Dansk sikkerhedspolitik efter INF-aftalerne

Officerers deltagelse i den sikkerhedspolitiske debat legitimeres af, at de militære magtmidler er et af de redskaber, landets politiske ledere har til rådighed til brug for opnåelsen af landets sikkerhedspolitiske mål. Dette indlæg vil behandle nogle militære kendsgerninger og søge at give en generel rent militær vurdering af de synlige tendenser. Inden kendsgerningerne behandles, må det grundlag, hvorpå en rent m ilitær vurdering hviler, imidlertid beskrives. Tidligere afhang militære styrkers værdi af deres evne til at udkæmpe slag. Efterhånden som krigens karakter blev mere frygtelig, er der blevet lagt større vægt på de militære styrkers evne til at forhindre krig og bevare status quo for nationen. I dag er det almindeligt anerkendt, at dansk forsvars raison d’etre er at bidrage til at forhindre krigen ved at afskrække fjenden fra at indlede den, fordi odds ser ud til at være imod en hurtig og billig sejr. Men samtidigt skal forsvaret kunne udkæmpe krigen, hvis afskrækkelsen skulle svigte. Ser man på de sidste 40 år, har den danske militære vurdering været, at evnen til at afskrække har kunnet opretholdes dels gennem professionel dygtighed og de rådige midlers kampværdi, dels på grund af alliancetilhørsforholdet til NATO. Denne vurdering har man anlagt på trods af, at det hele tiden har stået klart, at NATO har været, og stadig er, underlegen på to områder:
- Med hensyn til konventionelle styrker og
- med hensyn til doktrin - d.v.s. den metode, hvormed de militære styrker anvendes.
 
Underlegenheden i styrker har der været sagt rigeligt om så den vil jeg lade ligge og i stedet se lidt på underlegenheden med hensyn til doktrin. På det doktrinære område er NATO underlegen, fordi alliancen på forhånd har afskrevet sig offensiven - d.v.s. det angreb, der, evt. præventivt eller preemptivt, kan afvæbne modstanderen ved at ødelægge hans militære magtmidler eller - som Alexander den Store gjorde ved Gaugamela - kan gennembryde fjendens militære styrker og afgøre krigen ved at lamme, til- fangetage eller nedkæmpe fjendens politiske og militære ledelse. NATO kan heller ikke gennemføre den dobbelte omfatning, der er den anden klassiske form for tilintetgørelsesslag. I sagens natur kan den offensive version, som forudsætter et angreb ind på fjendens territorium, ikke udføres. Men NATO kan heller ikke anvende den defensive version, hvor fjendens angribende styrker trækkes ind i en tilintetgørende omfatning, ved at forsvareren viger ud med sit centrum for derefter at knuse den fremrykkende fjende med sine fløje - som Hannibal gjorde det ved Cannæ. Et Cannæ er længst afskrevet som mulig doktrin for NATO, fordi det skal udkæmpes på egen jord, der med moderne ødelæggelses- midler netop vil være lagt øde, når kampen ophører. Den valgte doktrin er, som alle ved, det fremskudte lineare forsvar, hvor fjenden søges nægtet adgang til NATO’s territorium, og områder, han måtte erobre, søges erobret tilbage.
 
Et Cannæ må også anses for at ligge uden for WAPA tankegang i dag. Men Gaugamela spøger. Den østlige militærteoretiske debat har de seneste år med stigende intensitet beskæftiget sig med gennembmdsslaget, hvor operative manøvregrupper med evne tü selvstændig kamp jages dybt ind i modstanderens opstilling for at lamme ham, samtidigt med at hans væbnede styrker fastholdes over bred front. Trods den praktiske svaghed med hensyn til konventionelle styrker og materiel og den teoretiske svaghed med hensyn til metode har vestlige militære professionelle imidlertid været ved godt mod, fordi atomvåben erstattede konventionelle styrker i afskrækkelsesrollen. Det har ligget lidt mere tungt med tankerne om A-våbens praktiske anvendelsesmuligheder, hvis afskrækkelsen skulle svigte. Efter at Sovjet er blevet en atommagt, har den professionelle soldats dilemma været, at nok kan der på den ené side opnås visse fordele ved at slå først med A-våben, men så snart fjenden slår igen, vil alle fordelene være på hans side, da han ikke alene har flere A-våben end NATO, men også så mange flere konventionelle styrker, at han lettere vil kunne udligne sine tab og udnytte de fordele, atomslaget giver. Den nucleare option er således ikke, rent militært set, ubetinget troværdig, så meget mere som massiv A-våbenanvendelse fra Warszawa- pagtens side vil udligne NATO’s eventuelle teknologiske ogføringsmæssige forspring. På den anden side er det klart, at for overhovedet at være et troværdigt afskrækkelsesmiddel må A-våben kunne anvendes militært, der må være udviklet metoder tü anvendelsen af disse våben, og metoderne må afprøves under øvelser. Man har i perioden indpasset A-våben i den militære doktrin, men reelt har man hele tiden tænkt »konventionelt«, og det er ikke uden en vis lettelse, at man siden slutningen af 70’eme har set A-våben glide over mod at være »politiske våben«. Den situation vi militært står i idag, hvor virkningen af ESfF-aftalerne skal vurderes, er således, at den formodede fjende har frihed i metodevalg, hvor vi er bundne, og han har større konventionelle styrker end vi, også efter eget udsagn.
 
Da INF-aftaleme kun fjerner 2-3% af aUe A-våben, ved at USSR skrotter 1752 og USA 859, kunne her kort konkluderes, at aftalernes militære betydning er næsten umærkelig. Der er ingen grund til at tro på en lysere fremtid alene på grundlag af INF-aftaleme. Det bliver da også stort set konklusionen, men den vil først blive kvalificeret ved at belyse den udvikling, der er foregået, og som stadig foregår på det militære område i Sovjet og Warszawapagten i øvrigt. Trods Gorbatchevs, Ryjskovs og andres tillidsskabende erklæringer og en tiltagende vægt på defensive tanker i østlig militærpolitisk debat, er kendsgerningerne, at der i de allerseneste år er sket følgende:
- Den militære kommandostruktur er blevet strømlinet til geimem- førelsen af operationer i Vesteuropa ved oprettelse af et hovedkvarter specielt til koordination af kampen mellem Skagen og Alperne. Flystyrkemes føring er samtidigt blevet centraliseret.
- De nukleare styrker moderniseres, og forøgede konventionelle anvendelsesmulighed synes i øvrigt at blive indbygget i de mest præcise systemer.
- Hærstyrkerne, specielt sovjetiske i Østtyskland, men også Østtysklands og Polens, har fået en større andel af stående enheder og færre mobiliseringsenheder i en periode, hvor NATO’s styrker har udviklet sig i modsat retning. Herudover flyder T-80 kampvogne, 152 og 203 mm selvkørende artilleri, 220 mm flerrørsraketkastere, 240 mm selvkørende morterer og nye angrebs- helikoptere for øjeblikket ind i Sovjets styrker i Østtyskland. Samtidigt moderniserer Østtyskland og Polen deres hærstyrker, og gamle kampvognstyper renoveres bl.a. med reaktivt panser, der neutraliserer virkningen af de panservæmsraketter, som NATO i høj grad har baseret sit forsvar på.
- Sovjets flåde har forøget antallet af hangarskibe af KIEV-klassen med et til ialt fire og er igang med at bygge to hangarskibe af »konservativ« type på størrelse med USA’s (65.000 ts). Nye krydsere og destroyere er tilgået. Ubådsvåbnet moderniseres i voldsom takt. Luftpudefartøjerne i Østersøen forbedres, og at såvel Østtyskland som det fattige Polen skaffer sig fregatter, sætter vor egen fregatdiskussion i relief.
- Flyvevåbnet er blevet moderniseret med tilgangen af MIG 29 og CONDOR transportfly (ANl 24).
- Luftforsvaret har opbygget moderne kontrol og varslingssystemer og modtaget nye luftvæmsmissiler samtidigt med, at dets anvendelse til dækning af offensive operationer perfektioneres.
 
Alt dette er sket og sker i en tid, hvor den militært faglige diskussion konkret beskæftiger sig med det operative gennembruds doktrin og kun sporadisk og ukonkret berører andre defensive muligheder end nedkæmpelsen af modstanderen på dennes territorium, d.v.s. angrebet med det defensive formål, som altid har været i focus Øst. Håndgribeligt foregår der en modernisering af doktrin og materiel i Øst, samtidigt med at styrkeniveauet opretholdes, idet dog visse A-våben fjernes fra arsenalet. Ligeså håndgribeligt - omend mere tøvende - foregår der en modernisering af NATO’s potentiel, medens man operativt stivner langsomt i en linear forsvarsdoktrin, der forudsætter reserver i dybden af det område, der skal forsvares, for ikke at være håbløst forældet. Det INF-traktaten har gjort, er at fjeme en del af disse reserver. Vi har nemlig, som tidligere sagt, baseret os på, at A-våben kunne udgøre vores reserver, fremfor at investere i konventionelle reservestyrker.Uden reserver passer den geografisk og demografisk og i øvrigt også politisk nødvendige lineare, defensive opstilling som hånd i handske til den sovjetiske gennembruds- doktrin baseret på operative manøvregrupper. Den militære konklusion må derfor være, at de nukleare reserver må erstattes enten ved modernisering af de eksisterende A-våben, ved opstilling af systemer, der kan overtage de skrottede våbens rolle, eller af konventionelle reservestyrker, hvis vi skal kunne opretholde evnen til at afskrække og, om afskrækkelsen skulle svigte, evnen til at kæmpe. Nationalt set har Danmark kun den konventionelle option.
 
På den baggrund forekommer dansk forsvars ønske om at bevare den nuværende styrke at være beskedent også i forhold til, hvad andre NATO- lande anser for minimumsreaktionen. Det kan kun vække til eftertanke, at Holland, nu hvor Cruise-missileme udgår, gengiver deres F-16 og maritime patruljefly en nuklear rolle. Militært set er tiden til sorgløs styrkereduktion ikke inde. 
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 
 
 

Litteraturliste

Del: