Debatmøde vedrørende sikkerhedspolitikken i 1980’eme og opinionens rolle

Det sikkerheds- og nedrustningspolitiske udvalg (SNU) afholdt den 11. september 1982 et debatmøde i landstingssalen på Christiansborg om »Sikkerhedspolitikken i 1980’eme og opinionens rolle«. Til debatten var indbudt alle politiske partier, som var opstillings- berettigede ved det seneste folketingsvalg, de politiske partiers ungdomsorganisationer og selskaber m.v. med særlig interesse for det sikkerheds- og nedrustningspolitiske område. Fra Det krigsvidenskabelige Selskabs bestyrelse deltog oberstløjtnant N. C. Eigtved og major O. H.-G. Hoff. Debatmødet blev afviklet således, at der om formiddagen var en række korte indlæg (max. 5 min.) fra de deltagende organisationer, der ønskede at tage ordet. Dette blev til en lang række på i alt 34 indlæg fra politiske partier, fredsgrupper, nedrustningsgrupper, kvindegrupper m.v. Efter en frokost i snapstinget var der en diskussionsperiode, der blev afsluttet med en opsummering ved lektor Anders Boserup. I det følgende er gengivet det indlæg, der blev givet af major O. H.-G. Hoff som repræsentant for Det krigsvidenskabelige Selskab. »Der er mange afvigende meninger om sikkerhedspolitik i denne forsamling. Man kan ikke undgå at få en fornemmelse af, at alle møder op med en fast cementeret grundholdning, som ikke lader sig rokke. Ét tror jeg dog, at alle kan blive enige om, at målet må være at fremme generel afspænding og nedrustning. At vi må arbejde for at skabe den størst mulige sikkerhed for fred.
 
Vore metoder til at nå dette mål er forskellige. En række af talerne har kun talt fredspolitik og »ikke-voldsforsvar«. I princippet står officerer traditionelt for en sikkerhedspolitik, hvor hovedvægten ligger på det forsvarspolitiske. I en realistisk erkendelse af de mange konfliktmuligheder i vor omverden, ønsker vi at bevare et minirrninn af defensive styrker. Styrker, der kan give vor omverden et troværdigt indtryk af, at vi er indstillet på at ofre noget for at bevare vor livsform og suverænitet. Derfor er vi modstandere af, at man i områder med magtpolitiske interesser skaber militære tomrum. Danmark ligger i en position af strategisk betydning både for Sovjet og USA. Vi ligger i et område med magtpolitiske interesser. Det er derfor afgørende, at vi selv får den størst mulige indflydelse på dette magtspil. Det får vi ikke ved at sætte os udenfor, men ved at deltage aktivt. I dag giver vort NATO-medlemskab os denne indflydelse. Jeg betragter forsvarspolitisk indsats som et arbejde for freden, men må jo nok erkende, at dette arbejde kun i begrænset omfang har haft konsekvenser for nedrustningen. Ser vi på det praktiske udbytte af de hidtidige nedrustningsforhand- linger, er resultatet deprimerende. Rustningsmilliardeme ruller, og det må klart erkendes, at selv om vi snart har haft fred i vor region i 40 år, er der intet der tyder på, at vi kan reducere vor forsvarsindsats. Kravene er snarere skærpet til os.
 
Man kan ikke se bort fra, at en aktiv fredspolitik kan blive den nytænkning eller det supplement til vor hidtidige sikkerhedspolitik, der skal bane vej for egentlige nedrustningsinitiativer. Som et lille land i en relativt fredelig region har vi måske netop mulighed for at tage nogle initiativer. Som officer ser jeg derfor med stor sympati på, at der føres en debat om mulighederne for at formulere en fredspolitik. Jeg må imidlertid betragte en sådan fredspolitik som uansvarlig, hvis den ikke tilpasses vore reelle forsvarspolitiske minimumsbehov. Hvis der kommer en saglig og meningsfyldt dialog på dette grundlag, er det min opfattelse, at man vil være nået et langt skridt, og man vil have god mulighed for at skabe bred offentlig forståelse for en fredspolitik i positiv forstand«. Ligesom det ovenfor refererede indlæg havde indlæggene generelt karakter af korte »partiprogrammer« eller hensigtserklæringer. De fleste redegjorde for deres holdning med hensyn til sikkerhedspolitik og nedrustning, og kun få kom mere uddybende ind på den del af emnet, der vedrørte opinionens rolle.
 
Om eftermiddagen tog organisationerne igen ordet, og der blev herunder gjort en række forsøg på også at dække den del af emnet, der vedrørte opinionsdannelsen, ligesom der blev lejlighed til at svare pa problemer rejst om formiddagen. Det er ikke muligt at give et udtømmende referat af det lange møde, men der kan gives nogle korte sammenfattende bemærkninger til mødet og dets udbytte. De deltagende organisationer var generelt velforberedte, og mange kom med meget velformulerede og saglige indlæg. Der var i en række tilfælde en tendens til at blande de sikkerhedspolitiske begreber godt og grundigt, herunder især at overføre holdninger vedrørende strategiske kernevåben til den nære forsvarspolitiske arena. Man kunne imidlertid fra mange sider se klare forsøg på at skille den hjemlige forsvarspolitik fra den strategiske debat. F.eks. blev der fra »Nej til Atomvåben« foretaget en opdeling på »suverænitetshævdelse«, hvor truslen er konventionelt militær og »befolkningens overlevelse«, hvor truslen er kernevåben.
 
Med hensyn til den nationale sikkerhed eller suverænitetshævdelse var der synspunkter lige fra »ikke volds forsvar« til et stærkt højteknologisk forsvar. Det var karakteristisk, at ønskerne om at »omruste« forsvaret til mere defensive former var store, men at indsigten i de strukturelle og materielle problemer forbundet med en »omrustning« var meget begrænset. Som noget positivt kan nævnes, at en væsentlig del af de klare nedrustningsfortalere var for en eller anden form for forsvar. Med hensyn til de strategiske kernevåben, ja for den sags skyld kernevåben generelt, var det generelle budskab, at man nærer en stor angst for kernevåben, for muligheden for en evt. anvendelse, og at man er frustreret over de manglende konkrete nedrustningsbestræbelser. Derfor kom der en generel kritik af SNU rapportens konklusion, ligesom der blev efterlyst forslag fra SNU til kemevåbenbegrænsninger. Også under drøftelse af opinionens rolle viste det sig, at der hersker en del begrebsforvirring om, hvad opinionen er, og hvorledes opinionsdannelsen sker. Det fremgik, at de mange fredsorganisationer så sig selv som fortalere eller tolkere af en bred opinion, at de så sig kaldet til at mobilisere opinionen. Dette må i nogen grad betvivles, når man tænker på, at vi har et repræsentativt demokrati, og at den nuværende sikkerhedspolitik har god opbakning i folketinget.
 
Man kan som tilhænger af den hidtidige forsvarspolitik og sikkerhedspolitik vælge at negligere fredsbevægelserne. Man kan også være af den anskuelse, at fredsbevægelserne først er ved at komme ud af »starthullerne«, at der reelt er ved at blive vækket en opinion, der er frustreret over 30 års afspændings- og nedrustningspolitik uden nedrustning. Hvis dette er tilfældet, tjener det alle bedst, at man tager fredsfortaleme alvorligt, lytter til deres argumenter og søger at nå til en fredspolitiks holdning, som ikke kompromitterer vor forsvarspolitik. På denne baggrund var det beskæmmende, at de ansvarlige politiske partier ikke var repræsenteret på mødet, ligesom det var klart, at der er behov for en mere åben og fordomsfri holdning hos de sædvanligvis forsvarspositive organisationer, hvis de skal bevare deres troværdighed i en dialog med »fredsfolket«. Der skal lyde en tak til SNU for et lærerigt debatmøde. 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tiddskrift hvor denne artikel er fra:
 
 
 
 
 

Litteraturliste

Del: