøse samarbej ds- og sikkerhedskonference.
 
For flere år siden gav den franske regering sit samtykke til en sådan konference, men dramaet i Prag i 1968 bremsede den videre udvikling i sagen. Vi forventer af en sådan konference, at den vil stadfæste den aktuelle tingenes tilstand i Europa, navnlig hvad angår grænserne og værdien af de mange allerede iværksatte bilaterale foranstaltninger. Endelig tror vi, at den vil kunne blive begyndelsen til en bedre forståelse derved, at den kan gøre alle europæiske nationer, ikke mindst de østlige, sig deres fælles interesser bevidst. Denne hypotese har ved flere lejligheder fået Sovjetunionen til at forholde sig tøvende over for konferencen. Vi mener, at det vil være uklogt at beslutte sig for en troppereduktion, som - forekommer det os - vil ændre styrkeforholdet til ugunst for Vesten, før vi har set alvoren og kendsgerningerne i udviklingen på kontinentet som helhed.
 
Amerikanere og russere taler nu samme sprog og kan anskue forsvar og sikkerhed under ét. Men hvad med europæerne? De har ikke tiltro til deres eget forsvar - som de opfatter som udtryk for falsk styrke og for en kunstig politik - eller til tanken om sikkerhed uden forsvar, thi dette ville forudsætte en gensidig tillid, en på fornuft hvilende forvisning om politisk stabilitet samt en mulighed for bilæggelse i mindelighed af konflikter. En sådan tillid, forvisning og mulighed eksisterer ikke.
 
Altså lever vi i en selvmodsigelse, som ikke kan fortsætte meget længere, for offentligheden forstår den ikke: på lige datoer holder vi møde om Europas forsvar og oplever opfordringer fra USA til de europæiske lande om at øge deres forsvarsbudgetter og styrketal. På ulige datoer holder vi i Europas sikkerheds navn drøftelser af troppereduktioner under samtykke fra USA (hvordan skulle de kunne andet, når de under de forhandlinger om strategiske våbenbegrænsninger, som de så gerne ser vel afsluttet, føres til at acceptere visse troppebegrænsninger i Europa?). Den konstaterede usikkerhed i offentligheden bliver blot endnu mere udtalt som følge af den nu observerede tilbøjelighed til at knytte en europæisk sikkerheds- konference og en konference om troppereduktioner sammen. Den amerikanske tilbøjelighed til at trække sig tilbage opmuntrer de europæiske tilbøjeligheder til ligegyldighed, og disse igen tilskynder amerikanerne til desengagement. Hvis vi ikke tager os i agt, ved ingen snart, hvorhen det såkaldte vestlige diplomati vil føre os.
 
III
De her fremsatte betragtninger, som på én og samme tid er enkle og komplicerede, tjener til at forstå Frankrigs politik. Frankrig sagde i sin tid nej til Europahæren (Det europæiske Forsvars- fællesskab), som blev holdt op for os med begejstring. Senere gennemskuede vi noget, der blev præsenteret for os med samme begejstring, nemlig den atlantiske militære integration. Og i dag accepterer vi ikke den begejstring, hvormed man går ind for sikkerhed gennem afrustning.
 
I Frankrigs politik indgår følgende elementer:
1. Vort militære forsvar, 2. Alliance med USA og venskabelige forbindelser med Sovjetunionen, 3. Økonomisk-politisk samarbejde i Europa, 4. Frankrigs militærpolitik over for Europa, Middelhavet, Afrika og vore oversøiske besiddelser.
 
Denne politik, hvortil grunden blev lagt af general de Gaulle, forekommer mig at svare til Frankrigs fundamentale interesser, og den fører til den eneste syntese, vi kan acceptere, af Europas forsvar og sikkerhed. Vort forsvar hviler på viljen til afskrækkelse, d.v.s. viljen til at råde over en sådan kapacitet til både at angribe, svare igen og holde ud i for- svarskamp, at en modstander mister lysten til at sætte magt bag en trussel. Denne afskrækkelse er først og fremmest baseret på vort strategiske kærnevåben samt dettes supplement, de taktiske atomvåben. Dernæst hviler den på folket, thi hvor kraftige end kærnevåbnene er, gør de det ikke alene. Endelig er der evnen til militær intervention uden for landets grænser, f.eks. for ét sted at hævde vor suverænitet, et andet for at forsvare livsvigtige interesser og et tredje for at indfri vore forpligtelser til at yde bistand.
 
Enhver trussel mod Europa implicerer USA, og det ved dets ledere. USA må derfor kunne nære tillid - politisk og militært - til Vesteuropa, ikke mindst Frankrig. Det er derfor i vor interesse, at vor politiske og militære kapacitet kan berettige en sådan tillid. Dette er fundamentet for vor alliance, og på trods af de forskelligheder, der på en række områder gør sig gældende, bør der ikke foretages væsentlige ændringer heri. Er USA’s politik end et kapitalt element i den europæiske sikkerhed, er Sovjetunionens politik bestemmende for denne. Af kendte grunde er sovjetlederne opsat på en stabilisering af grænserne i Europa, og det er Frankrig også. Ligeledes er det dem magtpåliggende at forhindre, at forskellige strømninger i Central- og Østeuropa skal bringe situationen ud af balance her. Det er også for os magtpåliggende, vel at mærke således at vi formelt og reelt benægter tesen om begrænset suverænitet.
 
Om Europa er det en illusion at tro på dets fremtid ud fra en forestilling om, at det er én nation. Man spøger ikke med begrebet nation, og Europa er så meget mere knyttet til den nationale realitet som denne er synonym med frihed, jf. Østeuropa. Det eneste fornuftige for Europa er at arbejde ud fra anerkendelsen af denne forskellighed, d.v.s. landenes uafhængighed. Er det muligt på den materielle grund, som handels- og andre samkvems- former har skabt mellem visse af landene, at bygge en fælles politik? At hæve sig over handel og velfærd, og i handling og ikke bare smukke talemåder optræde som statsmænd er noget, mange europæere ikke er indstillet på. Den virkelige politiske indsats er nogle få landes værk, hvis ledere - om de skal kunne handle - må føle, at de har deres folks tillid, ja strengt taget dets opbakning. Mellem de store stater i Europa er og bliver konkurrencen skarp, og hver enkelt søger fra sag til sag den støtte, den kan få hos de andre. Tilmed hviler den amerikanske tilstedeværelse som en skygge over dem alle, og for i denne eller hin sag at få amerikansk støtte sværger man gerne troskab.
 
Den nylig afholdte topkonference har med rette affødt håbet om en fælles økonomisk optræden, men hvad angår det politiske samarbejde, er problemet så stort som nogensinde. Kan den amerikansk-russiske tilnærmelse vække offentligheden i de europæiske lande? Det var jo det, Frankrigs præsident havde i tankerne, da han foreslog udviklingen af en politisk union over en 10-årig periode. Vi må regne med denne mulighed, men ikke nære illusioner, for de forsvarspolitiske forhold, jeg har nævnt, ændrer sig ikke så let, og det er det afgørende.
 
Vort land må være rede til at præcisere sin rolle i Europa, Middelhavet, Afrika og endnu længere borte. Vor sikkerhed er for afhængig af Europas sikkerhed til, at vi ikke vil gribe ind uden for vort lands grænser, skulle behov herfor opstå. Det er klart, at for vort land eksisterer den frihed, det spillerum ikke, som amerikanerne kalder »flexible response«: de taktiske A-våben, som gør vor 1. Armé til et meget effektivt instrument, knytter denne til den strategiske kærnestyrke, altså til afskrækkelsen, den afskrækkelse som anvendelsen af taktiske A-våben bebuder, at regeringen er parat til at iværksætte. Det er i denne forstand, at Frankrig bidrager til forsvaret af i hvert fald de nationer, som er vore naboer, og hvis sikkerhed kan være solidarisk med vor egen.
 
De nordafrikanske landes uafhængighed, konflikten i Mellemøsten samt USA’s og Sovjetunionens ekspansion har ganske ændret sikkerheden i Middelhavet. For at kunne sikre vore kyster, vor søværts trafik og forbindelsesveje og i givet fald flereværns operationer må vi markere vor vilje til at forblive en magt i Middelhavet. På samme måde forholder det sig med Atlantkysten og de forbindelseslinier, som vort gode forhold til USA og England tvinger os til at have. Det egentlige Afrika er længere borte, men dets fremtid kan ikke lade Europa ligegyldig, hvad faktisk mange lande i Europa ikke er opmærksom på.
 
Gensidigt forbundet udgør vor udenrigs- og militærpolitik vort bidrag til Europas forsvar og sikkerheden i Europa. Vor faste vilje til at være en stat, til stædigt at fastholde en efter vore behov tilpasset militær styrke, sikrer os uafhængighed og indflydelse. Vor bekymring for fremtiden har gennem to år tilskyndet os til at støtte planerne om en europæisk sikkerheds- og samarbejdskonference, idet vi holder denne skarpt adskilt fra planerne om en troppereduktion i Europa. Hvis en sådan troppereduktion er symbolsk, er den ret beset ikke andet end et påskud for visse nationer til at skride til ensidige nedskæringer. Hvis den er reel, medfører den en ændring af det indbyrdes styrkeforhold, hvorom man i hvert fald kan sige, at den er forhastet.
 
Det er ikke forkert at sige, at mellemstore nationer, f.eks. Frankrig, har behov for beskyttelse, men det er ikke alt. Beskyttelse kan aldrig garanteres og er ikke gratis. De magter, der er større end andre, handler kun ud fra egne interesser, skulle de blive kaldet til at yde beskyttelse til disse mindre, ud fra ønsket om at opretholde den gensidige balance. De beskyttede glemmer ofte denne lov, som gælder alle beskyttere uden undtagelse. Det gælder derfor om for en mellemstor nation at udgøre en magt, for at en endnu større magt - såfremt den er fjendtlig - først tøver og derpå helt afstår fra at angribe, og - såfremt den er venligsindet - går med til at yde støtte. Dette er Frankrigs situation og motivet bag dets politik.
 
Men vore problemer skal ikke alene vurderes i relation til USA eller Sovjetunionen. Da disse to magters politik i visse tilfælde vil bringe dem til at holde hinanden i skak, kan en mindre magt som Frankrig genvinde sin evne til handling, men også forpligtelse til forsvar. Dét må ikke glemmes, ej heller at en militærpolitik er et trumfkort for den, som på den europæiske scene ønsker at komme visse ambitioner i forkøbet eller på anden måde præge eller tage ansvaret for en situation. Udsigten til til stadighed at skulle opretholde et forsvar vækker ikke begejstring hos masserne, men vi har bevist, at det ikke er uforeneligt med opretholdelsen af et stadigt moderniseret forsvar at føre en politik, som stadig tilsigter en højnelse af levestandarden. Under alle omstændigheder er en behersket, men konstant indsats at foretrække frem for en total opgivelse af sit forsvar, efterfulgt af en massiv, men som oftest for sen anstrengelse. Vi bør huske, at der er perioder, hvor enhver svækkelse kan indebære alvorlige, måske uoprettelige konsekvenser.
 
Vi gennemlever en periode, da flertallet af Europas og Amerikas folk ønsker stabilitet. Vil man kende værdien af en politik, som ikke alene bevidst søger en hvilken som helst grund til håb, men også bestræber sig for at lodde betydningen af sådanne begivenheder, som kan eller i givet fald kunne tænkes at opstå, så må man til stadighed huske, hvor usikker situationen faktisk er. De europæiske nationers skæbne afhænger af faktorer, hvoraf visse har deres oprindelse uden for dette kontinent. Nye dramaer kan indtræffe, og imperialistiske og destruktive tendenser kan på ny vise sig og finde deres inkarnation i magtsyge ledere. Derfor kan elementerne i enhver strategi og navnlig i Europas forsvar komme til at undergå afgørende ændringer. Men der er ét konstant element:
 
Vi har fået i arv og nyder godt af et bestemt syn på den enkeltes værdighed. Denne opfattelse er knyttet til en samfundstype, som finder sit udtryk i en bestemt politisk kollektivitet, som hedder nation. Franskmænd af i dag og i morgen, som ønsker at videregive alt dette til eftertiden i tryghed og sikkerhed, bør først og fremmest tænke på at styrke nationens indre sammenhæng, potentiel og forsvar. Alt andet, og i særdeleshed Europas fremtid, vil være frugten heraf - men dette er det væsentlige.
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_102_aargang_apr.pdf

Litteraturliste

Del: