Et spørgsmål om værdier

En markedsandel på 85,8%! Hvilken erhvervsvirksomhed ville ikke ønske at have det? Så stor en procentdel af den danske befolkning mener, at forholdene i Danmark er værd at forsvare!
I oktober 1990 gennemførtes en undersøgelse af befolkningens forsvarsvilje1). Det var den niende i en række af regelmæssigt gennemførte undersøgelser siden maj 1975. Et repræsentativt udsnit af befolkningen i alderen 16 år og derover er hver gang blevet spurgt om syn på og holdninger til det militære forsvar.
Spørgsmålene er blevet stillet i forbindelse med løbende omnibusundersøgelser. Sammen med Socialforskningsinstituttet står Danmarks Statistik for indsamling og registrering af besvarelserne. Formuleringen af de enkelte spørgsmål er derimod sket ved Forsvarets Center for Lederskab, der løbende har offentliggjort resultaterne, første gang i marts 1977. De adspurgte stilles ialt otte spørgsmål. De fire første afspejler den grundlæggende forsvarsvilje. De resterende oplyser om holdningen til konsekvenserne heraf set i lyset af den til enhver tid aktuelle verdenssituation.
Først spørges der om, hvad den enkelte mener om forholdene i Danmark. Er de værd at forsvare mod et militært angreb? Der gives fire svarmuligheder: Ja, helt bestemt. Ja, det synes jeg vist. Nej, det synes jeg egentlig ikke, og Nej, bestemt ikke. Det er iøvrigt de samme svarmuligheder, der også gives til de følgende seks spørgsmål.
64% mener helt bestemt ja, 21,8% synes det vist. Ialt 85,8% svarer ja. Det er nøjagtig den samme samlede procentdel som ved forrige undersøgelse. Den fandt sted i oktober 1988, før Berlinmurens fald og før opbrudstendenserne slog rigtigt igennem i Østeuropa.
De følgende to spørgsmål går på, om man synes, at Danmark bør have et militært forsvar, og om der bør gøres væbnet modstand, hvis Danmark angribes. 80,6% svarer ja til det første, 72,6% ja til det andet af de to spørgsmål. Det er en meget svag stigning i ja-procenten i begge i forhold til oktober 1988.
 
Ved det sidste holdningsspørgsmål skal man tage stilling til, om man i tilfælde af en eventuel krig vil støtte landets forsvar i det omfang, man kan. Det vil 83,3%, hvilket er en lille nedgang i forhold til sidste undersøgelse. Den danske befolknings egentlige grundlæggende forsvarsvilje er således stort set uændret. Kun mellem 14,2 og 27,4% svarer nej til de enkelte af de første fire spørgsmål i undersøgelsen. Men den danske befolkning er ifølge besvarelserne af de følgende fire spørgsmål også både logisk og konsekvent i sin holdning til det militære forsvar. Den ændrede internationale situation gør sig gældende. Det viser sig, når den enkelte adspurgtes vilje til forsvar skal udmøntes i tiltro til den aktuelle betydning af det militære forsvar og i kravet til forsvarets styrke. Selvom et flertal svarer positivt på spørgsmål om det militære forsvars aktuelle betydning, er der dog sket et fald i ja-besvarelseme i forhold til 1988-undersøgelsen. 63,6% svarer således ja til, at forsvaret bidrager til at sikre freden for Danmark, 59,8% mener, at et mihtært forsvar er nødvendigt for at bevare Danmark som et selvstændigt land. Men kim 51,8% mener, at det er nødvendigt for Danmark at have et militært forsvar, for at landet kan gøre sine synspunkter gældende internationalt. Ved alle tre spørgsmål er der tale om en stigning i antallet af nej-besvarelser, fra 3,3 over 3,8 til 5,0%. Sidste spørgsmål lyder: Synes De, at forsvaret bør være stærkere end det er i dag? Hertil er der fem svarmuhgheder. To gange ja, meget henholdsvis noget stærkere. To gange nej, noget henholdsvis meget svagere. Og så muligheden for at konstatere, at forsvaret i dag har en passende styrke.
Det er der 60,7%, der mener, det har. 12% mener, det skal være stærkere. Kun 27,4% mener, det skal være svagere.
Det er iøvrigt samme procentandel, men ikke nødvendigvis de samme personer, der mener, at der ikke bør gøres væbnet modstand, hvis Danmark angribes.
Sammenligningerne mellem undersøgelsesresultaterne i forbindelse med befolkningens forsvarsvilje er naturligvis interessante derved, at de rækker over en tidsperiode med konkrete afrustningstiltag i vor del af verden. Det er endvidere interessant at sammenholde resultaterne med en undersøgelse i nærligen samme periode omfattende frivilligheden blandt de indkaldte militære værnepligtige2).
Forsvarets Center for Lederskab har gennemført tre undersøgelser heraf. Første gang i 1984. Anden gang i 1986, hvor tjenestetiden for de fleste blev forlænget. Og igen i 1990, hvor tjenestetiden igen blev nedsat, og iøvrigt blev forskellig alt efter, hvortil man blev indkaldt. Perioden er endvidere karakteriseret ved, at der er blevet indkaldt et stedse stigende antal unge mænd til aftjening af militær værnepligt i løbet af 80’erne. Andelen af unge mænd, der melder sig frivilligt til forsvaret, synes naturligt nok at være afhængig af, hvor mange af en årgang, der aktuelt står for indkaldelse. Indkaldes få, er frivillighedsprocenten høj, indkaldes mange, er den tilsvarende lav. Til gengæld synes tjenestetidens længde ikke at have den effekt på antallet af frivillige, man måske umiddelbart skulle tro. Antallet af frivillige til aftjening af militær værnepligt er i 1990 størst i de enheder, der har længst tjenestetid. En anden interessant detalje skal nævnes. Sætter man antallet af frivillige værnepligtige i årene 1984, 1986 og 1990 i relation til fødselsårgangenes størrelse 19 år tidligere, er procentdelen tilnærmelsesvis konstant. Ca. 15% af en årgang er ægte frivillige.
Dette kan være en forklaring på den store tilgang til Hjemmeværnet netop i de år, hvor der kun indkaldes få til aftjening af militær værnepligt. Den danske befolknings vilje til forsvar er tilsyneladende uafhængig af ydre forhold. Det er ikke et spørgsmål om en aktuel militær trussel eller ej. Forsvarsviljen er konstant og et udtryk for vilje til at værne om noget. Hvorledes forsvarsviljen kommer til udtryk er derimod en variabel størrelse. Hvor meget man finder relevant at betale til opretholdelse af f.eks. militære enheder, er helt naturligt afhængig af den aktuelle situation. Og her tæller såvel uden- som indenrigspolitiske forhold, herunder samfundsøkonomien, en afgørende rolle.
 
Hvorledes Danmarks militære forsvar skal udformes er genstand for en løbende debat.
På den ene side vil det være naturligt at tilgodese den store procentdel af den voksne danske befolkning, der i givet fald er rede til at værne om det, den finder værd at forsvare. Det betyder, at Danmark må have et militært forsvar, og at dette skal være troværdigt i det store flertal af befolkningens øjne.
På den anden side skal det militære forsvar til enhver tid, således som det iøvrigt altid har været tilfældet, ændres og omformes i takt med udviklingen såvel i det danske samfund som i verden iøvrigt.
Det spændende er, hvad kommer til at styre debatten? De værdier forsvarsviljen er udtryk for? Værdier, der hverken kan måles, tælles eller vejes. Eller frygten for eventuelle konsekvenser? Konsekvenser, som er langt mere håndgribelige. Dem kan man læse om i bøger og tidsskrifter.Og man præsenteres næsten dagligt for dem i form af nyheder i aviser og fjernsyn. Nyheder fra en urolig verden med ødelæggelser, død og lemlæstelse. For mennesker, der tænker økonomisk og rationelt, som geme vil sætte problemer på formler eller ind i økonomiske modeller, kan det være vanskeligt at forstå.
 
Det drejer sig ikke om at forsvare sig mod nogen. Det er dybest set et spørgsmål om at værne om noget! 
 
 
 
 
KILDER
1) »Befolkningens forsvarsvilje MAJ 75 - OKT 90«, FCLPUB 129, FEE 1991.
2) »Frivillighedsundersøgelse III«, FCLPUB 128, NOV 1990.
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:

Litteraturliste

Del: