De forsvarspositive skal argumentere langt stærkere

Forsvarsminister Hans Engell holdt mandag den 13. december i Det krigsvidenskabelige Selskab en tale over emnet: Forsvaret efter 1984 - en vision. - Nedenfor bringes et uddrag af forsvarsministerens tale.
 
 
Den danske forsvarsdebat har gennem mange år i alt for høj grad været præget af kroner og øre og i langt mindre grad spørgsmålet om, hvilke opgaver forsvaret skal løse, hvilket udenrigs- og sikkerhedspolitisk miljø forsvaret skal indpasses i, samt hvilke materiel- og personelbehov der skal opfyldes, for at forsvaret kan leve op til de stillede krav. Jeg forestiller mig ikke, at det i de kommende år bliver let at argmnentere og politisk slippe igennem med en forsvarsordning, der kan tilføre forsvaret væsentligt forøgede rammer i forhold til, hvad vi kender i dag. Jeg tror tværtimod, at bare det at samle de nuværende forligspartier om en ny flerårig løsning kan blive en både kompliceret og politisk meget vanskelig sag. Måske lykkes det slet ikke.
 
Vi kender andre lande - de fleste faktisk - hvor forsvarets ordning ikke er baseret på flerårige aftaler. Og alligevel går det - nogle steder endda bedre end i Danmark. Men de danske politiske forudsætninger ér måske mere komplicerede, end vi kender det i andre lande. Vi har mange partier. Vi har sjældent flertalsregeringer. Det kan skabe vanskeligheder med at sikre den nødvendige ro og de planlægningsmuligheder, der er brug for i forsvaret. Jeg siger ikke dette for at skræmme eller tegne billedet mørkere, end det behøver at være. Men jeg tror, at en afgørende forudsætning for at sikre forsvaret ordentlige arbejdsbetingelser og befolkningen et effektivt og troværdigt forsvar i de kommende år er, at der fra de forsvarspositives side argumenteres stærkere pg mere overbevisende, end vi måske tidligere har oplevet det. Jeg tror, der af hensyn til forsvaret bliver et stort behov for det. Jeg har altid selv betragtet forsvaret ikke alene som en stor arbejdsplads og som en udenrigs- og sikkerhedspolitisk nødvendighed. Men også i høj grad som et spørgsmål om holdning og vilje. Det er mit håb, at også vilje og holdning vil præge en kommende forsvarsdebat. Jeg tror og ved, at der i en forsamling som denne er mange, der ser på samme måde på tingene, som jeg her har skitseret. Jeg anser det som vort fælles ansvar, at vi formår at vinde stadig flere for det, som også vi tror på, som rigtigt og nødvendigt. Der er ingen grund til at tro, at de relationer, der eksisterer mellem politikere og militære planlæggere, vil blive anderledes i løbet af firserne, hvor det vil blive en meget vanskelig tid, hvis tiltroen til dansk økonomi skal genoprettes. Så meget mere er det afgørende, at der i tide skabes de nødvendige retningslinier for samarbejdet mellem de militære planlæggere og politikerne for at opfinde en mere sikker teknik for »investering i fremtiden« end den traditionelle, spontane løsning fra situation til situation, hvor det nogle gange kniber med at vurdere helheden. Lad mig indlede med lidt historie.
 
Perioden 1960-1981
I perioden fra 1960 er forsvarets forhold blevet fastlagt i forlig mellem partier, der har haft et ganske markant flertal i Folketinget. Allerede i 1960 fremhævede man, at dette skabte den fornødne ro om forsvaret og skabte en af forudsætningerne for en hensigtsmæssig planlægning. Forsvarschefen udtalte dog, at »ordningen må, trods sine betydelige mangler, anses for en forbedring i forhold til den eksisterende, udhulede forsvarsordning«. Denne formulering må i nogen grad siges at være tidløs, uagtet det forskellige indhold af de senere forlig. Det er i øvrigt væsentligt at huske, at vi dengang stadig kunne basere os på amerikansk våbenhjælp. Den regulering for pris- og lønudvikling, der blev indført i 1960, kunne ikke kompensere for den gradvise reduktion i amerikanernes våbenhjælp, og allerede i denne periode måtte man udskyde planlagte materielanskaffelser, begrænse aktiviteter m.m. Dette var basis for det såkaldte »lille forlig« i 1966, hvor man inden for rammerne af loven fra 1960 iværksatte en tilpasning af værnenes organisation, aktivitet, tjenstetid og driftsbudgetter. I forliget fra 1969 var det centrale problem en organisatorisk tilpasning af forsvarets øverste ledelse, og flere her vil sikkert erindre, at der samtidig blev nedsat en forsvarskommission for at skabe basis for en tilbundsgående vurdering af de styrkemål, man mente var nødvendige. I 1973 kom så det forlig, hvormed der skulle skabes sammenhæng mellem styrkemål og økonomiske rammer, og dette forlig blev som bekendt i 1977 forlænget med visse justeringer. Fra forsvarets side sagde man dengang om forliget, at »i forhold til en fortsat udhuling af den hidtidige ordning repræsenterer et bredt forsvars- forlig med en fremtidig ramme på 3,4 milliarder dog nogle fordele«. Og derefter fik vi så i 1981 i august måned det forlig, vi nu er i gang med at gennemføre.
 
Nu ville det vel så være naturligt at spørge: Hvad kan vi så lære af den forløbne periode? Jeg vil bestemt ikke drage nogle håndfaste og detaljerede konklusioner, der direkte skal udmøntes i den planlægning, vi står over for, men nogle ting går dog igen. Vi har næppe endnu fået justeret vore ambitioner med hensyn til styrkemål og materielanskaffelser. Med de behov for nyanskaffelser, jeg aner i horisonten, vil der være et helt klart behov for tilpasninger på dette område. Vi har næppe heller - endnu - fået beskrevet en realistisk målsætning for de opgaver, forsvaret kan løse. Betænkningen til de nu gældende love siger naturligvis noget om forsvarets formål og opgaver, men denne formålsformulering kan rent faktisk udfyldes - næsten uanset hvilke styrkemål, vi opstiller. Det har noget at gøre med at få formuleret og besluttet en målsætning, der er direkte anvendelig i planlægningen, og her bør man nok tilstræbe et forbedret samspil mellem politikere og fagfolk, men man må samtidig have et realistisk forhold til, hvor detaljeret man kan få en politisk målsætning besluttet.
 
Perioden efter 1981
Efter dette lille historiske tilbageblik vil jeg beskæftige mig med status i relation til forliget af 12. august 1981. Jeg kunne selvfølgelig gå ind i en vurdering af de forskellige strukturtilpasninger, der løbende foregår, men jeg vil hellere give min vurdering af de hovedproblemer, jeg ser. Jeg må naturligvis også komme ind på de besparelser inden for forsvaret, som jeg har måttet acceptere, og i denne forbindelse vil jeg geme med det samme understrege, at regeringen alene har accepteret disse besparelser, i erkendelse af mandatfordelingen i Folketinget, og bestemt ikke fordi vi føler, at den internationale situation indbyder til besparelser på forsvarsbudgettet. Udspillet kom ikke på grund af, men på trods af regeringen. Og hvad omfatter da disse besparelser? Alle er formentlig bekendt med beløbsstørrelserne på henholdsvis 140 og 180 mill. kr. Målt i procenter svarer det til, at vi skal spare henholdsvis 1,3% i 1983 og 1,7% i 1984; til sammenligning svarer dette sammenlagt til de 1 og 2%, som øvrige styrelser skal spare i 1983 og 1984. Vi er altså ikke værre stillet end øvrige offentlige styrelser, selv om man kan hævde - og med god grund - at der ikke er sikkerhedspolitisk grund, der taler for nedskæringer. Skal vi se på de positive sider af besparelserne, så lykkedes det os at bevæge socialdemokraterne fra 600 mill. kr. i besparelser til 320 mill. kr., og det lykkedes os at bevare forliget, ikke mindst det sidste lægger jeg vægt på. Og uanset hvad man måtte mene om et forlig, hvor de aftalte økonomiske rammer reduceres efter mindre end to år, så er det min opfattelse, at vi har et bedre fundament ved at bevare forliget, end vi ville have haft, hvis forliget var blevet brudt, og vi måtte reducere forsvarsbudgettet itakt med ændringsforslag, der måtte kunne samle flertal i Folketinget. Ingen skal dog være i tvivl om, at disse reduktioner ikke er blevet indgået af lyst, men fordi regeringen har en samlet økonomisk politik, der på lidt længere sigt vil være afgørende for, om vi fortsat kan få råd til et rimeligt forsvar.
 
Og hvad berører de forestående besparelser så? De berører formentlig anskaffelser af materiel, udskydelse af byggeprojekter, hjemsendelse af gamisonstropper, begrænsning af søopmåling samt begrænsninger i rejse- og kursusudgifter. Desuden besparelser på de civile anlægs- og driftsudgifter samt på cafeteriadriften. Disse besparelser vil efter min vurdering ikke gribe afgørende ind i forsvarets kampkraft. Det har man sikkert hørt før, dette at det ikke griber ind i kampkraften, men der vil stadig være plads til betydelige materielanskaffelser. Endvidere vil vi få gennemført en række moderniseringer af vort materiel, og uddannelses- og øvelsesniveauet vil ikke blive berørt i nævneværdigt omfang.
 
Jeg mener, vi er landet på benene, når vi nu skulle gennemføre besparelser, og selv om enkelte i forsvaret naturligvis vil opleve, at netop deres arbejdsområder bliver ramt, så mener jeg ikke, der er belæg for mistrøstighed. Men hovedproblemerne er, som jeg ser dem, materielanskaffelser, aktivitetsniveauet, beholdningssituationen og sidst, men ikke mindst, vore styrkemål.
 
Som tidligere nævnt var den materielle opbygning af det danske forsvar efter anden verdenskrig i stor udstrækning baseret på våbenhjælp fra USA og Canada, og da denne hjælp ophørte i slutningen af 60’eme, var det vor egen opgave at vedligeholde styrkemålene, men med den væsentlige forskel, at vi selv skulle fmde midlerne til materielanskaffelser. Og det må erkendes, at disse midler i stor udstrækning er blevet tilvejebragt ved, at vi har reduceret styrkemål, beholdninger og aktiviteter for at få råd til at foretage de nødvendige materielanskaffelser. Et andet karakteristisk træk omkring vore materielanskaffelser har været, at vi har repareret og vedligeholdt materiel ud over den naturlige levetid og dermed bundet betydelige midler i nutiden, men så sandeUg øgét vore problemer i fremtiden. Vi er således presset ind i en ond cirkel, som desværre bliver forstærket af den lavineagtige teknologiske udvikling. Og dette »lavineagtige« går både på kapacitet og pris. Når vi ser på det positive, så må vi sige, at vi i dag står med en række helt moderne våbensystemer og dermed konstatere, at processen tilsyneladende er lykkedes.
 
Det, der vækker til bekymring, er, at vi skal fortsætte denne proces, det vil sige foretage store materielanskaffelser på bekostning af vedligeholdelse af beholdninger, af aktiviteter, styrkemål m.m. Man behøver ikke være den store profet for at se, at disse problemer forstærkes i midten og slutningen af dette årti. Hvis vi maler med en bred pensel, kan vi sige, at forliget indebærer, at vi årligt kan anskaffe materiel for ca. 2 mia. kr., svarende til ca. 20% af det samlede forsvarsbudget. Det lyder ikke så ringe, men disse midler er rigtignok i stor udstrækning bundet ved, at vi har skubbet anskaffelsesproblememe ind i de næste finansår.
 
Det er naturligt her specielt at nævne problemet med vore beholdninger. Vi har mangler i forhold til de vedtagne målsætninger på en række kritiske og kostbare områder. Lad mig blot nævne kritiske områder - som også er velkendte for mange her - som ammunition, køretøjer, komponenter og reservedele, minebeholdninger og signalmateriel. Som man formentlig ved, var netop beholdningerne et af de områder, der blev specielt vurderet af 11-mandsgruppen i de indledende stadier af besparelsesforhandlingeme. Der var absolut intet i disse opgørelser, der talte for at skære ned, og det er da også min opfattelse, at denne statusopgørelse gjorde det muligt at havne på et - forholdene taget i betragtning - acceptabelt niveau for besparelserne. Og hvad med aktivitetsområdet? Dette er ligesom beholdningerne et fristende farligt spareområde. Fristende fordi aktivitetsdæmpningemes betydning ikke umiddelbart springer i øjnene, og farligt fordi vi først kan afløse konsekvenserne, når det er for sent. Specielt i dette forum behøver jeg ikke redegøre nærmere for konsekvenserne af manglende uddannelse, træning, øvelser m.m.
 
Lad mig understrege, at jeg bestemt ikke mener, at vi er dårligt uddannede, når vi ser på den enkelte person, men de store øvelser, hvor det helt afgørende samarbejde mellem de forskellige dele af vort forsvar skal indøves, lader noget tilbage at ønske, og vi skal nok være meget opmærksomme på, at »det, der ikke indøves i fred, måske ikke virker i krig«. Til slut kommer vi så til styrkemålene. Hvad er nok, og hvad er i hvert fald for lidt? Jeg har ikke nogen færdig løsning, men det, jeg som minister må konstatere, er, at »vi ligesom forsøger at holde fem køer i stalden, men i virkeligheden kun har foder til tre. Og derved risikerer vi, at alle køeme holder op med at give mælk«. Det kan vi ikke fortsætte med. Hvilken er den rigtige måde at angribe problemerne på, når vi passerer 1984? Før jeg kommer til dette, vil jeg geme give min vurdering af dele af den sikkerhedspolitiske situation.
 
Udenrigs- og sikkerhedspolitikken
Efterhånden som interessen i offentligheden for sikkerhedspolitiske anliggender vokser, stilles der fra forskellig side oftere og oftere spørgsmål ved Danmarks rolle i det globale sikkerhedssystem. Bag mange af forslagene findes nok en grundlæggende fornemmelse af, at oprustningsspiralen ikke bare kan fortsætte. - Rent bortset fra, at disse mange ressourcer kunne bruges til umiddelbar gavn for menneskeheden, skabes der ikke mere, men mindre sikkerhed -. Dette er i og for sig en fornemmelse, jeg deler, men problemet er naturligvis, hvordan man bryder denne udvikling uden at sætte sikkerheden på spil. Jeg tror nemlig, at næst efter en atomkrig, er den største fare, der truer menneskeheden, et sammenbrud i den internationale orden, hvis kerne i dag er de demokratiske stater i den vestlige verden: Denne verdensorden er nok samtidig ensbetydende med, at alle konflikter i den tredie verden i sidste ende vil finde deres løsning i Europa. Derfor er øst-vest forholdet så vigtigt som nogensinde. Det vil sige, at nedrustningen kun kan ske under opretholdelse af en rimelig gensidig balance, således at afskrækkelsen ikke sættes over styr. Dette forhold fører til, at håbet må knyttes til de nedrustningsforhand- linger, der faktisk er i gang. Trods supermagternes skærpede retorik gennem de senere år, er det jo heldigvis sådan, at der føres samtaler mellem parterne om hele skalaen af våbenarter. Fra de konventionelle styrker i MBFR i Wien over de taktiske atomvåben i INF -forhandlingerne i Genéve til de strategiske atomvåben i START, der ligeledes føres i Genéve.
 
Set med europæiske øjne knytter der sig måske størst interesse til forløbet af ESTF-forhandlingeme. Det vestlige forslag indebærer, at alle sovjetiske SS-20 missiler skal demonteres og de ældre SS-4 og SS-5 nedlægges mod, at NATO opgiver udstationeringen af 572 Pershing Il-raketter og krydser-missiler i Europa. Hvis der ikke opnåes acceptable resultater inden, vil udstationeringen begynde ved udgangen af 1983 ifølge NATO’s såkaldte dobbeltebeslutning fra december 1979. Denne er senest blevet bekræftet ved ministermøderne i Bruxelles for 14 dage siden. Det er en beslutning, som vi ved, var en nødvendighed, hvis ikke Europa skulle ende som et gidsel for Sovjetunionens formidable mellemdistanceraketter og derved udsætte sig for risikoen for en begrænset europæisk atomkrig. Men som bekendt har beslutningen også ført til megen uro i de europæiske NATO-lande - en uro, der groft udnyttes af Sovjetunionen - og gennemførelsen af installationen kan, hvis våbenkontrolforhandlingeme forbliver resultatløse, meget vel få stor betydning for NATO-alliancen og dermed de vesteuropæiske lande.
 
Når vi nærmer os de hjemlige strande og ser på udviklingen i NATO, vil jeg gerne bruge et par ord på vor forstærkningspolitik. Denne er et væsentligt led i vort forsvar og har da også fået en særdeles central placering bl.a. i betænkningen til lov om forsvarets organisation. Danmark er blevet tilbudt - og vi har sagt ja til - at vi i givet fald kan blive forstærket med mere end 120 moderne kampfly og mere end 13.000 mand organiseret i en infanteribrigåde. Udover dette foreligger der i SACEUR’s plan en række andre forstærkningsmulighéder, der ikke har samme faste karakter, men som i given situation meget vel kan blive aktuelt for vort område, såfremt vi på forhånd har indgået de fornødne støtteaftaler. Jeg mener nok, vi skal koncentrere os om i første omgang at vurdere betydningen af de fast udpegede styrker og måske endnu mere forudsætningerne for, at de rent faktisk vil komme, hvis vi beder om hjælp. Men også de mere subsidiære forstærkningsmuligheder er vi indstillet på at forhandle i detaljer med afsenderlandene. Det er blevet sagt om forstærkninger, at ingen nation ønsker at investere i en fiasko. Sagt på en anden måde, så ville det nok være urealistisk at tro, at vi fortsat vil få tilbudt forstærkninger, hvis vi ikke selv kan skabe de fornødne betingelser for disses ankomst. Det har noget at gøre med at skabe de fysiske rammer, det vil sige modtagefaciliteter, brændstofbeholdninger, depoter for ammunition m.m. for forstærkningerne. Det er et punkt, hvor vi kan komme endnu længere. Mere problematisk bliver det, når vi taler om, hvorlænge dansk forsvar kan holde en eventuel modstander stangen. Det er der ingen, der kan fastlægge. Dertil indgår der alt for mange ubekendte faktorer. Lad mig nævne én, der har en række tiltalende aspekter, bl.a. fordi den ikke koster penge.
 
Jo tidligere den danske regering beslutter sig for at anmode om hjælp i en eventuel konflikt, jo mindre vil kravene blive til, hvor længe dansk forsvar kan holde. Det er selvfølgelig meget firkantet udtrykt, fordi man må ikke være blind for, at tilkaldelse af forstærkninger vil kunne virke som en eskalation, f.eks. hvis vi tilkalder kampfly, og måske dermed fremprovokerer den situation, vi ønsker at imdgå. Det er et spørgsmål om en hensigtsmæssig krisestyring, og det må ikke glemmes, at de fleste krisestyringsforanstaltninger indeholder et element af bevidst eskalation. Det, det gælder om, er at finde den rette balance mellem afskrækkelse og »beroligelse«. Der vil således være en grænse for, hvor tidligt i en konflikt vi kah tilkalde forstærkninger, og vi må være meget opmærksomme på, at det gælder om at nedsætte tidskravene for indsættelse af forstærkninger til det mindst mulige for derved at øge vor egen fleksibilitet og holde mulighederne åbne. Det har noget at gøre med den bedst mulige planlægning i fredstid, og dette aspekt kan ikke understreges nok. Her kommer naturligvis også spørgsmålet om oplægning af ammunition og andre forsyninger ind. Det er klart, at det er en foranstaltning, som kan nedsætte tidskravet for indsættelsen betydeligt. Men samtidig en foranstaltning, der koster penge, også for vore allierede.
 
Når vi går videre i rækken af foranstaltninger, kan man også nævne, at vi må sørge for den nødvendige infrastruktur til at støtte forstærkningerne. Jeg tænker hermed på pipelines på de vigtige steder og med den ønskede kapacitet, kommando- og kontrolsystemer, der kan udnyttes af vore allierede, depoter, reserveflyvepladser, shelters m.v. Det er dyre foranstaltninger, men en meget stor del kan dog finansieres gennem NATO’s infrastrukturmidler, og vi er allerede godt i gang. Der er imidlertid andre foranstaltninger, der er mere kedelige, fordi de alene skal betales af os selv. Lad mig nævne et område som luftforsvar, der er lige så dyrt, som det er nødvendigt. Det er urealistisk at tro på tilgangen af forstærkninger, hvis vi ikke har et effektivt luftforsvar, og det er et af de områder, jeg ved, at også afsendemationeme er meget opmærksomme på. Endelig må jeg lige erindre om noget, der kan forekomme selvfølgeligt, men alligevel fortjener gentagelse. Forstærkninger er ikke erstatninger for egne mangler. Det er et nødvendigt supplement til vore egne styrker, og de er uundværlige, bl..a. fordi dansk forsvar inden for alle realistiske budgetrammer ikke vil kunne klare sig over for et massivt angreb.
 
Som afslutning på dette lille udenrigspolitiske afsnit vil jeg gerne påpege enkelte elementer i NATO-alliancen, som jeg mener, vi i stigende grad skal være opmærksomme på. Der er - og det mener jeg, er meget positivt - en bred folkelig opbakning om det danske medlemskab af NATO. Dermed er det også vigtigt, at vi gør os nøje klart, hvad dette medlemskab indebærer af rettigheder og forpligtelser. Jeg tror, at mange i befolkningen har en fornemmelse af, at NATO kommer os til hjælp helt automatisk, hvis vi udsættes for ubehageligheder. »Det er nok at være medlem af foreningen«. Danmarks adfærd indtager måske en langt større plads i den internationale forestillingsverden, end vor størrelse umiddelbart berettiger til. Vi har en traditionel prestige som et velorganiseret, velfungerende og venligt land, og derfor har vore meninger og holdninger en indflydelse på den internationale meningsdannelse. Dette giver os fordele, men det giver os efter min opfattelse bestemt også forpligtelser. Hvis vi forsøger at løse indenrigspolitiske (måske partipolitiske) problemer ved at indtage særstandpunkter på de udenrigs- og sikkerhedspolitiske områder, kan Danmark hurtigt tabe anseelse og troværdighed. Vi må huske på, at vi arbejder sammen med andre demokratier, og deopinionsdannelser, der finder sted i disse medlemslande, kan i givet fald få afgørende indflydelse også på Danmarks overlevelsesevne. Det er naturligvis INF-debatten, jeg helt aktuelt sigter til. Det skader vor anseelse, når vi ikke er loyale over for tidligere trufne beslutninger, og vi mister noget af den anseelse, der i givet fald kan være helt afgørende for os selv. En af de mest afgørende ting, som jeg føler, er en fornemmelse af, at der i brede kredse er en vigende forståelse for forsvarets og NATO- samarbejdets betydning. Det er, som om de positive lader sig presse i defensiven. Jeg tror - når vi taler om visioner efter 1984 - at ikke mindst information og debat er nødvendige for at skabe større forståelse for vort ansvar og forpligtelser.
 
Planlægningen efter 1984
Når yi skal planlægge for forsvaret efter 1984, er det naturligvis vigtigt, at vi når frem til realistiske forudsætninger, hvad enten disse er økonomiske, sikkerhedspolitiske eller andre med indflydelse på forsvarets fremtid, f.eks. en vurdering af, hvorledes styrkeforholdet mellem øst og vest kan forventes at udvikle sig. Der blev forud for det forlig, vi nu arbejder med, lavet et meget stort analysearbejde. Fra politisk side efterlyste man alternativ tænkning, men jeg har en fornemmelse af, at det, mange forstår ved alternativ tænkning, er, hvorledes vi får et bedre forsvar for færre penge. Og det er vel også det, vi af al magt skal forsøge i tiden, der kommer. Jeg har heller ikke her nogle snuptagsløsninger, ikke noget columbusæg, som jeg kan sætte på bordet, og som kan løse alle de problemer, der kommer, men jeg vil geme forsøge at skitsere en metodik, som jeg mener har en rimelig chance for at give gode resultater. Det første, der må ske i den periode, der kommer, er, at vi må have tilvejebragt det faglige grundlag for en politisk stillingtagen til målet med forsvarets udvikling efter 1984. Det er helt klart de militærfaglige myndigheder, der må tilvejebringe denne basis, og jeg ved, at dette arbejde er i fuld gang. Jeg vil i denne forbindelse geme understrege, at det efter min opfattelse er meget vigtigt, at resultater af dette arbejde er egnede til politisk stillingtagen.
 
Jeg håber ikke, der er nogen her i forsamlingen, der vil fortænke mig i at sige, at det er meget vanskeligt at gennemskue, hvorledes forsvarets struktur hænger sammen med løsningen af forsvarets opgaver. Den sidste forligstekst indeholdt nogle økonomiske rammer og en beskrivelse af nogle definerede projekter, men der var da så sandelig også en »underforstået basisstruktur«, som også blev beslutttet ved denne lejlighed. Men derfra og så til at give en klar fornemmelse af med hvilken kvalitet, forsvaret løser nogle af sine primære opgaver med den givne struktur, der er altså et stykke vej.
- Hvor lang varslingstid kan vi med runelighed forvente, at denne struktur vil give os?
- Hvor gode er vi til at udlægge miner, og har vi nok af dem?
- Hvor gode er vi til at »luftforsvare« landet?
 
Dette er nogle spørgsmål, som nødvendigvis må stilles. Jeg kunne fortsætte med mange af disse store opgavekomplekser, men vil begrænse mig til at understrege, at det forekommer mig særdeles vigtigt, at vi med dette arbejde kan fremstille et billede af forsvarets kapacitet, og medmindre man kan præstere dette, tror jeg, man får meget vanskeligt ved at fremprovokere en poUtisk stillingtagen. Jeg bruger udtrykkelig ordet fremprovokere, for man må ikke forvente, at der bliver taget stilling til en målsætning for forsvaret, medmindre denne fremtræder i en meget klar form. Når dette faglige materiale er tilvejebragt, må det være den ansvarlige ministers - altså for tiden min - opgave at få tilvejebragt en politisk stillingtagen til dette faglige grundlag og den målsætning, der har styret dette faglige grundlag. Der kan jeg tænke mig flere muligheder, men naturligvis vil dette inkludere regeringen, 11-mandsudvalget eller lignende. Dette vil så forhåbentlig give de faglige planlæggere de rimelige forudsætninger, der gør det muligt at planlægge for opnåelse af de politisk fastsatte mål.
 
Ingen må gøre sig forhåbninger om, at dette bliver en let proces. Det vil være urealistisk at tro, at politikere vil fastlægge så detaljerede målsætninger, som man måtte ønske fra militær side, og som det på mange måder ville være ønskeligt. Men den brede målsætning, vi har nu - må vi nok erkende - siger meget lidt om, hvilke styrkemål, vi skal have, og det er vel først og fremmest det, det drejer sig om. Jeg er ikke utilbøjelig til at tro, at en sådan proces kunne skabe en opinion - og måske (det er ønsketænkning) flytte så mange mandater i Folketinget - at vi kunne begynde at argumentere for, at forsvarsbudgettet blev forøget. Ingen overhovedet kan fastlægge, hvilke styrkemål der er de tilstrækkelige, og tilsvarende kan ingen vel med 100% sikkerhed sige, hvornår vi i hvert fald har for lidt. Men hvis vore fornemmelser om, at vi har et ganske alvorligt behov for at få dækket et efterslæb ind, er rigtige, og vi evner at præsentere dette på en overbevisende måde, så kan vi skabe basis for én positiv udvikling for forsvaret. Vi skal have det forsvar, befolkningen ønsker, og som befolkningen er villig til at betale for. Men vi skal selv præsentere vore behov på en letforståelig, velargumen- teret og sober facon, og det vil jeg geme bidrage til.
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

 

Litteraturliste

Del: