Det fremtidige operationsmiljø - kravene til hærenheder

Med ovenstående citat beskrives behovet for at forholde sig undersøgende til fremtiden. I samme ånd vil jeg i det følgende give et bud på, hvad hæren kan forvente på kort og mellemlangt sigt i form af internationale opgaver og operations­miljøer samt dertil knyttede opgaver og vilkår for indsatte enheder.

Foto: Støtteskibene ESBERN SNARE og ABSALON, inspektionsskibet VÆDDEREN,  Søværnets Taktiske Stab og en helikopter fra flyvevåbnet deltog i april 2013, i en stor øvelse ved Skotland. Under øvelsen træner enhederne antipirateri operationer. Forsvaret.dk

 

Med det nuværende forlig er hæren i gang med at styrke en række nøje udvalgte deployérbare operative kapaciteter. Hertil kommer den overordnede centralisering af støttestrukturen, som også får stor betydning for den fremtidige operative struktur. Den samlede struktur er således midt i en udvikling, der er maksimalt orienteret mod fremtidige ud­fordringer, men da transformationen forløber frem til 2010, er der endnu kun yderst spar­somme erfaringer med resultatet af den operative fokusering, som er den endelige målsætning. Erfaringsgrundlaget for at vurdere den operative strukturs tilstrækkelig­hed og betydningen af omlægningen af støttestrukturen vil imidlertid ikke være afgørende bedre hen imod slutningen af perioden, fordi de valgte operative kapaciteter og den nye støttestruktur først rigtigt vil være på plads ved forligets udløb.

Derfor er det ikke præmaturt allerede nu, mens alt er under forandring, at overveje fremtidige krav. Det faglige grundlag kan ret beset ikke forventes at ville være væsentligt bedre, når politiske overvejelser om eventuelle fremtidige til­pasninger skal finde sted, bortset fra den øgede sikkerhed der alt andet lige ligger i, at prognoserne tidsmæssigt vil være noget tættere på.

 

Internationale opgaver på kort og mellemlangt sigt

Fællesnævnere for militær opgaveløsning

Helt overordnet set forudsætter enhver succesfuld opgaveløsning viljen til at løse opgaven og evnen til at gøre det. Forsvaret, og med det hæren, er et sikkerhedspolitisk middel, og opgaverne pålægges fra politisk hold. Det er også en politisk beslutning, hvilket handleberedskab i form af konkrete kapaciteter der ønskes investeret i for at kunne agere i forhold til fremtidige – endnu ukendte – behov. De militærfaglige overvejelser bør derfor tage udgangspunkt i, at hvor der politisk opfattes at være et behov for at handle med militære midler, dér vil forsvaret og hæren have en opgave, med de kapaciteter der nu engang er til rådighed. Den politiske dagsorden kan betyde, at det er vigtigt i sig selv at ”være med”, men fagligt er det afgørende samtidigt at gøre en forskel, for ellers giver indsatsen ingen reel mening for enhederne og personellet. Overordnet set bør forsvarets struktur derfor kunne tilbyde relevante kapaciteter i de situationer, der kan forventes eller forudses at kunne opstå.

De seneste tiår har budt på en udvikling, hvor det militært relaterede sikkerhedsbegreb lidt efter lidt er blevet udvidet, og der er ingen grund til at tro, at denne udvikling vender. Et sikkerhedsbegreb, der stadig udvides, betyder naturligvis også, at opfattelsen af trusler mod sikkerheden bliver mere talrige, med deraf følgende behov for at kunne agere i stadig nye sammenhænge. Fremtiden vil derfor formentlig fortsat byde på opgaver for forsvaret, og dermed hæren, der aktuelt ikke kan forudses. Opgaverne har over de forløbne femten år bevæget sig fra et direkte eksistensforsvar over afspændende og tillidsskabende sikkerhedssamarbejde til fremskudt konfliktforebyggelse og konfliktløsning. Hertil er der senest kommet fokus på andre opgaver, så som bidrag til imødegåelse af terrorisme og afhjælpning af følgerne af natur- og menneskeskabte katastrofer. Det opgavekompleks, der tegner sig for de kommende tiår, vil formentlig dels være en videreførelse af nuværende opgavetyper, dels indeholde helt nye elementer.

Set bagud er det muligt at sætte forholdsvis entydige ”overskrifter” på indsatserne i forskellige tidsperioder, men situationen vil fremover være en anden. Konfliktspektret kan i den anskuede tidsperiode forudses at blive aktuelt i hele sin bredde med deraf følgende behov for at kunne løse opgaver inden for det fulde opgavespektrum. Der kan blive tale om kampoperationer i forhold til en regulær militær modstander, stabiliseringsoperationer i et ”blandet” operationsmiljø med såvel symmetriske som asymmetriske trusler samt støtteoperationer i et benignt operationsmiljø. Den aktuelle udvikling peger derfor på et markant øget behov for et kunne håndtere såkaldte fuldspektrumoperationer, der – samtidig eller adskilt i tid og rum – indeholder elementer af alle tre overordnede operationstyper.

Med et øget politisk fokus på de bagvedliggende årsager til usikkerhed og konflikt, som for eksempel fattigdom, ressourceknaphed eller undertrykkelse og manglende selvbestemmelse, kan anvendelsen af militære styrker ses som et middel, der i en bred vifte af situationer kan bidrage til at skabe forudsætning for at kunne gå ind med andre midler for at opnå en varig løsning. Dette betyder imidlertid ikke, at de mere traditionelle opgaver, så som indsættelse i tilslutning til væbnede konflikter, hører fortiden til. Tværtimod synes det at vedblive at være tilfældet, at konfliktpotentialer har en konkret sikkerhedsdimension i militær forstand. Et overraskende eksempel på dette er følgerne af oversvømmelserne i New Orleans i efteråret 2005, hvor usikkerheden – selv i et veludviklet og velreguleret samfund som det amerikanske – meget uventet førte til lovløshed og anarki i en grad, der førte til beslutningen om at indsætte militæret for at stabilisere situationen med henblik på at kunne genetablere lov og orden. Tilsvarende var der i forbindelse med hjælpearbejdet efter tsunamien i det sydlige Asien i december 2004 mulighed for en konkret militær dimension, fordi katastrofeområdet lappede ind over landområder med igangværende væbnede konflikter. Heldigvis kom dette ikke til udtryk, men perspektivet var der.

Disse to eksempler er begge forbundet med katastrofesituationer, men det kan ses som en fællesnævner, at menneskelig desperation indebærer en markant sandsynlighed for eskalation til vold, uanset om desperationen er forårsaget af håbløshed i kølvandet på en voldsom naturkatastrofe, oplevelsen af manglende mulighed for at forbedre egne vilkår grundet et undertrykkende regime, eller den skyldes andre forhold.

 

 
Kriterier for valg af militæret som middel

Forsvaret kan dermed bredt ses som et samfundsberedskab i relation til et meget vidt spektrum af opgaver. Dette omfatter såvel mere traditionelle militære opgaver som i forhold til andre områder, så som imødegåelse af sammenbrud af lov og orden, afhjælpning af miljø- og naturkatastrofer, støtte til fredelig overgang til demokratiske styreformer og så videre. Hertil kommer som nævnt de opgaver, der aktuelt ikke kan forudses. På trods af den meget brede vifte af scenarier synes der alligevel at være en række fællesnævnere for situationer, hvor forsvaret fra politisk hold får en opgave. Selv om grundlaget for at opstille forventninger til opgaver, der ikke kan forudses, er spinkelt, kan det på baggrund af den hidtidige udvikling – og i mangel af bedre grundlag – antages, at fællesnævnerne også vil gælde for disse situationer.

Det første kriterium er en aktuel eller latent sikkerhedsmæssig dimension som eksemplificeret ved situationen fra New Orleans og Sydasien. Væsentligt mere udtalt er den egentligt militære sikkerhedsmæssige dimension kommet til udtryk i forbindelse med de internationale operationer på Balkan samt i Irak, Afghanistan og Sudan, for blot at nævne et par af de tidligere og igangværende indsatser på området.

Et andet kriterium er opgaveløsningens akutte karakter. I mange situationer vil andre midler også – og måske endda i sidste ende bedre – kunne løse opgaverne, men de er ikke umiddelbart til rådighed. Der synes heller ikke at være politisk vilje til, og formentlig er det ikke samfundsmæssigt overkommeligt, at etablere disponible kapaciteter på områderne. Ofte er det politiske krav, at ”noget må gøres”. Handlekraft er politisk valuta, og her tilbyder forsvaret evnen til forholdsvis hurtigt til at kunne gå ind og indlede opgaveløsningen, som minimum indtil andre midler kan stilles til rådighed.

Et tredje kriterium er behovet for kapaciteter, der kan operere helt eller delvist uafhængigt af traditionel samfundsmæssig infrastruktur. Denne kapacitet er i varierende grad en del af militære strukturer, fordi de i modsætning til civile organisationer er designet til at operere i områder, hvor infrastruktur samt samfærdsels- og kommunikationsmidler er ødelagt som følge af kamphandlinger og ophøret af almindelige samfundsfunktioner.

En yderligere analyse af emnet vil formentlig kunne afdække flere fællesnævnere, men i bund og grund er den helt overordnede faktor, om brugen af militære midler, i forhold til øvrige midler, samlet anses som mest relevant i situationen. Dette rationalitets- og lønsomhedsprincip bliver lejlighedsvist kritiseret, og der ønskes fra forskelligt hold en mere principiel opgavefordeling, f.eks. i relation til humanitære operationer eller det humanitære aspekt af sammensatte opgaver. Dette synes dog ikke aktuelt at være et reelt alternativ. Tværtimod kan samtænkningsinitiativet ses som et forsøg på at forene flere overordnede samfundsmæssige hensyn, parallelt med at der opnås øget effekt af indsatsen.

 

Hvorfor vælge et landmilitært styrkebidrag?

Et yderligere interessant aspekt i forhold til emnet for denne artikel er, i hvilke sammenhænge enheder fra hæren kan forventes indsat frem for andre mulige styrkebidrag fra forsvaret. Enheder fra alle tre værn kan generere en militær effekt ind i et givet område, men kun enheder fra hæren kan interagere med lokalbefolkningen som en naturlig del af opgaveløsningen. Det må derfor antages, at såfremt der er et sådant behov, og intet andet taler afgørende imod, som for eksempel at undgå at danske soldater involveres for dybt i en eventuel stadig pågående konflikt, så vil et landmilitært styrkebidrag oftest være mest relevant.

De seneste årtiers konflikter har som et generelt kendetegn især været karakteriseret ved, at omdrejningspunktet har været lokalbefolkningen. De rent militære konflikter har været en kamp om, mod eller blandt dele af befolkningen, men også andre operationstyper har haft lokalbefolkningen i fokus. Dette har naturligt medført, at enheder fra hæren ofte har været udsendt som det første valg, og i de situationer, hvor danske hærenheder ikke indledningsvis har været involveret, så er de senere kommet på banen som led i det længere træk frem mod opgavens endelige løsning. Der synes altid at være et behov for – før eller siden – at arbejde frem mod en endelig løsning i tæt samspil med lokalbefolkningen. Intet tyder på, at dette vil forandres i fremtiden, snarere tværtimod.

Dette betyder imidlertid ikke, at styrkebidrag fra de øvrige værn kan forventes at blive irrelevante; de besidder inden for deres felt evnen til en unik opgaveløsning, som ikke kan erstattes ved en øget indsats af landmilitære enheder. Værnenes karakteristika kan således give politikerne en bredere vifte af relevante og nyttige optioner at vælge blandt.

Opgaver i geografisk perspektiv

Fremtidige opgaver kan også anskues i et geografisk perspektiv. Opgaveløsningen har gradvist bevæget sig længere og længere væk fra Danmark og dermed til geografiske og klimatiske egne, der har meget lidt til fælles med vilkårene i Danmark. Denne udvikling må også forventes at ville fortsætte, og hæren er som nævnt allerede i færd med at indrette sig til det.

Forsvarets Efterretningstjeneste vurderer i 2005-udgaven af den åbne risikovurdering, at konflikter, der indirekte vil kunne true den vestlige verdens sikkerhed, overvejende vil finde sted i et bælte, der strækker sig fra Nordafrika over Mellemøsten til Sydøstasien, stort set sammenfaldende med den islamiske verden, samt i Afrika syd for Sahara. Sidstnævnte anses dog ikke at have samme strategiske betydning.

Set i geografisk perspektiv synes Afrika dog alligevel at kunne blive et kommende indsatsområde for forsvaret i større stil. Konfliktpotentialet i Afrika er enormt, og med den øgede globalisering er behovet uomgængeligt. Det synes derfor utænkeligt, at de konkrete og latente behov vil blive ignoreret i det uendelige. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvornår opgaven vil blive indledt, ud over de hidtidigt gennemførte og igangværende spæde indsatser, samt hvordan og i hvilken takt den vil udvikles. Konfliktpotentialerne i Afrika er i hovedsagen landbaserede, hvilket i de konkrete situationer vil gøre overvejelser om landmilitære styrkebidrag uundgåelige, selv om personelrisikoen vil være en væsentlig faktor, og de logistiske udfordringer, i forhold til styrkebidrag fra de øvrige værn, vil være betydelige.

Krav afledt af geografi og klima har både materiel- og uddannelsesmæssige konsekvenser. Fælles for disse områder er nødvendigheden for forudgående investeringer i uddannelse og materiel for at kunne operere effektivt og med kort varsel, når behovet for indsats opstår.

 

Opgaver i kulturmæssigt perspektiv

Den kulturelle udfordring, forstået som soldaternes evne til at optræde hensigtsmæssigt under væsentligt anderledes kulturelle vilkår, har været stadig stigende de seneste år. Den kulturelle kompleksitet vil yderligere øges i den kommende periode, hvorfor dette bør være et område, der også fremover gives betydelig uddannelsesmæssig opmærksomhed

Den aktuelt kulturelle fællesnævner for indsættelsesområderne, den islamiske verden, er i sig selv yderst kompleks og tillige varierende fra område til område, herunder ikke mindst grundet indflydelsen af meget forskellige nationale samt stamme- og klankulturer inden for rammerne af den islamiske fællesforståelse. Hertil kommer potentielt et for forsvaret endnu stort set uudforsket kulturmønster i Afrika syd for Sahara. Da kulturforståelse og kommunikation går hånd i hånd, vil sproguddannelse også i fremtiden være en essentiel forudsætning for hærens internationale opgaveløsning.

 

Opgaver i tidsmæssigt perspektiv

Tiden er også et opgavemæssigt perspektiv. Ofte er der som allerede nævnt både et politisk ønske om, og et konkret behov for, at handle hurtigt. Hertil kommer, at stort set al hidtidig erfaring viser, at militære indsatser som regel ender med at blive langvarige.

Beredskab, dvs. evnen til at mobilisere en effekt forholdsvis hurtigt, er et traditionelt karakteristika for militære enheder, og dette byder sig selvfølgelig til, når mulighederne for at handle hurtigt i konkrete situationer skal overvejes. Hertil kommer udholdenhedsaspektet, der – selv om udholdenheden for hærens vedkommende hidtil overvejende har været knyttet til geografisk nærhed til Danmark – også er en fast bestanddel af beredskabsplanlægningen. Det væsentlige aspekt i relation til tiden er derfor i forhold til hærenheder især forbundet med afstanden fra Danmark, som den kommer til udtryk i forbindelse med deployering, genforsyning og kommunikation, samt behovet for at kunne vedligeholde den indsatte styrke ved uddannelse og rotation af friske enheder. Den igangværende debat om udsendelsesperiodens længde er blot ét udtryk for konsekvenserne af de langvarige missioner.

 
 

Opgaver i typemæssigt perspektiv

Et sidste perspektiv er typen af operationer, hvilket delvist følger af de anførte kriterier for valg af militæret som det, i hvert fald indledningsvist, foretrukne middel. Det, der især adskiller militæret fra samfundets øvrige midler, er imidlertid evnen til at løse opgaver i et decideret fjendtligt miljø, og dette særkende bør ikke fortabes gennem overdrevent fokus på evnen til at deltage i mindre krævende operationstyper. I sidste ende skal forsvaret, og dermed også hærens enheder, kunne kæmpe og vinde, og dette bør forblive målestokken for, hvordan enhederne organiseres, udrustes og uddannes.

Den politiske dagsorden relaterer sig i stadig stigende grad til værdier, og forsvaret kan derfor forvente i stadig større grad at ville blive pålagt opgaver, der enten direkte eller indirekte er begrundet i at fremme internationalt anerkendte og af Danmark understøttede værdi- og normsæt. Med andre ord opgaver, der ikke nødvendigvis udgør en konkret sikkerhedsudfordring for Danmark. Også i denne sammenhæng vil et landmilitært styrkebidrag kunne yde et unikt bidrag i kraft af interaktionen med lokalbefolkningen. Mens styrkebidrag fra de andre værn vil kunne demonstrere overordnet solidaritet med det styrende værdisæt, så kan konkrete værdier og normer bedst forankres i lokalbefolkningen ved et tæt, gensidigt samarbejde.

Det værdibaserede element influerer hvad forsvaret skal gøre, men i lige så høj grad hvordan opgaverne forventes løst. Opgaveløsningen bevæger sig derved i sin udførelse potentielt ud over de hidtil forankrede regelsæt, der er fastsat i internationale konventioner og forordninger. Dette betyder et afledt fokus, der nok fremmer de styrende værdier, men som samtidig påvirker et mere snævert ønske om militær effektivitet. Det skal her erindres, at de eksisterende konventioner har til formål at beskytte krigens ofre, men at de samtidig sætter militær effektivitet i højsædet for så vidt angår begrebet militær nødvendighed. Med et udvidet værdigrundlag kan militær nødvendighed ikke længere ses som et i sig selv validt argument for valg af metode eller middel.

Den værdistyrede udvikling kan blandt andet ses i debatten om Danmarks deltagelse i koalitionen i Irak og i den aktuelle sag om behandlingen af tilbageholdte irakere i Camp Eden i 2004.

 

 

Sammenfatning af perspektiverne for fremtidige internationale opgaver

Samlet kan det anføres, at udviklingen for så vidt angår de internationale opgaver, som hæren kan forventes pålagt, peger i retning af, at opgaveløsningen bevæger sig længere og længere væk fra Danmark, både i geografisk, klimatisk og ikke mindst kulturel forstand, samt at opgavespektret i form af formålet samtidig udvides betragteligt. Hertil kommer, at måden, opgaverne løses på, kan forventes at ville blive yderligere indbundet i et måske i nogle situationer diffust værdi- og normsæt, men hvis nøje efterlevelse alligevel i sidste ende kan udgøre forskellen på strategisk og taktisk succes eller fiasko.

Hærenheder vil som hidtil kunne forvente at blive anvendt i de situationer, hvor de i forhold til øvrige rådige midler er bedst egnet, men typen af opgaver er ikke i samme grad forudsigelig. På trods af den øgede bredde i opgavespekteret er der dog intet, der tyder på, at opgaverne ikke som hidtil især vil være knyttet til situationer, der rummer en konkret eller potentiel militær sikkerhedsdimension. Opgaverne må som nævnt forventes at skulle løses i stadig større afstand fra Danmark og under geografisk, klimatisk og kulturelt meget anderledes betingelser. Disse betingelser kan i tilgift forventes at være meget varierende fra operation til operation. Dette stiller en lang række krav til organisering, udrustning og uddannelse af enhederne. Samtidig må der forventes et ønske om at kunne handle hurtigt, og dette over større afstand end hidtil, samt om at kunne vedligeholde indsatsen i en længere periode.

Den igangværende omlægning af hærens struktur er rettet mod at styrke netop disse forhold, men det er relevant at overveje, om mere kan gøres.

 

 

Operationsmiljøet for indsatte hærenheder

Ud over ovennævnte vilkår for opgaveløsningen kommer den indflydelse, der udøves af selve operationsmiljøet. Dette må forventes karakteriseret ved en stadig øget kompleksitet og risiko. Endvidere vil opgaveløsningen for danske hærenheder finde sted i en multinational ramme på stadigt lavere organisatorisk niveau med deraf følgende behov for at tilpasse standarder, procedurer og teknikker til et fælles grundlag. Konkrete opgaver løses herudover ofte i samarbejde med og under bistand til lokale sikkerhedsstyrker.

Såvel symmetriske som asymmetriske trusler kan være en faktor under opgaveløsningen. Mens det vil være forholdsvis let at fastlægge omfanget af en symmetrisk trussel i forbindelse med konkrete opgaver, betyder den generelle sikkerhedsmæssige situation, at asymmetriske trusler vil kunne manifestere sig under opgaveløsninger, selv hvor det ikke umiddelbart forventes. Den asymmetriske trussel i forhold til danske enheder er global og konstant alene af den grund, at Danmark er en international aktør og dermed underlagt truslen fra den nu globale terrorisme. Selv om Danmark for eksempel formelt er en uvildig tredjepart i forbindelse med en konkret konfliktløsningsopgave, betragtes Danmark samtidig som part i den globale kamp mod terror. Danske enheder vil derfor altid udgøre et potentielt, måske endda lønsomt, mål, idet sårbarheden alt andet lige vil øges under indsættelse i områder, der er karakteriseret ved svage eller ikke-eksisterende nationale sikkerhedsstyrker, samt grundet en eventuel øget nærhed til de forskellige arnesteder eller støttemiljøer for international terrorisme. Heraf følger et stadig mere akut behov at have ”fingeren på pulsen” i missionsområdet samt for at enhederne som standard under al operativ opgaveløsning besidder integrerede midler til selvbeskyttelse.

Konfliktpotentialer og indsættelsesbehov må forventes at forekomme med øget hyppighed i underudviklede lande, med deraf følgende mindre udviklet eller ophørt regulering af lov og orden. Dette vil ofte være områder, der – ud over en eventuel regulær militær trussel – er karakteriseret ved udtalt spredning af våben uden for regeringskontrol og et udvisket skel mellem militære kombattanter og bevæbnede civile, stammer, klaner, kriminelle grupper og så videre. Alt sammen forhold, der øger kompleksiteten i opgaveløsningen for enhederne og de enkelte soldater og aktualiserer behovet for at kunne deltage i fuldspektrumoperationer.

Det vil være en grov forenkling at karakterisere alle potentielle modstandere som værende tilbagestående i militærteknologisk forstand, selv om truslen under for eksempel stabiliseringsoperationer i hovedsagen må forudses at være fra håndvåben, enkelte tungere våben og forskellige improviserede midler baseret på miner og sprængladninger. Erfaringer med vejsidebomber, for eksempel i Irak og til dels Afghanistan, viser, at selv mindre grupper må påregnes at kunne råde over, eller over tid forventes at få adgang til, forholdsvis sofistikerede systemer med deraf følgende konstant behov for de mest avancerede modmidler. Tilsvarende viser al hidtidig erfaring, at selv dårligt organiserede konventionelle eller ukonventionelle modstandere overraskende hurtigt viser sig i stand til at tilpasse sig og udvikle komplekse taktikker og teknikker for at kunne udnytte de indsatte enheders sårbarhed.

Som hovedregel må hærens opgaveløsning forventes koncentreret om de befolkningstunge områder, selv i mindre urbaniserede lande. Sikkerhedsudfordringerne ligger ikke i øde ørken- eller bjergområder, men i befolkningscentrene, og opgaverne for hærenheder – uanset art og type – vil især skulle løses i tilslutning til lokalbefolkningen. Heraf følger blandt andet den risiko, der ligger i, at irregulære styrker netop søger at drage fordel af den beskyttelse, som de opnår ved at blande sig med civile. Erfaringer fra Irak viser, at oprørerne er yderst sårbare over for højteknologiske opklaringsmidler og avanceret våbenvirkning, når de antræffes uden at kunne gemme sig blandt civilbefolkningen.

Generelt må operationsmiljøet forventes karakteriseret ved ringe eller ødelagt infrastruktur, og den beskedne infrastruktur, der måtte være til rådighed, bør tilfalde den i forvejen nødlidende civilbefolkning. De indsatte enheder må derfor kunne operere uafhængigt af selv den mest basale infrastruktur.

 
 

Forventede opgaver for indsatte hærenheder

Fuldspektrumoperationer

De forudseelige opgaver og dertil knyttede operationsmiljøer vil fortsat indebære behov for, at danske hærenheder kan deltage i det fulde spektrum af operationer. Indsatserne må forudses at indebære en stadig vekslen mellem, eller samtidig, taktisk opgaveløsning i relation til de tre overordnede kategorier, kampoperationer, stabiliseringsoperationer og støtteoperationer. I den hårde ende af opgavespektrummet – dvs. egentlige kampoperationer – vil stabilisering og støtte spille en væsentlig rolle på grund af kombinationen af symmetriske og asymmetriske trusler samt behovet for bistand til lokalbefolkningen og andre aktører som følge af ødelagte samfundsstrukturer. I den modsatte ende af spektrummet, hvor opgavens formål overordnet set er at yde støtte, betyder nødvendigheden af i givet fald aktivt at kunne imødegå asymmetriske trusler og terroranslag, at muligheden for egentlig kamp ikke kan udelukkes. Dette forhindrer selvfølgelig ikke, at operationsformerne, især i den bløde ende af spektrum, kan finde sted i deres rendyrkede form, men dette kan ikke længere ses som det generelle princip.

Behovet for at kunne kombinere væsensforskellige indsatser i rammen af den samme overordnede operation er ikke knyttet til de organisatoriske niveauer ved den indsatte styrke. Som oftest vil det være områdets størrelse eller karakteristika samt konfliktens karakter, der medfører behov for en samtidig eller vekslende opgaveløsning, og ikke enhedsstørrelse eller -niveau. Udviklingen må således forventes at medføre, at disse karakteristika vil gøre sig gældende på stadig lavere og lavere organisatoriske niveauer og dermed også for mindre, taktiske enheder. Dette skyldes blandt andet, at udviklingen tilsiger, at enhederne – grundet den teknologiske udvikling og det mindre antal styrker til rådighed – får ansvar for stadig større landområder. Det er ikke usædvanligt, at en enhed af bataljonsstørrelse får ansvar for et landområde større end Jylland og med en betydelig større befolkning. Når dette kombineres med svage eller ikke-eksisterende lokale administrationer, generelt fravær af lov og orden, udtalt våbenspredning, samfundsskadelig og destabiliserende kriminalitet i stor stil samt en generel tendens til vold og berigelse på bekostning af fællesskabet, så vil en sådan enhed allerede i udgangspunktet være mandskabsmæssigt presset til det yderste. Udviklingen mod bidrag i organisatorisk perspektiv med mindre danske enheder, der indpasses i en multinational ramme, har også den konsekvens, at enheder på lavere organisatoriske niveauer må kunne løse opgaver, der normalt varetages af foresatte enheder. Det gælder især opgaver, der har en unik national dimension. Dette omfatter ikke kun forvaltningsrelaterede og logistiske forhold, selv om dette volumenmæssigt vil udgøre hovedparten af disse opgaver, men blandt andet også varetagelse af det nationale ansvar, der er knyttet til de internationale konventioner, for eksempel opgaver i forbindelse med håndtering af tilbageholdte personer mv.

Den kapacitetsbaserede tilgang, hvor danske styrkebidrag i fremtiden i højere grad må ventes at ville bestå af en eller flere udvalgte kapaciteter frem for et afrundet hele, betyder, at evnen til at veksle mellem flere opgaver bør tillægges øget vægt i uddannelsen. Kampstøtteenheder og støtteenheder vil lige som kampenheder kunne forvente skiftende behov for opgaveløsning, herunder også behov for at kunne løse opgaver, der ligger uden for eventuelle specialer. Denne udvikling vil gøre det hensigtsmæssigt – og i nogle situationer decideret nødvendigt – at enhederne kan optræde i flere roller. Fælles for alle enheder uanset type vil være, at de skal kunne optræde i en ”kamprolle”, selv om dette måske ikke er deres organisatoriske hovedopgave.

I konventionelle indsatsmiljøer er sårbarhed især forbundet med en koncentration af egne styrker, mens det generelt forholder sig omvendt i ukonventionelle trusselsmiljøer. I forhold til ukonventionelle trusselsmiljøer medfører udviklingen herudover overordnet set det skisma, at mens truslen peger på behovet for en mere koncentreret indsættelse af enhederne, så giver den teknologiske udvikling, herunder den endnu spæde netværksbaserede tilgang, mulighed for spredt indsættelse af selv mindre enheder, men med øget sårbarhed til følge. Perspektivet for den netværksbaserede tilgang, herunder muligheden for på sigt i endnu højere grad at adskille tilstedeværelse og effekt, vil give mulighed for at løse dette problem, men dette er for landstyrkernes vedkommende endnu fremtidsmusik. Imod en sådan teknologisk løsning taler imidlertid det fortsatte behov for i rammen af stabiliseringsoperationer at kunne finde fælles løsninger på problemerne i snævert samarbejde med lokalbefolkningen. Det vil derfor være decideret uhensigtsmæssigt som generelt princip at følge udviklingen mod højteknologiske, men bemandingsmæssigt svage enheder, men det vil være lige så uhensigtsmæssigt ikke at udnytte den teknologiske udviklings muligheder, hvor dette er relevant. Der er med andre ord brug for en balanceret tilgang.

 

Værdiaspektets indflydelse

Den aktuelle fokus på værdier påvirker som nævnt såvel hvilke opgaver, der gives til forsvaret, som hvordan de forventes løst. Det gamle udtryk, ”vis mig hvem du omgås, så skal jeg fortælle dig, hvem du er”, beskriver på glimrende vis rækkevidden af dette.

Danske hærenheder vil formentlig udelukkende indgå i multinationale sammenhænge, og dette på stadigt lavere organisatorisk niveau i takt med at enhedsstørrelsen i hæren reduceres. Det må desuden forventes, at opgaverne indebærer, at der ofte vil skulle gennemføres operationer i nært samarbejde med lokale sikkerhedsstyrker. Det er uomgængeligt, at danske enheder skal holdes ansvarlige for deres handlinger, men værdiaspektet udstrækker denne ansvarlighed til også at omfatte samarbejdspartnernes handlinger. Dette er generelt ikke et problem i forhold til koalitionspartnere, som vi deler værdier med, men det kan give vanskeligheder i forhold til muligheden for et effektivt samarbejde med lokale sikkerhedsstyrker, der ofte vil være forankret i et væsentligt anderledes værdigrundlag end det danske. Værdidebatten indebærer risiko for berøringsangst i forhold til de lokale strukturer, som netop gerne skulle engageres og styrkes med henblik på at kunne afslutte opgaveløsningen. Hvorvidt der er behov for en mere robust indstilling til emnet fra dansk side, vil jeg overlade til den enkelte at danne sig en mening om, men kombinationen af behovet for at kunne interagere med partnere, som efter dansk målestok måske ikke er helt ”fine” i kanten, og ønsket om at bidrage til en generel menneskeliggørelse af deres metoder taler for, at muligheder, midler og metoder udvikles yderligere. Heri ligger der først og fremmest en uddannelsesopgave, men også et holdningsspørgsmål. Disse forhold kan synes banale med det nuværende engagement, men betydningen øges, når hæren med den kommende struktur bliver i stand til med kort varsel at bidrage med føringselementer på de højere taktiske niveauer som Land Component Command, division og brigade.

Værdiaspektet har endnu en betydning. Med en betydelig del af de nuværende og forudseelige indsættelsesmiljøer karakteriseret ved et udtalt behov for stabiliseringsoperationer får vilkårene for den militære opgaveløsning en yderligere dimension. På mange områder vil der være tale om en form for international sanktioneret myndighedsudøvelse til støtte for det internationale samfund og de lokale myndigheder – en form for ”politioperationer”. Herved får det, der traditionelt opfattes som ”kamppladsen”, ydermere karakter af et ”gerningssted” med deraf følgende krav om at kunne håndtere bevisførelse, dokumentere lovovertrædelser samt kunne sondre mellem skyldige og uskyldige. Endvidere bliver behovet stadig mere udtalt for, at enheder og soldater – i såvel ord som handling – til stadighed optræder i nøje overensstemmelse med de værdimæssige forudsætninger samt det formelle lov- og bestemmelsesgrundlag. Individuelle soldaters fejltrin kan således få strategiske konsekvenser.

 

Manøvrekrigsførelse

Den fremtidige formålsbaserede tilgang til opgaveløsningen, som i tilgift er værdistyret, betyder, at perceptionen – ude som hjemme – i højere grad må forventes at blive styrende for operationerne. Jeg omtalte tidligere betydningen af vilje og evne samt af værdiaspektet. Med et fremtidigt fokus, der i øget grad skifter fra at søge at ramme modstanderens vilje frem for evne samt påvirke hans værdier, er der behov for at udvikle den operative tænkning i den retning. Også dette er en uddannelsesopgave, men der vil være afledte konsekvenser i form af at sikre rådighed over egnede midler. Dette tankegods er forankret i konceptet om manøvrekrigsførelse (manoeuvre warfare) som modsætning til traditionel nedslidning (attrition). Manøvrekrigsførelse er efterretningsbaseret, hvilket taler for et øget fokus på tilvejebringelse af egnede indhentningsmidler på alle niveauer.

Det taktiske handlingskredsløb i relation til manøvrekrigsførelse er knyttet til cyklussen ”find – fix – strike – exploit”. Modstanderen skal lokaliseres, fastholdes og rammes, og den opnåede fordel skal kunne udnyttes. Ud over rådighed over egnede midler ligger der også et organisatorisk aspekt i denne mentale opgavedeling. Enhederne skal fast eller situationsbestemt råde over komponenter til varetagelse af alle fire delopgaver. Cyklussen forekommer umiddelbart især anvendelig i forbindelse med egentlige kampoperationer, men det forholder sig ikke kun sådan. Handlingskredsløbet er mindst lige så anvendeligt i forbindelse med udviklingen af for eksempel CIMIC-projekter som under angreb fra bevægelse, blot får de enkelte termer en anderledes betydning. Manøvrekrigsførelsen er dermed brugbart som et fælles koncept inden for det fulde spektrum af opgaver.

 

Ønsket om den mest effektive organisering af et styrkebidrag må fortsat forventes at udgøre et centralt element i forberedelserne. Imod dette taler hensynet til at drage nytte af de generelle forberedelser ved udnyttelse af eksisterende enheders organisatoriske struktur i videst muligt omfang. Enhver operation er unik, og der må i forbindelse med overvejelserne om hvert eneste styrkebidrag forventes at kunne opstilles velbegrundede behov for ekstra kapaciteter, som ikke er en fast del af den enhed, der i den givne situation er forudset som grundstamme for det samlede styrkebidrag. Modsat kan der også forudses at være elementer ved enheden, der måske kan udspares og dermed gøre indsatsen billigere. Ideen om at basere den generelle organisation af hærenhederne på et modulært værktøjskasse-princip, hvorfra der situationsbestemt kan ”plukkes” sammenhængende mindre enheder og kapaciteter, er formentlig det bedst opnåelige. Udfordringen ligger i at effektivisere denne proces gennem forudgående uddannelse af enhederne under udnyttelse af samme modularitet samt at respektere modulernes interne integritet på det fastsatte organisatoriske niveau. En styrkelse af grundlaget for at tilpasse den faste organisation til specifikke behov kan også findes ved at ”multi-role” sjældent udsendte, men ellers uundværlige specialkapaciteter til også at kunne løse mere generelle opgaver. Det vil sige en mere fleksibel anvendelse af de rådige kapaciteter.

 

Krav til struktur og uddannelse

Som nævnt er hæren i fuld gang med at styrke en række nøje udvalgte operative kapaciteter inden for rammen af forsvarets samlede økonomi og i overensstemmelse med den besluttede vægtning mellem de operative kapaciteter ved de tre værn. Denne udvikling er knap slået igennem endnu, herunder ikke mindst etableringen af de stående, deployérbare landmilitære kapaciteter baseret på et reduceret divisionshovedkvarter med en stående brigade (1. Brigade), en tilnærmelsesvis stående brigadekadre (2. Brigade), der – ud over at besidde en egen operativ kapacitet – som ”uddannelsesbrigade” producerer hovedparten af enhederne til det løbende engagement, og en række stående divisionstropper samt en operativ logistikstruktur. Omvendt opleves den igangsatte optimering af støttestrukturen allerede som belastende for de operative enheder, selv om dette formentlig er et overgangsfænomen.

Transformationen blev indledt i januar 2005, og erfaringer med etableringen af de stående enheder er endnu ikke til stede i nævneværdig grad – bortset fra den helt åbenbare, at det kun kan gå for langsomt. Der vil i perioden frem til 2010 være kritiske kapaciteter under etablering, der allerede er et akut behov for nu. Den igangværende forberedelse af et forøget bidrag til Afghanistan fra foråret 2006 er udtryk for dette. Opbygningstakten er imidlertid især økonomisk begrundet, idet der i strukturen og rekrutteringspotentialet er afsæt til en væsentlig hurtigere enhedsopbygning.

2. Brigade varetager den nye firemåneders værnepligtsuddannelse, herunder produktionen til det nationale totalforsvarsbehov samt tilvejebringelse af rekrutteringsgrundlaget for det løbende internationale engagement og hærens stående styrke, samt reaktionsstyrkeuddannelse og produktion til vedligeholdelse af størstedelen af enhedsbehovet i forbindelse med det løbende internationale engagement. Herudover udgør 2. Brigade i sig selv en delvis stående operativ kapacitet. Erfaringerne fra det første år lover godt; rekrutteringspotentialet dækker generelt behovet, og enhederne får en god og dækkende uddannelsen inden udsendelse. 2. Brigade har dermed potentiale til fremover at blive en solid ”krumtap” i en produktion, der skal gøre det muligt for hæren at varetage et ganske betragteligt løbende internationalt engagement med en operativ kompleksitet, der kan tilgodeses af tiden til uddannelse i produktionscyklussen.

På negativsiden er den foreløbige erfaring, at produktionen ved 2. Brigade ikke helt i forudset omfang ”hviler i sig selv”. Den fortløbende produktion og udsendelse til det løbende engagement trækker med det aktuelle ambitionsniveau tunge veksler på den endnu beskedne stående operative struktur ved 1. Brigade og divisionstropperne. Dette skyldes især, at 2. Brigade aktuelt varetager hovedparten af enhedsproduktionen til to bataljonskampgrupper pr. halvår, hvor den reelt kun er dimensioneret til produktionen til én. Hovedproblemet er ikke antallet af soldater, men det forhold, at der er tale om produktion til flere missioner, der hver især forudsætter en førings-, føringsstøtte- og logistisk struktur med mange specialistfunktioner.

Under alle omstændigheder så indebærer trækket på stående styrke risiko for at påvirke professionaliseringen og indsatsberedskabet ved de stående enheder i uacceptabel grad. Det samme gælder som nævnt de aktuelle konsekvenser af den igangsatte centralisering af støttestrukturen ved forsvaret som helhed. Denne belastning er imidlertid forudset som en midlertidig konsekvens af forligsimplementeringen, hvorfor det må antages, at de negative konsekvenser svinder, i takt med at de nye strukturer falder endeligt på plads. Belastningen er dermed formentlig knyttet til det aktuelt meget betydelige ambitionsniveau, set i forhold til hvor langt de nye strukturer reelt er nået opbygningsmæssigt kun godt ét år inde i den samlede femårige omlægningsperiode. Selv om der således formentlig er tale om en forbigående konsekvens, er den alligevel yderst uheldig, idet den nye stående operative struktur tidligt i udviklingsforløbet er meget skrøbelig. Det skal her erindres, at de stående operative enheder ikke kun skal gøre det muligt at handle med kort varsel, men også at løse ”skarpere” opgaver og – især – operere i miljøer med betydelig øget kompleksitet og risiko.

De aktuelle vilkår med en gradvis, økonomisk afpasset, forøgelse af bemandingen ved hærens stående enheder – kombineret med behovet for afgivelser til det løbende engagement – betyder, at etableringen af stående enheder i de kommende år nødvendigvis vil være meget snævert fokuseret på tilvejebringelse af forholdsvis få, højt prioriterede kapaciteter. Dette omfatter dels enheder til igangværende missioner som for eksempel Afghanistan, dels til NATO Response Force. Mens det isoleret set vil være hensigtsmæssigt at have et så konkret sigte med enhedsopbygningen, vil en meget snæver opbygning ikke være uden ulemper for den samlede stående struktur. Enheder uden den fornødne prioritet vil – indtil den fornødne redundans er tilvejebragt – opleve afgivelse af personel og materiel til højere prioriterede formål, hvilket – i hvert fald på kort sigt – modvirker professionaliseringen af strukturen som helhed. Aktuelt er bemandingen ved de stående enheder i hæren, grundet manglende rådighed over lønsummer, noget lavere end forudsat i implementeringsplanerne, hvilket forstærker de uheldige følger af de aktuelt markante behov for støtte til andre dele af strukturen.

Målsætningen med et antal højt professionelle kapaciteter til opdukkende og særligt komplekse opgaver suppleret med en produktionsstruktur til det løbende engagement vurderes alligevel overordnet set strukturelt at kunne opfylde det fremadrettede behov, men som nævnt ovenfor er det væsentligt at undgå, at tilbagevendende behov for betydelig støtte til uddannelses- og produktionsstrukturen samt støttestrukturen udhuler den stående komponent, samt at den endnu skrøbelige stående operative struktur gives mulighed for at vokse sig stærk.

Der er i forsvarsforliget mulighed for at se på den ændrede værnepligt for så vidt angår varigheden og størrelsen af produktionen til totalforsvarsbehovet. De foreløbige erfaringer med den ændrede uddannelse peger på, at de unge er motiverede for at gennemføre reaktionsstyrkeuddannelsen i forlængelse af værnepligten og efterfølgende tage en tørn ved en af de igangværende missioner. Med den forholdsvis høje profil, som forsvarets internationale engagement har i den danske offentlighed, er der ingen grund til at forvente, at denne opbakning vil svinde. De muligheder, der måtte være for at optimere værnepligtsuddannelsen, bør derfor udnyttes for at bidrage til, at produktionsstrukturen i højere grad kommer til at hvile i sig selv for så vidt angår opstilling af enheder til varetagelse af det løbende engagement. Samtidig er det dog væsentligt at tilsikre, at den fortsatte positive effekt af værnepligten bevares, samt at behovet til totalforsvarsberedskabet opfyldes.

Sammenfattende må det vurderes, at den struktur, der aktuelt er i støbeskeen, med ganske få justeringer vil kunne bringes til at tilgodese behovet for at kunne handle hurtigt og løse opgaver med en betydelig kompleksitet og risiko samt at kunne vedligeholde indsatsen i missionsområderne i en længere periode. Ud over den strukturelle balance som omtalt ovenfor er der imidlertid også en andre række forhold, der påkalder sig opmærksomhed, hvilket jeg kort vil beskrive i det følgende.

 

Fuldspektrumoperationer og stabiliseringsoperationer

Hærenhederne må kunne deltage i det fulde spektrum af operationer som en stadig vekslen mellem taktisk opgaveløsning i relation til kampoperationer, stabiliseringsoperationer og støtteoperationer. Hvor overskriften for det internationale engagement i 1990’erne var fredsstøttende operationer, og overskriften aktuelt er mere robuste stabiliseringsoperationer, peger udviklingen og trusselsmiljøet som nævnt på, at det fremadrettet bliver evnen til at kunne deltage i fuldspektrumoperationer, der kommer i fokus. Dette kan for eksempel være i form af forholdsvis håndfaste stabiliseringsoperationer, som tidligt i missionens ”levetid” potentielt kan indeholde et endda meget markant islæt af kampoperationer.

Dette vil være et operationsmiljø, som i første omgang forudsætter indsættelse af fuldprofessionelle, stående enheder, der kan håndtere kompleksiteten og risikoen i operationsmiljøet, dvs. enheder fra specialoperationsstyrkerne, 1. Brigade og divisionstropperne. I takt med at opgaveløsningen skrider frem, må operationsmiljøet forventes at blive mere benignt med deraf følgende mulighed for at overgå til en vedligeholdende driftsfase, baseret på den løbende enhedsproduktion fra 2. Brigade.

Fælles for indsatsen i begge faser er behovet for at kunne løse opgaver i samarbejde med og under prægning af lokale sikkerhedsstyrker. I begyndelsen vil behovet endvidere omfatte støtte til etablering, uddannelse og opbygning af disse sikkerhedsstyrker. Instruktør- og vejlederrollen er en del af de militære enheder, hvorfor disse aspekter ikke er en markant ny udfordring, men effektiv uddannelsesbistand forudsætter kulturforståelse i forhold til de lokale miljøer, hvori opgaven løses. Behovet for kulturforståelse er som allerede nævnt også implicit i det forhold, at opgaverne for hærenheder – uanset art og type – især vil skulle løses i tilslutning til lokalbefolkningen. På samme måde som CIMIC-funktionen er blevet udviklet over det seneste tiår, kan en yderligere fokusering på en ekstern uddannelses- og mentorrolle føre til en mere målrettet og effektiv indsats på området.

Fra dansk side viges aktuelt tilbage fra at tilknytte deciderede rådgivningsteams til lokale sikkerhedsstyrker på det lave taktiske niveau. Dette er for eksempel tilfældet i Irak og Afghanistan, fordi det som udgangspunkt ikke kan tilsikres, at operationerne altid lever fuldt op til vestlig standard. Begrænsningen skyldes formentlig, at vi ikke anser os selv for robuste nok til at håndtere eventuelle situationer, hvor dette ikke skulle være tilfældet. Konsekvensen er selvfølgelig, at vi risikerer at spille os muligheden af hænde for effektivt at præge de lokale sikkerhedsstyrkers udvikling og adfærd.

Betydningen af at kunne kombinere væsensforskellige indsatser i rammen af den samme overordnede operation vil stadig øges. Kampstøtteenheder og støtteenheder må lige som kampenheder kunne løse deciderede kampopgaver, blandt andet fordi deres egen overlevelse tilsiger dette. Konsekvensen er som nævnt ovenfor et øget uddannelsesbehov, men mulighederne for at kampstøtteenheder og støtteenheder kan skifte rolle bør herudover undersøges yderligere. Kampstøtteenheder og støtteenheder bør uddannes og udrustes til også at kunne optræde i en infanterirolle og som sådan, ud over varetagelse af egenbeskyttelsen, også løse bevogtningsopgaver og almindeligt forekommende sikringsopgaver i et tildelt ansvarsområde. Dette er allerede en del af målsætningen med den igangværende udvikling af de stående operative kapaciteter.

Andre konkrete rollemuligheder bør imidlertid også undersøges. Dette kunne omfatte artillerienheder i en CIMIC-rolle, ingeniørenheder som udførende i forhold til CIMIC-projekter og alle enhedstyper, f.eks. et infanterikompagni eller et haubitsbatteri, i en uddannelses- og mentorrolle. Underafdelingen kan som ”force-multiplier” støtte og rådgive i forbindelse med etableringen af en lokal sikkerhedsenhed på afdelingsniveau. Hærens førerpersonel uddannes to niveauer op i forhold til den funktion, de aktuelt besidder. Dette føringsmæssige ”overskud” er essentielt for at kunne forstå den ramme, i hvilken enheden opererer, men giver herudover mulighed for at kunne optræde som veluddannede rådgivere på organisatoriske højere niveauer i forhold til lokale sikkerhedsstyrker.

Indarbejdelse af konceptet om manøvrekrigsførelse er ligeledes en yderst påkrævet uddannelsesopgave, men som nævnt vil der også være afledte konsekvenser i form af at sikre rådighed over egnede midler. Udviklingen mod efterretningsbaserede operationer betyder, at enhederne skal råde over egnede indhentningsmidler på alle niveauer, og enhedernes organisation skal fast eller situationsbestemt kunne operere i en taktisk cyklus, hvor modstanderen lokaliseres, fastholdes og rammes, hvorefter den opnåede fordel udnyttes. Den umiddelbare løsning er at insistere på en fire-deling af enhedernes manøvrekomponenter, dvs. at en brigade råder over fire kampafdelinger, en underafdeling råder over fire delinger og en deling over fire grupper. Imod dette taler selvfølgelig, at dette ved uændret bemanding og materiel vil reducere antallet af enheder. Denne problemstilling er også aktuel ved de større samarbejdspartnere; den britiske hær oplever aktuelt en udvikling, hvor antallet af kampbataljoner ved brigaderne reduceres fra fire til tre, men indtil videre opretholdes fire-delingen på underafdelings- og delingsniveauet.

Der er således ingen lette løsninger, men den generelle organisation af enhederne tillader en fleksibel opgavemæssig tilpasning af organisationen ved til- og afgang af underenheder, hvorfor der indledningsvis kan gives uddannelsesmæssig prioritet til den operative tænkning bag konceptet med henblik på at indhente erfaringer til en eventuel tilpasning af organisationen på længere sigt.

 

Uddannelsesaspekter

Uddannelsen ved de stående operative enheder bør bindes sammen i en overordnet ramme, der fokuserer på fuldspektrumoperationer, dvs. kampoperationer understøttet af evnen til fleksibelt at kunne overgå til/fra løsning af stabiliseringsoperationer og støtteoperationer.

De forventelige væsentligt anderledes geografiske, klimatiske og kulturelle betingelser, som i tilgift kan forventes meget varierende fra operation til operation, samt den øgede kompleksitet og risiko i operationsmiljøet vil alt andet lige øge uddannelsesbehovet og dermed behovet for tid til uddannelse. Med den fremtidige struktur vil denne opgave kunne håndteres, såfremt den stående komponent gives den forudsete bemandingsmæssig kontinuitet og så stabile vilkår i øvrigt, at der bliver mulighed for at fokusere på egen uddannelse og udvikling samt på etablering og opretholdelse af et givent beredskab.

Produktionen til vedligeholdelse af det løbende engagement opererer inden for afmålte tidsrammer, og udfordringen bliver derfor at tilsikre, at opgaverne først overdrages til enheder fra denne del af strukturen, når uddannelsesbehovet matcher den rådige tid. Udgangspunktet må være, at de enkelte opgaver først overdrages, når situationen i missionsområdet tilsiger det, samt at der overdrages etablerede og tilpassede uddannelsesmål og uddannelsesaktiviteter.

Udviklingen i retning af ”politioperationer” med deraf afledte behov for at kunne håndtere bevisførelse og dokumentere lovovertrædelser på et ”gerningssted” har såvel uddannelsesmæssige som materielmæssige konsekvenser. Uddannelsen har hidtil i hovedsagen været forbeholdt militærpoliti, men bør fremadrettet introduceres i den almindelige føreruddannelse og den generelle enhedsuddannelse.

 

Udrustning og materiel

Med den igangværende omlægning fra en mobiliseringshær til en struktur, der er baseret på færre, men overvejende stående deployerbare operative kapaciteter, er situationen ikke længere den, at opdukkende materiel og logistikbehov ved udsendelse af enheder kan opfyldes ved at ”låne” fra mobiliseringsstyrkens depoter. De fremtidige operative enheder vil stort set alle sammen være aktiverede, og de har selvfølgelig brug for deres eget materiel i det daglige. Dette betyder, at den hidtidige praksis med at ”låne på depotet” ikke længere kan anvendes, og at udsendelser fremover må baseres på etablering af egne materiel- og logistikbeholdninger. Bortfaldet af mobiliseringsdepoterne medfører herudover et umiddelbart behov for en materielmæssig og logistisk opbygning for at indhente efterslæbet fra de seneste årtiers ”lån” fra mobiliseringsstyrkens depoter. I tilslutning til forliget er behovet opgjort til etableringen af to disponible bataljonssæt materiel for at kunne opretholde det løbende internationale engagement under samtidig videreførelse af uddannelsen og beredskabet ved 1. Brigade samt enhedsproduktionen ved 2. Brigade.

Fremtidige operationsmiljøer må som nævnt forventes karakteriseret ved et skiftende, men potentielt højt trusselsniveau, og erfaringerne fra Irak og Afghanistan viser, at selv dårligt organiserede ukonventionelle modstandere hurtigt er i stand til tilpasse sig og udnytte de indsatte enheders sårbarhed. En militær kapacitet uden integreret selvbeskyttelsesevne vil derfor ikke kunne fungere optimalt i fremtidens operationsmiljø, og trusselsbilledet tilsiger, at der løbende er behov for at opdatere selvbeskyttelsesevnen med det mest moderne materiel. Et eksempel er elektroniske modmidler (ECM) mod fjernaktiverede vejsidebomber. Disse midler må i dag betegnes som et ufravigeligt standardkrav. Andre eksempler på essentielle, men i det store billede mindre materielanskaffelser er personlige radioer, rødlyssigte, og less-lethal-weapons.

Der eksisterer det skisma, at anskaffelse af mindre materiel- og udrustningsgenstande tilsyneladende forudsætter et konkret ”pull” fra en aktuel mission, frem for det mindre påtrængende ”push” der ligger i den konceptuelle erkendelse af det generelle behov. Essentielle sidsteøjebliks-anskaffelser vanskeliggør imidlertid de afsluttende forberedelser, og meget tyder på, at hæren skal blive bedre til at forberede enhederne med udrustning og materiel på grundlag af konceptuelt erkendte behov, frem for at vente til det bliver absolut nødvendigt. Dette vil blive yderligere aktualiseret i takt med at evnen til deployering med kort varsel styrkes. Aktuelt forberedes 1. Lette Opklaringseskadron til udsendelse til Afghanistan fra foråret 2006, og selv om det kun er godt seks måneder siden, at enheden afsluttede en NRF-beredskabsperiode, er der allerede opstået en del mindre, men vigtige bemandings- og materielmæssige mangler ved enheden, hvilket ikke burde være tilfældet. Manglerne afhjælpes, inden enheden udsendes, men det er vigtigt at kunne opretholde det kvalitative niveau – personelmæssigt, materielmæssigt og uddannelsesmæssigt – som enhederne opnår gennem NRF cyklussen.

Den anførte problematik skyldes selvfølgelig, at materielbehovet overordnet set langt overstiger de rådige midler. En anden faktor er formentlig den meget veludviklede planlægningsproces, hvor midlerne båndlægges tidligt i forhold til langsigtede anskaffelsesplaner til de tre værn med minimale disponible reserver. Dette reducerer fleksibiliteten på området.

 

 

Overvejelser frem til næste forlig

Forsvaret, og dermed hæren, er i den paradoksale situation, at mens sikkerhedsopfattelsen udvides og de sikkerhedsmæssige trusler, med deraf følgende behov for at handle, bliver stadig flere og flere, så reduceres antallet af styrker og kapaciteter til rådighed. Udviklingen er udtryk for en vekslen mellem kvantitet og kvalitet, simpelthen fordi der ikke er penge til at gøre alle eksisterende kapaciteter relevante i forhold til det ændrede opgavekompleks.

Med de perspektiver, der tegner sig på kort og mellemlangt sigt, vil dette paradoks blive yderligere aktualiseret. Intet tyder derfor på, at behovet for transformation er forbigående, hvis forsvarets kapaciteter skal forblive relevante og kvalitativt dækkende i forhold til fremtidige behov. Opgavespektret vil fortsat udvides, kompleksiteten i opgaveløsningen vil stadig tiltage, og kravene til enhedernes kvalitet vil stadigt øges. Forsvaret forventes dermed stedse at kunne gøre mere, men med færre midler, og det holder selvfølgelig ikke i længden. Udgifterne forbundet med at professionalisere enhederne, gøre dem deployérbare samt udruste og uddanne dem til at håndtere opgaver under de fremtidige vilkår vil rent ud sagt være enorme. Med stort set uændrede budgetter har forsvaret indtil nu været nødsaget til at ”æde” af muskelmassen for dog at kunne gøre sig gældende under de ændrede omstændigheder.

En hovedkonklusion må derfor være, at forsvaret og hæren nok har, eller er på vej til at få, de rette operative kapaciteter, men der er simpelt hen for få af dem i forhold til behovet, der tegner sig, og i forhold til det allerede fastsatte ambitionsniveau. Der er reelt brug for at øge antallet af disponible enheder parallelt med den betydelige kvalitative forbedring, hvilket kun kan finde sted ved at forøge personelstyrken og dermed budgetterne, for det er vanskeligt at se, hvordan yderligere personel og midler kan frigøres fra den nye støttestruktur. Alle støttestrukturer er optimeret til noget nær det yderste, hvilket der er talrige eksempler på, og den igangværende omlægning af støttefunktionerne opleves indtil nu som krævende for den operative struktur.

Perspektivet set fra enhedsniveau ved den stående operative struktur i hæren er, at ambitionsniveauet her tidligt i den igangværende transformationsperiode i værste fald kan ende med at køre den hårdt tiltrængte professionalisering i sænk. Der er brug for at tilsikre en fremtidig struktur, der – med fokus på relevante operative kapaciteter ved de tre værn, der svarer til fremtidens sikkerhedsudfordringer – er i fuld balance, og hvor uddannelses- og produktionsstrukturer samt støttestrukturen hver for sig er selvstændigt tilstrækkelige. Kun derved kan den samlede struktur, og i rammen heraf den stående operative struktur, nå og opretholde det meget høje kvalitative niveau, som fremtidens opgaver og operationsmiljøer forudsætter.

 
PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

 

Litteraturliste

Del: