En kommentar til »Egne forhold«

Jeg har altid hyldet det princip, at man skal lade personer være i fred, når de er ved at gennemføre et sindelagsskifte, især da hvis dette sindelagsskifte går i retning af noget fornuftigt. Ikke noget med »hvad sagde jeg?« o.s.v. Det var derfor med »tavs tilfredshed«, at jeg læste oberstløjtnant Clemmesens (C) indlæg i MT februar-nummeret om anvendelse af historien i hærens officersuddannelse. Jeg var ikke ganske enig i alle de fremførte synspunkter, men meget enig i hovedsigtet: at den væsentligste del af undervisningen i krigshistorie på officersskolerne bør helliges et »studie af mennesket i krig«. I de grundlæggende officersuddannelser bør faget krigshistorie knyttes snævert til faget taktik for bl.a. at benyttes til en jordnær illustration af krigens principper, en forståelse af krigens væsen og belastninger samt - vigtigst af alt - være et uddannelseshjælpemiddel, når krigens mangeartede friktioner og deres imødegåelse skal drøftes med kadetter og elever.

Vi er en del, der har haft disse synspunkter i årevis og har efter fattig evne søgt at praktisere dem. At synspunkterne nu også blev bakket op af en tidligere lærer i krigshistorie ved Hærens Officersskole, var kun glædeligt. Når jeg ikke synes, at jeg kan opretholde den »tavse tilfredshed« efter at have læst fortsættelsesartiklen om »egne forhold« i MT oktober-nummer, skyldes det primært en følelse af, at jeg nok alligevel ikke har forstået C’s intentioner med krigshistorien rigtigt. I artiklen om egne forhold efterlader C det indtryk, at vi i taktikuddannelsen på Hærens Officersskole primært søger at presse reglementariske principper ned over enhver tænkehg taktisk situation. Der er ingenting at forstå - et reglement er et reglement o.s.v. Denne opfattelse er ganske forkert. 

Man skal vide, hvad der står i reglementerne (de er i øvrigt gode og velskrevne for langt de flestes vedkommende) for at kunne afvige fra de reglementariske bestemmelser, når situationen kræver det. Det er i al beskedenhed overskriften for taktikuddannelsen ved Hærens Officersskole. De reglementariske principper er ikke et mål i sig selv, men er værktøjer, der skal anvendes situationsbestemt. Man skaber ikke professionalisme alene ved at sætte sig ind i friktioner på kamppladsen. Det er måske i denne forbindelse værd at ihukomme sig Frederik den Stores ord om, at han havde nogle muldyr i sin hær, som havde deltaget i 40 slag, men de er ikke desto mindre stadigvæk muldyr. Den sande professionalisme kræver viden og færdighed, herunder også reglementarisk viden. For at forebygge enhver misforståelse skal anføres, at man naturligvis ikke bliver professionel alene ved at være elev på en skole; men grundlaget for professionalismen skal skabes dér. Videre i artiklen om egne forhold slår C tU lyd for, at designerede chefer skal tvinges til at gennemføre en årlig tilbundsgående analyse af deres enheds forhold. Jeg tror faktisk på, at de fleste designerede chefer allerede gennemfører en sådan analyse. Kunsten er jo imidlertid ikke at fare frem med bål og brand over for både foresatte og efterstående, men at finde brugbare løsninger med rådigt personel og materiel. Hermed være ikke sagt, at kritisable forhold ikke skal påpeges og søges rettet. Lad mig slutte med et lille eksempel fra krigshistorien. Hvis oberst Siilasvuo i december 1939 ved Suomussalmi havde sat sig hen og havde analyseret sine muligheder - jf. C’s recept - for at standse og tilintetgøre de fremrykkende russiske divisioner med sine få og dårligt udrustede soldater, så ville andre end oberst Siillasvuo nok være kommet til det resultat, at han stod over for en uløseUg opgave. Opgaven blev som bekendt løst. Krigshistorien er heldigvis fuld af eksempler på, at hvor der er vilje, er der også vej. Endnu en årsag til, at undervisning i krigshistorie er et uundværUgt led i enhver officersuddannelse. 

 

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_117_aargang_jan.pdf

Litteraturliste

Del:

Emneord