Den militære magtbalance 1987-88

Det forløbne år har været præget af opfølgningen af det mod forrige års slutning så overraskende og i flere henseender næppe fuldt forberedte møde i Reykjavik mellem lederne af de to supermagter. Det synes åbenbart, at begge lederne, Reagan og Gorbatjov, har haft et behov for, at der - trods alt - kom noget ud af dette initiativ. Reagan har behov for, inden sin afgang med udgangen af 1988, ’Irangate’ og børskrise samt frustrationen over at være ansvarlig for aftrækkeren på verdens største atomarsenal, at kunne gå over i historien, som den amerikanske præsident, der tog det skridt videre end sine nærmeste forgængere, ikke blot at bringe atomoprustningen under kontrol, men også at påbegynde afviklingen af atomarsenalet - samtidig med visionen om at ændre den vestlige verdens grundlæggende strategiske koncept fra at være baseret primært på afskrækkelse til at være baseret på et teknologisk avanceret forsvar.

Gorbatjov på sin side har et tilsvarende ’solidarisk’ behov, som imidlertid nok i første række er begrundet i kravet om at nedbringe Sovjetunionens alt for store økonomiske bidrag til forsvarsforanstaltninger for at skaffe mulighed for udvikling af andre sektorer af det sovjetiske samfund. De to supermagter har således haft en væsentlig og fælles interesse i den udvikling, der i det forløbne års sidste måned førte til underskrivelsen i Washington af INF-aftalen om at USA fjerner 108 Pershing 2 og 256 Cruise missiler fra Europa samtidig med at Sovjetunionen fjerner sine 441 SS-20, 80 SS-12 og 112 SS-4 over en tre-årig periode og under et hidtil ukendt gensidigt kontrolarrangement. En af de priser, denne aftale betyder andre må betale, er, at Forbundsrepublikken har måttet erklære sig indforstået med ikke at modemisere sine Pershing 1-raketter, hvortil USA har leveret sprænghoveder. En anden pris er, at det amerikansk-europæiske fællesforsvars øverstkommanderende, general Rogers, måtte se sig gået og afløst af en anden amerikansk general, som kunne acceptere de ændrede vilkår for forsvaret af Europa. Politisk kan der næppe være nogen uenighed om, åt det skete er udtryk for en vellykket vestlig strategi, der med udgangspunkt i dobbeltbeslutningen i 1979, nu har fjernet en afgørende soyjetisk trussel imod Europa. Hvad general Rogers og mange andre, ikke mindst i Forbundsrepublikken, har peget på, er, at truslen mod Vesteuropa ikke dermed er fuldstændig §'emet. Tilbage står en betydelig konventionel østlig overlegenhed, som - omend ikke direkte anvendt - vil kunne udgøre en afgørende militær trussel, der under givne omstændigheder vil kunne stille vesteuropæerne i en vanskelig situation og over for svære valg. Med det afgørende nybrud i efterkrigstidens strategiske forhold mellem øst og vest, som INF-aftalen er udtryk for, er kriser og krig dog ikke henvist alene til historien. Andre steder i verden pågår stadig langvarige konflikter og nye blusser op. Alle kan de på den ene eller anden måde få implikationer for den globale stabilitet. Det er på denne baggrund, at Det Internationale Institut for strategiske Studiers årlige opgørelse over den militære magtbalance (*The Military Balance 1987-88. ESS, London 1987, 17,50 pund.) i det følgende skal refereres med vægt på forholdet mellem de to supermagter og deres primære alliancer.

Supermagterne
Det amerikanske modemiseringsprogram for de strategiske styrker er fortsat i det forløbne år. Titan ICBM er udfaset og 23 M K missiler er installeret i Minuteman DI siloer (omend ikke alle endnu er operative). USA planlægger imidlertid at deployere 50 M X missiler i faste siloer inden december 1988. Hvorvidt flere bliver deployeret, afhænger af Kongressens godkendelse af administrationens plan om basering af yderligere 50 missiler. Deployering af B-1 fly fortsætter - 54 stk. er leveret - men der er problemer med flyenes elektroniske modmidler, terrænfølge- og andre systemer, hvilket har bevirket, at antallet af fuldt operative fly er begrænset. Konvertering af B-52 bombere til ALCM- (Air Launched Cruise Missiles) bærere fortsætter, og ialt 144 B-52 G og H er nu ombygget til at medføre AGM-86 B cruise missiler. Med ombygningen af nummer 131 i november 1986 overskred USA SALT II grænsen for MIRV-udstyrede ICBM og bombere med ALCM. Antallet af atomubåde (SSBN) med SLEM (Sea Launched Ballistic Missiles) er uændret, men afprøvning af Trident II D-5 missiler er påbegyndt. Den første deployering af nye SLBM er planlagt for den næste (den 9.) 0/iio-klasse SSBN, der forventes at gennemføre prøvesejladser i 1988.
 
Opstilling af det nye Pave Paws SLBM-early-waming system i Georgia er tilendebragt og modernisering af BMEWS (Ballistic Missile Early Warning System) med nye radarer er i fuld gang, idet ombygningen af Thule er tilendebragt, og Fylindale i England er påbegyndt. Modernisering af USAs kontinentale luftforsvar fortsætter i langsomt tempo. Den sidste F-106 i USAF er udfaset, idet dog 2 eskadriller stadigt er operative i Air National Guard, som imidlertid også er begyndt at modtage de planlagte F-15 til luftforsvarsrollen. USA har i februar genoptaget opsendelsen af militære satellitter (efter mere end to års pause, forårsaget af Space Shuttle-ulykken og de mislykkede opsendelser af Titan og Delta-raketter), men manglen på løfteraketter vanskeliggør stadig programmet. Der er afgivet ordrer på nye Titan-4 og Delta-2 raketter, idet Space Shuttle ikke forventes at kunne anvendes før tidligst i midten af 1988. Opstillingen af GLCM (Ground Launched Cruise Missile) i Europa er nået op på 256 af de planlagte 464 med 96 i UK, 64 i Forbundsrepublikken, 80 i Italien og 16 i Belgien. Disse skal jo imidlertid nu demonteres i overensstemmelse med INF-aftalen.
 
I Sovjetunionen fortsætter moderniseringen af såvel SLBM og ICBM. En tredie Delta IV ubåd, udrustet med SS-N-23 missiler er indgået i flådens tal, som yderligere inden længe ventes at blive forøget med en fjerde Delta TV- og en femte lyphoon-kiasse ubåd. To SS-N-6 udstyrede Yankee I ubåde er udfaset, hvilket holder Sovjets ubådsstyrke inden for SALT II begrænsningerne. Modemiseringsprogrammet medfører forøgelse af såvel rækkevidde som antal af sprænghoveder på SLBM i nye, avancerede ubåde (hvert SS-N-23 missil medfører 10 MIRV med en max. rækkevidde på 8.300 km i stedet for SS-N-6s tre sprænghoveder med max. rækkevidde på 3.000 km). Som følge af den fortsatte deployering af nye SS-25 mobile ICBM med enkelt-sprænghoveder er nogle af de ældre SS-11 blevet udfaset, men det samlede resultat er en moderat forøgelse af det samlede antal ICBM.SS-X-24, Scalpel, et mobilt ICBM med 10 spraønghoveder, er nu i produktion, og efterretningsoplysninger tyder på, at levering er påbegyndt. For at holde sig under SALT-loftet behøver Sovjet at udfase ældre MIRV- udstyrede missiler efterhånden som SS-X-24 deployeres. Sovjets samlede styrke af langtrækkende bombere har ikke ændret sig væsentligt, idet dog o. 10 Tu-95, BearH (medførende op tü 8 AS-15 ALCM) er kommmet til. Styrken af Mya 4, Bison, synes at være blevet reduceret med fem; det kan dog også vise sig blot at være en justering af en tidligere vurdering. Udskiftningen af bomber med ALCM (Air Launched Cruise Missile) har givet Sovjets bomberstyrke en større fleksibilitet. Der er ikke sket ændringer i IRBM/MRBM styrken. Der er sket en forøgelse på ca. 10 % af meUemdistance-bombere ved tilførsel af yderligere 20 Tu-26, Backfire, 32 Tu-16, Badger G og 5 Tu-22, Blinder. Der synes derimod ikke at være sket ændringer i styrken af støtteenheder, rekognoscerings-, ECM og tankerfly.
 
For den amerikanske hærs vedkommende er antallet af M-1, Abrams kampvogne reduceret til 4.500, hvilket skyldes en for optimistisk vurdering vedr. leveringstempoet i sidste års opgørelse. En nøjagtigere vurdering sidste år burde have været o. 12.800 kampvogne, forøget i år til 13.300. M-60 A l kampvognen er blevet udfaset og skulle ikke have været medregnet i sidste års opgørelse. Den markante reduktion af Lance SSM og Dragon samt TOW panservæmsmissiler i forhold til sidste år skyldes omvurdering af de tilgrundliggende oplysninger. Modemiseringsprogrammet for konventionelle styrker omfatter Patriot jord-til-jord missiler og angrebshelikoptere (yderligere 145 AH-1 S, Cobra, og o. 190 AH-64A, Apache). Den amerikanske flåde har fortsat udvidelsen af antallet af overflade- kampfartøjer fra 222 til 237 (1 iVi/nite-klasse atomdrevet hangarskib, 5 CG-47, Ticonderoga-Masse krydsere samt 3 FFG-7, Perry- og 6 FF-1052, Knox-fregatter). Herudover er yderligere tilgået 1 ny Los Angeles-iåasse atomdrevet ubåd. Deployering af amfibiske luftpude-angrebsfartøjer er påbegyndt, således at der nu rådes over ialt 9. Flåden og Marinekorpset fortsætter med anskaffelse af F/A-18 fly, og denne type har nu erstattet F-4 flyene på Midway-^asse hangarskibene. Yderligere er to F-14 eskadriller tilført. Alt i alt er flådeluftvåbnet øget med 26 F/A-18, 44 F-14, 22 P-3 maritime rekognosceringsfly og 89 A-6 angrebsfly, selv om det totale antal kampfly er gået ned til godt 1700.
 
Antiubådshelikopter-styrken er blevet modeniseret med leveringen af yderiigere 25 SH-60 B, LAMPS III. Marinekorpset har fået tilført 36 F/A 18, men det samlede antal kampfly er gået ned med 157 på grund af reduktion i antallet af F-4, A-4 og A-6 fly. Korpset har endvidere fået forøget antallet af lette pansrede køretøjer med næsten 300. Det amerikanske flyvevåben har fået tilført 30 F-15 og næsten 150 F-16, medens o. 200 F-4 er udfaset. Endvidere er produktionen af F-15 D ved at blive omstillet til F-15 E, en to-sædet, langtrækkende interdiction-jager. Den tilsyneladende reduktion af F-111 afspejler alene en omvurdering af tilgængelige data. De første 16 C-5B strategiske transportfly er leveret (ialtSO er planlagt leveret indtil 1989), ligesom yderligere 6 KC-i OA tanker/ transportfly er tilgået. I overensstemmelse med en Kongres-beslutning har USA reorganiseret sine Special Operations styrker og samtidig oprettet en ny stilling i Forsvars- ministeriet som Assistant Secretary for Special Operations and Low Intensity Conflict. En ny Special Operations Command med hovedkvarter på Mac Dill Air Force Base i Florida omfatter Army Special Forces og Rangers, Air Force Special Operations Forces og de tre værns Special Warfare skoler.
 
Det gennem en årrække voksende budgetunderskud fortsætter med at dominere den politiske debat i USA. Efter lange tovtrækninger nåedes i slutningen af november et foreløbigt budgetforlig, der indebærer betydelige besparelser på det amerikanske forsvarsbudget, og som kan have været en medvirkende årsag til, at den hidtidige forsvarsminister, Caspar Weinburger, trak sig tilbage, omend den officielle begrundelse var af personlig art. For Sovjetunionens vedkommende er der nu tilstrækkeligt grundlag for at fastslå eksistensen af to armékorps, et i Det belorussiske Militærdistrikt og et i Det fjernøstlige Militærdistrikt. Der er dog stadig ikke tilstrækkeligt detaljerede oplysninger til rådighed til at beskrive deres organisation med rimehg sikkerhed. Indikationer tyder på, at hvert korps svarer til to divisioner. Det kan tænkes at være en eksperimentel organisation, bestående af kernen af Operative Manøvregrupper.
 
Alt i alt er divisionernes antal øget med 1 panserdivision og otte motoriserede infanteridivisioner. Nogle af disse afspejler muligvis alene en opprioritering af visse divisioner, tidligere angivet i lavere kategorier. Materielvurderingen viser en forøgelse af antallet af T-80 kampvogne.af infanterikampkøretøjer og af BRMD-2 rekognosceringskøretøjer. Vurderingen af antallet af jord-til-jord raketter er fortsat vanskelig og kompliceres yderligere af, at oplysninger om produktionsrater og udskiftning af ældre typer materiel er begrænsede og modstridende. Den samlede vurdering tyder dog på en mindre forøgelse af kortrækkende jord-til-jord raketter fra o. 1380 til o. 1440 (FROG, SS-21 og Scud, SS-23). Antallet af afskydningsramper for SS-12 (med en rækkevidde på 900 km) synes uændret 130. Hærens luftforsvar er blevet moderniseret, idet SA-4 og SA-6 gradvis er erstattet af SA-li, og SA-7 erstattet af SA-i4, Gremlin og SA-16, endvidere er SA-9 erstattet af SA-13, Gopher. SA-14, Grumble har en strategisk såvel som en teater-operativ rolle, den menes nu deployeret i et antal af 500. Der findes to versioner af SA-12: SA-12A, Gladiator, som er introduceret på Front og Armé niveau, og SA-X-12B, Giant, der endnu ikke er deployeret. På kamphelikopterområdet fortsætter produktionen af Mi-8, Hip, hvoraf der nu menes o. 480 i tjeneste, en forøgelse på 330. Sidste års angivelse for Mi-24 synes at have været for høj, en styrke på 1080 er utvivlsomt mere nøjagtig. Luftforsvarstroppemes (VPVO) struktur er stadig under ændring. For så vidt angår fly-komponenten er det stadig ikke helt klart, hvilke fly, der er tildelt interceptor-roUen, og hvor mange, der er afsat til air-superiority opgaver inden for hærgruppemes luftstyrker og militærdistriktemes. Fordelingen har indflydelse på styrketallene for disse, og begge organisationers data må derfor tages med forbehold.
 
Luftforsvarets missilkomponent viser visse ændringer. Omkring Moskva er der nu kun 16 ældre Gatos/z-systemer i operativ tjeneste, men 16 SH-04 modificeret Galosh er nu deployeret i siloer i fire stillingsområder. Indtil nu er den kortere rækkende SH-08, Gazelle, ikke set i operativ tjeneste. Disse strategiske forsvarsmissiler suppleres med nye SA-10, hvoraf o. 480 menes deployeret i 40 stillingsområdrer omkring Moskva og andre i Det fjeme Østen. Af særlig interesse såvel for VPVO som for luftvåbnet er den hurtige tilkomst af MiG-29, Fulcum, og MiG-31, Foxhound A. Antallet af disse er i løbet af de sidste 12 måneder øget med o. 250 henholdsvis 50. Dette er meget ’high-performance’ fly med stor rækkevidde og ’look down, shoot down’-kapacitet, og de udgør hermed en væsentlig trussel for USAs B-1 og specielt B-52 bomberstyrke. 
 
 
 
 
 
 
 
Den langsomme deployering af Su-27 tyder på, at denne type er af et mindre hensigtsmæssigt design. De yderligere 140 Su-24, Fencer, og 70 Su-25, Frogfoot, udgør en øget støtte for hærstyrker. Flåden er øget med yderligere fire cruise-missile ubåde, tre atomdrevne (en Oscar-, en Charlie- og en Echo //-klasse) og en dieseldreven (Juliet). Oscar-klassen medfører 24 SS-N-19, Shipwreck; Charlie-klassen otte SS-N-7 og Echo- samt Juliet-klasseme hver otte SS-N-3a. Yderligere seks atomdrevne angrebsubåde er indgået i flådens tal, enAkula, to Victor I, en Victor II og to Echo I SS-NX-21 og SN-X-24 cruise missilerne er stadig ikke operative, men er meldt under afprøvning. I overflade-flåden er nu den fjerde /Cieu-klasse i tjeneste. Den menes tiltænkt Den nordlige Flåde. Produktionen af Yak-38, Forger, V/STOL- flyet er fortsat og menes nu til rådighed i et tilstrækkeligt antal til to eskadriller pr. carrier.
 
 
 
 
 
 
 
Hertil kommer, at den sovjetiske flåde nu menes at råde over yderligere en Slava krydser, en syvende Sovremennyy missil-destroyer og en ottende Udaloy destroyer, medens tre Kotlin destroyere er udgået. Der er mindre forøgelser i mindre kampfartøjer og en forøgelse på fire Ropucha og tre Polnocny landgangsfartøjer. Alt i alt vurderer Instituttet for strategiske Studier, at der fortsat sker modernisering af de tre væsentligste komponenter af de strategiske styrker. En vis forøgelse af landstyrkerne er bemærket, men disse kan være mere tilsyneladende end reelle. En stadig forøgelse af materiel til landstyrkerne fortsætter, hvilket fører til en forøgelse af dette antal, idet udfaset materiel synes at forblive i beholdningerne. I luftstyrkernes materielle beholdninger ses også en fortsat forøgelse og opdatering af materiel, men der er stadig usikkerhed vedrørende allokeringen af fighters mellem luftforsvarsstyrkeme og det egentlige flyvevåben. Flåden viser en stadig kvalitativ forbedring, men ingen klar identifikation af væsentlige udskiftninger af ældre fartøjer. Der er ikke konstateret egentlige teknologiske gennembrud for så vidt angår våbensystemer, selv om antallet af kampvogne, der er i stand til at blive udstyret med reaktivt panser, er øget og repræsenterer en væsentlig og fortsat forbedring af den indbyggede beskyttelse. Den stadige forbedring, med alt hvad dette indebærer med hensyn til omkostninger og udbytte, fortsætter med at understrege, at det teknologiske gab mellem Øst og Vest fortsat indsnævres. Økonomisk står Sovjetunionen over for to hovedproblemer. For det første forekommer det nødvendigt at omfordele ressourcer fra den militære til den civile sektor, men det må ske med behændighed for ikke at fremkalde en uønsket reaktion fra det militære bureaukrati. For det andet er det nødvendigt at accelerere indførelsen af moderne teknologi. Dette vil være af interesse for såvel den civile som den militære sektor. Vestlige vurderinger skønner det ikke muligt for Sovjet at nå op på vestlig standard inden for visse nøgleteknologier, så storstilede investeringer og import vil ikke i sig selv løse dette problem.
Det militære bureaukrati synes imidlertid at støtte Gorbatjovs økonomiske planer; den militære sektor vil kunne få gavn af teknologiske fremskridt, som dog næppe vil få afgørende indflydelse på forsvarets sammensætning i de nærmest kommende år. I skema 1 og 2 er sammenfattet de i den seneste af IISS udgivne styrkeoversigt anførte oplysninger om atomleveringssystemer. De anførte oplysninger tager ikke hensyn til de i INF-aftalen indeholdte reduktioner. I skema 3 er yderligere gengivet en detaljeret opgørelse af den amerikansksovjetiske nukleare balance.
 
Den konventionelle styrkebalance i Europa
Den numeriske styrkebalance på det konventionelle område fremgår af skema 4. Det vil bemærkes, at IISS har fundet det hensigtsmæssigt at foretage en ændret opdeling af opgørelsen i forhold til tidligere. Begrundelsen for inddelingen i de tre geografiske områder: ’NATO-Guidelines Området’, ’Atlanten til Ural’ og ’Globalt’, skal ses i den omstændighed, at NATO guidelines området, der omfatter Forbundsrepublikken og BENELUX for NATOs vedkommende, og DDR, Polen og Tjekkoslovakiet for WP vedkommende, er det område, som indgår i Mutual and Balanced Force Reduction (MBFR) forhandlingerne. Omend franske styrker ikke indgår i disse, er de dog medregnet, for så vidt de er deployeret i Forbimds- republikken. Området ’Atlanten til Ural’ er det område, der er omfattet af Confidence- and Security-Building Measures (CSBM), der senest er forhandlet på konferencen om nedrustning i Europa (CDE) i Stockholm, og som formentlig fremover vü blive gjort til genstand for yderligere tillidskabende- og reduktions/stabilitets-forhandlinger. Det under Stockholm-konferencen relevante område er her anvendt som udtryk for ’Området fra Atlanten til Ural’, idet dog tyrkiske styrker er inkluderet. For NATO betyder dette tiUige, at Island og de atlantiske øer er inkluderet, og for WP omfatter det sovjetiske styrker i Moskva, Volga, Ural Nord og Trans-Kaukasus militærdistrikter såvel som det vestlige, det nordvestlige og det sydvestlige TVD. ’Globalt’ omfatter alle NATO og WP landes styrker, også sådanne, som er forudset anvendt i andre operationsområder (f.eks. amerikanske styrker i Korea, sovjetiske i Vietnam, franske i Chad etc.). Maritime styrker sammenfattes under to geografiske områder. ’Europæiske/atlantiske farvande’ omfatter styrker i Atlanten og europæiske farvande nord for Krebsens Vendekreds, Middelhavet, Østersøen og Sortehavet. For USAs vedkommende er inkluderet alle styrker tilhørende CINCLANT. ’Globalt’ omfatter alle NATO og WP søstridskræfter, uanset hvor de er deployeret. Ikke mindst efter at INF-aftalen nu er færdigfe rhandlet og underskrevet vil opmærksomheden i stigende grad blive rettet imod den konventionelle styrkebalance, som set fra, ikke mindst, et europæisk synspunkt fortsat må give anledning til bekymring. 
 
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra;
 
 
 
 
 
 
 

Litteraturliste

Del: