Den Grønne Zone. En reportage om USA’s katastrofale forsøg på at styre Irak efter invasionen

Anmeldt af Ole Grarup

”Den Grønne Zone. En reportage om USA’s katastrofale forsøg på at styre Irak efter invasionen” af Rajiv Chandrasekaran. På dansk ved Morten Visby. Originaltitel: “Imperial Life in the Emerald City: Inside Iraq’s Green Zone”. Udgivet af Gyldendal, København 2009. 358 sider. Pris kr. 300.

Foto: Gucca.dk

Størstedelen af bogen omhandler Coalition Provisional Authority (CPA) i den Grønne Zone i Bagdad, et 10 kvadratkilometer stort område, som bedst af alt kunne beskrives som et lille stykke af USA midt i den sandstøvede irakiske hovedstad, hvor CPA havde til huse i et af Saddams gamle paladser, og hvor CPA-medarbejdere og soldater frit kunne færdes mellem paladsets pool, barerne og de kinesiske restauranter. Chandrasekaran tager intetsteds stilling til selve invasionen af Irak, men fokuserer på at undersøge og redegøre for, hvorledes besættelsen af Irak blev håndteret.

Fortællingen finder sted på to narrative niveauer: Dels er der de redegørende kapitler, som udgør størstedelen af bogen, og som følger en i mine øjne ret traditionel journalistisk udredningsform. Dels er der de små øjenvidneberetningsagtige kapitler ind imellem – kaldet Den Grønne Zone, 1. scene (...2. scene, 3. scene, osv.). Disse kapitler fører læseren ned i øjenhøjde med livet i Den Smaragdgrønne By og sætter hele scenariets absurditet på spidsen med små, kortfattede fortællinger om dagligdagsfænomener, såsom amerikanske soldaters jagt på to løsslupne geparder fra Saddams private zoo i paladsets baghave, de CPA-ansattes forskellige smutveje til at få stillet tørsten efter alkohol for ikke at tale om kødets lyst eller Khalid Walid, som ikke kan forstå, hvorfor amerikanerne ikke kommer i det pizzeria, han har åbnet lige uden for Den Grønne Zones mure.

Der redegøres undervejs for forskellige amerikanske visioner for, hvordan Irak skulle styres efter invasionen. Den pensionerede generalløjtnant Jay Garner blev i januar 2003 – to måneder før invasionen – af Pentagon bedt om at overtage den politiske ledelse af Irak efter krigen som leder af ORHA (Office of Reconstruction and Humanitarian Assistance), som bl.a. skulle bestå af embedsmænd, som kunne lede de forskellige irakiske ministerier efter regimets fald. Paradoksalt nok blev Garner tilsyneladende aldrig indviet i de planer for administrationen af landet, som siden efteråret 2002 havde været under udarbejdelse under ledelse af hans arbejdsgiver Douglas J. Feith, departementschef i forsvarsministeriets policy-afdeling og leder af Office for Special Plans, kontoret, som indsamlede efterretninger til at underbygge påstanden om Iraks besiddelse af masseødelæggelsesvåben og båndene til al-Qaeda. Ej heller fik Garner udenrigsministeriets planer og notater for efterkrigsfasen i Irak eller relevante CIA-analyser at se. Chandrasekaran fremstiller på det nærmeste forløbet, som om forsvarsministeriet og det Hvide Hus bevidst gjorde alt for dels at detailstyre, dels at besværliggøre Jay Garners planlægningsarbejde med sammensætningen af ORHA. Dagen før Garner skal flyve med sit nyligt sammensatte hold af embedsmænd til Irak, modtager han således et opkald fra forsvarsminister Donald Rumsfeld, som er utilfreds med Garners valg af folk til ORHA. Garner spørger i protest Rumsfeld, hvem forsvarsministeriet skulle råde over, der måtte være kvalificeret til at lede det irakiske landbrugsministerium, undervisningsministeriet eller bankvæsnet. Rumsfeld slår det hen og bebuder, at han har tænkt sig at skaffe Garner nogle ”bedre folk”. Så snart Garner var rejst mod Bagdad, blokerede Rumsfeld for udsendelse af de ORHA-folk, som var højtstående i udenrigsministeriet, uden nogen saglig begrundelse. Først da udenrigsminister Colin Powell ringede ham op og truede med at trække samtlige medarbejdere fra udenrigsministeriet ud af ORHA, gav Rumsfeld sig og trak blokeringen tilbage af frygt for, at sagen skulle udvikle sig til en presseskandale. Ikke desto mindre stod det klart, at Pentagon ønskede så få folk fra udenrigsministeriet i ORHA som overhovedet muligt.

Det kulminerer i, at Jay Garner og ORHA allerede i slutningen af april 2003 bliver skiftet ud med en ny instans: The Coalition Provisional Authority (CPA) under ledelse af L. Paul Bremer, som viser sig at blive bogens absolutte hovedperson. Bremer udnævnes til generalguvernør for det besatte Irak. Den amerikanske besættelsesmagt har gennem en resolution fra FN’s sikkerhedsråd fået brede beføjelser i Irak, og præsident Bush uddelegerer stort set disse beføjelser til Bremer. I sin udtalte foragt for den ”tværinstitutionelle proces”, dvs. den bureaukratiske sikkerhedsventil, som almindeligvis ville tillade udenrigsministeriet, Pentagon, CIA og det nationale sikkerhedsråd at gennemgå og kommentere de politiske beslutninger, benytter Bremer positionen til at udfolde en nærmest enevældig magt over samtlige dele af CPA – alle initiativer skal gå igennem ham og ingen beslutning kan tages, medmindre det er med hans godkendelse.

Bremers overordnede meget ambitiøse vision for Irak, som skulle vise sig at mislykkes, var at etablere ikke blot demokrati i landet, men endog en fri markedsøkonomi, ganske efter nordamerikansk forbillede. Store dele af bogen omhandler således CPA’s forsøg på at modernisere den irakiske fondsbørs, bankvæsnet, uddannelsessystemet og infrastrukturen - bestræbelser, som i vid udstrækning mislykkedes. Som det fremgår af bogen, forbliver en af Bremers mest omdiskuterede og kritiserede beslutninger hans opløsning af den irakiske hær, som med et slag sendte hundredetusindvis af utilfredse arbejdsløse irakiske soldater på gaden, hvad der synes, dels at have styrket rekrutteringsgrundlaget for det ulmende oprør betragteligt, dels at have besværliggjort dannelsen af den ny irakiske hær.

Herudover indeholder bogen skildringer af forskellige, ofte ganske unge og endnu oftere uerfarne CPA-medarbejdere, som på hver deres felt får tildelt kolossale genopbygnings- og administrationsopgaver oftest uden det, der ligner tilstrækkelige budgetmidler.

Chandrasekaran tegner et på mange måder bizart og bedrøvende, men langt fra fordømmende billede af livet i og omkring Den Grønne Zone. På trods af hans stædige vilje til at endevende hændelsesforløb, personligheder, beslutningsprocesser og implementeringen af samme beslutninger, læser jeg gennem hele bogen en klar tendens til at fremstille de fleste CPA-medarbejdere som velmenende og blåøjede individer, som gennem CPA’s levetid desillusioneres af på den ene side den amerikanske administrations oftest forfejlede dispositioner, på den anden side den dag for dag forværrede situation ude det virkelige Irak.

Den Grønne Zone er og bliver et stykke journalistik og skal ikke læses som andet. Bogen skildrer de amerikanske bestræbelser på at genopbygge og styre Irak, men skildringen foregiver ikke at være objektiv. Dette understreges i al klarhed af den danske forsides undertitel (”En reportage om USA’s katastrofale forsøg på at styre Irak efter invasionen”), som vel at mærke ikke gengiver den originale undertitel (”Inside Iraq’s Green Zone”). Det er under alle omstændigheder eksplicit fra side 1, at der ikke er lagt op til rosenrød hyldestsang til det amerikanske Irak-eventyr. Chandrakanzan bruger vel at mærke mange sider på at fremstille de gode intentioner og initiativer fra enkeltpersoner på forskellige niveauer i Pentagon, Det Hvide Hus og ikke mindst i udenrigsministeriet, men det altoverskyggende budskab er, at den velkvalificerede kompetence gang på gang må bukke under for loyaliteten over for den dominerende neokonservative doktrin og Bush & Co.’s uden tvivl velmente, men som det fremstilles oftest dybt forfejlede vurderinger af, hvad man burde gøre med Irak. Der var masser af kompetente folk med værdifuld ekspertise, som Washington kunne have trukket på, men Bush-administrationen vægtede loyalitet over for republikanerne over alt andet: I stedet for at ansætte de garvede arabisktalende mellemøstkyndige fra udenrigsministeriet, ansatte man nyuddannede 23-årige, ofte uden relevante kompetencer overhovedet, når blot de var gode republikanere, loyale over for Bush og de neokonservative.

Alt i alt tegnes der et billede af besættelsestiden som én lang farce af forkerte beslutninger på baggrund af Bush-administrationens indledningsvis ekstremt høje ambitioner for udviklingen af et nyt Irak i fatal kombination med en nærmest total mangel på dømmekraft med hensyn til, hvordan et sådant nyt Irak skulle kunne realiseres.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_138.aargang_nr.3_2009.pdf
 

 

Del: