En betydningsløs episode eller det indirekte spørgsmål om moral

Chefen for 2/I/Den kongelige Livgarde, major Erling Johs. Heidler, har tilegnet denne artikel alle øvelsesplanlæggere og prioritetsgivere fra en kompagnichef i forreste linie. Det er der, hvor »En betydningsløs episode« kan have afgørende betydning.

 

Episoden 
Den 16. september 1984 kl. 13.00 Z (d.v.s. søndag eftermiddag). Øvelse »Bold Gannet«. Sydøstkanten af Ørslev, ca. 5 km nordøst for Vordingborg. Konstabelen har tilbragt ialt 43 timer i det samme skyttehul. Nabokompagniet har været i kamp med fjenden. Konstabelen har hørt lidt skyderi og set lidt røg. Vort kompagni - og konstabelen - har ellers ikke set skyggen af eller hørt noget som helst til fjenden i de 43 timer. Men konstabelen er - trods de 43 timer i hullet - fortsat vågen. Han opdager en fjendtlig pansret mandskabsvogn, næsten usynlig, gemt bag et hegn i en afstand af 3-4 km, sløret dels af solens skin i disen dels af fra halmafbrænding fra en mark. Fjenden har al mulig grund til at tro, at han ikke er opdaget. Kompagnichefen kommer på en inspektionsrunde - tilfældigt - til konstabelens deling og kommer - tilfældigvis netop på dette tidspunkt, ledsaget af delingsføreren - forbi konstabelen i hullet. Kompagnichefen stiller de sædvanlige spørgsmål: »Nå, hvordan går det her«? og »Har De set noget«? og forventer naturligvis de sædvanlige svar: »Godt, hr. major«! og »Næh«! Men konstabelen beretter om sit fund og søger at udpege målet. I begyndelsen er der ingen, som rigtigt tror på ham. Man kan jo ikke se noget. Han må vist have set syner?

Men konstabelen er stædig, og til sidst går det da også op for alle de andre, at der rent faktisk holder en pansret mandskabsvogn gemt i hegnet. Kompagnichefen kan bekræfte, at der ikke er egne styrker derude, altså kan det kun være en fjende. Kompagnichefen lader derefter de andre delinger skærpe opmærksomheden mod området, og i løbet af en halv times tid lykkes det at lokalisere 2-3 fjendtlige delinger godt gemt og sløret i et område bag hegnet begrænset til 3-4 gårde. Kompagnichefen påkalder artilleri over området, men da det ikke markeres, og da der ikke er kampdommere til rådighed, kan hverken fjenden eller kompagniet - eller konstabelen - se, høre eller føle nogen virkning.
 
Det lykkes for kompagnichefen at fremskaffe en FAC (Forward Air ControUer), som oven i købet til lejligheden optræder rimeligt feltmæssigt korrekt.
Konstabelen - og de andre konstabler - liver op. Nu sker der - efter 43 timer i hullerne - endeligt noget. FAC’en erkender målet og erklærer, at det er et meget egnet mål for fly. Han har mulighed for a;t indsætte 2 stk. »A10, Thunderbolt«-nærstøtte- fly, som vi har lært konstablerne er »supervelegnede« til nedkæmpelse af netop sådan et mål. FAC’en melder, at flyene vil være i området om 2-4 minutter. Konstablerne er helt oppe på mærkerne. Så kan det alligevel betale sig at være vågne efter 43 timer i hullerne. Der går 6-7 minutter. Kompagnichefen spørger FAC’en: »Hvornår«? FAC’en melder - også selv noget skuffet - at de 2 »A lO’ere« i sidste øjeblik blev omdirigeret til anvendelse til støtte for de engelske forstærk- ningsstyrker. Antiklimaks. »Pokkers også«! Det var ærgerligt, når nu alle vilkår var perfekte. Mindre ærgerligt bliver det ikke, da kompagniets fremskudte deling 2 timer senere angribes af netop de fjender, som vi ikke fik lejlighed til at angribe og nedkæmpe med fly. Angrebet medfører, at delingen må gå tilbage, og at fjenden således får lejlighed til at erkende kompagniets hovedstillinger før mørkefald. Konstabelen ser det hele fra sit hul.
 
Moralen
Det havde været rart, om konstabelens melding havde medført en synlig reaktion. Så havde konstablerne nok i fremtiden lidt bedre kunnet forstå betydningen af også at være vågne i hullerne - selv efter 43 timers venten. Ønsket om at gøre livet interessantere for de udenlandske forstærknings- enheder - som nok har set en »A 10’er« i funktion tidligere - gjorde denne søndag eftermiddag livet om muligt endnu mere trist og uforståeligt for konstabelen i hullet - som måske aldrig igen vil få chance for at se en »A 10’er«, som han selv har været med til at sætte i funktion. Den disposition - som selvfølgelig kan have mange andre gode årsager - koster i virkeligheden kompagnichefen langt mere i form af tab af moral m.v. hos mandskabet, end han kan vinde hjem igen på en hel uges koncentreret undervisning - som han i parentes bemærket ikke har til rådighed før engang midt i november, d.v.s. om ca. 2 måneder. Hvad er mon vigtigst, når en øvelse skal tilrettelægges? Er det at give de udenlandske forstærkninger et godt indtryk, eller var det mon bedre at arbejde for at gøre øvelsen til en virkelig oplevelse for vore egne soldater? 
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 
 

Litteraturliste

Del: