Den militære magtbalance 1986-1987

Efter Genéve-topmødet i november 1985 satte de to supermagter sig igen til forhandlingsbordet for at søge frem mod en stabilitet på et lavere niveau, end det i dag eksisterende. Da disse forhandlinger i årets løb kom ind i et dødvande, så vi mod slutningen af 1986 den sovjetiske leder, Gorbachev, tage det dramatiske skridt at invitere til et hurtigt - og dermed næppe vel forberedt - nyt topmøde i Reykjavik. Resultatet af dette møde er endnu mdhyllet i parternes retoriske slør, men det står formentlig fast, at der her åbnedes for visse muligheder for, at de seriøse våbenkontrolforhandlinger fik nye impulser.
Set fra en europæisk synsvinkel kan muligheden for en global styrkebalance på et lavere niveau, og dermed også udsigten til en generel afspænding, kun hilses med tilfredshed. Men som påpeget bl.a. af statsminister Poul Schlüter, i forbindelse med hans besøg i Moskva i oktober, rejser en drastisk fjernelse af den amerikanske nukleare garanti for Vesteuropa imidlertid en række nye og påtrængende problemer for så vidt angår den konventionelle styrkebalance i Europa. Hertil kommer, at der andre steder i verden pågår langvarige konflikter (bl.a. i Den persiske Golf, Afghanistan og Mellemamerika), som kan have implikationer for den globale stabilitet. Det er på denne baggrund, at Det Internationale Institut for strategiske Studiers årlige opgørelse over den militære magtbalance (The Military Balance 1986-87. nSS London 1986, 16.95 pund.) i det følgende skal refereres med vægt på forholdet mellem de to supermagter og deres primære alliancer.
 
Supermagterne
I løbet af september 1986 har USA opstiUet de første Peacekeeper (MX) ICBM med to MIRV LGM-118 sprænghoveder i modificerede Minuiemara Iff siloer, og inden udgangen af december påregnes den første enhed med 10 missiler at være operationel. Den amerikanske kongres har godkendt •opstillingen af 50 MX missiler inden udgangen af 1988, men indtil nu kun bevilget de nødvendige midler til anskaffelse af 33 missiler. Samtidig fortsætter udfasningen af Titan II ICBM, der kun har ét sprænghoved. I løbet af de sidste 12 måneder er ialt 16 stk. udfaset, hvilket betyder, at der kun er 10 i tjeneste; inden udgangen af 1987 ventes Også disse udfaset. USA påregner også udvikling af et foreslået lille ICBM, Midgetman, hvortil kongressen er anmodet om at stille midler til rådighed. SLBM-programmet er løbet ind i vanskeligheder i forbindelse med debatten om den stadigt ikke ratificerede SALT Il-aftale. I løbet af det sidste år er antaUet af O/iio-klasse SSBN ubåde forøget fra 6 til 8, hvilket har medført en forøgelse på 48 Tndent I (C-4) SLBM. Samtidig er dog ialt 48 Poseidon ubåde trukket tilbage fra aktiv tjeneste. USA holder sig dermed under det aftalte SALT H loft. Næste års budget indeholder midler til en påbegyndelse af anskaffelsen af de første 21 Tndent II (D-5)SLBM.
 
Levering a£B-lB bombefly påbegyndtes for et år siden og pr. 1. juli 1986 er disse leveret. Den første eskadrille er erklæret operativ pr. september 1986, medens den anden vil begynde at modtage sine fly i januar 1987. Der er nu afsat midler til anskaffelse af alle de planlagte 100 stk. B-IB, og yderligere anskaffelse er ikke påregnet. Konvertering af B-52 bombere til udrustning med ALCM fortsætter, og de første 131 ß-52 påregnes klar inden udgangen af 1986. Såfremt der ikke foretages indskrænkninger andre steder vil dette betyde, at USA overskrider det i SALT II forudsete loft for missiler med MIRVede sprænghoveder og bombere med ALCM. Programmet for forbedring af identifikations- og varslingssystemer fortsætter. Ombygningen af radarer i Ballistic Missile Early Warning Systemet (BMEWS) i Thule er ved at være tilendebragt, medens arbejdet på en tilsvarende station i Fylingdales i England først påregnes afsluttet o. 1990. Konstruktionen af den fjerde Pave Paws SLBM varslingsradar i Texas forventes afsluttet i de konmende år, ligesom arbejdet med modemisertog at DEW-lme kæden (Distant Early Warning) fortsættes
Challenger-katastrofen har medført forsinkelse i den planlagte opsendelse af et antal rekognoscerings-satellitter, omend det er vanskeligt at fastslå
omfanget af den indflydelse, det vil få for USAs programmer og muligheder. USA prioriterer fortsat SDI-forskningen meget højt, midlerne hertil er fordoblet i det sidste ar (fra 1,4 mill. til 2,7 mill. dollars) Udskiftningen a Pershing IA SSM med Pershing II og deployeriaig af 108 missiler i Vesttyskland samt en træningsenhed med 42 raketstyr i USA er tilendebragt. GLCM deployeringen i Vesteuropa fortsætter, og 128 er for nærværende operative.
Med det stadigt stigende budgetunderskud har den amerikanske kongres nu slaet bremseme i for Reagan-administrationens fortsatte forøgelse af forsvarsudgifterne; i finansåret 1986 blev administration og kongres enige om nulvækst, medens realvæksten i 1987 og 1988 skulle holdes på 3%. Dette er dog senere ændret til en reduktion på 4% for 1986, idet dog de fleste personeludgifter, SDI og enkelte flerårige anskaffelseskontrakter er holdt udenfor. Yderhgere nedskæringer må forudses og vil forventelig komme til at gå ud over anskaffelsen af C-17 transportfly, det avancerede luft-til-luft-mellemdistance-missil (AMRAAM) og Bradley kampkøretøjer til hæren. 
 
For sidstnævnte materieltypes vedkommende er der dog i løbet af det sidste år sket en forøgelse i antallet på 62%. Også antallet af M-1 Abrams kampvognen er øget, så den udgør 33% af den amerikanske hærs beholdning af kampvogne. Til gengæld er antallet a£M-48 og M-60 kampvogne faldet tilsvarende.
Den amerikanske hær fortsætter i øvrigt sine analyser og forsøg med divisions-organisationen. For flådens vedkommende er angrebs-ubådene af Los Angefes-klassen øget med 6. Og i overfladeskibe har der været en tügang på yderligere to Ticonderoga-Masse krydsere og fem Perry-klasse missil-fregatter. Deployering af SLCM (Sea-launched cruise missiles) fortsætter både i LosAngeles- klassen (fem af hvilke hver medfører 12 stk. Tomahawk imssüer) og i slagskibene (der hver har 32 stk.). Dette missü påregnes også installeret pa iiconderoga-Masse krydserne. Marinekorpset har modtaget tre enheder af Maritime Pre-positioning ships. Den tredie af disse enheder, som nu er under udrustning vil blive stationeret på Philippineme.
 
Der har været en betragtelig forøgelse af flådefly, idet fladen har modtaget 180 F/A-18. Også Marinekorpset har modtaget nye fly, ialt 30 AV-8B V/STOL som erstatning for ÄV-8A Haniers. Marinekorpset har ligeledes fået udskiftet sine 105 mm haubitzere med 155 mm. Flyvevåbnets største tilgang omfatter 400 F-16, hvilket bringer det samlede antal op på 977. Anskaffelse afF-i5 fortsætter ogF-4D eskadrillen på Island har fået 18 nye fly af samme type.
Efter en pause synes Sovjetunionens strategiske styrker at være inde i en væsentlig udvikling af nye våbenkategorier. Selvom antallet af ICBM ramper uforandret er 1398 er 72 af den tidligste version af SS-11 blevet erstattet med SS-25, som er deployeret i enheder med 9 »launchers« i tidligere SS-7 ICBM stillinger. SS-lls enkelte sprænghoved havde en anslået sprængkraft på 950 KT, SS-25 har også et enkelt sprænghoved, men med en anslået sprængkraft på 550 KT. Tabet af o. 28.8 MT er mere end kompenseret med SS-25s øgede nøjagtighed, iflg. opgivelse o. 200 m sammenlignet med 1400 m for SS-11; SS-25 anvender fast brændstof, hvilket giver den en kortere forberedelsestid før affyring samtidig med, at den er mobil. Et andet, nyt ICBM, SS-X-24 er under afprøvning og forventes at kunne deployeres hurtigt. Sovjet har introduceret et nyt SLBM, SS-N-23 i 1985. Dette missil, med flydende brændstof, siges at have en rækkevidde svarende til SS-N-20 (8.300 km), en CEP mindre end 900 m og en nyttelast på 10 MIRV sprænghoveder, hver på måske 200 KT.
To Delta IV ubåde (32 SLBM) er nu i tjeneste. En fjerde Typhoon ubåd med 20 SS-N-20 er også gjort operativ, medens to Y-1 ubåde er udfaset. Antallet af SSBN er derfor sammenlagt fortsat 77, medens antallet af SLBM er steget med fire til 983. SS-N-23 har afløst SS-N-6, som medførte to MRV sprænghoveder, med en sprængkraft vurderet til at variere mellem 500 KT og 1 MT. Med sine MIRV sprænghoveder har SS-N-23 mulighed for at engagere 10 gange så mange mål på en rækkevidde 2.75 gange så stor som forgængeren. Den strategiske bomebestyrke viser en væsentlig nedgang i antallet af Mya-4 Bison fra 45 til 20, og der er ikke rapporteret om nogen alternativ anvendelse i denne type fly. Den tilsvarende ældre Tu-95-ßear er tilsyneladende tilbage i produktion med o. 40 stk. type H, der hver kan udstyres med 6 AS-15 ALCM, hvilket er 15 mere end rapporteret sidste år. AS-15 ALCM har en rækkevidde på o. 1800 km, en fart på Mach 0.6 og et enkelt sprænghoved på 26 KT.
 
Også SS-4 MRBM er under udfasning. Man regner med, at der 1. juli 1986 er 112 stk. i tjeneste, hvilket er 8 mindre end sidste år. Af SS-20 IRBM regnes der nu med en beholdning på 441, en forøgelse af 18 i løbet af det sidste år. Der synes at have være foretaget en mindre om-deployering på 36 missiler fra Central-Asien; disse og de yderhgere 18 missiler, der er deployeret inden for de sidste 12 måneder, har ialt øget antallet rettet mod Vesteuropa til 270. Deployeringen i Asien omfatter o. 171 missiler, hvoraf de 162 allerede var deployeret i Fjem-Østen samt yderligere de tilbageværende 9 i Central-Asien.
For de konventionelle styrkers vedkommende er der til hæren tilgået yderligere en motoriseret infanteridivision samt to luftlandebrigader. Hæren har nu overtaget alle kamphelikoptere, der anvendes til støtte for hæroperationer, fra Flyvevåbnet. Antallet af T-80 kampvogne og infanterikampkøretøjer er øget, og der er en tydelig tendens til fornyelse af artilleripiecer. Der foreligger ikke nye oplysninger om det i tidligere oversigter omtalte SSC-X-4 GLCM. Det nye SA-11 SAM er benævnt Godfly i NATO-terminologien. SA-14 er begyndt at erstatte SA-7 og SA-X-12, formentlig en erstatning for SA-4, forventes snarest indsat i tjeneste.
 
Trods en mængde nye informationer er det fortsat forbundet med usikkerhed at klarlægge organisation og struktur i det sovjetiske luftforsvar. At nogle luftforsvarsfly deployeres inden for Militærdistriktemes luftstyrker komplicerer yderligere billedet. Den eneste ændring synes at være en mindre forøgelse af MIG-29 og MIG-31 luftforsvarsfly. Hig. rapporter synes det ældre SA-1 missil fortsat at være i tjeneste, selv om udskiftningen med SA-10 fortsætter. Antallet af SA-10 er forøget med o. 50% i løbet af det sidste år. Flåden fortsætter med afprøvning af kombinationen Yonfee-klasse SSGN og det nye SS-N-X 24 ubådsleverede krydsermissil (SLCM). Også SS-NX-21, svarende til det amerikanske Tomahawk, er under afprøvning. Antallet af Oscar-klasse ubåde er øget med én i forhold til 1985, medens udfasning af én Charlie- og én Ec/io-klasse SSGN samt diesel- ubådene Juliet, W-long Bin og Foxtrot fortsætter. En ny produktion af Kilo-Massen vil erstatte i det mindste en del af sidstnævnte. Den fjerde Kiev-Masse krydser, der sidste år rapporteredes under afprøvning, menes endnu ikke sat i operativ tjeneste. Den anden Storø krydser menes derimod netop at være erklæret operativ. Der er også rapporteret om yderligere to Sovremennyy DDG og Udaloy ASW destroyere, medens enkelte Kamu og Kotlin destroyere menes taget ud af tjeneste.
 
 
Flådens flyvevåben viser en forøgelse på o. 20 Tu-22 M Backß-e og flere Tu-IQ Badger. Også på amfibieskibsområdet er der sket en tilvækst. Efter en moderat vækst i 1980’eme blev det sovjetiske forsvarsbudget fastfrosset på godt 17 mia rubler i perioden fra 1981 til 84. Herefter skete der imidlertid i 1985 en 11.8% forøgelse til godt 19 mia rubler. Argumentationen herfor var iflg. den sovjetiske finansminister Garbuzov ønsket om, at »øge de væbnede styrkers kampberedskab, således at de vil være i stand til en tilintetgørende afvisning af enhver agressor«. Det afsløredes imidlertid ikke, hvilke militære programmer, det var, som krævede øgede midler. I 1986 er forsvarsudgifterne imidlertid igen fastfrosset til 1985- niveauet, formentlig som et forsøg på at signalere USSRs ønske om våbenkontrolforhandlinger, men nok også fordi det sovjetiske samfund har vanskeligt ved at bære en højere økonomisk byrde til forsvaret. Måske hænger dette også sammen med Gorbachevs nye økonomiske 5-års plan, der sigter mod en årlig forøgelse af den Nationale Indkomst (et mål svarende til GNP, anvendt af sovjetiske økonomer) på 3.5%. Det sovjetiske nulitære bureaukrati synes at støtte denne nye 5-års plan, fordi man vü kunne drap fordel af de teknologiske fremskridt; 5-års planen sigter specifikt på en 7-8% vækst inden for maskinbygningssektoren (elektronik, og maskinværktøj), alt med sigte på at forøge det samlede industrielle output med 4.5 % p.a.
 
 
 
 
 
 
 
I skema 1 og 2 er sammenfattet de i den seneste af HSS udgivne styrkeoversigt anførte oplysninger om atomleveringssystemer. Det fremgår heraf, at opstillingen af de påregnede 108 Pershing I I MRBM, men ikke alle de 464 Tomahawk, i overensstemmelse med 1979-dobbeltbeslutiiingen, er opstillet.
I skema 3 er yderligere gengivet en detaljeret opgørelse af den amerikansk-sovjetiske nukleare balance. Denne oversigt, der har til formål at give baggrunden for de igangværende våbenkontrolforhandlinger, er baseret på følgende forudsætninger:
 
- De systemer, der defineres som strategiske, er sådanne som iflg. SALT I og SALT II er karakteriseret som sådan; d.v.s. F B -lllA og Backfire bombere, samt SLCM og amerikanske såkaldte »forward-based systemer« er udeladte.
- Alle affyringsramper for strategiske nukleare systemer er inkluderet med imdtagelse af sådanne, som anvendes til afprøvning og træning og de godt 200 tunge amerikanske bombere i »mølpose«. Der er ikke foretaget nogen justering for så vidt angår operativt beredskab eller konvertering til konventionelle opgaver.
- Der er ikke gjort noget forsøg på at definere den aktiielle operationelle bevæbning af det enkelte system.
- I opgørelsen over ballistiske missilers sprænghoveder og ALCM er anvendt de i SALT n angivne normer.
- For B-1 bombere og for de B-52 G/H, der ikke er påregnet udrustet med ALCM, er regnet med en last på 12 bomber.
 
Den konventionelle sfyrkebalance i Europa
Den numeriske styrkebalance i Europa fremgår af skema 4. Det må bemærkes, at denne oversigt ikke giver noget indtryk af sådanne faktorer, som geografiske forskelle, træningstilstand, doktriner, politisk og militser ledelse, moral og teknologisk udvikling. Sådanne betragtninger må i hvert enkelt tilfælde sættes ind i et videre politisk og strategisk perspektiv, omfattende den nukleare balance, den globale styrkedeployering, logistik og mobilisering samt forstærkningspolitikken. Warszawapagten har uomtvistelige fordele af en større ensartethed på områder som våbentyper og doktriner, omend forskellige udskiftnings- terminer og dermed modernisering i nogen grad reducprer denne fordel. NATO lider under store forskelle i såvel doktriner som i våbensystemer, hvilket medfører vanskeligheder for så vidt angår logistik og »interopera- bilitet«. Hertil kommer, at NATO stadig lider under væsentlige mangler for så vidt angår ammunitionsbeholdninger og reserevedele samt inden for specielt forsvar imod kemiske kampmidler. Omend reorganiseringer og nyt materiel har ændret styrkeforholdet på specifikke områder, må det generelt fastholdes, at der ikke er sket nogen afgørende ændring i den numeriske balance på det konventionelle område i Europa i de senere år. nSS generelle konklusion er derfor igen i år den, at den konventionelle styrkebalance stadig har en sådan karakter, at et miltært angreb for begge parter vil være et højest risikabelt foretagende. Selvom besiddelsen af initiativet indledningsvis ville kunne indebære visse lokale fordele, ville konsekvenserne for en angriber stadig være uforudsigelige.
 
Det internationale Instituts konklusioner afviger således ikke fra tidligere års. Muligheden for, at en optøning af forholdet mellem de to blokke kan manifestere sig i en egentlig afspænding, hviler på erkendelsen af den eksisterende balance. Det er derfor væsentligt, at der ikke ved ensidige foranstaltninger rokkes ved denne balance. 
 
 
 
 
PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 
 
 
 

Litteraturliste

Del: