Den civile værnepligt og dens indvirkning på den militære værnepligt

Major T, Buchholtz-Nielsen analyserer her en række problemer omkring den civile værnepligt.
 
1. Indedning.
Det siden 1968 stigende antal civile værnepligtige kan muligvis rejse flere samfundsmæssige problemer af såvel social som politisk art.
Nærværende artikel vil koncenterer sig om de sociologiske aspekter i den civile værnepligt og disses mulige indvirkning på forsvaret. Omend forsvarslovgivningen af 1973 i ikke uvæsentlig grad baserer sig/vil basere sig på frivilligt mandskab, er der fortsat tale om et behov for værnepligtige, dels under uddannelse og dels ved mobilisering. Det kan derfor være af interesse at sammenligne forsvarets behov for værnepligtige over en 10-års periode med stigningstakten i antallet af civile værnepligtige for herigennem at finde frem til, om der på et tidspunkt vil opstå et kritisk punkt for forsvaret og dermed gældende lovgivning.
Forud for dette belyses begrebet »forsvarsvilje« og militærnægterp roblemets mulige indflydelse herpå. Endvidere behandles den militære og civile værnepligt, herunder bevæggrunde samt sammenligning af tjenestevilkår m.v. 
Betegnelsen »civil værnepligtig« er den officielle betegnelse for den person, der i henhold til gældende lovpraksis har søgt fritagelse for militærtjeneste. I befolkningen anvendes normalt det gængse udtryk »militærnægter«, der kan siges at være mere følelsesladet, fordi det måske har fået et politisk indhold. 
Ikke alle civile værnepligtige ønsker sig da heller identificeret med navnet militærnægter. Dette kan muligvis i nogen grad udledes af, at kun et mindre antal af de civile værnepligtige er medlem af den i 1967 stiftede Militærnægterforening. 
I nærværende artikel vil begge betegnelser »civil værnepligtig« og militærnægter« blive anvendt i flæng uden at betegnelserne tillægges særlig betydning.
2. Befolkningens holdning til forsvaret.
Med baggrund i stigningstakten i antallet af militæmægtere kan det være interessant at belyse, om dette forhold har indflydelse på det begreb, der betegnes »forsvarsvilje«, d.v.s. befolkningens indstilling til, »om Danmark bør have et militært forsvar, samt den enkeltes vilje til at bidrage hertil med person og midler.« 
Gallup har gennem årene foretaget mange undersøgelser af dette forhold. Ved disse undersøgelser, jfr. tabel 1, er der stillet spørgsmålet: »mener De, at Danmark bør have et forsvar?«. Spørgsmålet er meget bredt formuleret, og den udspurgtes stillingtagen til at bidrage med egen person (værnepligt) og midler (skat) belyses ikke. 
Til trods for den ikke uvæsentlige mangel giver undersøgelsen - ikke mindst fordi den er gennemført over så lang en tidsperiode - et billede, der giver udtryk for en generel indstilling i befolkningen. 
Ved en sammenligning af Gallup-resultaterne fra 1948 og 1973, ses, at der er en overvejende tilslutning til, at Danmark bør have et forsvar. Knap 2/3 af alle over 18 år er af denne opfattelse, hvilket er så godt som samme indstilling, konstateret i 1948, dog med et ubetydeligt fald i forsvarsviljen. Men hvor forsvarsviljen var mest udtalt hos unge i 1948, er de unge i 1973 mindst ivrige forsvarstilhængere. Specielt synes generationen under 24 år at have særlig lav forsvarsvilje, medens der ikke er væsentlig forskel på forsvarsviljen i de øvrige generationer. Det fremgår endvidere, at disse fortrinsvis findes blandt studerende og arbejdere, og særlig i byområder. Militærnægterne rekrutteres da også primært fra denne gruppe unge, der ikke føler den militære værnepligt som en naturlig samfundspligt. Hertil kommer så, at det for en stor dels vedkommende netop er disse unge, der færdes i miljøer som universiteter, seminarier m.v., hvor et gruppepres meget hurtigt kan føre til, at man for at blive accepteret må kunne dokumentere vilje til militærnægtelse. Se i øvrigt tabel 2.
Det markante fald i forsvarsviljen blandt unge mellem 18 og 24 år kan således naturligt høre sammen med deres uvilje mod personligt at bidrage. Den væsentligt højere procent i aldersgruppen over 25 år kan antyde noget sådant, men problemet bør anskues over en længere periode. Generelt kan siges, at der for nuværende ikke er tilstrækkelig grund til at antage, at forsvarsviljen er berørt af stigningstakten i antallet af militæmægtere.
3. Den militære værnepligt.
Værnepligten var allerede fastlagt i den første grundlov af 1849, hvori det pålagdes værnepligt for alle mænd, der var i stand til at føre våben. I Danmarks Riges Grundlov1) af 5. juni 1953 er anført »Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver.« 
Herigennem fastslås værnepligten, idet dog loven i sin fortolkning hjemler mulighed for fritagelse gennem bemærkningen »efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver«. 
I forbindelse med den seneste forsvarsordning2) er værnepligtstiden fastsat til 9 måneder, idet alle indkaldte opfordres til/kan pålægges at søge 3 måneders frivillig tjeneste med konstabelløn. Sidstnævnte praksis vil vedvare, indtil forsvarslovens rammer for hvervet personel er udfyldt, dog senest i 1976. 
I henhold til forsvarsloven af 1973 vil Søværnet og Flyvevåbnet kun omfatte hvervet personel, medens Hæren fortsat vil have et element af værnepligtige, der efter afsluttet tjeneste i hærens uddannelsesenheder overføres til den stående styrke og derefter senere overføres til lokalforsvaret, der indkaldes ved mobilisering. 
Den nugældende forsvarsordning baserer sig på et forlig mellem Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og Radikale, foreløbig for en periode af 4 år - altså indtil foråret 19772).
For at finde frem til baggrunden for at vælge den militære værnepligt vil mange faktorer spille ind, herunder bl.a. 
  • forsvarsvilje
  • tjenestetid
  • faktiske arbejdsvilkår (arbejdstid, indkvartering, beredskab, vagter m.v.)
  • indordningen under militære forhold (institutionaliseringen)
  • forsvarets evne til at følge med i samfundsudviklingen.

For en meget stor del af de unge, særlig fra landdistrikterne, er det nærmest en selvfølge (tradition) at aftjene den militære værnepligt. Det ligger i familietraditionen, og der gøres næppe nogen større afvejning. Den mere kritiske vil nærmere analysere disse forhold - ikke mindst problemet om længere tjenestetid, hvis han skulle blive udtaget til befalingsmand. Ligeledes de mere ugunstige arbejdsvilkår med vagter og øvelser over længere varighed inddrages i afvejningen. 
Forsvaret opfattet som en institution, der ifølge Rerger & Luckmann3) »altid har en historie, som den er produktet af.« Ved institutionens blotte eksistens kontrolleres den menneskelige adfærd ved at opstille på forhånd definerede adfærdsmønstre. Den institutionelle verden - i dette tilfælde forsvaret - er oplevet af faderen og kammeraten, og det at aftjene sin værnepligt kan karakteriseres ved Berger & Luckmann’s ord »sådan gør man nu engang«. Ligesom mennesket og dets sociale verden intera gerer med hinanden, vil institutionen (i dette tilfælde forsvaret) interagere med samfundet (= følger forsvaret med i samfundsudviklingen). Disse forhold spiller formentlig også ind, når den unge mand står over for beslutningen om aftjening af sin værnepligt. Når hovedparten stadig vælger den militære værnepligt, til trods for at ulemperne endda er umiddelbare, har det mange årsager, bl.a. 

  • tradition (sådan gør man nu engang)
  • kammeratskab
  • oplevelse (herunder FN-tjeneste)
  • ønske om videre militær uddannelse
  • ønske om at »lære noget« fysisk såvel som på andre områder
  • nysgerrighed.
4. Det militære behov og værnepligtsmassen.
Fødselsårg angene, der skal for session i 1970’eme er stort set konstante, ca. 38.000 pr. år. Dette tal ændres ikke førend i 1982, hvor det stiger til ca. 42.0004)
Ved en vurderet beregning af 70’ernes gennemsnitlige årgang på 38.000 kan udregnes det antal, der vil være til rådighed for den militære værnepligt: 
Forsvarets samlede behov for værnepligtige pr. år vil være ca. 14.0005), hvoraf fremgår, at de civile værnepligtiges antal kan stige til 10.000 pr. år, før det kvantitativt reelt vil begynde at påvirke den nugældende forsvarsordning, hvilket svarer til en militærnægterprocent på lidt over 25 (ca. 26%). 
Det kan tilføjes, at kassationsprocenten i mange år har ligget stort set konstant på 25 %.
 
5. Den civile værnepligt.
Den første lov om retten til at nægte militærtjeneste blev vedtaget i 1917. Heri anførtes, at »værnepligtige, for hvem militær tjeneste af enhver art må anses for at være uforeneligt med deres samvittighed, kan af indenrigsministeren fritages for militærtjeneste mod at anvendes til andet statsarbejde, der dog ikke må tjene militære formål.«6) Senere ændret v. lov nr. 187 af 20/5 33, igen ændret v. lov nr. 145 af 23/4 1952.1 1961-63 fremsatte Socialistisk Folkeparti ændringsforslag til loven, og et udvalg, nedsat under indenrigsministeriet i 1963, afgav i 1967 betænkning7) omhandlende et nyt lovforslag, som dog ikke blev fremlagt i folketinget. Imidlertid var dette udvalgsarbejde medvirkende til, at den nyt iltrådte VKR-regering i juni 1968 ad administrativ vej gennemførte en række ændringer i de civile værnepligtiges tjenestevilkår samt udvidede fortolkningen af nægtelse af militærtjeneste, således at dette også kunne motiveres politisk.
En kraftig stigning i antallet af militæmægtere i Danmark kunne meget hurtigt konstateres med baggrund i denne ændrede praksis. Andre sammenfaldende faktorer har dog også øvet væsentlig indflydelse, dels på den ændrede praksis og dels på stigningen8)
  • Eskalation af krigen i Vietnam med bl.a. øget indsats af amerikanske styrker i kampen på landjorden, flybombninger m.v. (Den første krig, der er ført direkte ind i dagligstuen ved hjælp af fjernsynet).
  • Tilsvarende stigning i antallet af militæmægtere andre steder i Vesteuropa, bl.a. i Vesttyskland.
  • Oprettelse af militæmægterforeningen, hvis formål er at arbejde for øget tilslutning til militæraægtelse, bedring af nægtemes vilkår samt at etablere en kommunikation mellem nægterne.

Endvidere må de nye tanker, der har gjort sig gældende i folkekolen, således som de bl.a. er kommet til udtryk i læseplansudvalgets »Blå betænkning« fra MAR I9609) også tillægges en vis vægt. Undervisningen i folkeskolen er herefter lagt til rette med henblik på at »lære at lære«, for herved at gøre eleverne kritiske over for hvad de måtte høre og se. De folkeskoleelever, der var 8-10 år i 1960, udgjorde i 1968-70 en del af den ungdom, der blev sessionsbehandlet. Fra dette tidspunkt synes således en større og større del i skolen at være blevet opdraget til at være kritiske over for det eksisterende samfund og således også over for det at skulle aftjene sin militære værnepligt. 
Der er mange bevæggrunde for at blive militærnægter - strækkende sig fra religiøse og samvittighedsmæssige over pascifistiske og politiske til disciplinære og bekvemmelighedsgrunde. En nøje kategorisering af nægterne i forhold til bevæggrunde er vanskelig, fordi mange nægtere kan have adskillige bevæggrunde. Den neden for anførte opdeling tager derfor sigte på den primære bevæggrund: 

  • etiske nægtere (religiøse, pascifistiske og samvittighedsmæssige)
  • politiske nægtere (imod dansk forsvar, NATO, kapitalisme m.v.)
  • bekvemmelighedsnægtere.

Den første gruppe med den etiske baggrund er den traditionelle nægter. Heri er indbefattet den religiøse nægter, der primært kommer fra sekten Jehovas Vidner, bygget på det gamle testamentes 5. bud »Du må ikke slå ihjel«10). Den pascifistiske bevæggrund bygger på, at vold ikke kan udryddes med vold, og derfor må krig og anden voldsanvendelse bekæmpes med ikke-voldelige midler. Mange, der føler sig som pascifister, afviser i dag dog ikke vold i den helt personlige situation, ligesom mange pascifister har en positiv holdning til en række frihedsbevægelser. Herved skabes overgangen til samvittighedsnægteren, der gennem et personligt, ofte politisk standpunkt, er besjælet af kløften mellem de rige og fattige. Ved eksempelvis Danmarks medlemsskab af NATO støttes de riges (særlig USA) udbytning af de fattige, og ved militærnægtelse udtrykker samvittighedsnægteren sin solidaritet med de udbyttede. 
Den anden gruppe - den politiske nægter - bygger sit synspunkt på en samfundsmæssig betragtning. I henhold til de marxistiske teorier11) er det kapitalistiske samfund et klassesamfund, og det militære system er - ved siden af mange andre - overklassens (eller kapitalens) middel til undertrykkelse af arbejderklassen. Ved militærnægtelse udtrykkes solidaritet med modstanden over for det eksisterende kapitalistiske samfund. 
Den tredje gruppe, kaldet bekvemmelighedsnægteren, har måske ikke generelt modvilje mod et forsvar. Han kan være modvillig over for at skulle indordne sig under det militære system (det disciplinære) og indser samtidig de personlig favorable vilkår, der tilbydes militærnægteren i dag. Ved at blive militærnægter slipper han simpelt hen lettere over sin værnepligt. Da han måske samtidig tilhører en højere uddannelsesgruppe, kan frygten for at blive udtaget til befalingsmand (måske selvovervurdering) også spille ind.
Der har aldrig været foretaget officielle undersøgelser af fordelingen af nægterne på ovennævnte gruppe. Noget sådant må også anses for meget vanskeligt, fordi mange nægtere ikke eentydigt identificerer sig med en bestemt gruppe, men kan have bevæggrunde, der berører flere af grupperne. Endelig kan anføres, at bekvemmelighedsnægteren i realiteten ikke er lovlig, da han skal skrive under på, at det er af samvittighedsgrunde. 
I en radioudsendelse 12. marts 197312) udtalte en lærer på Antvorskov Højskole, Anders, selv tidligere militærnægter, på et spørgsmål om fordelingen, at han vurderede, at militærnægterne koncentrerede sig om tre grupper med følgende fordeling: 

  • 40 % pascifistiske nægtere (etiske)
  • 25 % politiske nægtere
  • 35 % bekvemmelighedsnægtere.
Størrelsen af den sidstnævnte gruppe er vel den vanskeligst bestemme* lige. Ved uofficielle undersøgelser på Antvorskov Højskole af flere m ilitæmægtere vedrørende bevæggrundene for at søge civil værnepligt svarede kun 50 %. Svarene var fordelt på etiske, religiøse og politiske nægtere. Dette kan pege i retning af, at de resterende for en stor part kan være bekvemmelighedsnægtere, der ikke ønsker at afsløre sig af frygt for, at goderne kunne blive dem frataget. 
Den kendsgerning, at modstanden mod forsvaret, jfr. tabel 1, er størst i aldersgruppen 18-24 år, kan bringe en overvejelse ind om, at disse for en stor part indeholder gruppen af bekvemmelighedsnægtere samt »bekvemmelighedskasserede«, der i den periode, hvor de med egen person skal bidrage til forsvaret, samtidig bliver modstandere af forsvaret. Alt i alt må det antages, at gruppen af bekvemmelighedsnægtere er ret så omfangsrig og kan ligge et sted mellem 30 og 50 %.
 
6. Ordningens indflydelse
Ved en analyse af ordningens indflydelse på gældende forsvarslovgiv- ning, herunder værnepligtssystemet, bør problemet betragtes såvel kvantitativt som kvalitativt.
Kvantitetsproblemer. Antallet af militæmægtere i årene 1960-1973 samt militærnægterprocenten i forhold til udskrevne værnepligtige er vist i tabel 313). Heraf ses den kraftige forøgelse af militæmægtere, der har fundet sted siden 1968, hvilket må ses i lyset af den tidligere omtalte ændring i dette år af den administrative praksis, som gjorde det væsentligt lettere for den værnepligtige at blive overført til civilt arbejde. 
I tabel 4 er vist militæmægterprocentens geografiske fordeling. Heraf fremgår umiddelbart, at den er størst i København og på Sjælland som sådan, samt de østjyske byområder. 
Endvidere ses, at der i 1972 opstod en procentuel tilbagegang fra 14,9 % i 1971 til 12,8 % i 1972. Imidlertid har 1973 vist en væsentlig fremgang til 15,7 % i 1. halvdel og til 21,1 % i 2. halvdel eller gennemsnitlig for året 1973 på 17,6 %. 
Sessionsalderen nedsattes i 1972 med et halvt år til 18 1/2 år, hvorved 1 1/2 årgang i dette år blev sessionsbehandlet og kun ca. % årgang i 197313). Udsvingene i 1972 og 73 kan i en vis grad have været påvirket heraf. 
Militæmægterprocenten kan imidlertid stige indtil 26 %, førend det begynder at påvirke det militære behov af væmepligtsmassen, jfr. pkt. 4. Under forudsætning af at stigningstakten fortsætter, kan der heraf udledes, at det kritiske punkt for forsvarslovgivningen vil kunne opstå i sidste halvdel af 70’ere, jfr. figur 1. Nugældende forsvarsordning udløber dog i foråret 1977.
begynder at påvirke det militære behov af væmepligtsmassen, jfr. pkt. 4. Under forudsætning af at stigningstakten fortsætter, kan der heraf udledes, at det kritiske punkt for forsvarslovgivningen vil kunne opstå i sidste halvdel af 70’ere, jfr. figur 1. Nugældende forsvarsordning udløber dog i foråret 1977.
Årsagen til stigningstakten og baggrunden for at det ikke kan udelukkes, at stigningen vil fortsætte frem gennem 70’erne, kan muligt søges i flere forhold, bl.a.:
  • Tjenestetiden blev i 1973 af indenrigsministeren fastsat til 12 måneder for civile værnepligtige.
  • Gode arbejdsvilkår er opnået for de civile værnepligtige med fast arbejdstid, ingen vagter eller øvelser med længere tids fravær. Gennem arbejde i diverse sociale institutioner kan arbejdet for mange siges at have fået tilført en for dem meningsfyldt værdi. En undersøgelse14) af ca. 900 civile værnepligtige viser, at de efter skoleopholdet er blevet udstationeret således - tallene i parentes afrundet:
    Vuggestuer (25) Statshospitaler (25)
    Børnehaver (185) Forsorgshjem (20)
    Børnehjem (35) Revalidering (vanførehjem) (225)
    Fritidshjem (60) Andre handicappede (25)
    Legepladser (25) Pensionisthjem og -klubber (25)
    Skolehjem (45) Foreninger, organisationer,
    Ungdomshj e m (25) kontor (90)
    Ungdomsklubber (45) Museer (60)
    Ungdomspensioner (45) Teatre (50)
    Kriminalforsorg (25) Åndssvageinstitutioner (55)
    Militærnægteren har herved opnået en kontakt med et bredt udsnit af samfundet. (Fra »vugge« til »grav«).
  • En mere liberal indstilling i befolkningen over for militærnægteren, der ikke i samme grad betragtes som »asocial«. Herved er det i sig selv blevet lettere over for familie, arbejdssted og venner »at være militærnægter«.
Han ikke alene er, men vil efterhånden også blive betragtet som civil værnepligtig og accepteret som sådan fremfor det mere følelsesladede »militærnægter«, der i højere grad har politisk indhold. 
Pr. 1. april 1974 er det samlede antal af militæmægtere, der ikke har aftjent den civile værnepligt 6.474.13) Indkaldelseskapaciteten er pr. år ca. 1800, og puklen vokser på grund af det stigende antal. Når køen vokser, har dette også sin baggrund i, at mange militæmægtere søger udsættelse indtil uddannelsen er færdigafsluttet. Herved kan det ikke udelukkes, at mange militæmægtere håber på at blive for »gamle« til indkaldelse og herved opnå mulighed for kassation. 
I tabel 5 er vist fordelingen af militærnægterpuklen pr. november 73 og aldersfordelingen. Heraf udregnes, at den gennemsnitlige alder for puklen pr. november 73 er 22 l/2 år. For mødte i 1973 var gennemsnitsalderen ca. 24 år. Med en påregnet ventetid på 2-4 år og med nuværende indkaldelseskapacitet vil gennemsnitsalderen ved udgangen af 1976 være 26 år.13)
Dette forhold og den usikkerhedsfaktor, den unge værnepligtige herved stilles over for, kan således muligvis skabe en dæmpende virkning på militærnægterprocenten, fordi det ikke kan udelukkes, at mange så foretrækker den militære værnepligt for »blot at få det overstået«.
Endelig bør 35-dages reglen omtales. Den administrative praksis, der er gældende, åbner mulighed for, at den militære værnepligtige inden 35 dage efter mødet ved forsvaret kan indgive sin ansøgning om midlertidig hjemsendelse med henblik på overførsel til civil værnepligt. I 1973 var der 506 værnepligtige, der udnyttede denne regel, eller 13,5 % af samtlige civile værnepligtige. I realiteten er dette det ømmeste punkt for forsvaret, fordi det ikke er muligt at indkalde erstatning, og den opståede mangel på personel i de militære enheder vil være til stede indtil hjemsendelsen.
 
Kvalitetsproblemer.
En af forsvarsministeriet i 1971 nedsat arbejdsgruppe foretog en analyse15) i forbindelse med efterårssessionen 1971 af de militære værnepligtiges og de civile værnepligtiges fordeling på uddannelses- og intelligensniveau. Emnet er yderligere analyseret i 16). Resultatet heraf fremgår af figur 2 a og b. 
Det fremgår umiddelbart af søjlerne i figur 2a (intelligenshistogrammet), at der blandt militærnægterne findes en langt større procentdel af de tre øverste intelligensgrupper end blandt de militære værnepligtige, hvilket naturligvis ikke er uden indflydelse på rekrutteringen til visse specialjobs og til sergentskoler. Det er da også fra militæmægterfor- eningens side et erklæret mål at medvirke til det militære forsvars vanskeligheder ved at agitere for militærnægtelse netop blandt disse intelligensgrupper.
 
I figur 2b (uddannelse) bekræftes det i figur 2a tegnede billede af den ulige relative fordeling af ressourcer, idet det kan ses, at der blandt militærnægterne er en langt større procentdel i uddannelsesklasserne 7, 8 og 9 end blandt de militære værnepligtige. 
En analyse af de pr. maj 73 indkaldte civile værnepligtiges erhvervsmæssige fordeling13), jfr. tabel 2, bekræfter denne analyse. Heraf ses, at faglærte (29,6 %) og folk med højere uddannelse (42 %) er de dominerende grupper blandt militærnæ gterne. Omend arbejdsgruppens population er kategoriseret efter uddannelse og den før nævnte analyse er efter erhverv, findes der god overensstemmelse. Af ovennævnte fremgår, at militæmægteme som gruppe betragtet procentuelt har en betydelig overvægt med hensyn til intelligens og uddannelse i forhold til de militære værnepligtige.
 
7. Konklusion.
Ovennævnte analyse viser, at den liberale militæmægterordning gennem sin indpasning i samfundssystemet har skabt/er ved at skabe en afslappet holding i befolkningen over for militærnægteren, uden at dette forhold i øvrigt har påvirket den overvejende positive indstilling i befolkningen til begrebet forsvarsvilje. Det er kun hos de unge mellem 18 og 24 år - netop den gruppe, der skal bidrage til værnepligten, at der konstateres en - så længe han befinder sig i denne aldersgruppe - tilsyneladende forbigående modvilje. 
Militærnægterordningen kan - såfremt stigningstakten i nægterprocenten fortsætter - frembringe kvantitative problemer for forsvarslovgivningen i slutningen af 70’erne, men næppe for nugældende forsvarsordning, der udløber i foråret 1977. 
Det er vanskeligere at konkludere, om forsvarslovgivningen vil kunne blive berørt på det kvalitative område, omend der konstateres stor tilslutning til militærnægterordningen i den øverste del af uddannelses- og intelligensskalaerne. Der er stadig næsten 50 % af de militære værepligtige med en intelligenskvotient på 6 eller derover samt 33 % med uddannelseskvotient på 6 eller derover. 
Afsluttende kan peges på, at der blandt officerer, som daglig leder uddannelsen i forsvaret, synes at være en vis tilfredshed med militærnægterordningen, idet der gives bedre muligheder for uddannelse under ordnede forhold, fordi »uromagere« ikke finder vej til de militære enheder. Der er således flere måder at anskue problemet på.
 
Kildemateriale og notehenvisninger.
Kilder:
Grundloven af 1953.
Forsvarsloven af 1973.
Betænkning nr. 458 af 1967, afgivet af et udvalg nedsat under indenrigsministeriet.
Redegørelse fra forsvarsministeriets arbejdsgruppe vedr. værnepligtsproblematikken af 13 marts 1972. (Statistisk materiale).
Statistiske oplysninger fra Styrelsen for civil værnepligt 1973/74.
Berger og Luckmann: Den samfundsskabte virkelighed 1972.
Aldrig mere krig, Borgens Forlag 1966.
Undervisningsministeriets »blå betænkning« af marts 1960.
Marxismens og Leninismens grundlag (oversat fra russisk), Forlaget Tiden 1961.
Gallup Markedsanlyse A/S. Undersøgelse udført for Hjemmeværnet om forsvarsvilje.
 
Notehenvisninger:
1) Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1953 § 81.
2) Lovtidende 1973, side 637 (lov nr. 214 af 26/4 73) samt betænkning af 14/3 1973 (blad nr. 471).
3) Berger og Luckmann: Den samfundsskabte virkelighed, side 73-79.
4) Statistisk 10-års oversigt 1973.
5) Kilde: Forsvarskommandoens værnepligtssektion.
6) »Aldrig mere Krig«, Borgens forlag, side 30.
7) Betænkning nr. 458 af 1967, afgivet af et udvalg nedsat under indenrigsministeriet.
8) Kilde: Major P. Svensson, der har været indbudt til flere diskussionsmøder med militæmægtere på Antvorskov Højskole.
9) Læseplanudvalgets »blå betænkning« af marts 1960.
10) Det gamle testamente, anden mosebog, kapitel 20, 1-20.
11) Marxismens og Leninismens grundlag (oversat fra russisk. Forlaget Tiden 1961. 2. afsnit, kapitel 5, side 164.
12) Danmarks Radio program II. 12 marts 1974 kl. 2130. Tilrettelæggelse ved Kasper Neergaard.
13) Kilde: Styrelsen for civil værnepligt.
14) Antvorskov Højskoles pjece, udsendt til de mødende civile værnepligtige.
15) Redegørelse af 13 marts 1972 fra forsvarsministeriets arbejdsgruppe vedrørende væmepligtsproblematikken.
16) Major Søren Wissums og cand. polit. Borup Nielsens artikel »Is conscientious objection obstructive to conscription«, udarbejdet til International Sociological Association’s møde i Amsterdam april 1973.
 
PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_103_aargang_jul-aug.pdf

 

Litteraturliste

Del: