Efterkrigsårenes strategier

Den følgende artikel er udarbejdet som eksamensopgave af søkadet J. Olsen, Søværnets Oficersskole i december 1970.

 

Strategi
»Die Taktik ist die Lehre von Gebrauche der Streitkrafte im Gefecht, die Strategie die Lehre von Gebrauche der Gefechte zum Zwecke des Krie- ges.1« Dette citat stammer fra den preussiske general Clausewitz og blev fremført i hans bog Vom Kriege i 1832. Definitionen blev fremsat udfra de forudsætninger, der var gældende på dette tidspunkt - d.v.s. umiddelbart efter Napoleonskrigene - og må naturligt ses i lyset heraf. Clausewitz betragtede krig som et »rational instrument of national policy«.2 Enhver krig føres mellem suveræne stater, med et bestemt mål bestemt af den suveræne stats politik, og om krigen føres eller ikke, afgøres af om målet er prisen værd. Dette syn på krigen - der udelukkende er en total krig (d.v.s. ført med alle for staten til rådighed stående midler) - deltes af det meste af verden op til efter anden verdenskrig. Krig var en uundgåelig nødvendighed og der var to muligheder: Sejr eller nederlag, totalt herredømme eller fuldstændig underkastelse. Når krigen var afsluttet, ville den sejrende part så kunne gøre sin vilje gældende på den overvundne part.3

Verdenssituationen i 1945 gjorde imidlertid, at dette idékompleks måtte tages op til revision. Atomvåbnene var fremkommet; udenrigspolitiken var for alvor blevet verdensomspændende; USA stod som den verdens- dominerende stormagt; de tidligere kolonimagters svagheder var blevet åbenbare; og voksende national bevidsthed gjorde sig gældende verden over.4 De historiske realiteter stillede strategeme over for tre problemer: 1) Hvorledes skulle atomvåbnene tilpasses i doktrinerne for krigsførelse? 2) Atomvåbnene havde øjeblikkelig fået en afskrækkende (d.v.s. diplomatisk anvendelse beregnet på at forhindre militær anvendelse) funktion. Hvorledes ville dette influere på forholdet mellem krig og fred, for det første, og for det andet hvorledes ville dette influere på de forskellige former for konflikt? 3) Det havde allerede vist sig, at atomvåbnene ikke gav fred gennem frygt, og ligeledes at de ikke havde udelukket enhver form for magtpolitik. Strategeme var altså ikke længere i stand til at nøjes med Clausewitz’ snævre definition. Begrebet strategi måtte nyformuleres?

Ordet strategi bruges nutildags ofte, strategi og »policy« er blevet nærlig det samme i daglig tale. Denne definition er dog i modsætning til Clausewitz’ for bred, fordi den overhovedet ikke omfatter den militære magtfaktor, og flere har da også prøvet at give en bedre: Liddell Hart ligger tæt op ad Clausewitz, idet han mener strategi er »the art of distributing and applying military means to fulfil the ends of policy«.5 Den franske general André Beaufre siger »the art of the dialectic of two opposing wills using force to resolve their dispute«,6 og er næsten enig med Raymond Aron, der kalder strategi »the action in cases in which the rules effectively observed do not exclude recourse to armed force«.7 Strategi vil i dette skrift blive set i lyset af de to sidste definitioner. Endelig må vi heller ikke glemme Napoleon, der har sagt om strategi: »Strategi er en simpel kunst, det er kun et spørgsmål om udførelse«.8

Nuclear Innocence
Under anden verdenskrig havde de allierede stormagter haft adskillige konferencer med hinanden, på hvilke man havde diskuteret krigsførelsen og den kommende verden. Til trods herfor gled vest- og østmagterne alligevel hurtigt fra hinanden efter krigens ophør, væsentligt fordi de ikke havde krigen til at »holde« dem sammen, og fordi man havde divergerende politiske interesser og forskellig beslutningsbaggrund.9 Kommunikationen mellem stormagterne blev ikke opretholdt og meget hurtigt udkrystalliseredes den tidligere koalition til en konfrontation mellem USA og Sovjetunionen. Forårsaget af kommunismens fremtrængen i Europa dannede den vestlige verden sig et billede af Sovjetunionen som en uforsonlig og agressiv stat, der udbredte kommunismen overalt på jorden, og hvis rænker var synlige bag enhver forstyrrelse af verdensstabiliteten.10 USA var den eneste stat, der besad atomvåben og tilhørende fremføringsmidler, og de amerikanske politikere holdt derfor i overensstemmelse med tidligere tænkning fast ved alternativet: Fred under atombomben eller total krig med atombomben, idet dennes fremkomst havde forsynet politikerne med et motiv for kraftig nedrustning med hensyn til konventionelle våben.11 Nye strategiske ideer var endnu ikke trængt igennem til praktisk politik, og da USA’s lagre af atomvåben heller ikke var overvældende, forestillede mange sig stadig en krig lig den forrige,12 og det var på baggrund heraf, at vestmagterne i 1949 dannede NATO - samme år som russerne sprængte den første atombombe. De militære ledere i NATO måtte bygge deres forsvar på, hvad de havde til rådighed d.v.s. konventionelle styrker, og ikke på en fremtidig atomstyrke. På den anden side ønskede man at indlemme den allerede eksisterende amerikanske atomstyrke i forsvaret af Vest-Europa.13 Ruslands svar på denne »vestlige« atomstyrke var, at man udadtil gjorde alt for at forklejne våbnets værdi, medens man indadtil iværksatte alle mulige foranstaltninger for at sikre at Sovjetunionen så hurtigt som muligt ligeledes kom i besiddelse af disse våben. Omfanget af disse bestræbelser ses vel tydeligst deri, at russerne sprængte deres første brintbombe kun få måneder efter amerikanerne.14 »Nuclear Innocence« kaldes denne første efterkrigsperiode - nyvurderingen af den strategiske tænkning var endnu ikke slået igennem til praktisk politik, og det er i det hele taget sympomatisk, at tænkningen altid er et skridt foran.
 
Men allerede i 1964 gjorde Liddell Hart sig visse tanker om, hvilken betydning atomvåbnen ville få for fremtiden og han konkluderede, at man på baggrund af den fejlslagne nedrustning måtte bestræbe sig på at finde visse »begrænsende regler« for krigsførelse - baseret på det realistiske synspunkt, at krige sandsynligvis vil opstå igen, og at begrænsningen af deres ødelæggelse er i alles interesse. Videre sagde han, at frygten for atomkrig kan føre til indirekte agressionsmetoder overfor hvilke atomgengældelse ikke vil være relevant, og det vil derfor stadig være nødvendigt med konventionelle styrker til at udkæmpe en »sub-atomic« war.15 Tanker der først senere fik politisk betydning. Bernard Brodie skitserede det første omrids af en atombalance, idet han skrev: »If the atomic bomb can be used without fear of substantial retaliation in kind, it will clearly encourage agression. So much the more reason, therefore, to take all possible steps to assure that multilateral possession of the bomb, should that prove inevitable, be attend by arrangements to make as nearly certain as possible that the agressor, who uses the bomb, w ill have it used against him ... Thus, the first and most vital step in any American programme for the age of atomic bombs is to take measures to guarantee to ourselves in case of attack the possibility of retaliation in kind. The writer in making that statement is not for the moment concerned about who will win the next war in which atomic bombs are used. Thus far the chief purpose of our military establishment has been to win wars. From now on its chief purpose must be to avert them. It can have almost no other useful purpose«.16 Brodies tanker om atomgengældelse blev ikke taget op straks, medens strategiens ændrede mål - nemlig forebyggelsen af krig - næsten øjeblikkelig blev accepteret. De enorme ødelæggelser en total krig med atomvåben ville påføre verden, gjorde klart for enhver - hvad der sådan set havde gæret allerede tidligere - at en total krig ikke længere bare kunne anses for et »nødvendigt onde«, men at total krig som magtmiddel fuldstændig måtte undgås. Heri ligger den første og væsentligste forskel i efterkrigstænkning fra tidligere strategisk tænkning.
 
Korea-krigen og opbygningen af NATO gjorde imidlertid regeringer og verdensopinion opmærksom på, hvad eksperter som Liddell Hart og flere andre allerede havde set, nemlig at en stat, selv om den er den eneste stat i verden, der er i besiddelse af atomvåben, ikke kan afskrække nogen anden stat fra at gøre noget som helst bare ved truslen om at bruge disse atomvåben.17 Korea-krigen viste tillige, at en konfrontation mellem de to supermagter, USA og Sovjetunionen, måske var blevet undgået på grund af disses besiddelse af atomvåben - eskaleringen eller som Clausewitz kaldte det »Steigerung bis zum åussersten«18 havde ikke fundet sted og Korea-krigen blev hermed det første eksempel på »the limited war«, som Liddell Hart havde forudset.
 
New-Look. Great Deterrent
Den menige amerikaner mente imidlertid, at prisen og indsatsen i Korea- krigen havde været alt for stor i forhold til gevinsten,19 og da østmagternes overlegenhed i konventionelle våben var betragtelig samtidig med at russerne var ved at få tilstrækkelige fremføringsmidler til deres atomvåben, d.v.s. langtrækkende bombefly, så man sig i USA nødsaget til at forstærke atomtruslen, hvilket blev gjort ved formuleringen af New-Look doktrinen i 1954. USA’s udenrigsminister sagde, »at hvis modparten kunne vælge sin tid, sit sted og sin form for krigsførelse - og hvis vor politik fortsat skal gå ud på at imødegå agression med direkte og lokal modstand - så ville vi være nødsaget til at være forberedt på at føre krig i de arktiske egne, i troperne, i Asien, Mellemøsten og Europa, til søs, på land og i luften med traditionelle våben og med nye våben«. USA vil nu i stedet gengælde ethvert angreb på den frie verden »med midler og på steder efter vort eget valg«. - den massive gengældelse. Dulles’ tale og senere erklæringer og udtalelser fra talsmænd for den daværende amerikanske regering gjorde det klart, at ethvert angreb på den frie verden kunne udløse atomar gengældelse, at gengældelsen ville blive øjeblikkelig, at gengældelsen ikke nødvendigvis udelukkende ville ramme den stat under sovjetisk herredømme, der havde foretaget angrebet, men også kunne rette sig mod Sovjetunionen, og at målene for gengældelsen - selv om de i første række ville være modpartens gengældelsesstyrke - ville omfatte storbyer og andre mål af betydning for modpartens udsigt til at overleve en atomkrig.20 New-Look doktrinen byggede på USA’s ubestridte førerstilling som atommagt, kombineret med den økonomiske betragtning, at USA ikke ville ofre penge på at opretholde samme antal konventionelle styrker som Sovjetunionen - »more basic security at less cost«.21 Fordi formuleringen fandt sin basis i politiske og økonomiske motiver, blev den da også straks udsat for kritik. Antagelsen, at USA ville være usårlig over for enten indledende eller gengældende angreb, var ikke overbevisende i den periode, hvor Sovjetunionen opbyggede sin styrke af langtrækkende bombefly; og selv fire år tidligere havde atommonopolet ikke virket afskrækkende nok i Korea-krigen. Liddell Hart havde også allerede i 1964 pointeret, at atomar gengældelse ikke altid ville være relevant. Formuleringen af praktiske doktriner haltede stadig efter den strategiske tænkning.
 
Tanker om den massive gengældelse var dog året forinden, 1953, fremkommet i England, hvor de var kommet i endnu større modvind. Sir John Slessor, Chairman of the Chiefs of Staff sagde i 1953: »The aim of Western policy is not primarily to be ready to win a war with a world in ruins ~ though we must be as ready as possible to do that if it is forced upon us by accident or miscalculation. It is the prevention of war. The bomber holds out to us the greatest, perhaps the only hope of that. It is the great deterrent«.22
 
Såvel den engelske »great deterrent« som den amerikanske »New- Look« - doktrin syntes imidlertid at være af begrænset værdi,23 fordi de ikke skelnede mellem et »first strike response« på et massivt sovjetisk konventionelt angreb og et »second strike response« som gengældelse for et sovjetisk atomangreb. Det første tilfælde manglede politisk troværdighed, idet ingen forventede at vesten ville være de første til at bruge atomvåben, og det andet tilfælde manglede teknisk troværdighed, idet det endnu ikke var muligt at beskytte egne atomvåben mod et »first strike« angreb.24 To ting må dog tages med i vurderingen af doktrinerne. Begge prøvede at opretholde en effektiv militær styrke indenfor rammerne af en fredstidsøkonomi, hvilket altid vil være yderst vanskeligt, »more basic security at less cost«, og målet med afskrækkelsen var heller ikke at kæmpe en krig, men at forhindre en krig. Hvis afskrækkelsen tages i brug, har den forfejlet. Begge doktriner bringer os ind i politiske tankebaner frem for militære, og det kan argumenteres, at selv om der kun er een chance ud af hundrede for at et politisk skridt fra øst kunne blive mødt med en massiv gengældelse fra vest, så skulle dog denne afskrækkelse være stor nok til at forhindre enhver ansvarlig og fornuftig i at foretage et sådant politisk skridt. Slessor sagde i 1955: »The most that the advocates of the deterrent policy have ever claimed for it, is that it will deter a potential agressor from undertaking total war as an instrument of policy, as Hitler did en 1939, or from embarking upon a course of international action which obviously involves a serious risk of total war, as the Austrian Government did in 1914«.
 
Minimum deterrence
Som tidligere nævnt havde man dog allerede forinden gjort den erfaring, at en atomafskrækkelse overhovedet ikke afskrækkede nogen stat fra noget som helst med hensyn til konventionelle, lokale krige, og det var derfor naturligt, at visse strateger - især britiske, idet briterne jo havde store vanskeligheder med at holde trit i atomkapløbet - under indtryk af, at der eksisterede og altid ville eksistere en stabil atombalance, accepterede ideen om »minimal deterrence« som formuleret af Blackett i 1956: »I think we should act as if atomic and hydrogen bombs have abolished total war and concentrate our efforts on working out how few atomic bombs and their carriers are required to keep it abolished. In the next few years I see the problem not as how many atomic bombs we can afford but as how few we need. For every hundred m illion pounds spent on offensive and defensive preparations for global war, which almost certainly will not happen, is so much lesser for limited and colonial wars, which well may«.25 Anerkendelsen af en stabil atombalance ville, hævdede man, forhindre at et ukontrolleret og endeløst våbenkapløb ville finde sted - hvilket jo var meget rigtigt-, men det viste sig med fuld tydelighed i slutningen af 50’erne, at enhver afskrækkelsesdoktrins troværdighed og effektivitet afhænger af dens tekniske værdi, d.v.s. hvor stor sandsynlighed, der er for at den i givet tilfælde vil være i stand til at fungere, og som følge heraf blev tanken om en »Minimum Deterrence« forkastet, fordi den ville kræve en konstant teknisk ligevægt, hvilket ikke eksisterer - snarere tværtimod.
 
Taktiske atomvåben
Som vi har set, gav hverken New-Look eller Great Deterrent nogen beskyttelse mod begrænsede konflikter - af hvilke både USA og Storbritanien blev involveret i adskillige - og som følge heraf fremsattes der i vestmagterne, speciel i USA, hvor den kolde krig stadig kørte for fuld udblæsning i slutningen af 50’erne, tanker om et »spectrum of deterrence«,26 der krævede at USA havde evnen til at møde og dermed afskrække kommunistiske trusler og agressioner på ethvert niveau. De militære styrker skulle i langt højere grad end tidligere »skræddersyes« til de udenrigspolitiske krav. Den almindelige amerikanske indstilling til krig og fred var langt mindre flexibel end den kommunistiske, hvilket gjorde USA mere bundet »i praksis«, og samtidig var atomvåbnenes trussel vanskelig om ikke umulig at tilpasse til udenrigspolitikken i de for USA mindre vitale dele af verden.27 Den officielle strategiske doktrin ville i en række situationer stille USA over for valget mellem alt eller intet, og i de kriser hvor USA’s vitale interesser ikke var på spil, ville det sandsynlige svar være, at man intet ville foretage sig, fordi USA’s handlemuligheder var lammede som konsekvens af gengældelsesdoktrinen og de virkninger, dens gennemførelse havde haft på opbygningen af USA’s militære styrker.28 Man havde derfor et behov for at opstille våben og styrker, der var i stand til at udkæmpe »limited wars« (dette resulterede senere i »flexibel response«-strategien) - og hertil mente man i første instans, at taktiske atomvåben ville være passende. Dels fordi kommunisterne besad en enorm overvægt indenfor konventionelle styrker og dels fordi taktiske atomvåben i nogen grad ville gøre vesten i stand til at leve op til New- Look doktrinen, der krævede, at vesten selv valgte med hvilke, og helst overlegne, våben, man ville bekæmpe en agression.29 Debatten om taktiske atomvåben blussede kraftigt op på dette tidspunkt for derefter at ebbe ud uden nogen egentlig konklusion. Taktiske atomvåben ville muliggøre en »graduated deterrence« for endnu færre penge end det kostede at opretholde tilsvarende konventionelle styrker og ville gøre det muligt at begrænse selv en atomkonflikt, mente bl.a. Henry Kissinger og Rear Admiral Buzzard,30 medens T. C. Schelling argumenterede, at »the break between conventional and nuclear weapons was one of the rare natural distinctions which made tacit bargaining possible in lim iting war«. Dette sidste synspunkt er slået igennem i praktisk politik, idet taktiske atomvåben er blevet produceret i endog store mængder i vesten, men endnu ikke har været bragt i anvendelse, skønt amerikanerne har overvejet det adskillige gange.
 
Flexible response
New-Look doktrinens forudsætning var at USA besad en tydelig overvægt både indenfor våben og fremføringsmidler, hvilket USA stort set gjorde i 1954, men som tidligere nævnt var der allerede på det tidspunkt modstandere, der forfægtede det synspunkt, at hele doktrinen ikke havde megen værdi, fordi den var bagefter udviklingen, og dette blev i hvert fald klart omkring 1957, idet Sovjetunionens tekniske evner og hermed følgende trusel manifesterede sig dels i at Sovjetunionen havde opbygget en styrke af langtrækkende bombefly og dels i opsendelsen af den første sputnik.31 En revision af USA’s doktrin var derfor nødvendig. USA følte sig for første gang truet af et direkte sovjetisk angreb på USA’s territorium, og spørgsmålet om beskyttelse af civilbefolkningen blev derfor aktuelt, fordi en stats afskrækkelsesvirkning ikke har nogen troværdighed, hvis staten ikke selv gennem beskyttelse af civilbefolkningen har evnen til at overleve en atomkrig med rimelige tab. Ikke alene den tekniske trusel var ændret, der var også siden Suez-krisen i 1956 opstået en radikal ændring af synet på Rusland i Amerika, idet man ikke længere blot anså Sovjetunionen for en trusel, der skulle imødegås, men også en partner, hvis samarbejde var nødvendigt, hvis en atomkrig gennem uheld eller fejlvurdering skulle undgås.32 Man anerkendte, at Sovjet’s politik og intentioner kunne have visse træk fælles med USA’s og at dets ledere stod over for lignende problemer. Denne tanke om ikke blot fælles interesse mellem antagonister, men også om et fælles ansvar for undgåelsen af en atomkrig og heraf følgende afspænding, blev åbenbar efter at Kennedy-regeringen var tiltrådt i 1961. Denne ændrede situation bevirkede en opblomstring af strategiske ideer med flexibel response som resultat.
 
Strategiske tænkere i USA konstaterede i slutningen af 50’erne, at »the balance of terror« var noget mere ustabil end man egentlig havde forestillet sig,33 men at man, hvis man kunne få den stabiliseret, ville have gode muligheder for vedvarende undgåelse af total krig. Albert Wohlstetter mente, at den tekniske instabilitet, der altid vil råde, til dels kan opvejes, hvis de to stormagter var i besiddelse af, hvad han kaldte »an invulnerable retaliatory force«, der tilfredsstillede følgende krav, »a stable »steady-state« peace time operation within feasible budgets, the capacity to survive enemy attacks, to make and communicate the decision to retaliate, to reach enemy territory, penetrate all defences and destroy the target; each phase demanding technical preparations of very considerable complexity and expence«. - med andre ord ville besiddelse af »second strike capability« fuldstændig eliminere fordelen ved at indlede en konflikt med et overraskelsesangreb, og herved ville verdensfreden stabiliseres ganske væsentligt. Svaret på »second strike capability« var Polaris- ubåde og Minuteman raketter, og det måtte være i begge stormagternes interesse at udvikle disse samtidigt, for ikke at forrykke terrorbalancen. Bernard Brodie mente, at denne »atomstabilitet« måtte kombineres med »a real and substantial capability for coping with local and limited agression by local application of force; and provision for saving life on a vast scale, if the worst came to the worst«. - han understreger altså tillige, at afskrækkelsesstyrkens effektivitet som krigsforebyggende instrument står og falder med om den stat, der råder over den, er i stand til at gennemføre en atomkrig, hvis krigsforebyggelsen svigter.34
 
Herman Kahn var den eneste der skildrede, hvad der skete, hvis afskrækkelsen fejlede og atomkrigen kom, og han mente at troværdigheden af USA’s gengældelsestrusel helt afhænger af USA’s evne til at udkæmpe, overleve og afslutte en atomkrig på - i forhold til modparten - gunstige betingelser. Han sagde videre, at en effektiv styrke må være en atomstyrke, der er således sammensat, deployeret og beskyttet, at den er i stand til at overleve et omfattende sovjetisk atomangreb og gengælde et sådant angreb med for modparten uacceptabel skade til følge. Hertil slutter sig nødvendigheden af et højt udviklet, usårligt kommunikations- og kommandoapparat, der skaber mulighed for en fleksibel krigsplan, og for under en atomkrig at »forhandle« med modparten. Kahn forestillede sig en atomkrig, der når den brød ud ville arbejde sig op af »the escalation ladder« - jvf. Clausewitz’ »Steigerung bis zum aussersten« - for sluttelig at ende med at den tabende part ville anvende sin »doosday machine«, såfremt andre løsninger ikke havde vist sig mulige forinden.35 For at forhindre krigen i at nå de øverste trin på the »escalation ladder« var det nødvendigt - som også Wohlstetter understregede - hele tiden at kunne kommunikere sine intentioner til modparten for derved at begrænse og kontrollere udviklingen. På de indledende stadier vil enhver konflikt være et spørgsmål om psykologisk pres og viljestyrke, og enhver trusel om angreb eller gengældelse af et angreb skal være modtaget, forstået og troet af modparten for at have nogen værdi. Det er derfor af alleryderste vigtighed med et intakt kommando- og kommunikationssystem. Vi er her tilbage i eskaleringskoncepten, der blev taget op igen, da man fandt ud af at atomvåbnene overhovedet ikke kunne forhindre krig - men at man i det mindste kunne prøve at hindre den fuldstændige anvendelse af disse, såfremt krigen brød løs. For at gøre dette, er det nødvendigt i enhver konfliktsituation at tilpasse indsatsen efter hvad der står på spil, d.v.s. ikke anvende alle til rådighed stående midler straks og ikke sigte efter absolut sejr, men at gøre det klart at målet er fredens bevarelse- måske endda uden sejr. Generalernes motto »there it no substitute for victory« var ikke længere sandt.36 Eskaleringsrisikoen hviler tungt over enhver konflikt, og tvinger politikerne til nøje at afveje hvilke midler, der passer til en bestemt situation, for derigennem at nå et bestemt mål med mindst mulig indsats og mindst mulig risiko. Den defensive brug af denne eskalerings- risiko eller trusel om man vil, ligger deri, at en potentiel angriber frygter både effektiviteten af det indledende svar, såfremt han angriber, og eskaleringen, såfremt det indledende svar er utilstrækkeligt. Dets offensive brug er at enhver trusel om »Steigerung bis zum åussersten« vil forstærke »tvangen« i en begrænset styrke.
 
Disse tanker førtes ud i livet i »the McNamara strategy« eller »flexible response strategy«, der atter skulle gøre USA’s atomtrusel troværdig og realistisk. McNamara sagde i 1961: »Vi må fortsat sørge for at råde over sådanne styrker (Polaris ubåde og Minuteman missiler.f.a.) at vi kan afskrække fra en stormagtskrig med atomvåben. Kun bag det skjold som sådanne styrker udgør, kan den frie verden gøre sig håb om at modstå militær agression på et lavere plan. Men efter at have draget omsorg for disse afgørende vigtige styrker, ønsker vi at sørge for, at dette land i samarbejde med dets venner og allierede i udlandet har de styrker, der er nødvendige for at forebygge mere begrænsede eventyr fra frihedens fjender.........Som nylige begivenheder har vist det, kan sådanne hændelser strække sig fra guerilla aktivitet og undergravende virksomhed, der kun involverer få spredte grupper af mennesker, til organiserede angreb med betragtelige militære styrker til indsættelse i begrænsede krige må være således deployeret, trænet og udrustet, at de kan modstå hele dette ak- tionsspektrum og råde over midler til med meget kort varsel at kunne bevæge sig til de områder, hvor de er nødvendige. Evnen til øjeblikkeligt at kunne modstå begrænsede angreb - muligvis mere end eet sted på samme tid - kan bevirke både en afskrækkelse fra sådanne angreb og bidrage til at forhindre, at de udvikler sig til større konflikter«.37 McNamara sagde videre i 1962: »De forenede stater har draget den slutning, at den grundlæggende militære strategi i en mulig stormagtskonflikt med atomvåben i videst mulig omfang må anskues på stort set samme måde som den, på hvilken man hidtil har betragtet mere konventionelle operationer. Det vil sige, at de vigtigste mål for anvendelsen af de militære styrker i tilfælde af atomkrig, der udspringer af et omfattende angreb på alliancen, vil være ødelæggelsen af fjendens militære styrker, ikke af hans civilbefolkning .... Omfanget og arten af alliancens styrker gør det muligt for os, selv om vi står overfor et massivt overraskelsesangreb, at bevare tilstrækkelig slagkraft i reserve til at ødelægge et fjendtligt samfund, hvis vi nødsages dertil. Med andre ord, vi giver en mulig modstander de stærkest mulige bevæggrunde til at afstå fra at angribe vore egne byer«. Dette kunne McNamara sige på baggrund af, at USA, forårsaget af de tanker, der er skitseret tidligere, havde opbygget en »invulnerable second strike force« af betydelig større dimensioner end anset for passende af de, der stadig troede på »minimum deterrence«, tillige med at USA’s evner til at imødegå »limited wars« var væsentlig forøget gennem opbygning af betragtelige konventionelle styrker med stor fleksibilitet og mobilitet.38 USA havde garanti for at kunne påføre fjenden »assured destruction«, selv efter et overraskelsesangreb.39 USA havde således gennem »flexible response« i modsætning til »New-Look« givet sig selv muligheden for i en given konflikt at vælge mellem flere mulige »responses« og ikke blot et enkelt - total atomkrig. Dette skulle dels forebygge eventuelle konflikter og specielt give mulighed for at kontrollere en eventuel konflikt.
 
Opbygningen af konventionelle styrker - og hermed evnen til at udkæmpe »limited wars« blev accepteret i USA i begyndelsen af 60’erne40 - medens europæerne stillede sig anderledes skeptiske. »Flexible response« og de heri indbyggede afspændingsbestræbelser - den varme linie, aftalen om begrænsningen af atomsprængninger samt ikke-spredningsaftalen41 - byggede nemlig på de to forudsætninger, at USA var den førende vestlige magt og som sådan havde retten og magten til at udforme den vestlige verdens strategi, og at det var i hele verdens interesse at USA og Sovjetunionen gik i endnu tættere dialog om verdensfreden. Englænderne accepterede nødtvungent begge synspunkter, fordi deres vaklende økonomi ikke længere kunne opretholde en stormagtsstilling, medens tyskerne mente, at en forøgelse af de konventionelle styrker i Europa nødvendigvis måtte svække troværdigheden af den amerikanske atomtrusel og dermed øge muligheden for konventionel krig i Europa.42 Franskmændene gik helt deres egne veje, og trak sig ud af NATO’s integrerede militære samarbejde i 1966. Diskussionen løber endnu - primært det tyske synspunkt kontra det amerikanske - men NATO vedtog »flexibel response« som officiel strategi i 1967, og de forskellige medlemslandes militære planlægning er ændret i overensstemmelse hermed, selvom deres styrkemål dog endnu ikke lever op til kravene.43
 
Fransk strategi
Frankrig ville ikke underkaste sig USA som ledende og enerådene magt inden for vesten, og havde allerede inden de Gaulle startet opbygningen af sin »force de frappe«, der i dag omfatter såvel Polaris-type-ubåde som missiler og langtrækkende bombefly - dog alle af minimalt omfang. Motiveringen for denne styrke er dels at franskmændene mener, at atomvåbnenes fremkomst har gjort ethvert alliancesystem forældet, fordi ingen allieret vil sætte sine atomvåben ind for en anden allieret,44 og dermed selv risikere nuklear gengældelse, og dels at de mener, at en multipolær atombalance giver større stabilitet end en bipolær, fordi den reducerer det usikre område en eventuel agressor kan udnytte. En bipolær atombalance muliggør tillige, at de to supermagter indfører en slags »verdensregering«, hvilket af franskmændene anses som en trusel mod andre stater. Franskmændene ved udmærket godt, at de ikke kan bekæmpe Sovjetunionen alene, men hævder, at i en konflikt, hvor Frankrigs vitale interesser er på spil - og ikke Sovjetunionens - vil truslen om en nok så begrænset atomgengældelse, der vil være rettet mod sovjetiske byer, gøre, at Frankrig kan holde Sovjetunionen stangen. Når Sovjets vitale interesser bliver involveret, vil USA’s sandsynligvis også blive involveret, og den franske afskrækkelse vil så blot støtte den amerikanske. Men den væsentligste motivering for opretholdelsen af »force de frappe« er et fransk ønske om ikke i sin militære sikkerhedspolitik at være afhængig af USA.45
 
Sovjetisk strategi
De hidtil beskrevne strategiske ideer og tanker har udelukkende været fra vestlige kilder, hovedsagelig amerikanske, hvilket skyldes manglende offentlige sovjetiske tilkendegivelser om strategi. Det synes dog som om Sovjetunionen i det store og hele har fulgt og accepteret amerikanernes udvikling og tankegang. Som tidligere nævnt så russerne straks de muligheder, der lå i atomvåbnene, og satte alle kræfter ind på at producere disse, hvilket også hurtigt lykkedes. Under Stalin gjorde man alt for at oparbejde en atomslagstyrke med langtrækkende bombefly, der var i stand til at modsvare den amerikanske atomtrusel. Men efter Stalins død blev atomkrigen genstand for en ideologisk debat, idet man konstaterede - mere eller mindre modvilligt - at en atomkrig ikke ville fremme socialismens sag, fordi den ikke skelner mellem de forskellige sociale klasser. De hundreder af millioner af døde og den enorme skade en atomkrig ville påføre verden, ville gøre genopbygningen af en socialistisk verden endnu mere vanskelig, forudsat at den ikke fuldstændig ville forhindre den.46 Russerne antager altså ligesom amerikanerne, at en atomkrig vil udslette enhver form for civilisation. Umiddelbart efter Stalins død mente man, at man havde opnået jævnbyrdighed med amerikanerne, fordi man nu var blevet i stand til ikke bare at ramme USA’s forbundsfæller i Europa, men også ved hjælp af langtrækkende bombefly kunne ramme selve USA. En overgang hævdede man endda en vis overlegenhed, hvilket dog senere viste sig at være bluff. Fra 1963 og fremefter skete der en ændring i russisk strategi og politik. De brød med kineserne og afsluttede mere eller mindre åbenlyse traktater med amerikanerne. Den varme linie, ikke spredningsaftalen og begrænsningen af atomsprængninger er eksempler på åbenlyse aftaler, medens de fælles amerikansk-russiske anstrengelser for at undgå en direkte konflikt f.eks. i Mellemøsten er eksempel på at russerne og amerikanerne begge har set fordelen i at »lukke« atomklubben og holde deres rivalisering indenfor snævre rammer. Russerne puslede ligesom amerikanerne gennem 50’erne med tanker om massiv gengældelse og forkastede ligeledes »the minimum deterrent«, idet de begyndte en kraftig oprustning indenfor strategiske våben i begyndelsen af 60’erne og nu i dag står med en »invulnerable second strike force«. Deres konventionelle styrker er ligeledes blevet ændret, således at de er i stand til at føre en fleksibel krigsplan ud i livet jvf. den nylige dannelse af et »marinekorps« og flådeoprustningen. Alt tyder altså på at russerne ligesom amerikanerne går ind for en »flexibel response« strategi.47
 
Begge stormagter synes altså at være enige om atomkrigens uønskelighed, og herigennem at anerkende hverandres »vitale« interessezoner for at undgå en direkte konfrontation. Der har dog i hele perioden indsneget sig temmelig megen ideologi i den russiske strategi - jvf. Marskal Sokolovsky’s bog om sovjetisk strategi - i modsætning til den amerikanske, der næsten udelukkende har været videnskabeligt behandlet.
 
Atomvåbnenes neutralisering
Omkring 1963 ebbede debatten om atomvåben langsomt ud.48 De tre problemer historien stillede efterkrigstiden overfor var løst, og atomvåbnene var stort set neutraliseret. Den praktiske politik byggede nu på de konklusioner man havde draget i atomvåbnenes første 15 år - analytikerne havde nået deres højdepunkt, der kunne ikke drages flere læresætninger ud af atomstrategien i sig selv, og nogle af grundene hertil var:
 
1) Kun to magter besidder hele det nødvendige atomapparat, skønt flere er på vej, og disse to magter har hidtil overfor hinanden overholdt selv de mest elementære forsigtighedsregler for at styre klar af enhver væbnet konfrontation. Atomtruslen tillader og favouriserer måske »limited wars« jvf. nedenfor, men indtil nu har den forebygget eller hjulpet med til at forebygge begrænsede krige mellem de magter, der besidder disse våben.
Begge magter har til trods for stortalende deklarationer stiltiende anerkendt den simple regel ikke at involvere sig i hvad den anden magt - deres eneste rival og deres eneste jævnbyrdige - betragter som sine vitale interesser.49
 
2) De russiske og amerikanske ledere har hjulpet af deres analytikere forstået, at medens en ledende magt tidligere havde alt at vinde gennem en sejrrig krig, så er situationen i dag den stik modsatte, idet de ledende magter ikke vil blive sparet, men derimod ramt først. Russerne og amerikanerne har derfor en fælles interesse i ikke at blive indblandet i en krig på liv og død, men tværtimod gøre alt for at undgå en sådan. Nogle taler endda om en russisk-amerikansk alliance mod total krig stammende fra Suez-krisen i 1956, men om en sådan virkelig eksisterer vides ikke, det kan blot slås fast at begge magter siden da, først skjult siden mere åbenlyst, har handlet som en sådan traktat virkelig eksisterede.
 
3) Debatten om værdien af den amerikanske atomgaranti mellem USA og Europa er stilnet af. Den er ikke endt i fuld enighed, idet mange europæere og da først og fremmest tyskerne mener, at »flexibel response« gør det muligt at føre en begrænset krig - hvad stormagterne angår - i Europa, medens denne krig vil være skæbnesvanger for de lande på hvis områder den foregår. Ganske vist svarer amerikanerne hertil, at europæerne ikke på een og samme tid kan hævde, at truslen om atomgengældelse har mistet al troværdighed og dog hævde, at denne trusel svækkes af amerikanerne ved at erstatte den massive gengeældelse med truslen om et »response« tilpasset til den aktuelle agression. Der bliver tilbage, at amerikanerne ganske naturligt reserverer sig retten til i en given situation at træffe beslutningerne, og at de som følge heraf er de eneste, der opretholder den nødvendige kontakt med den eventuelle fjende. Europæerne har nødtvunget affundet sig med den amerikanske doktrin om dialog forud for beslutning og handling og stoler på løftet om i en given krisesituation at deltage i beslutningsprocessen. Da en sådan kritisk situation ikke forventes, og de ikke kan få bedre betingelser, holder de sig til, hvad de allerede har opnået.50
 
4) Opmærksomheden er fra gennem 50’erne at have hvilet på atomstrategien opslugt af Vietnamkrigen. Aldrig før har USA for øjnene af hele verden, med alle sine resourcer og sin mobile hær, i den grad set sig ligestillet med de tidligere kolonimagter, og aldrig før har verdensopinionen set en »kolonikrig« udvikle sig til sådanne dimensioner.
 
Limited wars
Medens Cuba-krisen betegner kulminationen for atomstrategien,51 aldrig før var et handlingsforløb blevet så nøjagtigt forudbestemt af analytikerne, må Vietnam-krigen nærmest kaldes et antiklimaks, idet størstedelen af de strategier, der var fremsat om »limited war« i USA, er faldet sørgeligt til jorden. Liddell Hart med flere gjorde tidligt opmærksom på, at atomstrategien åbnede mulighed for en opblomstring af »limited wars«, fordi det primære mål med strategi ikke længere var den totale krig og den fuldstændige sejr, men derimod »the avoidance of general wars and the limitation and control of lesser wars according to political ends short of traditional military victory«.52 Dette ændrede mål bevirkede, at man verden over kastede øjnene på »limited war strategy« og limited wars, ved hvilke forstås krige, i hvilke enten den ene eller begge krigsførende parter ikke tager alle sine militære og industrielle resourcer til rådighed for at nedkæmpe fjenden, eller en krig der er begrænset til et bestemt område. En »limited« war kan altså være »limited« både geografisk og våbenmæssigt. En geografisk »limited war« vil dog som oftest blive kaldt en lokal krig, medens den bredere betydning »limited war« normalt hentyder til en krig, hvor en stormagt er involveret og søger at opnå et bestemt begrænset politisk mål indenfor et bestemt område ved indsats af begrænsede militære resourcer. Denne »limited war« kan så udmærket være total krig for modparten.
 
Atombalancen har givet fred i de dele af verden, hvor begge stormagter klart har defineret deres vitale interesser, fordi begge magter ved, at hvis de griber til enten direkte eller indirekte agression her, vil risikoen for eskalering til atomkrig være stor. Denne atomkrig kan dog så udmærket starte som en »limited« atomkrig og derefter kravle op ad »the escalation ladder«. »Kræfternes frie spil« råder derfor nu kun i det der normalt kaldes »den tredie verden«. Hvis en stormagt i et af disse områder bliver udsat for en trusel eller indirekte agression, vil det ikke være relevant at svare med atomvåben, fordi disse omgående vil føre til atomkrig, hvilket ikke svarer til, hvad der står på spil; og vi har den efterhånden klassiske »limited war« situation. Det vil være stormagtens ønske at søge at bremse den lokale agression med begrænset indsats for herigennem at gennemtvinge sit politiske mål for området - med truslen om eskalering i baghånden. Vi har her en stormagts tre mål med en »limited war«: 1) at forøge troværdigheden af gengældelsen for derigennem at kontrollere situationen 2) at styrke den konventionelle modstand mod en ikke-nuklear agression og 3) at forstærke sin forhandlingsposition i en krisesituation gennem intervention.53
 
Den trussel en stormagt normalt vil stå overfor i en »limited war« situation vil være en såkaldt revolutionær befrielseskrig, byggende på Mao Tse-tung’s teorier, fremsat og gennemført i Kina i 30’erne og det vil måske derfor være opportunt her at belyse disse. Mao’s teori om »protracted« war omfatter tre stadier. I første stadium må de revolutionære styrker, fordi de indledningsvis er svage, være forberedt på at trække sig tilbage i det enorme bagland, de vil have til rådighed, og således trække modpartens regulære styrker med sig ud i områder, hvor disse ikke længere kan sikre deres forsyningslinier. Når disse er strakt til bristepunktet, vil den revolutionære partisanhær gå til angreb og tilkæmpe sig fjendens våben og derigennem blive i stand til at opbygge en regulær hær med hvilken de i tredie stadium vil kunne endeligt besejre fjenden. Teoriernes praktiske udførelse kræver altså både befolkningens støtte og et enormt bagland - eller evt. en venligsindet nærliggende magt, der vil være i stand til at forsyne partisanerne med våben uden selv at være indblandet i krigen.54 Denne strategi har med modifikationer været brugt verden over gennem de sidste tyve år - med større eller mindre succes. Det har vist sig, at en sådan revolutionær befrielseskrig kan bringe forbløffende resultater, hvis den er forbundet med en national sag, som f.eks. i Kina, Algeriet og Vietnam.55 På den anden side bringer den sikkert nederlag, hvis den starter under forhold, der ikke er modne, og i strid med de lokale krav, som f.eks. i Indonesien i slutningen af 40’erne. Franskmændene konstaterede allerede i slutningen af 40’erne og begyndelsen af 50’erne at et totalitært parti, selv om det opnår befolkningens støtte gennem terror og underminering af det herskende styre og derved gør praktisk administration umulig, og hvis det har venligtsindet territorium i nærheden, vil se sig i stand til at låse en stormagt fast og sluttelig besejre den.56 Kampen står i alle tilfælde om at opnå befolkningens støtte, og formand Mao mener - i modsætning til alle andre moderne strateger, der regner med kortvarig krig - at hvis bare krigen varer længe nok, vil den revolutionære befrielseshær sejre i sidste ende.
 
Amerikanske strateger forestillede sig tre forskellige modeller for »limited war«, der hver for sig ville 1) gennemtvinge korte konventionelle pauser i en konflikt og øge atomtærskelen 2) kombinere statisk og mobil, taktisk og nuklear modstand i krige opstået ved uheld eller fejltagelser 3) kontrollere eskaleringen og derigennem »handle« med fjenden ved at bruge konventionelle og nukleare svar og demonstrationer.57 Amerikanerne forestiller sig altså i alle tre modeller, at man vil være i stand til at kommunikere med en eventuel fjende og vil være i stand til at afskrække denne bare ved truslen om at gribe til overlegne våben, fordi hans samfund, hvis det skete, ville blive totalt ødelagt. Amerikanernes krigsapparat er opbygget i overensstemmelse med USA selv, idet det primært er beregnet på ødelæggelse af vigtige byer, industricentrer og militære installationer - altså en eventuel fjendes sårbare punkter. Det har imidlertid vist sig at Nordvietnam ikke selv anerkender at være i besiddelse af sådanne sårbare punkter, og USA har derved gjort sig selv ude af stand til at besejre fjenden ved hjælp af sit nuværende krigsapparat, fordi fjenden, ikke anerkender atomtruslen som en trusel overhovedet. Alle tre amerikanske modeller svigter på Vietnamkrigen, medens Mao’s teorier holder stik.
 
Den amerikanske lektion i Vietnam og dermed for »limited wars« synes at være den, at amerikanerne ikke kan beskytte Sydvietnam imod infiltration fra den nationale befrielsesfront og Nordvietnam, så længe disse har støtte i befolkningen, uden at eskalere krigsførelsen til et niveau, der vil være i strid med USA’s primære objekt - nemlig at sikre Sydvietnams suverænitet. USA må enten i bogstaveligste forstand overtage hele krigsførelsen og landet selv, med den risiko at få en yderst problemfyldt partner, eller også nøjes med våbenhjælp og hvad hertil hører uden direkte intervention med den risiko at landet falder.58
 
Det kunne altså se ud som om formand Mao’s tanker om »protracted war« er de eneste, der har gyldighed i en »limited war« mellem en stormagt og en national befrielseshær. Stormagten vil før eller senere se sig nødsaget til at trække sig ud af interventionen, hvis den har interveneret, fordi dens indsats efterhånden overhovedet ikke vil stå mål med det, den mener prisen er værd. - USA har endnu ikke fundet en strategi, der kan hamle op med formand Mao’s tanker, når disse har gunstige omstændigheder, hvilket tydeligt indikerer, at den mest sandsynlige form for konflikt i fremtiden vil være krige af nogenlunde samme form som Vietnamkrigen. Det må dog ikke her glemmes, at langt størsteparten af de såkaldte revolutionære befrielseskrige, der har været iværksat i Afrika og Latinamerika, ikke har været sejrrige. Mao’s teorier kræver moden grobund - og vestmagternes kommende mål må derfor være at forhindre grobunden i at være moden, d.v.s. opnå befolkningens støtte - eller forhindre modparten i at opnå den.
 
Fremtiden
Teknikken udvikler sig stadig - angrebsmidler og forsvarssystemer udvikler sig stadig. Det er allerede nu et spørgsmål, om den tekniske stabilitet indenfor atomvåbnene, der har domineret 60’erne vil vare ved. ABM (anti-ballistic-missile-system), M IRV (Multiple individually- targetable re-entry vehicle) og FOBS (Fractional Orbital Bombardment System) er nye systemer, hvis indflydelse på atomligevægten kan få katastrofale følger. Atombalancen hviler billedlig talt på to søjler: Styrkens søjle og sårbarhedens søjle.59 Hver af parterne må have styrke til og af den anden part være anerkendt som havende styrke til at gengælde ethvert angreb med en passende gengældelsesaktion. Hver af parterne må også bibringe den anden tillid til, at et gengældelsesangreb vil forvolde uacceptabel skade - d.v.s. hver magt må have tilstrækkelige sårbare værdier. Med andre ord må hver af parterne råde over en tilstrækkelig gen- gældelsesstyrke, der altid må være usårlig. Alle tre ovennævnte systemer vil være i stand til i ganske væsentlig grad at forrykke den hidtidige relativt stabile ligevægt mellem supermagterne ved enten at give en magt større slagkraft, eller også ved at gøre den ene magt usårlig. Ligevægten kan dog også forstærkes, hvis f.eks. ABM bruges til at beskytte gengældel- sesvåbnene - og ikke værdierne.
 
Begge supermagter synes dog nu at have realiseret, at det er i fælles interesse at bevare stabiliteten og har indledt de såkaldte SALT (Strategie Arms Limitation Talks) forhandlinger. Om disse vil bringe noget resultat kan endnu ikke siges, da de kun befinder sig i deres indledende faser - man kan blot håbe, at den indstilling, der har været til atomvåben og krige siden 1945, vedblivende vil eksistere og gøre sin indflydelse gældende for at sikre fortsat kontrol med udviklingen.
 
Konklusion
Den væsentligste forskel mellem tidligere tiders strategi og efterkrigsstra- tegi er som Osgood udtrykker det: »The nuclear age has not made armed conflict obsolete, nor has it excluded the possibility of catastrophic war. It has, however, inculcated a novel respect for the deliberate control and limitation of warfare. That respect is a more significant and enduring achievement of limited-war strategists than any of their strategies«.60 Spørgsmålet er imidlertid om ikke Clausewitz’ koncept om eskalering »Steigerung bis zum aussersten« kombineret med formand Mao’s koncept om »protracted war« giver menneskeheden en paradoksal konklusion.61 At sikre krigens »limitation«, er det ikke at acceptere permanent krig? V il begrænsning i midler ikke være komplementær til begrænsning i tid?
 
 
 
 
Henvisninger
1. Raymond Aron: The Evolution of Modem Strategie Thought. Artikel i Problems of Modern Strategy (POMS) 8. 14.
2. Anatole Rapoport: Clausewitz on War.
3. Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik s. 2
4. jvf. 1.
5. Michael Howard: The Classical Strategists. Artikel i POMS s. 47.
6. jvf. 5.
7. Raymond Aron: The Evolution of Modem Strategic Thought. POMS s. 15.
8. Raymond Aron: The Evolution of Modem Strategic Thought. POMS s. 21.
9. Øst-Vest konfrontationens oprindelse og udvikling. Bilag til Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik s. 8.
10. Michael Howard: The Classical Strategists. POMS s. 62.
11. Raymond Aron. The Evolution of Modem Strategic Thought. POMS s. 16.
12. Michael Howard: The Classical Strategists. POMS s. 51.
13. jvf. 12.
14. Raymond Aron: The Evolution of Modern Strategic Thought. POMS s. 34.
15. Michael Howard: The Classical Strategists. POMS s. 52.
16. Michael Howard: The Classical Strategists. POMS s. 53.
17. Raymond Aron: The Evolution of Modem Strategie Thought. POMS s. 16.
18. Raymond Aron: The Evolution of Moderne Strategic Thought. POMS s. 28.
19. Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik s. 30.
20. Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik s. 30.
21. Michael Howard: The Classical Strategists. POMS s. 58.
22. Michael Howard: The Classical Strategists. POMS s. 53.
23. Michael Howard: The Classical Strategists. POMS s. 54.
24. Michael Howard: The Classical Strategists. POMS s. 56.
25. Michael Howard: The Classical Strategists. POMS s. 57.
26. Michael Howard: The Classical Strategists. POMS s. 59.
27. Michael Howard: The Classical Strategists. POMS s. 60.
28. Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik s. 33.
29. Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik s. 32.
30. Michael Howard: The Classical Strategists. POMS s. 61.
31. Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik s. 33.
32. Michael Howard: The Classical Strategists. POMS s. 63.
33. Michael Howard: The Classical Strategists. POMS s. 64.
34. Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik s. 34.
35. Anatole Rapoport: Clausewitz on War s. 56.
36. Raymond Aron: The Evolution of Modern Strategie Thought. POMS s. 29.
37. Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik s. 36.
38. Michael Howard: The Classical Strategists. POMS s. 68.
39. Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik s. 37.
40. Robert E. Osgood: The Reappraisal of Limited War. Artikel i POMS s. 93.
41. Raymond Aron: The Evolution of Modem Strategie Thought. POMS s. 20. Hedley Bull: Arms Control. Artikel i POMS s. 149.
42. Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik s. 39.
43. Raymond Aron: The Evolution of Modem Strategie Thought. POMS s. 40.
44. Michael Howard: The Classical Strategists. POMS s. 71.
45. Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik s. 41.
46. Raymond Aron: The Evolntion of Modem Strategic Thought. POMS s. 35.
47. Raymond Aron: The Evolution of Modern Strategie Thought. POMS s. 36.
48. Raymond Aron: The Evolution of Modem Strategie Thought. POMS s. 20.
49. Raymond Aron: The Evolution of Modem Strategic Thought. POMS s. 21.
50. Raymond Aron: The Evolution of Modern Strategic Thought. POMS s. 23-24.
51. Raymond Aron: The Evolution of Moderne Strategie Thought. POMS s. 20.
52. Robert E. Osgood: The Reappraisal of Limited War. POMS s. 92.
53. Robert E. Osgood: The Reappraisal of Limited War. POMS s. 100.
54. Brian Crozier: The Strategic Uses of Revolutionary War. Artikel i POMS s. 199.
55. Brian Crozier: The Strategic Uses of Revolutionary War. POMS s. 204
56. Brian Crozier: The Strategic Uses of Revolutionary War. POMS s. 205.
57. Robert E. Osgood: The Reappraisal of Limited War. POMS s. 101.
58. Robert E. Osgod: The Reappraisal of Limited War. POMS s. 108.
59. Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik s. 44.
60. Robert E. Osgood: The Reappraisal of Limited War. POMS s. 120.
61. Raymond Aron: The Evolution of Modem Strategic Thought. POMS s. 46.
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_100_aargang_jul-aug.pdf

Litteraturliste

Del: