De nye trusler

”De europæiske regeringers sikkerhedspolitik er ikke indrettet efter den nye hovedtrussel: hvordan man forholder sig til terrorisme eller stater med masseødelæggelsesvåben. Selvom Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben højst sandsynligt vil kunne nå Europa, men ikke USA, er det USA, og ikke Europa, der tager problemet op. Hvor USA har en vision, planer og en liste over de midler, der skal til for at realisere den, har europæerne blot bekymringer.” Mikkel Vedby Rasmussen i Weekendavisen
 

 
 
 

Vi danskere skal selv beslutte, hvordan vi vil indrette og prioritere vores indsats over for de trusler, vi står overfor. Men vi lever i en større verden. I over 50 år har NATO været garanten for vores sikkerhed uanset fodnoter og modstand mod atomvåben. Men NATO er ved at få en ny betydning. I takt med den kolde krigs afslutning, udvidelsen med de fleste af de gamle Warszawapagtlande, samarbejdet med Rusland og det voksende gab mellem USA og Europæiske militære kapabiliteter er NATO ved at miste sin militære betydning. Lederen af den franske Fondation pour la Rescherche Stratégique, Francois Heisbourg, siger ligeud ”I al væsentligt er NATO ophørt med at være en militær forsvarspagt. NATO’s forsøg på at finde nye opgaver, f.eks. i kampen mod terrorismen, viser kun, hvor desperat man er.” Tilgengæld ser det ud til, at NATO får en ny sikkerhedspolitisk mission, som har en betydelig værdi i sig selv. Det er bare ikke det samme som en militær forsvarspagt. Selvom NATO ikke er ophørt med at være en militær forsvarspagt endnu, og måske heller ikke gør det inden for en overskuelig fremtid, er det på tide at overveje hvad så? Hvad skal Danmark stille op på længere sigt?
Her kommer man ikke udenom EU som den kommende realitet. Indtil videre står Danmark uden for døren, eller deltager som observatør, når de øvrige EU lande diskuterer deres visioner og ønsker for fremtiden. Det kan ikke være anderledes, så længe vi har vores EU forbehold på dette område. Men det koster indflydelse, og hvis man er tilhænger af at skyde sig selv i foden, er dette ikke en dårlig måde at gøre det på. Men på længere sigt er det uholdbart. Nu er vi ikke helt udenfor i Europa, Danmark deltager faktisk på forsvarsmaterielsamarbejdsområdet. Det skyldes det forhold, at den ellers hensygnende Vesteuropæiske Union (WEU) stadig har en lille overlevende kerne tilbage i form af WEAG (Western European Armaments Group), hvor man drøfter muligheder for koordinering af materielanskaffelser, forsvarsforskning og procedurer. Men samarbejdet på forskningsområdet går kun trægt. Og det går endda meget bedre end det gør på de to øvrige områder, her sker intet.
På længere sigt forventer alle implicerede, at EU vil tage over på alle områder af betydning for forsvar og sikkerhedspolitik, og at WEAG derefter nedlægges. Men det er ikke sket endnu, og det er ikke af hensyn til Danmark, men fordi de store europæiske lande har deres egne problemer og dagsordner, som forhaler processen lidt endnu. Man må så håbe, at vi i Danmark har fået afklaret vores forbehold til den tid, så vi ikke kommer i en helt umulig situation.

Den filosofiske baggrund

Danmark er på fuld fart på vej ind i vidensamfundet. Jf. den amerikanske filosof Tofflers teori er det så den tredje bølge i samfundsudviklingen, vi nu er ved at gennemløbe. Den første var overgangen fra et jæger- og samlersamfund til agerbruget, som startede for 10.000 år siden. Det medførte betydelige ændringer og gav muligheden for at brødføde en meget større befolkning. Det medførte også en ændring i samfundets indretning. I stedet for at bestå af en lang række mere eller mindre uafhængige enkeltpersoner eller smågrupper, kom der basis for at etablere større samfundsstrukturer, som med tiden medførte etablering af en række socialklasser. Denne udvikling fik også betydning for hvordan man førte krige, både hvad angår formål og midler. Det blev nu interessant hvem der rådede over dyrkbare jorde og det blev muligt at samle større hærstyrker, dog kun i meget begrænsede og bestemte tidsperioder, da markarbejdet skulle passes.
Den anden bølge var overgangen fra agerbruget til industrisamfundet, som begyndte for 300 år siden. Også denne bølge medførte en større udvikling herunder opbygning af regelsamfund og, ikke mindst, etablering af en lang række institutioner, som tjener til at opretholde staten som fx. politi og forsvar. Også måden af føre krig på fik helt nye perspektiver, i starten hjulpet på vej med værnepligten og snart efter automatvåben.  Der fulgte en lang række teknologisk betingede våbensystemer og platforme, herunder radar og kampvogne. Det ultimative våben, kernevåbnet, kan måske ses som en afslutning på denne epoke?
Den tredje bølge er så overgangen til vidensamfundet. Toffler sættere starttidspunktet for halvtreds år siden i USA, hvor antallet af funktionærer for første gang oversteg antallet af arbejdere i industrien. Vidensamfundet medfører igen helt nye betingelser for såvel samfundet som måden at føre krig på. Det er karakteristisk, at regler i vidensamfundet bliver tilpasset og tildels afviklet, de stive strukturer opblødes og institutionerne føler sig under pres. Det afgørende er, at det ikke er så vigtigt at råde over råstoffer og forarbejdningsanlæg. Det afgørende bliver at beherske viden om, hvad forbrugerne vil ønske i den kommende tid, og hvordan dette kan fremstilles billigst muligt i den krævede kvalitet. Tilsvarende bliver krige afgjort af parternes evne til at nyttiggøre viden mere end af evnen til at fremstille eller eje traditionelle forsvarsmaterielsystemer. USA har naturligvis navngivet dette, først kalde man det Revolution in Military Affairs (RMA), så Network Centric Warfare (NCW) og på det seneste taler den amerikanske forsvarsminister om Transforming the Military. Her vil NCW terminologien blive anvendt efterfølgende.

Den teknologiske udvikling

I følge Toffler fører ethvert samfund krig så godt det kan, eller med andre ord i overensstemmelse med det udviklingstrin, det er kommet til. Det betyder, at vi fremover må forvente at krige føres på baggrund af vores udvikling mod et vidensamfund, eller med andre ord som NCW. I den forbindelse er det af interesse at bemærke, at den teknologiske revolution medfører at en række teknologier bliver billigere og bedre år for år: Elektronik, kommunikation, computere og software, internet, web, mobil data kommunikation, nye materialer - herunder MEMS (Micro Elektroniske Mekaniske Systemer) som muliggør nye, mindre og billigere maskiner. Hertil kommer en betydelig udvikling i materialeteknologien og – for af særlig betydning for forsvaret - udvikling af nye energetiske materialer. Man kan således teoretisk forestille sig et sprængstof som er mere end 10 gange så kraftigt som TNT. Det er ikke alene det rene dynamit, det er meget mere, og det kan betyde endnu en udviklingsbølge i forsvarsverdenen, hvis fx missilhoveder, (sø)miner eller hulladninger kan gøres mere effektive. Det vil i sig selv gøre våben mere virkningsfulde, og medføre betydelige problemer med at gennemføre modforholdsregler. Det er fx meget svært allerede i dag af finde søminer. Hvis de kan gøres en størrelsesorden mindre bliver det nærmest helt umuligt at finde dem på alt andet end meget ensartede havbunde.
Et andet forhold af betydning er det eksisterende teknologigab mellem USA og Europa. Det er allerede meget stort, og det er stadigt voksende. Nu er forsvarsteknologi ikke en by i Rusland (ikke mere). Det er en helt almen konsekvens af samfundets generelle udvikling. Der har været perioder, hvor nationer har investeret i den teknologiske udvikling gennem deres forsvarsbudget. Den tid er stort set ovre i Europa, men ikke i USA, hvor programmet DARPA (Defence Advanced Research Programme Agency) stadig formidler meget store beløb. Men i den mere civile sammenhæng, som er af stor betydning også for forsvaret, er det mere samfundets generelle udvikling, som er af betydning, og her er EU endnu ikke meget bagud. Det skal også holdes i erindring, at i EU udgør forsvarsindustrien omkring 1% af al industri, den har derfor ingen eller kun marginal social eller samfundsøkonomisk betydning i sig selv. Ikke desto mindre kan den have sikkerhedspolitisk betydning hvortil kommer, at relevant forsvarsmateriel bygger på ny teknologi, som kan have endog meget stor betydning for civile anvendelser, altså få en såkaldt ”dual-use” effekt. Derfor har det store og voksende teknologigab betydning langt uden for forsvarets egen verden. Måske er denne forskel i villighed til at investere i forskning og udvikling medvirkende til den forskel i forrentning af investeret kapital, som blev set i løbet af 1990’erne. Her kunne man i gennemsnit få en forrentning på 9% i USA mod 7% i Tyskland og Japan. En sådan forskel bliver næsten ubærlig, hvis den repræsenterer virkeligheden og hvis den fortsætter i en længere årrække. Konsekvensen bliver en underminering af Europa på sigt. To procent synes måske ikke af så meget, men på 35 år betyder det en fordobling! Med andre ord, så kan det være dyrt at være fattig, hvis det betyder, at man ikke tager sig råd til de relevante investeringer og den tilhørende forskning.
Forskellen på USA og Europa er ikke alene den militære teknologi, man råder over. Det er også det omfang og den måde, man har implementeret den på i sammenhæng med de respektive militære styrkestrukturer. Det er en kendsgerning, at de europæiske lande tilsammen anvender ca. 60% af de midler på forsvar, som USA gør. Det er desværre også sådan, at de europæiske lande på en række væsentlige områder kun har 10% af den militære kapabilitet, som USA har. Det betyder, at de europæiske skatteborgere betaler for noget, de ikke får. Det er næppe holdbart på længere sigt. Der er en alt for stor tendens i mange europæiske lande til at forsvarsbudgettet tildels betragtes som en social foranstaltning. Sagen er, at vi har for mange soldater, en utilpasset støttestruktur og for meget unødvendigt forsvarsmateriel, som vi reelt ikke har noget at bruge til, og som vi heller aldrig får brug for. Men det er politisk upopulært at fyre personel, nedlægge kaserner og afskaffe dyrt anskaffede våbensystemer. Mon vi nogensinde får mod til at gennemføre de relevante omstruktureringer?

Den sikkerhedspolitiske situation

EU har vedtaget de såkaldte Helsinki Headline Goals. Det betyder, at EU fra næste år ønsker at være i stand til at lede en militær kriseindsats med op til 60.000 tropper, som skal kunne sendes op til 4000 km væk i løbet af 60 dage medbringende de nødvendige forsyninger, hvor de skal kunne opretholdes i mindst et år. Det er jo noget af en udfordring, især for et Europa, som ikke har tradition for at opbygge og vedligeholde evnen til at sende større militære styrker på missioner langt fra hjemlandet. Det var der ikke brug for under den kolde krig. Nu er der ikke brug for andet, og det medfører behov for en total omkalfatring af landenes forsvar. Selvom det ikke er let, er de fleste begyndt. Men der er lang vej igen. Af større mangler i en europæisk sammenhæng kan nævnes manglende mobilitet, manglende logistisk støttestruktur, strategisk mobilitet (skibe og fly), overfladefartøjer inkl. hangarskibe, ubåde, langtrækkende præcisionsstyrede våben, elektronisk krigsførelse, bekæmpelse af luftforsvar, ballistiske og cruisemissiler, lufttankning og sidst, men ikke mindst C4ISR (command, control, communication, computers, intelligence, surveillance and reconnaissance).
Hvor skal alt dette så anvendes? Det kan man i sagens natur kun gisne om. Og måske – og forhåbentlig – skal det slet ikke anvendes. Det er jo at foretrække, om man kan overbevise andre parter om, at man mener det seriøst, og at der ikke er grund til at gå mere håndgribeligt til værks. Men hvis galt skal være, kan man vel forestille sig en EU indsats på Balkan, i Mellemøsten – herunder i konflikten mellem Israel og Palæstina, i Afrika, i den østlige udkant af Europa og måske endnu længere væk?
Med andre ord, så kan man se frem til, at EU engang bliver i stand til at gennemføre en kvalificeret krisestyring. Det vil kræve diplomati, økonomi, militære midler og viljen til at gennemføre en humanitær indsats og opbygge ødelagt infrastruktur. Bortset fra de militære midler råder Europa over det meste af, hvad der behøves. Om det så er hensigtsmæssigt organiseret, er en anden sag, også her kunne vi i Danmark gøre mere for at forberede os på at hjælpe med genopbygning af ødelagte civilsamfund. Og hvis krisestyring ikke er nok, så ville det også for USA være en fordel, hvis Europa kunne tage initiativer på egen hånd.

Ubegrænset krig

I 1999 udgav den kinesiske hær en bemærkelsesværdig publikation. De to oberster, Qiao Liang og Wang Xiangsui havde brugt tre år af deres liv på at gennemtænke verdenssituationen i et sikkerhedspolitisk perspektiv og skrive om det. Udgangspunktet blev: ”Der er ingen regler, og der vil måske heller ikke blive forhandlet”. De advarer fx specifikt mod Osama Bin-Laden, de skrev, at de våben, der må forventes anvendt, omfatter ellers fredelige ting som fly, men også kanoner, krigsgasser, bomber, biologiske- og kemiske kamstoffer, såvel som computer virus, browsere og midler til at påvirke de finansielle markeder. Det er karakteristisk, at de har et meget holistisk syn på sagen, hvilket er i god overensstemmelse med østerlandsk tankegang. Herunder omdefinerer de begrebet krig, fra at være ”brug af væbnede styrker til at tvinge en fjende til at underkaste sig ens vilje”, til at være ”anvendelsen af alle metoder, væbnede som ubevæbnede, og dødelige som ikke-dødelige, til at overbevise fjenden om det hensigtsmæssige i at acceptere ens interesser”. Hertil føjer de en bemærkning om, at fra nu af har soldater ikke monopol på krigen. Selvom Kina måske ikke selv har til hensigt at følge disse tanker, da landet opfatter sig, og har aspirationer, som en egentlig stormagt, må man vel sige, at budskabet har været hørt. Og man må påregne, at aktører, som ikke har kræfter og mider til at stille sig op overfor USA, vil være ivrige læsere og - desværre - måske også lærenemme. Med andre ord er asymmetrisk krig kommet for at blive.

Truslerne

Det er karakteristisk, at tidsperspektivet for en indsats kan blive såvel kortere som længere. Kortere hvis det drejer sig om terror, og længere hvis det gælder en større indsats langt fra hjemmet. Hvor forsvaret tidligere opererede med en reaktionstid på under 48 timer, er perspektivet nu 60 dage for en indsats fx i EU-regi, når den tid kommer. Men hvis terrorister slår til, har man langt under 48 timer til at reagere, hvis man ønsker at tage sagen i opløbet. De mest bekymrende situationer vil opstå, hvis samfundet bliver udsat for angreb med såkaldte masseødelæggelsesvåben. Biologiske våben, kemiske våben, kernevåben og radiologiske våben er en realitet, som vi ikke kan se bort fra. Man kan lade som om de ikke eksisterer, strudsetaktikken med at gemme hovedet i busken er ikke ukendt. Men hvis man vil være ansvarlig, er man nødt til at forholde sig til, hvad man vil gøre, hvis man bliver angrebet med sådanne midler.
På mange måder er biologiske våben det mest skræmmende, vi står over for. Et af de største problemer i den forbindelse er, at vi ikke råder over relevante sensorer, og dem vi har, er dyre og besværlige at anvende, og vi har alt for få til at gennemføre en systematisk overvågning. Konsekvensen kunne fx være, at et par fanatiske personer skaffer sig adgang til og smitter sig med en dødelig virus og derefter tager et langdistancefly. Så er det næsten helt sikkert, at samtlige ombordværende bliver smittede. De vil hver i sær bringe smitten videre i de måske 14 dage, der går, før de får symptomer. Inden der bliver slået alarm kan adskillige tusinder være smittede og mange vil dø. Meget ville se anderledes ud, hvis vi rådede over følsomme, billige sensorer, som kunne installeres relevante steder herunder i offentlige transportmidler og andre steder, hvor mange mennesker mødes. Derfor er det også vigtigt, at forsvaret støtter arbejdet med at få fremstillet et netværk af sådanne sensorer.
Krigsgasser er et andet kendt masseødelæggelsesvåben. Dette våben har allerede været anvendt af Aoum sekten i metroen i Tokyo, hvor sarin blev anvendt med dødelige følger. Al-Qa’ida planlagde angiveligt et tilsvarende angreb mod Europaparlamentet i starten af 2001, men angrebet blev forpurret af politiet i Tyskland (en anden kilde hævder, at der var planlagt et traditionelt angreb med sprængstoffer). I forhold til biologiske våben er det væsentligt lettere at detektere krigsgasser, her har man faktisk en række ret billige muligheder, men de anvendes ikke løbende i det daglige. Skulle der komme et angreb, vil det dog blive erkendt ret hurtigt, da virkningen ikke først kommer dage eller uger efter man bliver ramt.
Der er to former for radioaktiv terrorisme. Det mest spektakulære vil være udløsning af en fissionsbombe i en storby. Den behøver ikke at ankomme i spidsen af et interkontinentalt missil, en lastbil eller en skibscontainer kan fint anvendes som transportmiddel. Det ser ud til, at det netop er denne mulighed, USA er bekymret for i denne tid. Men selvom der ikke forekommer en kerneproces, kan følgerne blive meget alvorlige. Hvis terrorister får adgang til fx radiologiske våben, kan følgerne blive helt uoverskuelige. Dette er en meget reel mulighed, Irak har i øvrigt allerede testet sådanne våben. Ideen er, at man ved at detonere et traditionelt sprængstof får spredt radioaktivt materiale. Problemet er, at radiologisk materiale opbevares flere tusinde steder i såvel USA som Europa. Og selvom et radiologisk angreb måske ikke vil medføre et stort antal døde, kan følgerne blive næste ubærlige for et samfund. Selv de mindre radioaktive stoffer kan forurene flere hundrede kvadratmeter. Og skulle nogen detonere en af de stænger med kobolt, som anvendes til at irradiere fødevarer med, vil et område på tusind kvadratkilometer blive forurenet.
Ud over de mere ekstreme terrormuligheder, som er beskrevet ovenfor, oplever alle samfund terrorisme baseret på mere traditionel teknologi som håndvåben og sprængstof. Gidseltagning, selvmordsbomber og andre voldelige aktioner er ikke længere ukendte eller utænkelige hændelser. Alle samfund må overveje hvordan man vil imødegå den slags begivenheder, hvis de bliver stillet overfor de sådanne situationer.
Computervirus er en helt anden boldgade. Og de er her, de koster allerede i dag samfundet milliardbeløb, og vi har kun i ringe grad formået at forholde os til problemet. Der er gode muligheder for at sikre sig, men disse bliver i vidt omfang forsømt. Det gælder såvel for offentlige forvaltninger som private firmaer. Interessen kommer desværre først, når man for alvor er blevet angrebet. Og så er det for sent.
I befolkningen er der generelt en større utryghed ved de mere dagligdags udfordringer som organiseret kriminalitet (herunder rockere), økonomisk ustabilitet og uautoriseret immigration. Det er jo meget forståeligt, da det er problemer, som vi har set, og som vi med stor sandsynlighed vil komme til at se igen. Og det er alvorlige problemer, som, hvis de ikke bliver løst, kan medføre gennemgribende omlægninger, af hvad mange opfatter som grundlæggende ordninger i samfundet. Så også her kræves der en indsats
Men det betyder ikke, at det bliver af mindre betydning af have gennemtænkt, hvad man vil gøre, hvis man bliver udsat for masseødelæggelsesvåben. Tværtimod er det af største betydning af have forberedt et grundlæggende beredskab, som dels kan overvåge situationen, og dels kan indsættes uden unødig forsinkelse, hvis det værste skulle ske.

Islamisternes globale terrorisme

Ovenfor er der givet en oversigt over hvad vi står overfor. Men hvem står vi overfor? Det forholder sig i dag således, at der godt nok findes en række lokale eller regionale terrororganisationer, som har været kendt i mange år og som ofte har dybe rødder i de pågældende lokalsamfund. Men sådanne organisationer opererer ikke udenfor deres naturlige interesseområde, og de har ingen relation til Danmark. I øjeblikket eksisterer der kun en form for global terrorisme, som også kan berøre os, nemlig den som islamisterne står for. Hvis vi vil bekæmpe denne terrorisme, må vi forstå den, og det er derfor nødvendigt at skaffe sig et overblik over islamismens baggrund og mange kendetegn. Islamisme er såvel en ideologi, som en ekstrem voldelig og aggressiv bevægelse, og en antimoderne (regressiv) politisk bevægelse som forbindes med en religiøs fremmedfjendsk holdning. Hvor islam er en årtusindgammel religion og kultur, er islamisme en politisk-religiøs ideologi, hvis endelig mål, koste hvad det vil, er genskabelsen af den oprindelige Medina-model. Der et tale om et utopia - et guds projekt, som eksisterede i fortiden under Muhammads styre i Medina. Denne utopia er statisk og stivnet, den kan ikke kritiseres eller diskuteres. Da der ikke kan indgås kompromiser fremstår den som ekstrem streng. Og strenghed er beslægtet med voldelighed. Det er formentlig derfor, at islamister er overbevist om, at deres utopia kun kan gennemføres ved vold - og at islamisme i sig selv er et voldeligt fænomen, der ikke kan bestå uden vold. Det er værd at bemærke sig, at islamisternes kamp mod vestens civilisation og værdier er en fortsættelse af deres konstante kamp imod enhver infiltration af ikke-islamiske værdier blandt muslimer. Derfor opfordrer islamisterne alle muslimer til ikke at blande sig i de samfund de lever i i vesten, derfor truer de med repressalier mod dem, der alligevel bidrager til den demokratiske proces, og det er derfor, at de ikke altid nøjes med at true. Vi må ikke glemme, at muslimer er og altid har været de første og de mest udsatte for islamisternes terror. Vi må heller ikke glemme, at islamisternes mål ikke er at etablere et demokrati, men at overtage magten i et samfund og etablere totalitarisme og gøre brug af den nyerobrede stats midler til egne terroristaktiviteter.

Er alle muslimer farlige?

Efter princippet ”når alle islamister er muslimer, er alle muslimer islamister” kan man opbygge et selvskabt fjendebillede. Det er ikke alene dumt, det er i vid udstrækning helt hen i vejret. Religiøse fanatikere har til alle tider været farlige for deres omgivelser, det gælder i øvrigt ikke kun islamister.  Men muslimer, selv de som stadig tror på det hensigtsmæssige og ønskelige i at oprette og leve under et islamisk politisk system, er ikke nødvendigvis alle islamister. Det er meget vigtigere at fastslå, at Danmark er et demokrati med en række unikke værdier. Disse værdier ønsker mange af os at fastholde og gerne også at dele med de mange nye danskere, som er på vej ind i vores samfund i disse år. Hvordan det skal gøres, og hvilke værdier det skal dreje sig om, fortjener en meget nøje overvejelse. Udvælgelsen af værdier bør ske i samråd mellem alle berørte parter og udbredelsen bliver et fælles ansvar. Det bliver ikke let, men prisen for ikke at gøre det kan meget vel blive alt for høj. Tyveri, hærværk og voldelige overfald forekommer desværre allerede alt for ofte. Og hvis man skal dømme efter kriminalstatistikken, er de nye danskere overrepræsenteret i en helt urimelig grad. Nu er vold ikke noget nyt i samfundet. For hundrede år siden var det ikke ualmindeligt, at forældre slog deres børn eller lærere slog eleverne. Men siden da har vi ændret vores værdier på det punkt i Danmark. Det ville være godt, hvis disse værdier også kunne blive rodfæstet hos de nye danskere. Det ville ikke alene gøre hverdagen mere tryg for den almene befolkning. Det ville også medvirke til at gøre det lettere for alle at finde en naturlig og værdig plads i samfundet.
Med andre ord, er mennesker naturligvis ikke farlige fordi de er muslimer, eller fordi de tilhører en bestemt religion. Men det kan være farligt for samfundet at lægge en befolkningsgruppe for had, for tryk avler som bekendt modtryk. Det betyder ikke, at man skal lukke øjnene for islamister – tværtimod – de bør bekæmpes med alle til rådighed stående midler. Men det kan betyde, at man skal overveje, om man ønsker at have indvandring eller tilvandring – hvor det sidste begreb dækker over en uplanlagt folkevandring, som let fører til dannelsen af parallelsamfund eller ghettoisering, medmindre de tilrejsende har kvalifikationer, som samfundet kan bruge, eller der ofres endog meget store beløb på at afhjælpe problemerne9. Det kan sætte velfærdssystemet under pres, hvis udviklingen går videre end nu, hvor de 5% af befolkningen, som er ikke-vestlige indvandrere, stadig modtager 35% af al kontanthjælp, selvom deres beskæftigelsesgrad er øget markant de senere år.

Imødegåelse af terror

Det er vigtigt at bekæmpe terror. Her er der ikke plads til efterladenhed eller blødsødenhed. Det er en kendsgerning, at indtil 11 september 2001 baserede de vestlige landes regeringer i hovedsagen deres politik på ad-hoc beslutninger, som havde kortsigtede, taktiske mål. Man prøvede at ignorere islamismen, og man lukkede øjnene for terror og undertrykkelse, når det skete i de muslimske lande. Det forekom endda samarbejde mellem vestlige regeringer og islamister, når det kunne tjene gensidige formål fx bekæmpelse af den sovjetiske invasion i Afghanistan. Det er også kendt, at den engelske regering passivt accepterede, at islamiske terrorgrupper og enkeltpersoner kunne opholde sig i Londonområdet, hvor de kunne udføre deres aktiviteter i fred og ro. Den tid er heldigvis forbi. Også i Storbritannien har man indført skarpere love, som kan anvendes af politiet til at bekæmpe terrornetværk. På et mere pragmatisk plan kan man bekæmpe terrorisme ud fra en erkendelse af, hvad der skal til for at opbygge et terrornetværk. Det er indlysende at der kræves finansiering, logistik, rekruttering og adgang til træningsfaciliteter. Heraf følger, at med den nuværende opbygning af samfundets institutioner, så kræver det et betydeligt samarbejde mellem mange aktører at komme ind til benet i bekæmpelsen af sådanne aktiviteter. Der bliver brug for specialenheder, koordinering af politi og efterretningsarbejde, kontrol af det finansielle kredsløb og diplomati. Hertil kommer behov for adgang til avanceret materiel som giver mobilitet og kan anvendes af små enheder, nye sensorer, informatik og kommunikation og evt. nye våben.

I takt med at vi overgår til et vidensamfund, bliver der også et mere generelt behov for en gennemgribende revision af de eksisterende institutioner. Det er aldrig populært. Det er måske umuligt. Men det er ønskeligt og måske nødvendigt, hvis samfundet skal bevare sin evne til at forsvare sig og tilpasse sig til nye tider og vilkår. Internationalt kommer NATO under pres og EU vil med tiden få en sikkerhedspolitisk dimension tilføjet. Alle ved, det skal ske, men det er svært at enes om, hvad der skal ske hvornår. Fra dansk side har vi et særligt problem, så længe der eksisterer et forbehold om vores deltagelse i forsvarssamarbejdet i EU. Men også nationalt er der grund til at overveje situationen. Hvordan skal ansvaret fordeles i lyset af de nye trusler og muligheder samfundet står overfor? Hvad skal være politiet opgave? Hvordan skal samarbejdet mellem efterretningstjenesterne organiseres mest effektivt? Hvad bliver hjemmeværnets opgave? Og forsvarets? Hvordan sikrer man sig, at vi får et effektivt ”Homeland defence”, med inddragelse af den ekspertise der nu ligger i så forskellige institutioner som eksempelvis Beredskabsstyrelsen, Statens Seruminstitut, og Told & Skat sammen med forsvarets mange elementer?

Muligheder for forsvaret

Af særlig betydning for forsvaret er det at gennemtænke alle relevante muligheder for udvikling og opgaver i de næste mange år. Herunder må det overvejes, i hvilket omfang man ønsker at opretholde og evt. udbygge den eksisterende rollespecialisering. Skal vi eksempelvis overlade det til Tyskland og Sverige at have ubåde? Skal vi fortsat afstå fra at være medejere af optiske- og radarobservationssatellitter? Det må antages, at Danmark heller ikke i fremtiden vil give sig i kast med hangarskibe eller atomvåben. Men alligevel er der en hel række beslutninger, som naturligt trænger sig på, når vi snart står overfor de indledende overvejelser i forbindelse med et nyt forsvarsforlig. En af dem er i hvilket omfang vi skal bevare våbenplatforme, som vi alligevel aldrig får råd til at anvende til andet end lokale eller regionale øvelser. Hvis man dimensionerede forsvaret ud fra hvad vi har råd til at sende 4.000 km væk og holde forsynet og bemandet i et halvt til et helt år, ville meget se anderledes ud.
Man må håbe, at forsvaret erkender de nye tider og vil byde NCW velkommen i det omfang, det har relevans for en lille nation. Heller ikke det vil komme gratis eller let. Der er mange uafklarede spørgsmål, og det gælder ikke kun de store nationer, herunder USA og England. Indførelse af et nyt grundlæggende koncept medfører altid behov for ny viden. Selv USA har erkendt, at meget af denne viden kun kan tilvejebringes gennem forsøg, med andre ord ved at prøve sig frem. Det bør naturligvis ske systematisk for at optimere udbyttet. Det amerikanske forsvar kalder første fase i denne proces for ”Concept Development and Experimentation (CDE), det vil vi med garanti høre mere om i de kommende år. Også på dette område bliver der brug for en relevant forskningsindsats i Danmark, hvis vi vil bevare vores evne til selv at præge udviklingen.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel:

militaert_tidsskrift_134.aargang_nr.2_2005.pdfer fra:

 

 

 

 
 
 

Litteraturliste

Alvin Toffler, Future Shock, Bantam Books, ISBN 0-553-27737-5, The Third Wave, Bantam Books, ISBN 0-553-24698-4, Power Shift, Bantam Books, ISBN 0-553-29215-3, (with Heidi) War and Anti-War, Warner Books, ISBN 0 7515 0938 8.
Donald H. Rumsfeld, Foreign Affairs, Volume 81 No. 3.
DARPA hjemmeside, www.darpa.mil
Joseph S. Nye, The Paradox of American Power, Oxford University Press, ISBN 0-19-515088-0.
Assembly of Western European Union, Equipping our forces for Europe’s security and defence, Document C/1785, 16 May 2002, pkt. 54.
Assembly of Western European Union, New challenges for Euro-American security co-operation Document, C/1786, 27 MAY 2002, pkt. 40.
Qiao Liang and Wang Xiangsui, PLA Literature and Arts Publishing House, February 1999
Tekst-tv på DR1 i dagene efter 11 SEP 2002.
Bassam Tibi, Islamische Zuwandering, DVA 2002 ISBN 3-421-05633-1.
Assembly of Western European Union, New challenges for Euro-American security co-operation Document, C/1786, 27 MAY 2002, pkt. 110.
Dr. Henry Kelly, President Federation of American Scientists before the Senate Committee on Foreign Relations, March 6, 2002.
Mehdi Mozaffari, 11 september, Systime, ISBN 87 616 0685 5.
Bassam Tibi, Europa ohne Identitet, Siedler, 2002 ISBN 3-442-75552-1.

Rockwool Fonden, oktober 2002.
 

 
 
 

Del: