Den store invasion i Normandiet 1944

Den 6. juni 1984 er 40-året for historiens største invasion. Da forløbet af denne operation må forventes tidsskriftets læsere bekendt, har redaktionen valgt at markere begivenheden med følgende korte omtale af danske søfolks indsats i forbindelse med operationen, af museumsleder Jørgen H. Barfod, Museet for Danmarks Frihedskamp, der er formand for den komité, som på invasionsdagen på invasionskysten afslører et monument til minde om danske søfolks indsats.
 
 
De danske søfolk var som bekendt Danmarks første frihedskæmpere. Medens vi andre herhjemme tog os tid til at sunde os efter den 9. april 1940 inden det rigtigt gik løs, måtte søfolkene ude i verden fra den ene dag til den anden beslutte sig, om de ville deltage i kampen for Danmarks befrielse. Det var et skæbnesvangert valg både for søfolk og for rederier, og naturligvis var der her folk af alle kategorier ligesom på hjemmefronten. Redere kunne f.eks. lade økonomiske overvejelser få fortrin for nationale følelser, når det skulle afgøres, om skibene skulle dirigeres til allieret eller neutral havn, og for kommimister blandt søfolkene kunne det være lige så vanskeligt, om de skulle følge Moskvas parole om kampen mod de allierede eller egne eller nationale følelser. Let har det ikke været. Heldigvis var der mange, som fra starten besluttede sig for de allierede, og omkring 8000 søfolk deltog på allieret side. England havde hårdt brug for den danske tonnage og de danske søfolk, da de tyske ubåde fra første færd gjorde et stærkt indhug i englændernes egen handelsflåde, der skulle bringe de nødvendige forsyninger til øriget. Det var vigtigt at holde forsyningerne i gang både til civilbefolkningen og siden ikke mindst til fronterne rundt om i verden. Troppetransporter, sejlads med materiel, våben, ammunition og meget andet var nødvendigt om man skuUe stå sig i den hårde kamp. Det gjaldt forsyninger over Atlanten til England og siden også forsyninger over Stillehavet eller ad Murmanskruten efter at Sovjet var blevet allieret.
 
 
 
I foråret 1944 var tiden endelig moden til det store angreb på det besatte Europa. De enorme forberedelser var tilendebragt og planerne var lagt. Dette vældige forehavende krævede adskillige handelsskibe for at sætte tropperne over. Det blev til mere end 2700 skibe af alle slags fordelt i 38 konvojer, hvortil kom adskillige andre, der i de følgende dage skulle føre forsyninger til invasionsstyrkerne. Af de ca. 8000 danske søfolk deltog omkring 10% i invasionen og 28 danske skibe. Invasionen var ikke overstået med de tropper, der kunne landsættes fra søen eller luften på D-dagen den 6. juni. I de.følgende uger fremførtes stadig forstærkninger og forsyninger. I løbft af den første uge blev det til 326.547 mand, 54.186 køretøjer og 104.428 tons forsyninger, og inden en måned havde tallet på allierede styrker på fastlandet passeret 1 million. Landgangene fandt sted på Normandiets kyst især vest for byen Caen. Englænderne havde den østligste del af kysten med kodenavnene Sword, Juno og Gold, medens amerikanerne gik ind ved den vestligste ved foden af halvøen Cotintin, med kodenavnene Omaha og Utah. Især kampene ved Omaha blev særdeles hårde, dels fordi bombemaskinerne kastede deres last for langt inde i landet, så de tyske forsvarsværker var forholdsvis intakte, dels fordi kysten her var den vanskehgste. Dette betød en alvorlig modstand for amerikanerne med et uhyggeligt stort antal dræbte. På afsnittet ved Omaha deltog bl.a. de to danske skibe »Aarø« og »Avance«. Indvendigt var skibene bygget helt om, så de nøje kom tU at passe til formålet med at transportere kanoner, vogne, mandskab m.v. over Kanalen. Alt var nøje gennemtænkt, så den tunge last ikke kunne rovse rundt i hårdt vejr, og samtidig skulle det hele nemt kunne losses, når man nåede målet. Konvojen de to skibe sejlede i samledes ved Swansea på den engelske kyst, og omgivet af minestrygere, destroyere og korvetter stod de ud mod målet.
 
Målet var imidlertid ikke så lige til at finde, fortæller navigations- officeren på »Aarø«, der iøvrigt efter alfabetisk rækkefølge havde fået tildelt konvojnummeret, nr. 1. Kendemærkerne, som de skulle sejle efter, var blevet bombet sønder og sammen til ukendelig. Hvert skib havde fået afmærket sit sted på stranden, hvor de skulle lande, og det lykkedes trods alt næsten for »Aarø« at rarmne rigtigt. »Vi sejlede op på stranden og ventede til vandet faldt«, hvorefter både personel og køretøjer blev losset. Man satte agterenden ind mod land, således at det var nemmere, når højvandet kom, ved hjælp af de udkastede ankre at hale sig ud igen. Der foregik en vældig trafik. De små »Ducks« - amfibiekøretøjer, der både kunne sejle og køre, når de fik fast grund under larveføddeme - for frem og tilbage. Og også LCT - Landing Craft Troops/Tanks - passerede ustandseligt. Så snart der var losset, fik skibene sårede soldater og fangne tyskere ombord, hvorefter man ved højvande atter stod til søs.
 
Invasionen med dens imponerende organisation, bygning af havne og moler, nedlægning af pipelines og dens uhyre menneskeindsats er beskrevet mange steder, hvorfor den ikke nærmere skal behandles her. Tabene var i de første dage, og specielt på Omaha Beach, store, men dog ikke så enorme som frygtet. Af de danske skibe mistedes i den første invasionsperiode 2 mindre skibe, »Marx« og »Lilleaa«, medens Aarø« forliste den 6. oktober. Desuden faldt 8 danske søfolk, der var påmønstret britiske skibe, og 4 andre dræbtes senere på »Bomholm« under 'et V-bombeangreb af Antwerpen. Ialt mistede 15-20 danske søfolk livet imder invasionen. Chr. Amkilde deltog som styrmand på det amerikanske skib »Excelsior« i invasionen. Også han kom til »Omaha Beach«. Skibet gik så langt ind som dets dybgående tillod. Fra rælingen blev der hængt store net ud langs skibssiden, hvorefter soldaterne vrimlede ned af dem til landgangs- både, hvortil også deres udrustning og ammimition blev &et ned. I løbet af blot 2½ time var alt losset og alle soldater sat i land. Man kunne fra skibet følge hele det dramatiske sceneri. Medens svære slagskibe, der lå længere ude, spyede den ene bredside efter den anden ind mod kysten, var skarer af landgangsbåde på vej ind mod stranden, hvor de sendte en sværm af kampvogne, køretøjer og infanteri ind i landet. Den næstsidste båd fra »Excelsior« ramtes af skæbnen ligesom den nåede strandbredden. »Et eller andet ramte den og eksploderede midt i menneskemassen, og kort efter blev vi rystede af et af de største knald, som jeg nogensinde har hørt«. Derefter gik turen tilbage til Southampton og videre til New York, og efter en lille måned var man atter tilbage på invasionskysten med friske tropper.
 
Det var et hårdt job at deltage i denne store operation, og alligevel var der en positiv ånd hos alle. Det havde været lettere at få folk til at bemande skibe, der skulle deltage i invasionen, end at få dem til andre skibe. Alle vUle deltage i denne afgørende kamp. I en dagbog fra en af søfolkene står der således: »Det går stærkt, 2 døgn efter er vi på vej igen, og vi slipper igen tU Frankrig uden at der sker noget... I løbet af 1 døgn er vi færdige, og det går atter mod England. Vi er glade for at komme til England igen. Vi er efterhånden nogle mærkelige skabninger. Når vi er i England, vil vi til Frankrig, og når vi er i Frankrig, vil vi til England. Vi bliver rastløse og kan ikke være nogen steder. Der er to rtiand, der mønster af, de tør ikke mere. For tredie gang til Frankrig...« Til sidst må det nævnes, at da kong Georg VI talte i det engelske parlament i november 1944 berømmede han de deltagende søfolk i invasionen, og nævnte her: »This would not have been accomblished without the splendid bravery of our merchant seamen and those of the United Nations and Denmark«. Danmark var endnu ikke blevet officielt allieret.
 
De danske søfolk var således ikke med som allierede, og det har sandsynligvis også været grunden til, at man hidtil ikke på invasionskysten kunne finde omtale af Danmark i de der beliggende museer og mindesmærker. Derfor har en kreds af tidligere modstandsfolk besluttet at få rejst et mindesmærke for de danske søfolk, der deltog i invasionen i 1944. Monumentet, der er skabt af den danske billedhugger Sv. Lindhart, som også har udformet statuen for den 9. aprils faldne, der stod ved Kastellet, vil blive indviet den 5. juni 1984 nær den lille by St. Marie du Mont nær Utah Beach.
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 
 
 

 

Litteraturliste

Del: