Det ulykkelige slag: Helsingborg 1710

Forfatter: Karsten Skjold Petersen
Forlag: Gads Forlag
Diverse: 240 sider; Rigt illustreret; Pris: 299,95 kr.

Anmeldelse
Denne letlæselige og velillustrerede beskrivelse af Danmarks forgæves forsøg på under Store Nordiske Krig at generobre de østdanske provinser er interessant, ikke mindst fordi den med udgangspunkt i det triste resultat giver et godt samlet indtryk af nogle af de generelle politiske og militære forhold, som prægede Danmark op til og under Danmarks genoptagelse af krigen i 1709.

Indledningen giver en kort overordnet orientering om begivenhederne, der førte til evakueringen af de sørgelige rester af den danske hær fra Helsingborg og en introduktion til nogle af hovedpersonerne. Til gengæld indeholder den ikke oplysninger af generel karakter – som uniformering, udrustning, organisation (ordre de bataille/order of battle som dog for danske styrkers vedkommende ses pp. 115-16), tros, etc. – der i stedet forekommer spredt rundt om i bogen på tilsyneladende tilfældigt valgte steder. F.eks. bliver generaladjudanternes funktion omtalt på side 117 midt i beskrivelsen af Rantzaus opgaver under slaget.

Det følgende kapitel, ”Optakten”, beskriver politiske og militære omstændigheder forud for den danske genindtræden i Store Nordiske Krig, og på side 46 i kapitler ”Nu eller aldrig” tages der så fat på de egentlige operationers forberedelse og gennemførelse.

Den danske brohoveddannelse omkring Raa/Rå og Helsingborg såvel som den utilstrækkelige danske efterretningstjeneste beskrives i afsnittet ”Hvor skal vi hen?”. Her omtales det, at man betjente sig af de dansksindede bønders oplysninger og af svenske desertører, hvilket vel ikke er overraskende; hvorimod det må undre, at der ikke eksisterede eller blev etableret et egentligt spionnetværk. Dette forekommer meget besynderligt, men er ikke nærmere forklaret. På p. 71 anføres, at den svenske øverstkommanderende, Stenbock, måtte udskrive soldater fra Skåne med en vis varsomhed for ikke at presse lokalbefolkningen i armene på danskerne. Forfatteren nævner dog ikke – hverken her eller i indledningen – at de yderst brutale forsvenskningsbestræbelser, der havde fundet sted siden 1658, formentlig allerede havde ført til dette resultat. Bemærkningen p. 80 vedr. skånske desertører synes at bekræfte dette.

Bogens tema, kampen om Helsingborg, nås på side 97. Her beskrives først byen, så de danske troppers lejr. På side 128 kommer man så frem til den gensidige, indledende sondering af modstanderens gøren og laden. Desuden beskrives det danske artilleris stillingindtagelse, og det nævnes, at dets rækkevidde endnu var for ringe til at nå fjendens rækker – men ikke, hvor stor denne rækkevidde var. Til gengæld afbrydes beskrivelsen af de indledende fægtninger med en omtale af den tyrkiske musik som signalmiddel, skønt denne endnu ikke var blevet en del af militær sædvane. I samme åndedrag nævnes marchtrommens seidingstrenge, og det påstås, at kattetarm skulle være det perfekte materiale til tilvirkning af sådanne. Her kommer så tillige forklaringen, som man kunne have ønsket sig i indledningen, af forskellen mellem dragoner og rytteri. Herefter vender teksten tilbage til beskrivelsen af de taktiske manøvrer.

På side 140 ses en fin skildring af en dansk hestgarders tilfangetagelse af den svenske generalløjtnant Burenskiöld. Det havde været interessant at få at vide, hvad afhøringen af den prominente fange bragte frem, men det nævnes desværre ikke.

Detaljeret beskrivelse af selve Helsingborg-slaget ses på pp. 138-71, hvor der gives en grundig indføring i såvel taktikken som våbenbetjeningen. Redegørelsen for udviklingen på slagmarken time for time er grundig i sin opremsning af, hvilke enheder og personer, der gjorde hvad hvornår, men lider af den svaghed, at enhedernes navne ikke er anført på kortet, ligesom de mange officerer, der nævnes ved navn, er svære at holde styr på, fordi mange af dem ikke fremgår af den ordre de combat/order of battle (organisationsoversigt med navnene på de respektive enheders førere/chefer), som findes på pp. 115-16.  

Bogens mange, gode, episke udredninger til trods er der dog en række indvendinger, der ikke kan forbigås i tavshed:

Først det sproglige: Den meget hyppige brug af ”den såkaldte” som modererende adjektiv foran substantiver, der aldeles ikke er såkaldte, men reelle (såkaldte kontributioner, den såkaldte Tøjhus- og Krigshavn; den såkaldte defensionskommission, den såkaldte døllebajonet) leder tanken hen på dagens journalistiske produktion, som jo ikke nødvendigvis skal tages som garant for sproglig korrekthed. Adjektivet ”såkaldt” angiver, at noget påstås at være noget, det ikke er, som f.eks.: ”den såkaldt Demokratiske Republik Tyskland.” Anvendelsen antyder en mistillid til læserens fatteevne, og da der i de fleste tilfælde kommer en forklaring umiddelbart efter, er de vel i bedste fald overflødige.

Den meget omhyggelige oversættelse af forholdsvis almindelige militære begreber (som f.eks. fourage, estandart, arrièregarde og kantonnement) kan nok også af den militærhistorisk interesserede læser opfattes noget nedladende.

Stavefejl: pp. 139, 140 og 168 er ’i’et i den svenske general Burenskiölds navn faldet ud.

Der ses flere steder eksempler på pop-sprog, som passer dårligt ind i den akademiske redegørende form: p. 81: ”fjenden var forduftet,” p. 88: ”røven bar i bukserne,” ”Testoteron-dampende unge officerer” (p. 140).

Valget af stednavne – danske eller svenske – er inkonsekvent: Nogle geografiske betegnelser anføres på dansk (Malmø/Malmö, Blekinge/Bleking, Hven/Ven), mens andre (Landskrone/Landskrona, Engelholm/Ängelholm, Raaaa/Råå) skrives på svensk. Her ville konsekvent anvendelse af de danske betegnelser nok have været det rimeligste – set i det aktuelle tidsperspektiv såvel som den valgte danske synsvinkel.

På p. 57 nævnes, at Reventlow ”tildeltes den høje grad feltmarskalløjtnant.” Denne grad svarer til generalløjtnant og er således ikke nævneværdigt højere, end hans danske grad af generalmajor.

Her og der (f.eks. p. 74) ses substantivet ”partier” brugt om mindre styrker, hvilket ikke er den korrekte terminologi. ”kommandoer” eller ”detachementer” ville nok være mere præcise.

Gentagelser: Forbuddet mod at plyndre i Skåne-landene (tre gange). Defensionskommissionens opstilling af ny regimenter (pp. 70 og 77).

Ufuldstændigheder: Mange steder nævnes personer ved navn og titel, uden at de bliver introduceret nærmere til læserne (f.eks.: Oberstløjtnant Deden [blev] udsendt med 100 ryttere). Som minimum skulle der vel være tilføjet den pågældendes rolle og ansvar og gerne også enhedens betegnelse.

Billedteksten p. 89 er ikke helt korrekt. Personen i forreste geled bærer ikke en pike (som var 14-15 fod lang), men en esponton (half pike/spontoon), et 6-7 fod langt stagevåben. Det der betegnes som en hellebard er snarere det, man vil kalde en ”lilje.”

Billedteksten til portrættet af Huitfeldt p. 118 anfører, at han er iført hvidt bånd for Dannebrogordenen. Dette er ikke korrekt: der er tale om hans udmærkelse som ”hvid ridder” dvs. indehaver af Dannebrogordenens Storkors, og det han bærer, er følgelig storkorsets bryststjerne og storkorsskærf.

Geografiske unøjagtigheder: På kortene pp. 62 og 76 er Karlskrona (som jo ligger i det østlige Blekinge) blevet anbragt i Skåne, der hvor Landskrone skulle ligge. På p. 86 nævnes, at Huitfeldt blev beordret til Lund, ”hvor han skulle samle belejringstropperne fra Malmø og Karlskrona.” Det kan umuligt passe, da danske styrker ikke belejrede sidstnævnte og på intet tidspunkt nåede længere mod øst end Karlshamn. Tilsvarende forekommer det sært, at der p. 79 står at læse, at ”det danske korps kunne passere Helge Å og betræde Blekinge.” Ved passage af åen er der faktisk yderligere 25 km til grænsen til Blekinge. Kortet p. 113 indeholder den nutidige stedbetegnelse ”Pålsjö.” Dette kan ikke findes på datidens kort, idet der er tale om en skov, der dengang hed ”Pålskiöp” – en forsvenskning af dens danske navn Paafuels Kiøf.

Stil: Her og der er teksten meget springende som f.eks. p. 73, hvor der midt i beskrivelsen af opisning af Landskrones voldgrav ses, at ”Chefen for artilleriet, brigader Wilster, havde en ualmindelig dårlig dag, idet hans hund gik amok og bed ham . . .” Midt i omtalen af Helsingborgslagets begyndelse foretages tilsvarende en længere omtale af hvervningspraksis.

Udeladelse af det væsentlige: p. 73 fortælles om hvorledes en rekognosceringspatrulje p.g.a. af sneen bliver iklædt hvide skjorter som kamuflage, og at den kom helskindet tilbage. Det er da vigtigt og betryggende at vide, men, hvad der var endnu vigtigere, resultatet at dens færd, bliver ikke nævnt med eet ord.

På p. 86 anføres, at flere danske generaler stod i fare for at blive taget til fange . . . men det største tab var dog oberstløjtnant Hans Henrik Bibow. Han er ikke tidligere omtalt, og der gives ingen forklaring på, hvorfor lige akkurat han, skulle udgøre det alvorligste tab.

Terminologi: Betegnelsen ”kommandør” er forkert anvendt (p. 115: ”højre og venstre fløj samt centrum med hver deres kommandør”), idet det bruges i betydningen ”chef.” Anden træfning bliver betegnet som ”reserve,” hvilket er upræcist, da der ikke var tale om en styrke, der kunne indsættes fleksibelt og efter behov, men blot et antal enheder, der skulle afløse, når første træfning havde gjort deres. Betegnelsen ”ordre de bataille” anvendes synonymt med slagorden/opstilling. Dette er ikke korrekt, idet den reelle betydning af begrebet er enhedernes hierarkiske struktur (hvem var chef for hvad) – i dag kaldet ”order of battle.” Det er desuden mærkeligt, at artilleriet ikke er nævnt i denne ‘ordre’.

Det er prisværdigt, at forfatteren husker at skelne mellem rytteri og dragoner (det er der mange, der ikke gør), der på det omtalte tidspunkt var to væsensforskellige våbenarter. Til gengæld er så skuffende, at han i det sidste afsnit på p. 116 samt på p. 121 blander dem sammen m.h.t. inddeling af regimenternes kompagnier i eskadroner og disses forsyning med heste. Dette afsnit er i det hele taget ikke let at forstå. Dragoner fører ikke faner men guidons (man kan ikke ride med en fane).

På p.117 anføres at brigader Wilster var chef for en artilleriafdeling, hvilket næppe er korrekt. Han må have været chef for hele artilleriet. På p. 135 anføres, at Wilster som den første ildåbning valgte ”tre haubitser. Det var store 20-pundige morterer.” Disse pjecer må vel have været enten haubitser eller morterer – ikke begge dele.

Konkluderende kan bogen beskrives som et behjertet forsøg på at beskrive den del af Store Nordiske Krig, hvori Helsingborg-slaget indgår, ved hjælp af mange anekdotiske, personlige skildringer, men uden en klar målsætning og i vidt omfang med lidt tilfældigt anbragte oplysninger. Der er til gengæld tale om en levende fortælling med mange gode illustrationer og stor indlevelse i kamppladsens kaos og risici.

 

 

 

 

 

 

 

Del: