Et FN under forbedring - en kommentar

I sidste nummer af Militært Tidsskrift beskrev oberstløjtnant P.K. Pedersen (PKP) bl.a. hans tjeneste som chef for det danske bidrag til FN-missionen i Etiopien/Eritrea – DANCON/SHIRBRIG/UNMEE. For èn, der til daglig har nær berøring med FN-systemet, gjorde det naturligvis lidt ondt at læse; ” Den største udfordring har derfor ikke været mødet med Afrika, men mødet med FN”. PKP’s beskrivelse af manglerne er desværre præcise og rigtige, men perspektivet kunne mistes, når man efterfølgende i en leder i Weekendavisen den 6. juli læser; ”De danske soldater kan fortælle, at alt som fungerer godt ved NATO-missioner, fungerer ringe eller slet ikke i FN-regi”. Hvis dette udsagn er konstrueret på baggrund af PKP’s artikel, så er det i realiteten at sammenligne æbler og pærer. PKP’s beskrivelse af FN’s svagheder relaterer sig hovedsageligt til det logistiske område. Et område, som NATO i de NATO-ledede operationer næsten udelukkende har overladt til de enkelte deltagende nationer. Deltager man i en NATO-operation er det op til nationen selv at forestå kontrahering af og betale for lejrområderne, at skaffe mad, diesel, kort osv. til soldaterne. Så i stedet for at sige at NATO er bedre – bør man vel i denne sammenhæng rettelig sige, at vi nationalt er bedre end FN – ja, for vi betaler, hvad det koster!

Foto: Forsvaret.dk

Der har siden FN’s oprettelse været enighed om, at udgifterne til ”driften” dækkes solidarisk af medlemslandene i forhold til betalingsevnen. Man har derfor i FN- systemet udviklet refusionsordninger for de troppebidragydende lande for visse forsyningsgenstande og bestemt, at andre forsyningsgenstande leveres af FN. Da det selvsagt er mere ”cost-effective”, at en leverandør leverer til 5000 mand end 10 leverandører leverer til hver især 500 mand, er det bestemt, at FN leverer fødevarer, drivmidler og vand til enhederne. Fsva. den øvrige logistik bliver vi f.eks. refunderet for transport til og fra missionsområdet, for tilvejebringelse af materiel og dets drift, for diverse tjenesteydelser, ligesom der udbetales et månedligt beløb på ca. 1000 USD for en soldat og hans personlige udrustning. Disse ordninger har vi i kraft af vores deltagelse i forskellige arbejdsgrupper selv været med til at udvikle, men desværre kræver de til tider en del bureaukrati.
En passant bør det nævnes, at afskaffede man disse refusionsordninger, ville FN ikke kunne løse sine opgaver, da det hovedsageligt er de fattige udviklingslande, som bidrager med styrkerne. Fik de ikke refusion, kunne de ikke deltage.

Hvorfor virkede det så ikke optimalt for DANCON/SHIRBRIG/UNMEE?
FN rådede ikke over tilstrækkeligt personale i hovedkvarteret i New York og det civile FN-personale, som blev sendt til UNMEE var måske ikke tilstrækkeligt uddannet. FN har ud over de ca. 44.000 militære og politifolk p.t. udsendt/ansat over 5000 civile i de 14 igangværende missioner. Det er de civile, som hovedsageligt forestår FN-logistikken. Ved oprettelse af nye operationer er det vanskeligt at skaffe kvalificeret civilt personale hurtigt. FN har ikke som NATO et hovedkvarter, som blot kan flyttes ud i marken. Personale skal rekrutteres, eller personale skal beordres fra andre steder i systemet. Det betyder, at man desværre ofte støder på ”glade amatører” eller ”gamle bureaukrater”.
FN er gennem de etablerede indkøbsprocedurer tvunget til at vælge den billigste løsning. Så hvis en leverandør i sit tilbud hævder, at han kan leve op til udbudsbetingelserne, er det vanskeligt ikke at tage det billigste tilbud. FN’s bestemmelser for fødevareopbevaring og transport er i øvrigt fuldt på højde med EU’s regulativer.
FN overvurderede sin evne at få materiel transporteret til missionsområdet, herunder bl.a. køretøjer osv. Tidsplanen for enhedernes ankomst skred. Hovedsageligt fordi de øvrige medlemslande uden for SHIRBRIG-kredsen ikke holdt, hvad de indledningsvis lovede.
I 90’erne var der en række sager om svindel med FN-midler. Bl.a. i medfør heraf etableredes en række procedurer for dokumentation for anvendelse af penge. Procedurerne virker desværre hæmmende på handlefriheden eller skaber uforholdsmæssig megen bureaukrati i missionsområdet. Til gengæld har de medført, at FN samlet synes at have godt styr på finanserne for de fredsbevarende budgetter. Et samlet budget som i 2001 vil være omkring 2,6 milliarder USD.
FN køber sine kort hos det amerikanske forsvar. Man har ikke ressourcer til at udarbejde egne kort. Uden at jeg har kunnet få det bekræftet i FN, skyldes utilsvarende kortgrundlag formentlig, at USA af en eller anden grund ikke havde bedre kortmateriale, og - af sikkerhedshensyn!? - ikke ville stille f.eks satellitfoto til rådighed for FN.
En førstegangsudsendelse er altid vanskelig. Vilkårene for soldaterne er ikke optimale fra starten. Det kan soldaterne i IFOR-1 eller KFOR-1 formentlig nok også skrive under på – selvom disse udsendelser skete i NATO-ramme. Der er indkøringsproblemer, og det var der desværre også i UNMEE.
 
Hvad er der så sket?

Med baggrund i den voksende byrde for FN’s hovedkvarter, herunder driften af de multifunktionelle missioner som UNMIK og UNTAET, gav generalsekretæren i begyndelsen af år 2000 et uvildigt panel, ledet af ambassadør Brahimi fra Algeriet, i opdrag at se på, hvorledes FN’s evne til at etablere, varetage driften af og nedlægge de fredsbevarende operationer kunne forbedres. Resultatet af arbejdet, den såkaldte Brahimi-rapport, udkom sidste år i august, og efter flere behandlingsrunder i FN’s diverse udvalg og komiteer syntes der nu at være bred enighed om implementering af en række væsentlige tiltag til forbedring af FN-systemet i denne sammenhæng.
Uden at gå i detaljer skal de vigtigste nævnes her:
 
·         Afdelingen for de fredsbevarende operationer i FN’s hovedkvarter i New York styrkes med ca. 250 personer. Hidtil har der været ca. 500 mennesker til foreståelse af driften af de 14 fredsbevarende operationer. Disse 500 mennesker har haft vidtrækkende opgaver, spændende fra strategisk og operativ planlægning, udfærdigelse af købskontrakter på materiel til udarbejdelse af kontrakter for hver enkelt person, der udsendes til de fredsbevarende operationer. Dette var helt utilstrækkeligt, og har givet været medvirkende til flaskehalse og dermed i sidste ende frustrationer i missionsområderne, fordi der generelt ikke var skred i sagerne.
·         Der oprettes registre på min. 100 mand for såvel militære som civile. Personale fra disse registre uddannes i relevante funktioner og kan aktiveres til udsendelse til en given mission inden for 14 dage. Danmark forventes at bidrage med et antal officerer til disse registre, og det er en væsentlig styrkelse af evnen til hurtig og kvalificeret udrykning.
·         Personaleregistrene komplementeres med oprettelse af en såkaldt strategisk materielreserve bestående af det specialmateriel, som er nødvendigt for oprettelse og drift af modtagefaciliteter og missionshovedkvarter. Det er også tanken, at materielreserven skal indeholde specialmateriel  til containerhåndtering og drift af mindre flyvepladser – alt sammen genstande, som det har vist sig, at FN’s medlemslande ikke har villet/kunnet bidrage med til de fredsbevarende operationer. Materiellet skal inden for 30 dage kunne tilgå en traditionel fredsbevarende operation som UNMEE og støtte en styrke på op til 5000 soldater og 500 observatører. Endvidere skal der sammensættes en pakke, som inden for 90 dage vil skulle kunne støtte en multifunktionel operation på op til 10.000 soldater og 1000 observatører eller politifolk. Sammensætningen af en materielpakkerne er ikke godkendt, men der synes enighed om, at der er behov for en større investering – måske i størrelsesordenen op til 1,5 mia kroner. Den eksakte sammensætning af en sådan materielpakke vil givet medføre en revurdering af , hvad det er nødvendigt for SHIRBRIG at medbringe til et missionsområde.
·         FN indkøbsprocedurer gås efter i sømmene. FN har allerede selv taget initiativ til etablering af såkaldte systemkontrakter med leverandører, som forpligter sig til at kunne levere en given ydelse inden for 14 dage, en måned eller 90 dage. Jo hurtigere jo dyrere – behovet bestemmer prisen. Havde der været systemkontrakter på tidspunktet for SHIRBRIG’s indsættelse, ville friske fødevarer sandsynligvis være kunnet leveret fra dag 1.   Der er mange andre tiltag, herunder inden for uddannelses- og træningsområdet, som forbedrer rammerne for FN’s mulighed for varetage planlægning og gennemførelse af de fredsbevarende operationer. Så nu er det op til medlemslandene at fylde dem ud bl.a. ved at sikre, at det personale vi stiller til rådighed i missionerne eller i hovedkvartererne er velkvalificerede, samt at vi stiller veludrustede og veluddannede enheder - som DANCON/SHIRBRIG/UNMEE.
 
Til sidst skal det lige nævnes, at vi for vort engagement i UNMEE af FN får refunderet i nærheden af 50 mio. kroner, idet det beløbsstørrelsen afhænger af den endelige opgørelse af omkostningerne. Herudover får vi betalt den nationale levering af fødevarer. Havde vi været indsat i NATO-ramme, havde dette beløb været 0 kroner – så lidt bureaukrati kan vel accepteres.
 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_130.aargang_nr.4_2001.pdf

Litteraturliste

Del: