Defensive doktriner og styrkestrukturer - et diskussionsindlæg

1. Indledning
Det er ikke kun det igen og igen fremsatte krav om defensiv orientering af doktriner og styrker, men også den stadigt mere intense dialog mellem øst og vest, som genopliver nødvendigheden af at tale om doktriner, strategier og styrkestrukturer.

Det har siden Warszawapagtens (WP) erklæring om militærdoktrinen i maj 1987 været tydeligt, at emnet doktriner må diskuteres, hvis man vil fjeme den mistillid og den mistro, som foruden mange andre faktorer formodentlig har stået i vejen for rustningskontrolaftaler.
I den debat ville det imidlertid være nærliggende at foretrække den mere omfattende CSCE-ramme med de 35 stater fremfor den mere snævre ramme med de 23 NATO/WP-stater. Det kan ikke kun begrundes med Europas neutrale og alliancefri landes ubehagelige overraskelse. Det kan også begrundes med en erkendelse af, at de alliancefri staters noget mere distancerede anskuelser kunne hjælpe med til at nå frem til fælles vurderinger.
Man kan imidlertid ikke betragte doktriner uden at betragte styrkernes strukturer. Derved ville man nemlig begrænse sig til at konstatere den verbale identitet uden at betragte de faktorer, som udløser truisselsopfat- telser, og söm følger af og udtrykkes i doktriner: styrkernes struktur, dislocéring Og uddannelse. Derfor holdt NATO fast ved kravet om en diskussion, der forbandt doktrinen med styrkernes kapacitet. Kun med denne indgangsvinkel er det muligt ät besvare spørgsmålet om styrkerne er defensivt orienteret. Det er i sidste ende hensigten med en diskussion om doktriner.
Doktriner er udtryk for forestillinger om politiske mål. 1 sidste ende bestemmer disse i hvilket omfang bestående styrker kan reduceres, og i hvilken udstrækning tillidsskabende skridt er ønskelige eller acceptable. For så vidt er det sikkert hensigtsmæssigt at inddrage anskuelser om doktriner i rustningskontrolprocessen på et tidUgt tidspunkt. Derfor vil det på denne baggrund i det følgende blive forsøgt at påvise sammenhængen mellem doktriner, styrkestrukturer og stabilitet, som mellem doktriner, nedrustningsforslag og tillidsskabende foranstaltninger. Det vil derunder være påkrævet at betragte en defensiv militærdoktrins karakteristika i lige så høj grad som strukturens defensive orientering. På den baggrund kan der udvikles en målestok, som kan hjælpe med til at anlægge en politisk og militær vurdering af styrkernes defensive orientering. Denne opstilling svarer til opbygningen af dette bidrag, som bevidst bærer overskriften »et diskussionsindlæg«. Det gør det samtidigt med henblik på dét i 1991 forventede seminar om doktriner indenfor rammerne af de tillids- og stabiliserende tiltag.
 
2. Vekselvirkningen mellem doktrin, struktur og stabilitet
Definitioner hjælper ofte med til at skabe klarhed over de begreber, der er en forudsætning for konstruktive diskussioner. Stabilitet er det overordnede begreb, fordi det beskriver det mål, som skal opnås med udkastet til gensidig sikkerhed. Fysikkens almindelige definition kommer tættest på den ønskede til stand. Hvis man nemlig på begge sider kunne opnå et vedvarende system, som var holdt sammen af indre kræfter, og som var modstandsdygtigt over for ydre påvirkninger, ville man kunne sige, at man havde overvundet konfrontationen og udelukket krigen.
I sikkerhedspolitikken ville dette betegne et forhold mellem stater eller alliancer, hvor 
- respektive nationale eller allianceinteresser kun blev søgt opfyldt med fredelige midler,
- sandsynligheden for en militær konfrontation i den generelle politiske situation måtte betegnes som ringe,
- samarbejde på alle mellemstatslige områder vüle bestå og blive udbygget, selvom der fortsat var modsætningsforhold i værdinormerne.
 
Stabiliteten som mål og det dertil knyttede afkald på anvendelsen af militær magt for at nå politiske mål, ville komme til udtryk i staters og alliancers politik.
En sådan pohtik indebærer dog på ingen måde en nedbrydning af modsætningsforholdet. Tværtimod indleder den en udvikHng, som må tage højde for et tilbagefald, hvor der anvendes militær magt. Tilsvarende det politiske mål om stabilitet må der være militær stabilitet. Den betegner en tilstand mellem stater og alliancer, hvor begge sider ved, at de med de til rådighed stående militære styrker og våben på troværdig måde vil være i stand til at hindre modparten i en heldig anvendelse af militær magt. Herunder vü den militære magt udelukkende være orienteret mod en strategisk defensiv. Det vil sige, at begge sider stort set havde samme operative handlemuligheder. Dermed ville en krig ganske vist rent teknisk kunne gennemføres, men en angriber ville ikke kunne vinde den. Den nuværende situation i Europa er kendetegnet ved regional uligevægt til WP fordel. Den frembyder muligheder for politisk pression. Så meget desto mere som den manglende politiske stabilitet kommer til udtryk i militærdoktriner, som hverken begrænser de politiske relationers mod- sætningsfyldte karakter eller anvendelsen af militær magt til at være reaktion på et angreb eller til eget territorium. En sådan doktrin kommer militært til udtryk i styrkestrukturer, som i omfang og sammensætning synes egnet til vidtspændende offensive handlinger og erobring af fremmed territorium.
Hvis situationen udvikler sig sådan, er der opnået det modsatte af det, som ønskes opnået med stabilitet. Ved stabilitet som tilstand svarer politisk og militær stabilitet til hinanden. Samtidig er der overensstemmelse mellem militærdoktrin og styrkestruktur.
Denne harmoni er forudsætning for modpartens perception i relationer med gensidig sikkerhed. Den giver ham tillid til, at militær magt ikke længere er et anvendeligt middel til at hævde politiske mål. Det kan deraf udledes, at harmoni mellem staters og alliancers politiske mål, doktriner og styrkestruktm’er, er en forudsætning for stabilitet. Denne harmoni har særlig betydning i en politisk situation, hvor der fortsat må tages udgangspunkt i det eksisterende modsætningsforhold mellem værdinormerne, og hvor samarbejdet skal søges sat i gang på baggrund af 40 års konfrontation og mistillid. Det kan ikke opnås med kort varsel. Såfremt harmonien er tilstede, og der kan erkendes en defensiv målsætning, er der skabt en vigtig forudsætning for at give forskud på tilliden og tilbyde samarbejde. Men hvad får doktriner og strukturer til at være defensive?
 
3. Defensive doktriner
a. Øst og vest anvender oftest enslydende begreber om højst forskelligt indhold. Af hensyn til sammenligneligheden forudsættes det i denne artikel, at der med militærdoktrin menes en del af den østeuropæiske militærdoktrins militærtekniske komponenter. Den er placeret over niveauet for den »operative kunst«, dvs. over front-niveauet. På NATO-siden betragtes tilsvarende »Military Strategy«, dvs. koncepter som f.eks. »Flexible Response«. Forenklet anvendes begrebet doktrin om begge disse begreber. Det er imidlertid ikke hensigten at sammenligne doktriner, men at formidle kriterier, som er rettet mod forsvar. Det er derfor nærliggende at gå frem efter de elementer, hvis målrettede udnj^ttelse kendetegner militære operationer, nemlig styrker, tid og rum. Den forsigtighed, som naturligt opstår i et udsat lands bevidsthed, giver i første omgang anledning til at betragte faktoren »rum«.
 
b. En doktrin kan kun være defensiv, såfremt målet for alle militære handlinger i krig tjener til at beskytte og bevare eget territorium. Enhver erobring af områder, som før kamphandlingernes begyndelse ikke hørte til stats-/allianceområdet, må som mål for militære operationer i samme grad være udelukket, som afskæring og afbrydelse af livsvigtige forsyningslinier. Således kan kun status-quo være målet ud fra en betragtning om rum. Imidlertid er kriteriet en erobring af fremmed statsområde. Det udelukker hverken våbenvirkning på fjendens territorium eller midlertidig udnyttelse af fjendens territorium under vedholdende militære operationer. Hvis man udelukkede dette, ville man tillige bebyrde den angrebne med alle følgerne af krigshandlinger på hans eget territorium. Det ville være dømt til en reaktion uden derved at kunne afslutte krigen. En sådan doktrin hindrer ikke krig. Tværtimod indbyder den til »preemption«. Den vüle have en ustabil tendens. Dermed er en defensiv doktrins første kriterium, en begrænsning af alle militære operationer til eget territorium, luftrummet over eget territorium og egne territorialfarvande, samt opretholdelse af status quo ante med hensyn til havenes frihed.
 
c. Det er næsten en tvangsmæssig følge heraf, at en defensiv hensigt og forsvar tidsmæssigt kræver, at man ikke indleder kamphandlinger som den første. Dermed bliver en defensiv doktrins andet kriterium, at man begrænser sig tü en indledende reaktion og er forberedt på at tage fjendens første angreb på eget territorium. Det gælder imidlertid kun for kamphandlingernes begyndelse. Hvis en aggression er begyndt, har den angrebne frit valg med hensyn til sin reaktion. Hvis det ikke var tilfældet, ville man igen have frataget ham enhver mulighed for at afslutte konflikten aktivt. Denne sammenhæng har særlig betydning med hensyn til første-indsættelse af våben. Det kendetegner en militærdoktrins defensive orientering, at den entydigt fastlægger, at en stat eller alliance giver afkald på første-indsats af sine våben, og at våben kun må anvendes som reaktion på et angreb. NATO’s Bonn-erklæring fra 1982 er et eksempel på en sådan omfattende erklæring om defensiv holdning. Afkald på anvendelse af en bestemt våbenkategori, som f.eks. atomvåben, betyder i modsætning hertil væsentligt mindre. Den tyder på ingen måde på en defensiv holdning, fordi den udtrykkelige begrænsning for én våbenkategori i sidste ende tillader anvendelse af alle andre våben. Med hensyn tU atomvåben må det dernæst fastholdes, at den generelle frasigelse af første-indsats af alle våben udelukker en første indsættelse af atomvåben (first strike). Hvis man fratog den angrebne retten til at anvende atomvåben efter en folkeretsstridig aggression, ville man fratage ham det instrument, som måske allerede ved truslen om dets anvendelse kunne bevæge en aggressor til at afslutte krigen på grund af dets utålelige skader. Endvidere ville den for nærværende eneste erkendelige vej være spærret til i sidste ende at gøre krigen ulidelig og uigennemførlig ved den med anvendelse af atomvåben næsten påtvungne eskalation til det globale niveau, hvorved den kunne forhindres før der endnu var løsnet et skud. Alternativet ville da være at udkæmpe krigen i tilfælde af at afværgelsen mislykkes. Dermed ville krig igen være gennemførlig. Det drejer sig dog om at forhindre dette. Krig må ikke mere kunne gennemføres.
På den anden side taler erfaringerne med den menneskelige natur og den kendsgerning, at politisk konfrontation kun kan overvindes ved en forholdsvis langvarig proces, imod, at krig skulle være afskaffet allerede i morgen eller for altid.
Vi har derfor brug for et instrument, som sikrer den indledte forandringsproces fra konfrontation til samarbejde. Som tingene står, er atomvåbnene bedst egnede, fordi de med deres utrolige ødelæggelsesevne gør krigen uigennemførlig. Denne fredssikrende virkning med den i ordets egentlige betydning endegyldige trussel har de dog kun, såfremt angriberen må regne med, at hans anvendelse af våben i sidste ende kan føre til den an- grebnes nukleare svar. Set på denne måde er afkald på første anvendelse af atomvåben som reaktion på et forudgående angreb på ingen måde et kriterium for en defensiv militærdoktrin. Dermed være også sagt, at eskalation meget vel kan være en del af en defensiv doktrin, såfremt den sker som en reaktion på et angreb, og har til hensigt at afslutte krigen. 
Det er derfor et afgørende kriterium for defensiv orientering af politiske og militære doktriner, at der generelt gives afkald på første anvendelse af alle militære midler, og at man er beredt til at modtage første angreb på eget territorium. Det er samtidig den højeste grad af risiko. I alliancer betyder det, at man må søge og finde veje til at gøre denne belastning acceptabel, som især vil være pålagt staterne langs de forreste linier.
Kriteriet er samtidig en entydig frasigelse af forebyggende aktioner, »preemption« og strategisk overraskelse. Det underbygger især kravet om gennemsigtighed i det militære potentiel. Et krav som selvfølgeligt gælder gensidigt. I modsætning til »rum« er faktoren »tid« foranderlig for planlægningen af en defensiv. Den kræver derfor ligesom faktoren »styrker« særlig overvågning og kontrol. Tid er en faktor, som eksempelvis kan relatere nedrustningsaftalemes kvantitative følger til de operative følger af mobilisering. Der må derfor lægges særlig vægt på dette område i de tillids- og sikkerhedsskabende foranstaltninger. Hvis den gensidige gennemsigtighed med hensyn til tidsfaktoren bliver begrænset eller måske afvist, er der grund tü bekymring og mistillid. Følgerne ville være berettiget tvivl om doktrinen virkelig var defensiv. Omvendt gælder det selvfølgelig også, at åbenhed i alle spørgsmål om behovet for tid til overgang fra fred tü krig og velvillig gennemsigtighed ved at give afkald på overraskelsesmuligheder, er et tegn på defensiv orientering.
 
d. Ved siden af tid og rum fremkommer spørgsmålet, om der også allerede af militærdoktriners omsætning i styrker kan drages slutninger om doktrinernes defensive orientering. Militærdoktriner må i det mindste indeholde retningslinier for rådigheden af styrker. Rådigheden afhænger af to faktorer. Det er omfanget af styrkerne, som er til rådighed i fredstid, og evnen til styrkernes opbygning til fuld krigsstyrke.
Såfremt en doktrin ved jævnbyrdige eller måske imderlegne styrker hos modstanderen kræver høj tilstedeværelse, så er det et første tegn på, at offensive optioner holdes åbne. Kræves der i forlængelse heraf en evne til hurtig opbygning til en betydeligt større krigsstyrke, må der altid tages udgangspunkt i offensive hensigter, hvis krigsstyrken tydeligt overstiger modstanderens potentiel. Følger der i fortsættelse heraf mobiliseringsforberedelser i udstrakt hemmelighed, må det konkluderes, at overraskelse er et element i doktrinen. Tilstræbt overraskelse er det tydeligste kendetegn for en offensiv doktrin. Det kan deraf udledes, at tilstedeværelse med tilnærmelsesvis paritet ikke alene kan antages som en offensiv holdning. Det skal endvidere slås fast, at tilstedeværelse uden relation til modstanderens potentiel ikke kan betragtes som kendetegn for hverken defensive eller offensive hensigter. Derimod kan man betragte retningslinier i en doktrin, som medfører højt mobiliseringsberedskab og relativ åbenhed i mobiliseringen, som entydigt defensive.
 
Doktriner alene giver imidlertid ikke tilstrækkelige oplysninger. Et første holdepunkt for den krævede harmoni meUem doktrin og struktur kunne udledes ved en betragtning af forsvarsbudgettet, forudsat at det fremlægges i fuld og påviselig åbenhed.
Herunder har de samlede anvendte ressourcer og deres fordeling på investerings- og driftsformål, samt investeringers målsætning og den deraf følgende militære kapacitet, særlig betydning. Udformningen af den fremtidige kapacitet, som kan udledes af tyngden i investeringerne, er muligvis vigtigere som nøgle til påvisning af styrkernes defensive karakter end det bestående potentiel.
En melderaster, som FN har udviklet begyndelsen til, kunne tjene til åben fremlæggelse af denne tildeling af ressourcer. En anden fremgangsmåde, som formidler gennemsigtigheden, ligger i den demokratisk parlamentariske kontrol med anvendelsen af statsbudgettet og dets åbne fremlæggelse i finanslovene. Styrkestrukturer er resultatet af målrettet udnyttelse af tildelte ressourcer. Af denne grund bliver det i det følgende forsøgt at beskrive kendetegn ved defensive styrkestrukturer.
 
4. Defensive styrkestrukturer
a. Offensive eller defensive egenskaber opnår styrker militært set hovedsageligt gennem de strategisk-operative rammebetingelser, som de opstilles, uddannes og indsættes efter. Disse rammebetingelser fremkommer bl.a. af doktrinerne. Styrker kan som sådanne principielt indsættes både offensivt og defensivt. Derved fremkommer spørgsmålet, om der findes kendetegn ved strukturer, som gør det muligt at påvise en defensiv karakter. I den forbindelse synes det i første omgang hensigtsmæssigt at differentiere vertikalt efter føringsniveauer. Under det strategiskoperative niveau, dvs. under front/armégruppe-niveauet, er angreb og forsvar som kampformer kun sider af den samme »militære medalje«. Ingen af dem kan helt afskaffes. Derfor er det i første omgang hensigtsmæssigt at betragte »makro-strukturen«, dvs. en stats eller alliances samlede styrkepotentiel.
 
b. Makrostruktur 
(1) En ren defensiv struktur ville operativt skulle lægge en forsvarer fast på stedbundne, hovedsageligt immobile forsvarsinstallationer på hans eget territorium. Den ville skulle begrænse hans våbenvirkning til det nødvendige interesseområde for en forsvarsoperation på strategisk niveau. Strategisk ville det betyde, at militær magt til regulering af regionale konflikter eller hævdelse af egne interesser ikke kunne udnyttes uden for territorialområdet. Det er næppe acceptabelt for regionale magter, og under ingen omstændigheder for magter med globale interesser. Deraf kan det udledes, at begge alliancers makro- strukturer, som også kan udnyttes offensivt, opretholdes. Disse elementer må erkendes og overvåges gensidigt. Graden af overvågning kan være forskellig i overensstemmelse med geostrategiske forskelle. Elementernes størrelse og udformning må i et øst-vest forhold, som er baseret på stabilitet, være således, at de med sikkerhed ikke er tilstrækkelige til selv midlertidigt at erobre et område for TVD/MSC. På den anden side behøver dog især forsvareren til trods for defensiv karakter også styrker, som han kan indsætte med initiativ til genoprettelse af statsområdets integritet og hævdelse af suveræniteten. Kun med sådanne styrker har han tilstrækkelig forventning om med held at kunne føre modangreb til forsvar mod invasionsforsøg - eller til at sikre egen politiske og økonomiske levedygtighed, der er afhængig af intakte udenrigsforbindelser, som det er tilfældet for de vesteuropæiske NATO-lande - herunder især Forbundsrepublikken Tyskland.
 
(2) Krigshistorien har også flere gange vist, at det f.eks. ikke er nødvendigt for landstyrker at have høj mobilitet med moderne våbensystemer for at kunne gennemføre offensive angreb. Selv til fods er der blevet gennemført vidtrækkende operationer. Det svarer også til den militære erfaring, at det netop kun er den kombinerede virkning af bevægelighed og ild, som frembringer den angrebsevne, der gør en offensiv i strategisk-operativ målestok mulig. For så vidt må angrebsevne vurderes i relation til niveauer. På det taktiske og operative niveau er den uundværlig. På den anden side er angrebsevnen på makro- strukturens område også afhængig af den til rådighed værende teknologi, som ofte ikke engang er specifikt beregnet på militær brug, men anvendes civüt som f.eks. inden for områderne ledelse og infor- mationsbearbejdning. I dens anvendelse er den indbefattet i den almindelige dynamiske teknologiske videreudvikling. Det medfører, at angrebsevne ikke repræsenterer en statisk størrelse inden for det strategisk-operative område.
 
(3) Alligevel findes der elementer i makro-strukturen, som giver indikationer på defensiv eUer offensiv orientering. Det er på den ene side føringsorganisationen og evnen til opklaring og kamp i det elektromagnetiske spektrum på strategisk niveau.
En stor modstandskraft ved de strategiske føringsmidler med teknisk støtte, som kan unddrages overvågning og opklaring, tyder på et ønske om at bevare muligheden for strategisk overraskelse. I forbindelse med tilsvarende evner inden for strategisk opklaring og kapacitet til i vid udstrækning at lamme modstanderens førings- og opklaringsorganisation med kamp i det elektromagnetiske spektrum, fremkommer der her et offensivt element. Det må forudses at få større betydning i en moderne krig end den offensive kapacitets »klassiske« elementer, som f.eks. kampvognsstyrker.
Dette område er samtidig det, der er så sensitivt, at det formodentlig næppe kan tages med under den multilaterale rustningskontrols elementer. At finde tillidsskabende løsninger og midler på dette område, ville skulle eller burde være et af tyngdepunkterne for begge supermagter i deres fælles bestræbelser på at overvinde konfrontation. Men også for europæerne er der her et område af særlig interesse. Hvis vi virkelig vil opnå stabilitet, må vi også på dette område være beredt til gensidig gennemsigtighed.
 
(4) En anden indikation på offensiv eller defensiv orientering er integrationen af land-/flyoperationer og omfanget af luftangrebskapaciteten i relation til modstanderens luftforsvarskapacitet. Den luftangrebskapacitet - og det drejer sig om både bemandede og ubemandede systemer - som er tilstrækkelig til at gennembryde modstanderens luftforsvarssystem og derefter gennemføre luftangreb i minimum operativ dybde, må vurderes som offensiv, såfremt den er suppleret med landstyrker, der er i stand til at gennemføre vidtrækkende offensive operationer inklusive strategiske luftlandsætninger på modstanderens territorium.
Luftangrebskapacitet medfører ikke i sig selv en invasionsevne. Betragtet isoleret kan den ikke anses som et kendetegn for en offensiv makro-struktur. Problemet ligger snarere i den betydning, som offensive flystyrker har som støtte for en invasion og deres iboende præventive potentiale. Det er ikke acceptabelt ud fra et stabilitets- synspunkt. Angrebsflystyrker må derfor være underkastet begrænsninger, som ved en kombination af verifikation samt stabiliserende og tillidsskabende foranstaltninger forsikrer begge sider om, at præventiv udnyttelse af dette potentiel forbliver udelukket. Her er sikkert et af de områder i forholdet mellem offensiv og defensiv, som allerede under de igangværende forhandlinger i Wien må føre til reguleringer, som fjerner frygt på begge sider.
 
(5) Dette krav gælder også for landstyrkernes offensive styrke. Her er spørgsmålet imidlertid, hvorledes den offensive kapacitet kommer til udtryk. Det kan af godtgjort militær erfaring udledes, at landkrig, som udpræget frit spil mellem kræfterne, kun betinget kan beregnes og betragtes objektivt (virkning af overraskelse, moral, føringskunst etc.). Herved fremkommer der tydelige, men alligevel vanskeligt definerbare metodiske grænser for fastlæggelse af anvendelig målestok, som kan dokumenteres.
Styrkernes relative anvendelighed som kvalitativ og kvantitativ faktor af tiden, er et element i offensiv eller defensiv indsættelse af styrker og vurdering af stabilitet i strategiske relationer. En ensidig indledende rådighed af høj værdi må i forbindelse med effektivt mobiliseringssystem og et stort potentiale af personelle og materielle reserver anses for at være en offensiv kapacitet, hvis den resulterer i, at der på et vilkårligt tidspunkt opnås den for operationsområdet nødvendige overlegenhed, som man sædvanligvis anser som tilstrækkelig for et angreb. Findes der herudover omfattende styrker til overvindelse af terrænhindringer og fremme af hurtige bevægelser, vil en formodning om offensive hensigter være nærliggende.
I en koncept for defensiv orientering af styrker med henblik på styrkelse af stabiliteten, må der derfor også inddrages aspekter som overraskelsesevne, strategisk-operativ mobilitet, mobiliseringsevne samt udholdenhed og regenereringsevne. Herudover må der analogt til føringskapaciteten tillægges logistikken i ordets videste betydning stor vægt i adskillelsen mellem styrkers defensive og offensive orientering.
Opbygning af store lagre som udtryk for udholdenhed alene, kan også være udtryk for en defensiv struktur. Tilsvarende gælder for tilstedeværelsen af logistiske styrker og installationer i fredstid. Afgørende for forskellen mellem defensiv og offensiv orientering er en stats eller alliances logistiske organisations evne til i uger og måneder effektivt at kunne støtte operationer, som også går langt uden for henholdsvis eget eller alliancens territorium. Selvfølgelig kan dette ikke afgøres uden at betragte et lands eller en alliances økonomiske ydeevne og den i økonomien tilstedeværende evne til omstilling til krigsforhold. Indikationer på, hvor store lagrene er med hensyn til forbrugsgods, som f.eks. ammunition og drivmidler, fremskudt oplægning af forsyninger og omfattende transportkapacitet, tillader en fagligt nøgtern vurdering om hvorvidt udformningen af det logistiske system på strategisk-operativt niveau er præget af en defensiv eller offensiv tankegang.
 
(6) En yderligere indikation på defensiv orientering kan uddrages af føringsøvelser. Føringsøvelser på det øverste niveau, som gennemføres hemmeligt og med overraskende indledning, tyder på bevarelse af muligheden for strategisk overraskelse. Også her er det ikke så meget kendsgerningen om føringsøvelsen og heller ikke sådanne øvelsers overraskende iværksættelse, men i langt højere grad hemmeligholdelsen, kombineret med de to andre faktorer, som er afgørende. Denne kombination adskiller sig nemlig fra den defensive orientering, hvor man som regel bekendtgør sådanne øvelser for tropperne lang tid i forvejen og næsten altid bekendtgør dem offentligt. I takt med skabelsen af tillid mellem øst og vest ville og burde der også på dette delområde kunne ske en tilnærmelse.
Dette er makro-strukturens aspekter, som sammen med styrkeforholdet kan pege i retning af offensive optioner, såfremt styrkernes omfang og udrustning går ud over det man må tillade hvert land til forsvar af dets territorium. Kommer der hertil tvivl med hensyn til de politiske målsætninger, og udviser militærdoktrinen ikke en entydig defensiv orientering, er der skabt grundlag for mistro. Deraf følger således, at udviklingen af tillid i videste forstand må sætte ind i dette makro-område, mens den udvikling, der stræber efter paritet som forudsætning for stabilitet, må søge at ændre de taktiskoperative områder, som f.eks. arméer, korps, divisioner og derunder.
 
c. Mikrostrukturer
(1) Om der på disse niveauer overhovedet eksisterer muligheder for at skelne mellem offensive og defensive strukturer, er et spørgsmål, som ofte bliver stillet. Sikkert er det imidlertid, at der hverken findes rent defensive eller offensive våben. Det er altid forbindelserne mellem våben og organisationer, som viser med hvilken hensigt man har skabt de militære instrumenter. På den anden side kan eksempelvis en jagerbomber-eskadrille give belæg for, at mikro-strukturer er uegnet til at skelne mellem defensive og offensive hensigter.
Jagerbombere eksisterer primært for at bekæmpe mål i dybden. Hvis man forsvarer sig tæt ved grænsen, hvilket er den naturligste sag af verden, ligger jagerbombemes mål på angribernes territorium. Indsættelsen af jagerbomberne tjener dog uden tvivl til forsvar, fordi den angrebne stat besidder den almindeligt anerkendte ret til selvforsvar.
 
(2) Man må også stille spørgsmålet, om man med strukturer, som afspejler hinanden, overhovedet kan finde en løsning på det taktiske niveau. Styrkestrukturer, som afspejler hinanden på taktisk-operativt niveau, er ingen garanti for stabilitet. Tværtimod rejser det spørgsmålet, om det i en reel situation med endnu eksisterende politiske modsætninger, overhovedet er ønskeligt med regionalt begrænsede eller globale styrke-spejlbilleder.
Et forsøg på at lade »defensive« styrkestrukturer, som afspejler hinanden, danne grundlag for regulering af strategiske relationer, ville lige så lidt som numerisk paritet være en garanti for kriges umulighed. Sådanne reguleringer ville heller ikke være tilstrækkelige til at sikre begge parters forsvarsevne og tilforladeligt begrænsede defensive orientering. Absolutismens hære var næsten identiske i deres udformning. Forsvarsorganisationens geometri og kabinetskrigenes skakbrætagtige operationer kunne imidlertid kun bestå indtil en feltherre eller hersker brød ud af dette system. Førings- kunsten og motivet til i statspolitiske spørgsmål af eksistentiel betydning at kunne ændre spillereglerne, gjorde en ende på den matematiske strategi. Også i dag har f.eks. rustningskontrolaftaler »supreme national interest escape clauses«. »Fremskridt« har altid gjort den erfaring gældende, at »det uventede er reglen i krig« - på ethvert niveau. Denne erfaring kan heller ikke i dag drages tilstrækkeligt plausibelt i tvivl, henset til de globalt og regionalt eksisterende, uregulerede konflikter og konkurrerende ideologier. Strukturelle reguleringer burde heller ikke kunne ophæve denne erfaring.
 
(3) Det indbyrdes forhold mellem styrker og rum repræsenterer en anden vigtig målestok for mikro-struktureme. Man har nemlig brug for en bestemt mængde tropper for at kunne forsvare et bestemt rum - i Centraleuropa gælder, som en grov tommelfingerregel, at en division rundt regnet kan dække en 30 km front - hvis en vidtspændende, og i givet fald længere bevægelseskrig i eget land, skal undgås. Såfremt man vil løbe en risiko i dette tilfælde, kunne resultatet, hvis afværgelsen af krigen mislykkedes, i en tilstand af paritet på begge sider være en langvarig, frem- og tilbagesvingende tilintetgørelses- og ødelæggelseskrig indtil udmattelsen på den ene af siderne indtræffer. Det kunne dog også forekomme, at man ved for ringe tildeling af styrker i relation til det rum, som skulle beskyttes, ville komme til at skabe en situation, hvorved der opstår incitament til forebyggende aktion.
Det spørgsmål kræver den mest omhyggelige undersøgelse, og fordrer næsten yderste forsigtighed over for forslag, som kræver for hurtig og for omfattende reduktion af styrker på begge sider. Målet må være stabilitet ved det lavest mulige rustningsniveau. En situation, hvor den som slår først kunne få uigenkaldelige fordele, svarer ikke til det mål. Nedrustning ville i det tilfælde skabe ustabilitet i stedet for stabilitet og dermed også mindre sikkerhed.
 
(4) For den tilstræbte tilstand af konventionel paritet bliver der ofte som begrænsning af den offensive kapacitet foreslået en drastisk nedskæring i antallet af kampvogne. På den anden side kan afkald på kampvogne til fordel for bevægeligt infanteri føre til det modsatte og øge den offensive evne. En WP-infanteriarmé kunne principielt angribe helt frem til Rhinen, det ville blot tage lidt længere tid. Mekaniserede infanteridivisioner/motoriserede infanteridivisioner etc. råder i dag - forstærket med organisatoriske og tildelte kampstøtte- og logistikke tropper - over en overordentlig stor angrebsevne, som især kan bringes til virkning i bebyggede, bjergrige, skovrige og vandrige områder. Områdets karakter i Forbundsrepublikken Tyskland og den igangværende restrukturering af WP styrker som følge af de ensidige reduktioner (p.t. tilbagetrækning og erstatning af kampvognsregimenter med motoriserede infanteriregimenter), kunne derfor tilsammen måske i sidste ende medføre en forbedring af den offensive kapacitet. De kan altså ikke alene danne belæg for den annoncerede reorientering i retning af en defensiv hensigt. Det vil derfor være påkrævet at indordne de nystrukturerede WP land- og flystyrker i deres makro-struktur og så vurdere, hvilke operative muligheder der resterer efter afslutningen af strukturændringen.
 
(5) Denne afvigelse ved eksemplerne viser, at mikro-struktureme er ubrugelige og formodentlig fuldstændig uegnede til at danne belæg for defensiv eller offensiv orientering.
Defensiv orientering vil i denne sammenhæng snarere kunne erkendes ud fra kvantiteter. Hvis der er uligevægt i modstående styrkers kampkraft, og hvis disse stadigt bliver kvantitativt og kvalitativt forøget, så er dette en indikation i det mindste for regional orientering mod offensive optioner. Det kan heraf udledes, at man må tage fat på dette delområde for at opnå paritet som forudsætning for stabilitet.
 
5. Sammenfatning
Betragtningerne om doktriner og strukturer har vist, at man ikke må anskue doktriner adskilt fra strukturer og den deraf følgende drift af væbnede styrker, såfremt man vil udtale sig troværdigt om den defensive orientering i en stats eller alliances militære potentiel.
En diskussion, som alene omfattede doktriner eller måske endda kun operativt-taktiske tjenstlige bestemmelser med den deraf næsten uundgåelige udarbejdelse af fælles begrebsrammer, ville ikke bringe os et eneste skridt nærmere mod det mål, som vi må stræbe efter: afskaffelse af gensidig mistillid med større gennemsigtighed. Betragtningerne har endvidere vist, at det er makro-strukturerne, som har behov for særlig opmærksomhed. Det er på dette område, at der må lægges tyngde såvel med hensyn til stabiliserende som tillidsskabende foranstaltninger. Styrkernes mikro-struktur, dvs. det taktisk-operative niveau, kan derimod kun frembringe offensiv kapacitet, når der eksisterer betydelige uligheder. Her er rustningskontrolprocessen, som sigter mod paritet, begyndt helt rigtigt med nedrustningsforhandlinger. Derunder kan man ikke skelne mellem defensive eller offensive våbensystemer. Det er kvantiteten og hensigten med opgaven samt indpasningen i makro-strukturen, der kan føre til en sådan kvalificering.
En bred diskussion om doktriner og strukturer i stü med dette indlæg, ville være egnet til tydeligere at vise vejen til afskaffelse af konfrontations- bestemte og modstillede militærpotentiel, end det i øjeblikket finder sted i offentligheden. Den kunne fremhæve, at vi har taget det første skridt rigtigt, og at resultatet er konventionel paritet på betydeligt lavere rustnings- niveau. Vi opnår dermed mere sikkerhed, formentligt meget mere sikkerhed, men formodentlig endnu ikke stabilitet. Det betyder også, at vi fortsat har brug for forsikring mod tilbagefald, og at den proces, som er indledt med forhandlingerne i Wien, skal fortsættes.
Det gælder så om at bygge videre på paritet og forsøge at opnå stabilitet. Med den her fremlagte betragtning vil det være nærliggende at tage næste skridt på makro-strukturemes område og ikke for hurtigt stræbe efter at finde næste forhandlingsfases første skridt i håbet på yderligere reduktioner. Det er balancen mellem styrker og rum, som må bevares for at undgå ustabüitet, der begrunder dette råd om det næste skridt. Det er dog især den fremlagte nødvendighed af harmoni mellem defensive militærdoktriner og defensive styrkestrukturer, der taler for en bredere indgangsvinkel tü varig afskaffelse af krig i Europa.
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Litteraturliste

Del: