Forelæsning i Frederiksberg Slotskirke 26. august 1988

1. Baggrund
Vi højtideligholder i dag 275-årsdagen for etableringen af officersuddannelsen i Danmark. Vi havde nok set tilløb til sådanne uddannelser allerede fra 1680, men de var atter faldet til jorden, og først den kongelige resolution om Landkadetakademiets oprettelse af 26. august 1713, udsendt fra Gottorp Slot, sætter uddannelsen endeligt på plads. Vi højtideligholder begivenheden her i Frederßcsberg Slotskirke, og kan næppe befinde os i noget rum, der i tid kommer skolens oprettelse nærmere. Kirken er indrettet i forbindelse med slottets ombygning og udvidelse i årene 1708-1710 under ledelse af arkitekten Johan Conrad Ernst, den samme, der stod for indretningen af den nuværende Østre Landsrets bygning — dengang Operahuset — til brug for Landkadetakademiet. Vi kan samtidig glæde os over at befinde os på dette smukke slot, opført af den konge, der også udstedte den nævnte resolution i 1713. Et slot, der nu har været i hærens besiddelse siden den 1. maj 1868 efter dog også i de forudgående år at have været anvendt af hæren, bl.a. som lazaret under begge de slesvigske krige. Årstal giver ikke i sig selv nogen oplysning, og der er måske derfor grund til et øjeblik at dvæle ved tidsperioden omkring 1713. Vi befinder os i årene under vor sidste krig mod Sverige: Den Store Nordiske Krig, udkæmpet mellem Frederik IV på dansk og Karl XII på svensk side. Den danske hær havde tre år tidligere, under ydmygende omstændigheder, måttet forlade Skåne for stedse, med Helsingborg som det sidste støttepunkt. Året før, i 1712, havde den danske hær indkasseret endnu et nederlag - dog med større hæder - ved Gadebusch i Mecklenburg. Til søs er kampene præget af Ivar Hvidtfeldt og Tordenskjold. Kulturelt er vi i Bachs, Händels og Vivaldis tid, Holberg er begyndt at dominere litteraturen herhjemme, og på det videnskabelige område er folk som Newton og Ole Rømer fremherskende.
 
København er en lille by med 70.000 indbyggere, omgivet af sine volde, og med store dele af Frederiksstaden endnu liggende åben hen. Kastels- og Garnisons Kirke er nybyggede, havnen netop udvidet hen til Kastels- voldene, og Trekroner er under opførelse. Henset til, at krigens håndværk gennem hele menneskets historie har spillet en meget betydelig rolle, kan det umiddelbart undre, at officers- uddannelsen først er påbegyndt på så sent et tidspunkt. 275 år er ikke noget langt spand af år i vor historie. Sammenligner vi med uddannelsessystemet i øvrigt i Danmark, er der dog meget god overensstemmelse. Til at varetage befolkningens generelle uddannelse havde vi fra gammel tid latinskoleme i byerne, men først fra 1721 oprettedes skoler i stort tal spredt ud over landet - Frederik IV’ såkaldte rytterskoler. 11739 indførtes skolepligt i Danmark med tre måneders årlig undervisning. For de videregående uddannelsers vedkommende oprettedes Københavns Universitet i 1478, og var fastetableret efter indvielsen i 1537 med en teologisk og en medicinsk uddannelse næsten 200 år før Landkadet- akademiet. Inden for det tekniske område er Danmarks Tekniske Højskole oprettet i 1829 næsten samtidig med Den kgl. Militære Højskole. Indtil da var al ingeniørmæssig uddannelse sammenkædet med de militære uddannelser.
 
Behovet for en officersuddannelse var knyttet til såvel samfundets struktur som til udviklingen af krigens kompleksitet. Kongen var fra gammel tid landets naturlige feltherre, og hans militære kommandbapparat adskilte sig ikke fra det, han også anvendte i alle andre anliggender. Høvdingene og senere adelen var hans naturlige officerer. Nogle af dém blev i middelalderen direkte ansat af ham som lensmænd og borgherrer, andre var selvstændige slots- og gårdejere, men trådte til, når kongens bud lød. For landets overklasse var uddannelsen i de militære discipliner et naturligt og vigtigt led i enhver drengs og mands opdragelse. Selv om nogen egentlig officersuddannelse ikke fandt sted, har mange dog i middelalderen beskæftiget sig med krigens væsen, og talrige bøgei; er udgivet herom. Behovet for en organiseret uddannelse opstod først efter krudtets opfindelse og anvendelse i kanoner. Det var kahonen, der muliggjorde ødelæggelsen og indtagelsen af adelens borge og dermed cementerede kongens magt og ændrede den europæiske samfundsstruktur. Det var også kanonen, der skabte behovet for en teoretisk og praktisk specialuddannelse inden for det militære fagområde. Det er derfor heller ikke underligt, at den første militære skole vi ser oprettet i nyere tid er en artilleriskole, etableret i Venezia i 1506. Denne blev fulgt op i 1513 af Kejser Karl V med en skole i Spanien, og disse to skoler beviste i de følgende år, at militær kunnen ikke længere var noget, man blot lærte i hjernmet og på slagmarken, men var et område, der krævede egentlig skoling. Adelens naturlige postition som førere for hærenhederne bevirkede en efterfølgende oprettelse af et stort antal af de såkaldte ridderakademier overalt i Europa. Vi så selv herhjemme et sådant oprettet af Kong Christian V i 1691. De kongeligt oprettede ridderakademier var således en følge, såvel af de tekniske krav kanonens anvendelse medførte, som af den samfundsomvæltning kanonen gennemtvang med en fastere statsdannelse og enevældens opståen.
 
Knap 100 år senere - omkring 1600 - ser vi en ny militær videnskab dukke op i Nederlandene: Fæstningsbyggeriet, herhjemme fornemt repræsenteret af Kastellet i København. Også fæstningsbyggeri kræver skoling, og da Danmark ikke rådede over nogen militær skole, hverken til at varetage artilleri- eller ingeniøruddannelse, ser vi i disse århundreder talrige udenlandske officerer indtræde i den danske hær. Vi købte ekspertisen i udlandet, men sendte også selv mange officerer til uddannelse i udlandet, ikke mindst til Nederlandene.
Den af artilleriet og fæstningsbyggeriet forøgede kompleksitet i krigsførelsen og de deraf udviklede taktiske ændringer, medførte oprettelsen af den første egentlige officersskole i Europa, ikke unaturligt etableret af slægten Oranien i 1606. Hverken denne eller de mange umiddelbart efterfølgende skoleetableringer rundt om i Europa formåede dog at udvikle sig til faste, også i dag bestående institutioner, dertil har Europa været underkastet for mange omvæltninger. Danmark har således i forhold til de øvrige europæiske lande en ganske lang, sammenhængende officersuddan- nelsestradition. Men vi var længe om at konstatere uddannelsesbehovet og tage konsekvensen, og i de årtier, hvor vi tøvede, oplevede vi Christian IV krige, Danmarks eksistenskamp mod Sverige i 1650’eme under Frederik IH og så endelig sidst de nævnte nederlag ved Helsingborg og Gadebusch i Den Store Nordiske Krig.
 
Vort lands tilbøjelighed til tøven og manglende realisme og konsekvens i tankegang og handling på det sikkerheds- og forsvarspolitiske område var dengang, som senere, sidsti 1864 og 1940, med til at indskrænke og forarme vort land. Som en af renæssancens militære skribenter, Machiavelli, skrev: »Svage stater er altid vaklende i deres beslutninger, og vaklende beslutninger er altid skadelige«. Uddannelsen af officerer koster betydelige summer, men ikke mindst Danmark - med det historiske erfaringsgrundlag nationen har - burde vide, at besparelser her, selv betragtet ud fra et rent økonomisk synspvinkt, ikke er rentable. Allerede Kungfutse skrev for 2500 år siden: »Hvis du planlægger for år så plant ris, for årtier så plant træer, for århundreder, så uddan mænd« (i dag ville vi sige »mennesker«). Vi må aldrig glemme, at det er hver generations vigtigste opgave i en nation at opdrage og uddanne nationens kommende ledere, civile som militære. Det er dem, der skal føre nationen videre i frihed mod de mål vi ønsker. Hærens Officersskole er et stykke dansk historie. På den og dens forgængere har talrige af de for vort lands historie mest indflydelsesrige personligheder fået deres uddannelse, men først og fremmest har den været fundamentet i uddannelsen af den danske hærs officerskorps.
 
2. Uddannelsen
»Der findes ingen dårlige bataljoner, kun dårlige officerer«, sagde Napoleon, og daværende premierløjtnant Harboe skrev i 1890 i en artikel om officers- uddannelsen i Militært Tidsskrift: »En hærs styrke beror i lige høj grad på dens officerers uddannelse som på dens materiel«. Om betydningen af officerernes kvalitet kan der ikke herske tvivl. Det er kvalitetshærene, der vinder krigene, og hærkvalitet kræver gode førere. Gode førere får mgn, hvis man kan tilvejebringe personel med de rette egenskaber og giver det den rette uddannelse.
 
Hæren er en del af det danske samfund, og skal hverve sine officerer i konkurrence med andre uddannelsesinstitutioner i landet, ligesom de stillinger vi kan tilbyde, skal konkurrere med alle øvrige i samfundet. Her er for hæren ikke blot tale om, at det daglige officersvirké skal være attråværdigt og sikre den sociale position, der svarer til den velkvalificerede unges ambition, her er også tale om, at positionen skal være velrenommeret. Hærens officerer er mennesker, der dagligt påvirkes af det samfund, de lever i, herunder dette samfunds syn på, omtale af, respekt for og anerkendelse af den opgave, hæren løser. Uden nationens psykiske og moralske vilje og styrke til at bevare sin ydre frihed, er hærens opgave uløseUg, og vi vil il^yp! kunne tilvejebringe et anvendeligt officérskorps. Hvilke forhold, der nu end er de udslagsgivende, så må hæren konstatere, at tilgangen til denne skole i dag, både antals- og kvalitetsmæssigt, er utiKredsstiUende, og at denne situation om få år vil være overordentlig mærkbar overalt i hæren. Betydningen heraf for hærens kvalitet, herunder for kvaliteten af uddannnelsen af vore imge værnepligtige, befalingsmænd som menige, er indlysende.
 
Hærens Officersskole skal uddanne sine elever til ikke blot fagligt kompetente ledere og lærere, men tü førere. Føringens vigtigste middel er det personhge eksempel, og de krav vi derfor stiller tü officeren er integriteten af fysisk og psykisk styrke, talent for taktik, teknik og organisation, og stærke karakteregenskaber. Det er det sidste krav, der bevirker, at hæren i sin uddannelse vægter karakter- og holdningsdannelse, ledelse, psykologi og pædagogik højt. Vi skal skabe officerer, der kan være forbilleder for deres undergivne, for kim derved kan officeren skabe de befalingsmænd og soldater, der med selvbevidsthed, selvdisciplin, selvstændighed og ansvarsglæde kan løse deres opgaver. Uddannelsen inden for disse områder er da også i løbet af de sidste tyve år tredoblet på denne skole. Officersskolen bibringer herudover sine elever teoretisk viden, herunder krigshistorisk erfaringsviden. Skolingen i logisk og præcis tænkning skal derpå skabe overgangen fra viden til kunnen. Tilbundsgående undervisning i og behandling af militære spørgsmål i deres sammenhæng skal skabe evnen til med forudseenhed at kunne kombinere viden og systematik med en smidig og bevægelig tankegang, selv under de stærkeste ydre påvirkninger.
 
Officersuddannelsen er en kombination af teori og praktik, og der er måske grund til at fremhæve det forhold, at den praktiske føreruddannelse først og fremmest gives efter officersskolens gennemgang gennem praktisk førervirke i geleddet. Der må derfor også være forståelse for, at hæren i sine enheder må råde over sådanne kvantitative personelressourcer, at de unge officerer her kan trænes og vejledes i deres praktiske førervirke og samtidig kan motiveres og anspores til fortsat at videreudvikle sig. Det er hærens opfattelse, at skolingen af karakter og holdning, af logisk og systematisk tænkning og indlæringen af egentlige færdigheder i fællesskab skal bibringe officeren de nødvendige egenskaber og den nødvendige kunnen. Skeler vi til udlandet, vil vi i Storbritannien se en kraftigere frem hæven af de moralske, pædagogiske og føringsmæssige egenskaber. F.eks. udgør kundskabsbedømmelsen på en skole som Sandhurst kun 1/8 af det samlede pointtal ved afgangseksamen. Hovedvægten i bedømmelsen er lagt på personligheden, d.v.s. evnen til at varetage et ansvar, den åndelige horisont, den generelle aktivitet og energi, indstillingen til menneskelige problemer og evnen til at omgås folk, samt på kadettens fremskridt, specielt kadettens fremskridt inden for områderne kunnen, selvtillid og føringsevne i løbet af skoleperioden. I vort sydlige naboland, Tyskland, har personligheden og den moralske side af uddannelsen også fra gammel tid været sat i højsædet. Kadetterne skulle gøres til energiske og samvitighedsfulde officerer, hvor ikke mindst troskab og kærlighed til fædrelandet har spillet en fremtrædende rolle. Et eksempel på vægtningen af den moralske faktor er, at tyske kadetter efter gammel tradition har haft medbestemmelse ved afgørelsen af, hvorvidt en kammerat skulle udnævnes eller ej.
 
Generelt er det tydeligt, at et lands officerskorps afspejler nationens folkekarakter kombineret med de foretagne prioriteringer på officersskolerne. Det er mit indtryk, at den danske officer hidtil har hævdet sig smukt i sammenligning med udlandets, men også, at d^n generelle udvikling i folkekarakteren og de seneste omlægninger af officersuddannelsen giver anledning til bekymring med hensyn til kvalitetens opretholdelse. En svækkelse af officerskorpsets kvalitet betyder en svækkelse af hæren og dermed af nationens samlede forsvar og nationen selv.
 
Et spørgsmål, der gennem et meget langt tidsrum har optaget hærens ledere har været konflikten mellem civil managementorienteret lederuddannelse og militær føreruddannelse, og striden er karakteriseret ved i vid udstrækning at blive ført usynligt, langsomt og såvel udefra som indefra i hæren. Stridens grundlag er den modsætning, der ligger i, at hærens primære formål er at opretholde fred og undgå krig, men at dette formål løses bedst jo bedre kampegnet, herunder realistisk kamptrænet og organiseret hæren er. Gennem en meget lang fredsperiode, i et samfund med betydelig defaitistiske kræfter, og med forhold som arbejdsmiljø, arbejds- tidsregler, personel-, materiel-, bygnings- og økonomiforvaltning som helt dominerende daglige problemområder, kan det være vanskeligt for hæren stedse at holde sig for øje," at hele dens organisation og virke skal være rettet mod krigens vilkår og mod forholdene på kamppladsen. I det daglige har hæren ligesom enhver civil virksomhed eller institution brug for management-duelige ledere, der kan varetage organisatoriske og driftsøkonomiske anliggender, som kan administrere uddannelse, erhvervelse og vedligeholdelse af materiel, personeladministration, bygningsvedligeholdelse samt operativ og beredskabsmæssig planlægning. Freds- tidsplanlægningen er typisk langsigtet, og de sparsomme økonomiske midler tenderer til organisatorisk centralisering og etablering af centralt fastlagte bestemmelser og rutiner, som tjener fredstidsformålene, men kan være i direkte modstrid med hærens operative virke. I en krigssituation er den taktiske føring og føringen af mennesker altdominerende. Her er paratviden, idérigdom, evnen til at bevare overblikket og tænke logisk, initiativ og improvisation, det personlige eksempel, viljestyrken, udholdenheden, ansvarsfølelsen, samhørighedsfølelsen og kammeratskabet og omsorgen for personellet de afgørende faktorer. Penge og administration bliver helt underordnede problemer, og planlægningen bliver udpræget kortsigtet. Organisationen skal sikre fuld overensstemmelse mellem ansvar og beføjelser, og da dynamik er altafgørende, må ledelsesstrukturen være decentraliseret til det yderste.
 
Hæren skal kunne løse begge opgaver, og vi må udtage og uddanne vore officerer med henblik på, at de skal kunne forene begge opgaver i sig. Der må imidlertid aldrig opstå tvivl om, at det er krigsopgaveme, der skal dominere og styre hele vort virke. Dette er forklaringen på, at vi ved udvælgelsen af vore officerer må tillægge de menneskelige værdier og holdningsmæssige faktorer så stor vægt. Det er også årsagen til, at der ikke må ske en opdeling af officerernes uddannelse med henblik på rene operative og rene forvaltningsmæssige ansvarsområder. Noget sådant skaber modsætninger i officerskorpset. Det er en af hærens opgaver i fredstid at holde alt sit personels tankegang på det samme og rette spor, ellers eroderes hæren af fredstidsvirket og forfalder. Som Antoine de Saint-Exypéry skriver et sted: »Hvis den rejsende, der bestiger et bjerg på vej mod en stjerne i alt for høj grad lader sig opsluge af opstigningens problemer, risikerer han at glemme, hvilken stjerne, han går efter«. Vi må aldrig glemme den opgave, der er hærens formål, og som gør den til et vigtigt element i nationens ydre sikkerhed. Det er den opgave, samfundet betaler opretholdelsen af hæren til. Til gengæld må samfundet ikke glemme, ät netop krigsopgaven er hærens baggrund, og at vi ikke kan løse vor opgave, hvis vi i vor organisation og vort virke skal underkastes alle de samme styrende elementer, der er gældende i den civile del af samfundet, og at vi heller ikke kan løse opgaven uden den resterende del af samfundets accept og anerkendelse af nødvendigheden heraf.
 
Samfundets accept af hæren stiller også store krav til en nøje overens- stenmielse mellem landets udenrigs- og indenrigspolitik, ellers vil befolkningen aldrig kunne acceptere det militære magtapparat som et nødvendigt og vigtigt instrument i udenrigspolitikken. Hvor vanskeligt det er at skabe denne overensstemmelse mellem udenrigs- og indenrigspolitikken har hæren oplevet, da den i 1864 ikke kunne leve op til landets udenrigspolitiske målsætning, og hæren og dens officerer kom til at stå som dem, der havde tabt krigen. Knusningen af vinduerne i de Mezas lejlighed var et klart udtryk herfor. Efter den 9. april 1940 blev der spyttet efter danske officerer på gaden på grund af den samme uoverensstemmelse, og i nyeste tid har vi under Vietnamkrigen tydeligt set illustreret, hvorledes udenrigs- og indenrigspolitikken gled fra hinanden i USA, og samfund og hær kom i et skarpt modsætningsforhold, som det tager årtier at råde bod på. Officeren på sin side må naturligvis også forstå, at den civile del af samfundet er langt mere optaget af skat, inflation, energipolitik, miljøforhold o.s.v. end af en fjerntliggende, tåget og vanskelig definerbar ydre trussel. Uddannelsen på Hærens Officersskole skal tilgodese ikke alene kravene til militær kunnen og virke, men også forståelse for disse relationer mellem udenrigs- og indenrigspolitikken, mellem det civile samfund og hæren. En sådan vidtspændende uddannelse er nødvendig, når officeren i sig skal forene evnen til at virke som fører i fred og krig i et politisk, socialt og teknisk miljø med en, stadig stigende kompleksitet.
 
3. Væmskulturen
Når jeg fremhæver disse for hæren specielle forhold, må det samtidig påpeges, at de har en snæver sammenhæng med hærens virksomhedskultur, hærens væmskultur. Som højere læreanstalt er Hærens Officersskole speciel derved, at den har en helt nøje sammenhæng med og er dybt integreret i hæren. Der er og skal derfor være et helt nøje sammenfald mellem skolens og hærens virksomhedskultur, ja man kan sige, at på denne skole lægges fundamentet for hærens virksomhedskultur, d.v.s. de mere eller mindre synlige forhold, der bevirker, at officeren helt identificerer sig med og engagerer sig i hæren og dens virke. Ser vi på flertallet af højere læreanstalter, uddanner de elever til en vifte af virksomheder, institutioner m.v. og er således uden sammenhæng med professionsudøvelsen. Den enkelte højere læreeinstalt danner herved sin egen selvstændige og i sig selv hvilende virksomhedskultur.
 
Lektor i pædagogik ved Københavns Universitet, Per Fibaek Laursen, fremhævede netop for nylig den store betydning af denne sammenhæng, fordi uddannelsen derved motiveres af klare, veldefinerede mål. Også i et nylig udsendt skrift fra Forsvarets Center for Lederskab fremgår vigtigheden af virksomhedskulturen, idet der refereres til en analyse af amerikanske virksomheder. Det har her vist sig, at det er et fællestræk for alle succesrige virksomheder, at de har klare og markante virksomhedskulturer. Sådanne virksomheder er mere effektive og mere nyskabende end virksomheder uden denne markante kultur. For hæren er virksomhedskulturen en livsbetingelse, alene på grund af de vilkår, hvorunder dens opgave skal løses, og hvor personellets liv står på spil. Også på dette område er hæren afhængig af det øvrige samfunds støtte. Ellers kan hæren ikke skaffe sig det personel, der skal være de ledende og toneangivende for det miljø, hvori væmskulturen trives.
 
4. Afslutning
Jeg har fremdraget en lang række forhold på og omkring deime skole, om dens tilknytning og forhold til resten af hæren og også til den civile del af samfundet. Jeg har fremhævet karakterens og holdningens betydning som vitale for en militær organisation, men jeg vil også gerne tü slut stille spørgsmålet, om ikke disse egenskaber er vitale for hele vort samfunds virke og fortsatte eksistens. Sammenligner vi danske civile skoler med britiske, er det slående, at de britiske i meget høj grad er karakteropdragende, medens den danske civile skole først og fremmest er kundskabsmeddelende. Vi må her ikke være blinde for, at der i årenes løb er sket en ændring i folkeskolens formålsparagraf. Denne formålsparagraf lagde oprindelig langt mere vægt på udviklingen af menneskeUge egenskaber hos børnene og på deres oplæring til borgere i samfimdet. Nu er kundskaberne blevet mere dominerende, og ser vi på gymnasieskolen og uddannelsen til Højere Forberedelseseksamen, som en meget stor del af vore unge gennemgår, er disse alene kundskabs- givende. Også samfundet har en »virksomhedskultur«, der skal plejes og udvikles, hvis samfundet skal udvikle sig, som vi ønsker det. Denne sammenholdelse af hærens krav til udviklingen af sit personel med samfundets generelle kan måske forekomme fjern, men bortset fra de ydre omstændigheder og hærens direkte livstruende betingelser, drejer det sig dog for begge om en kamp for overlevelse. Den amerikanske general Marshall, der under 2. Verdenskrig fulgte en lang række amerikanske hærenheder og studerede personellets opræden og bevæggrunde, gengiver i afslutningen af sin bog fra 1947: »Men Against.Fire«, en-række betragtninger om dette forhold, fordi han naturligt filosoferede over fællestræk i den amerikanske mands handlemåde på kamppladsen og hjemme i staterne og over årsagerne hertil. Han skriver herom:
»En nations styrke ligger alene i hjerterne og karakteren hos dens indbyggere. Hæren, flåden og flyvevåbnet er ikke vogterne af den nationale sikkerhed. Løsningen af denne uhyre fremtidsopgave ligger uden for deres muligheder. Anstrengelserne for deres løsning begynder ved vuggen, når moderen beslutter, om hun vil føre drengen i sele eller vü skabe en mand. Det går videre gennem skoleårene, hvor man lærer børnene enten at sætte personlige interesser i første række eller tænke over deres ansvar over for fællesskabet, landet og menneskeligheden. Det ender i parlamentet, hvor vore lovgivere skal beslutte, om de vil vække en ny ansvarsbevidsthed i vor ungdom eller vü fortsætte den hidtidige ligegyldighedskurs, fordi det formentiig vinder genklang hos flertallet af vælgerne«.
 
Det er mit håb, at Hærens Officersskole ogsa fremover kan udklække officerer af landets ungdom med en stærk og fast karakter, med ansvarsfølelse, viljestyrke og initiativ, folk, der i enhver henseende har lysten og energien til at gå foran og vise vejen også gennem deres personlige eksempel, og at skolens vægtning af karakter og livsværdier må gøre den til et eksempel til efterfølgelse. Det er samtidig mit håb, at skolen må udvikle sig videre i den hidtidige retning til at blive Hærens Officers- og Føringsakademi, hvor dygtige lærere og elever gennem gensidig påvirkning kan gøre skolen til et center for skabelsen af ideer og tanker. Skolen har tidHgere vist denne dynamik, da en kreds af lærere for snart 120 år siden var initiativtagerne til dannelsen af Det krigsvidenskabelige Selskab. Det skal være mit ønske, at den - som Platons akademi i sin tid - i kraft af sin smukke ydre ramme, sit miljø, sin høje uddannelsesstandard og den daglige omgangsform kan fremstå som stedet, hvor hærens officerer altid vil mindes at have tilbragt højdepunkter i deres udvikling.
 
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Litteraturliste

Del: