Faselinier og koordinatlinier

Oberstløjtnant C. C. Ahnfeldt-Mollerup ved Den kongelige Livgarde, der for tiden gør tjeneste ved SHAPE, Belgien, svarer her på de kommentarer hans artikel i oktober-nummeret 1979 har fremkaldt såvel her i tidsskriftet som i Kentaur.

Under overskriften »Skrives hærens reglementer af og for jyder« bragte Militært tidsskrifts oktober ’79 nummer en artikel, hvori undertegnede i let polemisk form gennemgik den reglementariske behandling af en række taktiske emner. Artiklen afstedkom for mig overraskende mange reaktioner, hovedparten af hvilke jeg har kunnet tilslutte mig eller i det mindste kunnet anerkende. Kun på et punkt føler jeg, at debat måske bør fortsætte: udvigende kamp. Jeg ser i det mindste to grunde til at fortsætte debatten:
- det fremgår bl.a. af lederen i Kentaur 2/80, at Reglement for de pansrede bataljoner (PNS BTN) og evt. Feltreglement 1 (FRI) vil blive rettet, så principperne fra Reglement for panserinfanteri- kompagniet (R PNINFKMP), kapitel 9, vil finde udtryk også her,
- jeg er ikke sikker på, at de nye retningslinier »af de fleste blev modtaget med tilfredshed«, således som det jf. Kentaur 1/80 er major 0. L. Kandborgs indtryk.
 
Først en kommentar til det sidste punkt. Da undertegnede første gang blev officielt præsenteret for indholdet af det nye kapitel 9 i R PNINFKMP på bataljonskursus på Kampskolen i august ’78, mødte skolens lærere megen »modstand«, såvel ved den teoretiske gennemgang som under gennemgang af terræneksempel. Det er mit indtryk, at et flertal af eleverne på omtalte kursus havde meget vanskeligt ved betingelsesløst at acceptere det fremlagte. Senere diskussioner med ganske mange officerer - efter sagens natur mest fra sjællandske enheder! - har bestyrket min tvivl om rigtigheden af major Kandborgs opfattelse. 
 
Demæst, og unægteligt af større vigtighed end om et antal officerer har modtaget nogle nye reglementariske bestemmelser med eller uden tilfredshed, spørgsmålet om de principper for udvigende kamp, som har fundet reglementarisk udtryk i R PNINFKMP, kap. 9, og som jf. omtalte leder i Kentaur 2/80 formentlig vil medføre ændringer i PNS BTN og evt. i FR I. I min artikel i Militært tidsskrift okt.’79 postulerede jeg om henholdende kamp i relation til kamp på øeme, »at det reglementariske grundlag for brigaden er vel tjenligt, og at de for bataljonsniveau hertil svarende bestemmelser for udvigende kamp er tilsvarende brugelige også for sjællandske enheder - men at den . .. i R PNINFKMP anførte ... bestemmelse (den udvigende kamps formål »nås gennem kamp fra stillinger, hvorunder fjendens fremtræden standses i et af opgaven bestemt tidsrum«) helt ud- prægtet sigter på udvigende kamp i et jysk terræn med rækker af gode hindringer bag hinanden«.
 
Om ændringer i PNS BTN anføres i omtalte Kentaur-leder bl.a., at oven- citerede bestemmelse for kompagniets udvigende kamp må »medføre justeringer i retningslinierne for bataljonens udførelse af udvigende kamp, ja måske endog i retningslinierne for brigadens udførelse af i hvert fald henholdende kamp. Det er naturligvis sandsynligt, at der, når det kræves, at en i en kampstilling indsat enhed under alle omstændigheder skal standse de angribende styrker, førend kampstillingen opgives, vil blive flere tilfælde end hidtil, hvor en indsat enhed ikke kan frigøre sig selv, og heller ikke kan hjælpes fri alene ved ild, men hvor bataljonen må indsætte sin reserve til fordel for frigørelsen. Dermed melder sig videre spørgsmålet, om en bataljon der har kæmpet en sådan hårdnakket kamp om en af brigaden anvist faselinie under den henholdende kamp, vil være i stand til også at yde modstand i det tildelte ofte ret store ansvarsrum indtil den næste anviste faselinie som foreskrevet i dag som det normale__For kapitlet Udvigende kamp/»PNS BTN« skulle ajourføringen primært gå på mere udførlige retningslinier for bataljons- reservens forhold og foreskrivelse af, at kun kampvognsenheder og pan- servæmsraketter, rene eller forstærket med panserinfanteri, normalt bør have til opgave at »vige ud« fra en kampstilling, d.v.s. sinke fjenden under opretholdelse af kampføling (1), medens infanterienheder, indsat i kamp- stillinger, bør »gå tilbage«, efter omstændighederne dog i føling (1) med de fjendtlige styrker«.
 
Min kritik af R PNINFKMP gik på, at jeg finder, at udvigende kamp, hvor underafdelingerne skal fastholde kampstillinger i faselinier (FSL), indtil fjendens fremtrængen er bragt til standsning, er på det nærmeste selv morderisk, i hvert tilfælde hvis ikke stillingerne kan støttes på rimeligt gode hindringer. Major Kandborgs teoretiske forklaring, bygget op over antallet af pansemærbekæmpelsesvåben og støttet til en skitse (fig. 1), er simpelthen ikke troværdig. Der indgår f. eks. ikke i beregningerne noget skøn over, hvor mange af de ca. 60 rådige pansemærbekæmpelsesvåben der overhovedet vil blive forsøgt afskudt af de formentlig temmelig kampuvante danske jenser, når de fra åbne skyttehuller skal engagere de kampvogne, der fra den skjulende krete 200 meter borte med skydende maskingeværer og 30-40 km/t kommer drønende ned mod den iøvrigt ubeskyttede stilling.
 
 
 
 
Uanset afstanden mellem kampstillingeme vil kun et mindre antal pansemærbekæmpelsesvåben kunne virke mod angrebsstyrken uden omgrupperinger. Og uden en hindring mellem fjenden og os, vil vi i fig. 2 situationen ikke have en chance for at omgruppere dele af frontenhedeme og den reserve, der helst skal indsættes 3-4 steder på én gang. Og hvad med frigørelsen, hvis fjenden, hvad der er sandsynligt, bryder igennem mere end et sted? I Kentaur-lederen er allerede anført, at der »vil blive flere tilfælde end hidtil, hvor en indsat enhed ikke kan frigøre sig selv, og heller ikke kan hjælpes fri alene ved ild«. Bataljonen har kun én reserve, og denne vil ofte have færre kampvogne, end hvad den gennembrudte fjende rader over. Det er, som lederskribenten forestiller sig, at de »flere tilfælde end hidtil« vil være forskudt i tid. Er der ingen hindring, som i det mindste kan sinke dele af angrebsstyrkerne, er det imidlertid meget sandsynligt, at tilfældene vil blive ikke alene flere, men også stort set samtidige. Facit: Uden hindring er bestemmelsen om kamp fra stilling, indtil en overlegen fjende er bragt til standsning, lotteri med de indsatte underafdelinger som indsats.
 
Og hvad er så problemet med den hindring? Det er simpelthen dette, at på øeme er der, målt i forholdet til behovet for faselinier i en udvigende kamp, kun et meget begrænset antal betydende, naturlige hindringer. Dette skal sammenholdes med, at hverken tiden i de mulige scenarier eller formentlig forsyningssituationen, såfremt et kystforsvar først er forberedt, tillader udbygning af større kunstige hindringer i forbindelse med sjællandske enheders henholdende/udvigende kamp. Kampen kan altså ikke som princip baseres på, at den skal støttes på hindringer. Retningslinier for henholdende/ udvigende kamp, som skitseret i den flere gange omtalte leder i Kentaur, gående ud på, at kampen endnu mere end efter hidtidig praksis koncentreres om faselinier, synes mildt sagt mindre hensigtsmæssige. På øeme har faselinier det ofte som koordinatlinier: De ses ofte ganske tydeligt på operations- kortet, i terrænet er de næppe erkendbare.
 
Jeg kan ikke se rettere, end at henholdende/udvigende kamp ført efter de i Kentaur skitserede retningslinier er blevet en - ikke for fjenden, men for os selv - afgørende kampform/-måde. Der tilstræbes igen og igen en afgørelse af absolut karakter over for en stærkere modstander på vilkår, som ikke er specielt gunstige for os (forberedelser i form af hindringer og felt- befæstninger). Dette må være imod den henholdende kamps formål. FRI foreskriver, at formålet kan nås ved angreb med begrænset mål, kamp efter forsvarskampens principper eller ved at fjendens fremtrængen sinkes under udnyttelse af det anviste rums fulde dybde, idet kampenhedeme kæmper udvigende kamp. Bliver den udvigende kamp nu til en række »afgørende« kampe om faselinier, kommer vi i vort reglementssystem til at mangle bestemmelser for, hvad vi skal gøre der, hvor angreb og forsvarskamp ikke ligger for, og hvor terrænet ikke åbner mulighed for indsættelse af enheder i faselinier til standsning af fjenden. Der må i vort reglementssystem være noget mindre ambitiøst, hvor faselinier tjener til samordning af ild og bevægelse, og hvor hovedparten af den nedsættelse af fjendens fremrykke- tempo, der tilstræbes, opnås gennem indsættelse af enheder med opgaven at sinke fjendens fremrykning i anviste rum. I modsætning til lederskribenten i Kentaur vil jeg hævde, at forstærkede infanterienheder er meget velegnede til sådanne »hit-and-run« opgaver, i hvert tilfælde mange steder på øerne: de mange bebyggelser, skovene, det småkuperede terræn, hegnede og et velfungerende hjemmeværn er de naturlige forudsætninger for noget sådant. Enhederne vil på denne måde ikke i det enkelte engagement kunne opnå så store gevinster som ved den nu reglementariske (R PNINFKMP) - men de vil have chancen for at gennemføre mere end ét. 
 
Konklusion
1. Fastholdes de nu i R PNINFKMP, kapitel 9 angivne principper, bør over for bataljon og brigade fastslås, at faselinier for omhandlede form for udvigende kamp kun kan placeres i tilslutning til væsentlige hindringer. R PNINFKMP bør i konsekvens herafrettes på flere steder (2).
2. Gennemføres rettelse af PNS BTN og FR I som skitseret i lederen i Kentaur 2/80 bør udarbejdes bestemmelser for en alternativ metode for henholdende/udvigende kamp til anvendelse de steder, hvor terrænet ikke åbner mulighed for hårdnakket kamp om faselinier (2).
 
 
Note 1.
Bemærk udtrykkene »føling« og »kampføling« som med definitioner og det hele via et i den forbindelse tilfældigt kapitel 9 i R PNINFKMP nu er blevet introduceret i hærens vokabularium. Man spørger sig selv, om vore reglementsskrivere intet har lært af de evindelige problemer omkring brugen af udtrykkene »henholdende kamp« og »udvigende kamp« (hvor ét udtryk havde været helt tilstrækkeligt) - men skolelærerne blandt dem kan måske ikke undvære den slags sproglige fælder som pædagogiske hjælpemidler? I hvert tilfælde stammer det overflødige udtryk »kampføling« mig bekendt fra én af hærens skoler. At »føling« nu er blevet defineret, gør i og for sig ikke noget, selv om man har brugt ordet uden definition og uden misforståelser i umindelige tider, men at »kampføling« er overflødigt ses måske af følgende to befalingseksempler:
- »De skal mellem FSL... og FSL... holde kampføling«, hvilket ved hjælp af R PNINFKMP kap. 9 må udlægges som: »De skal mellem FSL ... og FSL ... udover at observere mod og melde om fjendens forreste enheder tillige stræbe efter at tilføje ham tab uden at kompromittere egen kampkraft. De dele af Deres styrke, der indsættes hertil, afpasser deres bevægelser efter fjendens og udnytter herunder alle muligheder for ved ildoverfald at tilføje ham tab og/eller nedsætte hans fremiykketempo«.
 
- »De skal mellem FSL ... og FSL... holde føling og sinke fjenden«, hvilket ved hjælp af Foreløbige direktiver m.v. i tilslutning til feltreglementer, afsnit 1, må udlægges som: »De skal mellem FSL . . . og FSL . . . holde føling og modsætte Dem den fjendtlige bevægelse og tvinge den til nedsat tempo, uden at Deres egen styrkes kampkraft i sin helhed sættes på spil, med mindre opgavens løsning midlertidigt nødvendiggør dette».
 
Som man ser i eksempel to, er samme mening som i ét udtrykt ved kun nogle få ekstra, men til gengæld gammelkendte ord og anvendelse af nye, som vil kunne afstedkomme misforståelser eller pleonasmer. Skulle der være en nuanceforskel i de to udtryk, er den i hvert tilfælde så hårfin, at det med sikkerhed vil kunne give fortolkningsproblemer. Er læseren stadig i tvivl? Prøv at indsætte definitionerne fra henholdsvis Foreløbige direktiver m.v. og R PNINFKMP for såvel »sinke« som »kampføling« i den citerede sætning fra lederen i Kentaur! (»d.v.s. sinke fjenden under opretholdelse af kampføling«).
 
Note 2.
Oberstløjtnant N. J. Maarbjerg skriver i Militært tidsskrift jan. ’80 om samme emne: »Bataljonen skal fordele midlerne og stille opgaverne, ikke bare således, at der er rimelig udsigt til succes, men således, at der er en solidt kalkuleret sikkerhed for, at opgaverne kan løses. Dette er selvsagt lettest, når kampen kan støttes til et antal gode, naturlige hindringer. Mangler disse, må kampen oftest føres i hastigt tempo, d.v.s. med større afstand mellem de bag hinanden liggende kampstillinger og evt. et større islæt af kampføling i terrænet mellem dem«. Det ses, at Oberstløjtnanten og jeg er enige et langt stykke - men læses hans indlæg i sammenhæng med lederen i Kentaur, rejser den alligevel tvivl om, hvad de bebudede rettelser i PNS BTN vil omfatte. Kamp i hastigt tempo, betyder det kun noget for afstanden mellem FSL, eller har det også indvirkning på kravet om at standse fjenden ved disse? Større islæt af »kampføling« - betyder det, at det er her, kampens formål primært skal opnås, og skal også PNINF indsættes? Oberstløjtnanten afslutter med at pege på den eneste mulighed ud af det dilemma, som øernes geografi stiller: at afpasse midlerne efter de mål, som opstilles for kampen. Hvis dette er en opfordring til de materialanskaffende myndigheder, må svaret til oberstløjtnant Maarbjerg nok være, at det var mere realistisk, om reglementsskriveme afpassede vores taktik efter de muligheder vores materiel giver os.
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_110_aargang_jan.pdf
 
 
 

Litteraturliste

Del: