En kommentar

Direktør V.M. Güntelbergs artikel "Forsvarets nye rolle" har været interessant læsning.
Princippet i artiklens indkredsning af fremtidens sikkerhedspolitiske scenarier kan jeg tilslutte mig. Det er vigtigt at gøre sig klart, at der kan være vide spillerum, og at udviklingen kan ske med en hastighed, der overstiger evnen til at tilpasse forsvarspolitikken og - især - forsvarets organisation og uddannelse. Det betyder ikke, at forsvaret ikke kan justeres i takt med den sikkerhedspolitiske udvikling. Men i fredelige tider må forsvaret ikke beskæres mere, end at det kan tilpasses "værste fald" inden for den relevante varslingstid. Og i ufredelige tider, hvor forsvarets kvalitet, kvantitet og beredskab maksimeres, skal muligheden for en fornuftig neddrosling være tilstede, hvis det - som alle vel håber - lykkes at vende situationen i positiv retning.
At finde den rette midtnormal er imidlertid en kompliceret sag, for ligningens elementer er funktioner af hinanden. Vælger man f.eks. i lyset af et forøget varsel at reducere beredskab og/ eller styrkeniveau, betyder det samtidigt at varslingstiden reduceres. For nu kan en evt. angriber nøjes med færre styrker, og klargøringen af dem kan lettere skjules. Man kan altså ikke tage den fulde gevinst af en forøget varslingstid hjem.
Det er bl.a. sådanne komplicerede regnestykker "Udvalget vedrørende forsvarets udvikling m.v." forventes nu at gå igang med. I den forbindelse er det næppe særligt formålstjenligt, at direktør Giintelberg, der selv er medlem af udvalget, forlods udsender en konklusion - hvor eksempelvis den end fremstilles.
Da der nu er opridset en eksempelvis struktur for fremtidens forsvar, føler jeg mig imidlertid nødsaget til at kommentere den. For ligeså enig jeg kan være i princippet om at opbygge en vifte af sikkerhedspolitiske scenarier, ligeså skeptisk er jeg over for de organisationsforslag, der uden særlige mellem regninger er artiklens konklusion. Lad mig nævne et par eksempler.
 
I ethvert udviklingsspektrum må en nations evne til at forsvare eget territorium være det bærende. Hermed signalerer man til omverdenen - allierede som potentielle modstandere - hvilken vægt, man lægger på at bevare sin frihed. Behovet for et stærkt, nationalt forsvar er formentlig størst i scenarier uden eller med svage alliancer. Men også inden for en stærk alliance anses evnen til at kunne forsvare sig selv for væsentlig. I NATO’s kommende styrkestruktur forventes mere den 2/3 af styrkerne at skulle tilhøre kategorien Main Defence Forces, d.v.s. de nationale eller udstationerede styrker, der direkte skal forsvare de europæiske medlemslande.
De "nationale hærstyrker" i Giintelbergs model består af lettere infanteribrigader med få kampvogne og helikoptere og med fire måneders værnepligt som uddannelsesmæssig baggrund. På den tid kan man øve soldaten i at optræde som enkeltmand, i gruppe og til nød deling, men uden nogen form for rutinering. Aktiviteter i større ramme kan ikke gennemføres, hvilket betyder at chefer, stabe og føringsenheder ikke kan øves under feltforhold. Det samme gælder samspillet mellem de forskeUige tjenestegrene i brigaden.
Resultatet af en sådan uddannelse er ikke en brigade, men en række utilstrækkeligt uddannede enkeltpersoner, som p.g.a. den manglende rutinering hurtigt vil glemme deres færdigheder efter hjemsendelse. Der er ikke tale om, at det forsømte kan indhentes på de 5-7 måneder, hvormed uddannelsen foreslås afkortet i forhold til nu. Den skal reelt starte forfra i tilfælde af mobilisering og tilmed ved hjælp af et lige så urutineret befalingsmandskorps.
Tilsvarende problemer vil opstå på materielsiden, hvor mulighederne for at anskaffe og dernæst uddanne på det kampafgørende materiel vil være små selv med en ekstrem lang varslingsperiode.
 
Også Güntelbergs forslag til hærens bidrag til "alhanceforsvaret" giver mig betænkeligheder. En Bataljonskampgruppe med artilleri, helikoptere, luftforsvar, EW-styrker, forsyningsstyrker og transportmuligheder er en hybrid, der passer dårligt ind i alle NATO-landes nuværende hærkoncepter, incl. Danmarks. Her integreres tjenestegrenene tidligst på brigadeniveau, og der er ingen tegn på ændring af dette forhold. Heller ikke i NATO’s nye Reaction Forces vil der være en naturlig plads til en sådan enhed, idet de nationale bidrag vil bestå af homogene enheder, der derefter sammensættes til brigader, divisioner eller korps.
Det er også en dårlig idé at lade en lille, atypisk enhed være bærer af hærens teknologiske udvikling. Tværtimod bør det være det "nationale forsvar", der er førende på de uddannelsesmæssige og teknologiske områder, således at bidragene til "allianceforsvaret" kan tages herfra efter behov.
 
Den rutinemæssige sammenkædning mellem højteknologi og stampersonelenheder er en svaghed ved udredningen. Moderne våbensystemer og materiel udmærker sig ofte ved en meget enkel betjening. Desuden er vore dages værnepligtige som alle andre unge vokset op i computeralderen og derfor i besiddelse af en god del teknisk flair. Derfor kan mange "højteknologiske" enheder uden problemer opstilles af værnepligtige. Det er hensigtsmæssigt at opstille enkelte stampersonelenheder i hæren, som det for tiden er tilfældet i de særhge skoleenheder. Jægerkorpset m.fl. Det sikrer et permanent højere beredskab, skulle et bidrag til "allianceforsvaret" blive nødvendigt. Men det må ikke ske på bekostning af "det nationale forsvar". Det er de veluddannede, veludrustede, mobiliserede væmepligtsenheder, der batter, hvis det bliver nødvendigt at forsvare Danmark. Forøvrigt har vi også gode erfaringer med at anvende værnepligtige uden for landets grænser i diverse FN-operationer.
Sammenfattende er det min opfattelse, at Giintelberg i overgangen fra de sikkerhedspolitiske scenarier til de organisatoriske modeller i for ringe grad tager hensyn til Interaktionen mellem de to sæt faktorer. Ved at tilpasse forsvaret til en efter min opfattelse for gunstigt valgt sikkerhedspolitisk midtnormal, ændres de sikkerhedspolitiske forhold i ugunstig retning. Den hær, Giintelberg foreslår, er en dårlig hær, måske endda en ubrugelig hær, som kun kan bringes på fode gennem en langvarig og kostbar indsats. Det betyder, at risikoen for aggression mod Danmark stiger, fordi den nu kan ske med kort varsel og med små styrker.
Til sidst et par ord om alliancesolidaritet. Det kan se besnærende ud, når der i forslaget opereres med bidrag til "allianceforsvaret" fra alle tre værn, omend hærens del heraf som nævnt kan synes som en hund i et spil kegler. Men når bidraget ydes på bekostning af evnen til nationalt selvforsvar, bliver det meningsløst. Alliancen vil være mest tjent med, at midlerne primært bruges til et tilstrækkeligt nationalt forsvar, som har evne til at afskrække et angreb med kortere varsel og til at modtage forstærkninger, hvis tyngden i aggressionen opbygges mod vort område. Et forsvar opbygget efter den model har også evnen til at hjælpe alliancepartnerne, hvis en angribers tyngde opbygges over for dem.
Heller ikke den meget konsekvente udpegning af Forbundsrepublikken og Polen som nyt forterræn for Danmark er udtryk for alliancesolidaritet. Både Holland, Belgien og England bidrog tidligere til det fremskudte forsvar af Forbundsrepublikken, dels af solidaritetshensyn, dels i egen interesse. På samme måde vil det fortsat være i dansk interesse at bidrage til forsvaret af Forbundsrepublikken og i Østersøen, også selvom området er udvidet med "de fem nye lande". Begrænses vort hærbidrag til en "besværlig” bataljonskampgruppe og én - evt. flere - svage infanteribrigader, er det dels udtryk for svækket solidaritet, dels ensbetydende med svækket indflydelse i alliancen. Her måler man stadig bidrag i divisioner.
Endelig savner jeg opretholdelsen af evnen til at virke som baseområde for allierede enheder og en stillingtagen til atomafskrækkelsen, som - sammen med tilstrækkelige konventionelle styrker - i en overskuelig tid vil vedblive at være den bedste garant mod krig.
 
Har mine kommentarer fået en lidt negativ klang, skyldes det ikke forsøg på at bremse debatten om dette spændende spørgsmål. Det skyldes heller ikke manglende anerkendelse af det arbejde, der er lagt i udredningen. Men jeg finder det betænkeligt på et utilstrækkeligt analysegrundlag at male drømmebilleder af en ny og billigere rolle for forsvaret. Det kan skabe falske forhåbninger samt skuffelser, når visionerne alligevel ikke kan realiseres.
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 
 

Litteraturliste

Del: