En værnsfælles operativ kommando?

Nu da slaget om sammenlægningen af Forsvarsministeriet og Forsvarskommandoen er afsluttet, kan et nyt begynde. Næste skridt i reformen af forsvarets ledelse er en sammenlægning af de tre værns operative kommandoer under en operativ værnsfælles ledelse. En arbejdsgruppe nedsat af forsvarschefen har siden november 2012 puslet med, hvordan en sådan kan skrues sammen, og nu da vejen er banet for sammenlægningen af departement og kommando, må det forventes, at arbejdsgruppen snart kommer med sin indstilling.

Billede: forsvaret.dk, På forreste række fra venstre forsvarschefen, general Peter Bartram, chefen for Flyvertaktisk Kommando, generalmajor Henrik Røboe Dam og chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Agner Rokos.

Denne reform kan sagtens give lige så høj bølgegang, som beslutningen om at fusionere departementet og forsvarskommandoen skabte. Forslaget om at sammenlægge de operative kommandoer blev mødt af skarp kritik i samme sekund, som det blev fremsat af forsvarschef Peter Bartram. Kontreadmiral Jørn Olesen (pens) undrede sig dybt over forslaget og advarede på det kraftigste mod, at det blev gennemført. Det ville ifølge Olesen resultere i en mere kompliceret struktur og udvande fagligheden i de tre værn. Som Olesen argumenterer, har hvert værn siden murens fald bevist deres evne til at opstille og indsætte dygtige enheder i løsningen af såvel nationale som internationale opgaver. Olesen mener, at da der er stor forskel på at føre enheder til vands, til lands og i luften, er det afgørende for soldaternes evne til at løse deres opgaver professionelt, at de kan deres værnsspecifikke håndværk. [1] Da ansvaret for den faglige uddannelse og opstilling af enheder som følge heraf bør ligge ude hos de enkelte værn, så kan det ikke betale sig at oprette en værnsfælles kommando. Det vil blive for dyrt og for bureaukratisk, mener Olesen.  
At de enkelte værn skal kunne deres håndværk siger sig selv, men det fjerner ikke behovet for at tænke værnsfælles i de internationale operationer, der i dag er forsvarets adelsmærke. Forsvaret har taget første skridt med oprettelsen af Arktisk Kommando, som er værnsfælles i sin opbygning og virkemåde, og tiden er nu kommet til at gå resten af vejen. Med de vestlige styrkers voldsomme reduktion er behovet for at optimere den samlede effekt større end nogensinde. Internationalt ser man den værnsfælles tænkning som den umiddelbare mulighed for at opnå større effekt med stadigt mindre styrker. Her ser man ikke længere det enkelte værn som spillebrikken. Man opfatter i stedet styrkerne som komponenter i den samlede militære kapacitet. De tre af komponenterne er defineret ved deres primære operationsmiljø: Land, vand og luft. Værnskomponenterne dominerer fortsat de respektive miljøer, ikke mindst af traditionsårsager, men i princippet er alle blot underordnede komponenter i den samlede militære styrke. Og overlappet er meget mere markant end værnsgrænserne: Den maritime kan sagtens influere på land og i luften og luftkomponenten er i dag en så stærk en spiller på land og vand, at det ikke giver mening at opfatte land, som hærens ”ejendom”.
Derudover omfatter moderne militære styrker en stadig vigtigere komponent, specialoperationskomponenten. Denne komponent er kendetegnet ved dens funktion og ikke ved operationsmiljøet. Specialoperationskomponenten er værnsfælles af natur og ser ikke operationsmiljøer som begrænsende for deres mulighed for at skabe effekt, men alene som et medium at fremføre effekten gennem.
Forsvarets hidtidige operationer har været et produkt af den struktur, vi har i dag og af den historiske værnstænkning. De tre værn har stort set opereret hver for sig siden murens fald. Flådens enheder og Flyvevåbnets kampfly har stort set ikke arbejdet sammen med danske hær enheder på internationale operationer. I stedet har hvert værn indsat sine enheder hver for sig og samarbejdet med værnskolleger fra andre lande. Under den kolde krig undslog værnene sig for at arbejde værnsfælles med et argument om, ”at vi er for små til at arbejde værnsfælles”.
En væsentlig årsag hertil er givetvis, at sådanne pakker ikke hidtil har været efterspurgt fra vores internationale samarbejdspartnere. Men en del af grunden er også, at vi ikke har tilbudt dem sådanne pakker. Selvom udsendelser og materielanskaffelser i reglen begrundes med ønsker eller krav fra vores allierede, så foregår de fleste forespørgsler på den måde, at NATO, FN eller koalitionspartnere først uformelt spørger, hvad Danmark har lyst til at bidrage med førend de fremsender en officiel forespørgsel. Da vores allierede ikke ønsker at få et nej eller sætte den danske regering i forlegenhed, bliver Danmark typisk bedt om det, vi på forhånd har signaleret, at vi har lyst til at bidrage med. Hvis Danmark begyndte at udbyde værnsfælles pakker, ville de derfor også finde anvendelse.
Grunden til, at sådanne pakker ikke er blevet udbudt, skal findes i den eksisterende struktur, hvor hvert værn lever sit eget liv og ser internationale operationer gennem egne briller. Værnene tænker først og fremmest på, hvad de selv kan levere til internationale operationer og ikke på, hvordan de kan eventuelt kunne levere på tværs af værnene og på den måde opnå en større militær eller politisk effekt for de samme penge. Denne tendens er ikke blevet mindre i takt med, at forsvarets budgetter er blevet skåret ned. Det har ført til en intensiveret kamp værnene imellem for at sikre egne budgetter, nyt materiel, udsendelser af egne enheder for at demonstrere relevans osv.
Den værnsfælles tænkning kan som en konsekvens heraf ligge på et meget lille sted i dag, når vi taler styrkeindsættelser. Af samme grund kan man også forvente en solid skepsis fra alle tre værn med hensyn til at oprette en værnsfælles operativ kommando, da den vil reducere deres autonomi og råderum og kunne påvirke ressourceanvendelsen i forsvaret på en måde, som de enkelte værn ikke vil bifalde. De tre værn har derfor en fælles interesse i at sikre, at den nye kommando bliver så svag som muligt og ikke rokker ved den eksisterende magtbalance i forsvaret, hvor forsvarschefen i realiteten ikke kan gøre ret meget, hvis værnscheferne stiller sig på bagbenene. Hans primære rolle har til dato været at samordne og koordinere værnenes synspunkter og undgå alt for megen intern strid mellem dem. Forsvarschefens muligheder (og vilje) til at prioritere på en måde, som gik ud over den hellige værnsbalance har hidtil været begrænset.
En stor del af modstanden udspringer også af ren og skær vanetænkning, samt af den måde forsvaret uddanner sine officerer på. Netop fordi værnskulturen er så stærk og indgroet, er det næsten umuligt at bryde den uden markante ændringer af uddannelsen. Hidtil har værnene uddannet og indoktrineret de kommende officerer på egne officersskoler, hvor man grundlægger livslange handlemønstre og systemtænkning. Modstanden mod værnsfælles tænkning kommer primært fra den ældre del af officerskorpset, som allerede sidder på magten, hvorimod de yngre officerer ikke ser de samme store problemer i den værnsfælles tilgang. Derfor giver forsvarets kommende uddannelsesstruktur givetvis et håb om, at den værnsfælles tænkning kan blive de kommende generationer af officerers adelsmærke.
Allerede nu er værnenes kapaciteter så små, at f.eks. hæren i det nuværende forlig kun magter at udsende tre bataljonskampgrupper, altså ca. halvdelen af hvad f.eks. Jyske Dragonregiment bestod af ved murens fald. Vi er så tæt på den kritiske masse, at det med forventelige fremtidige reduktioner næppe længere giver mening at fastholde den rigide værnstænkning.
Uanset den massive modstand mod den værnsfælles kommando og mod uselvisk værnsfælles tænkning, så synes der ikke at være nogen vej uden om nogen af delene, hvis Danmark fortsat skal kunne opnå politiske effekter ved hjælp af forsvaret.
Hvis en ny værnsfælles operativ kommando skal kunne gøre en forskel og skubbe udviklingen i retning af mere værnsfælles indsættelser, skal den derfor have mulighed for om nødvendigt at kunne banke værnscheferne på plads. Det forudsætter, at chefen for denne kommando får en rang, der er højere end værnschefernes, og at den pågældende får en værnsfælles stab med kapacitet til at kunne udarbejde planlægge og lede de værnsfælles operationer, samt til at kunne rådgive de politiske beslutningstagere. Det siger sig selv, at denne stab også skal ind over større materielanskaffelser for at sikre, at disse giver mening i en værnsfælles ramme.
Danmarks problem vedrørende værnsfælles styrker er, at vores forsvar er nu så lille, at det ikke på kort sigt giver militær mening at lave værnsfælles bidrag med hæren, flyvevåbnet og søværnet. Det giver ikke megen militær mening at sammensætte f.eks. en tung pansret hærkampgruppe, kampfly, eller fregatter. Hvis de tre gamle værn skal kunne udsende værnsfælles styrkepakker af mere end symbolværdi, så vil det givetvis kræve en tidskrævende omorganisering af styrkerne, samt en mentalitetsændring gennem uddannelse af nye officerer. En af måderne kunne være, at hæren forlader tanken om at udsende tunge pansrede enheder, som vi alligevel ikke har råd til, og i stedet begynder at uddanne specialuddannet let infanteri, som kan operere sammen med de to andre værn. Fremtidens største udfordring for at opnå militær effekt er den såkaldte styrkeprojicering: at få enhederne ud til operationsområdet, forsyne og vedligeholde dem og få dem hjem igen. Med værnenes nuværende sammensætning og tankegang, er Danmarks muligheder for dette yderst begrænsede.
Men der er et område, hvor Danmark med de eksisterende kapaciteter umiddelbart kan udsende værnsfælles pakker, der giver mening. Det er på specialoperationsområdet. Hvor det ikke giver militær mening at sammensætte f.eks. et Herculesfly og et infanterikompagni, så giver det megen mening at sammensætte selv lille en specialoperationsenhed, fordi disse styrker er rettet mod højt prioriterede strategiske mål i modsætning til værnenes enheders normale taktiske mål. Forsvarsakademiet har en serie briefs behandlet de strategiske muligheder, som specialoperationer giver en lille stat som Danmark. [2]
Det er politisk besluttet, at Danmark skal have en værnsfælles operativ kommando og en specialoperationskommando. Dermed skal der jo iværksættes en struktur og doktrinudvikling, som faktisk skaber en fremtidig værnsfælles tænkning. Den mulige struktur behandles her til sidst.
Der er betydelig modstand i forsvarets rækker mod både den værnsfælles kommando og mod specialoperationskommandoen. Modstanden stammer som nævnt – udover vanetænkningen – fra værnenes modvilje mod at afgive kontrol og ressourcer. Det vil tage mange år at ændre denne tænkning og at ændre værnenes sammensætning, så det giver mening at tilbyde værnsfælles styrker til internationale operationer. Men en sådan udvikling er uomgængelig, hvis forsvarets skal kunne levere andet end klatvise bidrag fra de fortsat skrumpende værn. Forsvarsbudgettet bliver ikke større. Driftsomkostninger og materielpriser vil fortsat stige med 10-15 % om året.
I dette, de store hanelefanters spil, vil den nye grimme ælling, specialoperationskommandoen blive forsøgt knust i magtkampene og den institutionelle modstand. Den er i forvejen uønsket af forsvaret; adskillige af forsvarets topledere har uofficielt erklæret, at de ikke ønsker en specialoperationskommando, og at de betragter den som en gøgeunge. Men specialoperationer er et område, hvor Danmark med de eksisterende kapaciteter umiddelbart kan sammensætte og udsende et værnsfælles bidrag, som kan give store strategisk effekt og høste stor anerkendelse bl.a. hos USA. Specialoperationsstyrker er værnsfælles af natur og de opererer værnsfælles.
Derfor kan Danmark med fordel organisere det nye værnsfælles forsvar på samme måde som Canada, som i den seneste forsvarsreform har opstillet en værnsfælles kommando bestående af de tre ”gamle” værn og en selvstændig specialoperationskommando. Canada har med denne struktur anerkendt, at specialoperationskapaciteten kræver en særlig beskyttelse, hvis den skal kunne udfolde sig og ikke skal blive knust i den værnsrivalisering og vanetænkning, som vil præge den værnsfælles kommando i de første mange år.
Danmark bør vælge samme struktur, så der ikke glider os en oplagt strategisk handlemulighed af hænde i den betydelige årrække, det vil tage at ændre værnstænkning til værnsfælles tænkning.

______________________________

[1]  http://www.b.dk/kronikker/et-skarpt-men-stadig-professionelt-forsvar
[2]  Disse briefs kan hentes her: http://forsvaret.dk/FAK/Publikationer/Briefs/Pages/Forsvarsakademiet%20B...

 

Litteraturliste

Kommentarer

Kan I uddybe med nogle konkrete eksempler på hvordan den fremtidige værnsfælles tilgang skal adskille sig fra den nuværende? Bortset fra SOF må der være mere i det, end at Hæren skal holde op med at udsende tunge pansrede enheder. Jeg forstår argumentet om en mentalitetsændring i retning af maksimal effekt i stedet for suboptimering, men det er jo ikke noget nyt budskab eller noget der i sig selv berettiger en værnsfælles operativ kommando.

Når vi har tre værn, hænger det for mig at se primært sammen med at det er det der giver mening ud fra en uddannelsesmæssig sammenhæng. Derfor er det også næsten givet at den fremtidige officersuddanelse ikke bliver særligt værnsfælles i sit indhold, uagtet at man måtte samle alle officersskolerne under FAK. Værnsopdelingen giver ganske rigtigt nogle lidt underlige grænsedragninger og anledning til ressourcekampe i den operative struktur, men jeg er tilbøjelig til at kalde dette et rammevilkår i en verden hvor officererne samtidig skal have en dyb faglighed i de spidse ender.

Det primære argument for at slå de operative kommandoer sammen er at spare administrations- og etablissementsomkostninger. Forsvarets operative opbygning er i dag baseret på en klassisk produktorganisation med en divisionalisering inden for de tre værn hvilket ganske rigtigt nemt kan føre til problemer med suboptimering og magtkampe mellem hanelefanter, men ikke desto mindre er en meget driftsikker og pålidelig organisationsform. I en ideel verden kan en funktionsorganisation give en mere optimal ressourceanvendelse, men det er samtidig en meget risikabel organisationsform som for at virke forudsætter en hidtil uset enighed om organisationens mål og gensidig tillid blandt medarbejderne. Min frygt er at vi går fra en organisationsform hvor vi på trods af suboptimering og magtkampe får løst opgaven, til en organisation som på grund af suboptimering og magtkampe ikke vil være i stand til at gøre det samme.

Problemet er at Forsvarets operative opgaver er så alsidige at en eller anden form for divisionalisering synes at være nødvendig for at medarbejderne kan blive enige om hvad målet egentlig er. Når Arktisk Kommando kan hænge sammen, skyldes det netop at opgavespektret er så forholdsvist begrænset at alle medarbejdere kan forstå deres egen rolle i helheden og kan se hvad missionen går ud på. Det samme vil formentlig gøre sig gældende for SOF-kommandoen. Den værnsfælles operative kommando, derimod, vil være en mastodont som skal spænde over meget forskelligeartede opgaver som kun på et meget overordnet niveau har noget med hinanden at gøre. Alene det faktum at Søværnet og Flyvevåbnet bruger voldsomt mange ressourcer på nationale fredstidsopgaver, mens Hæren operativt fokuserer nærmest udelukkende på INTOPS, indeholder alt det potentiale der skal til for at skabe en kamp om generalens opmærksomhed og velvilje.[1]

Det reelle spørgsmål er således ikke hvorvidt der skal være en divisionalisering, men hvordan den skal se ud. Det mest oplagte er nok en fortsættelse af den nuværende værnsorganisation, blot tilføjet en værnsfælles overfrakke. Og så er vi jo sådan set ved at være lige vidt i forhold til der hvor vi er i dag.[2]

-----------------

 

[1] Det forekommer mig at I måske har glemt den nationale dimension i Forsvarets opgaveløsning.

[2] En dimensionering i forhold til hhv. NATOPS og INTOPS kunne være spændende, men det er ikke noget jeg har analyseret til bunds.

Del: