Den store afrikanske konflikt i DR Congo-set fra Den fælles Militærkommission i Lusaka.

Forfatteren var i perioden ultimo april – primo november 2000 operationsofficer ved FN Missionens planlægningsstab ved fredsaftalens "Joint Military Commission" i Lusaka, Zambia.
Når konflikten i Den demokratiske republik Congo også kaldes Den første afrikanske Verdenskrig skyldes det ikke sammenligning med de tidligere verdenskriges tabstal eller våbenteknologi. Begge dele er i sammenligningen begrænsede, men den geografiske udstrækning, antallet af aktører, civilbefolkningens lidelser og implikationerne for hele regionen retfærdiggør udtrykket.

Foto: Forsvaret.dk

Baggrunden.
I foråret 1997 væltede oprørslederen Laurent Kabila præsident Mobuto med støtte fra de nordøstlige nabolande Uganda og Rwanda. Deres interesser var sikkerhed om grænseegnene, hvorfra flygtede hutu-militser og rwandiske hærenheder siden folkemordet i 1994 havde opereret tilbage mod Uganda og Rwanda. Kabilas magtovertagelse hjalp ikke på dette forhold, hvorefter vejen var banet for at Uganda og Rwanda i august 1998 vendte sig mod Kabila ved at støtte oprørsbevægelserne Mouvement de Liberation Congolais, MLC, og Ressemblement Congolais pour la De-mocratie, RCD, der splittedes i en Goma og en Kisangani fraktion, (G) og (K), sidstnævnte uden reel militær styrke. Uganda støttede specielt MLC, der trængte regeringsstyrkerne tilbage mod vest i en nordlig front og nåede frem til vestgrænsen ved Republikken Congo (Brazzaville). Uganda samarbejdede i baglandet endvidere med RCD(K). Rwanda støttede RCD(G), der opererede mod vest i en central og til dels sydlig akse. Den vigtige og næststørste by Kisangani i den nordøstlige del af landet var under delt kontrol af Uganda og Rwanda, hvilket medførte lokale stridigheder mellem de to allierede. Den congolesiske regering anmodede om militær hjælp fra SADC, Det sydlige Afrikas samvirke for Udvikling, hvorfra Zimbabwe, Angola og Namibia sendte tropper ud fra forskellige motiver; Zimbabwe med langt det største bidrag. Parallelt med allerede de indledende kamphandlinger påbegyndtes fredsbestræbelser i rammen af Den afrikanske Enhedsorganisation OAU, samt SADC centreret om Zambias præsident Friederic Chiluba med støtte fra Mocambique og Tanzania.

Lusaka-aftalen.
Som led i disse fredsbestræbelser lykkedes det i juli 1999 præsident Chiluba at få samlet de involverede nationer om den såkaldte Lusaka-aftale. Henholdsvis primo og ultimo august skrev også oprørsbevægelserne under efter diverse interne politiske stridigheder og nødvendigt pres fra Uganda og Rwanda på "deres" respektive oprørsbevægelser. Som vidner blev aftalen endvidere underskrevet af FN, OAU, SADC og Zambia. Lusaka-aftalen binder alle parter til et umiddelbart ophør af alle fjendtligheder. Endvidere beskriver aftalen den faseopdelte indsættelse af en FN observatørmission, hvis fase I og II blev støttet gennem vedtagelse af sikkerhedsrådsresolutioner i august 1999 og februar 2000. Fase III, der bl.a. indebærer bistand til afvæbning af militser, er endnu ikke vedtaget; tværtimod er udførelsen af fase II stillet i bero i lyset af de fortsatte kampe og de hindringer og betingelser, der har været fremført fra congolesisk side. Som det indenrigspolitiske islæt vedtog aftalen en national dialog, og udpegede som leder, "neutral facilitator", Botswanas højt respekterede ex-præsident Sir Ketumile Masire. Denne dialog er ikke kommet i gang. Masire har mødt allehånde besværligheder, obstruktion og chikane fra de congolesiske myndigheder, der har undsagt ham som partisk og på alle måder prøvet at få etableret en slags regeringsledet dialog uden om ham.

Joint Military Commission.
Som endnu et vigtigt led i Lusaka-aftalen etableredes endelig en Joint Military Commission, JMC. Den skulle omfatte højtstående militære repræsentanter fra alle krigens parter (DR Congo, Uganda, Rwanda, Zimbabwe, Namibia og Angola samt MLC, RCD(G) og RCD(K)) og have til opgave at implementere selve aftalen samt om nødvendigt undersøge brud på våbenhvilen. Ifølge aftalen skete etableringen midlertidigt i Lusaka, hvorfra JMC senere skulle flytte til Kinshasa i DR Congo og samplaceres med FN styrkens hovedkvarter. MONUC, Mission de l'Organisation des Nations Unies au Congo, skulle udover hovedkvarteret og en logistisk base i nabolandet Den centralafrikanske Republik som det væsentligste bestå af et netværk af 500 observatører fordelt i fire sektorer, hver med baser og støttefunktioner, hvortil kom en maritim styrke af flodpatruljebåde samt helikopterenheder; sammen med hovedkvarteret på i alt godt 5000 mand. Det var OAU, og i praksis i vid udstrækning Zambia, der oprettede og støttede JMC. Således udpegede OAU en neutral formand og etablerede et sekretariat med samt budget- og økonomifunktion i lokaler, som Zambia stillede til rådighed i Lusaka. JMC blev af hensyn til implementeringsfunktionen organiseret i en række arbejdsgrupper, bl.a. vedrørende krigsfanger og afvæbning/gen-integrering af personel fra oprørsbevægelserne. Til styring af virksomheden blev endvidere etableret kommissioner vedrørende økonomi, materiel m.v., mens medlemmerne i forbindelse med behandling af brud på våbenhvilen skulle repræsentere deres respektive nationer og bevægelser. Under sig skulle JMC have et antal regionale JMC, hvis sammensætning skulle afspejle JMC suppleret med et tilsvarende antal neutrale observatører, som via OAU blev stillet til rådighed af Algeriet, Malawi, Senegal og Nigeria. Det var meningen at disse regionale JMC skulle integreres i FN-systemet efterhånden som FN observatørerne blev deployeret i Fase I og støttesystemet blev etableret i Fase II. Det lykkedes i løbet af godt et halvt års tid at få udsendt fire sådanne 16 mands regionale JMC som JMC øjne og ører i selve DR Congo, hvor de var etableret i hovedbyerne i de fire påtænkte FN sektorer. I samme tids-rum fik FN systemet udsendt og etableret sit indledende netværk af traditionelle små ob-servatørhold i 15 lokaliteter, herunder de samme som de fire regionale JMC, hvor der da forgik direkte støtte. Der var endvidere udsendt 6 FN forbindelseshold til de relevante hovedstæder.

MONUC Planning Staff.
Hertil kom etablering af et særligt FN-stabselement ved JMC i Lusaka. Det hed indled-ningsvis JMC Support Staff, senere JMC MONUC Planning Staff, og havde til opgave at være bindeled mellem MONUC og Lusaka-aftalens og OAUs JMC; herunder specielt at bistå med planlægningen af implementeringen og koordinere dette arbejde med den samtidige planlægning af indsættelsen af FN styrkerne i DR Congo, indtil den forudsete samplacering med MONUC i Kinshasa. Det blev hurtigt klart at denne samplacering havde lange udsigter. Da jeg tilgik Planlægningsstaben havde man netop, som opfølgning på Lusaka-aftalen, præsenteret det mellemfaldende planlægningsarbejde for implementeringen og havde fået det godkendt af det overordnede niveau i form af den såkaldte Kampala-plan af 8. april. Den indebar en startdato 14. april og herfra en tidsplan for tilbagetrækning og afvikling over 150 dage og i takt med indsættelse af det fulde FN apparat i DR Congo, som skulle påbegyndes efter den første måned. Som et af punkterne var JMCs flytning til Kinshasa 22. juni, men med klausul om sikkerhedsgarantier og endnu en godkendelse fra det overordnede politiske niveau. Denne flytning blev hen ad vejen efterhånden betragtet som lidt af en vittighed, og især oprørsbevægelsernes repræsentanter havde ingen intentioner om at flytte, idet de – måske med god grund – frygtede for deres liv. Det blev ligeledes klart at Lusaka-aftalens intentioner om højtstående militærpersoner med indsigt og access ikke var tilgodeset af alle parter i JMC. I sagens natur kendte vi ikke medlemmernes direktiver hjemmefra, men man kunne godt have mistanke om at nogen havde til opgave at trække tiden ud, ligesom der i personkredsen syntes at være gået et par ikke ubetydelige skuespiltalenter tabt. Formandsskabet i JMC var en anden faktor. Den formelt af OAU udpegede algierske bri-gadegeneral som formand for JMC havde kun vist sig i Lusaka kortvarigt i begyndelsen. På papiret sad han alle forudsete 12 måneder som formand, men viste sig aldrig. Hans begrundelse var usikkerhed om kommandoforholdene opadtil, og OAU gjorde for os at se intet for hverken at oplyse eller erstatte ham. Ved afslutningen af hans periode blev formuleret en svulstig takkeskrivelse, der medførte nogen fnisen i krogene og som med lidt god vilje kunne opfattes som sort sarkasme, hvilket dog næppe var tilsigtet. Også her trådte Zambia hjælpende til ved at stille en fungerende formand af samme rang til rådighed, dog ved siden af havende tjeneste. På FN siden var vi efterhånden 14 officerer, 2 øvrige befalingsmænd og 1 civil fra i alt 10 lande. I løbet af perioden var i alt 5 mand afgået uden erstatning, og en oprindelig hensigt om ca. 40 mand ville ikke efter omstændighederne have været relevant. Vor franske oberst var direkte underlagt MONUCs militære chef, den senegalesiske generalmajor Diallo, og så ikke gerne tilsvarende forbindelser udvikle sig i forholdet til den britiske oberst og stabschef i Kinshasa, som han i princippet var ligestillet med. Afstanden mellem de to stabe var geografisk ca. 2000 km, og samarbejdsmæssigt også betydelig. Vi blev endvidere administreret af det stedlige UNDP, og på enkeltområder direkte fra New York. I hverdagen lå vi langt nede i prioriteringen af for eksempel flytransport fra Kinshasa, hvilket var svært at forklare JMC, ligesom begge parter havde svært ved at forstå at det ikke var muligt at levere kort over DR Congo. Også de tekniske kommunikationsmuligheder mellem Planlægningsstaben og hovedkvarteret i Kinshasa bar præg af at placeringen formelt set var midlertidig. Samtidig var det daglige arbejde i sammenhæng med JMC, herunder vor -chefens og min-deltagelse og situationsbriefing i deres daglige "morgen" møde, præget af forsinkelser, aflysninger og afbrydelser, og selve møderne af for silde eller manglende fremmøde, mobiltelefoner og sidemandsdiskussioner. Det skal heller ikke skjules, at vi i hele perioden arbejdede i et miljø af kun langsomt aftagende sproglige, internt logistiske og samarbejdsmæssige udfordringer afledt af forskelle i national og militær baggrund, uddannelse, opfattelse og motivation.

Freds- og planlægningsprocessen under den fortsatte krig.
Efter den formelle godkendelse af Kampala-planen gik processen i nogen grad i stå. Et af de første punkter, udover - endnu - en indstilling af alle kamphandlinger, var udveksling af detaljerede oplysninger om kampstillinger, våbensystemer og hindringer i løbet af de kommende 3 uger. Det skete ikke. Derved havde hverken JMC eller FN forudsætningerne for at udarbejde planer for verifikation, som da heller ikke kunne ske. Den ville endvidere i givet fald have været besværliggjort af manglende transportmidler, herunder helikoptere. Sideløbende hermed fulgte vi fra sidelinjen i Lusaka de stadige besværligheder med etableringen af selve missionen og den politiske proces i selve DR Congo, der i vid udstrækning blev modarbejdet af Congos præsident Kabila. Der forekom herunder direkte chikane og tilfælde af vold mod MONUC hovedkvarteret i Kinshasa. Samtidig fortsatte kamphandlingerne, og hovedaktiviteten i JMC blev diskussioner af brud på våbenhvilen. Vi var her hæmmet af manglen på konkrete oplysninger og manglende evne til at verificere eller afkræfte påstande. De etablerede FN-observatørhold, og især de regionale JMC, var i praksis stationære, og sidstnævnte endvidere begrænset af interne samarbejdsrelationer, logistiske mangler og kun sporadiske signalforbindelser til JMC. De eneste helt sikre verificerede observatørmeldinger var stort set ankommende og afgående fly og flodbåde, deres last og opgivne formål, samt igangværende uddannelsesaktiviteter i garnisonsbyerne. Derudover viderebefordrede man modtagne påstande, og kunne til nød bekræfte at en given nærliggende lokalitet var ubesat på et givet tidspunkt. En enkelt succeshistorie skal dog nævnes, hvor en fælles mission af en regional JMC og det stedlige FN-observatørhold troværdigt afkræftede forlydende om en igangværende rwandisk og RCD infiltration mod vest. Ellers registrerede vi i vid udstrækning de fremsatte påstande med tilhørende benægtelser og havde på planlægningskortet en særlig signatur for lokaliteter som begge parter påstod at kontrollere. En normalt fremført begrundelse for genopblussen af kamphandlinger var at modparten havde angrebet; en anden at der blot var tale om en genetablering af de stillinger man beherskede ved underskrivelsen af Lusaka-aftalen. Selv sidstnævnte var vi ude af stand til at vurdere, da der ikke forelå et fælles anerkendt forløb af frontlinierne fra det tidspunkt. På den nordlige front var det dog ret klart at Uganda og MLC havde haft fremdrift, var nået helt frem til den vestlige grænseflod Ubangi og angreb videre mod syd. Vi fulgte specielt udviklingen i dette område som det farligste, bl.a. fordi der foregik infiltration over floden, gennem Republikken Congo og tilbage i DR Congo syd for regeringsstyrkerne og deres allierede. I en periode beherskede MLC en række småøer i sammenløbet af Ubangi og Congofloden kun ca. 600 km. nordøst for hovedstaden Kinshasa. Herved var forsyningsvejene afbrudt til Mbandaka, yderligere 75 km mod nordøst ind ad Congofloden, hvor regeringsstyrkerne og de allierede havde base og hovedkvarter for hele nordfronten. Et enkelt verificeret taktisk baghold med operative konsekvenser skal nævnes i den forbindelse. Den 10. august sænkede MLC en flodtransport af store pramme med tungt materiel og regeringsstyrker på vej til forstærkning af indsatsen mod nord fra Mbandaka. Regeringsstyrkerne måtte i stedet gå i defensiven over for et forsøg fra MLC og Uganda på at udnytte denne succes. Denne defensiv holder stadig. FN-repræsentanter har af MLC fået forevist de sænkede pramme og det ødelagte materiel, mens brugbart udstyr blev set anvendt af MLC, herunder tunge kinesiske våben og køretøjer. De forskellige væbnede grupper i de østlig provinser, Interahamwee, Mai Mai med flere, med afspejlingen af det underliggende hutu-tutsi modsætningsforhold, fortsatte deres aktiviteter mod oprørsbevægelsen RCD og rwandiske hærenheder. Der var tale om baghold og patruljevirksomhed, samt afpresning og plyndringer af civile, og de rapporterede tab var encifrede tal. De blev ved større operatoner støttet med deltagelse af regeringsstyrker, og støttet materielt ad luftvejen fra Kinshasa, men i JMC kun forsvaret undtagelsesvist af samme. Sammenhæng med grupper eller regulære styrker fra det sidste naboland Burundi hørte vi intet om.

Den politiske proces
Udover disse ekkoer af den fortsatte krig så vi udviklingen gennem vor deltagelse i den overordnede politiske mødevirksomhed. JMC var, også ifølge Lusaka-aftalen, styret af en Politisk Komite på ministerniveau, der skulle holde periodiske møder på skift i hovedstæderne. I praksis skete det i Lusaka. Det næste niveau var topmøde med regeringschefer. Herudover deltog JMC medlemmer i møder og konsultationer i egne hovedstæder, og JMC sendte en delegation med OAU til FN topmødet. Fra FN modtog vi endvidere allerede i begyndelsen af maj besøg af en delegation ledet af den amerikanske ambassadør Hol-brooke. Det var forudgået af delegationens besøg i bl.a. Kinshasa, og et forsøg på ved den lejlighed at få hele JMC til at flyve til Kinshasa for at mødes der. Dette havde mødt skarp modstand i JMC; dels på grund af de tidligere nævnte sikkerhedsgarantier, dels fordi FN delegationen alligevel skulle til Lusaka dagen efter for at mødes med Præsident Chiluba. Delegationens besøg blev i nogen grad overskygget af de kamphandlinger der samtidig var brudt ud mellem Ugandas og Rwandas regulære styrker i Kisangani, og en række specielle mæglingstiltag i den anledning. På den politiske komites møde 27.-29. juli redegjorde Masire for sine besværligheder, efter at de congolesiske repræsentanter havde søgt at undgå hans tilstedeværelse og var demonstrativt fraværende under hans fremlæggelse. Mødets sluterklæring var en klar undsigelse af DR Congo som havende undermineret og obstrueret såvel den nationale dialog som FNs deployering. På det efterfølgende topmøde 14.-15. august blev dette bakket op. Topmødet blev ledet af OAUs generalsekretær, Salim Ahmed Salim, og FN var repræsenteret af Kofi Annans særlige udsending Kamel Morjane og af MONUCs militære chef. Regeringscheferne var til stede, incl. Kabila, og der var flere konstruktive forslag bag lukkede døre under natlange forhandlinger i arbejdsgrupper med kun stridens direkte parter repræsenteret. Det blev understreget flere gange at dette var et ”afrikansk” problem, som skulle løses i denne ramme. Det afsluttende enstemmige kommuniké stemplede igen DR Congo og støttede Ketumile Masire, hvilket var et så kraftigt pres som de allierede kunne lægge på Kabila uden egentlig troppeudtynding. Den store afrikanske konflikt var igen på forsiderne, og der var herefter visse forventninger til en løsning i f.m. FNs ”Millenium Summit” 6. – 7. september, men Kabila deltog ikke.

Vilkårene for MONUC og Planlægningstaben.
Parallelt med vor deltagelse i komite- og topmøder levede vi informationsmæssigt af lige dele situationsrapporter fra MONUCs hovedkvarter i Kinshasa, pressens reportager og rygter vedrørende politiske forhandlinger og initiativer bag kulisserne. Mod slutningen af perioden således vedrørende EU's våbenembargo, Sydafrikas pres på Zimbabwe og USA's pres på Uganda gennem indstilling af uddannelse i fredsstøttende operationer. Hertil kom DR Congos bilaterale og andre møder med allierede og med FN. Karakteristisk for de congolesiske forhandlinger med FN var, at de foregik gennem en minister for disse særlige anliggender, at de større resultater udeblev og at mindre forhandlingsresultater ikke blev kendt eller respekteret af de underliggende niveauer. Derudover var der naturligvis særlige forhandlinger og regelsæt i forhold til oprørsbevægelserne og for de landområder de kontrollerede. Et særligt problemområde var tilladelser til FN-flyvninger på tværs af frontlinjerne, der blev udsat for allehånde begrænsninger, krav om mellemlandinger og særlige ruter, aflysninger og selv nægtelse af landingstilladelser til fly i luften. Vi havde her ofte en god begrundelse for ikke at kunne støtte de regionale JMC, selv om det som nævnt ikke altid var den fulde sandhed. Mens DR Congo således til dels var stemplet som umiddelbar årsag til den fortsatte krig fremsatte Rwanda tilbud om at trække alle sine styrker, dvs. over hele det centrale og sydøstlige frontområde, 100 km tilbage som et første skridt og tegn på velvilje. Planlægningsstaben fik relativt hurtigt dette indpasset i de foreliggende planer, og lod som vanligt JMC få æren af dette arbejde. Det blev bemærket at der i praksis stort set var tale om nye stillinger på Congoflodens østlige bredder, med den fare for en deling af landet som også blev fremhævet fra congolesisk side. Det skulle dog hurtigt vise sig at en implicit forudsætning for denne tilbagetrækning var en samtidig deployering af de FN-styrker, som Kabila fortsat modsatte sig. I samme åndedrag kunne man ”tillade FN deployering” og stille umulige betingelser, fx. forbud mod at bære våben i regeringskontrollerede områder. I denne fase begyndte DR Congo endvidere så småt at kritisere Lusaka-aftalen. Specielt ønskede man reflekteret at Uganda og Rwanda var aggressorer, som det var vedtaget i senere FN resolutioner, ligesom man fortsatte kampen mod Den neutrale Facilitator. Der var aldrig tale om egentlig undsigelse af Lusaka-aftalen, den skulle ”justeres”, ”opdateres” eller i værste fald stilles i bero, men var fortsat grundlaget for en kommende fred, der så ud til at have lange udsigter. Den politiske proces op mod min afgang skete i andre fora end den traditionelle politiske komite, og uden direkte involvering af JMC, hvis medlemmer nærmere virkede som rådgi-vere for de nationer der ønskede at trække på disse. Vi havde derfor ikke direkte indsigt i den såkaldte Maputo-aftale, der igen, i kredsen af allierede regerings- og forsvarschefer, bekræftede såvel Lusaka-aftalens militære del som Kampala-planens principper og det senere opdaterende stabsarbejde. På min sidste dag i Afrika afsendte vi et lille briefinghold til et møde i Sydafrika i den forbindelse for at præsentere den seneste udgave af planen.

Status.
Ved min afgang fra missionen var den operative situation i DR Congo, at der netop var åbnet en ny front i det sydøstlige hjørne ved Tanganyika Søen, hvor regeringsstyrker havde taget den strategisk vigtige by Pepa og fortsatte mod havnebyen Moba, der var ble-vet bombarderet fra luften. Igen ikke noget der ligner andre verdenskrige; 15 bomber, heraf flere ueksploderede, 24 bygninger beskadiget og rapporter om 14 døde. Situationen på nordvestfronten var rolig, regeringsstyrkerne fløj forstærkninger ind og Uganda og MLC havde ikke kræfter til at genoptage offensiven mod Mbandaka. Henover årsskiftet blev situationen ved Tanganyika Søen vendt til oprørenes og Rwandas fordel, og Zambia blev reelt involveret i form af styrkeindsættelse til beskyttelse af sin nordøstgrænse og imødegåelse af congolesiske regeringsstyrker, deres allierede og bevæbnede grupper. Regulære enheder fra Zimbabwe, ca. 500 mand, der fra DR Congo blev presset over grænsen til Zambia, er siden afvæbnet og sendt videre hjem til Zimbabwe. Over 3000 flygtende congolesiske regeringstropper er ligeledes afvæbnet, og der er igen ro i området, der nord for grænsen nu kontrolleres af RCD(G). Kabila må have frygtet at denne vending kunne true hans magtbase i resten af den sydlige Katangaprovins. Han kunne ikke heroverfor skifte tyngde ved udtynding om Mbandaka i Equatorprovinsen mod nordvest, idet et friere løb herfra mod syd ville true hovedstaden Kinshasa. Det var usikkert om der herved så småt var ved at aftegne sig et militært nederlag for Kabila, men man kunne håbe på motivation for fastlæggelse af en seriøs implementering af de eksisterende planer. I JMC var situationen da jeg afgik præget af usikkerhed om OAU finansiering, herunder direkte af medlemmernes ydelse. De neutrale observatører ved de 4 regionale JMC havde udstået deres 12 måneders tjeneste, og man diskuterede de økonomiske og praktiske muligheder for at samle dem til parade under passende former. Samtidig var der usikkerhed om deres eventuelle afløsere og om materielmæssige forhold i den forbindelse. De congolesiske regeringsrepræsentanter i JMC var ikke vendt tilbage efter deres seneste konsultationer i Kinshasa, men var lovet tilbage til en overdragelsesperiode med et par med-bragte afløsere. Samtidig ventede man på udpegning og tilgang af en ny, fast og fuldtidsansat formand. Endvidere ville FN-mandatet udløbe 15. december, hvilket medførte nogen usikkerhed også i Planlægningsstaben. Om situationen i Lusaka melder min – også danske – afløser i funktionen ved dødlinien for nærværende artikel, at ikke meget er ændret. Især JMCs økonomiske forhold er hindrende for udsendelse af nye neutrale observatører til de regionale JMC, selv om der igen er tilsagn fra Nigeria og Senegal, og selv om det angiveligt overvejes om FN kan betale ydelser til OAUs og de stridende parters personel ved JMC. Der har i et par måneder ikke været nogen formand for JMC, end ikke den fungerende zambiske, delvis af samme økonomiske årsager. Der er imidlertid nu tilsagn og enighed om en kenyansk brigadegeneral på denne post fra 1. februar. De congolesiske repræsentanter er ikke returneret, men deltog dog i møde og den politiske komite i slutningen af november. Her blev en atter justeret indsættelseskoncept og tidsplan principgodkendt, og 6. december underskrevet i Harare i Zimbabwe af alle forsvarscheferne, dog undtagen MLC, der ønskede den politiske dialog nævnt også. Der blev endvidere under disse møder sporet en stigende forståelse for JMCs og Planlægningsstabens rolle og betydning i fredsprocessen. Med baggrund heri forudser man på de indre linjer en forøgelse af staben og flytning til større og mere velegnede lokaler i Lusaka. Specielt håber man på forbedrede tekniske muligheder for kommunikation mellem stabene i Lusaka og Kinshasa. MONUCs mandat blev forlænget til medio juni 2001, men der synes stadig at mangle tilsagn om egentlige troppebidrag i form af infanteribataljoner til de fire sektorer og personel og materiel til de tilhørende fire feltflyvepladser.

Efter Kabilas død.
Kabilas pludselige død bragte medio januar igen den lidt glemte krig på alverdens forsider. Det umiddelbart frygtede totale kaos udeblev, men desværre udeblev også den ønsketænkte erklæring om indstilling af alle kampe og påbegyndelse af implementering af Lusaka-aftalen, herunder den politiske dialog. Kabila junior, som de fleste iagttagere forventer kun er en overgangsfigur, sidder i skrivende stund fortsat ved magten og har angiveligt gjort tilnærmelser i retning af en vestlig rolle i konfliktens løsning, som hans far havde været modstander af. Det fremgår også af pressen at der fortsat er gang i politiske forhandlinger bag kulisserne: Kabila har modtaget Sydafrikas præsident i Kinshasa, og har planlagt samtaler i New York med Kofi Annan og USA. Andre samtidige faktorer omfatter Ugandas erklæring 27. januar, om at man overvejer at trække sig ud efter at have nået sine militære mål i form af sikring af grænseegnene mod angreb fra baser i DR Congo. Dette kan med lidt optimisme sammenholdes med Rwandas tidligere plan om indledende 100 km tilbagetrækning og effekten af et stigende pres, herunder økonomisk, på Zimbabwe. Med hensyn til MLC og RCDG) og (K) forventes de når det kommer til stykket at agere militærpolitisk som de instrueres fra Uganda og Rwanda. Endvidere er, tilsyneladende på initiativ af det svenske formandskab, set en spirende interesse fra EU side for et fodfæste og en rolle i konfliktløsningen. Dette kan forvente fransk støtte, idet man herfra gerne ser en sammenkobling af fransk og EU's Afrikapolitik. Det kan igen udgøre den af Kabila junior ønskede vestlige rolle uden at USA involveres, hvilket formentlig hverken DR Congo, OAU eller USA ønsker. Et første EU skridt kunne være økonomisk støtte til JMC gennem OAU; et måske senere kunne være troppebidrag til MONUC.

Konklusioner og erfaringer.

•  Der har hidtil klart været tale om større vilje, evne og indsats fra FN end fra OAU.

•  Lusaka-aftalen er god, respekteret som grundlag og gennemførlig.

•  MONUC indsættelseskoncept er realistisk og sund, forudsat de nødvendige ressourcer, herunder specielt helikoptere og flodbåde, stilles til rådighed.

•  Kampala-planen udgør et solidt stykke stabsarbejde, der har kunnet tilpasses nye oplys-ninger og udviklinger til en gennemførlig plan.

•  Den politiske vilje har ikke hidtil været til stede til at udnytte disse redskaber til at afslutte krigen.

•  FN apparatet har ikke været dimensioneret til i den afventende fase i stedet, eller allerede, at overvåge den teoretiske våbenhvile. Ressourcer var ikke stillet til rådighed af medlemslandene, organisationen kunne ikke tilpasses uden at kompromittere den ventede forestående deployering, og tiltag strandede pga. modstand fra DR Congo. Hertil kommer den træghed i etableringen af nye missioner og de trange kommandoveje, som man er opmærksomme på og søger at behandle i organisationen.

•  Om ikke andet har FNs overordnede indsats gennem de seneste halvandet år tjent til fra starten at bakke op om Lusaka-aftalen, og har stillet de fora, de kommandoveje og den planlægningsassistance til rådighed, som kunne have været nyttiggjort og videreudviklet. Man kan ikke fra anden side påstå at en forsinket fred skyldes et uinteresseret FN.

•  Kabilas død har givet mulighed for en tænkepause, større allieret indflydelse – for ikke at sige pres eller diktat – på congolesiske dispositioner, samt endelig en rolle for EU.

•  Fremtidige indikationer på fremdrift i den videre fredsproces vil være stabile magtforhold i Kinshasa, ro eller udtynding på fronterne samt manifestering af økonomiske bidrag til OAU og fredsbevarende styrker til FN. Endvidere en snarlig påbegyndelse af den interne politiske dialog under Ketumile Masire; eller under en ansigtsreddende kompromiskonstruktion.

 

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_130.aargang_nr.2_2001.pdf

Litteraturliste

Del: